Det blev til små 3 dage på en Nibe Festival, som tydeligvis har været savnet hos mange. Ganske vist ikke udsolgt - dog kunne man lørdag aften melde, at nu var alle lørdagsbilletter solgt. Så forhåbentlig har festivalen og alle de mange frivillige fået det ud af anstrengelserne, som de fortjener.
Fredagens program rummede 3 interessante navne, hørt med mine ører. Først Dizzy Mizz Lizzy, dernæst Gnags og til slut D-A-D. Dertil det, man nu kunne nå at høre og opleve mellem disse navne, som alle var på den store scene.
Dizzys guitardominerede rock var som forventet, men der var ud over det musikalske ikke den store kommunikation med publikum fra bandets ubestridte frontmand, Tim Christensen. Han er i øvrigt stifter af en Facebook-gruppe, jeg er medlem af: Spinning Vinyl. Her skal man tage et billede af en plade, som spinner, med tilhørende cover, og så lægge det op i gruppen. Tusindvis af medlemmer lægger hver dag spændende ting om, noget man selv lytter til, og andet, som er ganske ukendt. Et inspirerende sted, hvor der også kan komme spændende dialoger mellem brugerne.
Gnags er blevet til Gnags igen, efter at Per Christian Frost er kommet tilbage som wingman for Peter AG. Den alsidige guitarist er den musikalske lyd af gruppen, hvor AG er det vokale og visuelle udtryk. Bandet spiller alle de store hits, tilføjet et par nye numre. Dermed kommer det let til at ligne deres seneste optræden i Nibe, hvor scene set up’et i øvrigt var det samme. Der er numre, jeg ville ønske, de tog med, men de holder sig til det sikre. Her havde salig Kim Larsen en imponerende evne til altid lige at smutte et par halvglemte numre ind i den lange perlerække af hits, han og Gasolin har leveret.
D-A-D gav den fuld skrue fra første sang, og de holdt en forrygende rockfest i skoven, hvor der blev skrålet med på alle de kendte omkvæd: “Won’t Cut My Hair”, “Bad Craziness, “Soft Dogs”, “Sleeping My Day Away” og afslutningsklassikeren “It’s After Dark Now (and Disneyland i closed)”. Trommeslager Laust Sonne var placeret i en tivolikarrussel, som kunne køre rundt, medens han spillede - effektfuldt - ikke mindst da hele bandet til slut stod på den kørende karrusel - bassisten har formentlig spillet en rundgang (!) på en af sine mange specialbyggede basguitarer med kun 2 strenge.
En godkendt fredag, som en smule regn ikke kunne spolere - det fik såmænd bare støvet til at lægge sig.
Lørdag skulle bare være en hyggedag, og så kan man næppe starte et bedre sted end med The Powls - et rablende sindsygt show- og partyband, som på et tidspunkt adopterede Shu-Bi-Duas kikekaste-gimmik. Når The Powls spiller, vælter det ind med tarteletskaller over scenen og musikerne. Sjovt, men måske er det ved at tage overhånd, ligesom det også gjorde ved Shubberne. Det kan bestemt ikke være rart at stå 75 minutter på en scene, hvor der i hver eneste nummer flyver tarteletter op mod dig, og hvor velplacerede træffere i ansigtet må gøre en smule ondt. Lad det nu blive ved et nummer eller to, så musikerne er forberedte! I øvrigt er The Powls en blanding af stand up og forrygende gode kopinumre, som de selv mener store danske og udenlandske navne har nappet fra netop The Powls! Tarteletter, jokes og en underspilning på egen formåen kan dog ikke skjule, at The Powls faktisk spiller ganske fremragende.
Et par eksempler på kommentarer fra scenen under deres show:
“Nibe, er I der? Jaaa. Nibe, er I der? Jaaa. Nibe, hvorfor?”
“Vi elsker at spille for hørehæmmede!”
Så er linjen ligesom lagt, og tonen er den samme gennem hele deres show, som også byder på fællessang og kædedans til Reimar-klassikeren “Sikke en fest vi har haft...".
For mit vedkommende blev det Jonah Blacksmith, som rundede det musikalske af på Nibe. Thyboerne er vokset fra Den Lille Fede via Blå Scene til Stor Scene. Man kunne frygte at den til tider akustisk prægede musik ikke kunne bære det, men med 7 mand på scenen - to trommeslagere, to keyboards, to til tre guitarister og en bassist fik de leveret en god koncert og de var tydeligt bevægede over publikums modtagelse. Fedt at opleve.
Eftermiddagen blev brugt på en gåtur ud til de unges lejr: Camp Øst, hvor jeg fik en lyserød Breezer i selskab med elever fra den første corona-årgang, 2019-20, som nu endelig havde fået muligheden for at komme på festival sammen. De hyggede og havde det godt - rart at snakke med dem.
Fra ungelejren gik jeg gennem festivalpladsen og ud fra Nibe for at se slutningen af Tour De France hos en god ven i Nibe, og så blev kursen ellers sat hjemover, medens hard core festivalfolket fik lov til at lukke og slukke sent lørdag nat til det der hitter hos de unge og, som gamle jeg er helt uforstående overfor: Ude af Kontrol. Da sov jeg formentlig sødt.
Efter to år uden festival under normale omstændigheder, er Nibe Festival i år tilbage for fuld skrue. Det samme kan måske ikke siges om min blog, som jeg dog prøver at puste nyt liv i efter stilstand i længere tid.
I dag bliver de to ting så kombineret.
Torsdag morgen bød jeg ind på en Nibe-billet, som jeg fik, og så gik turen ellers mod Sildebyen, hvor vi traditionen tro er nogle stykker, som samles hos gode venner, der bor i byen. Der blev hygget og snakket i haven, inden jeg satte kursen mod festivalpladsen. Lidt før de andre, de jeg af erfaring ved, at jeg skal stoppe mange gange for at snakke med elever fra mit 30 år lange liv som efterskolelærer.
Således også i år, hvor jeg både mødte elever fra mit første HCI-hold og fra mit sidste, som sluttede i lørdags, hvor jeg også stoppede på skolen. Det er altid hyggeligt at hilse på, og de gamle elever er søde og glade. Ind imellem sætter jeg dog blikket på “uendeligt”, så jeg også har en mulighed for at nå frem til de aftaler, jeg har med mine venner…
På torsdagens program havde jeg set frem til at høre Jung, som jeg længe har tænkt bliver det næste store danske band. Bevares de er allerede store og er brugt meget i medierne, men det var alligevel som om, at den store scene på Nibe ikke passede til dem. De nåede ikke for alvor ud over rampen og havde nok passet bedre på den Blå Scene i teltet under lidt mere intime former.
Intet mindre end stor scene kunne naturligvis gøre det, da walisiske Tom Jones gik på lige efter aftensmaden. Det er ikke en mand, der står i min pladesamling, men når man er vokset op med musik op gennem 60’erne og 70’erne kender man naturligvis godt manden med de mange hits, ikke mindst Delilah. Mine umiddelbare tanker forud for koncerten var nok, om det var et smart managment, som havde sendt den 82 årige mand på turne for ussel mammons skyld.
Mine tanker blev gjort til skamme fra første strofe. Stemmetøjet fejler bestemt ikke noget, medens bentøjet var lidt mere usikkert, hvilket vel ikke kan overraske. Ganske befriende startede Tom Jones ud med “I’m getting old” og Dylan-sangen “It ain’t dark yet”. Selverkendelse fra en herre, som har prøvet det meste i showbizz.
Koncerten bød på alle de store hits - mange med et tvist i rytme og fortolkning, hvilket klædte Tom Jones og hans velspillende band. Der var stille ballader, store pophymner og rock’n roll. Altsammen leveret professionelt og med en stemme, som ikke svigtede.
En positiv overraskelse…
Mellemspillet inden Malurt gik på stor scene blev brugt i Reservatet, hvor de danske heavy helte fra slut 80’erne, Skagarack, gik på scenen. Koldingbandets tidstypiske og melodiske heavyrock var en positiv overraskelse, ikke mindst da lydmanden fik tilpasset tingene, så leadguitaren fik mere plads. Der var ikke mange foran scenen, og halvdelen af de 6, som stod helt fremme, var bandets gamle roadier. Flere kom dog til og en fin koncert sluttede med et begejstret publikum, som så kunne bevæge sig ud til den store scene.
Malurt er gendannet og er ude på deres afskedsturne med den originale besætning, som i den grad leverede et skarptskåret og flot show med al den energi, som de unge knægte bragede igennem med i 1981, da de udgav debut’en “Kold krig”. Vi fik alle gruppes store hits uden de store dikkedarer og med en veloplagt Michael Falch, som ikke forfaldt til andet en det, han er bedst til, at synge og spille rockmusik.
I dag er der mere festival, som vejrmæssigt byder på noget helt andet, end den hede sommerdag, vi havde i går. Vi kan godt gå hen og blive våde, når vi skal høre Dizzy Miss Lizzy, Gnags og D-A-D.
For anden gang indenfor de seneste 10 måneder er efterskolen lukket ned, og undervisningen foregår hjemmefra - via computer. Erfaringerne fra foråret kommer mig og sikkert mange andre til gode, men det er nu engang sjovere at være efterskolelærer på skolen og ikke hjemmefra.
Vi prøver alle, at gøre det så godt og levende, som det er muligt, og jeg håber da, at eleverne derhjemme bag skærmene gør, hvad de kan. Denne form for undervisning kan godt gå hen og blive en større del af deres fremtidige studieliv, så der er ingen vej udenom at lære det og disciplinere sig selv.
Når man sidder der bag skærmen i mange timer, forberedelse til digital undervisning kan godt tage længere tid end selve lektionen varer - der er meget at tænke på og mange ting, der skal være på plads, hvis det skal give mening for eleven på den anden side af skærmen.
I sådan en situation, som vi er i, er det med at udnytte mulighederne til adspredelse fra alt det digitale: At komme ud og gå en tur, at tage kameraet med et sted hen og bare fotografere. Eller at gå ud og skovle sne, hvis der skulle falde noget af det på matriklen.
Og det er netop, hvad jeg har gjort de seneste uger.
Snefaldet i forrige uge blev udnyttet, da jeg havde en halv times undervisningsfri en formiddag. Ud med skovlen og få lidt motion - det er faktisk ganske afstressende og rart, at gå derude. Jeg blev grebet af stemningen og fjernede lige sne på fortovet hos to naboer. De ringede senere og skulle lige høre, om det var mig, der havde været i gang.. :-) Og noget tyder på, at der er mere sne på vej, så skovlen står klar derude.
På Facebook så jeg en fodbold- og fotoven, som skrev om en vandstær, der holder til på naturområdet Tvebjerg i Aars. Et par frie timer blev udnyttet til en tur til Aars, hvor den lille og charmerende vintergæst viste sig som en særdeles samarbejdsvillig model for mine knipserier. Den skal jeg besøge en dag, hvor vejret er lidt bedre, end det var forleden, hvor det krævede lidt høje ISO-tal at få fornuftige billeder på kortet.
En weekend drog familien med hund på oplevelse i Højriis ved Vegger. Her kan man også se isfugl, vandstær og bæver - det gjorde vi nu ikke, men vi opdagede en meget flot og kuperet tur rundt i krattet omkring ådalen. Et sted, som helt sikkert skal genbesøges til foråret.
Denne blog er ledsaget af fotos fra anden lockdown-periode.
2020 blev året, hvor det forladte og faldefærdige mejeri i Farsø endelig faldt. Gennem flere år havde de ældste bygninger ud til hovedgaden stået tomme - og forfaldet var til at tage at føle på. En af byens tidligere så flotte og karakteristiske bygninger, var gået hen og blevet en skamplet. Desværre.
Det er Vesthimmerlands Kommune, som har købt mejeriet, som nu er revet ned til fordel for nye parkeringspladser, som især er tiltænkt det nærliggende forfattermuseum for Johannes V. og Thit Jensen. De har formentlig set mejeriet blive bygget i 1888, da de var store børn (Han er født i 1873, hun i 1876). Og de har sikkert vendt sig i deres respektive grave over, at bygningen fik lov til at forfalde - og også over, at de nu er havnet under samme museumstag i fødehjemmet. Det huer næppe de to ærkesøskendefjender, hvor Johannes var misundelig på, at søsteren også gjorde forfatterkarrie, og hvor Thit gjorde hvad hun kunne for at genere sin storebror med sit selvstændige Valkyrie-liv.
En del af det gamle mejeri har gennem en lang årrække fungeret som opskæringsenhed for kreaturslagteriet i Aalestrup. Det fortsætter, og ikke nok med det, slagteriet udvider med endnu en linje i Farsø, hvor der også bygges velfærdsfaciliteter til de omkring 75 medarbejdere, som forarbejder kvalitetsmærket Himmerlandskød. Det nye byggeri kommer til at ligge ud til den nye p-plads, hvor det gamle mejeri lå, og forskønner dermed også den rå mur, som står lige nu.
Køerne er næppe så glade for transformationen, hvor de nu skal lægge krop til produkterne fra Farsø i stedet for mælk….
Forretning, forening, familie og Farsø Kommune. Det er de fire ben, som Farsøs tidligere borgmester, Erik Rabøl Jørgensens, liv blev levet på.
E. Rabøl Jørgensen døde i 2017, og nu har tidligere kommunaldirektør Henning Olsen skrevet en biografi, som i denne uge udgives af Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn.
“Rabøl” er den korte og meget sigende titel på bogen, som giver et historisk glimt af østjydens liv i Farsø, hvor han etablerede sig som boghandler i 1946. Sidenhen blev virksomheden udbygget med et trykkeri og en ugeavis, Farsø Avis.
Bogen bygger på en række historiske fakta men også på E. Rabøl Jørgensens egne erindringer, som aldrig er udgivet samt bidrag fra sønnen Lars Rabøl, som i dag driver familievirksomheden videre sammen med sine søskende - dog kun trykkeri- og avisdelen, da boghandlen blev solgt fra for nogle år siden.
Foruden de historiske fakta er bogen krydret med små anekdoter, bl.a. om hvordan Rabøl blev “kongelig hofleverandør”, til Kong Frederik, som ofte kom i byen, når han var i jagthytten i Trend med familien. Et par solbriller købt hos Rabøl i Farsø faldt så meget i majestætens smag, at han pr. telefon rekvirerede flere af slagsen, som blev sendt pr. efterkrav. Postkvitteringen opbevarede Rabøl efterfølgende flee år i sin tegnebog.
Den karakteristiske butterfly, som man kan se Rabøl bære på flere fotos har også sin egen historie. Da den unge Rabøl i sin tid begyndte med eget trykkeri, skete det, at hans slips en dag sad fast i valsen. Maskinen blev heldigvis slukket, inden der skete skade på den unge bogtrykker, som efterfølgende skiftede slipset ud med den karakteristiske butterfly.
I det politiske liv var det specielt byggeriet af Farsø Rådhus, som blev Rabøls store svendestykke i de to borgmesterperioder han havde på borgerlisten i Farsø. Dermed fik man samlet den kommunale administration, og et nyt bibliotek, på ét sted mod tidligere tre fordelt rundt om i byen.
Den markante personlighed blev udnævnt til Farsø Kommunes første æresborger, og han fik kort efter sin død i 2017 opkaldt en vej efter sig, idet kommunen omdøbte en lille sidevej til E. Rabøls Vej, som meget passende ligger mellem Rabøls tidligere privatbolig på Østergade og rådhuset.
Jeg har selv haft fornøjelsen af at arbejde for Rabøl, da jeg i konfirmationsalderen havde et job sammen med en klassekammerat, hvor vi skulle klistre nogle labels på blanketter til sygehuset.
I dag arbejder jeg lidt for sønnen, Lars, som udgiver et sommermagasin med titlen “Vesthimmerland i ord og billeder - regnvejrslæsning, men også til godt vejr”. Her bidrager jeg både med ord og billeder fra det vesthimmerlandske, hvilket er meget sjovt.
Bogen "Rabøl" kan købes ved den lokale boghandel i Farsø, eller man kan kontakte mig, så skal jeg formidle kontakten videre til arkivet. Prisen er 100 kr. og en oplagt gaveide til folk med rødder i Farsø og omegn.
Mit første spejlreflekskamera købte jeg i 1984, umiddelbart før jeg som nyuddannet lærer tog på et 4 måneders højskoleophold i Uldum. Her blev min fotointeresse fra folkeskolen genopfrisket, og siden da har fotografering været en stor del af mit liv.
Mit første kamera var et Olympus OM-20 - et kompakt lille kamera med gode objektiver. det blev senere suppleret med det halvprofessionelle OM 2 Spot, som jeg var meget glad for.
Senere kom der også Nikon på hylderne - ikke mindst i den digitale tidsalder, hvor jeg har og har haft en del Nikon.kameraer med masser af objektiver og andet udstyr.
Jeg har dog ikke helt glemt Olympus og ejer i dag et OM-D E-M5 II, en forfærdelig modelbetegnelse, men et fortræffeligt lille kamera med en microfourthirds censor, som er noget mindre end i de kameraer som Nikon og Canon laver. Det koster lidt på billedkvalitet, men til gengæld vinder man en masse tilbage på størrelse og vægt, og så er de små Olympus’er bare sjove at fotografere med - der er en masse innovativ teknik i dem, som andre mærker ikke har - bl.a. til natfoto o.l. Der er tale om systemkameraer uden spejl - i stedet er der en elektronisk søger, så det man ser, er så at sige, det man får. Er lysmålingen ikke på plads, vil man kunne se det i søgeren, før billedet tages, og så kan man evt. justere.
Olympus er også ledende, når det kommer til indbygget billedstabilisering, som er afgørende for, hvor lange lukketider, man kan bruge. Jeg har med succes taget håndholdte fotos på et halvt sekund med mit Olympus og har på nettet set eksempler på, at fotograferer kan komme endnu længere ned - imponerende.
Indbyggede filtre er ikke noget, jeg bruger ret tit, men der er dog et par stykker i mit Olympus, som jeg har brugt nogle gange, når jeg vil have en dramatisk effekt i billedet. det kan man også lave hjemme på computeren, men det er meget sjovt at lege med i kameraet, når det kommer over en.
Alle Olympus-kvaliteterne til trods, så er mærket, akkurat som flere andre af de store, ramt af mobiltelefonerne, som for mange er deres eneste kamera - og med en ret god kvalitet. Markedet for store kameraer med udskiftelige objektiver og tilbehør skrumper med en hastighed, der langt overgår lukkehastigheder på 1/8000 sekund, som disse kameraer kan klare.
Tidligere på året meldte Olympus så ud, at de sælger deres kameradel fra for at koncentrere sig om mere profitable forretninger som udstyr til bl.a. sygehuse o.l. Ved årsskiftet er det således en japansk investeringsfond, som står med kameradelen - og det er næppe særlig positivt. I samme forbindelse bliver kameraerne nu markedsført under brandet OM-D (Afledt af Olympus-Digital), da Olympus jo ikke kan lægge navn til noget, som de ikke længere ejer.
Optimister håber, at den nye ejer vil fortsætte mærket og udvikle på det, men pessimisterne, og dem tilhører jeg i denne sag, er bange for, at firmaet ripper værdierne ud og skrotter resten. Dermed kan Olympus, som har været på markedet siden 1936, snart være fotohistorie. Det skal dog siges, at der i løbet af året er kommet flere nye produkter på markedet fra Olympus, men det er jo naturligt, da disse har været under udvikling gennem en længere periode forud for salget.
Og måske er der tale om et salg, hvor sælgeren betaler for at komme af med varen. Det kan det godt være, hvis Olympus ønsker at komme fri af en masse forpligtelser overfor medarbejdere og andet, hvis de selv lukker ned.
Man kan håbe på, at andre kameraproducenter køber nogle af Olympus teknologier og bruger det i nye modeller - det kunne være spændende.
På trods af det, holder de smukke og avancerede kameraer jo ikke op med at virke, så for mig og mange andre vil der være masser af fotoglæde med udstyret i mange år frem.
Det store spørgsmål er nu, hvem bliver den næste kameraproducent, som kommer i vanskeligheder - Nikon er allerede i problemer og udviklingen går ikke kameraproducenternes vej….
Alle fotos, som ledsager denne blog er taget med Olympus OM-D EM5 II og en zoom på 14-150, hvilket på et traditionelt kamera svarer til 28-300 mm.
Jeg har ind imellem brugt min blog til at mindes musikere, som har betydet noget i mit liv.
Forleden kunne en ny føjes til listen, da Michael Bundesen, forsanger i Shu-Bi-Dua, døde efter en sygdomsperiode med kræft. Inden da var “Bunden” allerede blevet ramt alvorligt på helbredet, da han i 2011 blev ramt af flere blodpropper i hjernen og måtte leve et liv i kørestol. Dengang skulle han sammen med Shu-Bi-Dua have optrådt ved en søkoncert i Farsø få uger senere, hvilket naturligvis måtte aflyses.
Desværre.
Men heldigvis nåede jeg at opleve Bonden og Duerne i 2004, hvor de gav en forrygende koncert på pladsen i søanlægget foran spejderhuset. I de samme rammer, hvor også Kim Larsen gav flere koncerter i de år, hvor den lokale fodboldklub bed an med at arrangere koncerter. Billederne, som ledsager denne blog, har jeg taget ved koncerten i august 2004.
De to danske trubadurer, med vidt forskellig baggrund, var dog aldrig på plakaten sammen. Det var de faktisk ret sjældent i deres karriere, og forholdet mellem Larsen og Bundesen var mildest talt anstrengt og havde været det lige siden, Shu-Bi-Dua begyndte at udgive plader og spille koncerter. I bogen “Altid har en ende” beskriver Michael Bundesen de få møder, han havde med Kim Larsen, som angiveligt anlagde en noget arrogant attitude for den danske “Elvis”. Afstanden mellem sangerne fra henholdsvis den københavnske stenbro og det mere mondæne whiskeybælte nord for København var øjensynligt for stor,og ingen af de to herrer tog på noget tidspunkt for alvor initiativ til en forsonende snak.
Og nu er det for sent. Men på min bogreol har de fundet sammen og står side om side.
Bundesen og Shu-Bi-Dua havde ikke andre intentioner med deres musik end at underholde og give publikum en god oplevelse. Bandets motto var, at det skulle være sjovt, ellers var det ikke morsomt…
Og morsomt var det, både på plade og live. Den fik ikke for lidt med sproglige finurligheder, som gjorde deres sange til ørehængere og hits, som overgik de etablerede “gasser”. Jeg har alle deres albums fra 1 til 11, og de får skam masser af spinnetid på mine pladespillere - bl.a. om sommeren, hvor den transportable Philips kommer med ud i haven, hvor jeg så kan nynne med på “Sommergryder”, “Danmark”, “Vuffelivov”, “Hvalborg”, “MacArine” og alle de andre herlige sange og melodier med Shu-Bi-Dua.
Live var Bundesen også ganske mere nærværende overfor publikum end den gode Kim Larsen, som ikke gjorde meget væsen af sig med hensyn til at kommunikere med sine tilhørere. Han fyrede sine floskler af, og det var så det. Til gengæld formåede han dog også altid at sammensætte en sætliste, som både bød på det kendte og det overraskende. Så hos begge fik publikum det, de kom for.
Gimikken med, at publikum kastede kiks på scenen, når Shu-Bi-Dua spillede “Hvalborg” opstod ved en tilfældighed, men udviklede sig til det vanvittige, hvor bandet måtte krybe i dækning når ikke bare kiks, men hele ruller af dem, blev tyret mod scenen. Og på den mest udsatte plads stod Bundesen og tog tæskene for holdet - styrthjelmen og brillerne var ikke for sjov!
Et af bandmedlemmerne sagde om det hele, at han ville ønske, at de i stedet havde formuleret teksten noget i retning af “og jeg fod’red dig med Dankort og pinkort fra min lomme”, hvilket igen fortæller om gruppens skæve tilgang til det hele.
Nu er den sidste kiks kastet og den sidste sang sunget med Michael Bundesen som frontmand i dette ærkedanske band, som dog stadig lever videre i tributebands og også i en version med Michael Hardinger, som dog har respekt nok til ikke at bruge Shu-Bi-Dua-navnet til sin gruppe.
Alting har en ende. Tak for sangene og det gode humør Hr. Bundesen.
Nu sker der noget med de gamle bygninger, som er dømt til nedrivning. Netop nu, i juni 2020, er et nedbrydningsfirma gået i gang med arbejdet. Et arbejde, som er noget anderledes end nedbrydninger før i tiden. I dag skal al miljøfarlig materiale bortskaffes på forsvarlig vis, hvilket betyder, at den gamle maling er skrællet af bygningen, som netop nu står imponerende flot med sine røde mursten. Så længe det varer - i løbet af de næste to uger forsvinder de gamle bygninger, og så er der kun fotos og minder tilbage om det mejerieventyr, som driftige mænd i byen og på egnen startede i 1888.
I øvrigt var mind oldefar Anders Chr. Pedersen mejeribestyrer på "Fælleslykke", som det gamle mejeri hed, i en årrække.
Min hund Nemo nærmer sig de 10 år, og akkurat som hos vi mennesker, kan der med alderen opstå visse komplikationer med “vandværket”. Vi havde mistanke om noget med prostata, så vi måtte en tur omkring dyrlægen.
Nu har Nemo det med, at alle symptomer stopper, når vi parkerer på dyrlægens parkeringsplads. Han har før haltet, men når han springer ud af bilen, er al halten væk, når vi ankommer til dyrlægen.
Derfor overraskede det mig heller ikke, at de små bloddryp, vi havde registreret derhjemme, var holdt op, da vi kørte til dyrlægen. Men tjekkes det skulle han nu.
På parkeringspladsen lod jeg ham lige tisse af, inden vi gik ind i receptionen. Her blev vi mødt af dyrlægen, som sagde: Vi skal lige have en urinprøve!! Jeg fik udleveret et reagensglas og en gul tragt, som jeg skulle holde ind under Nemo, når han tissede. Vi gik en lille tur, men der kom ikke mere ud af hanen, så vi blev enige om, at jeg skulle forsøge derhjemme.
Og herfra blev det da for alvor sjovt - især for min familie.
Tidligt op om morgenen og ud i haven med vuffer, som jo plejer at sende op til flere stråler op af træer og buske på denne tid af dagen. Mig bagefter med min lille gule tragt - men tror I hunden gad lette ben eller sætte sig og tisse? Naturligvis ikke, så der stod jeg med tragten og så lettere dum ud. Jo, den tissede, men da var den gået over i den modsatte side af haven på behørig afstand af dens herre og mester, som bare kunne se på, at de dyre dråber sivede ned i græsplænen...
Når en hund skal, så skal den. Men gerne på behørig afstand af irriterende mennesker.
Nyt forsøg: Hunden i bånd og en gåtur op gennem byen forbi alle favoritstederne. Mig klar med en pose om hånden og den gule tragt klar til at indfange de gyldne dråber. Men ak, lige så snart Nemo begyndte at lade vandet, og jeg bukkede mig ned for lige at få en skvis, stoppede han og gik videre. Sådan fortsatte det op gennem byen, hvor jeg flere gange kiggede mig over skulderen og tænkte: Det er skjult kamera, det her!
Alubakker har tidligere været et hit hjemme i haven, når der skal fanges gåsebiller. Jeg fik den ide, at de også måtte kunne indgå i jagten på de gyldne dråber, så der blev placeret alubakker strategiske tissesteder i haven - så langt så godt. Hunden blev lukket ud, og jeg blev inde med min gule tragt. Og fra køkkenet kunne jeg med glæde se vuffer gå hen og lette ben ved favorittræet - men på så god afstand, at han ikke ramte ned i nogen af bakkerne….
Jeg var så småt ved at kapitulere og begyndt at tænke på, at så måtte dyrlægen trække en prøve ud med kateter.
Der skulle og lige prøves en sidste gang torsdag eftermiddag, hvor jeg havde gæster derhjemme. Vi drak kaffe, og jeg listede ud i haven sammen med Nemo, en bold - og en alubakke. Vi legede lidt med bolden, og jeg holdt mig lidt på afstand af Nemo, som pludselig satte sig og lod vandet risle - som et lyn (!) var jeg henne ved ham og fik placeret alubakken under de ædlere dele. Og til min fryd blev bakken fyldt op, hvorefter jeg kunne omlade det til det lille reagensglas, som straks blev sendt til dyrlægen.
Behøver jeg at fortælle, at jeg knyttede næven i triumf, da operationen var fuldendt…
I øvrigt viste prøven ikke tegn på betændelse, så nu skal Nemo på en pillekur, som kan få prostata til at trække sig lidt sammen.
Forleden fandt jeg en kuvert med 4-5 gamle sort-hvide fotos. Allesammen fra min farfars møbelforretning, Theodors Møbler, i Søndergade i Farsø.
Det kaldte naturligvis minder frem.
Jeg er barnefødt i den ejendom, hvor møbelforretningen lå - et hus i 3 etager midt på Farsøs sydlige hovedstrøg, hvor der også var bl.a. bager, tømmerhandel, frisør og en købmandsforretning i nabolaget. Købmandsforretningen drev min far, og den lå lige overfor møbelforretningen.
Vi boede oppe på andensalen, medens mine bedsteforældre boede på førstesalen. Der var toilet i begge lejligheder, men ikke bad. Skulle man i badekarret, måtte man ned i kælderen. Karret blev ikke blot brugt til at bade os børn i, her gik også levende ål, når min far og farfar havde været ude og glibe i Limfjorden….
Kælderen var ganske stor - her var også vaskekælder, og så indrettede min farfar på et tidspunkt et rum med en elektrisk togbane - bygget på en plade med bane, skiftespor, landskaber og huse. Lidt af et Eldorado for os børn. På et tidspunkt var der også billardbord i kælderen - her lærte jeg at spille keglebillard, som er et ganske finurligt spil med flere finesser end det moderne pool, som spilles de fleste steder i dag.
Møbelforretningen havde to vinduer ud til gaden, der var en lille trappe op til forretningen, som ikke var overvældende stor. Gennem årene blev der dog udvidet bagud - først med en bygning, som blev bygget sammen med hovedbygningen og senere med 2-3 bygninger i området længere bagude, hvor det stødte op til et nyt villakvarter - digterkvarteret. Fra hovedgaden kunne man via en smøge gå op forbi den første tilbygning til p-pladsen og senere de øvrige bygninger, hvor der bl.a. var tæppelager.
Livet i og omkring møbelforretningen var altid sjovt og spændende. Jeg husker, hvordan der blev skåret tæpper ud med skarpe knive og de karakteristiske “knæskubbere”, som blev brugt, når man lagde tæpper ned. I forretningen blev der slået glidesøm under stole, og så kom mange møbler, så vidt jeg husker, færdigsamlede fra fabrikanterne.
Turene ud til fabrikkerne var helt specielle. Vi var ofte på Salling, hvor der var et hav af små møbelfabrikker - ofte med en stor produktion af polstermøbler. For en knægt på 8-10 år var det fantastisk at komme på disse ture med farfar, som elskede en god snak med fabrikanter og kunder.
Folkeholdet i forretningen bestod af løsarbejdere, som hjalp til ved siden af deres normale jobs, senere blev der også ansat flere fuldtidsarbejdere, bl.a. min far, da købmandsforretningen blev solgt i begyndelsen af 1970’erne. Det var fast kotume, at folkene skulle op i mine bedsteforældres stue og have formiddagskaffe - en stjernestund for min farmor, som elskede at varte op og servere - der manglede sjældent noget - heller ikke en lille skarp til halsen. Det samme gjorde sig gældende, når der var håndværkere i huset - så blev der trakteret.
Der blev altid sørget godt for folkene, uanset om det var de ansatte eller håndværkere. Her er det i forbindelse med udvidelsen af forretningen. I den hvide skjorte til højre er det i øvrigt den senere borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen.
Min farfars hunde var også et kapitel for sig selv. Jeg husker fra min tidlige barndom den tyske ruhårede Herta. Senere købte farfar en cocker spaniel af en møbelfabrikant på Salling. Tanja kom med hjem til Farsø og fik et godt hundeliv - faktisk fik den hvalpe, og en af dem blev boende, den døbte min farmor “Pjoske” en sort krøllet skabning, hvor det var svært at kende forskel på for og bag.
Min far overtog hele bygningen med den gamle købmandsgård på den anden side af gaden. Det betød, at vi flyttede fra en lille lejlighed til et kæmpe hus med 3 stuer ensuite, viktualierum, kælder, to lejligheder på førstesalen og et loft, hvor der var tre små værelser, som var lejet ud til unge mennesker, der var i lære eller arbejdede i byen.
Min farfar og min far arbejder i gården bag forretningen. Der er sikkert hentet et læs møbler hjem fra København, som var den måde, min farfar startede sin forretning på. Der blev senere bygget til forretningen i højre side og også oppe bagved, hvor man kan se garagen.
Men det er en ganske anden historie, som jeg sikker vender tilbage til en anden god gang.
