Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

  • Bowie, Ziggy og edderkopperne fra Mars

    13-01-2018
    Sidste år kunne jeg desværre ikke få det passet ind, så jeg kunne se, opleve og høre det nordjyske musikprojekt Album, hvor en gruppe til lejligheden sammensatte musikere spillede Eagles-albummet Hotel California fra ende til anden.
     

    Fredag aften fik jeg taget grundig revanche, da jeg sammen med fruen og en god kollega havde løst billet til 2018-udgaven af Album, som denne gang, modigt, bandt an med David Bowies “The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars”, som oprindeligt udkom i 1972. Dertil fik vi efter pausen en kronologisk gennemspilning af en række af Bowies største hits, helt frem til det sidste album Black Star, som udkom få dage før rockstjernens død i januar 2016.

    Det sammensatte band bestod af en række dygtige nordjyske musikere med flere års erfaring - suppleret med et par lokale, unge talenter fra Skørping - et brødrepar, som med deres violiner fik lagt den rette strygerlyd på flere af numrene.

    Helt bevidst havde man lagt sig tæt op af den originale stil i numrene, som dog også blev leveret med et drys personlig stil - sangeren, Henrik Fevre, sang således med en stemme, som lå tæt op af Bowies, uden på nogen måde at forfalde til totalt plagiat. Det var rigtig godt.

    De to guitarister gjorde det godt, Thomas Vammen Jensen tog sig af de lidt pænere, tekniske soli, medens Rikke Noor tog sig af de mere rå passager, akkurat som hun leverede en bluespræget vokal på nummeret Lady Stardust. Bassen blev trakteret af Signe Wang Carlsen - støt, solidt og melodiøs, som også Trevor Bolder gjorde det på det originale album.
     
    De to unge violinister Emil og Rasmus Balslev under ledelse af færøske Sigrid Rasmussen, som også selv spillede violin og sang, er normalt til klassisk musik, men lagde et fint lag på de numre, hvor Bowie selv havde lagt strygere ind.

    Kapelmester Søren Keppler spillede selv trommer, og stod således for introdduktionen og de allerførste toner, da han trommede åbningsnummeret “Five Years” i gang. Keyboardsspilleren Johannes Aaen Jensen samlede trådene på sit røde Korg med en lækker Leslie bag sig. Endelig var der også blæs i form af saxofon, som blev fremragende trakteret af Jakob Skov Nørgaard, som emmede af spilleglæde hele vejen igennem koncerten - hans saxofonsolo helt fremme på scenekanten fremkaldte vist aftenens største bifald….

    Andet sæt bød på en række potpurier med klassiske Bowie-numre, Heroes, China Girl, Let’s Dance, Absolute Beginners og afslutningsvis Black Star/Lazarus, som er Bowies selvskrevne dødsmesse. Effektfuld afsluttet ved at hver enkelt af musikerne efter tur forlod scenen, hvor kun saxofonisten stod tilbage og sendte de døende (!) toner ud i lokalet.

    Efter den afslutning var det næsten umuligt at byde på et ekstranummer. Men nu var temaet jo Album, så meget passende fik vi endnu en gang titelnummeret Ziggy Stardust, inden koncerten var slut.
     
    Normalt har jeg mit kamera med til koncerter - jeg elsker det udfordrende lys. Men denne aften nød jeg musikken og lod mobilen tage et par tvivlsomme fotos.
     

  • Fåre-quiz

    19-12-2017
    Inspireret af en julequiz på mit arbejde, vil jeg nu prøve denne "sheep-quiz", hvor alle, som har lyst kan være med.
     
    Se reglerne i formularen herunder - svar og send, så er du med i en fornøjelig nytårs-fåre-quiz.
     
     

  • De lange knives nat

    25-11-2017
    Kandidater på tværs af partier følger valgslagtes gang på storskærm - senere blev det ikke helt så bredt og fælles, da konstitueringen fandt sted.
     
    Forleden var der kommunalvalg i hele landet. Det har betydet, at der gennem nogen tid har været masser af smilende portrætter i landets lygtepæle - og måske også i de digitale lygtepæle på Facebook, Twitter og andre sociale medier.
     
    Om man kan li' det eller ej, er kommunalvalget noget af det mest nærdemokratiske, vi har. Her ser jeg bort fra de helt små enheder som foreninger, skoler mm. Og faktisk kan jeg godt lide, de der plakater, hvor vi skilter med vores demokrati. Til gengæld er det bekymrende, at folk, som er flygtet til Danmark på grund af diktatur, krig og mangel på demokrati, ikke er mere aktive, når der er valg. Der gøres fra flere sider forsøg på at engagere nydanskerne i den demokratiske proces - men det er en svær kamp.
     
    Som medarbejdere på det lokale, digitale nyhedsmedie, deltog jeg på valgaftenen og valgnatten i valget i "orkanens øje": Messecenter Vesthimmerland i Aars, hvor stemmerne fra hele kommunen blev samlet og talt op, og hvor politikere og andre var samlet i en valgcafe med mulighed for at følge slagets gang på storskærme.
     
    Her midt i det hele, oplever man de politiske dramaer på tæt hold. Skuffelsen hos dem, som kan se, at de går tilbage - eller måske ryger helt ud, og glæden hos dem, der har fremgang. Efterhånden som brikkerne falder på plads, begynder de politiske forhandlinger bag lukkede døre. Der skal findes en borgmester, skal den gamle fortsætte, eller skal der en ny på posten? Udvalgsposter skal fordeles, og her handles der på bedste købmandsmanér, indtil der kan laves et aftalepapir. Senere skal det hele bekræftes på et konstituerende møde, inden den nye kommunalbestyrelse går i gang med arbejdet fra nytår.
     
    Knud Kristensen og Per Bach Laursen var ude i en direkte duel om borgmesterposten - med Per Bach Laursen som den endelige sejrherre.
     
    I Vesthimmerland var der på forhånd lagt op til en hård kamp om borgmesterposten, som den konservative Knud Kristensen har besat de seneste 8 år. Mange af kandidaterne havde på forhånd meddelt, at der skulle nye kræfter til, og sådan blev det da også, da Socialdemokratiet og Venstre høstede fremgang, medens de Konservative gik tilbage. Det samme gjorde Knud Kristensen i antallet af personlige stemmer, hvor han trods en tilbagegang på 2000 stemmer, alligevel blev topscorer med mere end 3300 stemmer ud for sit navn - dobbelt så mange som Per Bach Laursen (V) på andenpladsen!
     
    Socialdemokraten Palle Jensen har været med i det kommunalpolitiske arbejde i mange år - han fik ikke borgmesterposten, men til gengæld en masse andre politiske poster til sit parti i den nye kommunalbestyrelse.
     
    Det blev dog Per Bach Laursen, som fra nytår kan kalde sig borgmester i Vesthimmerlands Kommune i kraft af et bredt samarbejde med Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og Vesthimmerlandslisten. Tilsammen råder de over 20 mandater, som de har brugt. Til gengæld lod de så de 7 konservative mandater sidde ude i kulden.
     
    Personligt kan det undre mig, at man ikke på nogen måde tog de Konservative med ind i samarbejdet, nu da man havde opnået det primære mål, som helt klart var at fjerne Knud Kristensen fra borgmesterstolen.
     
    Efterskoleforstander Søren Dolmer måtte indkassere en sviende lussing fra vælgerne, som ikke stemte de Radikale ind i kommunalbestyrelsen.
     
    Dansen om guldkalven og taburetterne gjorde, at det ikke blev sådan - og dermed led demokratiet i mine øjne et lille nederlag denne regnfulde og mørke tirsdag nat i messecenteret i Aars.
     
    Dette skrevet af en mand, som aldrig har sat sin stemme på De Konservative i nogen sammenhænge.
     
    Billederne til denne blog stammer fra valgcafeen.
     
     

  • Maritime billeder

    06-11-2017
    Der har endnu en gang været stiller her på bloggen i et stykke tid. I dag har jeg lidt tid i overskud, det skal da fejres med lidt maritime skud fra Hvalpsund her i sensommeren og efteråret.
     
    Husk, at billederne er klikbare.
     
     
     
     
     
     

  • MP Huset i Farsø

    19-08-2017
    Mine skriblerier her på bloggen om gamle bygninger, nyrenoverede og forfaldne, har kastet en del interesse af sig. Så jeg byder lige ind med lidt mere fra samme skuffe.

    Centralt i byen ligger den tidligere manufakturforretning, som i min barndom blev drevet af Marinus Poulsen - senere Marinus Poulsen & Søn. En rigtig iværksættervirksomhed, hvor jeg bl.a. husker det store karakteristiske neonskilt ud mod Søndergade - det var stort dengang i 60’erne, det nye og moderne var kommet til den lille by i Vesthimmerland.
     
    MP Huset med futuristisk neonreklame en decemberaften (Foto: Aksel Jacobsen/Lokalhistorisk Arkiv, Farsø)

    Gennem årene har bygningen rummet forskellige ting: Der har været andre, som også har drevet manufakturforretning, og der har været herretøjsforretning og sportsforretning i en del af den. Skobutik har der også været, og senest har der været en forretning, som har handlet med maling og gulvbelægning - til sidst kun gulvbelægning. Fra den sidste virksomhed har huset i byen fået tilnavnet “Colorama-bygningen”, men for mig er det altså MP Huset.
     
    Søndergade med vue mod Nørregade. Til venstre MP Huset (Foto: Lokalhistorisk Arkiv, Farsø)
     
    I sommeren 2016 udbrød der brand i et lagerlokale i bygningen, som hurtigt stod omspændt af flammer. Beredskabet var hurtigt fremme og fik også bugt med ilden - men bygningen stod ikke til at redde. Den har siden stået som en brandtomt og skamplet midt i byen ved siden af den smukke gamle administrationsbygning på Torvet, som kommunen har været fornuftige nok til at give dette navn tilbage, efter at det i en periode fik navnet Lille Torv!

     
    Kommunen har da også ageret på situationen og købt bygningen med henblik på nedrivning. Der er øjensynligt en tvist med forsikringen - eller har været - for meldingen er, at den snart vil blive revet ned. Der er tidligere meldt ud, at det skulle være før sommerferien. Det skete så ikke.

    I disse dage er der golfturnering i Gatten, Made In Denmark, som trækker mange turister til egnen. Farsø Handelsstandsforening har været på (maler)-pletten og sat lidt kulør på den tidligere farvehandel, som har fået hvid farve på de afdækkede vinduer, dannebrogsflag og store bannere, som fortæller om områdets fortræffeligheder.
     

    Det pynter da lidt, men det ville være rart, om vi snart blev fri for det syn i byen...

  • Samuel, solnedgang og sæler

    13-08-2017
    Lørdag aften var jeg med familien i Hvalpsund, hvor der er tradition for, at Samuel Frederiksen afvikler sin sidste solnedgangskoncert på færgen Mary.
     


    Sådan var det også i år, og denne gang var det Samuels Frederiksens sidste koncert af den slags i det hele taget. Han og hustruen flytter nemlig fra Hvalpsund til Silkeborg, og dermed mister egnen et musikalsk ægtepar, som gennem årene har sat deres helt eget præg på det vesthimmerlandske. De har drevet restaurationen Ertebælgen i Ertebølle, og Samuel har været med i bl.a. Hvalpene, som et Hvalpsund-baseret orkester, jeg havde fornøjelsen af at fotografere for mange år siden. Gennem de seneste år er det også blevet til populære spil-sammen aftener på Fiskegården i Hvalpsund, og så har Samuel troligt spillet solen ned på sin bænk ved marinaen - ikke hver aften, men mange aftener fra maj til august.

    Lørdagens koncert var begunstiget af rimelig godt vejr, efter at det ellers havde silet ned dagen igennem.

    Fra en lille udsigtsplatform trakterede Samuel, og hans søn Alan, med kendte melodier udsat for cornet og trækbasun.

    Publikum nød musikken på færgens dæk, hvor et par bilister, som bare skulle over sundet, fik sig en ekstra oplevelse med på vejen.

    En flok på 15-20 sæler samledes på tangen ved Sundsøre en halv times tid før koncerten, gad vide, om rygtet har spredt sig også i sælkredse. Jeg fik i alle tilfælde nogle af mine første sælbilleder fra Mary, bl.a. dette, hvor en sæl leger i vandet, medens de andre har deres på det tørre.
     


    Og som en perfekt afslutning spillede solen også med, da den på smukkeste vis gled ned gennem skyerne og på Salling, medens Mary sejlede ind i lejet i Hvalpsund, medens alle sang med på nationalsangen.
     


    Til slut er der vel kun at sige: Tak for musikken Samuel og pøj pøj med den og din nye tilværelse i Silkeborg.
     

  • Det gamle mejeri - et sted i forfald

    3 Kommentarer
    06-08-2017
    Farsø er generelt forskånet for huse og bygninger i forfald - men der er dog undtagelser.
     


    Byens gamle mejeri, Andelsmejeriet Fælleslykke, som fremsynede landmænd etablerede i 1888, står i dag som lidt af en skamplet i byens sydlige del.

    Stedet summede tidligere af liv, når hestevognene og senere mælkebilerne afleverede deres last af mælk fra landmændene, så det kunne forarbejdes til mælk, fløde og ost på mejeriet. Et nærliggende mælkeudsalg havde mejeriets varer på hylderne - og solgte bl.a. også lakridsrod!

    Mælkeudsalget blev senere til en stofbutik, men eksisterer ikke mere. Den tilhørende privatbolig står der stadig, men udbygningen med butikken blev revet ned for et års tid siden efter en tragisk dødsulykke, hvor en bilist bragede ind i huset.

    En del af mejeriet er stadig i brug, nemlig nogle af de nyere bygninger omme bagved, hvor der i dag er opskæring af kød med kvalitetsstemplet Himmerlandskød. Kødet kommer fra slagteriet i Aalestrup, men forarbejdes altså i en del af det gamle mejeri i Farsø.

    Hovedbygningen ud mod vejen har i en periode rummet et loppemarked, men står i dag tomt og ubrugt hen. Og det kan ses. Der er træplader for vinduerne, som flere steder er knust, og rundt om bygningen er det ukrudtet, som har kronede dage. Alt i alt et trist syn og en trist skæbne for en bygning og en virksomhed, som i mere end 100 år var en vigtig del af byens erhvervsliv. Som barn kom jeg i mejeriet, hvor mejeribestyrer Løkke havde børn på min alder - lidt ældre end mig, men på alder med min storesøster og storebror. Vi kom både i mejeriet og i privatboligen, som stadig står og i øvrigt er flot renoveret - som en stor kontrast til mejeriet ved siden af.

    Det var naturligvis kæmpen Arla, som stod for at lukke og slukke mejeriet, som i sine sidste år havde specialiseret sig i at fremstille mozzarella-oste. Lukningen kom i 2002, og mejeriet nåede dermed at være i drift i 112 år.

    ”Ved at samle mozzarellaproduktionen i Rødkærsbro opnår vi en mere rationel og fleksibel produktionsstruktur, som sætter os i stand til at yde en bedre service til vore store, internationale kunder”, udtalte divisionsdirektør Jens Refslund, Division Produktion i en kommentar til lukningen, som kostede byen 37 arbejdspladser.
     


    Havde der dog bare også i vor tid været fremsynede mænd, som på Salling, hvor Thise Mejeri gennem årene har budt de store selskaber trods og nu selv er blevet en stor økologisk virksomhed.

    Bygningen ejes ifølge Tingbogen af Krogager Dambrug Aps, som øjensynligt er hjemmehørende i Grindsted. Måske betyder det, at der på et tidspunkt kommer til at svømme ørreder rundt i de gamle ostekar!!

    Tingbogen oplyser desuden: Ejendomsværdi 2.250.000 DKK. Grundværdi 536.600 DKK.

    Dertil kan føjes: Skønhedsværdi 0,00 DKK.
     

  • Lago Tar - i Farsø og Argentina

    1 Kommentarer
    03-08-2017
    Ind imellem kommer der en kommentar på mine blogs. Det sker ikke så tit, og som oftest er det en af mine gamle blogs, som har fanget nogen, når de har googlet et emne, som jeg måske har skrevet om.

    I februar 2011 bloggede jeg om “Barndommens gade”, hvor jeg beskrev nogle af de steder og huse, som jeg kan huske fra min sorgløse barndom i den vesthimmerlandske stationsby.
     


    Et af husene, som jeg skrev om, hedder Lago Tar og ligger nederst i Søndergade. Et flot gult hus, som er bygget i begyndelsen af 1900-tallet. Dengang kommenterede Jesper Hansen bl.a. på det og kom ind på, at navnet måtte have noget med tjæresø at gør, da navnet oversat fra spansk netop betyder Tjæresø.

    Jeg lovede dengang Jesper og bloggens øvrige læsere, at jeg ville vende tilbage med en forklaring, når jeg havde snakket med Kristian Bak, som bor i huset i dag og i øvrigt har sat det flot i stand.

    Forleden tikkede der så en besked ind i forlængelse af den debat, hvor Jørgen Schouboe efter sit første besøg i Farsø også havde bemærket huset med det besynderlige navn. Han har formentlig googlet det og er så havnet på min side, hvor han ikke var sen til at komme med en kommentar om, at jeg da vist havde lovet læserne en forklaring.

    To dage senere mødte jeg så Kristian Bak og spurgte ind til, om han vidste, hvor huset havde sit navn fra.

    Kristian kunne bekræfte mig i noget, som jeg tidligere har hørt, nemlig at huset er bygget af en mand, som efter nogle år i Argentina vendte hjem til Danmark og bosatte sig i Farsø, hvor han byggede huset og kaldte det Lago Tar. Han ernærede sig i øvrigt med et rugeri, som lå oppe bag huset. Disse oplysninger stammer bl.a. fra Kim Søgaard Mogensen, som er barnebarn af den mand, som byggede huset.


    Efter Kristians forklaring skulle “Lago” betyde sø og “Tar” det samme, som når vi siger tør på vesthimmerlandsk - altså noget i retning af tørlagt sø.

    Men som Jesper Hansen tidligere skrev, så betyder “tar” altså tjære, og ved at google lidt har jeg fundet ud af, at der faktisk findes en sø i Argentina, som hedder Lago Tar - helt nede i det sydvestlige Argentina. Den ligger i provinsen Santa Cruz 2 000 km sydvest for Buenos Aires. Lago Tar ligger 269 meter över havet, har et areal på 27,5 kvadratkilometer og strækker sig ca 8 kilometer i nord-sydlig retning og 9,4 kilometer i øst-vestlig retning. På satellitfotos kan man se, at søen har en brun farve i modsætning til de omkringliggende blå søer - så der er nok noget om det med tjæren.
     


    Om den gode rugeriejer i Farsø nogensinde har været ved Lago Tar skal være usagt, men noget kunne da tyde på, at det er her i Argentina, at han hentede inspiration til navnet på et hus i Danmark.

    Skulle der være læsere af denne blog, som kan komme med yderligere info, er man velkommen til at smide en kommentar i kommentarfeltet herunder.

  • Spejdernes lejr 2017

    01-08-2017
    Feriens sidste dage blev brugt i Sønderborg, hvor Morten var med 1. Farsø Trop og Flok på Spejdernes Lejr - en ikke helt almindelig lejr, da den samlede omkring 37.000 spejdere fra Danmark og den øvrige del af verden til en uge i det sønderjyske. Dermed satte de deres præg på byen, som til dagligt blot rummer omkring 28.000 indbyggere!
     
    Den store støvle på det centrale torv var lejrens vartegn.
     
    Jeg var selv med, da Spejdernes Lejr blev afholdt i Holstebro for 5 år siden. Dengang som nu blev jeg imponeret over, hvordan så mange mennesker kan være samlet under så relativt primitive forhold i så harmonisk og rolig en stemning. Naturligvis vil der altid være smuttere, men overordnet set fungerer det bare - og så er spejdere måske heller ikke dem, der bare sætter sig ned og brokker sig - man finder som regel løsninger. Også når regnen har silet ned og omdannet veje og stier til mudder og søle.

    Vi besøgte lejren fredag og lørdag - de to sidste dage. Fredag med masser af aktivitet på og omkring lejren, medens lørdagen var præget af nedpakning og klargøring til afrejse søndag.

    Spejdernes Lejr var opbygget som en rigtig storby med et centralt torv, meget passende kaldet “Knudepunktet”, hvorfra man kunne bevæge sig ud i alle retninger til de enkelte bydele, som var opkaldt efter lokale seværdigheder: Møllen, Slottet, Tårnet o.s.v. Hver bydel med sit eget torv med butik, cafe og kantine.
     
    Et blik fra støvlens top ud over en lille del af en underlejr.

    Lejrens vartegn, Støvlen, fandt man på det store torv. En kæmpemæssig støvle beklædt med stråtag, som kommer til at stå som en lokal attraktion, nu hvor lejren er slut. Man kan bevæge sig op i støvlen og få et flot vue ud over landskabet, og nede i foden er der indrettet med borde og bænke, så man kan nyde en lille udflugt med kaffe, mad eller hvad man nu har lyst til.

    Valget af den store støvle som vartegn var ikke tilfældigt, da lejrens tema var “Vi sætter spor”, forstået i den positive vinkel. For der er bestemt ikke mange spor tilbage efter lejren, hvor markerne næsten ser ud som, før de mange spejdere gjorde deres indtog. Kontrasten til affaldsdynger med telte, stole og andet affald efter f.eks. Roskilde Festival er stor - meget stor.
     
    Selv på en spejderlejr titter terrorspøgelset frem...

    På ét punkt var der noget, som var meget anderledes end i Holstebro: politiets tilstedeværelse var markant, og også andre steder mærkede man, at terrortruslen også har ramt noget så fredeligt som en spejderlejr. Der var kontrol med al ind- og udkørsel, og store betonklodser var opstillet for at forhindre galninge i at gå amok med lastbiler og lignende. Inde på pladsen så vi biler, som var lukket inde mellem betonklodser, så de ikke umiddelbart kunne stjæles og bruges til tåbeligheder.
     
    De lastbiler, som ikke var i drift, var sikret med Hofmannklodser.

    Man går rundt i lejren - eller man cykler - også i år var der et “fricykelsystem”, hvor man tager en cykel og bruger den, hvorefter en anden kan tage over. Noget tilsvarende havde provo- og hippiebevægelsen i Holland og også i Danmark i 60’erne og start 70’erne, hvor hvidmalede cykler skulle være frit tilgængelige for alle. Det kom dog aldrig til at fungere - cyklerne blev stjålet eller smidt i Amsterdams kanaler. På Spejdernes Lejr fungerede det OK men heller ikke perfekt.
     
    Cykler er praktiske på en stor lejr, men ikke velkomne alle steder. Her er det Cafe Wiesn, som sætter en grænse for de tohjulede - ikke uden grund!

    En af underlejrene i den store lejr var beregnet til de mere end 4000 frivillige hjælpere, som i parantes bemærket betalte det samme for at være med som de spejdere, de var der for at hjælpe, nemlig 1700 kr. Vi aflagde et besøg i Cafe Wiesn, hvor man kunne få sig en schnitzel mit pommes og dertil en kold fadøl. Det nappede vi og vi samtidig en lille snak med min gamle skole- og blogkammerat Jesper "Dovregubben" Hansen, der var på lejren som hjælper i netop denne cafe, som blev drevet af gamle spejdere, der i dag er samlet i Sgt. Georgs Gilder rundt om i landet.
     
    Mudder og søle gør tingene lidt besværligt, men så heller ikke mere.

    Lørdag blev der tid til en tur inde i Sønderborg, som naturligvis var præget af den store spejderlejr. Vejret var mildt sagt lidt vådt, så vi valgte at smutte en tur over grænsen, til Kopfermühle, hvor der blev handlet lidt ind - bl.a. lidt sødt til spejderne i Farsø-lejren. Vejret klarede op, og så kunne vi bruge eftermiddagen ude i lejren, hvor man begyndte at mærke en vis træthed overalt. Der blev nedtaget køkkener og spisepladser, og rafterne blev fragtet til depoter, hvor de blev lagt i pæne stakke ordnet efter længder. Mange tog også teltene ned, medens der var tørvejr. I stedet blev der etableret bivuakker, hvor spejderne skulle sove den sidste nat.
     
    Disse støvler kunne passende være lejrens vartegn den sidste dag, hvor spejderne begyndte at være trætte.

    Søndag morgen begyndte afrejsen så, og igen i god ro og orden, som det sig hør og bør. Vi kom ud af Sønderborg og på motorvejen uden problemer, og så gik turen ellers hjemover mod det Himmerlandske, hvor Morten så frem til varmt vand og en blød seng at sove i.
     
    En stor lejr har også en stor scene, som blev brugt til "lejrbål", der var betegnelsen for de store samlinger med show og sang.
     
    Forsyningstropperne er på vej hjem til lejren med friske forsyninger.
     
     
    Der ryddes op efter otte dage med lejrliv i det sønderjyske - man gør det selv - modsat f.eks. Roskilde Festivalen, hvor området ser noget mere hærget ud, indtil der kommer folk og rydder op.

  • Gamle venner, søfolk og spejdere

    31-07-2017
    Vildfarelse på Langeland, sommerens bedste badedag på Danmarks bedste badestrand, flådens friske fyre i Faaborg, fynske alper, færgetur igen-igen, Sønderborg og Spejdernes Lejr i sol og regn. Det er stikordene til de sidste feriebloggerier fra en dejlig sommerferie.
     


    Anden del af årets sommerferie gik mod syd - men dog stadig indenfor landets grænser. I forbindelse med Landsstævnet i Aalborg løb jeg på et par gamle HCI-kolleger, som har sommerhus på Langeland. Det blev til en åben invitation, som vi indløste onsdag i sidste uge - på sommerens flotteste dag. Og naturligvis skulle vi en tur til Ristinge Strand, som med rette betegnes som en af Danmarks bedste badestrande - og denne solskins-onsdag var den bare den bedste - og så i hyggeligt selskab.

    Det er vel 15 år siden, vi sidste besøgte Lars og Eva på Langeland - vi havde ikke lige fået adressen med os, men jeg mente nok, at jeg kunne kende vejen, når først vi nåede i nærheden. Det kunne jeg så ikke, og til slut måtte vi ty til sidste udvej: Ringe til værterne og fortælle, at vi var blevet væk. Der er ikke den optimale forbindelse til telefonen derinde mellem træerne, så det gik så som så med at blive guidet på vej, men adressen fik vi, og snart fandt vi det forjættede land og sommerhuset - og snakken gik om gamle og nye dage i Haverslev og Vandel.

    Det er ikke kun telefonforbindelsen som er svag på Langeland. Det samme er storbyernes forstyrrende lys, og derfor kunne vi nyde den smukkeste stjernehimmel og tælle mere end en håndfuld stjerneskud, inden vi gik til køjs.

    Torsdag var det farvel til Langeland og go’da’ til det sy’fynske - nærmere bestemt Brobyværk, hvor vi skulle overnatte, og så Faaborg, som vi besøgte sammen med mange af søens folk, som lagde vejen forbi på deres sejlads Fyn Rundt for bevaringsværdige skibe.
     


    Vi var på havnen, da skibene et for et gled ind gennem havneindløbet for efterfølgende at blive “pakket” godt inde i havnen, så alle kunne være der. En frisk skipper sad på sit store træskib og fortalte om de forskellige skibe, hilste på besætningerne og sågar brød ud i sang, da en kvindelig skipper ved roret på “Tøsebåden” havde fødselsdag. Vi fik også et glimt af aalborgensiske Loa med himmerlandske Leif i besætningen - det er dog ikke ham på billedet herunder!
     


    Vi nød havnen og den sydfynske købstad, som helt sikkert godt kan blive et længere besøg værd en anden god gang. Vi skulle dog videre mod næste mål: Sønderborg. Det kom til at foregå med færgen fra Bøjden til Fynshav, men inden da havde vi kørt gennem smukt fynsk landskab og besøgt Fyns eneste rundkirke, som ligger i Horne tæt på færgebyen Bøjden.
     


    Horne Kirke er på midten som en bornholmsk rundkirke, men er så med tiden knopskudt i begge ende og har fået tårn, så den i dag ligner en typisk dansk landsbykirke, der bare er blevet lidt rund på midten - det er vi jo andre, som nok også er blevet!
     


    Tidligere blev de fine begravet inde i krypten, men det blev af hygiejniske grund forbudt på et tidspunkt. De fornemste og rigeste blev begravet tættest på alteret, men det kunne jo godt give præsten en lidt ubehagelig stank at stå i - derfra udtrykket "Stinkende rig", ifølge Troels Kløvedal.
     
    Greven, som ejede kirken, opførte så et kapel, hvor hans forgængere og han selv og hans tre hustruer ligger begravet i sarkofager.
     


    Færgeturen til Als gik problemfrit, og det var ligeledes problemfrit at finde frem til vores hotel i den sydlige del af Sønderborg.

    De næste par dage, stod den på spejderlejr. Mere om det i næste blog.

<   1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32   33   34   35   36   37   38   39   40   41   42   43   44   45   46   47   48   49   50   51   52   53   54   55   56   57   58   >  

 
 
Per Lyngby