For at min blogside ikke skal støve helt til, må jeg hellere lægge lidt tekst og fotos op. Billederne kan klikkes op i stor størrelse.
For et par uger siden fik jeg muligheden for at komme med færgen Mary på langfart - i alle tilfælde i forhold til den normale sejlrute mellem Hvalpsund og Sundsøre. Mary skulle på værft i Thyborøn, hvor man sidste år fik en tørdok, og med den mulighed er man fri for at skulle ud i åbent hav med det gode skib, som er konstrueret til fjordsejlads.
Turen foregik på en smuk forårsdag med masser af sol og næsten ingen vind. Fra Sundsøre sejlede vi mod Fur, og på vejen var der mulighed for lige at få et kig ind til sommerhuset på Feddet. Når man står inde på land virker sundet over til Salling forholdsvist smalt, men set her fra færgen, er der nu et pænt stykke fra Himmerland til Salling ved Risgårde.
Vi gik indenom ved Fur, hvor den lokale færge mellem Salling og Fur tøffer frem og tilbage. Mjølner hedder den, og da den besejler en ø, skal den også have en reserve - det har den i Sleipner, som dog får lov at vikariere for Mary, medens hun får sit på det tørre i Thyborøn.
Fra Fur gik det ned mod Sallingsundbroen med Salling til bagbord og Mors til styrbord. Kendt land, som jeg dog aldrig har set fra søsiden før. Vi gik under Sallingsundbroen uden problemer, og kort efter blev vi overfløjet af et par danske F16-jagere - det lykkedes mig at fange den ene med kameraet.
Ved Oddesund holdt vi pause, medens vi ventede på en lods, som skulle gelejde os gennem bropassagen. Man skal sejle gennem broen 5-6 gange om året med skibe af en vis størrelse, hvis man skal gøre det uden lods. Men i dag var Mary jo lidt på afveje, så vi fik lodsen ombord, og han fortalte om strømforholdene ved broen, hvorefter klappen gik op, og vi gled flot igennem, medens lystfiskerne på bro og bred fik set den velholdte færge på tæt hold.
Ude i Nissum bredding kunne vi skimte de store møller ved Thyborøn ude mod vest, og så blev kursen ellers sat mod endemålet. Forbi tidligere så forhadte Cheminova, som var skyld i fiske- og fugledød i området, indetil der kom kontrol og skik på tingene. I dag bliver der ikke ledt rent gift ud i fjord og hav længere, men der kommer til at gå nogle år endnu, før fortidens skader er helt afhjulpet...
På rønnerne ud for Thyborøn lå sælerne og solede sig . De kunne da lige løfte et øje for at se, hvad det nu var for et skib, som passerede i deres hood.
Inde i havnebassinnet blev Marys broklap lagt ned på kajen, og så kunne vi ellers køre vores biler i land. En garvet gut på havnen havde ikke set noget lignende i de 30 år, han har boet i fiskerbyen ude mod vest!
Mary blev lagt til kaj og gjort klar til det efterfølgende eftersyn i tørdokken, medens jeg rullede mod øst - via Rom og Paris. Forinden havde jeg dog nået at få min aftensmad på færgen - maskinmesterens lækre hakkebøffer, som blev nydt med udsigt direkte til havnen - flottere bliver det ikke på nogen af byens restauranter.
Indenfor foto findes der et begreb, som hedder HDR, hvilket står for High Dynamic Range. Altså stort dynamisk område.
Et almindeligt kamera kan slet ikke opfatte lys på samme måde, som vores øjne kan. Vi kan med vores øjne opfatte et større dynamisk område. Et motiv med stor forskel på mørke og lyse områder, vil derfor blive et kompromis, når man bruger sit kamera. Man kan gå efter de lyse områder, hvilket medfører, at de mørke ikke bliver mørke nok, eller modsat kan man gå efter de mørke - på bekostning af de lyse. Man kan også gå efter noget lige midt imellem, hvilket er det de fleste kameraer gør - og ofte slipper godt fra.
Man kan gøre noget i efterbehandingen i sit billedbehandlingsprogram, men skal det være rigtig godt, skal man bruge en speciel teknik, hvor der tages flere skud af samme motiv men med forskellige indstillinger af kameraet. På den måde får man fotos, som tilgodeser såvel de lyse, de mørke og mellemtonerne. Efterfølgende skal de tre billeder så kopieres sammen i et særligt program.
Jeg har aldrig rigtig prøvet teknikken, men forleden fik jeg ideen til at prøve, da jeg var ude med hunden på vores sædvanlige lille aftentur i nærområdet. Der var mørkt, men månen skinnede flot gennem et spredt skydække og gav en helt speciel stemning. Oplagt til at prøve HDR.
Kamera og stativ blev hentet, og der blev taget fotos med kameraets indbyggede bracket-funktion, hvor der helt af sig selv tager tre billeder med forskellig eksponering lige efter hinanden. Lange lukketider på 15-20 sekunder, lille blænde på 10, som giver de stjerneformede effekter i lamperne.
Inde ved computeren blev billederne hentet ind i mit program, Lightroom, som selv sørger for at sætte billederne sammen. Efterfølgende kan man så arbejde videre med det HDR-foto, som programmet har lavet. Man kan dæmpe lyset i udvalgte områder, reducere billedstøj mm.
Billedet ved denne blog er hvad, der kom ud af anstrengelserne. Det skal prøves igen, men alting med måde. Visse HDR-fotos bliver i mine øjne lidt for overdrevne i deres voldsomme dynamik.
Billedet herover er klikbart, så man kan se det i stor udgave.
Som lærer på en idrætsefterskole gennem mere end 22 år, har jeg stiftet bekendtskab med en del idræt - og en del idrætsglade unge mennesker, som netop søger vores skole på grund af de mange idrætstilbud.
I disse moderne elektroniske tider bliver den traditionelle idræt udfordret af en ny sport, e-sport, som bestemt ikke bare dyrkes bag nedrullede gardiner på dunstende teenageværelser. E-sport er seriøst, og rundt om i verden afvikles der store turneringer i f.eks. skyde- og strategispillet Counterstrike, hvor man dyster hold mod hold, som regel 5 mod 5. Pengepræmierne er enorme, og spillerne er professionelle med årsgager på flere millioner, hvis de er blandt de bedste.
Flere efterskoler er begyndt at tilbyde e-sport som fag, her er det bl.a. teambulding, strategi og samarbejde, som er i fokus.
Lørdag besøgte jeg The Party Next Generation, som er et LAN-party i Aars, der netop i år er genopstået efter 14 år i mølposen. I år med små 400 deltagere, så der er et stykke vej til 1999, hvor 4500 blege spilnørder samledes i messehallerne, som flød med chips og cola.
I den nye version er der mere styr på logistikken, og selv om der konsumeres chips, cola og pizza, var det ikke i de mængder, som jeg oplevede tilbage i 90'erne. Bl.a. også fordi, deltagerne skal købe deres fornødenheder i centerets restaurant, og så sætter prisniveauet jo sin begrænsning. Til gengæld havde arrangørerne sørget for, at der alle tre dage var fri frugt til alle.
Det sidste er med til at understrege, at e-sport er blevet mere seriøs. Der kommer naturligvis også spillere, som bare vile hygge og spille computer til langt ud på natten. Men de seriøse hold går tidligt i seng, så de er veludhvilede til næste dags vigtige kampe.
The Party Next Generation havde lørdag besøg af Andreas Højsleth fra Aars, som i dag lever en professionel tilværelse som computerspiller med en ganske stor månedsløn. Han bliver da også betraget som en stjerne på linie med sportsfolk og rockmusikere, når han viser sig blandt e-sportsentusiaster.
Arrangørerne har allerede lejet sig ind i messehallerne de kommende tre år, så man kan se frem til computerparty den første weekend i januar fremover.
For første gang i umidelige tider fik jeg en LP-plade i julegave - to faktisk, da der er tale om et dobbeltalbum med den danske gruppe Fleur De Lis. Oversat til dansk betyder det lilje.
Vinylmediet oplever en opblomstring, således også for liljerne fra Skive, som var et band, der huserede i og omkring Skive i starten af 1970'erne. Musikken var hippiemusik inspireret af de amerikanske vestkystgrupper som f.eks. Jefferson Airplane.
Med hjemmerigget udstyr indspillede gruppen i lokaler på Skive Gymnasium på en Akai spolebåndoptager, og det lykkedes også at få udsendt en LP. Den solgte desværre ikke videre godt - efter sigende røg der kun 135 over disken hos pladeforhandlerne.
Sidenhen er netop den plade gået hen og blevet kult blandt vinylsamlere i hele verden. Vi taler om priser på omkring de 30.000 kr. for den originale plade, hvis man har den i et eksemplar, som er "mint", det vil sige stort set som nyt.
Den store interesse for pladen betød, at den blev genudgivet af et alternativt selskab starten af 0'erne. I 2016 bestemt gruppens medlemmer sig så for, at de selv ville genudgive den eftertragtede LP. Det blev ikke bare til én men to, da man samlede gammelt materiale, som var indspillet med henblik på deres anden udgivelse, som altså aldrig kom - før nu.
Mange pladeforhandlere ønskede ikke at garantere at ville købe et vist antal af den nye udgivelse, så den endte med, at ejeren af Læsehesten i Aalborg invilgede i at aftage 800 eksempkarer af de i alt 1000, som er produceret. Dermed er Læsehesten formetlig det eneste sted, man kan købe pladen.
Jeg var altså så heldig at få den, og så er det jo interessant at høre, om musikken også holder, eller om det bare er den store affektionsværdi, som har gjort pladen så eftertragtet.
Og jo, det holder i al sin uskyldige idealisme, som prægede tingene dengang, før musikkøbmændene for alvor kom på banen og gjorde sig til herre over musikken - og musikerne. Det for den tid så karakteristiske orgel og vokalerne er det bærende, men der er også lækkert guitarspil på de to plader, som selvfølgelig har været i spin nogle gange allerede.
I disse streamingtider er det også en sand fornøjelse at folde det store LP-cover ud og nyde de gamle sort-hvide fotos af gruppens medlemmer i "øveren" og til koncerter. Desuden er der en stor bog, som fortæller gruppens historie med medlemmernes egne ord. En fornøjelse at læse, også om Georg Gearløs-lydmanden, som selv lavede meget af det udstyr, der blev brugt til optagelserne, som i parentes bemærket er særdeles vellydende.
Mit eskemplar bliver næppe 30.000 kr. værd i min levetid, men det er heller ikke det vigtigste. Det er musikken og så det faktum, at vinylmediet bare kan noget andet end endeløse playlister på Spotify.
Der har været stille på bloggen længe, men helt død er den dog ikke. Og så kan jeg mærke, at min hjemmeside fortsat kaster reaktioner af sig, når folk skriver til mig om vesthimmerlandske orkestre, lokalhistorie generelt, musik og gammelt hi-fi. Det er sjovt og spændende.
Facebook skal have en del af skylden for de manglende opdateringer på bloggen - det er hurtigt og let at dele et foto eller en musikvideo, og der er umiddelbar respons.
Men det skal da ikke afholde mig fra fortsat at skrive lidt på bloggen eller lægge lidt billeder op. Og hvem ved, måske skal hele siden have et make-over - når der bliver tid og overskud.
Har man set den seneste James Bond film, “Spectre”, vil man helt sikkert huske den fantastiske åbningsscene. Den foregår i Mexico på den store festdag, De Dødes Dag, en dag hvor man fester og fejrer afdøde familiemedlemmer.
På Moesgaard Museum ved Aarhus har man i denne tid (sommeren 2016) en etnografisk særudstilling med døden som tema. Udstillingen beskriver i ord, lyd og billeder, hvordan forskellige kulturer forholder sig til døden. Der er dødemasker fra Asien og Afrika, og der er fire beskrivelser af, hvordan danskere har forvaltet ting, som de har arvet fra afdøde familiemedlemmer. Og så er der en afdeling om De Dødes Dag i Mexico. Oprindelsen kan føres tilbage til før conquistadorerne fra Spanien gjorde deres indtog. Den fandt tidligere sted om sommeren, men er nu flyttet, så den falder nogenlunde sammen med “Alle sjæles dag” og “Allehelgensdag”.
I den mexicanske fejring af de døde, ikke fejring af døden, indgår kranier og skeletter, som bl.a. er med i de store optog. Nok så makabert er kranier lavet af sukkermasse, så de er lige til at spise! Det hele ende ud i enstor fest, hvor de døde kommer på besøg - men kun denne ene dag, så man skal være opmærksommme på også at få dem sendt af sted igen!
Udstillingen om de dødes liv kan bestemt anbefales.
Døden er også delvist temaet for museets særudstilling om de romerske gladiatorer, som måtte kæmpe mod hinanden eller mod vilde dyr i kampen for at overleve og skabe sig en "karriere". I sagens natur døde de fleste i dette noget risikable job, som man ikke selv valgte. Man endte som gladiator som straf eller fordi man var taget som krigsfange.
Og så er døden jo også et tema for museets store klenodie, Grauballemanden, som slet ikke blev fundet i Grauballe. Professor PV Glob havde dog sans for markedsføring, og kunne godt se og høre, at Grauballemanden havde noget bedre klang end Nebel Mose Manden. Og sådan blev det, og konservatorerne havde mere end nok at gøre, fordi Glob ønskede moseliget udstillet så hurtigt så muligt, så alle kunne se det. Efter et par uger blev han dog taget ud af udstillingen igen og lagt i en kunstig mose, så man kunne fremskynde den hærdning, der har givet huden det læderagtige skær og som betyder, at moseliget nu er bevaret for eftertiden.
I det hele taget er Moesgaard et besøg værd, også på grund af det flotte byggeri, som er tegnet af Henning Larsen Architects.
Fårene bræger og fårehyrden gjalder sine kommandoer til den ivrige fårehund, som er en hund efter at vise sin ejer, hvad den duer til.
En hyggelig aften i sommerhuset på Feddet i Risgårde bliver ikke mindre hyggelig af at se på, hvorledes fårene ude i engen samles ved hjælp af mennesker og en enkelt hunds samlede indsats. I første omgang går det ganske fint med at få fårene til i samlet flok at bevæge sig ud mod fjorden, hvor de skal ledes videre af en markvej til et nyt græsningsområde.
Men et par af de lidt større lam forstår åbenbart ikke helt spillereglerne - eller også synes de, at græsset er grønnere, der hvor de kom fra. Modsat resten af den 40-50 får store flok vælger de nemlig at begive sig tilbage mod kendt land. Fårehunden ser en opgave at udføre og farer hurtigt forbi lammene i et forsøg på at få dem til at ændre beslutning - og retning. Det lykkes kun delvist, og så må menneskene træde hjælpende til - det sorteste får i familien bliver simpelthen båret på plads!
Efterhånden kommer der samling på tropperne, og alle kan komme på nyt græs lidt længere ude i engene.
Det var vist derude, at en ulv for et par år siden, nakkede et af fårene.
Måske er det derfor, der er nogle, som ikke vil med.
Under alle omstændigheder en herlig oplevelse at få med, medens kødet (kylling - ikke får) steger på grillen ved sommerhuset.
I år blev det til 2 dage på den lille, hyggelige Nibe Festival. En hel festival er simpelthen for meget til mig. Desværre fik jeg ikke billet til den forrygende onsdag med både Magtens Korridorer og Volbeat. Det blev i stedet til torsdag og fredag, som da også havde gode ting at byde på.
Torsdag eftermiddag spillede Mads Langer på den store scene- han havde nok passet bedre på Blå Scene, hvor teltets intime rammer kunne gøre hans musik større fyldest. Jeg hæftede mig mest ved bandet, som helt sikkert bestod af dygtige musikere, men også musikere uden den store udstråling.
Udstråling var der til gengæld masser af, da kopibandet Queen Machine entrede den Blå Scene. Hold da op for en fest! Et sandt orgie af kendte Queen-klassikere blev fyret af med en spilleglæde og begejstring fra et særdeles velspillende band, som blev belønnet af et begejstret publikum bestående af alle aldersgruppe med det til fælles, at de vist alle kunne Queens tekster udenad. Der blev sunget med, så det var en lyst. Og så kan man jo mene om kopiband, hvad man vil, men jeg tror ikke, der findes et Mads Langer tribute band om 20-25 år….
Kim Larsen har sit eget store bagkatalog at tage af, og det serverede han med håndværksmæssig soliditet på den store scene. Han formår altid at tage et par numre med, som man ikke lige havde ventet, uden at undlade de store hits, som folk er kommet for at høre.
Torsdag aften lukker og slukker med dansk rock i den gode ende - Dizzy Mizz Lizzy og en veloplagt Tim Christensen fyrede den af, så der næppe var mange folk, fugle eller andre dyr i Skal Skoven som kunne undgå at høre det.
Fredag blev der lyttet til en lille smule Lars Lilholt, som stadig kan give en god koncert men nu er henvist til at optræde sidst på eftermiddagen, så de store navne kan komme på scenen senere. Den gamle Dalton-ven Johnny Madsen gav senere koncert i teltet på Blå Scene lidt senere - og det gjorde han med en forrygende koncert, hvor fedtet hår, tørre bemærkning og spillelyst indgik som naturlige elementer. Naturligvis gav vi ikke slip, før vi havde fået Johnny B Goode med to af verdens bedste guitarister i samme band….lærlingen Møller og mesteren Johnny. Dagen bød også på Gnags, som overraskede positivt ved sidste års festival og fortsatte i samme spor i år, hvor de fejrer 50 års jubilæum som band. Man kunne måske ønske sig, at de turde gå helt tilbage i bagkataloget og spille et enkelt nummer fra deres fremragende hippiedebutskive “På Vej”. Men gruppen og AG er gået nye veje - og valgte de sikre stier gennem Skal Skoven denne aften, hvor vi heller ikke - modsat sidste år - fik den herlige “Rockband på landevejen”. Og det var ærgerligt.
Fredagens store positive overraskelse blev leveret af den københavnske gruppe Baal, som med deres storladne og nærmest symfoniske rock kalder minder frem om Genesis, Marillion - ja selv de gale brødre fra Sparks lod til at have inspireret gruppen. Forsanger Bjørn Fjæstad fortalte om, hvordan han som dreng købte en single med David Bowie - og var solgt. Senere mødte en lidt ældre dreng så Bowie i Tivoli, hvor der blev til en autograf. Og så mødtes de også senere, da Bjørn og Baal var på samme plademærke som Bowie og derfor kom tæt på ham i forbindelse med en koncert i København. Som en hyldest til den musikalske kamæleon, som døde tidligere på året, spillede Baal så en flot udgave af “Life On Mars”.
Jeg havde for en gang skyld ikke noget kamera med mig - et enkelt billede med mobilen blev dog til, da Queen Machine væltede den Blå Scene.
Det hele begyndte med gåsegribbe en søndag formiddag. En ganske unik uge med fuglefoto her i det vesthimmerlandske.
Gribbene gav mig mod på mere, så da jeg en dag var i Haverslev for at aflevere Morten fra morgenstunden (han skulle på arbejde), var der ikke langt fra tanke til handling. Lille Vildmose er et populært og godt sted at fotografere fugle - så jeg kørte en tur i mosen. Det sker af kringlede veje, når man kommer på den anden side af Terndrup, men det er hele turen værd.
I vildmosen er der et net af veje, som går på kryds og tværs - et par er asfalterede, men ellers foregår det på grusveje. Fra vejene er der et godt udsyn over mosen, og man skal ikke køre langt, før de første fugle viser sig. Og da bilen samtidig er et godt fotoskjul, ikke mindst i vildmosen, hvor de øjensynligt har vænnet sig til de firehjulede, giver det gode muligheder for at komme så tæt på, at man kan få gode billeder.
På min tur gennem vildmosen så og fotograferede jeg rørhøg, traner og tårnfalk samt rådyr.
Det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal på fototur i mosen. Næste gang skal det helt sikkert være ved morgen- eller aftentid, hvor lyset er rigtig godt og hvor der måske er endnu flere dyr og fugle at se. I tillæg kan man måske også få en elg i søgeren, som min gamle skole- og fotoven Jesper Dovregubben Hansen gjorde det forleden.
Ugen sluttede næsten som den begyndte, for søndag eftermiddag var vi en tur på “Feddet” i Risgårde, hvor det lykkedes mig at fange en skestork i flugt. Jeg har længe observeret den smukke fugle i det fjerne ude på engene, men nu lykkedes det endelig at fange den tæt på.
Efter sådan en uge med mere eller mindre sjældne fugle, skal man naturligvis lytte til et gammelt favoritband fra 70’erne: Rare Bird...
Søndag bød på en af de lidt anderledes og ganske imponerende oplevelser i den danske natur.
En flok gåsegribbe, som normalt holder til under sydligere himmelstrøg, har forvildet sig til Danmark, og søndag var de ganske nærværende i det vesthimmerlandske. Fruen nævnte, at den lokale naturvejleder havde skrevet, at de fra morgenstunden var at se i Vesterris ved Aalestrup.
Jeg tog et kamera og en god zoom med til lokaliteten, hvor der var en del flere fotogribbe end der var gåsegribbe. Et par hundrede mennesker med små og store objektiver på kameraer i prisklasse med en god mellemklassebil stod på en smal vej og spottede de store fugle hen over en mark. Jeg tog et par billeder af de mange mennesker, og et par stykker af gribbene, som dog var for langt væk til, at der kom noget seværdigt ud af det.
Jeg valgte at køre en anden vej hjem og fulgte så at sige gribbene, som trak østover i en stor gruppe. Ved Østrup samledes de ved en gård, hvor der var fest på møddingen. En enkelt bil var kommet før mig, men ellers var vi alene med de mange gåsegribbe - i en afstand af 5-10 meter. Der blev fotograferet på livet løs, og de bedste skud kan ses i forbindelse med denne blog.
Jeg vidste jo godt, at jeg ikke ville have fuglene for mig selv hele dagen - kort efter kom de første biler, og allerede da jeg kørte hjemover, var der parkeret en 6-7 biler på Svoldrupvej. Jeg erfarede senere, at bondemanden smed yderligere et par grisekadavere ud til fuglene, og så var der fest!
Nu er det søndag aften, og hvorvidt fuglene stadig er i det vesthimmerlandske skal være usagt, men den forplejning i Østrup, har de jo ingen grund til at flyve andre steder hen.
