Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

  • Mono Lake og Bodie

    30-07-2014
    Efter et afslappende ophold i California City blev kursen sat mod nord på Higway 395. Målet var Mono Lake og den nærliggende by Bridgeport, hvorfra vi også kunne komme ud til spøgelsesbyen Bodie.

    Vi ankom til Mono Lake nogenlunde samtidig med en thunderstorm, som trak ind over søen fra nordvest. De voldsomme lyn fik os til at beslutte ikke at gå ned til søen, som vi valgte at betragte og fotografere på afstand. Vi kørte videre til besøgscenteret, hvor vi opholdt os en halv times tid, medens uvejret rasede udenfor og bekræftede os i, at var et godt valg ikke at tage gåturen ned til søen. Vi fik dog et glimt af tufa'erne, som er klippeformationer, der stikker op af vandet som følge af afvanding af kilderne for at at skaffe vand til storbyen Los Angeles længere nede sydpå.
     


    Fra Mono Lake kørte vi 25 kilometer til byen Bridgeport, hvor vi havde booket hotel for natten. Vi så en del brandfolk i området, da der havde været flere brande, som følge af lynnedslag i området nord for Bridgeport.
     


    Fredag morgen kørte vi ud til spøgelsesbyen Bodie, som i slutningen af 1800-tallet skød op og blev Californiens næststørste by. Guld og sølv lokkede lykkejægere, svindlere og andet godtfolk til Bodie, hvor barer, butikker og hoteller lå side om side og dannede rammen om et helt sikkert livligt natteliv, når der skulle adspredelse til fra de hårde liv i minerne. Bedemandens butik står der stadig, og han har givetvist haft gyldne dage i sin tid. Bodies storhedstid døde hurtigt ud, minerne blev tømt og mange drog andre sted hen i jagten på rigdom. En brand tog en del af byen, som dog var beboet helt op til 1940'erne, hvor endnu en brand gjorde kål på flere huse. I dag står ca. 10 procent af byen tilbage, og man har valgt at lave den til en historisk park, hvor man lader tingene stå, som de stod, da byen blev forladt. Man har så at sige stoppet forfaldet men ikke gjort meget for at pynte på husene medmindre de er i fare for at styrte sammen.
     


    Vi var tidligt på færde og nåede således at være de første i byen, hvor det var spændende at gå rundt mellem de gamle huse og forestille sig, hvilket leben, der måtte have været i de gyldne dage.
     

  • Fly like an eagle

    29-07-2014
     
    Et af vores turs højdepunkter, bogstaveligt talt, fandt sted tirsdag. Vi blev afhentet i limousine ved hotellet og kørt til lufthavnen, hvor en helikopter stod klar til os.

    Det var en herlig fornemmelse at stige op over Las Vegas og betragte de store hoteller og casinoer langs The Strip. Samtidig kunne vi se, hvor langt byen strækker sig ud omkring det pulserende centrum. Byen er enorm i sin udstrækning - det er kun i centrum, at der er høje bygninger, så de 2 millioner indbyggere i spillebyen breder sig virkelig ud.

     
    Fra Vegas fløj vi mod Lake Mead, som er den sø, der er opstået efter anlæggelsen af Hoover Dam i 1930’erne. Et kæmpe areal, som i dag er rekreativt område med masser af vandsport. Hoover Dam ser imponerende ud i fugleperspektiv, og det samme må man sige om Grand Canyon, som vi fløj ind over lidt senere. Igen var det fantastisk at se tingene fra et nyt perspektiv.

     
    Vores pilot landede på et plateau nede i bunden af Grand Canyon. Her kunne vi vandre en lille tur hen til kanten og nyde synet ud over Coloradofloden og de imponerende klippeformationer, som den har skåret sig ned igennem. Vi lagde en sten i en varde, som nogen har bygget op på stedet, inden vi gik tilbage til et lille picknickområde, hvor piloten havde anrettet en lille frokost, som også inkluderede champagne!

    På hjemturen fløj vi hen over The Strip og fik et fint vue ud over de store hoteller, inden vi landede og blev fragtet tilbage med limousine.
     


    Interessant i øvrigt, hvordan såvel pilot som chauffør gav hånd til alle - det skyldes ikke bare almindelig høflighed men lige så meget en forventning om, at der er drikkepenge i et af håndtrykkene….

  • Route 66 til Las Vegas

    28-07-2014
    Der har været lidt bøvl med nye adgangskoder til min hjemmeside/blog, men nu kører det igen, så jeg fortsætter mine beretninger fra USA.
     

    På turen fra Grand Canyon slog vi et smut ind på den gamle Route 66, som nærmest er blevet ikonisk for mange med USA i blodet. Motorcykelklubber og andre drager til USA for at køre den legendariske rute, som havde sin storhedstid i 1950’erne, da bilen var ved at blive hvermandseje i USA. De små byer langs ruten blomstrede op med tankstationer, moteller, værksteder og butikker, som kunne servicere de mange bilister. Senere kom de store Interstates, og dermed mistede den gamle vej sine biler, og dermed døde byerne ud. Pixarfilmen “Cars” har dog været med til at give fornyet interesse om Route 66, hvor de nuttede biler fra filmen nu er med til at præge souvenirbutikkerne i Williams og de øvrige små byer på den del af ruten, som stadig eksisterer parallelt med den nye motorvej.
     


    På turen nordover mod Las Vegas gjorde vi holdt ved den imponerende Hoover Dam, som dæmmer op for Coloradoflodens løb og danner den kunstige sø Lake Mead. Ved dæmningen er der et kraftværk, som kan producere strøm til en by med mere end 1 million indbyggere. Bygningsværket er også med i flere actionfilm, hvor der udspiller sig dramatiske scener på den stejle dæmning eller inde i turbinerummene.
     

    Straks efter dæmningen ændrede bebyggelsen karakter - pludselig var det imponerende millionærvillaer, som vi kørte forbi efter i flere dage at have kørt gennem landskaber med enkeltstående mobilhomes eller små klynger af huse, mobilhomes og et væld af udrangerede biler. Vi var åbenbart kommet til en rigere del af USA.

    Og penge og rigdom - eller drømmen om det - var hvad, der mødte os i Las Vegas. Et mylder af biler og mennesker og et lyshav på The Strip, hvor kasinoer og forretning lokker om kundernes gunst. Alt sammen i en underlig blanding af kopier fra den store verden. I Las Vegas finder man frihedsgudinden, en ægyptisk pyramide, et mini Venedig, Eiffeltårnet og meget andet. Mange af efterligningerne er i det rene plast, kan man konstatere, hvis man banker lidt på overfladen.
     


    Vores hotel har naturligvis et kasino, som man simpelthen ikke kan undgå at komme igennem, når man skal til sit værelse. Et kæmpe lokale fyldt med enarmede tyveknægte i alle afskygninger, pokerborde, black jack og meget mere. Drømmen om den store gevinst lever, og tiltrækker mange typer af mennesker. Også mig. Jeg brugte små 50 dollars i spillemaskinerne, vandt lidt, men sluttede som de fleste med at have tabt min indsats.

  • Grand Canyon #1

    16-07-2014
     
    Efter en udmærket morgenmad på hotellet kørte vi i vores bil ind i nationalparken, som ligger nogle få kilometer fra den by, vi boede i.

    Vi parkerede ved Visitors Center og hoppede på en af de mange shuttlebusser, som kører rundt i et forsøg på at begrænse trafikken - bl.a. er det ikke muligt at køre i egen bil af den 13 kilometer lange ruter mod vest. Her må man hoppe på den røde linie, som gør stop ved en lang række udsigtspunkter. Vi kørte helt ud til endestationen og tog en tur rundt for at nyde den smukke udsigt - og en is. På hjemturen steg vi af et par steder og nappede en ny bus, når vi var mættede af synsindtryk.
     


    Efter et par timer hjemme på hotellet og i den dejlige svale pool, tog vi påny til canyon’en om aftenen for at se den i den smukke aftensol. Sol var der, men der var også optræk til tordenvejr, så vi fik set Grand Canyon i et helt specielt lys. Ikke mindst var det imponerende og lidt skræmmende at se de store siksaklyn ude over området. Det er ikke ufarligt, når man står på toppen af en klippeskrænt med høje træer omkring sig, men heldigvis var der et lille geologisk museum, vi kunne trække ind i, da uvejret trak hen over os.
     


    En helt fantastisk dag i Grand Canyon, som vi vender tilbage til om et par dage - i helikopter!
     
    Husk, at billederne kan klikkes op i større format.
     

  • Antelope Canyon

    15-07-2014
     
    På opfordring fra min gamle gymnasiekammerat Ole Cæsar Jensen, som har fulgt vores færd på Facebook, slog vi et sving omkring Antelope Canyon på vej mod den store Grand Canyon.

    Antelope Canyon ligger i Navajo-indianernes reservat udenfor byen Page. Man skal have en lokal guide med på turen ned i de smalle canyons - der er både en upper og en lower canyon. Vi valgte lower, hvor der er to udbydere af ture - vi tog den første den bedste!
     


    Udenfor bilen mærkede vi straks, at vi var kommet ned i Arizonas varme, så der skulle masser af vand med på turen.

    Vi blev ført hen over et goldt landskab med sand og røde klipper, men snart efter åbnede et fantastisk underjordisk landskab sig for os. Via stejle trapper kom vi ned i Antelope Canyon, som byder på helt fantastiske former og farver, når man bevæger sig igennem den. Visse steder er den meget smal, så man må smyge sig igennem, medens den andre steder åbner sig op i små huler. Røde, orange og gule farver spiller i sandstenen, som er formet af vand, der er trængt ned i ørkensandet, der efterhånden er omdannet til sandsten i mange fantastiske former.
     


    Hen mod slutningen af turen var der lidt ventetid, da gruppen foran os var lidt langsomme til at komme op. Vores guide udnyttede tiden til at give et lille smukt nummer på sin indianske fløjte.

    En fin afslutning på en god dag i Antelope Canyon, hvorfra turen gik til Grand Canyon, hvor vi fik et par kig ud over den fantastiske dal forud for morgendagens ekspeditioner i området.
     

  • Bryce Canyon

    1 Kommentarer
    13-07-2014
     
    Efter en køretur ned gennem Utah nåede vi frem til Bryce Canyon sidst på eftermiddagen.

    Vi valgte at køre ind i parken for at få lidt af aftenlyset med - derfor satte vi kursen mod Sunset Point. Herfra gik jeg sammen med Thomas og Morten en tur ned i dalen, medens Hedvig og Cody valgte at blive oppe på kanten og nyde synet af de imponerende røde Hoodos, som man kalder de røde klippesøjler i Bryce.
     


    Turen ned af Navajo Trail var imponerende. Man sik-sak’er ned gennem et surrealistisk landskab af klipper i et væld af former og farver. Nogle steder står en hoodo helt alene med en klippeblok balancerende på toppen - f.eks. på klippen, som har fået det sigende navn “Thors Hammer”. Turen ned til bunden og op på den anden side tog en times tid - og hvilken herlig time, hvor der blev knipset løs med kameraet. Også da et jordegern viste sig meget samarbejdsvillig og stillede op til fotografering midt på stien.
     


    Efter den tur var det tid til at få noget at spise, og jeg proklamerede, at jeg var klar til at stå tidligt op næste dag for at opleve Bryce i det smukke morgenlys.
     


    Morten og Hedvig stod tidligt op sammen med mig, medens Cody og Thomas snorkede videre på hotelværelset.

    Denne morgen kørte vi naturligvis til Sunrise Point, som bestemt ikke skuffede. Bryce var om muligt endnu smukkere i det varme morgenlys, som også gav nogle fantastiske skygger på klippevæggene. Vi gik et stykke ned af stien og nød det smukke syn. Andre havde fået samme ide, som os, men der var alligevel en fredfyldt stemning i forhold til midt på dagen, hvor der er mange flere mennesker i området.
     


    Om eftermiddagen tog vi bilen og kørte ud til nogle af de forskellige viewpoints, hvorfra der er en flot udsigt over dalen. Senere kørte vi lidt ud af nationalparken for at finde en lille hule og et vandfald, som var ganske forfriskende, da der meget sjældent er vand i Bryce om sommeren.
     

  • Salt Lake City - mormonernes by

    3 Kommentarer
    12-07-2014
     
    Salt Lake City er mormonernes by. De grundlagde den ved den store Salt Lake, hvor ingen andre ville bo, da stedet var goldt og øde. Hårdt arbejde med bl.a. at lave vandingsanlæg førte til, at der opstod en by på stedet. En by som er vokset op omkring Tempel Square, som rummer en lang række vigtige bygninger for mormonerne, ikke mindst templet naturligvis men også det store tabernakkel, hvor det berømte mormonkor optræder i en sal med plads til 6500 mennesker og med et stort orgel med mere end 11.000 piber. Og det i et land, hvor rygning ellers er forbudt de fleste steder!
     


    Vi tog en tur rundt i området, hvor man kan gå ind i de fleste bygninger. Her bliver man hurtigt antastet af et par guider, som byder velkommen og spørger, hvor man kommer fra. Guiderne er voluntører, missionærer, fra hele verden, som er ude i 18 måneder for pigernes vedkommende medens mændene er ude i 2 år. I den tid arbejder de som guider og har kun fri nogle timer en enkelt dag om ugen. Der er ikke skolegang eller friuger til at rejse rundt og se landet - man er der udelukkende i kirkens tjeneste.

    Vi så det store tabernakel og hørte en lille orgelkoncert på det imponerende orgel i salen, som er indrettet således, at der er en god akustik uanset om man sidder oppe foran eller oppe på bagerste række. I en anden bygning kunne vi se en lang række store malerier med motiver hentet fra Bibelen, og her var også en stor kristusstatue, som er lavet af den danske billedhugger Thorvaldsen. I en del af udstillingen var der en stor jordklode, som drejede ved et bord, hvor man kunne finde Bibelen i alle mulige oversættelser - også den danske.
     


     
    I den store centrale kontorbygning kan man komme op på 26 etage, hvorfra der er en imponerende udsigt over Salt Lake City, som også vil være kendt for sit værtsskab for de olympiske vinterlege i 2002.

    Den sidste bygning, vi besøgte, var Family History Center, hvor man kan søge efter sine afdøde forfædre i en kæmpemæssig database, som dækker hele verden. Mormonerne dyrker de døde, som alle har mulighed for at omvende sig og følge med ind i det nye rige, når den tid kommer. Derfor indsamler og arkiverer de kirkebøger og andre ting fra hele verden og gemmer det på mikrofilm eller i elektroniske databaser. Vi søgte på flere af vore afdøde slægtning men fandt ikke noget. Til gengæld lykkedes det at finde noget om den gren af Hedvigs familie, som i 1800-tallet udvandrede til USA.

    Resten af dagen blev brugt i det store shoppingcenter City Creek, som ligge lige ved siden af Tempel Square. Det er et imponerende center med mere end 90 butikker en blok udelukkende med fastfoodrestauranter og masser af vand, som risler gennem bække eller ned gennem store og små vandfald.
     


    Sidst på eftermiddagen var vi tilbage på hotellet for at tage imod Coleen og Cody, som fløj ind fra Sacramento for at aflevere 13-årige Cody, som skal rejse med os i en uges tid.

  • Rodeo i Cody

    11-07-2014
     
    Byen Cody er den østlige port til Yellowstone. Den kendte Bufallo Bill med det borgerlige navn William F. Cody var med til at grundlægge byen i slutningen af 1800-tallet. Han etablerede bl.a. byens hotel “Irma”, som vist er opkaldt efter en af hans døtre.

    I dag er turisme naturligvis omdrejningspunktet i Cody, hvor der hver aften er et lille cowboyshow på gaden udenfor Irma. Lokale aktører spiller rollerne som nogle af det vilde vestens skurke og helte i et optrin, som naturligvis indeholder en bank, en bar og et fængsel.

    Vi så show’et, som i parentes bemærket ikke var det helt vilde (vesten !). Det var til gengæld det efterfølgende rodeo, hvor vi om aftenen så et flot show med ryttere, som fanger og binder kalve - det tager cirka 15 sekunder alt inklusive - speedriding på heste rundt om tre tønder og sidst men ikke mindst heste- og tyreridning, hvor det drejer sig om at holde sig længst muligt på dyrene.

    Sådan et rodeoshow er ærke amerikansk. Ryttere rider ind med Stars and Stripes, vi be’r allesammen en bøn for ryttere og dyr, at ingen vil komme til skade, og til slut står vi alle og synger med på nationalhymnen, medens en udvalgt rytter får æren af at ride rundt i arenaen med det amerikanske flag.

    Et show varer to timer, og man bliver godt underholdt undervejs. Det er bestemt ikke lokale amatørryttere, man oplever sådan en aften, men derimod seriøse proffer, som stort set lever af deres evner på ryggen af en hest eller tyr. Det er muligt, at de sådan en aften kun er i arenaen i få sekunder, men bag deres præstationer ligger masser af hård træning. Vi sad, så vi kunne se, hvorledes de forberede sig, både mentalt og rent praktisk med at gøre udstyret klar. De bedste aktører sådan en aften indkasserer i øvrigt også pengepræmier, så det er bestemt ikke kun for sjov, at de sætter sig på ryggen af vilde heste og tyre.
     


     
    I Cody finder man også et stort museum, som faktisk er 5 museer under samme tag. Museet rummer en afdeling med historien om Buffallo Bill, et afsnit er helliget indianerne, der er er et våbenmuseum (det største i verden), et kunstmuseum og en udstilling om natur- og dyreliv.

    Buffallo Bill fik sit kælenavn, da han arbejdede som spejder i den amerikanske hær. En del af arbejdet bestod også i at skyde Bisoner, som blev brugt til mad til soldaterne. Bill var ferm med riflen og der gik ry om hans evner - derfor navnet. Han var dog øjensynligt ikke en del af den metodiske nedslagtning, som hæren foretog for at fjerne indianernes eksistensgrundlag. Faktisk var han fortaler for, at man skulle skabe vilkår, som bisonerne kunne leve under - uden at der blev fundet gehør for det. Resultatet blev, at den naturlige bestand på 30-50 millioner bisoner ved indgangen til 1900-tallet stort set var udryddet. Man anslår, at der kun var 1000 dyr tilbage. I dag er der gennem opdræt og fredning etableret en bestand på en halv million dyr, som lever i fangenskab eller i de store nationalparker.

    I 1883 startede Bill sit Buffallo Bills Wild West Show, som i 30 år turnerede i USA såvel som store dele af Europa - dog ikke Skandinavien. Det populære show viste såvel cowboys som indianere i drabelige kampe og andre indslag fra det eksotiske vilde vest.
     

  • Yellowstone

    10-07-2014
     
    USA´s største og første nationalpark hedder Yellowstone, og den byder på lidt af hvert: Smukke landskaber, geysere og boblende kilder, vandfald og masser af dyreliv, heriblandt bison’er og bjørne.

    Første stop var ved boblende geysere på kanten af Yellow Lake. Vandhuller og mudderpøle syder og bobler og giver en fornemmelse af, at man står på en vulkan. Hvilket man også gør.

    Yellowstone er nemlig en jordens største og mest magtfulde vulkaner. Som den slumrer der under overfladen er den et bevis på naturens store og voldsomme kræfter. Et udbrud vil ramme det meste af Nordamerika, som vil blive dækket af vulkansk aske og temperaturen globalt vil ryge et par grader ned. Det er mange millioner år siden, at vulkanen har været i udbrud, men dengang var det også i størrelsesordener, som får de seneste 50 års store vulkanudbrud rundt om i verden til at blegne - 30 til 250 gange større end disse, anslår man Yellowstones udbrud til at have været.
     


    Midt i parken finder man Old Faithfull - en trofast Geyser, som flere gange i døgnet spyr kogende vand 30-40 meter op i luften. Siden engang i 1980’erne har han været knap så præcis på grund af jordskælv, men hver dag strømmer mange mennesker til for at følge Old Faithfulls “forestillinger”, som kommer med en til to timers mellemrum.
     


    Grand Prismatic Spring er en smuk varm kilde og geyser, hvor blå, gule og orange farver spiller smukt sammen. Fra kilden løber vandet ned over klipperne og videre ned i floden nedenfor.
     


    Der er flere vandfald i parken. På vores vej stoppede vi op ved Gibbon Fall og ikke mindst de imponerende Lower og Upper Falls, hvor Yellowstone River styrter ned i Grand Canyon of Yellowstone - en smuk gullig kløft, som gennem millioner af år er skåret ned gennem klipperne. Vi tog turen ned til det sted, hvor vandet i Lower Falls styrter næsten 100 meter ned i dybet i et tordnende inferno. Man står bogstaveligt talt på kanten af vandfaldet med en fantastisk udsigt ind i dalen. Faktisk er vandfaldet betydeligt højere end Niagara Falls, som dog er bredere og meget mere vandfyldte.
     


    Dagens sidste etape bød på dyreliv i de frodige dale, hvor bison’er i små og store grupper græsser i det smukke landskab.
     

  • Crazy Horse og Needels Highway

    09-07-2014
     
    Med et monument som Mount Rushmore placeret i Black Hills, som er oprindeligt indianerland, opstod der hurtigt et ønske om at skabe noget, som ikke bare lignede Børglums værk, som som skulle overgå det i størrelse og pragt.

    Der er kun 30 miinutters kørsel mellem de to monumenter. Crazy Horse blev påbegyndt i 1948 - 7 år efter at man stoppede arbejdet på Mount Rushmore - og fortsætter stadig den dag i dag.

    Det er kunstneren Korczak Ziólkowski, som startede projektet med Crazy Horse efter anmodning fra lokale indianere. Ziólkowski døde i 1982, men projektet føres videre af hans hustru, børn og børnebørn. Der er ingen offentlige midler involveret, alt finansieres gennem donationer og indtægter fra turister som os.
     


    Ansigtet på Crazy Horse er færdigt, og man er nu i gang med hans arm,som skal pege ud over Black Hills - indianernes land. På bjerget har man optegnet konturerne af den hest, som Crazy Horse rider på. Når det hele står færdigt om måske 100 år, vil skulpturen være mere end 200 meter lang og 175 meter høj - den største i verden.
     


    I planerne for området indgår også at skabe et helt samfund med hospital, museum over indianernes historie, universitet og meget mere.

    Fra Crazy Horse gik turen videre af Needles Highway, som er en smuk tur, der snor sig op gennem bjergene, hvor sælsomme klippeformationer står som nåle i landskabet - et par stykker sågar med nåleøjne skabt af vejr og vind. Undervejs kører man gennem flere tunneller, som kun kan passeres i ét spor - sjovt og spændende.
     

    Hjemme i Sturgis kørte vi sammen med alle de lokale ud til byens rodeostadion, hvor der denne aften var stort fyrværkerishow i anledning af nationaldagen.
     
     


    Således sluttede en begivenhedsrig dag med et smukt syn, som i næsten en time lyste himlen op over bikerbyen Sturgis.
     

<   1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32   33   34   35   36   37   38   39   40   41   42   43   44   45   46   47   48   49   50   51   52   53   54   55   56   >  

 
 
Per Lyngby