|
|
|
Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
-0- Ugens foto #1302-04-2012 Når jeg skal fotgrafere børn, skal det helst være spontant og impulsivt. Som regel kommer der de bedste billeder ud af det, når hverken forældre eller børn er forberedt på fotograferingen. Atmosfæren bliver afslappet og naturlig, modsat når en mor drøner rundt og skal arrangere og få børnene til at smile...
Billedet her er taget i efterskolens spisesal, hvor jeg havde skolens kamera (Et ældre Nikon D80) ved hånden og mine kolleger Heidi og Bjarkes søn Anker lige overfor mig. Så var det jo bare at knipsse løs, da der kom et ganske udmærket blødt sidelys fra spisesalens store vestvendte vinduer.
Altergang og nadver01-04-2012  Søndag formiddag var jeg til gudstjeneste i Farsø Kirke sammen med Thomas, som skal konfirmeres sidste søndag i april. I den forbindelse syntes Thomas, at vi skulle gå til alters og modtage nadveren.
Det har jeg ikke prøvet, siden jeg selv blev konfirmeret, velsagtens fordi jeg ikke er kirkegænger og stort set kun kommer der, når der er barnedåb, konfirmation, bryllup eller begravelse.
Men i forbindelse med Thomas’ konfirmationsforberedelse har kirkegang jo været lidt tættere på livet, og vi har bl.a. været til en ganske fornøjelig gospelaften sammen med konfirmanderne. Det har jeg blogget om tidligere, hvor jeg også skrev lidt om, at kirken burde tage ved lære af sådanne arrangementer og i det hele taget gøre mere ud af at følge med tiden - uden at det går ud over det væsentlige.
Søndagens gudstjenseste her i Farsø viste i øvrigt tegn på, at man bestræber sig på at være tidssvarende. Da kirken for et par år siden blev renoveret kom der således skærme op rundt om i kirkerummet. De erstatter de gamle tavler, hvor salmenumrene tidligere blev hængt op. Men de er mere end det - i dag var der barnedåb, og alle i kirken kunne følge med på nærmeste hold, da et kamera var zoomet ind på døbefonden, og på skærmene kunne vi så se med. Fint.
Men det stopper ikke her. I forbindelse med sin prædiken brugte præsten også skærmene interaktivt, således at han kunne vise billeder, som relaterede til det, han sagde. I kirken har man vel altid været bevidste om et stærkt billedsprog, men det var nu ganske forfriskende med disse billeder, som både var klassiske malerier og moderne fotos.
Gudstjenesten var endvidere peppet op med et børnekor, som sang et par fine sange, og rundt om langs væggene var der udstillet små malerier, som minikonfirmanderne fra 3. klasserne har lavet omkring påsketemaet. Også rigtig fint - her kunne man måske have brugt skærmene igen og ladet disse billeder rulle, medens der var altergang!
Farsø har vist ry for at være i den mere højkirkelige del af spektret, men søndag kunne jeg da konstatere, at der er sket meget positivt siden jeg sidst var til alters, selv om der ikke er lavet meget om på denne seance, hvad der retteligt heller ikke bør gøres.
Min almindelige respekt for andre bevirker, at jeg ikke tager billeder i kirken uden forudgående aftale med præsten, så til denne blog har jeg brugt billeder fra andre lejligheder, hvor jeg har været i kirken.

Ugens foto #1225-03-2012 Weekendens flotte forårsvejr lokkede os ud. Lørdag var vi til veterantraktortræf, hvor op mod 50 gamle traktorer var i sving med ploven på nogle marker lige udenfor Farsø.
Denne uges foto er hentet fra denne begivenhed, og jeg har valgt stævnets ældste traktor, som motiv. Den er fra 1918 og har stålhjul, hvor de øvrige lidt yngre modeller i lørdags alle var forsynet med gummidæk.
For at bibeholde den nostalgiske stemning har jeg konverteret til sort-hvid, hvor jeg i mit Lightroom- program har benyttet et filter, som simulerer det resultat, man plejede at få med Ilfords stabile HP5- film.
Traktor-nostalgi24-03-2012  Lørdag formiddag var jeg sammen med Morten på en lille fotoeskursion til nogle marker lige udenfor Farsø. Her vrimlede det med gamle traktorer i alle afskygninger og mærker. Blå Ford, rød Massey Ferguson, orange Fiat og grøn John Deere - jo de var der vist allesammen.
En lokal veterantraktorklub havde arrangeret pløjetræf, hvor de gamle maskiner kunne ses i aktion. Der blev sendt mange nostalgiske og kærlige blikke efter de små arbejdsheste, som engang var hverdagssyn på de danske marker. I dag er det noget større og mere avancerede maskiner, der kører rundt - måske endda styret af en GPS ude fra rummet.
- Prøv og se den lille Ferguson der - den trækker ploven fint, hvad skal en landmand så med en traktor til flere millioner, sagde en begejstret mand til mig. Og jeg kunne da kun give ham ret i, at den lille grå arbejdede støt og solidt - men der er næppe mange landmænd i dag, som vi sidde i det fri og udføre markarbejde, så han får næppe indført ideen med at indføre den slags maskiner i landbruget igen...
 Men sådan en dag, hvor nostalgien får lov at folde sig ud, er det sjovt og interessant at følge arbejdet i marken - se hvorledes der bliver justeret på ploven og målt i plovfuren, indtil alt er tjekket og på plads.
Så går arbejdet ellers i gang med brummende maskiner rundt om på markerne, hvor førerne har mere travlt med at kigge bagud efter ploven end de har med at kigge frem!
Præcisionsarbejde, som kræver et sikkert øje og en stabil hånd. Blandt de mange maskiner bemærkede vi en grå Fordson årgang 1918 (se foto) - et smukt lille klenodie, som stadig er funktionsdygtig!
Egentlig burde vi jo har brugt gamle kameraer med film til sådan en begivenhed, men vi valgte nu alligevel at lade den digitale teknologi være med - resultatet kan man se her, hvor et par af dagens mange skud ledsager bloggen.
Ugens foto #1118-03-2012 Endnu en gang er ugens foto hentet fra efterskoleverdenen, hvor der i denne tid er masser af idrætsaktiviteter.
Forleden var det de nordjyske mesterskaber i volleyball, som blev spillet i Thy, hvor Thylands Ungdomsskole var arrangør. I stakken af billeder faldt jeg over dette sjove motiv, hvor den hvide spiller vist får en hjælpende hånd i blokaden.
Cross på landet18-03-2012  Lørdag formiddag havde en klassekammerat til Thomas inviteret til drengekomsammen med crosskørsel på en gård udenfor Farsø. Det blev en hyggelig og sjov formiddag, hvor vi voksne naturligvis heller ikke kunne dy os, nu da hestekræfterne var kommet på græs. To små tohjulede crossere og et vilddyr af en firhjulet med 450 brummende heste - jo, det var sjovt. Knægtene fra landet var dus med maskiner og terrænog gav den gas, medens vi byboer var lidt mere forsigtige.....Thomas skulle bl.a. lære lidt om kobling og gear, da han skulle køre på de tohjulede! Vi brugte også lejligheden til at kigge indenfor i stalden, hvor kalvene tyggede drøv og kiggede nysgerrigt på os med deres store øjne. Jeg havde helt glemt, hvor hyggeligt der er i en kostald, hvor lydene og lugtene er ganske anderledes end i f.eks. en svinestald fyldt med hylende grisebasser. Efter et par hyggelige timer på landet drog vi hjemover igen - en sjov dag.
Sankt Patricks Day17-03-2012 I dag er det Irlands nationaldag, Sankt Patricks Day, og så kan man jo ikke lade være med at lade tankerne glide tilbage til en herlig sommerferie på den grønne ø med den venlige befolkning og særegne kultur.
Minderne fik mig også til at kigge i min mappe med billeder fra vores familietur, hvor jeg fandt dette typiske irske landskab fra den vestlige side af øen omkring The Burren, hvor de grønne marker står i kontrast til det grå kalkstenslandskab i baggrunden.

Gå over historien16-03-2012  Fra min barndom husker jeg tydeligt det historiske tidsskrift Skalk og deres flotte tidstavle, som også kunne fås som plakat. Jeg husker, at den hang i køkkenet hos Peter Sejr, hvis forældre var lærere på Farsø Skole.
I forbindelse med den snart færdige renovering af Farsø Skole har man på en af skolens ældste klassegange lagt nyt gulv, og her har man ganske dekorativt, pædagogisk og lærerigt lagt en tidstavle, som strækker sig det meste af gangens længde - og alligvel er der selvfølgelig kun plads til en brøkdel af de historiske milepæle. Meget passende for egnen her, starter tidstavlen med Ertebøllekulturen.
Lidt længere oppe af gangen, i den gamle aula er gulvet forsynet med et stort verdenskort, så man med et par små skridt kan komme verden rundt.
Ganske forfriskende og dejligt at se den gamle skole i nye klæder - desværre er indvielsen udskudt, da man for en måned siden blev ramt af en vandskade, der lukkede hele den nyrenoverede 58-fløj ned. Lofter og vægge må skiftes ud efter mødet med 60 grader varmt fjernvarmevand, som fossedde gennem ventilationsanlæg og lofter efter en frostskade.
Håndværkerne arbejder hårdt på at udbedre skaderne, lærere og elever må endnu en gang rykker rundt og rykke sammen, men inden sommerferien kan man forhåbentlig fortage indvielsen af den nyrenoverede skole. Gospel i kirken14-03-2012  Farsø Kirke stod på den anden ende onsdag aften, hvor der var lagt op til en lidt anderledes konfirmandgudstjeneste med indlagt gospelkoncert. Og det var bestemt ikke kedeligt.
De lokale kirkers præster var gået i samarbejde om at lave et arrangement med Rune Herholdt & The Gospel Brothers, som brugte en eftermiddag sammen med i alt 85 konfirmander.
Efter en lang eftermiddag, hvor der blev øvet og snakket, var man klar til aftenens koncert, som fyldte kirken til sidste plads. Rune Herholdt tog hurtigt kommandoen over såvel konfirmander, orkester og menighed - og så blev der ellers givet fuld gas. Dygtige musikere og en engageret og dygtig sanger formåede at få alle med - folk var oppe at stå, der blev sunget og klappet, ja sågar danset! Bestemt ikke et hverdagssyn i Farsø Kirke, men forhåbentlig et tegn på, hvor kirken bevæger sig henad, hvis man stadig vil have “kunder” i butikken.
Forarbejdet med konfirmanderne havde været godt, så de fleste af de kommende konfirmander gav los og sang med af fuld hals og dannede dermed en rigtig fin baggrund til Herholdt og hans dygtige band. “Down By The Riverside” kendte vi allesammen - og vi fik naturligvis lov at synge med - ja, vi fik nærmest ikke lov til at lade være. Og så fik vi “Mary Dont You Weep”, som jo så er originalen til “Åh Marie A vil hjem til dæ”, som blev udødeliggjort på dansk af Four Jacks.
Efter en god time med sang og musik af bedste skuffe drog folk hjem - de fleste et lille smil på læben og en glad melodi i baghovedet, som man gik og smånynnede i den mørke martsaften.
Måske skulle kirken tage ved lære af dette arrangement og lade det smitte lidt af på konfirmationsdagen, som naturligvis skal være højtidelig - men også gerne lidt festlig. Det er jo i bund og grund de unges dag, som den kvindelige præst også pointerede i sin fine prædiken denne aften.
Vi kunne godt lokkes i kirke, hvis der bliver et gospelarrangement på et senere tidspunkt - også selv om sønnike måske ikke lige er med i koret.
Ugens foto #1012-03-2012 Mine fotografiske udskejelser er i denne tid meget præget af, hvad der foregår på efterskolen. I den seneste uge har der således været gang i kameraet i forbindelse med såvel håndbold som gymnastik.
Og selv om der allerede ligger et par gymnastikbilleder blandt ugens foto, så er det igen et gymnastikbillede, jeg har valgt.
Billedet er taget ved opvisningen i Dronning Ingrid Hallerne i Farsø, hvor jeg brugte min store 70-200 zoom med stor lysstyrke. Det giver en god effekt, hvor man har en helt skarp forgrund og en sløret baggrund, som her hvor gymnasten i baggrunden passer fint ind. Som sædvanlig, når der fotograferes i en hal er der skruet op for iso og jeg har indstillet hvidbalancen manuelt ved at måle den i hallen, inden jeg gik i gang. Det giver som regel de bedste farver, når man vælger den fremgangsmåde.
<
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
>
|
|
|
|
|