Tirsdag aften bevægede jeg mig endnu en gang til Randers, hvor Værket diskede op med et nostalgisk brag af en koncert med David Crosby og Graham Nash. To af pop-rockens helt store stemmer, som også har ladet sig høre i The Byrds (Crosby) og The Hollies (Nash) samt i deres fælles samarbejde med Stephen Stilles og Neil Young i en af 70’ernes store supergrupper.
Åbningsnummeret var en noget larmende og småsyret udgave af Byrdsklassikeren “Eight Miles High”, som fik en til at frygte, at lyden ikke ville blive optimal denne aften på Værket. Den frygt blev dog gjort til skamme i det efterfølgende nummer, hvor de to bedagede herrer på 69 og 70 år oplod deres smukke stemmer i et lidt mere stille og countryagtigt nummer. Ren vellyd, og sådan fortsatte det i næsten 3 timer.
Et velspillende band, et veloplagt publikum og et par stjerner uden nykker men med overskud og spilleglæde lagde grunden til en af de bedste koncerter, jeg har været til længe. Crosby var ikke helt tilfreds med de skarpe spots, som han fik lige i ansigtet. Det blev hurtigt klaret og så gik det ellers derudaf med et meget varieret og flot program, som bød på den kendte flerstemmige vokallyd og den rå guitarlyd, som bestemt blev leveret med indlevelse og stil af guitaristen Shayne Fontaine i samarbejde med Crosby og Nash, som nåede at spille på et utal af guitarer i løbet af aftenen. Resten af backinggruppen leverede musik af høj kvalitet: Kevin McCormick på bas, som inkluderede en meget smuk solo, Steve DiStanislao med fremragende arbejde på trommerne og David Crosbys søn James Raymond på keyboards og som komponist til et par af de nyere numre, som også fik flot respons fra publikum.
Kendte numre vekslede med nyere ting. Naturligvis blev vi ikke snydt for fire klassiske numre fra "Deja Vu" - titelnummeret med indlagte soloer til bandet, “Almost Cut My Hair”, “Our House” og “Teach Your Children”. De to første er Crosby-numre med hans skæve akkorder og syrede tekster, medens Nash står for de pæne og glade syng-med-numre, som publikum skrålede med på så det var en fryd....
Aftenen bød på mange højdepunkter. Jeg hæftede mig ved Crosbys "Almost Cut My Hair" i en rå og flot version, medens kærlighedssangen “Guinnevere” var i den akustiske og meget intense afdeling. Nash brillerede med klassikere som “Military Madness”, “Our House”, “Teach Your Children”, “Wind On The Water” og ikke mindst “Winchester Cathedral”. James Raymond bød ind med to flotte numre i form af den smukke “Lay Me Down” og den rå “Don’t Dig Here” som en kommentar til opbevaringen af atomaffald.
En rigtig god aften i Randers - stor ros til Værket, som formår at præsentere sådanne kunstnere. Og ros til publikum, som bakker op og møder frem, når der er god musik på plakaten.
Søanlægget i Farsø gennemgår for tiden en større renovering. Det betyder bl.a., at legepladsen er totalt fornyet og udvidet samt at en del af søen er renset op.
En af de ting, som endnu ikke er færdig, men som er på vej, er opsætningen af en ny træbro ved det gule møllehus. Her var der tidligere en betonbro, hvorfra jeg har brugt adskillige timer på at fiske, da jeg var dreng. Orm og brød blev brugt som madding, når vi sendte snøren ud i søens plumrede vand på jagt efter karusser eller, hvis det skulle være helt vildt, nogle af de store og frygtindgydende gedder. Også den lille bro ved søens vestlige side er taget ned, så måske kommer her også en ny.
En af de episoder fra søen, som der stadig tales om i min familie, fandt sted dagen før min konfirmation i maj 1972.
Sammen med et par kammerater sejlede jeg rundt på en hjemmelavet tømmerflåde ude på søen, da min mor kom ned for at hente mig. Jeg havde glemt tiden, og vi skulle til Øster Hornum for at sætte vores hund i pension i forbindelse med konfirmationen. Der sad vi så, omtrent midt ude på søen, medens mit mødrende ophav råbte efter os inde fra bredden. Vi padlede ind mod land, det bedste vi havde lært. Så hurtigt gik det, at flåden fik slagside og sank. Vi måtte vade i land og så vist ikke særlig pæne ud med mudder og slam på tøjet. Ud over et bad, fik jeg vist også et større møgfald her på tærskelen til de voksnes rækker....
Jeg er begyndt at bruge den nye musiktjeneste Spotify, som giver mulighed for at lytte til mængder af musik på computeren.
På tjenesten kan man søge på kunstner og finde et hav af udgivelser, eller man kan vælge radiodelen, hvor man selv kan vælge, hvilken genre, man har lyst at lytte til. Jeg vælger normalt 70’erne, og selv om jeg kender en del til musikken fra den periode, dukker der af og til nyt og spændende op på playlisterne.
Et af de navne, som jeg har overset er Jackson Browne. Navnet kender jeg, og jeg kender også godt hittet “Stay”, men ellers er mit kendskab til ham stort set nul. Indtil Spotify kom på banen. Det har resulteret i, at der allerede er anskaffet et par CD’er til samlingen, for selv om streamet musik er OK, så er der stadig en vis stil over at sætte en CD på det store anlæg og lytte til musik i god kvalitet.
Bloggens lyttere skal da også delagtiggøres i Jackson Brownes musik med dette nummer fra YouTube:
Lørdag aften tilbragte jeg på det fremragende koncertsted Værket i Randers. Her stod Ian Anderson fra det legendariske engelske band Jethro Tull på scenen med en række udvalgte musikere - heriblandt den ungarske strygerkvartet Sturcz Quartet.
Koncerten var annonceret som Ian Anderson med band, men den kunne lige så godt være annonceret som Jethro Tull, da Ian Anderson er indbegrebet af bandet, hvor han bl.a. spiller tværfløjte. Enkelte vil måske mene, at guitarist Martin Barre også burde være med - det er han da også, men kun lejlighedsvis. I Randers blev guitaren dog passet af den unge tysker Florian Ophale, som trækker veksler på såvel heavy rock som klassisk musik i sit spil, men som i øvrigt har en lyd, der er umiskendelig Jetrho Tull - ikke mindst i klassikeren Thick As A brick, som vi fik et kvarters udpluk af.
Den ungarske strygerkvartet kom ind midt i første sæt og lagde en fin bund til en række sange fra såvel før som nu af Ian Anderon. Ikke mindst “Up To Me” og”Wond'ring” Aloud fra Aqalung blev spillet med en lyd, som lå meget tæt på originalen fra den 40 år gamle plade.
Koncertens andet sæt blev indledt med føromtalte uddrag af “Thick As A Brick”, som udkom på plade i 1972 og består af et enkelt nummer, der fylder begge pladesider. I Randers blev det til en fremragende version, hvor jeg specielt hæftede mig ved en trommeslager, som ikke bare slog på trommer men derimod spillede på trommer. Fra første række, hvor jeg sad, var det simpelthen imponerende at følge hans udfoldelser med stikkerne i dette nummer, som er præget af hyppige rytmeskift. Trommerne stod klart og flot fremme i lydbilledet. Rent fysisk var trommeslageren da også placeret forrrest på scenen, hvilket er ganske atypisk for et rockband. Placeringen skyldes nok, at man skulle have plads til strygerkvartetten på den position, hvor trommerne normalt står.
Andet sæts højepunkt var i mine ører “Budapest” - et langt, melodiøst rocknummer med gode soloer på såvel guitar og fløjte. Når man hører studieversionen, kan man godt forledes til at tro, at det er Mark Knopfler, synes jeg.
Næste år drager Ian Anderson på jubilæumsturné, hvor albummet Thick As A Brick er i fokus med 40 år på bagen.
Skulle han lægge vejen forbi Danmark, er jeg nok på plads foran scenen igen. Manden og hans band har bestemt ikke mistet energien, selv om stemmen hos Ian Anderson er ved at være præget af mange års brug.
Det er blevet en fast tradition, at jeg leverer fotos til plakaten for middelalderdagene på Vitskøl Kloster. Et arrangement, som finder sted hvert år den første weekend i efterårsferien.
Også i år har et par af mine billeder fundet vej til plakaten. Det drejer sig om ridderen og om gøgleren, der blæser en flamme ud af munden. Ridderbilledet er klippet til af en grafiker, som har lagt det på en baggrund af efterårsblade. Meget flot, synes jeg.
Temaet for dette års middelalderdage er i øvrigt musik, men der er noget for alle sanser på markedet. Man kan smage, lugte og føle middelalderen i de mange boder og ved de mange optrædender, som finder sted både lørdag og søndag.
Har man ikke været det før, kan jeg varmt anbefale en tur til Vitskøl i efterårsferien.
