I det smukke søanlæg i Farsø finder man også et smukt
stråtækt hus, som er placeret på en lille bakke med en flot udsigt over søen.
Foran huset ligger en smuk mindelund med stenmur og billedhuggerarbejde af
kunstneren Henrik Starcke.
Huset blev opført efter den tyske besættelse af
Danmark. Sammen med Mindelunden er det rejst som et minde om de to lokale
frihedskæmpere Christian Ulrik Hansen og Per Sonne, som begge mistede livet i
modstandskampen.
Huset fungerer fortsat som spejderhus for DDS
Farsø 1. Farsø Flok & Trop og det står næsten som da det blev opført. Der
er foretaget små ændringer indendørs med toilet og baderum, og en indvendig
trappe er afløst af en udvendig for at give mere plads.
Hvert år holder spejdergruppen i Farsø
mindeparade med blomsternedlæggelse i mindelunden foran spejderhuset. En
begivenhed som fortsat tiltrækker mennesker, som oplevede besættelsesårene.