Juli-bloggen rummer 14 blogs. Rul på siden for at læse dem.
Deltag i min lille test-test. Rul ned på siden og udfyld formularen.
--0--
30. juli
Slut med landbetjente i Farsø
I dag slutter en epoke i Farsø, når landbetjent Svend Morthensen går på pension. Som et led i omstruktureringer indefor politiet nelægges stillingen som landbetjent i Farsø. Vi må nu ty til Løgstør eller Aars, hvis vi skal have hjælp af ordensmagten.
I min levetid har der, så vidt vides, kun været tre landbetjente i byen.
Den første jeg husker er Cajus Lilholt, som boede i Skolegade og i øvrigt var far til Claus, der var trommeslager i bandet Blackbirds. Jeg mindes ikke at have været i karambolage med den lokale repræsentant for ordesmagten, men kan dog husk at jeg indleverede nogle fundne penge - og senere modtog findeløn. Min far og bedstefar gik en del på jagt med ham, så også af den vej kendte jeg lidt til landbetjenten. Politibil: VW "boble".
Efter Lilholt kom Søren Jensen til byen. Han bosatte sig på Sneppevej, hvor han helt efter traditionen og reglerne fik kontor i forbindelse med privatboligen. Betjenten havde tilnavet “Søren Sidevind”, som vist refererede til et iltert temperament. Også han var jæger og gik på jagt med min far og bedstfar. Han gav mig på et tidspunkt en løftet pegefinger, da vi var tre på min Honda, hvor gashåndtaget heller ikke fungerede. Politibil: Opel (Commodore og Kadett).
Sidste led i politikæden er altså Svend Morthensen, som har haft kontor på Gråbølle. Jeg anmeldte engang telefonisk en stjålet nummerplade, men ellers er det ikke en mand, jeg har haft så meget kontakt med. Måske fordi han spiller trækharmonika.....Politibil: Ukendt.
Men nu er det altså slut med landbetjente i byen. Så må vi blot håbe, at lovens lange arm alligevel er lang nok til at nå, hvis behovet skulle opstå....
--0--
28. juli
Polaroid
Forleden blev jeg et kamera rigere til min lille samling nede i kælderen. Denne gang erhvervede jeg mig et Polaroid, som jo er den type kamera, hvor billedet fremkaldes umiddelbart efter at det er taget.
Polaroid-processen er vist en gammel opfindelse, men den slog for alvor igennem i 1960'erne og 1970’erne, hvor man for et overkommeligt beløb kunne købe kameraer med særlige filmcasetter. Man satte casetten i kameraet tog sit billede, tog papiret ud og ventede, medens billedet langsomt tonede frem for ens øjne. Et lille mirakel, som man også kender det fra mørkekammeretl
De kamera, jeg købte forleden, er en nyere model (Polaroid 600), formentlig fra engang i 1990’erne. Jeg troede ikke, der var film i, men min søn Thomas trykkede på udløseren, og vupti ud kom et styk fotopapir, hvor motivet langsomt kom frem. Fantastisk. Det var det sidste stykke fotopapir i kameraet, og kvaliteten af det fremkomne foto af stien op mod Brugsen er bestemt ikke noget at råbe hurra for.
I sin tid var Polaroid en sjov ting, fordi det gik hurtigt. Kvaliteten kunne ikke måle sig med analog film, men den hurtige fremkaldelse var sjov og anderledes. Og vigtig for visse erhverv til dokumentation i forskellige sammenhænge. Kunstfotografer har også udnyttet mediet, da det giver et look, som er svær at efterligne. Ansel Adams og Andy Warhol har brugt mediet i deres fotografi. Endelig har man brugt det i fotostudier til at kontrollere lyssætningen, før man begyndte at fyre løs på analoge film.
I dag har det digitale medie stort set overfløddiggjort Polaroid, men så vidt jeg ved, kan der stadig købes film/papir til kameraerne. Prisen afspejler vist den noget begrænsede efterspørgsel.
--0--
23. juli
På cykel omkring Nibe
De seneste dage er blevet brugt i Nibe, hvor jeg har været en del hos min gamle mor og samtidig passet hus for min søster.
Jeg har taget min cykel med herop, så jeg kan udforske nyt cykelterræn i omegnen.
Alene i Nibe er der mange gode cykelture - rundt i de smalle gader med flotte gamle bygninger, som giver minder om den gamle købstads storhedstid som sildeby ved Limfjorden. Havnen med sin afslappede atmosfære og de mange fritidsfiskere er også et besøg værd, akkurat som Skalskoven, der nu ligger stille hen efter veloverstået Nibe Festival. Der står stadig lidt containere, hegn og forskellig andet udstyr - aftalen er vist, at alt skal være tilbage ved det normale, når juli bliver til august.
Dagens morgentur på cyklen blev på 32 kilometer via Veggerby, Halkær og Sebbersund, hvorfra jeg tog cykelstien langs den nedlagte jernbane til Nibe. En smuk tur rundt om Halkær Bredning og med et lille ophold ved den flotte Halkær Mølle, der i dag er et naturcenter. Fra Halkær til Sebber cyklede jeg på små mark- og grusveje, som følger bredningens sydlige del. En særdeles flot tur med herlige udsigter over bredningen, Sebber, Nibe og med Aalborg langt ude i det fjerne.
--0--
19. juli
Vi fulgte med strømmen
Søndag eftermiddag tilbragte vi på Elmuseet i Tange syd for Viborg. Et fornøjeligt sted at være med masser af mulighed for at eksperimentere og lege med interessante og heldigvis ufarlige forsøg med elektricitet.
Museet, der stadig er et fungerenede elværk, som producerer strøm til ca. 3000 husstande, ligger smukt ved Gudenåen. Opstemningen har betydet, at der er dannet en stor kunstig sø, Tange Sø. For at skabe passage for fiskene er der etableret op til flere forskellige typer af fisketrapper, hvor ørreder, ål og laks kan passere på deres vej til gydepladserne længere oppe af åen.
Der bliver fortsat debatteret meget om at nedlægge værket og give åen sit naturlige løb tilbage. Noget som bl.a. lystfiskerne taler varmt for. I disse CO2-tider kan andre argumentere for, at værkets CO2-venlige produktionsform jo ikke ligefrem taler for en nedlæggelse.
Museet er indrettet i flere bygninger. Lidt væk fra værket finder man en udstillingshal, hvor man i tre etager kan følge udviklingen i elproduktion - og ikke mindst de elappareter vi har anvendt gennem tiden. En erklæret nostalgiker som mig falder naturligvis især i staver, når jeg kommer til afdelingen med gamle fjernsyn, radioer, båndoptagere og pladespillere. Det er altid lidt sjovt, når man kan genkende ting, som man selv har ejet. Nu på et museum....
I udstilingen fandt jeg såvel vores første spolebåndptager, en Beocord 1000 og en Beolit 600 transisterradio, som mine bedsteforældre havde. De fik bl.a. købt en indsats, så radioen kunne sættes i bilen - vildt avanceret dengang i 60’erne. Her var også en Philips videobåndoptager med det særlige 2000-system, hvor båndene kunne vendes akkurat som vi kender det fra casettebånd. I telefonafdelingen kan man stort set finde alle de telefoner, vi har ejet frem til den karakteristiske Kirk-model, som i hver fald i det jyske kom til at stå i de fleste hjem.
Da dagen sluttede havde jeg fået en ide om, at drengene og jeg kunne leje en kano og følge strømmen op af Gudenåen til en campingplads. Ideen var også god nok, men man skulle først køre op til campingpladsen og hente redningsveste, inden man kunne sætte kanoen i åen. Så det droppede vi denne gang.
I stedet kørte vi ad kringlede veje hjemover, bl.a. forbi Tjele Langsø, Nørreå og Klejtrup, hvor verden jo ligger placeret i miniformat.
--0--
18. juli
Sjove svar på test
Jeg lagde først på måneden en lille test ind på siden. Mest for at prøve, hvordan det fungerer. Det er let at lave, og svarene kommer direkte ind i et regneark med diagrammer og det hele. Det er afgjort noget, der kan bruges på skolen i forbindelse med såvel undervisning som evalueringer m.m.
Flere har svaret på testen, og det er der kommet lidt sjove svar ud af. Der er mange nordjyder, der thit’er forbi, og aldersmæssigt ligger de fleste over de 40 år. Det mest normale er, at folk kigger forbi ugentligt. Der er dog også daglige læsere, bl.a. en som skriver denne kommentar: “Besøger (næsten) dagligt siden for at følge med i hvad min mand laver :) :)”. Og så er der nogle, som ikke længere bor i byen eller på egnen, men som synes det er sjovt og interesant at læse om byen, hvor de engang boede.
Mange er også glade for at se billeder, og det er jo også noget af det, der er med til at danne baggrund for det meste af, hvad jeg skriver.
Testsiden er stadig åben, så har man lyst til at give sit besyv med, er det blot at rulle ned og udfylde formularen.
--0--
16. juli
Ribe - på kryds og tværs
Vores sommerferie har været begunstiget af flot vejr med masser af sol - og ind imellem noget regn og torden.
Når det sådan regner udenfor campinghytten er det med at finde på indendørs hygge, og her gik Thomas og Morten helt amok med kryds-og-tværs opgaver. Det fløj gennem luften med spørgsmål som “En papegøje på tre bogstaver?” eller “Dansk by på 6 bogstaver, som begynder med O?”.
Jeg falder selv i og bliver bidt af kryds og tværs ind imellem og husker det som noget af det bedste, man kunne lave i en dansktime i skolen. Der er lidt sproglig udfordring, og man får udvidet sit ordforråd på mange forskellige niveauer. Sådan også for drengene, som nu ved, at en “ol” er det samme som firs og at en papegøje kan være en Ara.
--0--
14. juli
Traktor-chikane i vadehavet
På vores sydvestjyske odyssé har vi i dag været på vadehavsøen Mandø, som ligger ca. 20 kilometer fra Ribe.
Øen er landfast med hovedlandet via en tidevandsvej, som dog bliver oversvømmet et par gange i døgnet, når højvandet sætter ind. Det faktum betyder, at øens 5-6 skolesøgende børn er afskåret fra at komme i skole sammenlagt 5 uger i løbet af skoleåret. Ikke sært, at der blandt de mange besøgende turister er en del børn, som mener, at familien bør flytte til Mandø....
Man kan udmærket selv køre i bil til øen, men mange vælger den mere eksotiske løsning at tage med en af de mange traktorbusser, som med store vogne i to etager kører gennem det lave vand til øen.
På baggrund af den tragiske ulykke i juni, hvor en turisttraktor på sælsafari væltede og tre ældre mennesker omkom, er der i øjeblikket lukket for de såkaldte sælture ud i Vadehavet, medens det fortsat er tilladt at køre med traktorbusserne fra fastlandet til øen. Dog med den begrænsning, at der nu maksimalt må være 30 passagere på øverste dæk mod tidligere 70.
Der er åbenbart flere aktører på markedet og konkurrencen er øjensynlig benhård imellem dem. Vi undrede os noget over, at hver gang vi mødte det konkurrerende firma, havde deres traktorførere travlt med at fotografere vores traktorbus. Vi forhørte os hos vores egen chauffør, som kunne fortælle, at det gør man for at holde øje med, om konkurrenten nu har mere end de tilladte 30 på toppen.
Det er da muligt, at man gerne vil kontrollere hinanden, men for mig at se var der nærmere tale om decideret chikane. Det må det da være, når vi flere gange på samme tur blev fotograferet af op til flere af konkurrentens traktorførere - som om vi kunne stoppe op midt i Vadehavet og samle ekstra passagere op. Og når fotograferne helt åbenlyst - ja nærmest demonstrativt stiller sig op og fotograferer, må det vel i bund og grund kun være for at genere kollegaen/konkurrenten.
Nu kender vi jo ikke til de dybere liggende baggrunde for disse forhold - men underligt og påfaldende var det da at opleve.
--0--
Grænselandet
Mandag var vi i grænselandet - ikke blot grænsen mellem Danmark og Tyskland, men så sandelig også grænsen mellem to vejrsystemer.
Medens vi kørte syd for den danske grænse kunne vi fornemme, hvordan der blev mørkt, medens tunge, mørke tordenskyer trak ind over landet fra vest.
Imponerende var det at se grænsen mellem den lyse himmel og den mørke og ildevarslende grå og sorte. Vi forsøgte at fastholde det på et foto.
Tilbage i Danmark drejede vi ind omkring Tønder, hvor vi måtte holde ind på en parkeringsplads, da regnen gjorde det praktisk talt umuligt at se nogetsomhelst på vejen foran os.
--0--
Ribe og omegn
De seneste dage er brugt i egnen i og omkring Ribe - Danmarks, ja Nordens ældste by. Det er et sted og en egn, som emmer af historie. Ikke mindst de gamle huse og gader i Ribe med den prægtige domkirke, der med sit karakteristiske firkantede tårn rejser sig stolt midt i marsken.
På flere af husene i Ribe kan man se mindeplader, som fortæller om kendte danskere, der har boet i disse huse. Blandt de mest kendte er salmedigteren Brorson, som var biskop i Ribe, og fotografen og journalisten Jacob Riis, som i slutningen af 1800-tallet tog nogle fremragende fotos, der viste, hvorledes fattige amerikaner levede. Hans arbejde bevirkede bl.a., at præsident Roosevelt betegnede ham som "Amerikas nyttigste borger".
Som så mange andre steder i Danmark har man også her i Ribe et levendegjort vikingecenter. Et stemningsfuldt og flot center, som viser det gamle Ribe, som det så ud henholdsvis omkring år 720, 860 og 980. Centeret er en del af den lokale produktionsskole, som er med til at opbygge og levendegøre vikingebyerne og deres gårde, huse og værksteder. Foruden de fastansatte kommer der hver sommer en lang række frivillige “vikinger” - fortrinsvis fra Tyskland og Holland. Disse mennesker lever og ånder for vikingtiden og de er med til at gøre et besøg til en lærerig og flot oplevelse, idet de gerne lader
andre får del i deres viden og engagement for denne del af vores historie.
Vi fik en hyggelig snak med pigen, som passede smykkeværkstedet, og nåede også at kigge forbi tømrerne, smedene og gården med køer, kalve og gæs.
Hos falkoneren så vi verdens hurtigste dyr, en falk, på arbejde, når den med imponerende fart dykkede ned for at jagte sit bytte.
Og så blev vi da også belært om, at Ribe ikke er en del af Sønderjylland, og at den trods sin placering syd for Kongeåen ikke var under tysk styre fra 1864 til genforeningen i 1920.
Nedenfor kører en lille stemningsserie fra Ribe og vikingecenteret.
--0--
Købmandsgården
En af de bygninger, som ikke længere kan ses i bybilledet her i Farsø, er den gamle købmandsgård i Søndergade.
Købmandsgården har en særlig betydning for mig, da den udgjorde en stor del af min barndom. Min far drev købmandsforretningen, da jeg blev født. Dengang boede vi lige overfor, på 2. sal i den bygning, hvor mine bedsteforældre boede og drev møbelforretning. Vi flyttede en kort overgang ind i et hus på Rugskellet lige bag tømmerhandlen, hvorefter mine forældre købte hele købmandsgården med flere lejligheder, gårdsplads, stor garage og stor have.
Med tre stuer “en-suite” adskilt af store skydedøre, var det i sandhed noget andet end den lille lejlighed, vi boede i før. Og der var eneværelse til mig og mine to søskende. Det store køkken havde anretteværelse og spissekammer. Købmandsgården var et herligt sted at være barn. Vi kunne lege i det store hus, på lageret bag forretningen, i kældre og på lofter. Udenfor var der gårdspladsen og den store have, og hvis det blev for trangt inddrog vi også arealerne ved den store tømmerhandel, som med sine store stabler af træ, beton og stål var et sandt eldorado for os drenge.
Der var altid liv og glade dage omkring os. Der var to lejligheder, hvor der boede andre familier, og hertil tre værelser oppe på loftet, hvor der typisk boede unge mennesker, som var i lære forskellige steder i byen.
Selve købmandsgården var af den gode gammeldags slag, hvor vi fik varerne hjem i store sække og selv vejede op i mindre poser. Der blev solgt slik i løsssalg fra store æsker, og jeg mindes med glæde den tid, hvor vi også begyndte at sælge blade. Det er ikke så få seriehæfter jeg har læst med Battler Britton og andre krigshelte på den konto.
Supermarkederne begyndte så småt at gøre deres indtog - også i Farsø. Vi forlod købmandsgården i begyndelsen af 70’erne, hvor min far gik ind i møbelbranchen hos min bedstefar. Vi flyttede til Nørregade 41, hvor der cafeteria. I stedet rykkede cafeteriaet til den gamle købmandsgård, hvor man fik noget mere plads til bøfsandwich, jukebox, flippermaskiner og enarmede tyveknægte. Dem af den gode gamle slags, hvor man selv skulle rykke i håndtaget for at få hjulene til at snurre.
Da det gamle cafeteria lukkede ned kom der bl.a. et kræmmermarked i bygningen, men manglende vedligeholdelse gjorde, at tømmerhandelen for et par år siden rev den ned og etablerede parkeringsplads på størstedelen af arealet.
Købmandsgården
En af de bygninger, som ikke længere kan ses i bybilledet her i Farsø, er den gamle købmandsgård i Søndergade.
Købmandsgården har en særlig betydning for mig, da den udgjorde en stor del af min barndom. Min far drev købmandsforretningen, da jeg blev født. Dengang boede vi lige overfor, på 2. sal i den bygning, hvor mine bedsteforældre boede og drev møbelforretning. Vi flyttede en kort overgang ind i et hus på Rugskellet lige bag tømmerhandlen, hvorefter mine forældre købte hele købmandsgården med flere lejligheder, gårdsplads, stor garage og stor have.
Med tre stuer “en-suite” adskilt af store skydedøre, var det i sandhed noget andet end den lille lejlighed, vi boede i før. Og der var eneværelse til mig og mine to søskende. Det store køkken havde anretteværelse og spisekammer. Købmandsgården var et herligt sted at være barn. Vi kunne lege i det store hus, på lageret bag forretningen, i kældre og på lofter. Udenfor var der gårdspladsen og den store have, og hvis det blev for trangt inddrog vi også arealerne ved den store tømmerhandel, som med sine store stabler af træ, beton og stål var et sandt eldorado for os drenge.
Der var altid liv og glade dage omkring os. Der var to lejligheder, hvor der boede andre familier, og hertil tre værelser oppe på loftet, hvor der typisk boede unge mennesker, som var i lære forskellige steder i byen.
Selve købmandsgården var af den gode gammeldags slags, hvor vi fik varerne hjem i store sække og selv vejede op i mindre poser. Der blev solgt slik i løsssalg fra store æsker, og jeg mindes med glæde den tid, hvor vi også begyndte at sælge blade. Det er ikke så få seriehæfter jeg har læst med Battler Britton og andre krigshelte på den konto.
Supermarkederne begyndte så småt at gøre deres indtog - også i Farsø. Vi forlod købmandsgården i begyndelsen af 70’erne, hvor min far gik ind i møbelbranchen hos min bedstefar. Vi flyttede til Nørregade 41, hvor der var cafeteria. I stedet rykkede cafeteriaet til den gamle købmandsgård, hvor man fik noget mere plads til bøfsandwich, jukebox, flippermaskiner og enarmede tyveknægte. Fotoet viser mig og min legekammerat Søren (th) i haven på vores første skoledag.
Da det gamle cafeteria lukkede kom der bl.a. et kræmmermarked i bygningen, men manglende vedligeholdelse gjorde, at tømmerhandelen for et par år siden rev den ned og etablerede parkeringsplads på størstedelen af arealet.
Nord og syd
I min barndom blev Farsø gennemskåret af jernbanen, som gik fra Aalborg til Hvalpsund. Baneoverskæringen lå lige midt i byen og delt den i en nordlig del og en sydlig del.
I skolen blev vi inddelt i klasser, hvor man i stor træk også fulgte denne deling af byen. Os fra sydbyen havnede i 1. B, medens det overvejende var børn fra den nordlige del, som kom i A-klassen. Som jeg har skrevet i en tidligere blog havde vi også hvert vort område, hvor vi legede. I nord var det skoven ved vandtårnet, medens vi i syd holdt til ude i heden sydvest for byen. Her var der bl.a. en gammel ødegård, hvor vi brugte en del tid.
Som jeg husker det, gruede man for, hvis man på egen hånd skulle møde en gruppe drenge fra nordbyen, hvis man var i nærheden af vandtårnet. Skrækhistorier om alverdens pinsler florerede, men der var vist ikke meget hold i dem. Jeg er og var den forsigtige type, så jeg udfordrede ikke skæbnen for at undersøge sandhedsvædien i historierne.....
Til gengæld husker jeg, at vi selv byggede en “fælde” i den gamle ødegård. Et kælderrum blev dækket til med plastik, som blev holdt fast af mellemstore sten. Vi fik også en fyr i fælden, godt nok en af de noget større drenge fra syd!! Og han var så uheldig at få en af stenene i hovedet og redde sig en mindre hjernerystelse. Vi var også rystede og frygtede vist ungdomsfængsel og det der var værre. Så galt gik det ikke, så vi samlede penge ind, så vi kunne købe en gave til vores stakkels offer. Så vidt jeg erindrer blev gaven ikke så stor, da vi selv blev fristet af lækkerierne i mælkeudsalget nord for mejeriet. Men en gave fik han - og en undskyldning i tilgift..
Jeg har fundet dette gamle postkort af jernbanen, som delte byen. Efter bilerne at dømme må det være fra omkring 1960. Til venstre ses Rabøls boghandel, som senere blev farvehandel og senere igen pizzeria, inden bygningen blev raget ned. Til højre, bag toget, ses den gamle telefoncentral, som også er revet ned for mange år siden.
Jeg vil i en senere blog skrive om nogle af de flotte bygninger, som desværre er fjernet fra bybilledet i Farsø.
--0--
7. juli
Badfinger
I dagens avis ser jeg, at den gamle Beatlestrommeslager Ringo Starr i dag fylder 70 år. Tillykke med det Mr. Star.
Men det er nu ikke ham, denne blog skal handle om. Derimod skal den handle om den walisiske gruppe Badfinger, som lige nu snurrer på min pladespiller. De blev i sin tid hjulpet frem af The Beatles, og formåede aldrig rigtig at komme ud af skyggen fra de populære Liverpooldrenge. Og så skrev de et verdenshit, som hittede mere for andre end for dem selv.
Badfinger startede i Wales som The Iveys, og havde ikke den helt store succes, før de blev opdaget af The Bealtes. Poul McCartney skrev nummeret “Come And Get It” til filmen “Magic Christian”, og nummeret blev indspillet af Badfinger. på deres første LP, som også var noget af det første, som selskabet udsendte med andre end The Beatles selv.
Gruppens medlemmer var Pete Ham på vokal, guitar og keyboards, Tom Evans på vokal, bas og, guitar, Joey Molland vokal, guitar og keyboards samt Mike Gibbins vokal, trommer, slagtøj og keyboards. Med hensyn til melodier og sound lagde gruppen sig tæt op af, hvordan Beatles lød i deres sidste år, så sammenligningen var uundgåelig.
På gruppens anden LP leverede Pete Ham og Tom Evans et flot nummer i form af “Without You”, som gik hen og blev et verdenshit, ikke for gruppen selv, men først for den amerikanske sanger (og drukkenbolt) Harry Nilsson og senere for Maria Carey. Nummeret er siden indspillet af op mod et par hundrede kunstnere og er en klassiker, når håbefulde sanglærker skal til audition til endnu et talentløs talentshow. Blandt andre numre, som gruppen selv havde rimelig succes med er "No Matter What" og "Day After Day".
To af gruppens medlemmer kom tragisk af dage. Pete Ham, som vist nok på et tidspunkt havde en dansk kæreste fra Hornum-egnen, begik selvmord i 1975 og kollegaen Tom Evans valgte samme måde at forlade denne verden på i 1983.
Man kan læse uddrag af en "Google-bog" om gruppen, hvis man klikker på billedet øverst til højre i denne blog.
På en måde, var der en sørgelig grad af sandhed i teksten fra de to venners største hit “I Can’t Live, If Living Is Without You”. Nedenunder kan du se første del af en video om gruppen. De andre 5 ligger også på Youtube.
--0--
5. juli
Nord og syd
I min barndom blev Farsø gennemskåret af jernbanen, som gik fra Aalborg til Hvalpsund. Baneoverskæringen lå lige midt i byen og delte den i en nordlig og en sydlig del.
I skolen blev vi inddelt i klasser, hvor man i store træk også fulgte denne deling af byen. Os fra sydbyen havnede i 1. B, medens det overvejende var børn fra den nordlige del, som kom i A-klassen. Som jeg har skrevet i en tidligere blog havde vi også hvert vort område, hvor vi legede. I nord var det skoven ved vandtårnet, medens vi i syd holdt til ude i heden sydvest for byen. Her var der bl.a. en gammel ødegård, hvor vi brugte en del tid.
Som jeg husker det, gruede man for at man på egen hånd skulle møde en gruppe drenge fra nordbyen, hvis man var i nærheden af vandtårnet. Skrækhistorier om alverdens pinsler florerede, men der var vist ikke meget hold i dem. Jeg er og var den forsigtige type, så jeg udfordrede ikke skæbnen for at undersøge sandhedsvædien i historierne.....
Til gengæld husker jeg, at vi selv byggede en “fælde” i den gamle ødegård. Et kælderrum blev dækket til med plastik, som blev holdt fast af mellemstore sten. Vi fik også en fyr i fælden, ikke en fra nord, men derimod en af de noget større og ældre drenge fra syd!! Og han var så uheldig at få en af stenene i hovedet og redde sig en mindre hjernerystelse. Vi var også rystede og frygtede vist ungdomsfængsel og det der var værre. Så galt gik det ikke, så vi samlede penge ind, for at vi kunne købe en gave til vores stakkels offer. Så vidt jeg erindrer blev gaven ikke så stor, da vi selv blev fristet af lækkerierne i mælkeudsalget nord for mejeriet. Men en gave fik han - og en undskyldning i tilgift!
Jeg har fundet dette gamle postkort af jernbanen, som delte byen. Efter bilerne at dømme må det være fra omkring 1960. Til venstre ses Rabøls Boghandel, hvor der senere blev farvehandel og senere igen pizzeria, inden bygningen blev raget ned. Til højre, bag toget, ses den gamle telefoncentral, som også er revet ned for mange år siden.
Postkortet er billedbehandlet for at fjerne de mange huller efter tegnestifter. De to billeder ligger her sammen, så man kan se forskellen.
Jeg vil i en senere blog skrive om nogle af de flotte bygninger, som desværre er fjernet fra bybilledet i Farsø.
--0--
4. juli
Bagagerumssalg
Efter oprydningen i kælderen drog Morten og jeg på bagagerumssalg her i Farsø. Det er en årligt tilbagevendende sommerbegivenhed, hvor parkeringspladserne ved det tidligere rådhus omdannes til et veritabelt kræmmermarked.
Vi rullede ind på pladsen med vores trailer ved halvnitiden, og da var der allerede fyldt godt op. Det lykkedes os at finde en ledig bås til traileren, medens bilen blev parkeret lidt længere væk. Naboerne på standpladsen ved siden af, hvor der blev solgt sommerblomster, kunne fortælle, at de første sælgere plejer at møde op før klokken 7 for at få en attraktiv plads...
Denne lørdag havde sommerheden for alvor lagt sig over Vesthimmerland, så en overgang så det ud til, at der var flere sælgere end købere. Efterhånden kom der dog flere mennesker til, uden at der på noget tidspunkt kunne tales om et menneskemylder! Vi fik da også handlet lidt - der røg lidt af børnenes gamle legetøj, og heldigvis røg også den gamle klapvogn, som længe bare har taget plads op i kælderen.
Efter godt 4 timer på pladsen pakkede vi varerne sammen og drog hjemover. Salget røg op i godt et par hundrede kroner, så det var jo ikke det helt vilde. Men alligevel var det en ganske hyggelig formiddag, hvor man fik snakket med en del mennesker, såvel lokale som turister fra områdets sommerhuse og campingpladser.
Mon ikke vi skal ned og prøve lykken igen en gang eller to, inden sommerferien slutter? I øvrigt er der bagagerumssalg i Farsø hver lørdag frem til udgangen af august. Hertil kommer to torvedage på mandagsaftener, hvor der også er plads til et begrænset antal bagagerumssælgere. Så jo, der er masser af muligheder for at finde lige det, man ikke vidste, man gik og manglede, hvis man besøger Farsø denne sommer.
--0--
3. juli
Spanden
De første feriedage bliver bl.a. brugt i kælderen, hvor der er et par rum, som i den grad trænger til en oprydning.
Specielt mit lille værksted, som tidligere var øvelokale for 70’er bandet Blackbirds, er gået hen og blevet et rum, hvor tingene bare bliver stuvet ind. Her står gamle cykler, malerier fra vore bedsteforældres tid, julepynt, elektronik, legetøj, billardbord, bildæk og mange andre gode sager. En del skal gemmes, men der er i sandhed også en ting eller to, som skal ud....
Nu er der en klog mand, som har sagt, at man aldrig skal lade folk, som kan læse, rydde op i gamle bøger. Vise ord, for man falder let i staver, når man falder over en gammel skolebog, notater fra seminarietiden eller en årbog fa fodboldklubben eller gymnasiet. Morten på 9 er en god hjælp til sådan noget arbejde, men også han kan falde i, når gammelt og næsten glemt legetøj dukker frem af gemmerne.
Dagens største jubelbrøl stod jeg dog selv for. Det kom, da et maleri fra min seminarietid pludselig stod i en kasse helt nede på nederste hylde. Maleriet, som man kan se i denne blog, er måske ikke stor kunst, men til gengæld har jeg haft stor fornøjelse af at gemme det, blot for at drille min hustru, som øjensynligt ikke er den store kunstkender....
Nu er motivet af den gamle mælkejunge med slagskygge støvet af, og det har fået en foreløbig hædersplads på den væg, hvor jeg skal have mine Blackbirds-ting op at hænge nede i min kælderhule.
--0--
1. juli
En lille test-test
Jeg er flittig bruger af google mail og google documents. Nu har jeg opdaget en ny feature - nemlig at man let kan lave små spørgeundersøgelser.
Sådan noget skal jo prøves af - derfor denne lille og ganske uvidenskabelige testundspørge, som man gerne må udfylde, hvis man har lyst.
I dag slutter en epoke i Farsø, når landbetjent Svend Morthensen går på pension. Som et led i omstruktureringer indefor politiet nelægges stillingen som landbetjent i Farsø. Vi må nu ty til Løgstør eller Aars, hvis vi skal have hjælp af ordensmagten.
Men nu er det altså slut med landbetjente i byen. Så må vi blot håbe, at lovens lange arm alligevel er lang nok til at nå, hvis behovet skulle opstå....
Forleden blev jeg et kamera rigere til min lille samling nede i kælderen. Denne gang erhvervede jeg mig et Polaroid, som jo er den type kamera, hvor billedet fremkaldes umiddelbart efter at det er taget.
De kamera, jeg købte forleden, er en nyere model (Polaroid 600), formentlig fra engang i 1990’erne. Jeg troede ikke, der var film i, men min søn Thomas trykkede på udløseren, og vupti ud kom et styk fotopapir, hvor motivet langsomt kom frem. Fantastisk. Det var det sidste stykke fotopapir i kameraet, og kvaliteten af det fremkomne foto af stien op mod Brugsen er bestemt ikke noget at råbe hurra for.
De seneste dage er blevet brugt i Nibe, hvor jeg har været en del hos min gamle mor og samtidig passet hus for min søster.
Søndag eftermiddag tilbragte vi på Elmuseet i Tange syd for Viborg. Et fornøjeligt sted at være med masser af mulighed for at eksperimentere og lege med interessante og heldigvis ufarlige forsøg med elektricitet.
I udstilingen fandt jeg såvel vores første spolebåndptager, en Beocord 1000 og en Beolit 600 transisterradio, som mine bedsteforældre havde. De fik bl.a. købt en indsats, så radioen kunne sættes i bilen - vildt avanceret dengang i 60’erne. Her var også en Philips videobåndoptager med det særlige 2000-system, hvor båndene kunne vendes akkurat som vi kender det fra casettebånd. I telefonafdelingen kan man stort set finde alle de telefoner, vi har ejet frem til den karakteristiske Kirk-model, som i hver fald i det jyske kom til at stå i de fleste hjem.
Vores sommerferie har været begunstiget af flot vejr med masser af sol - og ind imellem noget regn og torden.
På vores sydvestjyske odyssé har vi i dag været på vadehavsøen Mandø, som ligger ca. 20 kilometer fra Ribe.
De seneste dage er brugt i egnen i og omkring Ribe - Danmarks, ja Nordens ældste by. Det er et sted og en egn, som emmer af historie. Ikke mindst de gamle huse og gader i Ribe med den prægtige domkirke, der med sit karakteristiske firkantede tårn rejser sig stolt midt i marsken.
Vi fik en hyggelig snak med pigen, som passede smykkeværkstedet, og nåede også at kigge forbi tømrerne, smedene og gården med køer, kalve og gæs.
Supermarkederne begyndte så småt at gøre deres indtog - også i Farsø. Vi forlod købmandsgården i begyndelsen af 70’erne, hvor min far gik ind i møbelbranchen hos min bedstefar. Vi flyttede til Nørregade 41, hvor der var cafeteria. I stedet rykkede cafeteriaet til den gamle købmandsgård, hvor man fik noget mere plads til bøfsandwich, jukebox, flippermaskiner og enarmede tyveknægte. Fotoet viser mig og min legekammerat Søren (th) i haven på vores første skoledag.
I min barndom blev Farsø gennemskåret af jernbanen, som gik fra Aalborg til Hvalpsund. Baneoverskæringen lå lige midt i byen og delte den i en nordlig og en sydlig del.
Efter oprydningen i kælderen drog Morten og jeg på bagagerumssalg her i Farsø. Det er en årligt tilbagevendende sommerbegivenhed, hvor parkeringspladserne ved det tidligere rådhus omdannes til et veritabelt kræmmermarked.
De første feriedage bliver bl.a. brugt i kælderen, hvor der er et par rum, som i den grad trænger til en oprydning.