September-bloggen indeholder 14 blogs. Rul på siden for at se dem.
28. september
Ny Blackbird er flyvefærdig
I sin tid var Niels Poulsen med til at starte Blackbirds her i Farsø. Der er åbenbart musikalske gener i årene, for Niels har en søn, Mads la Cour, som netop har udsendt en ny CD: “Har du hørt det?”
Mads la Cour har bygget et fuldprofessionelt lydstudie, hvor han har indspillet den nye CD. Det har taget sin tid, men nu er skiven færdig.
Stilmæssigt placerer musikken sig i grænselandet mellem pop, folk og med en lille snert af jazz.
Har man lyst til at høre Mads, som ikke må forveksles med trompetisten Mads la Cour, kan man møde ham på MySpace.
Man kan jo også møde ham live, idet derifølge GAFFA er release-party i Musikcaféen i Huset i Magstræde, København på søndag den 3. oktober kl. 15.00.
--0--
25. september
Efterskoleliv
Denne weekend er en rigtig efterskoleweekend, hvor jeg bruger en del timer på skolen. Faktisk runder jeg mere end 35 timers arbejde fra fredag til søndag.
Fredag gjaldt det de nordjyske mesterskaber i fodbold. Det foregik i Hørby ved Sæby, så med afgang kl. 6.00 fra HCI og retur igen ved 18-tiden, var det en af de lange dage. Men også en af de gode dage med masser af glade og positive elever - masser af god fodbold og masser af sol det meste af tiden. En voldsom byge midt på eftermiddagen satte dog sit våde præg på tingene, men heldigvis klarede det op, og vi var nogenlunde tørre, da vi rullede hjem med 4 gange guld ud af 4 mulige.
I dag er det lørdag, og jeg har vagt sammen med en kollega. Vi er 2, da det er en obligatorisk lørdag, hvor alle elever er på skolen. Vi indledte med brunch kl. 10 i formiddags, og så er det ellers gået slag i slag med volley i hallen, underholdning i spisessalen og nu med elever, som spiller guitar-hero på Wii’en heroppe på lærerværelset. Jeg har nemlig begge mine drenge og vores Wii med på vagt - det plejer altid at være et hit for alle parter.
Lige nu står et par store teenagedrenge og synger Sultans Of Swing, medens en af pigerne forsøger at følge med Mark Knopfler på guitaren. Og lige her ved siden af sidder et par piger og spiller Klodsmajor - herligt.
Aftenen kommer til at byde på brætspil - Partners er et efterskolehit, og mon ikke jeg også skal forsøge at besejre et par af eleverne i Mario Carts eller noget tennis på Wii’en.
Jeg regner med, at mig og drengene kører fra skolen ved halvettiden i nat, når alle eleverne er puttet.
I morgen gælder det så Efterskolernes Dag, hvor der åbent hus på skolen med rundvisninger, aktivitet og masser af snak med måske kommende elever og deres forældre.
--0--
21. september
På plakaten - igen
Igen i år har jeg fornøjelsen af at bidrage med fotos til plakaten for Middelalderdagene på Vitskøl. Det er tredje år i træk et eller flere af mine billeder kommer “på plakaten”.
Temaet for dette års marked er “Mad i middelalderen”. Markedet finder sted i den første weekend i efterårsferien, altså lørdag-søndag den 16.-17. oktober. Det er absolut et besøg værd, ikke mindst fordi der er gjort meget ud af skabe et autentisk miljø ved det gamle Limfjordskloster.
Jeg skal naturligvis selv derud med kameraet i år, bl.a. også fordi mine drenge skal medvirke ved markedet som rollespillere for Uhrehøje Rollespil.
Klik på billedet herunder for at komme til middelalderdagenes hjemmeside.
Klik HER for at se mit eget billedshow fra middelalderdagene.
--0--
19. september
Richard fra Blackbirds
I går var jeg til 50 års jubilæum på mit gamle gymnasium i Aars. En sjov oplevelse, hvor man ikke bare mødte gamle lærere og folk fra sin egen gamle klasse, men også fra andre klasser og en masse folk fra Farsø og omegn.
Blandt de mange gæster ved festen i Aars var også Richard Petersen - tidligere bassist i Blackbirds. Det blev til en hyggelig snak om musik både før og nu. Richard, eller Jens Richard, som han egentlig hedder, spillede efter Blackbirds med i Lucky Lips med Blackbirdstrommeslageren Ulrik Nordam. Senere blev det et popband ved navn Candy og senere igen funkbandet Cue, tror jeg, det hed.
I dag er Richard Petersen bosat i København, hvor han er medejer af lydstudiet Dubberman, som står for at lægge danske stemmer til bl.a. tegnefilm. Musikalsk er han aktiv igen, i bandet All Stars United, som med 13 mand besætning og kendte sangere som solister kan fyre op under enhver fest.
--0--
18.september
Jimis død og eftermæle
Jimi Hendrix døde i London den 18. september 1970. Han havde angiveligt indtaget for meget sovemedicin og blev efterfølgende kvalt i sit eget opkast. I tiden efter var der mange teorier fremme om, at Jimi skulle have begået selvmord. Det er der dog ikke noget, som tyder på. Han levede simpelthen et liv på kanten. Selv havde Jimi Hendrix ikke de store forventninger om at blive gammel.
Jimis lig blev fløjet til Seatlle, hvor han blev begravet under et stort opbud af mere eller mindre kendte mennesker. Han er i 2002 flyttet fra det oprindelige gravsted til et familiegravsted, hvor også hans far, stedmor og bedstemor ligger begravet. Gravmonumentet omfatter bl.a. en granitsten med en indhugget relief af en guitar - dog en højrehåndguitar, som vender rigtigt og ikke “upside-down”, som Hendrix brugte den.....
Der har været planer om at opsætte en statue på stedet, men indtil videre er der ikke sket noget konkret i sagen.
Det musikalske gravmæle efter Jimi Hendrix må først og fremmest være LP-en “The Cry Of Love”, som han indspillede umiddelbart før sin død, og som blev udsendt i marts 1971. En plade, som viser en mere nuanceret og melodisk Hendrix. Desværre nåede han aldrig for alvor at udvikle den side, inden han som den første i “Club 27” døde den 18. september 1970. Mindre end en måned efter kom Janis Joplin med i det selskab, og året efter var det så Jim Morrison fra The Doors, som døde i en alder af bare 27år.
--o--
16. september
Hendrix og Clapton
Selv om Jimi Hendrix var amerikaner, var det i England han følte sig bedst hjemme. Det var også her han for alvor grundlagde sin karriere, bl.a. under vingerne af den tidligere Animals-bassist Chas Chandler. Chandler droppede den aktive karriere for at blive manager for den amerikanske superguitarist.
I England mødte Hendrix hurtigt mange af tidens store engelske stjerner, bl.a. John Lennon, Paul McCartney, Erik Burdon og Eric Clapton. Gode folk at have til koncerterne på de små spillesteder i starten - det gav omtale.
Clapton og Hendrix kom godt ud af det med hinanden, og Jimi’s respekt for den engelske guitargud kom til udtryk ved et TV-show, hvor han midt i sit nummeret “Hey Joe” stoppede op og satte i med riffet til “Sunshine Of Your Love”, et stort og tungt rockhit for en anden trio, Cream, med Eric Clapton på guitar, Jack Bruce på bas og Ginger Baker på trommer.
Dette spontane indfald tolkes som et desperat forsøg på at slippe fri af stramme tøjler, som låste Hendrix fast til fortidens meriter og gimmicks.
Se Hendrix på det omtalte TV-show her:
--o--
14. september
Fire - brændende guitarer
Ud over at være en fremragende guitarist fik Jimi Hendrix også en del mediopmærksomhed på nogle af de gimmicks han, eller andre, fandt på i forbindelse med hans koncerter.
Mest kendt er vel nok Jimis guitarafbrændinger på scenen - som regel i forbindelse med, at gruppen spillede nummeret “Fire”. Første gang var angiveligt i forbindelse med en turné i 1967 sammen med The Walker Brothers, Engelbert Humperdinck og Cat Stevens! Der blev indkøbt lighterbenzin til at sprøjte ud over guitaren, som efter lidt fumlen med tændstikker blev antændt og stod i lys lue med meterhøje flammer. Jimi fik i forbindelse med den gimmick selv forbrændinger, og en konferencier forsøgte at slukke den brændende guitar blev ligeledes forbrændt.
Episoden fik arrangørerne på de efterfølgende spillesteder til at se skævt til Jimi Hendrix Experience og folkene omkring bandet. Man oplevede, at forstærkere blev afbrudt og guitarstrenge sprang på mystisk vis lige før gruppen skulle på scenen.
Senere blev der også brændt - og smadret - guitarer under “Wild Thing”, så jo vildt var det. Men desværre var det også noget, som kom til at hænge ved Hendrix. Efterhånden orkede han ikke at leve op til publikums forventninger om disse effekter under koncerterne. Det var simplethen svært for ham, at udvikle sig og komme videre med sin musik, fordi folk forlangte at se ild og smadrede guitarer.
Og den dag i dag er det da en noget chokerende optræden, som her ved Monterey Pop Festival, hvor den ikke får for lidt i klassikeren, som meget passende hedder "Wild Thing"
--0--
12. september
Jimi Hendrix Experience
Der er sagt og skrevet meget om Jimi Hendrix gennem årene. Det kan være svært at skelne sandhed fra løgn, så jeg vil forsøge at holde mig til nogenlunde dokumenterbare facts i mine blogs om ham og hans band.
At han er født og opvokset i Seatlle er et faktum, ligesom det også er veldokumenteret, at det ikke var en by, han brød sig særlig meget om. Han var 10-11 år, da han fik sin første guitar, og snart var han med i en række forskellige musikalske sammenhænge. Han spillede bl.a. med i backing grupper for The Isley Brothers og Litlle Richard.
Jimi Hendrix var venstrehåndet, men anvendte altid almindelige højrehåndsguitarer. Han satte bare strengene omvendt på og havde så kontrolknapperne over strengene i stedet for under dem.
At Jimi Hendrix var i militæret - som faldskærmssoldat, og at han blev kasseret efter et uheldigt spring, skulle også være sikkert og vist. Derimod er det lidt mere usikkert, hvorfor han meldte sig frivilligt til at blive soldat. I en engelsk bog fra 1972 og på bagsiden af den første LP oplyses det, at han meldte sig for at få det overstået. På Wipikedia derimod, anføres det, at Jimi efter et par biltyverier fik valget mellem at afsone 2 år i fængsel eller at melde sig frivilligt til hæren...
Jimi tog til England, hvor de tidligere Animalsfolk Chas Chandler og Mike Jeffery påtog sig rollen som managers for den talentfulde og farverige amerikaner. Med sig på bas fik han Noel Redding, medens Mitch Mitchell tog sig af trommerne. Jimi Hendrix Experience var en realitet i oktober 1966 og skulle de næste 3-4 år skrive rockhistorie.
Gruppens første singlehit var “Hey Joe”, og senere fulgte klassikere som “Purple Haze” og “The Wind Cries Mary”. Ganske atypisk var ingen af disse singler at finde på gruppens første LP: “Are You Experienced”
--0--
11. september
Jimi Hendrix 1942-1970
Den 18. september er det det 40 år siden, at guitaristen Jimi Hendrix døde i London.
En af verdens største rockguitarister og inspirator for mange håbefulde unge musikere. Han blev kun 27 år - akkurat som Janis Joplin og Jim Morrison, som var nogenlunde samtidige. Og akkurat som grungerockeren Kurt Cobain fra Nirvarna en del år senere. Det har skabt en del skriveri og mytedannelse om netop den alder og rockmusikeres farvel til verden.
Den kommende uges blogs vil komme til at handle om Johnny Allen Hendrix, som i 1945 blev til James Marshall Hendrix. Senere kom en hel verden til at kende ham som Jimi Hendrix, en spraglet og ganske unik musiker fra Seatlle, som tilførte den elektriske rock en helt ny dimmension.
Det er bestemt ikke al hans musik, som falder i min smag, og siden hans død i 1970 er der udsendt ikke så lidt “crap”, som ærlig talt havde haft bedst af at forblive dybt nede i arkivkældrene.
Men der er også en lang række perler, hvor Jimi viser stort format og en teknik, som folk vist ikke er blevet færdige med at aflure endnu. Og det gør de næppe på denne video, som er asynkron og play back af værste skuffe. Til gengæld viser den Hendrix og Experience i en tidlig fase af deres karriere.
--0--
9. september
De små detaljer
Nogle gange er det de små detaljer, der tæller. Som nu f.eks., da jeg gik og puslede i retrokælderen og glædede mig over de lækre knapper og designet på mine gamle apparater.
Detaljerne forstærkes, når de bliver fotograferet helt tæt på, hvilket jeg har forsøgt i denne lille fotoserie.
Apparaterne, som er fotograferet er i øvrigt en Beomaster 1200 radio, en Philips 702 radio, en Philips 212 Electronic pladespiller, en Beogram 5000 pladespiller, en Tandberg 1600 spolebåndoptager, en Akai forstærker og en Pioneer pladespiller.
--0--
8. september
Cafe 14
Den tidligere brugs i Søndergade har efterfølgende været brugt til en række forskellige ting. Der har bl.a. været elinstallatør, genbrugsforretning, tegnestue og senest er den indrettet til café.
Da der i sin tid var genbrugsbutik købte jeg en monstertele til mit gamle analoge Nikon FA - en 400 mm Novoflex, som især naturfotografer dengang var begejstrede for, bl.a. fordi man styrede skarpheden ved hjælp af et stort skydehåndtag under objektivet. Objektivet var noget ramponeret, men det kostede kun 100 kr. - og det virkede. Det virker også på mit digtitale spejrefleks, men jeg bruger det dog ikke mere, da de nye objektiver med autofokus er mere kompakte og hurtigere at arbejde med.
Café 14 er navnet på cafeen, som også er et værtshus. Navnet fremkom ved en konkurrence, hvor alle interesserede kunne komme med forslag. Begrundelsen for valget af netop dette navn skal findes i, at huset ligger på Søndergade 14 og så korosponderer navnet også fint med det lokale kunstgalleri, Galleri 14, som ligger i den nordlige ende af byen, i Nørregade 14.
--0--
7. september
Brugsen
I forbindelse med noget scanningsarbejde for det lokalhistoriske arkiv her i Farsø, faldt jeg over dette foto af den gamle brugs. Billedet er fra omkring 1973.
Brugsforeningen i lå i Søndergade på et hjørne ved C. R. Brix Vej. Op gennem 60’erne og 70’erne fulgte butikken med udviklingen, således at varesortimentet blev udvidet til også at omfatte LP-plader - noget man ellers købte hos den lokale elinstalltør Aage G. Sørensen. Jeg husker således, at jeg i sin tid købte “Thick As A Brick” med Jethro Tull i brugsen i Søndergade. Pladen har jeg stadig - et helt udstyrsstykke, hvor coveret er udformet som en avis på 12 sider.
Brugsen var også midten af 60’erne base for bandet The Blackbirds, som øvede i kælderen, hvor medlemmerne op til højtider o.l. opbyggede scene m.m., så de kunne optræde for deres kammerater. Tegningen til højre har gruppens daværende bassist, Tage Dalby, sendt mig. Den viser en plan over Brugsens kælder - klik på den for at se den i større format. Der står godt nok Nørregade på tegningen, men det er nu Søndergade.
Blackbirds rykkede senere til Brix Vej 11, til det hus, som jeg bor nu bor í. Det kan man læse mere om i Blackbirds-menuen ude til venstre.
Midt i 70’erne rykkede Brugsen til arealet bag den gamle præstegård, hvor man havde store centerplaner. Præstegården måtte desværre lade livet og byen mistede en markant bygning.
Der kom dog ikke meget center i første omgang, men i 1989 åbnede Farsø Rådhuscenter - et stort overbygget forretningscenter, som siden er udvidet i flere omgange. I dag er Brugsen en del af centeret, som er ganske enestående for en by af Farøs størrelse.
Og så hedder det ikke længere Brugsen, men derimod SuperBrugsen!
--0--
4. september
Waterfall
En af mine favoritgrupper i 70'erne var den engelske gruppe 10CC, som formåede at lave flotte melodier og flotte vokaler.
Gruppens første store hit var "Rubber Bullets", som blev flittigt spillet, når vi smed en mønt i juke box'en på det gamle cafeteria i Sønderegade - og senere på det lokale værtshus Tordenkalven. Var man rigtig heldig, var man på pletten, når Christiansen kom for at tømmer automaterne og efterse dem. Så kunne man få frispil i flippermaskinen og et par gratis numre på juke box'en. Se, det var stort, og vi lærte hurtigt at lure, hvornår den gode Christiansen plejede at komme forbi. Så var det bare med at være der!
B-siden til "Rubber Bullets" hed "Waterfall" og er faktisk også et rigtig godt nummer. Det er vist ikke udgivet på nogle af gruppens studie LP'er, men derimod kan man finde det på live LP'en "Live And Let Live".
Og så kan man naturligvis også finde det på YouTube.
--0--
1. september
UC 20 300
Jeg har tidligere blogget om funktionen som landbetejent, der nu er nedlagt i Farsø. I den forbindelse skrev jeg, at landbetjent Cajus Lilholt, som regerede i byen i 50’erne og 60’erne kørte i en Volvo.
Nu har den gamle Blackbirds-guitarist Lassen Stefansen skrevet til mig, at han i sin tid var legekammerat med Claus Lilholt, og at han ikke husker nogen Volvo, men derimod en VW “boble”. Sjovt nok havde jeg selv en ide om, at det var sådan en, der stod ved betjentens hus i Skolegade dengang i 60’erne. Fra anden side fik jeg dog at vide, at det var en Volvo. Om der har været en Volvo på matriklen, skal jeg ikke kunne sige, men VW’en er god nok, og Lassen kan endda huske nummerpladen: UC 20 300!
Senere fik Cajus en Datsun, hvilket måske var ganske oplagt, da Farsø netop havde fået en lokal forhandler af det japanske mærke. Bilforretningen havde til huse i det gamle elværk i Skolegade - så det var jo også tæt på “politistationen”. Datsun havde senere værksted på Lassensvej lige over for mit hus her på Brix Vej. Der er stadig værksted på stedet, og ejeren er Erik Lund, som i sin tid blev udlært mekaniker hos Datsun i Farsø.
En anden bloglæser, Jesper Hansen, undrede sig over, at den efterfølgende landbetejent Søren Jensen skulle have kørt Opel Commodore. Jesper husker kun betjentens Kadett, men jeg blev personligt stoppet af betjenten i den bordeauxfarvede Commodore, så den skulle være god nok. Senere blev det dog Kadett, som Jesper så rigtig skriver.
Denne weekend er en rigtig efterskoleweekend, hvor jeg bruger en del timer på skolen. Faktisk runder jeg mere end 35 timers arbejde fra fredag til søndag.
Igen i år har jeg fornøjelsen af at bidrage med fotos til plakaten for Middelalderdagene på Vitskøl. Det er tredje år i træk et eller flere af mine billeder kommer “på plakaten”.
I går var jeg til 50 års jubilæum på mit gamle gymnasium i Aars. En sjov oplevelse, hvor man ikke bare mødte gamle lærere og folk fra sin egen gamle klasse, men også fra andre klasser og en masse folk fra Farsø og omegn.
Jimi Hendrix døde i London den 18. september 1970. Han havde angiveligt indtaget for meget sovemedicin og blev efterfølgende kvalt i sit eget opkast. I tiden efter var der mange teorier fremme om, at Jimi skulle have begået selvmord. Det er der dog ikke noget, som tyder på. Han levede simpelthen et liv på kanten. Selv havde Jimi Hendrix ikke de store forventninger om at blive gammel.
Der har været planer om at opsætte en statue på stedet, men indtil videre er der ikke sket noget konkret i sagen.
Selv om Jimi Hendrix var amerikaner, var det i England han følte sig bedst hjemme. Det var også her han for alvor grundlagde sin karriere, bl.a. under vingerne af den tidligere Animals-bassist Chas Chandler. Chandler droppede den aktive karriere for at blive manager for den amerikanske superguitarist.
Ud over at være en fremragende guitarist fik Jimi Hendrix også en del mediopmærksomhed på nogle af de gimmicks han, eller andre, fandt på i forbindelse med hans koncerter.
Der er sagt og skrevet meget om Jimi Hendrix gennem årene. Det kan være svært at skelne sandhed fra løgn, så jeg vil forsøge at holde mig til nogenlunde dokumenterbare facts i mine blogs om ham og hans band.
Den 18. september er det det 40 år siden, at guitaristen Jimi Hendrix døde i London.
Nogle gange er det de små detaljer, der tæller. Som nu f.eks., da jeg gik og puslede i retrokælderen og glædede mig over de lækre knapper og designet på mine gamle apparater.
Da der i sin tid var genbrugsbutik købte jeg en monstertele til mit gamle analoge Nikon FA - en 400 mm Novoflex, som især naturfotografer dengang var begejstrede for, bl.a. fordi man styrede skarpheden ved hjælp af et stort skydehåndtag under objektivet. Objektivet var noget ramponeret, men det kostede kun 100 kr. - og det virkede. Det virker også på mit digtitale spejrefleks, men jeg bruger det dog ikke mere, da de nye objektiver med autofokus er mere kompakte og hurtigere at arbejde med.
Jeg har tidligere blogget om funktionen som landbetejent, der nu er nedlagt i Farsø. I den forbindelse skrev jeg, at landbetjent Cajus Lilholt, som regerede i byen i 50’erne og 60’erne kørte i en Volvo.
En anden bloglæser, Jesper Hansen, undrede sig over, at den efterfølgende landbetejent Søren Jensen skulle have kørt Opel Commodore. Jesper husker kun betjentens Kadett, men jeg blev personligt stoppet af betjenten i den bordeauxfarvede Commodore, så den skulle være god nok. Senere blev det dog Kadett, som Jesper så rigtig skriver.