Et fast indslag i efterskoleåret på HCI er det store gymnastikstævne - Aalborgstævnet - som altid ligger tirsdag før påske.

Aalborgstævnet samler mere end 2000 gymnaster fra 16 efterskoler i Nord- og Midtjylland. Min egen skole var i sin tid med til at starte dette stævne, som er inspireret af store gymnastikstævner på bl.a. Vejlekanten. De deltagende skoler er meget forskellige, spændende fra deciderede gymnastikefterskoler over idrætsefterskoler til almene efterskoler. Fælles for dem alle er, at de bruger gymnastikken aktivt i deres arbejde med at skabe et unikt fællesskab om et fælles projekt kombineret med fysisk udfoldelse i form af rytmiske serier og mere eller mindre akrobatiske spring.

Dagen byder foruden opvisninger også på forskellige konkurrencer i bl.a. sjippetov og bukspring, hvor man tydeligt fornemmer at gymnastik også kan appellere til konkurrencegenet hos eleverne.

På HCI laver eleverne her i foråret (!) i omegnen af 15 opvisninger, som afvikles under meget forskellige forhold. Det kan være i en lille hal hos en lokalforening, hvor der er opstillet kaffeborde rundt om opvisningsarealet, som dermed bliver en smule indskrænket med deraf følgende udfordringer til eleverne. De fylder nemlig ganske pænt, når de alle 123 er på gulvet - eller når springerne skal have plads til alt deres udstyr. Men det kan også være under nærmest optimale forhold som i Gigantium i Aalborg, hvor der er masser af plads til gymnastik - og til heppende tilskuere på lægterne. Stemningen koger sådan en dag, hvor alle skoler har fået tildelt en venskabsskole, som de skal heppe ekstra meget på. Og der bliver heppet, så hele hallen gynger. En fantastisk oplevelse for eleverne, som går på gulvet med sommerfugle i maven, men som også bruger situationen til at sætte sig op til at yde det ypperste, som gymnastiklærerne til gengæld belønner med 10 rungende fællesklap, da det hele er overstået.

De store smil er på sådan en dag i Gigantium - også hos p-vagten, som havde kronede dage udenfor, hvor der ikke var helt så meget orden i geledderne som på halgulvet indenfor....

I sidste uge tog jeg mit fotohold på efterskolen med på en lille eskursion til Aars. Målet var musikhuset Alfa, hvor vi overværede - og fotograferede - generalprøven på dette års Cabaret Alfa.

Sådan en øvelse er god for eleverne. Dels fordi, de kommer til at fotografere andre end dem selv og deres kammerater, som jo ofte må stå for skud hjemme på efterskolen. Dels fordi sådan en forestilling giver store udfordringer med hensyn til lys og med hensyn til at overskride sin blufærdighed ved at fotografere andre mennesker. Samtidig skal man, efter min mening, agere diskret og stilfærdigt, så man forstyrrer aktører og publikum mindst muligt. Det beytyder naturligvis, at det er bandlyst at anvende blitz sådan en aften!

Der kommer flere gode skud ud af anstrengelserne, og jeg må erkende, at moderne spejlreflekskameraer klarer sig rigtig godt, når der skrues op for ISO, som er en nødvendighed, når lyset er sparsomt. De fleste billeder denne aften blev skudt på ISO 1600 og 3200 - noget som før i tiden ville give grynede og uskarpe billeder, men som nu giver ganske fornuftige billeder.

Vi sendte naturligvis billederne til cabaretfolkene, som var rigtig glade for dem. Faktisk er der allerede lagt op til et fremtidigt samarbejde, hvor vi kan hjælpe Cabaret Alfa med fotos, medens de kan lægge scene og optræden til en god fotoøvelse - de kommende HCI-elever kan godt begynde at glæde sig!

Jeg havde naturligvis også selv mit udstyr med til generalprøven, da jeg simpelthen ikke kan lade være med at fotografere, specielt ikke, når det er under udfordrende lysforhold, som sætter fotograf og kameraudstyr på prøve.

Et par af mine bedste skud ledsager denne blog.

 

 

Efter at have læst min forrige blog spurgte min hustru noget undrende om, hvad titlen "In Held 'Twas In I" betyder. Jeg havde en svag ide om at det havde noget med de enkelte numre i denne sammensatte suite at gøre. Et opslag på nettet bekræftede mine tanker.

 

Den 20 minutter lange suite er sat sammen af enkelte numre, som er elegant kædet sammen, så man får fornemmelsen af eet sammenhængende nummer. Hvert af de numre, som har en tekst, bidrager til titlen med det første ord fra hver sang/tekst:

 

In-In the darkness of the night..., Held-Held close by that which some despise..., 'Twas-'Twas Teatime at the circus., In-In the autumn of my madness..., I-I know if I'd been wiser...

 

Skænk en kop kaffe og hør det pompøse og også melodiøse nummer i sin fulde længde her:

 

For et par år siden bloggede jeg begejstret om Procols Harums nytårskoncert med radiounderhldsningsorkestret og DR’s kor i Aalborg Kongres- og Kulturcenter. I samme forbindelse skrev jeg, at kom bandet igen på de her kanter, ville jeg nok være at finde blandt publikum igen.

Fredag stod Procol Harum så igen på scenen i Aalborg og igen med kor og orkester til at give den storladne musik den rette lyd. Jeg var naturligvis på plads igen, og denne gang er min begejstring ikke mindre - tværtimod.

Samspillet mellem gruppe, orkester og kor sad lige i skabet - denne gang uden alt nytårshalløjet, hvilket bekom mig fint. Det betød måske også, at det var et mere dedikeret Procol Harum publikum, som havde indfundet sig. Og så var der to numre på repetoiret denne gang, som vi ikke fik sidst: “Whailing Stories” fra albummet “Home” og “In Held 'Twas In I” fra “Shine On Brightly” - begge numre er også med på “Live In Edmonton” fra 1972. Og begge numre med en dramatisk opbygning, hvor den store orkesterlyd og det flotte kor virkelig kommer til deres ret.

Blandt andre højdepunkter fra denne fine aften i Aalborg var “Broken Barricades”, “Homburg”, “Simple Sister”, “Grand Hotel” og “Fires Which Burn Brightly”.

Som modvægt til denne storladne musik burde man jo finde en punkkoncert, som gjorde oprør mod den slags og søgte tilbage til de mere primitive musikalske rødder. Begge har sin berettigelse og charme, men der er ikke så mange punkere, som har holdt musikken gående....

Der har været lidt ro på bloggen på det seneste, hvor begrebet heldagsskole ikke helt slår til for mit vedkommende - 4 af de seneste 6 dage har arbejdet kaldt i minimum 14 timer pr. dag. Men det har været gode dage med supersøde, glade og motiverede efterskoleelever og med herlige kolleger. Så ingen beklagelser her, bare en smule almindelig træthed.

Men i dag er fredag og fridag, og så kan bloggen jo med rette få lidt opmærksomhed.

Mandag var jeg sammen med min gode kollega Jens til Nordjyske Mesterskaber i floorball for efterskoler. Floorball er et spil, som har godt fat i det nordjyske, hvor der er klubber i bl.a. Frederikshavn, Brønderslev, Aalborg og Hjørring. Vi mærker det også og får hvert år et par elever, som har dyrket sporten i klub.

Nogen tænker måske hockey med plaststave, som vi spillede det i folkeskolen. Helt sådan er det ikke - stavene er noget kraftigere, hvilket giver øget skudkraft. Som følge deraf er målmændene også udstyret med kraftige dragter og fullfacehjelme, så de ikke får skader, når de står for skud. Faktisk ligner floorball mere ishockey, polo eller bandy. Man spiller i en hal, der er bander rundt om banen og det er tilladt at gå til den rent fysisk - til en vis grænse. Skulderskub er tilladt, hvilket af og til giver drabelige nærkampe, hvor spillere og stave vælter rundt på banen eller ud over de lave bander.

Fart og tempo er nøgleord for spillet, som veksler hurtigt mellem forsvar og angreb, så akkurat som i ishockey skal der skiftes tit, så der kan komme friske kræfter på banen.

I tilfælde af uafgjort i finalekampene går man til straffeslag, som er efter samme model som i ishockey. Spilleren starter med bolden fra midten og skal bevæge sig ned mod målet og afslutte uden på noget tidspunkt at stoppe op eller løbe baglæns. En intens duel mellem spiller og målmand!

Ved stævnet i mandags kom både drengene og pigerne helt frem til finalerne, hvor de dog måtte stække stave i kamp mod hjemmeholdet Hørby, som med sin nære placering ved Frederikshavn og Brønderslev har godt fat i floorballspillerne. Vi kunne dog matche dem, pigerne tabte første efter straffe og drengene måtte se sig slået på et mål 7 sekunder før tid.

Pigernes præstation skal ses i relation til, at de slet ikke har det som valgfag. De havde en enkelt træning ugen før stævnet og skulle lige starte dagen med at få repeteret reglerne!

Onsdag blev Skt. Peters store husorkester i himlen en guitarist rigere - Alvin Lee, frontmand i engelske Ten Years After - døde som følge af komplikationer i forbindelse med en operation. Til gengæld blev vi andre en karismatisk musiker fattigere, men kan dog glæde os over, at musikken stadig lever.

 

Det var ikke mindst den legendariske optræden på Woodstock med nummeret "I'm Going Home", som satte gruppen og Lee på det musikalske verdenskort - et heftigt rocknummer med et rock-medley og et samspil i verdensklasse. Gruppen var dog så meget andet - ikke mindst rocket blues, som man kan høre på de mange albums, det blev til frem til opløsningen i 1974.

 

Jeg havde selv fornøjelsen af at opleve Alvin Lee på Skanderbog Festival for en del år siden, og i 2011 hørte jeg Ten Years After i Silkeborg - uden Lee men stadig med den rigtige lyd og spilleglæde.

 

De seneste år boede Alvin Lee i Spanien hvor han døde onsdag - i 2012 udgav han "Still On The Road To Freedom". Mange føler sikkert The Bluest Blue i disse dage. Undtagen Skt. Peter, Gary More, Hendrix, Harrison, Lynott og mange andre, som har fået en ny jam-makker.

 

 

 

Sidste dag i februar bød på flot vejr fra morgenstunden, så det var en oplagt mulighed for at komme ud med kameraet, da jeg også havde friuge!

 

 

Et af mine absolute favoristeder her i det vesthimmerlandske er Frederik den 7.'s Kanal i Løgstør, som altid byder sig til med gode motiver. Her på vinterens sidste dag, var der ikke mange både i vandet, men mange andre havde som mig fundet vej til kanalen for at få lidt frisk luft og lidt motion.

 

 

 

Om sommeren er området omkring kanalen et myldrende liv af lokale og turister, som nyder det maritime miljø. Der er flere restauranter i kanalområdet, og flere gange i løbet af foråret og sommeren er der aktiviteter i form af muslingedage eller musikalske dage med f.eks. jazz på programmet.

 

I det hele taget er det lykkedes den gamle købstad ved Limfjorden at skabe sig et brand omkring muslinger. Der er i sandhed sket en del siden min semiarietid i begyndelsen af 80'erne, hvor Løgstør havde et lidt kedeligt og slidt image - syntes jeg og mange andre.

 

 

Efter en lille times tid i det stemningsfulde havnemiljø skulle vinteren lige sende en sidste hilsen med på vejen - solen og det smukke lys forsvandt bag skyerne og en bidende vind satte ind. Så blev kameraet pakket i tasken, og turen gik hjem til computeren, hvor billederne er nænsomt efterbehandlet med en varm kop kaffe indenfor rækkevidde.

 

Og på denne vis nåede jeg så også at få lavet et lille fotoprojekt her til bloggen i februar måned. Hvad marts byder på, ved jeg ikke endnu, men et oplagt emne kunne være nogle af denne måneds mange idrætsaktiviteter på efterskolen.

De seneste par dage har jeg været i gang med et maleprojekt oppe på førstesalen. I den forbindelse er det oplagt med lidt god musik til arbejdet. Da jeg er ved at læse Torben Billes seneste biografi om sangeren Sebastian med det borgerlige navn Knud Torben Christensen, var det oplagt at finde en boks med hans 10 første albums frem og smide dem i afspilleren i kronologisk rækkefølge.

 

Faktisk er det begrænset, hvor mange plader jeg i sin tid købte med Sebastian. Den første "Den store flugt" købte jeg ret tidligt, men ellers blev det vist kun til yderligere en LP "Tiderne Skifter" med danske tekster til sange af Bertol Brecht.

 

Gennemlytningen er en god oplevelse og viser en sanger i udvikling - fra den spæde start som en dansk Donovan frem over mere modne albums, hvor man fornemmer de kommende musicals fra Sebastians hånd.

 

Op gennem 80'erne blev Sebastian for alvor stor og anerkendt - ikke mindst efter pladen "Stjerne til Støv", hvor han har et gedigent band bag sig.

 

Den plade er i boks nummer 2, som jeg ikke ejer. Endnu!

 

Her fra en reunion tour i 2009 megahittet "Romeo og julie":