Da jeg i årene fra 1980-84 gik på Ranum Statsseminarium, kunne man køre fra Ranum til Overlade via en vej, som gik hen over den gamle Vilsted Sø, som på det tidspunkt var afvandet og brugt som landbrugsjord.
På det tidspunkt var det så som så med anvendelsen til landbrugsjord af flere årsager, dårlige faldforhold og tilsanding. Derfor var der heller ikke de store problemer med at få gennemført et projekt, som skulle føre søen tilbage til sin oprindelige form. Beslutningen blev taget i 1998 og i 2006 kunne man genindvi Vilsted Sø som et rekreativt område for dyr, fugle og mennesker. Finansieringen skete i et samarbejde mellem staten, Nordjyllands Amt og Aage V. Jensens Naturfond. Pris 66. mio. kr. I dag er det Aage V. Jensens Naturfond, som ejer det store område, der i det daglige driftes af Naturstyrelsen, Himmerland.
Med søen forsvandt vejen mellem Ranum og Overlade, men i 2014 kunne man under stor festivitas indvi en gang- og cykelbro hen over søen på det sted, hvor vejen i sin tid gik. På Overlade-siden ligger broen på Holmen, hvor der også er shelterplads og fugletårn.
I dag er området et yndet sted for fuglekiggere - og der er nok at se på. Hejrer, ænder, gæs, rørhøge, falke, musvåger og sågar et ørnepar holdet til ved søen, som i den sydlige del fra broen og hen til stryget ved Vitskøl Kloster er udlagt som fuglereservat.
Jeg kører ind imellem en tur til søen, som næsten aldrig skuffer. Når først man en gang har mødt den mægtige havørn, vil man gerne møde den igen, og man kigger naturligvis efter den. Men må ikke glemme alt det andet smukke og fascinerende liv i og ved søen, en odder som fisker eller en fiskehejre, som sætter sig til rette på broens gelænder og majestætisk kigger ud over søen.
Torsdag formiddag havde jeg lyst til et tur til søen - denne gang så jeg ikke noget til havørnen, men til gengæld var der smukke hejrer og pludselig var en falk og en krage i luftkamp lige over mig.
Tirsdag aften var der kultur for alle pengene i det lokale butikscenter i Farsø, Rådhuscentret. I samarbejde med de lokale handlende og Kultur Karavane Nord var der sidst på eftermiddagen og nogle timer frem en række kulturelle tilbud med såvel lokale amatører som professionelle aktører.
Således kunne man ved indgangen til centret se og opleve en kunstinstallation udført af elever i den lokale kulturskole - lamper og andet var udsmykket med dørslag, pendler og alskens andre fantasifulde ting.
Inde i centeret var der et varieret udbud af aktiviteter. Jeg nåede at se og høre elever fra musikskolen synge og spille på centertorvet - lidt forsagte og generte, men bestemt smukt. Hvis de driver det videre med deres musik, skal de nok få selvtillid og udstråling, som man f.eks. så det i SuperBrugsen, hvor tre kvindelige medlemmer af Aalborg Symfoniorkester gav den fuld gas med en herlig lille koncert på tre blæseinstrumenter midt mellem frysediske og vinreoler.
I Rema 1000 på den anden side af centergangen var der ballet, kiosken bød på musik fra hjertet og mobilen, og hos den musikglade skotøjshandler var der flashmob med kulturskolen.
Jeg var i Brugsen og fik, ud over en musikalsk oplevelse, 2 liter mælk og en bakke med wokkød med hjem.
Det regionale centrum i nordvesttyskland er havnebyen Husum, som tæller i omegnen af 22.000 indbyggere. I forhold til byens størrelse rummer den et rigt og varieret forretningsliv, som er centreret omkring havnen og den gamle bydel med byens gamle slot.
Når man har parkeret bilen og bevæger sig ind i byen via en gangbro over havnen, bemærker man straks, at bådene ligger på bunden. Det er ebbe og dermed er vandstanden lav, men allerede nogle timer senere, da vi vender tilbage, er vandet steget og skibene har igen vand under kølen, som nok er en forkert betegnelse, da skibe til brug i dette område næppe har en køl men nærmere er fladbundede.
Jeg er ikke den store shopper, og da byens eneste forretning med brugte plader, havde lukket den dag, lod jeg familien om at spendere Euro på tøj, medens jeg snuppede en kop kaffe og slentrede lidt rundt og betragtede byens liv.
Torsdag rullede vi hjemover, det blev først til et stop i grænsehandelshelvedet i Padborg og derefter til Horsens, hvor vi besøgte det meget interessante fængselsmuseum, hvor hovedattraktionen er en rekonstruktion af den flugttunnel, som pengeskabstyven og flugtkongen Carl August Lorentzen gravede op til juledagene i 1949. Han slap ud, men fik kun 7 dage i friheden.
Om Lorentzen kan det fortælles, at han også forsøgte at bryde ind i boksen i Sparekassen Farsø. Det lykkedes ikke, da han hos Morten Nielsen havde stjålet det forkerte gas til skærebrænderen. Da nyheden spredtes i byen, stimlede folk sammen ved sparekassen, og da rygtet gik, at det var Lorentzen, som havde været på spil, skabte det en smule forvirring. “Den pæne mand”, sagde folk, som troede, at det var sparekassens formand, med samme efternavn, som havde været på spil. Det var det jo så ikke, og sparekassen beholdt sine penge og formanden sin post.
Hermed slutter bloggerierne fra vores lille tur til Tyskland, tilbage er kun en let brugt efterårsferie, som er til salg.
Som nævnt i den seneste blog, kan man snildt nå Friedrichstadt på en dag, så der er også blevet tid til at se andre dele af det nordvesttyske her i efterårsferien.
Ude mod vest ligger vadehavet, og det er naturligvis et populært sted for tyskerne, som ikke har så forfærdelig mange kilometer strand. Men de elsker stranden og havet og på en smuk og let blæsende efterårsdag er der masser af liv her i og ved den populære badeby. Man kan parkere ved stranden, men der er også driftige forretningsfolk, som har lavet en forretning ud af lave parkeringsplads bag digerne, hvor det ellers kan være svært at finde et sted at sætte bilen.
Vi lagde 4 Euro og gik gennem klitterne til et område, som er udlagt til “hundestrand” - her kan man lade hundene boltre sig i et afmærket område. Det tager de regelrette tyske nu ikke så alvorligt - der var masser af hunde alle andre steder på stranden. I øvrigt slog det os, at stort set alle i Friedrichstadt så ud til at have hund.
Der var godt gang i drageflyvningen med mange forskellige dragetyper, og ellers gik folk bare tur på stranden eller sad og nød efterårssolen.
Toiletfaciliteterne er noget for sig. De er simpelthen bygget op på høje pæle, så man går på toilettet i 2. sals højde. Ideen må jo være, at bygningerne på denne måde er sikret mod vandet, når det stiger og oversvømmer strandområdet, sådan som det jo er dagligdag her i vadehavsområdet.
Vi kørte fra Sankt Peter Ording mod syd til det sted, hvor Ejderen løber ud i Nordsøen. Også her sætter havet sit præg på tingene. Store diger skal forhindre oversvømmelser af landet bag dem, og som en yderligere sikring blev der i perioden fra 1967 til 1973 bygget et kæmpemæssigt spærreværk, hvor man med store porte kan styre, hvordan vandet flyder mellem flod og hav.
Aftensmaden blev indtaget i byen Tønning, som engang var et centralt handelsknudepunkt her ved Ejderens udmunding. Byen har en smuk havn, hvor der også er flere restauranter. Vi valgte en, hvor specialiteten var fisk - vi fik rødspætter med kartoffelsalat! Så mange fisk, man kunne spise, der var 9 stk. på fadet til 3 personer. Vi fik spist op, men behøvede ikke at få flere, selv det blev tilbudt...
I øvrigt er det våde sand i vadehavet perfekt i modlys, når man vil lave noget sort-hvid med inspiration fra mesterfotografen Ansel Adams zonesystem, som jeg har gjort i billedet nedenfor.
Et par dage af efterårsferien er blevet brugt i Slesvig-Holsten, hvor vi har boet i “Lille Amsterdam”, som er tilnavnet på den lille og meget hyggelige kanalby Friedrichstadt en lille times kørsel fra grænsen.
Byen blev i 1600-tallet anlagt og bygget af hollændere, og blev kendt som tolerancens by - her er 4 kirker tilknyttet forskellige trossamfund bl.a. remonstranterne og mennonitterne. Sidstnævntes kirke bliver i dag brugt af den danske menighed i området.
Det hollandske præg ses også på de takkede gavlhuse, som man finder mange steder i den gamle by, som er afgrænset af kanaler og af floderne Trenen og Ejderen. I dag bor der omkring 2500 mennesker i byen, hvor turismen helt klart er den vigtigste indtægtskilde. Hoteller, ferielejligheder, restauranter og caféer udgør en stor del af byens forretningsliv. Man kan komme på kanalrundfart med guide i turistbåde ligesom der er et godt marked for at udleje kanoer, kajakker, paddleboards og små både, som drives af el- eller pedalkraft.
En anden detalje ved mange af husene er de små billeder, som man finder placeret over dørene. De har fungeret som en slags husnumre og har samtidig skulle fortælle noget om husets beboere. Skikken videreføres på nye og restaurerede huse - således så jeg på en morgentur det ikonisk motiv fra His Masters Voice med hunden foran tragten på den gamle grammofon.
Her i efteråret er byen ikke så overrendt og så er det ganske smukt med de mange efterårsklædte træer langs kanalerne og de vinkelrette veje, som gennemskærer byen.
Selve Friedrichstadt er ikke større end at den kan ses og opleves på en dag.
Et kendt udtryk siger, hvis du kan huske Woodstock, så var du der ikke!
Jeg var der ikke, og kan ikke som sådan huske festivalen på en mark et par timers kørsel fra New York. Jeg var 11 år, da den fandt sted. Men min interesse for musik har naturligvis betydet, at jeg har læst og set en del film om den legendariske festival, som voksede sig så stor, at arrangørerne mistede overblikket.
Fredag aften drog jeg så en tur ned af Memory Lane, da en gruppe danske musikere diskede op med Woodstock 69 i Musikhuset ALFA i Aars. Kapelmester i bandet er Rasmus Madsen, og når man kommer fra Fanø og spiller bluesbaseret rock, kan det ikke overraske, at det er Johnny Madsens søn. I øvrigt en meget dygtig guitarist, om klart er sin far overlegen på det felt.
Projektet er bygget op om en rocktrio med Rasmus Madsen, som har samlet en gruppe af særdeles kompetente musikere og sangere, som leverer et udpluk af de mange numre, som blev spillet på Max Yasgurs farm i august 1969.
Der blev indledt med Richie Havens, som vist også var ham, som i sin tid var første mand på scenen i Woodstock. “Freedom” viste allerede fra start, at sangerinden Signe Juhl er som taget ud af 60’erne, som hun stod der i bare tæer og lignede en klon mellem Janis Joplin og Grace Slick - ikke bare af udseende men også stemmemæssigt. Nummeret er også en meget passende udtryk for tidsånden, hvor friheden og oprøret mod det etablerede og ikke mindst USA’s kamp i Vietnam var i centrum. Det kendetegnede mange af de bands og solister, som optrådte dengang.
Bandet formåede at veksle mellem rock, blues, latinrock, gospel og folk. De to blæsere var med til at give en fyldig og flot lyd og orglet med karakteristiske hammond-sound var essentielt i flere numre. Blandt mange flotte numre stod Santanas “Soul Sacrifice” stærkt sammen med The Bands “The Weight” og Martin Rauff Nielsen alene på scenen med en akustisk guitar og Country Joe-nummeret “Feel Like I’m Fixing To Die Rag”. Der var også masser af guitar-lir fra Rasmus Madsen, som ikke lagde skjul på sin passion for Johnny Winther, Canned Heat og Jimi Hendrix - sidstnævnte var måske en smule overeksponeret med ikke mindre end 3 numre denne aften. Der var også et enkelt nummer med Creedence Clearwater Revival, et par smukke fortolkninger af Joan Baez.
Det hele blev rundet af med en flot version af “Piece of my heart”, hvor den anden sangerinde, Louise Støjberg, også viste, at hun kan sin Janis Joplin.
I 1969 havde man 3 dage til at fyre et væld af musik af fra scenen. Fredag aften havde de 9 musikere kun et par timer, så det betyder naturligvis, at der må prioriteres. Denne tilskuers eneste anke går på, at når Rasmus Madsens guitar skal fylde så meget, så ville det have være fint med to af de engelske grupper, som for mig også hænger sammen med Woodstock; The Who og Ten Years After - ikke mindst sidstnævntes legendariske version af rockmedleyet “I’m Going Home”, som Alvin Lee introducerede med ordene: “I’m Going Home - by helicopter”, hvilket gjorde det lidt lettere for ham at komme fra Woodstock end for den lille halve million mennesker, som var strandet i mudder og trafikkaos denne weekend i august for 50 år siden. Og så kunne det, med Signe Juhls Grace Slick attitude, have været fint med et enkelt nummer med Jefferson Airplane - vestkystens hotte hippiegruppe på den tid.
Og selv om det ikke altid er en fordel, at have en kendt far, som er musiker, så kunne Rasmus Madsen da meget passende have smidt farmands signaturnummer ind, for på Woodstock spillede Johnny Winther faktisk “Johnny B Goode”...
Og stor ros til Himmerlands Ungdomsskole i Haubro for at sende deres elever ind til sådan en koncert med musik, som formentlig ikke er den, der lyder ud af deres Sound Box’e, når de skal dyrke nutidens rytmer.
Sådan en aften lærte efterskoleeleverne bl.a., at koncerter ikke er forbi, når musikerne siger, at nu spiller man sidste nummer. Der er naturligvis altid ekstranumre og her fik vi en smuk vokalharmoni med Crosby, Stills & Nash’s “Helplessly Hoping” efterfulgt af Joe Cockers klassiske version af Beatlesnummeret “With A Little Help From My Friends”.
Woodstock 69 og Woodstock 69 anno 2019 - tak for musikken.
Bandet: Louise Støjberg: vokal Signe Juhl: vokal Rasmus Madsen: vokal & guitar Martin Rauff Nielsen: vokal & guitar Casper Mikkelsen: trommer Niels Kvist: bas N.O. Thorning: keys Johan Bylling Lang: saxofon Bjarke Nikolajsen: trompet
Det har længe været kendt, at der er havørne ved den genskabte Vilsted Sø. Det har jeg også vidst, men derfra og så til at se ørnen eller ørnene, er der et stykke vej.
Jeg har flere gange været ved søen og forgæves kigget op for at få et glimt af den store flyver. Indtil i år, hvor jeg har mødt den to gange. Første gang var den lidt langt væk, men jeg valgte at tage et par såkaldte “doku-skud”, så jeg hjemme på computeren kunne tjekke, om det nu også var den eftertragtede ørn, jeg havde fået i søgeren.
Det var det, og den slags giver jo appetit på mere.
Så en fredag morgen trillede jeg igen ud til Vilsted Sø, som der er adgang til flere steder fra. Jeg valgte det samme sted, som jeg første gang så havørnen, nemlig Holmen, hvor der er kommet en bro, så fodgængere og cyklister kan krydse søen på det sted, hvor vejen i sin tid gik til Ranum, da søen var afvandet og udlagt som landbrugsjord.
Allerede på vej ned mod parkeringspladsen var der noget at fotografere - et par fiskehejrer, som stillede smukt op til fotografering i den smukke sø, hvor vandet denne vindstille morgen var spejlblankt.
Fra parkeringspladsen gik jeg en tur ud til fugletårnet, hvorfra der er en smuk udsigt over søen over mod Vitskøl Kloster, hvor der er lavet et stryg, hvor vandet løber via en å ud i Limfjorden. En stor del af denne del af søen er udlagt som fuglereservat. Her var også fiskehejrer, og en odder var på morgenfiskeri. Jeg kiggede lidt efter ørne, som holder til i denne del af området, men der var ikke noget at se.
Fra tårnet gik turen ned til den smukke bro, men bortset fra lidt småfugle og endnu et par hejrer, kom der ikke noget på kortet. Jeg så en stor fugl trække ud over fjorden i det fjerne og tænkte, at ørnen nok havde valgt at fiske i Limfjorden denne morgen.
På vej tilbage mod bilen kiggede jeg mig over skulderen, og så den velkendte silhuet af en stor fugl. Kameraet blev hevet op til øjet og der blev zoomet helt ind på 600 mm. Og jo, det var fiskeørnen, som havde retning mod broen. Jeg kunne ikke nå at flytte mig, og valgte at holde kameraet rettet mod fuglen, altimens der blev trykket på udløseren en del gange.
Havørnen passerede hen over broen, stadig i søgeren på mit kamera, og pludselig fornemmede jeg, at den kiggede ned og begyndte at skifte retning. Udløseren blev holdt nede, og jeg fulgte ørnen, medens den dykkede ned mod søen og greb ud efter et eller andet i vandoverfladen, for så at stige op igen og fortsætte mod Vilstedsiden af søen.
Jeg blev stående et stykke tid, men ørnen returnerede ikke samme vej, som den var kommet. I bilen kunne jeg overføre billederne til min tablet og se dem i lidt større udgave - og jeg var godt tilfreds, med hvad jeg så. Kvalitetsmæssigt rimeligt gode billeder af hele forløbet. Havde jeg stået ved broen, havde det været endnu bedre, men bestemt ikke dårligt.
Hjemme ved PC’en blev billederne lagt ind og billedbehandlet - man kan se de bedste her i forbindelse med denne blog.
Og min næroplevelse har bestemt ikke gjort appetitten på havørn mindre - ej heller på at besøg den smukke Vilsted Sø, hvor jeg rundede af med en lille tur ud omkring “stryget” ved Vitskøl Kloster. Turen derud går langs en år, som er næsten gemt under bevoksning med træer, som stikker deres grene ud over vandet - et oplagt sted for en isfugl, så måske en dag, hvis heldet og tålmodigheden er der...
I dag følger sidste ferieblog fra miniodysseen til grænselandet.
Gråsten er naturligvis kendt for sit slot, som gennem mange år har været sommerresidens for de kongelige. Især Dronning Ingrid yndede at samle familien på slottet, og Margrethe har også gennem mange år kaldt til samling i det smukke slot ved søen. Gennem de senere år, har der været knap så stor tilslutning, og ifølge en overskrift, jeg så på nettet, var der ikke det helt store familiefoto på trappen i år - blot et snapshot af Margrethe, Frederik, Mary og børnene. Ja, nærmest helt i tråd med, hvordan en kongelig familie i dag gebærder sig på de sociale medier, hvor de med ansatte kommunikationsfolk så nogenlunde selv kan styre en del af nyhedsstrømmen.
Jeg er ikke den store royalist - synes i bund og grund det er lidt en gammeldags ordning, men fint og flot er det da, og med Frederik ser det ud til, at der til dels kommer nye tider. Han kan dog næppe alene fjerne de stive og mærkelige regler og traditioner, men alene i kraft af sin personlighed, udstråling og folkelighed, kan han nok modernisere huset en del.
F.eks. er det mig en gåde, at Margrethe ikke abdicerer og lader yngre kræfter komme til - hvis man kan sige det om folk, som har rundet de 50. Selv om politikerne i vore dage gør en dyd ud af at forlænge vores arbejdsliv, så behøver regenten da ikke gå foran med så grelt et eksempel. Hendes rygepolitik er vel også et af de steder, hvor man burde se lidt på signalværdien.
Nå, nok om det. Vi boede en enkelt nat nabo til slottet i Gråsten, men så ikke noget til naboerne - kun en enkelt soldat, som passede sin sommertjans ved skilderhuset.
Gråsten har bymæssigt ikke samme charme som f.eks. Tønder, men det er da en fin lille by med en gammel kro, hvor vi nød vores aftensmad i rustikke omgivelser. Vi var en tur ved havnen, hvor der står en træskultur, som forestiller det berømte Gråsteneræble, som ifølge planchen har inspireret Steve Job til navnet Apple.
Fra Gråsten kørte vi til Dybbøl. Det historiske center har vi besøgt tidligere, så det blev i stedet til en gåtur ned forbi bankerne, hvorfra der er en smuk udsigt mod Broager til den ene side og Sønderborg til den anden.
På skanse IV opsatte tyskerne efter slaget ved Dybbøl et “Denkmal” til minde om sejren over danskerne. Det pompøse værk fik lov til at blive stående efter genforeningen i 1920, men kort efter befrielsen i 1945 blev det sprængt i stumper og stykker af ukendte. Fem års ny besættelse var alligevel en tak for meget for sønderjyderne.
Dybbøl Mølle var i mange år et nationalt monument - det er den måske ikke helt så meget i folkebevidstheden længere. Men smuk er den, og i denne tid skal den restaureres, så den står flot til 100-året for genforeningen næste år.
Møllen blev flere gange skudt i brand, men senest, den sådan har været i ilden, om man så må sige, var i 1970’erne, hvor den indgik i en politisk sang-krig. Folkekære John Mogensen mente, “at der var noget galt i Danmark, og at Dybbøl Mølle maled’ helt ad Helved til”. Det faldt CD’eren Erhard Jakobsen så meget for brystet, at han indspillede en single: “Dybbøl Mølle maler stadig” med B-siden “Åh, Mor Danmark!”. Mogensen svarede igen med nummeret “Erhard” og så sluttede krigen på sungne ord vist mellem de to. Find selv numrene på Youtube - hvis du tør!!
Den krig vandt John Mogensen med flere længder. Erhard Jakobsen havde lige så lidt talent for at synge, som han havde for at have benzin på bilen, når der var vigtige afstemninger i Folketinget…
Vi var lidt rundt i smukke Sønderborg, så kongeskibet ligge til kaj ved Sønderborg Slot, smagte en helt fantastisk burger og jeg fik købt et par brugte LP’er, inden der om eftermiddagen var tid til en familievisit hos en nevø, som er flyttet til egnen. Hen under aften rullede vi atter mod det nordjyske.
Efter vores visit i Tønder kørte vi vestover mod Kliplev. Lige udenfor byen ligger spejdercenteret Stevninghus.
I sommeren 1969 blev der på stedet arrangeret en spejderlejr, hvor temaet var vikingetiden. Man brugte bl.a. lejren på at opbygge en kopi af den gamle vikingeby Hedeby. Det udviklede sig med årene og vikingebyen blev stående og indgår i dag som en del af Stevninghus.
I år er det således 50 år siden, at den første Hedeby-lejr fandt sted. Det blev markeret med en jubilæumslejr, “The Vikings Strikes Back”, som også havde deltagelse af de blå spejderer fra Farsø - 1. Farsø Flok & Trop. Troppen stillede med 20 deltagere, minier, juniorer, tropsspejdere og ledere på lejren.
At der er tale om en international lejr, kunne man tydeligt mærke i Farsøs lejr, hvor man havde naboer fra Skotland, Frankrig og Israel. Det gav anledning til, at de danske spejdere prøvede at gå med kilt, som er en del af de skotske spejderes uniform.
Vi nød den gode stemning i lejren og var bl.a. nede og se, hvordan de ældste af spejderne fra Farsøgruppen klarede opgaven med at bygge en tømmerflåde - og sejle på den. Det gik fint, men først efter nogle konstruktive ændringer på den model, som de overtog fra en anden gruppe.
Vi overlod spejderne til sig selv og smuttede til Gråsten, hvor vi havde aftalt, at vi kunne bo ved siden af de kongelige. Vi havde på nettet fundet Det Gamle Apotek, som er et rigtig hyggeligt sted med fine værelser og god morgenmad til særdeles rimelige priser.
Efter turen ned gennem Vestjylland nåede vi frem til Højer, hvor vi havde booket værelse på Marskhotellet - lige midt i byen.
Højer kalder sig “Byen bag diget”, og det med god grund, da byen ligger tæt på de store diger, som skal sikre mod oversvømmelser, når naturens kræfter slippes løs og Vesterhavet banker mod kysten - og digerne, som der i dag er flere af. I 1982 kom det nyeste - det fremskudte dige.
Diger er der således nok af i Højer. Derimod kneb det mere med at finde et sted at spise, selv om turistbrochuren (fra 2018) ellers kunne fremhæve flere steder - de viste sig dog at være lukkede, nogle endda permanent.
Brugsen er ikke lukket, så efter en smuttur op i vandtårnet med en smuk udsigt over marsklandet, gik vi ind og provianterede kartoffelsalat, frikadeller og sønderjyske snackpølser. Herefter kørte vi ud til det fremskudte dige og nød vores mad med en fremragende udsigt over landet bag diget - i øvrigt var her en restaurant, åben og med mad til rimelige priser. Men nu havde vi jo selv med, så det må blive en anden gang.
Fra diget er der en smuk udsigt mod nord og syd, og ikke mindst udsigten til syd var speciel, når man tilsyneladende så tog køre på vandet. Lidt hurtig geografitænkning fik os til at konkludere, at der er noget med, at der kører tog via en dæmning til øen Sylt (Sild). Man kan få sin bil over til denne eksklusive og dyre tyske ø med biltog, som kører turen flere gange dagligt.
Fra det fremskudte dige kørte vi ad småveje mod syd, og ud til et nyt udsigtspunkt - denne gang på den tyske side, erfarede vi, for vi havde vildsvinehegnet på vores højre side, da vi kørte ud til vandet. Hjemturen gik langs den tyske side af grænsen hen til Rudbøl, hvor en del af hovedgaden er grænse mellem Danmark og Tyskland, så folk på den ene side bor i Danmark og dem på den anden i Tyskland!
Dermed var grænsen også nået for, hvad vi kunne nå på denne første dag i Sønderjylland, så herfra gik turen hjem til Marskhotellet i Højer.
Næste dag gik det videe til Tønder, som vi også besøgte, sidst vi var i områet. Dengang var det i et forrygende uvejr, som gjore, at vi slet ikke kom ud af bilen. Det gjorde vi denne gang og så kunne vi nyde den smukke gamle by med de karakteristiske huse, som vender gavlen ud mod vejen i de gamle gader.