Det har været et travlt forår, men heldigvis også et forår, hvor der blev tid til en uges ferie. Den skulle gå til det solrige Spanien, ja sågar til solkysten, Costa Del Sol. Det viste sig dog at være vildledende markedsføring, for medens solen strålede over lille Danmark strålede regnen ned over Andalusien…
Nu er der jo ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vores gode venner, Ib og Anette, som havde inviteret os ned i deres lejlighed i Los Boliches, er garvede og rutinerede Spanien-farere. Så da vejret så ud til at arte sig fra den mindre solrige side, blev det hurtigt besluttet, at vi skulle leje en bil. Med en pris på 90 Euro for tre dage var det også til at overkomme.
Med fire hjul under fødderne var vi mere mobile, og det blev til nogle herlige ture til bl.a. Puerto Banus, som er en havn vest for Marbella, hvor der ligger store og luksuriøse lystyachter. Vi var også på besøg i typiske spanske landsbyer inde i baglandet - flotte hvide byer, som er bygget på skråningerne, så man må bevæge sig af trapper og stejle gader og gyder.
Ronda blev besøgt i silende regn, men heldigvis kom der opklaring, så vi kunne nyde den smukke by, som ligger på begge sider af en 80 meter dyb kløft. På kløftens dybeste sted er der der en smuk bro, som forbinder de to bydele. Nede i broen er der fængsel, og under borgerkrigen i 30’erne blev nationalisterne smidt ud fra broens top, hvad de næppe har overlevet. Rundt om byen ligger et smukt landskab med grønne marker og små vingårde - og her var regnen til det gode, da landskabet tog sig flot ud i de grønne og mættede farver.
Ikke så langt fra Ronda finder man den lille by Setenil, hvor husene bogstaveligt talt er bygget ind i klipperne. Her nød vi en lokal specialitet i form af en grilltallerken med svinekød til fire personer - det meste spiste vi, men de sorte pølser lod vi dog ligge.
Øst for Malaga finder man Nejas med imponerende flotte huler. De er svære at gengive på fotos, man skal stå i dem for at fornemme, hvor store de er. Lidt inde i landet ligger Figrilana - en smuk by i kategorien “de hvide byer”.
Sidste dag på solkysten brugte på at gå en tur langs strandpromenaden - vi nåede akkurat hen til Jacks Chicken Shack, som er blevet kendt efter at have spillet en mindre flatterende rolle i et TV-program med kokken Gordon Ramsay. Da vi fik vores øl på terassen foran, var der en del som tydede på, at reklamen måske har skabt interesse, men ikke mange kunder..
Forleden var jeg til økodag på gården Hvanstrup, som ligger ved Vester Hornum.
På denne dag, hvor økologiske landmænd landet over holder åbent hus og charmeoffensiv, bliver køerne lukket på græs efter en lang vinter i staldene. Arrangementet er et tilløbsstykke, som på jyske gårde trækker fra nogle hundrede til tusinder af gæster. På Sjælland er det et endu større tilløbsstykke med gårde, hvor op mod 7000 gæster tager opstilling for at se køerne strække lemmerne i kåde bevægelser, som i markedsføringen kaldes dans.
Køerne på Hanstrup går i løsdriftstalde, så de er vant til at røre sig, men lidt spjæt til ære for fotograferne blev det da til.
Mine indlæg om Ozon giver mig også lejlighed til at sætte fokus på den musik, som Lassen Stefansen laver i dag - som et fritidsprojekt ved siden af jobbet som arkitekt.
Lassen har en lille virtuel garage, hvor han arbejder med tekst og musik. Det er efterhånden fire år siden (!) jeg bloggede om garagen, som netop har fået et grafisk make-over.
Garage-rock kan man næppe kalde det, men det er flotte melodier og sange, som kommer ud af Lassens lille værksted - kig forbi og gi' det et lyt:
Min blog om Ozon og pladen "Smag & Behag" kastede en reaktion af sig fra gruppens guitarist, Lassen Stefansen, som bestemt heller ikke er stolt af den skive. Han står dog ved. hvad han har lavet, og har sendt lidt uddybning af projektet.
Da Lassen kom ind i gruppen var det på vej fra at være e syrerockgruppe til en gruppe, som sigtede lidt bredere. Manageren ville have noget mere i stil med Bamses Venner, som han også havde i stalden, og så havde han i øvrigt lige en pladekontrakt klar med Lotus Records.
Pladen blev indspillet i et studie ved Skive, og på et tidspunkt kunne gruppen godt se, hvor det bar hen ad. Man forsøgte af få Ivan Pedersen fra McKinleys ind over, men det lykkedes ikke. Og så var løbet kørt. Det skal dog siges, at pladen kom i en ganske flot indpakning med gatefold cover, fotos og tekster. Måske blev det meste af budgettet brugt på det.
Resultatet blev rent musikalsk, som jeg har beskrevet i den tidligere blog. Min skånselsløse hårde dom over skiven afviger ikke fra det, som den blev udsat for dengang. Folk købte den ikke, og hvis de gjorde, blev de skuffede.
Stemningen i gruppen var heller ikke god efter det mislykkede pladeprojekt - faktisk spillede gruppen ikke pladens numre live, og i stedet bevægede man sig over i konceptet med et forrygende 50'er rock show, som efterfølgerne tog op og perfektionerede.
Lassen har selv pladen, men den står i en kasse i kælderen, og lysten til at hive den frem og lade den spinne er vidst yderst begrænset.
Det blev vel ikke engang en parantes i pohistorien, konstaterer guitaristen lakonisk omend han selv mener at kunne finde et par positive ting ved projektet. Om ikke andet, fik de sat gang i gruppen som et rock'roll band - og det er vel også det, vi husker dem for. Heldigvis da!
Gennem de seneste år har min interesse for Blackbirds og hvad deraf fulgte fyldt en del på min blog og hjemmeside.
Guitarist Lassen Stefansen gik efter Blackbirds ind i Randersgruppen Ozon. De optrådte med et vanvittigt rockshow, som jeg flere gange har oplevet på den lokale kro her i Farsø og også ved et arrangement i Aalestrup Hallen.
Ozon udgav faktisk en LP, "Smag og behag", i 1977 - jeg husker udmærket det hvide cover med de fire bandmedlemmer på forsiden. Men jeg har faktisk aldrig hørt musikken, som efter sigende skulle være mere i retning af dansktop…
Forleden stod pladen der så i en rodekasse i en genbrugsforretning, og til den famøse sum af en 10'er skulle den naturligvis med hjem og have et spin på min pladespiller.
Nu har jeg så selv hørt det - ja, faktisk hører jeg det i skrivende stund. Og i forhold til min musikalske smag er det bestemt ikke noget at skrive hjem om (selvom det vel er det, jeg gør!). Uden at fornærme Lassen eller de øvrige medlemmer må jeg sige, at skiven er et særdeles mislykket forsøg på at lave noget, som bedst kan betegnes som en blanding af dansktop og ShuBiDua. Dertil prøver man at lave en lille afstikker til Gasolin og Stakkels Jim med nummeret "I Sherwood Skovens Ro", hvor den danske sang "I skovens dybe stille ro" bliver udsat for guitar med masser af forvrængning.
At pladen så også er elendigt produceret (undskyld Lassen og Carl) gør ikke sagen bedre. Trommerne lyder som papkasser hentet hos købmanden og der er slet ingen dynamik og drive i musikken, som da også floppede fælt - så vidt jeg erindrer.
Teksterne er ikke stor lyrik, men til gengæld lægger gruppen ikke skjul på intentionerne:
Vi har slæbt og vi har slidt Vi har gjort det alt for tit Sunget engelsk den var altid fin Men nu gi'r vi den på dansk Ikke mere udenlandsk Tænk på gas- shubiduah - benzin Men nu si'r vi stop Aldrig mere et flop Vi ve' op på den danske top.
Det siger vist, alt. Med lidt selvironi hedder sangen "Det værste band"… ! I en anden tekst lykkes det at nævne såvel Dallas og Hvalpsund!!
Heldigvis er det blevet bedre siden da, hvor guitaristerne Lassen og Carl har fritidsprojektet Pocobell, som til overflod har gode melodier og lækker lyd. Og så kan jeg anbefale Carl Pedersens bog "Når klovnen græder", som beskriver livet på landevejen for en musiker med store ambitioner om det vilde gennembrud. Bogen kan købes på nettet via denne side:
Man kan høre Ozon som rock'roll band her - godt nok med en anden besætning end på LP'en - men dette nummer er ganske karakteristisk for det, jeg forbinder dem med.
