Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

  • Tour de Vesthimmerland - Vegger.

    20-03-2023


    Fra trinbræt til storkeby

    Mandag blev det tid til tiende etape af Tour de Vesthimmerland for herre og hund. Denne gang i mildt forårsvejr, som betød, at jeg kunne gå turen uden mine handsker - det letter betjeningen af kameraet, selv om fruen gav mig et par fotohandsker i julegave.

    Indbyggertallet i Vegger er ifølge Danmarks Statistik på 330. Her er det værd at bemærke, at byens indbyggertal gik frem fra 303 til de 330 fra 2021 til 2022 - en bemærkelsesværdig fremgang, som jeg ikke har fundet nogen forklaring på.

    Vegger ligger som den yderste forpost i Vesthimmerland mod Aalborg Kommune, som ligger lige på den anden side af Sønderup Å, der løber øst for byen, som er klemt inde mellem to åer - mod vest er det Halkær Å, som passerer byen. De to åer løber sammen nord for byen og passerer Halkær Sø inden de munder ud i Halkær Bredning, der er en del af Limfjorden.

    Der er ikke nogen kirke i byen som hører under Skivum Sogn med Skivum Kirke 3 kilometer sydøst for Vegger.
     

    Vi parkerede ved byens købmand og gik først ud af det gamle jernbanespor, som i dag er vandre- og cykelsti, til Vegger Biogas, som var en af pionererne indenfor den grønne energiforsyning. Anlægget blev etableret allerede i 1985-86 - en af pionererne i udviklingen af dansk biogas-teknologi, Keld Johansen, udførte mange af sine forsøg på anlægget i Vegger. Vi fornemmede et let duft fra anlægget denne forårsdag, men ikke noget der virker generende. Foruden at producere strøm og levere varme til borgerne i Vegger forsyner anlægget også det nærliggende mejeri i Bislev med gas.

    Fra varmeværket rundede vi lige broen over Sønderup Å, inden vi vendte tilbage til byen og slog vejen forbi det gamle ledvogterhus, hvor man på et på et skilt ved huset, kan læse lidt om dets historie. Sådanne skilte er der ved mange af husene i byen, så dagens tur blev en kombineret vandre- og læsetur. Lidt længere oppe ligger den gamle skole stadigvæk, men den er i dag privat ejet og i brug som bolig. Efter skolens lukning i 1985 har der været daghøjskole for kvinder, ligesom der har været medborger- og kulturhus på stedet.

    Bag skolen ligger et villakvarter med parcelhuse fra omkring 1960-70 og frem til i dag, hvor der er bygget nye træhuse og murstenshuse i området.

     
    Via Enghavevej kom vi bagom til idrætspladsen, hvor der er fodboldbane og en idrætshal - en lethal med en teltagtig tagkonstruktion. En tilbygning til lethallen rummer omklædningsrum, spejderhus, cafe, bogcafe m.m. Der er to fodboldbaner, et stadion og en træningsbane med lys. Det nærmeste, man kommer kunstgræs her i Vegger er plastunderlaget på det udendørs bordfodboldspil, som står udenfor det gamle klubhus sammen med et bordtennisbord.
     
     
    Der er også en legeplads med en multibane på området.
    Fra fodboldbanen gik vi til den vestlige ende af byen, hvor en bro fører over Halkær Å. Her finder man også Vegger Havn!
     
     

    Vi gik langs byens hovedgade, Ågade, op mod den centrale del af Vegger, hvor man kan se sangeren Jodle Birges fødehjem, som senere blev overtaget af en søster, medens Birge flyttede til Oue og blev tarmrenser - og dansktopsanger.
    I midten af byen ligger Vegger Kro - et legendarisk nordjysk balsted fra midt i 1960’erne og frem til omkring årtusindeskiftet. Kroen og lokalerne står der stadig, men den er vist kun sporadisk åben.
     

    Vegger, som opstod omkring jernbanen fra Aalborg til Aars, havde naturligvis også sit eget andelmejeri. Den flotte bygning står der stadig og har på et tidspunkt rummet et firma, som leverede papir og materialer til den kreative branche. Om firmaet stadig eksisterer ved jeg ikke, der var ikke umiddelbart noget skilt på bygningen, der indikerede det. Da jeg i sin tid arbejde for Aars Avis var jeg ude og se stedet, da Greenport etablerede sig i Vegger.
     


    Tilbage ved købmanden var det tid til at hvile benene og få en forfriskning. I dag havde vi ikke fået noget med, så vi valgte at støtte den lokale købmand, som borgerne i byen kæmper for at bevare. Vi købte bl.a. suppe til fryseren derhjemme samt en flaske cacaomælk og et par donuts, det sidste var noget Nemo satte pris på.
     


    Fra det lille anlæg kunne vi se hen til smedens skorsten, hvor storkereden står klar, hvis den hvide flyver igen skulle indfinde sig. Det gjorde den fast i tidligere tider, hvor den var med til at give Vegger tilnavnet “storkebyen”. Ind imellem var den langbende beboer noget speciel - f.eks. da den gik rundt og prikkede på vinduerne i byens forretninger med sit lange næb. Jeg tror, at borgerne i Vegger syntes, det var lidt underligt.
     

    I det lille anlæg er der forskellige plancher, som fortæller om byens historie. Og så er der et kunstværk “storkespringvandet” med en stork i et kakkelfundament, som har set bedre dage. Men herude i de små bysamfund skal man vist selv klare tingene - modsat kakkelbrønden inde i Aars, som kommunen efterhånden har brugt en del midler på at holde ved lige, når der skal skaffes italienske kakler til værket….
     

    I 1992 fejrede den lokale idrætsforening 75 års jubilæum og udgav i den forbindelse en jubilæumsbog med en beskrivelse af Vegger “fra trinbræt til storkeby” - en bog, som jeg var redaktør og hovedforfatter på. Jeg har netop genlæst den.

    Rundturen i Vegger bragte skridttælleren op på godt 6 kilometer, og nu er vi spændte på, hvor mange kilometer, der kan komme ud af Havbro, hvor jeg i sin tid holdt min 30 års fødselsdag…
     
    I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits, #Strandby, #Vester Hornum, #Hornum, #Overlade, Ranum og Blære.

  • Tour de Vesthimmerland - Blære

    14-03-2023
     
    Tirsdag blev det tid og vejr til niende etape af vores tour rundt i vesthimmerlandske bysamfund. Denne gang gjaldt det Blære, som statistisk set ikke er en by med sine omkring 120 indbyggere - der skal 200 af slagsen til. Men Blære er en dobbeltby bestående af kirkebyen og stationsbyen med en indbyrdes afstand på en halv kilometer, så der kunne alligevel komme lidt kilometer i benene på herre og hund.
     


    Vi parkerede ved Blære Kirke, som er en romansk kirke med et lidt atypisk tårn. Den øverste del er ommuret og dækket af en blyhat, efter at det oprindelige tårn tog skade i en vinterstorm den 27. februar 1869. Den nederste del af tårnet blev i samme forbindelse omdannet til våbenhus. Inde i kirken er der en altertavle fra 1925 udført af maleren Th. Skovgaard. Den gamle altertavle fra 1591 havde et midterfelt, hvor der var opstillet en kopi af Thorvaldsens Kristusfigur, som i originalen kan ses i Vor Frue Kirke i København. Man kan se en naturlig størrelse kopi i Salt Lake City i Utah,, hvor den står i mormonernes hovedsæde. Bevægelsen tog figuren til sig og har bl.a. brugt den i deres symbol.
     


    Akkurat som i Ranum var kirken åben (fra 8 til 17), da vi kiggede forbi - det har ikke været tilfældet for kirkerne i de øvrige byer, vi har besøgt hidtil.
     


    Fra kirken gik vi ned forbi skolen, som blev nedlagt som folkeskole sammen med Strandby og Overlade i 2017. I stedet opstod der en friskole på stedet, og den har sammen med aktive borgere været garant for et højt aktivitetsniveau på stedet. I dag er der Multicenter med minhal, udendørs padelbane, legeplads, shelterpladser og et større område til bl.a. idrætsbrug. Da vi kom forbi, var det byens legendariske kroketspillere, som trænede. Klubben har ofte gjort sig gældende ved landsmesterskaber i det ædle gamle spil.
     


    Fra kirkebyen gik vi ad landevejen ind mod stationsbyen, som opstod, da jernbanen fra Aalborg til Aars blev anlagt i 1899. Stationen blev anlagt tæt ved banen, og her opstod det, som i dag er den reelle Blære by. I kirkebyen er der kun en halv snes boliger omkring kirken og skolen. Stationsbyen er præget af pæne og velholdte huse, og der er også flere nybyggede villaer imellem. Et skilt fortæller desuden, at Aars Boligforening vil opføre 4 boliger i byen.
     


    Der er ingen forretninger tilbage i byen, den gamle Brugs har senest været anvendt som antikvitetsforretning, men den er lukket indtil videre, som der stod på et skilt i døren. I sin tid voksede en ung Søren T. Lyngsø op i Brugsen, hvor hans far var uddeler. Søren var til gengæld lidt af en Ole Opfinder, som bl.a. eksperimenterede med at smøre margarine på togskinnerne lidt udenfor byen, hvilket betød, at togene havde svært ved at trække op ad den lille bakke ind mod Blære. Senere etablerede Søren T. Lyngsø en stor elektronikvirksomhed, som startede i Hørsholm ved København, men som i 1960’erne blev udflyttet til hjemegnen med egnsudviklingsstøtte fra staten, hvor der blev startet en fabrik i Aars. Der har været lidt ændringer i virksomheden, som stadig har hjemme i Aars, hvor det er en stor arbejdsplads.

    Der ligger et metalstøberi midt i byen og lidt udenfor Blære finder man Glerups, som leverer filtsko i høj kvalitet til hele verden.

    Den gamle jernbane er i dag omdannet til cykelsti, hvor man kan køre fra Svenstrup til Havbro. Stationen i Blære er bevaret og anvendes i dag som privatbolig.
     


    På vej tilbage til bilen, gik vi ind over den store og flotte legeplads ved friskolen og kom også lige forbi det gamle frysehus, som er bevaret og restaureret.
     


    Traditionen tro sluttede vi af med en madpakke, som herre og hund delte broderligt, inden det atter gik mod Farsø.
     
    Næste mål er nabobyen til Blære, og nej det er ikke Tarm. Det er Vegger, som jeg faktisk har skrevet en bog om engang...
     
     
    I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits, #Strandby, #Vester Hornum, #Hornum, #Overlade og Ranum.

  • Tour de Vesthimmerland - Ranum

    08-03-2023

    Tilbage til seminariebyen.

    Så blev det tid til ottende etape af Tour de Vesthimmerland for herre og hund. Denne gang drog Nemo og jeg til min gamle seminarieby, Ranum, hvor jeg boede fra august 1980 til februar 1984.

    Ranum ligger syd for Løgstør med kort afstand til Vitskøl og Limfjorden til den ene side og den genskabte Vilsted Sø til den anden side. Hovedgaden strækker sig fra syd mod nord. På den vestlige side ligger der villakvarterer, industri og et kollegium, som i dag er asylcenter. På den østlige side ligger der også villakvarterer, og det er også på denne side, man finder kirken, plejehjemmet, skolen og den store efterskole i det tidligere seminarium. Der bor omkring 950 mennesker i byen - fraregnet de mange elever på efterskolen, og dermed ligger den i skarp konkurrence med Hornum om at være kommunens femtestørste bysamfund. Officielt er det vist Ranum, der har titlen, men det svinger lidt afhængig af, hvor man kigger efter oplysninger.
     


    Ranum Kirke er akkurat som kirken i Overlade forholdsvis ny. Den er bygget efter inspiration fra cistercienserklostret på Vitskøl og indviet i 1909, da man udskilte Bjørnsholm Sogn i filialer og senere nye sogne i Overlade og Ranum. Oprindeligt havde kirken et spir midt på bygningen, men konstruktionen pressede murene ud, og derfor blev der i 1931 opført et nyt dobbelttårn, som erstattede det gamle tårn og samtidig sikrede kirkemurene mod at blive presset yderligere ud. Altermaleriet er et af de smukkeste i kommunen. Det er malet af Niels Larsen-Stevns og viser Kristi genkomst over Ranum. Billedet viser flere detaljer fra byen og egnen, bl.a. Limfjorden, Trend Skov og Vitskøl.
     


    Fra den snedækkede kirkegård gik vi op i villakvarteret bag kirken. Herfra er der udsigt til såvel Limfjorden som Vilsted Sø. Kvarterne i området bærer præg af, at Ranum er en gammel seminarieby. Blandt almindelige parcelhuse ser man også arkitekttegnede huse. Uden at vide det med sikkerhed, har jeg en formodning om, at nogle af dem på et tidspunkt kan have været beboet af seminariets lærere. Byen rummer generelt flere store huse, hvilket kan tilskrives, at mange havde seminarister til at bo på værelser - specielt i tiden op til slutningen af 60’erne, hvor der kom kollegier til byen.
     


    På Seminarievej var der spærret for trafik, da man er i gang med et længerevarende kloakprojekt i byen. Vi gik derfor bagom plejehjemmet Kærbo og videre til det gamle kollegium på Kærvej - her boede jeg på et lille værelse det første år, jeg gik på seminariet. Det var i 1980. I dag er der elevværelser til Ranum Efterskole, som er en stor en af slagsen med mere end 450 elever fra såvel Danmark som en lang række andre lande.

    Seminariets hovedbygning er tegnet af arkitekt Einar Packness, som også tegnede alle stationsbygningerne på strækningen fra Aars til Hvalpsund. Han har desuden tegnet mange markante bygninger i Aalborg: Rådhuset og Sankt Markus Kirke bl.a. Bygningen rummer i dag administration, klasselokaler og læsesal, og jeg har selv været der flere gange som censor i matematik - et par gange i den gamle festsal, hvor jeg i øvrigt var oppe i det sidste fag, inden jeg blev lærer.

    En mellembygning mellem hovedbygningen og den gamle øvelsesskole er den seneste tilbygning til seminariet, som blev lukket i 1984 - et par uger efter, at jeg var færdiguddannet!. De sidste lærere blev uddannet i 1987, hvorefter der blev etableret et pædagogseminarium på stedet. Da det lukkede, blev der startet en efterskole, som siden har overtaget mange bygninger i byen, hvor den igen har været med til at skabe liv og aktivitet.
     


    Ved siden af seminariet ligger byens nye hal og kulturhus, som er bygget sammen med den gamle gymnastiksal og minihal, som vi brugte på seminariet. På den anden side af en lille bæk ligger Ranum Skole, der sammen med 4 andre i kommunen er truet af lukning. Politikerne har taget første skridt, og jeg tvivler ærlig talt på, at de kommende høringer ude i lokalsamfundene kommer til at ændre noget. Desværre, for som gammel lærer er jeg bestemt ikke begejstret for de store mastodontskoler, der bliver konsekvensen af denne centralisering.
     


    Ved siden af skolen lå den karakteristiske svømmehal, som i dag er revet ned, efter at den havde stået ubrugt hen i flere år - senest blev den vist brugt til skaterhal af efterskolen, men konstruktionen i "skibakkeformede" tag var svag, så derfor måtte svømmehallen til sidst væk.
     
    Seminariets sportsplads er i dag hjemsted for den lokale idrætsklub, IK Vest, som har seniorfodboldhold i samarbejde med Overlade og Vester Hornum.

    På den vestlige side af hovedgaden gik vi via et par sidegader til Idrætsvej, hvor den gamle hal og sportsplads ligger. Der er stadig mål på fodboldbanen, så måske er den stadig i brug, akkurat som den var det, da jeg spillede en enkelt sæson i klubben. Idrætshallen er i dag overtaget af en lokal plastvirksomhed, men efter skiltene på døren at dømme er der stadig idrætsaktivitet på matriklen, som øjensynligt bruges af beboerne på det nærliggende asylcenter.
     
    Ved siden af den gamle hal er der en "Hundeskov", som mere er end hundemark end en skov. akkurat som her i Farsø. Nemo fik lidt fri tid - og nød det.

    Nygadekollegiet, eller Ludwig Chr. Müllers Kollegium, som det officielt hed, opkaldt efter den første forstander på seminariet. Her boede jeg i bygning A16 fra 1981 til 1984 og havde en fantastisk tid. Området er i dag omdannet til asylcenter. Efter at havde vandret igennem det, tænker jeg, at stemningen er knap så munter og sorgløs for de nuværende beboere, som den var, da her var fyldt med studerende fra HF og seminariet. Af respekt for beboerne på stedet, undlod jeg at fotografere.
     


    Via Nygade gik vi tilbage til hovedgaden, hvor det gamle stamværtshus “Rytterbaren” i dag er lukket. På den anden side af gaden har “Rottehullet” overlevet og det har fået selskab af endnu et værtshus i naboejendommen på hjørnet. Den gamle kro i den anden ende af byen er i dag ejet af en institution, som vist ejere flere bygninger i byen.

    Den medbragte kaffe og madpakke blev indtaget på parkeringspladsen ved den gamle rutebilstation - Nemo fik naturligvis sin del af klapsammenleverpostejsmadderne, og han nød det…

    Det var i sandhed en tur ned af Memory Lane i dag, hvor tankerne på den 8 kilometer lange tur gik til mange af mine gamle studiekammerater, lærere og kollegiebeboere. Enkelte af de studerende fra den tid er blevet boende i byen og på egnen.

    Hjemturen gik forbi Vilsted, hvor jeg fik et hurtigt glimt af den smukke isfugl, men den viste sig ikke mere i den halve time jeg nød solen og udsigten over søen.

    Næste etape på vore tour kunne meget vel blive Blære, som består af både en stationsby og en kirkeby, så der ligger lidt kilometer og venter på såvel den to- og den firbenede.
     
    I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits, #Strandby, #Vester Hornum, #Hornum og #Overlade.

  • Tour de Vesthimmerland - Overlade

    2 Kommentarer
    01-03-2023
     
    Ingen ugler i mosen.

    Årets første forårsdag blev brugt på syvende etape af Tour de Vesthimmerland for hund og herre. I dag drog Nemo og jeg til Overlade, en by med små 450 indbyggere 12 kilometer nord for Farsø, som jo er vores udgangspunkt for alle ture.

    Vi parkerede midt i byen - lige mellem Brugsen og kirken. Kirken er indviet i 1916 og har således kunnet fejre 100 års jubilæum for ikke så mange år siden. Arkitekterne C. M Smidt og Th. Beenfeldt har ladet sig inspirere af områdets mange middelalderkirker og skabt en kirke bygget af stor blokke lavet af sand fra den nærliggende Limfjord. Kirken står ukalket, og indenfor er inventaret noget ældre end kirkebygningen, da det i et vist omfang stammer fra kirkerummet i nordfløjen på Vitskøl, som tidligere var områdets sognekirke i Bjørnsholm Sogn.
     
     
    Ved siden af kirken ligger en smuk gammel præstegård og på den anden side et gammelt missionshus, som i dag er hjemsted for den lokale motor klub, som vist er er en klub for motorcykelentusiaster.
     
     
    En nærliggende bygning skilter med "Nostalgimuseum", og det er jo noget, der kan vække min interesse. Et nærmere kig afslørede dog, at det vist er flere år siden, der var aktivitet på stedet.
     

    Hovedgaden i Overlade strækker sig nord-syd. Vi gik først mod den sydlige del, hvor der i udkanten ligger en VVS-forretning - ved siden af er der en gammel møbelforretning, som i dag rummer et spilmuseum, Play Right, hvor en far og søn har samlet og bevaret spilkonsoller, spillemaskiner og spil fra de seneste 40 år. Der har i 2022 været foretaget teståbninger på museet, hvor der er opstillet mere end 100 arcademaskiner, og planen er, ifølge museets hjemmeside, at der skal åbnes officielt i sommeren 2023.
     
    Ude af en lille sidevej fandt jeg de lokale FDF'eres hus - de er stadig aktive, kunne jeg se på aktivitetsprogrammerne på døren. Det overraskede mig, at der er sådan en forening i byen, men det er da glædeligt.
     


    På vestsiden af hovedgaden ligger flere villaveje med typiske villabyggerier fra 1970’erne og frem. Pæne kvarterer, som står lidt i modsætning til dele af den gamle del af byen, hvor jeg, uden at fornærme nogen, ser en del huse, som trænger til en grundig renovering - eller en bulldozer. Der er dog også flere flotte gamle villaer i byen, hvor Brugsen er den eneste butik, som er tilbage. Til gengæld er der et par aktive virksomheder i den nordlige ende af byen.
     


    Vi bevægede os mod nord og kom til Overlade Stadion, som var vores hjemmebane, da jeg i seminarietiden spillede en enkelt sæson i IK Vest, som er en sammenslutning mellem Overlade og Ranum. Klubben tilbyder også håndbold, og ifølge et skilt på stadion bl.a. også gymnastik, basketball og volleyball. I sin tid spillede vi kampe i Overlade, medens vi trænede i Ranum.
     


    Ikke så langt fra stadion ligger skolen, som siden 2016 har været friskole. En skole, som de lokale borgere oprettede, da Vesthimmerlands Kommune senest lukkede skoler - dengang var det Strandby, Blære og Overlade, som stod for skud, og nu er der 5 nye på blokken. Det kan måske give flere elever i Overlade, hvor man for nylig markerede, at der nu er mere end 100 børn i skolen, når man medregner vuggestue og børnehave.
     


    Lidt vest for byen ligger et lille rekreativt område - Katmosen, hvor der er anlægt en sti rundt om en sø. Denne forårsdag var der nu flere svaner end der var katte i mosen - og der var slet ingen ugler.
     


    Med afstikkere til moser, stadion og villaveje kom vi denne dag op på godt 8 kilometer. Og nu da der er kommet kaffe og madpakker med som en fast del af turen, er Nemo ikke til at styre, før han har fået sin del af “kagen”. Det er ham vel undt, og han gør det nu godt sine 13 og et halvt år taget i betragtning.

    Nu pønser vi på, om næste etape skal gå til min gamle seminarieby Ranum.
     
    I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits, #Strandby, #Vester Hornum og #Hornum.

  • Tour de Vesthimmerland - Hornum

    1 Kommentarer
    25-02-2023
    Kunstneren Peer Poulsen fra Aars har stået for dette gavmaleri med byens stolte søn, Bølle Bob og hans venner som motiv.

    Byvandring i Bølle Bobs hood.

    Sjette etape af Tour de Vesthimmerland for herre og hund løb af stablen fredag sidst på formiddagen, hvor vejret viste sig fra den smukke side. En oplagt mulighed for at køre lidt mod nordøst, nærmere bestemt til Hornum, som ligger ca 12 kilometer fra Farsø.

    Hornum er en klassisk stationsby, som er opstået omkring Viborg-Løgstør/Hobro-Løgstør jernbanen, der blev indviet i 1893. Hovedgaden strækker sig fra sydvest mod nordøst, og det er tydeligt, at byen i starten mest har udviklet sig på den nordvestlige side, altså den side, hvor stationen lå. Her er et par gader, som er parallelle med hovedgaden og hvor man kan se, at der tidligere har været forretninger. I dag er der ikke så meget forretningsliv i byen, udover brugsen, kroen og et pizzeria er der en genbrugsforretning. Til gengæld er der flere virksomheder i byen, hvor også Vesthimmerlands Kommune har sin afdeling for park og vej med oplæg at materiel og en stor hal til salt, som bruges til glatførebekæmpelse om vinteren. Der bor knap 1000 mennesker i byen, som er kommunens sjettestørste - lige overgået af Ranum med ca. indbyggere.
     


    Vi startede ved den gamle station, hvor der i dag er et flot lille jernbanemuseum og en modeljernbane. Desuden holder også byens lokalhistoriske forening til på stationen, som der er planer om at renovere, måske med det resultat, at der bliver lidt mindre plads, end der er nu. Hvor der tidligere kørte tog er der i dag en legeplads, Bølle Bob Banen, og så løber Himmerlandsstien forbi, da den følger den gamle jernbane fra Løgstør til Viborg. Sporene er erstattet af stenmel, og cyklister og vandrere har afløst de gamle tog, som indstillede driften i 1999.

    Lidt længere henne fandt vi byens gamle frimenighedkirke, som i dag er omdannet til kulturhus. Udenfor er den gamle kirkegård bevaret, og vi benyttede lejligheden til at hilse på en gammel kollegieven, Esben, som ligger begravet her. Vi havde i sin tid mange hyggelige timer sammen på kollegiet med bl.a. musik, fodbold og skak. Over sin seng havde Esben de vise ord: “Man sover bedst, når man vågner”.
     


    På kirkegården er opstillet en trækonstruktion, Folkedomstolen, som har været brugt ved folkemøder rundt om i landet og nu for en stund har fået ophold i Hornum.

    Via nogle af byens ældste gader gik vi til et område med flere industrivirksomheder, bl.a. en gardinfabrik og den store murer- og entreprenørvirksomhed HME, som er startet af den tidligere borgmester i Aars og Vesthimmerland, Knud Kristensen. Vi var også lige forbi den lokale autohandel, hvor der tidligere var en stor forhandler af Hyundai. Nu står der masser af flot restaurerede veteranbiler i udstillingslokalet, bl.a. et par flotte Renault 16’ere, som var noget pænere end de to, vi så udenfor. En klassisk fransk bil med karakter og charme.
     


    I udkanten af byen ligger markedspladsen, hvor der hvert år holdes Septembermarked med hestemarked og meget andet. En traditionsrig byfest, som har skaffet mange midler til det lokale arbejde det sker i et godt samarbejde mellem Land & By, som står for festen.
     


    Vi krydsede hovedgaden og kom til byens hyggelige stadion, hvor jeg stadig kommer, når jeg dækker lokalfodbold for onlinemediet lokaltindblik.dk. Med træer omkring banen og det klassiske rækværk er det nok kommunens hyggeligste stadion, og her kommer altid mange mennesker, når de lokale helte stiller op - her i foråret i serie 2.
     


    Området ved stadion har også tidligere omfattet et anlæg, men det er der nu ikke meget tilbage af - blot en samling store træer. Vi fortsatte om på bagsiden af stadion og kom via en grusvej tilbage til byens centrum, hvor vi kommer forbi et gammelt rebslageri, som er karakteristisk ved sit lange forløb, så man kunne de vinde de lange reb. Rebslageriet blev i øvrigt ejet og drevet af min ven Esbens far.
     


    Vi er tilbage midt i byen, og her ligger brugsen, kroen og pizzariaet næsten side om side. Herfra gik det ud mod de nyere villakvarterer, som også er forbundet med et lille stisystem, så vi til sidst var tilbage ved hovedgaden og byens skole og hal. Tæt på ligger det tidligere plejehjem, som i dag er nedlagt og bruges til andet formål af kommunen, bl.a. er der børnehave på matriklen.
     
    Byens kirke, som hedder Ulstrup Kirke, ligger lidt udenfor stationsbyen. En 1100-tals kirke, som gennemgik en kraftig ombygning så sent som i 1936, hvor den oprindelige kirke udgør korsarmene i kirkebygningen. Præstegård og sognegård ligger inde i byen.
     


    Byens Skole er også “fødested” for 80’ernes store børnehelt Bølle Bob. En figur som musiklærer Gunner Geertsen skabte og vakte til live med sit Hornum Kor, som indspillede flere LP’er med den populær Bob og hans venner, som indbefatter Smukke Sally og Valde Underbid bl.a. Foruden plader er er der lavet film, teater og musical om de mange figurer fra Hornum.
     


    Vi slutter, hvor vi startede - ved stationen efter at travet godt 8 kilometer rundt i Hornum. Her sætter vi os i solen og deler medbragte godbidder til Nemo og dens herre. Lidt af et show, da Nemo nok er døv men bestemt ikke har mistet lugtesansen, så det medbragte indkøbsnet skal undersøges grundigt med snuden, så termokanden og hundeskål vælter….

    Inden vi forlod byen var der også tid til at kigge indenfor i genbrugsforretningen, som havde udsalg og blev 15 kroner rigere, medens jeg blev tre singleplader fra 60’erne rigere.

    Nu pønser vi så på næste etape - måske bliver det Overlade.
     


    I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits, #Strandby og #Vester Hornum.




  • Tour de Vesthimmerland - Vester Hornum

    1 Kommentarer
    20-02-2023

    Byvandring med afstikker til chokoladebakker.

    Femte etape i Tour de Vesthimmerland for herre og hund foregik i Vester Hornum, som ligger ca. 7 kilometer nord for Farsø. Byen ligger 4-5 kilometer vest for stationsbyen Hornum, medens der er et godt stykke til Øster Hornum, som ligger øst for Nibe. Der bor små 550 mennesker i Vester Hornum.
     


    Vi parkerede ved stadion, hvorfra vi tog turen mod nord - forbi byens købmand og helt ud til skolen. som ligger i udkanten af byen. Den er, akkurat som fire andre skoler i kommunen, truet af lukning. Faktisk foreslog skolens bestyrelse selv den løsning i efteråret, angiveligt fordi man kan se, hvilken vej det går med børnetallet på skolen. Det fik dog de lokale borgere op på barrikaderne, så nu er der valgt en ny bestyrelse, som skal i gang med at overbevise politikerne om, at der er grundlag for en skole i byen. I samme forbindelse kæmper man også for at bevare den lokale købmandsforretning, hvor den nuværende købmand har bebudet, at han stopper.
     


    I efteråret 1980 var jeg ude i min første praktik i forbindelse med min uddannelse på Ranum Statsseminarium. Jeg tilbragte 3 uger på Vester Hornum Skole, hvor jeg bl.a. havde matematik og historie i de lavere klassetrin. Året efter var jeg i praktik på den nystartede idrætsefterskole i Haverslev, og så var der ingen tvivl, jeg skulle ikke være folkeskolelærer men efterskolelærer, hvilket jeg har været i 30 år, indtil jeg stoppede sidste sommer - de seneste 28 på idrætsefterskolen i Haverslev, hvor jeg gennem årene har haft en del elever fra netop Vester Hornum.
     


    Fra skolen gik vi forbi Vester Hornum Hallen og tilbage til byens hovedgade, inden vi drejede op ad Risevej, hvor der i udkanten af byen er en fin udsigt. Herfra gik vi til et villakvarter, som er bygget vest for hovedgaden, formentlig i 70’erne og 80’erne at dømme på husenes arkitektur. For en gammel matematiklærer er det jo en ren fornøjelse at stå i et vejkryds mellem Parallelvej og Vinkelvej!

    Fra villakvarteret tog vi en afstikker via et grønt område med bålplads, hvor det så ud til, at man holder byens Sankt Hans bål. På den anden side af det grønne område ligger en lille skov med “Chokoladebakkerne” - sikkert et navn, det har fået på grund af de lyngklædte skråninger inde i skoven.
     
    Området ligger også godt for den lokale FDF/FPF-gruppe, som har deres hus lige op af skoven. I øvrigt er FDF'ere ikke meget for, at man kalder dem spejdere - uagtet, at det de foretager sig stort set er det samme, som spejdere gør. Det er mit indtryk, at gruppen i Vester Hornum er aktiv og velfungerende og har været det gennem rigtig mange år. Så sent som søndag stod den for en fastelavnsgudstjeneste i hallen.
     
    Nemo snuser til "Chokoladebakkerne"...

    Tilbage i byen gik vi omkring Kirkebakken og hen forbi kirken der, som mange af de andre på egnen, er bygget i 1100-tallet. Den har naturligvis også gennemgået ændringer gennem årene bl.a. er der kommet et tårn til så sent som i 1943. Der findes velbevarede og bevaringsværdige kalkmalerier i kor og kirkerum.
     


    Foruden skolen er det mest byens fodboldbane, jeg har haft kontakt med - her blev der spillet en del drabelige kampe i såvel ungdoms- som seniorårene. I dag er klubbens seniorhold slået sammen med IK Vest fra Ranum og Overlade og er at finde i serie 4.
     


    Tilbage på parkeringspladsen ved sportspladsen tog vi et hurtigt kig på Huset, som bl.a. lægger lokaler til udfoldelser for lokale amatørmalere og biavlere. Ikke langt derfra holder byens ungdom til i lokaler, som rummer en e-sports forening.
     


    Engagerede borgere er blevet hædret for deres indsats i og for byen.
     
    Hund og herre kunne godt mærke, at turen omkring Chokoladebakkerne, trak tænder ud, så vi delte en sandwich, medens herren nød den medbragte kaffe og Nemo fik lidt vand.
     


    Næste gang drager vi sikkert en tur til Hornum - Bølle Bobs hjemby.

    I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits og #Strandby.

  • Tour de Vesthimmerland - Strandby

    13-02-2023
     
    Vejret var nærmest forårsagtigt, da hund og herre begav sig ud på den fjerde etape af vores helt egen Tour De Vesthimmerland. Denne gang var målet Strandby, som ligger små 9 kilometer vest for Farsø. Byen ligger på landevejen mellem Viborg og Løgstør og den har ca. 270 indbyggere.

    Der er ikke så meget at finde om byens opståen, men med placeringen tæt ved Limfjorden og på strækningen mellem Viborg og Aggersund har den altid ligget centralt i forhold til trafik. Blot et par kilometer vest for byen ligger den berømte køkkenmødding i Ertebølle, som vidner om, at der allerede boede mennesker her 4-5000 år før vor tidsregning.
     


    Strandby er vokset op om en lang hovedgade, som strækker sig i retningen nord-syd. Her var tidligere mange små forretninger og håndværksvirksomheder, men i dag er der kun tankstation, et lille gadekøkken og en genbrugsforretning i en by, hvor der tidligere var bl.a. var brugs, bager, cykelhandlere, mejeri, købmand, sparekasse og autoforhandler. Fra hovedgaden går et par sidegader mod vest til bl.a. et villakvarter, hvorfra der er flot fjordudsigt. Det er også i dette område, man finder byens hal og stadion.

    På vejen øst ud af byen mod Farsø ligger den gamle brugsforening, som sidenhen har været brugt til bl.a. “dyneuniversitet”, hvor Lars Larsens koncern JYSK sendte butikseleverne på skole i kortere perioder. Når de var i Strandby boede de i det gamle vandrehjem, som i sin tid blev indrettet i den gamle mølle øst for Viborgvej.

    Jeg har selv en lille andel i møllens omforandring fra mølle til vandrehjem. Kommunen købte i sin tid bygningen sidst i 1970’erne for at anvende det til beskæftigelsesprojekt for unge arbejdsløse. Sådan en var jeg i foråret 1979, da jeg flyttede hjem efter at have aftjent min værnepligt i Skive. Få dage senere blev jeg sendt til Standby for at arbejde med projektet - det var i sin indledning, så arbejdet bestod for det meste i at bryde ned og køre brokker ud af kælderen. Jeg var kun på projektet i en måneds tid, inden jeg kom i arbejde som arbejdsmand hos en lokal murermester i Farsø, hvor jeg var indtil jeg skulle begynde studier i august.

    Vandrehjemmet er i dag i privat eje, og jeg tror det bruges delvis til beboelse og delvis til festlokale.
     


    Senest har den gamle brugs rummet en uniformsmuseum, men det er lukket og bygningen er sat til salg.

    Vores tur førte os forbi den nu nedlagte skole, hvor kun nogle få bygninger står tilbage og i dag bruges til undervisning af flygtninge. Den store sportsplads, som tilbage i 1970’erne var hjemmebane for byens fodboldstolthed, dameholdet, som var helt oppe at vende i Danmarksserien - den næstbedste række i landet. I dag ligger området lidt trist hen med lidt rester fra skolens tid, men som noget helt nyt har den lokale borgerforening opført tre shelters i den fjerneste ende, og der er vist planer om lidt beplantning, som kan gøre området til en lille grøn oase midt i byen.
     


    Byen har dog også et stadion med udsigt over Limfjorden. Der er stadig liv i klubben, som kan mønstre et enkelt herrehold, der spiller i serie 3. På stadion er opstillet sæder fra det gamle Superliga-stadion i Silkeborg. Hver søndag formiddag mødes en flok veteraner for at spille fodbold i Strandby - om vinteren i hallen og som sommeren på stadion, som i øvrigt helt i tidens ånd har et navn. Ikke et forkromet sponsornavn men til gengæld et med internationalt potentiale, når der skal spilles europæisk fodbold: Beach Town Arena!
     


    Ved siden af ligger Strandby Hallen, som er opført på lokalt initiativ i 1987. En af klubbens faste brugere er Strandby Volleyball Klub, som blev stiftet i forbindelse med etableringen af hallen. Klubben er stadig aktiv og jeg er en af dem, som hver mandag møder op for at udøve det finurlige spil sammen med en række andre motionister og en flok damespillere, som spiller turneringsvolley. Klubben en en social og hyggelig klub, der tiltrækker spillere fra bl.a. Aars, Farsø og Løgstør, og jeg har ofte fornøjelsen af at spille sammen med og mod nogle af mine gamle efterskoleelever -og deres forældre.

    Strandby Hallen danner også rammen om torsdagstræf, hvor mange af byens borgere samles til motion, aktiviteter og hyggeligt samvær. Et initiativ, som i januar 2023 blev belønnet med det lokale kulturråds “Nytårspris”.
     


    Ved byens tankstation er der et lille gadekøkken, som tilbyder såvel take away som mad på stedet. Maden er ofte med et etnisk pift.
     


    Tæt på tanken ligger Strandby Produkt, som er et stort autoophug, der dog ligger tilpas tilbagetrukket så det ikke skæmmer bybilledet.
     


    Via Grønnegade kommer vi tilbage til byens hovedgade, som vi tager ned til kirken, hvor bilen er parkeret. Strandby Kirke blev ofte besøgt af Kong Frederik d. 9. og hans familie, når de tilbragte jul og påske i jagtgården i Trend. På kirkegården findes en mindesten for en engelsk flyver, som styrtede ned i den nærliggende Risgårde Bredning i slutningen af besættelsen. Udenfor kirkediget står en mindesten, som markerer genforeningen i 1920.
     


    Og således sluttede vores godt 5 kilometer rundt i Strandby, en by hvor der stadig er aktivitet og liv - omend der er flere huse, som begynder at se lidt trætte og slidte ud. At byens indbyggere ikke er trætte og nedslidte vidner dette opslag ved klubhuset om:
     


    Nu lurer Nemo og mig så på, hvor vi skal hen næste gang - måske bliver det Vester Hornum.

  • Tour de Vesthimmerland - Ullits

    06-02-2023


    En tåget mandag formiddag var det tid til tredje etape af hund og herres tur rundt i vesthimmerlandske byer. Denne gang gjaldt det Ullits, som har et indbyggertal omkring de 280.

    Ullits, som ligger på landevejen mellem Farsø og Hvalpsund, er en by, som er opstået omkring jernbanen, som i 1910 blev åbnet på strækningen mellem Aars og Hvalpsund og dermed forlængede den bane, som i forvejen gik til Aars fra Aalborg.

    Det oprindelige Ullits, som vi i dag kender som Gl. Ullits, lå for langt væk i forhold til banens forløb, og derfor blev der bygget en station ca. midt imellem Foulum Kirke og det gamle Ullits. Den nye by fik navnet Ullits Stationsby, men er efter banen blev nedlagt i 1969 bare gået under benævnelsen Ullits.
     
    Midt i byen ligger den gamle station, som for mig at se, er en af de smukkest bevarede på strækningen mellem Aars og Hvalpsund. Den ligger der med hovedbygning, den gamle toiletbygning og en træbygning mod syd. Alle stationerne på den strækning blev tegnet af Aalborg-arkitekten Einar Packness - og de eksisterer stadig, med undtagelse af den i Farsø, som blev nedrevet sidst i 1970’erne. Desværre.
     


    Ved siden af stationen kunne man i 2013 indvi et nyt sognehus, som vedkender sig tilknytningen til stationsbyen, da arkitekterne har ladet en aula mellem to bygninger ligge lige der, hvor jernbanesporet gik. Sporet er også markeret på gulvet i aulaen og på flisegangene på begge sider af huset. Godt tænkt!
     


    En lille sjov anekdote om navnet Gl. Ullits. Vi var nogle gutter, som på et tidspunkt tilmeldte os til en indefodboldturnering i Farsø under navnet Gl. Ullits. Stævnespeaker Jens Røschmann introducerede holdet til første kamp som Glade Ullits..

    I stationsbyen opstod der hurtigt et forretningsliv med handlende og håndværkere af forskellig slags. Den lokale sparekasse for Ullits-Foulum og Louns Alstrup blev i 1929 flyttet til Ullits, hidtil havde den haft til huse i Alstrup. I Ullits lejer man sig først ind i lokaler på missionshotellet, men i 1939 kan man indvi sparekassens egen bygning i hovedgaden. Sparekassen blev senere lagt sammen med Farsø Sparekasse, som bevarede afdelingen i Ullits som en filial. I dag er bygningen i privat eje og indrettet med lejligheder.

    Der gik en del længere tid, inden skolen blev bygget. Det skete først i 1961 som en centralskole for de tidligere skoler i Foulum og Gl. Ullits. Senere kom også Svingelbjerg Skole ind under Ullits, og da Louns-Alstrup Skole i Hvalpsund lukkede i 2011 blev eleverne flyttet til Ullits. I dag er skolen en velfungerende landsbyskole med landsbyordning. Den er dog på grund af et forholdsvis lavt elevtal også er med i kommunens sparekatalog på skoleområdet sammen med skolerne i Gedsted, Vester Hornum, Vestrup og Ranum.
     


    Ved skolen ligger også byens fodboldbane. I 60’erne huserede de lokale boldatleter her, indtil klubben i efteråret 1973 blev lagt sammen med Farsø IK - den nye klub fik navnet Farsø-Ullits IK - i daglig tale FUIK. I de første år blev spillere transporteret både fra Ullits til Farsø og den modsatte vej, da man både trænede og spillede kampe i begge byer. I dag foregår alle aktiviteter i klubben dog i Farsø.

    Det var faktisk her på Ullits Stadion, at jeg var tæt på at få min eneste førsteholdskamp i min ydmyge fodboldkarriere. Jeg blev vist indkaldt som yderste reserve, da førsteholdet i serie 2 en lørdag i oktober 1977 skulle møde B52 på Ullits Stadion. Jeg stillede op sammen med de øvrige spillere, dommertrioen og de trofaste tilskuere - med modstanderne dukkede aldrig op. I B52 havde man taget fejl af datoerne og troede at kampen skulles spilles søndag. Kampen blev aldrig spillet og Farsø-Ullits IK vandt uden kamp.
     


    Ved skolen og stadion ligger Ullits Minihal, hvor der bl.a. dyrkes gymnastik og spilles badminton.

    Byens gamle missionshus fungerer ikke længere som sådant - det er i dag medborgerhus, hvor der bl.a. holdes fest o.l.
     


    Vores tur rundt ad gader og stræder viste, at der ikke længere er industrivirksomheder i Ullits, som tidligere havde møbelfabrikker, snedkerier og mejeri. Azalievej vidner også om, at her en gang har været et gartneri. I dag er der en fiskehandel og en lokal købmandsbutik i Ullits.

    Fiskehandelen ligger i øvrigt der, hvor der tidligere lå et afholdshotel, som senere blev et hotel med alkoholbevilling. Jeg har været til ungdomsbal på stedet, hvor det lokale band Bounty spillede. Hotellet brændte ned, og i de nye bygninger er der i dag fiskeforretning med fiskebiler, som kører rundt og sælger i byer i Nord- og Midtjylland.

    På vores tur kom vi gennem det lokale lystanlæg, som er et typisk fænomen for mange af de stationsbyer, som opstod omkring århundredeskiftet mellem 1800- og 1900-tallet. Her kunne byens borgere mødes og lave forskellige aktiviteter - og ganske typisk er her også en mindesten for genforeningen i 1920.
     


    Ved siden af anlægget er der et busstoppested med et meget karakteristisk og futuristisk læskur, “champignonskur”, som nok er fra 60’erne eller 70’erne. De er i øvrigt designet af Poul Cadovius, som også stod for de ikoniske Royal væg-reolsystemer, som blev introduceret i 1950’erne - dem med bøjlerne.
     


    Tilbage ved bilen viste tælleren 6,2 kilometer, nu er vi spændte på, hvor mange kilometer, vi kan presse ud af Strandby på næste etape.

  • Tour de Vesthimmerland - Gedsted

    3 Kommentarer
    30-01-2023
    Anden etape på min og Nemos vesthimmerlandske vandretur i lokale bysamfund løb af stabelen en solbeskinnet sidste mandag i januar. Denne gang var målet Gedsted, som ligger tæt på Limfjorden, hvor Lerkendfeldt Å har sit udløb. Byen har ca 850 indbyggere.

    Vi parkerede ved hallen, som er en af de ældste i Vesthimmerland, den blev indviet i maj 1963. Hallen rummer i dag idrætshal, mødelokaler fitnesscenter og cafeteria. Og så holder man her i Gedsted ved de gode gamle Bankospil - det sker hver søndag og er efter sigende et af største af slagsen i Danmark.

    Ved siden af hallen ligger byens stadion, som også er en “Heliport”, altså en helikopterlandingsplads. Port’en blev indviet i 2017 og kan bruges af bl.a. private helikopterfirmaer, som har specialiseret sig i at flyve erhvervsfolk og andre interesserede mellem landsdelene. Hvor meget pladsen i Gedsted er blevet brugt, ved jeg ikke, men den er der!
     


    På Gedsted Stadion indtraf et af min ydmyge fodboldkarrieres lavpunkter i slutningen af 1980’erne. Her løb jeg nemlig ind i det eneste kort, som jeg har fået i en fodboldkamp - og så var det endda direkte rødt! Min forseelse med at hægte en modstander bagfra var helt klart til den straf, så uanset omstændighederne i øvrigt, var der ikke noget at komme efter. Hvor meget fodbold, der spilles i Gedsted nu om dage, er jeg i tvivl om. Klubben er gået sammen med naboerne i Fjelsø, og et klik på DBU’s side fortæller, at det fælles hold sluttede sidst i deres pulje i serie 5 i efteråret 2022 med 0 point og en målscore på 6-20.

    Vi gik forbi byens kirke - en romansk kirke fra 1100-tallet med et lille tårn, som nok er et par hundrede år yngre end selve kirken. Som noget usædvanligt for en landsbykirke har den et klokkespil, som hver dag klokken 12 spiller “Dagen går med raske fjed” - en fin kommentar til min og hundens daglige traveture..
     


    I et af byens villakvarterer mødte vi en gammel nabo fra mine tidlige drengeår, Ernst Christensen, hvis lillebror Søren, jeg gik i klasse med. Ernst har kun boet 2 steder i sit liv, i Søndergade 32 i Farsø og så i 1973-villaen i Gedsted. Han kunne anvise os en fin tur bag om villakvarteret, hvorfra vi havde en fin udsigt ud over Louns Bredning, inden vi igen ramte byens gader.
     


    I det centrale Gedsted finder man faktisk flere flotte murermestervillaer. Byen var startstedet for cykelfabrikken “Jyden”, som efter 3 års virke flyttede til nabo- og stationsbyen Aalestrup, som vi gik i sidste uge, hvor vi kom forbi den gamle fabrik, der i dag er indrettet til cykelmuseum.
     
    Lige overfor, hvor Jyden startede, ligger Gedsted Mejeri, som stadig er i funktion og producerer blåskimmelost for Thise Mejeri. Ved siden af mejeriet ligger "Den gamle foderstof", som i dag er en populær cafe med god brunch, is og meget mere.
     
    Cykelfabrikken Jyden startede i Gedsted, men flyttede senere til Aalestrup.

    Til gengæld ligger den gamle madrasfabrik Getama stadig i Gedsted. Her lavede man i sin tid madrasser med fyld af tang fra den nærliggende Limfjord. I dag produceres der kvalitetsmøbler designet af bla. Hans J. Wegner på fabrikken, som dog er flyttet lidt uden for byen.

    Midt i Gedsted finder man et stort og imponerende bevis på netop tilknytningen til Getama. På torvet er der opsat en kæmpemæssig Wegner-stol, hvorunder man kan sidde i læ ved borde og bænke. Et gavlmaleri ved siden af henviser til geden i bynavnet.
     
    På byens torv er man ikke i tvivl om, at Getama laver møbler.

    På vejen ud af byen mod Aalestrup er der en 26 meter høj silo med et par imponerende kunstværker udført af hollandske Joram Roukes, som med sine spraydåser har frembragt en flot isfugl og en ged på den førhen så kedelige silo.
     


    Sidste etape gik via villakvarteret bag skolen forbi Gedsted Skole, som er en lille landsbyskole med musikprofil. Måske er det derfor, at der er opstået flere bands i byen, bl.a. senpunkerne Freshly Riots, som i 80’erne udgav bånd og plader på eget selskab, Bondeskiver. Gruppen optrådte i 1985 på Roskilde Festival, og de er også med i mit lille lokale rockleksikon.

    Skolen er også rammen om “Vennepunktets” aktiviteter - en lokal paraplyorganisation, som arrangerer koncerter, teater og fællesspisning i skolens aula.

    Fra skolen, som i øvrigt er med i Vesthimmerlands Kommunes sparekatalog og derfor truet af lukning, gik det over vejen og til hallen, hvor herre og hund igen satte kursen hjemover med 7,5 kilometer i fødder og poter.
     


    Billederne fra dagens tur er taget med et af mine første digitale kameraer, et Konica-Minolta A2 fra 2003-04. Det holder ikke batteri så længe, så mobilen måtte også i brug i dag.
     
    Næste uge forventer vi at smutte en tur til Ullits.

  • Tour de Vesthimmerland - Aalestrup

    24-01-2023

    På vandretur med hund og retrokamera.

     
    Sammen med den 13 og et halvårige Springer Spaniel Nemo har jeg sat gang i et forårsprojekt: Vi vil hver uge vælge en ny vesthimmerlandsk by, som vi gennemtraver på kryds og tværs, så vi kommer på mindst de 6 kilometer, vi har som mål for vores daglige gåture. De øvrige dage gennemtraver vi Farsø eller naturen i omegnen.

    Forleden tyvstartede vi sammen med fruen i Hvalpsund, hvor vi har gået mange ture, men som regel ved havnen og ude i naturen. Nu gjaldt det byen med stier og villaveje. På den måde fik vi set sider af havnebyen, som vi ikke har set før: Mosevangen, Solitudevej, Teglvænget, Skrænten, Solbakken, og Højvangen. Nye og gamle kvarterer med hver deres særpræg og arkitektur - mange af de ældste huse er overgået til nye generationer og har fået en kærlig modernisering.

    Tirsdag gjaldt det så Aalestrup, som ligger yderst i den sydøstlige del af Vesthimmerlands Kommune, som er opstået af de tidligere Løgstør, Farsø, Aars og Aalestrup Kommuner. Med den lille tvist, at en del af Aalestrup Kommune blev en del af henholdsvis Viborg Kommune og Mariagerfjord Kommune ved kommunalreformen i 2007 - der var vist noget med en skolelukning, som satte sindene i kog dengang.

    Byen ligger ved Simested Å med den største bebyggede del på nordsiden af åen, og der bor i dag ca. 2800 mennesker.
     
    Danmarks Cykelmuseum har til huse i den gamle direktørbolig for Cykelfabrikken Jyden.

    Aalestrup er en typisk stationsby, som er opstået omkring slutningen af 1800-tallet. Den blev et centralt jernbaneknudepunkt for banerne fra Hobro–Aalestrup-Løgstør og Viborg-Aalestrup-Løgstør. Placeringen tæt ved Simested Å gjorde stedet oplagt, da der skulle laves en passage over åen. Den gamle jernbanebro over åen er der stadig.

    Som så mange andre byer har Aalestrup gennemgået en forvandling, hvor det gamle hovedstrøg med de mange forretninger langsomt er blevet decimeret, så der i dag står flere lokaler tomme, hvis bygningerne da ikke er brugt til andre formål.

    Byens kreaturslagteri har dog klaret sig, og klarer sig fortsat godt og er i dag et stort brand under navnet Himmerlandskød. Man rykkede sidste år ud fra centrum af byen til et nyt og moderne kæmpeslagteri ude ved ringvejen. En stor arbejdsplads, som også har en afdeling på det gamle mejeri i Farsø.
     

    Aalestrup Kirke er opført i 1908 men måtte ombygges allerede i 1923, da fundamentet var fejlkonstrueret.
     
    På vores vej gennem Aalestrup kom vi naturligvis forbi det gamle slagteri, ja vi parkerede faktisk lige ved siden af det. Herfra gik vi til villakvartererne syd for hovedgaden, hvor man også finder byens gamle vandtårn. Videre mod vest ud mod folkeskolen og idrætsanlægget, som vi også gik syd om for at ende ude i noget af det nyere boligbyggeri. Vi krydsede hovedgaden ved Falckstationen og gik gennem de nyeste villakvarterer, hvor der var gang i flere nybyggerier. Via stier ramte vi den gamle jernbane, som i dag er vandre- og cykelsti fra Viborg til Løgstør. Ved den gamle station trak vi ind i en lille skov, hvor der er en fin lille hundeskov, som var godt besøgt denne formiddag. Videre til et villakvarter, som formentlig er fra slut 50’erne og 60’erne. Her er bl.a. karakteristiske rækkehuse, som boligforeningen vist står for. De ser ganske charmerende ud, men trænger vist til en gennemgribende renovering indenfor.
     
    Gravplads og mindesmærke for allierede flyvere.
     

    På vores vej traf vi et ægtepar, hvis 3 døtre jeg har haft som elever på efterskolen, og de kunne guide mig til en sti ud til Aalestrups østlige udkant, hvor der ligger en naturefterskole med flere gamle kolleger blandt medarbejderne. Vi rundede skolen og gik igen syd for hovedgaden, hen forbi Aalestrup Private Realskole, som blev stiftet i 1904, forbi kirken med mindesmærket og gravpladsen for 14 allierede flyvere, der var besætninger på maskiner som styrtede ned på egnen under besættelsen. Til slut forbi Danmarks Cykelmuseum og Knabergården, som er bibliotek og kulturhus med teater og biograf og tilbage til udgangspunktet ved det gamle slagteri.
     
    Aalestrup Realskole er fra 1904.

    Skridttælleren havde rundet de 10 kilometer, så det var en træt hund og herre som satte snuderne hjemover til en lille forfriskning og lidt afslapning.
     
    Jeg kunne snildt bruge min telefon til fotos, men i dag tog jeg for nostalgiens skyld et gammel Nikon Coolpix 5600 med - ikke at det tager bedre billeder, men det er lidt sjovere...

    I næste uge er målet en tur til Gedsted.

1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32   33   34   35   36   37   38   39   40   41   42   43   44   45   46   47   48   49   50   51   52   53   54   55   >  

 
 
Per Lyngby