|
|
|
|
Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
-0- Silkeborg22-09-2014
Efter en hektisk opstart på efterskoleåret, var der i den forløbne weekend tid til at tage på personaletur med mine herlige kolleger.
Turen gik til Silkeborg, som blev udforsket med hensyn til kunst, kultur og natur. Jeg havde selvfølgelig mit kamera med og det kom der bl.a. disse billeder ud af:
Stilstand18-09-2014 Bloggen ligger lidt stille for tiden grundet forskellige andre projekter, men nu begynder det at lysne lidt. Jeg håber at kunne vende tilbage med tekster og fotos i oktober. Så kig forbi senere..
VH
Per Hey Hey..09-08-2014 To gange var jeg i Rævemosen for at se friluftspillet "Kilden", som bl.a. genopliver det lokale band Blackbirds med en flok unge musikere.
Jeg har skrevet om stykket andetsteds, som jeg linker til længere nede, men har jo også knoklet lidt med at få gjort det muligt at give læserne mulighed for også at blive lyttere, så de kunne høre det gamle sommerhit "Hey Hey What AWonderful World" i en 2014 liveversion.
Det er ikke så enkelte endda, men forhåbentlig lykkes det for mig i løbet af af denne lørdag, hvor jeg har fri efter en travl opstart på efterskolen kombineret med lidt skrivearbejde for lokaltindblik,dk.
Hold øje og ører med siden her...
Blackbirds spiller igen…2 Kommentarer 01-08-2014 Det er mere end 40 år siden, at den vesthimmerlandske gruppe Blackbirds indspillede og hittede med singlen “Hey Hey What A Wonderful World”. I næste uge kan man høre dette nummer igen - live - når en ny gruppe med navnet Blackbirds spiller i forbindelse med friluftsspillet i Rævemosen øst for Aars.
Uden at løfte sløret for meget om stykkets handling, kan jeg fortælle, at det udspiller sig i to forskellige tidsperioder med 100 års mellemrum: Vesthimmerland i 1860’erne og Vesthimmerland i 1960’erne. Begivenhederne for personerne i de to tidsaldre har meget til fælles - 1860’ernes musiker hedder kræn Spillemand, medens 1960’ernes popband altså er opkaldt efter gruppen med rødder i Farsø, som jeg har skrevet en del om på denne side gennem årene.
I stykket skal Blackbirds optræde i “Kilden” i Aars, hvor de altså giver 2014-versionen af det gamle hit fra 1973.
Det er sognepræst Troels Laursen, Ullits, som har skrevet stykket “Kilden”, der er instrueret af Martin Schwab. Stykket opføres i Rævemosen i dagene fra den 2. august til den 8. august.
Martin Jørgensen, som spiller med i årets stykke, har nedskrevet teksten til nummeret, som os, der i sin tid oplevede det, sikkert kan udenad: Jeg arbejder på at få lagt en lydfil med 2014-versionen op.
The minutes I wake up in the morning
I feel the sunshine in my face
Take my hand and make me feel you need me
By your side that’s where i wanna be
Remember the day you said you love me
I never been so happy in my life
there’s been good, been glad
and there’s been sad times
Take my hand and sing the song with me
Hey Hey What a wonderful world
dance to the music go and find a girl
Hey Hey What a wonderful world
dance to the music go and find a girl
Remember the days you said you leave me
I tried so hard to make you stay
you did you really changed decision
i’m sure you never will regret
It’s with you I wanna plan the future
it’s with you i wanna live my life
let’s forget those sad days behind us
lets be glad and sing the song of life
Hey Hey What a wonderful world
dance to the music go and find a girl
Hey Hey What a wonderful world
dance to the music go and find a girl
The minutes I wake up in the morning
I feel the sunshine in my face
Take my hand and make me feel you need me
By your side that’s where i wanna be
Hey Hey What a wonderful world
dance to the music go and find the girl
Hey Hey What a wonderful world
dance to the music go and find a girl San Francisco og Alcatraz01-08-2014 Turen fra Watsonville til San Francisco gik bedre end man kunne have frygtet. De store udfletninger på motorvejene kan til tider godt være en prøvelse, og det kan være sin sag, når man skal skifte bane fra højre og 7 baner mod venstre!
 Vi forsøgte at køre direkte til hotellet for at tjekke ind, inden vi skulle aflevere bilen. Men at finde en parkeringsplads er lidt af et lotteri, så efter at have forceret et par byens stejle gader et par gange, besluttede vi hurtigt, at det nok ville være lettere at aflevere bilen og så tage en taxa til hotellet. Som sagt, så gjort. Det blev en minderig taxatur op og ned af de stejle gader, som ofte ender i kryds med almindelig vigepligt. Chaufføren var ret så ofte oppe at stå på hornet, når der holdt en lidt for langsom bilist i krydset på bakken længere oppe, så vi fik en anderledes køretur i San Francisco. Efter at have fået vores værelse gik vi en tur gennem Chinatown, som lå lige om hjørnet i forhold til hotellet. En bydel, som vist aldrig sover og som formentlig er blandt de største kinesiske bosættelser udenfor Kina. Her kan købe stort set alt, men man skal se sig godt for og være på vagt, ellers kan man godt komme til at gøre en dårlig handel. Chinatown går over i North Beach, og forskellen fra så at sige den ene gade til den anden er påfaldende. Pludselig er det kinesiske afløst af italienske restauranter og cafeer og det kinesiske sprog er afløst af italienske gloser. En sjov oplevelse.
 Vi gik ned mod havnen til Fishermans Wharf, som er en stor turistmagnet - ikke mindst på grund af søløverne ved Pier 39. Det er også i dette område, der er busture, færgeture og afgange til Alcatraz. Gadegøglerne og tiggerne sætter deres præg på bybilledet - også her!
 Lørdag morgen tog vi selv turen til Alcatraz. Det er en meget populær tur, som man skal bestille uger i forvejen. Det havde vi også gjort, men da vi stod ved billetlugen fortalte de, at vores billetter var til dagen før, selv om den aktuelle dato stod på vores bekræftelse. Tingene løste sig dog, og vi slap med på færgen til fængselsøen, som engang var næsten umulig at flygte fra og som i dag er næsten umulig at få billet til - hvis man da ikke har forudbestilt!
På Alcatraz kan man selv gå rundt, eller man kan tage på guidede ture. Den mest populære er den audioguidede tur gennem celleafsnittet, hvor man via et headset får fortalt historier fra øens tid som fængsel. Tidligere ind- og ansatte fortæller om dagligdagen, flugtforsøgene og om de sidste fanger, som forlod øen. En rigtig godt og prisbelønnet audio, som bestemt kan anbefales, hvis man skal besøge Alcatraz.
 Resten af lørdagen blev brugt på at få klaret reservationer af fly og et besøg i et af verdens største supermarkeder, inden vi via Union Squarre returnerede til hotellet og begyndte at pakke til hjemturen. Søndag eftermiddag gik det så atter mod Danmark, hvor vi landede mandag eftermiddag efter fire helt fantastiske uger i USA. Tak til alle, som har fulgt med her på rejsebloggen. The Sandcastle31-07-2014
Fra Sacramento gik turen mod sydvest mod Watsonville, hvor Nora bor i et fantastisk hus direkte ud til Stillehavet. Ikke sært, at hun har navngivet stedet "Sandcastle". Hun byggede huset sammen med sin mand, Steve, i 1970. Vi besøgte dem også for 7 år siden, hvor Steve stadig levede. Efter Steves død har Nora valgt at blive boende i det store hus - og det forstår man, når man indtager sin morgenmad med udsigt til sæler og delfiner, som boltrer sig ude på havet. Ind imellem kan man også være heldig at spotte en hval, som stikker halen op og sender en sky af vand i vejret. Fascinerende. Man kan ikke tage øjnene væk fra dette flotte panorama.
 Vi benyttede lejligheden til at få et gensyn med redwood-træerne i en nærliggende naturpark, hvor det højeste træ strækker sig 87 meter op mod himlen.
 Der blev også tid til at besøge havnen og den 100 år gamle "pier" i Santa Cruz, hvor vi også lagde vejen forbi et lille og meget interessant marinemuseum. Herfra var der også en smuk udsigt over Monterey-bugten, og vi fik et glimt af en hval. Hvalerne boltrede sig også foran vores vinduer, da vi havde fået aftensmad. Opvasken trak lidt ud, når vi hele tiden skulle hen og se, når en hval eller to brød overfladen, når de svømmede langs med kysten foran “The Sandcastle”. Sidste dag hos Nora blev brugt til en sejltur i en elektrisk båd op gennem en lille indsø, som ligger bag Moss Landing nord for Monterey. Med en særdeles naturkendt kaptajn ved roret kom vi tæt på sæler, søløver, fugle og ikke mindst de charmerende havoddere, som ligger på ryggen i vandet og slapper af eller slår på en østers med en sten for at få den åbnet. En fantastisk oplevelse at glide tyst gennem vandet og se naturen på tætteste hold.
 Efter fire fantastiske dage i The Sandcastle drog vi fredag til San Francisco, hvor de to sidste dage af USA-turen skulle bruges på at se nærmere på den charmerende storby og ikke mindst den fængslende ø Alcatraz.
Sacramento31-07-2014 Fra Bridgeport gik turen over Sierra Nevada bjergene op til Like Tahoe, som er et meget besøgt område i ferier og weekender. Det mærkede vi tydeligt, da vi slog et slag ind forbi søen, hvor bilerne var parkeret tæt. På vores vej vestpå mod Sacramento mødte vi en lind strøm af biler - folk fra storbyerne på vej mod lidt rekreation i weekenden.
Vel fremme i Fair Oaks, som er en forstad til Sacramento, fik vi en hjertelig modtagelse af Ardis og Jerry, som lægger hus til os i 3-4 dage. Vi besøgte dem også for 7 år siden, og det var rigtig hyggeligt at se dem igen. Gæstfriheden er stor, og Ardis elsker at genopfriske minder om rejser til Danmark, som hendes forældre udvandrede fra i 1920'erne.
På vores tur har vi haft deres barnebarn, Cody på 13 år, med i en uges tid fra Salt Lake City til Las Vegas, hvor han mor Colleen hentede ham.
Lørdagen blev brugt på det store dyrskue i Sacramento, som er kendt for at være et godt landbrugsområde.
 Det store udstillings- og messeområde består af flere store haller, store udendørs arealer med tivoli og vandland samt en monorail, hvor man kan køre rundt og få et godt overblik.
 Dyrskuet varer i tre uger og der er hele tiden udskiftning i, hvilke dyr, der udstilles. Her er heste, køer, får og lang række smådyr og fugle. Der er 4H-udstillinger og udstillinger fra de forskellige kommuner, som uddeler smagsprøver og materiale om, hvad de kan tilbyde. Spændende og sjovt at se. Efter dyrskuet tog vi hjem til Coleen, Ken og Cody, hvor pool'en var oppe omkring de 35 grader - lige til at holde til. Faktisk er det kun solen, som varmer poolen op, og processen gøres mere effektiv med et plastikdække hen over vandet. Vi spise allesammen aftensmads hjemme hos Coleen, inden vi sluttede af på en resturant, hvor vi fik is, som ikke bare var store - de var enorme. Morten fik vist sin største bananaspilt nogensinde, og Thomas troede, han bestilte en is med 2 kugler - han fik en med 2 plus diverse tilbehør....
Ardis og Jerry har et imponerende liv af fugle og egern i deres have - sidste gang var der også et stinkdyr, som dog glimrede ved sit fravær denne gang. Til gengæld har de kolibiren "Grumpy", som er ganske territorial og gør sit til at jage alle væk med sin lille krop - i sandhed "The Master of The Garden", som jeg døbte ham.
Mono Lake og Bodie30-07-2014 Efter et afslappende ophold i California City blev kursen sat mod nord på Higway 395. Målet var Mono Lake og den nærliggende by Bridgeport, hvorfra vi også kunne komme ud til spøgelsesbyen Bodie.
Vi ankom til Mono Lake nogenlunde samtidig med en thunderstorm, som trak ind over søen fra nordvest. De voldsomme lyn fik os til at beslutte ikke at gå ned til søen, som vi valgte at betragte og fotografere på afstand. Vi kørte videre til besøgscenteret, hvor vi opholdt os en halv times tid, medens uvejret rasede udenfor og bekræftede os i, at var et godt valg ikke at tage gåturen ned til søen. Vi fik dog et glimt af tufa'erne, som er klippeformationer, der stikker op af vandet som følge af afvanding af kilderne for at at skaffe vand til storbyen Los Angeles længere nede sydpå.
 Fra Mono Lake kørte vi 25 kilometer til byen Bridgeport, hvor vi havde booket hotel for natten. Vi så en del brandfolk i området, da der havde været flere brande, som følge af lynnedslag i området nord for Bridgeport.
 Fredag morgen kørte vi ud til spøgelsesbyen Bodie, som i slutningen af 1800-tallet skød op og blev Californiens næststørste by. Guld og sølv lokkede lykkejægere, svindlere og andet godtfolk til Bodie, hvor barer, butikker og hoteller lå side om side og dannede rammen om et helt sikkert livligt natteliv, når der skulle adspredelse til fra de hårde liv i minerne. Bedemandens butik står der stadig, og han har givetvist haft gyldne dage i sin tid. Bodies storhedstid døde hurtigt ud, minerne blev tømt og mange drog andre sted hen i jagten på rigdom. En brand tog en del af byen, som dog var beboet helt op til 1940'erne, hvor endnu en brand gjorde kål på flere huse. I dag står ca. 10 procent af byen tilbage, og man har valgt at lave den til en historisk park, hvor man lader tingene stå, som de stod, da byen blev forladt. Man har så at sige stoppet forfaldet men ikke gjort meget for at pynte på husene medmindre de er i fare for at styrte sammen.
 Vi var tidligt på færde og nåede således at være de første i byen, hvor det var spændende at gå rundt mellem de gamle huse og forestille sig, hvilket leben, der måtte have været i de gyldne dage.
Fly like an eagle29-07-2014
Et af vores turs højdepunkter, bogstaveligt talt, fandt sted tirsdag. Vi blev afhentet i limousine ved hotellet og kørt til lufthavnen, hvor en helikopter stod klar til os.
Det var en herlig fornemmelse at stige op over Las Vegas og betragte de store hoteller og casinoer langs The Strip. Samtidig kunne vi se, hvor langt byen strækker sig ud omkring det pulserende centrum. Byen er enorm i sin udstrækning - det er kun i centrum, at der er høje bygninger, så de 2 millioner indbyggere i spillebyen breder sig virkelig ud.
Fra Vegas fløj vi mod Lake Mead, som er den sø, der er opstået efter anlæggelsen af Hoover Dam i 1930’erne. Et kæmpe areal, som i dag er rekreativt område med masser af vandsport. Hoover Dam ser imponerende ud i fugleperspektiv, og det samme må man sige om Grand Canyon, som vi fløj ind over lidt senere. Igen var det fantastisk at se tingene fra et nyt perspektiv.
Vores pilot landede på et plateau nede i bunden af Grand Canyon. Her kunne vi vandre en lille tur hen til kanten og nyde synet ud over Coloradofloden og de imponerende klippeformationer, som den har skåret sig ned igennem. Vi lagde en sten i en varde, som nogen har bygget op på stedet, inden vi gik tilbage til et lille picknickområde, hvor piloten havde anrettet en lille frokost, som også inkluderede champagne!
På hjemturen fløj vi hen over The Strip og fik et fint vue ud over de store hoteller, inden vi landede og blev fragtet tilbage med limousine.
 Interessant i øvrigt, hvordan såvel pilot som chauffør gav hånd til alle - det skyldes ikke bare almindelig høflighed men lige så meget en forventning om, at der er drikkepenge i et af håndtrykkene…. Route 66 til Las Vegas28-07-2014 Der har været lidt bøvl med nye adgangskoder til min hjemmeside/blog, men nu kører det igen, så jeg fortsætter mine beretninger fra USA.
På turen fra Grand Canyon slog vi et smut ind på den gamle Route 66, som nærmest er blevet ikonisk for mange med USA i blodet. Motorcykelklubber og andre drager til USA for at køre den legendariske rute, som havde sin storhedstid i 1950’erne, da bilen var ved at blive hvermandseje i USA. De små byer langs ruten blomstrede op med tankstationer, moteller, værksteder og butikker, som kunne servicere de mange bilister. Senere kom de store Interstates, og dermed mistede den gamle vej sine biler, og dermed døde byerne ud. Pixarfilmen “Cars” har dog været med til at give fornyet interesse om Route 66, hvor de nuttede biler fra filmen nu er med til at præge souvenirbutikkerne i Williams og de øvrige små byer på den del af ruten, som stadig eksisterer parallelt med den nye motorvej.
 På turen nordover mod Las Vegas gjorde vi holdt ved den imponerende Hoover Dam, som dæmmer op for Coloradoflodens løb og danner den kunstige sø Lake Mead. Ved dæmningen er der et kraftværk, som kan producere strøm til en by med mere end 1 million indbyggere. Bygningsværket er også med i flere actionfilm, hvor der udspiller sig dramatiske scener på den stejle dæmning eller inde i turbinerummene.
Straks efter dæmningen ændrede bebyggelsen karakter - pludselig var det imponerende millionærvillaer, som vi kørte forbi efter i flere dage at have kørt gennem landskaber med enkeltstående mobilhomes eller små klynger af huse, mobilhomes og et væld af udrangerede biler. Vi var åbenbart kommet til en rigere del af USA.
Og penge og rigdom - eller drømmen om det - var hvad, der mødte os i Las Vegas. Et mylder af biler og mennesker og et lyshav på The Strip, hvor kasinoer og forretning lokker om kundernes gunst. Alt sammen i en underlig blanding af kopier fra den store verden. I Las Vegas finder man frihedsgudinden, en ægyptisk pyramide, et mini Venedig, Eiffeltårnet og meget andet. Mange af efterligningerne er i det rene plast, kan man konstatere, hvis man banker lidt på overfladen.
 Vores hotel har naturligvis et kasino, som man simpelthen ikke kan undgå at komme igennem, når man skal til sit værelse. Et kæmpe lokale fyldt med enarmede tyveknægte i alle afskygninger, pokerborde, black jack og meget mere. Drømmen om den store gevinst lever, og tiltrækker mange typer af mennesker. Også mig. Jeg brugte små 50 dollars i spillemaskinerne, vandt lidt, men sluttede som de fleste med at have tabt min indsats.
<
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
>
|
|
|
|
|
