Lørdagen blev en af de mere kulturelle dage her i det vesthimmerlandske.
For andet år i træk inviterer Vesthimmerlands Kommune til AHA Kulturuge - en uge med et væld af kulturelle oplevelser med musik, sang og teater for alle aldersgrupper. Her er glade amatører på slap line kombineret med professionelle og kendte kunstnere.
Fruen og jeg deltog i åbningsarrangementet, som bogstavelig talt udspillede sig på tre af Farsøs industrivirksomheder. På den store vinduesfabrik Outline oplevede vi dansk jazz i verdensklasse med mundharpespilleren Mathias Heises kvartet, som leverede flotte numre med plads til masser af soli og improvisationer i en fabrikshal fyldt med velduftende træ.
En af vores søn Thomas’ gamle klassekammerater fra gymnasiet, Ebbe Michelsen, er en meget dygtig pianist, hvilket vi og alle andre kunne konstatere, da vi smagte på kulinariske lækkerier fra Kanalfogedens Køkken i Løgstør, som havde lavet en tallerken med lokale råvarer. Diner-musikken var international, men altså leveret af lokale hænder, som bevægede sig behændigt hen over de sort-hvide tangenter.
Internationalt men stadig dansk musik var der også hos Danilift, hvor to tredjedele af Outlandish underholdt med deres multietniske popmusik, som indbefatter hits som Guantanamo og Aicha.
Fra Farsø gik det videre til gallafest på Vesthimmerlands Gymnasium, hvor yngstesønnen Morten går i 3. g og derfor skulle træde ud i den klassiske dans Les Lanciers. Inden da skulle farmand lige tage fotos af sønnen med gallapartner og af hele den festklædte klasse. Flot om imponerende og en voldsom kontrast til, da man selv stod der i 70’erne og udførte dansen i T-shirt og kondisko…
Gallafesten er stort sat op med tema, som denne gang var En aften i den fortryllede skov. Der var gjort meget ud af at pynte en ellers kedelig idrætshal op til fest - og jeg skal love for, at det fungerede og var flot.
Som aftenen skred frem blev de flotte rober skiftet ud hos nogle, og flade sko og bare tæer vandt over høje hæle og stiletter, medens der blev danset og festet i en herlig atmosfære, hvor elever og medarbejdere hyggede sig sammen med forældrene. Igen lidt af en kontrast til min gymnasietid, hvor mine forældre vist kun var på skolen, den dag, jeg blev student.
Og netop student, er næste mål for de mange VHG’ere, nu hvor festen i den fortryllede skov afløses af nogle hårde med forberedelser til de afsluttende prøver.
Da fruen foreslog, at vi skulle holde maleferie i vinterferien, forestillede jeg mig et højskoleophold blandt kreative mennesker med en pensel bag øret og masser af blanke flader, som bare ventede på at blive fyldt med fest og farver.
Jeg blev klogere, gjorde jeg!
Ferien blev i stedet brugt på at male herhjemme. Det var dog også ved at trænge, og når først man kommer i gang, er det nu meget hyggeligt at male - også på vægge, lister og vinduer.
Da møbler og andet løsøre skal flyttes, når man går i gang med sådan et projekt, gav det anledning til at rokere lidt rundt på nogle af mine pladespillere og anlæg. Her på kontorarbejdspladsen nede i stuen kom de store Jamo-højttalere væk og blev erstattet af et par mindre reolhøjttalere fra Dali - de spiller forbavsende godt og har gjort det længe ved fotocomputeren oppe på repos’et. Her skal jeg nu se, om jeg kan få plads til de store Jamo’er.
Samtidig fik jeg fjernet en adskillelse i rumdeleren, så min pladespiller har fået en mere central og naturlig placering i forhold til før, hvor den stod ovenpå rumdeleren med en lidt akavet betjening til følge. Pladsen er nu overtaget af den gamle Philips, som kommer ned og spiller singler af og til.
Nu er set up’et klar, som det hedder i hi-fi fagsproget, og der spinnes løs, fortrinsvis med kunstnere og grupper, som begynder med A og B, da det er denne del af samlingen, som i øjeblikket er nede i “stadsstuen”, hvor de har afløst de danske plader.
Pladespilleren er en Beogram 5000, som skal skiftes til at udfylde pladsen sammen med en stor Technics, som lige nu er på værksted.
Søndag aften var jeg på Skråen i Aalborg med min gode ven Ib, som havde vundet to billetter til en koncert med den københavnske gruppe Baal (udtales baaal og ikke bål).
Gruppen havde sin storhedstid sidst sidst i 1990'erne og deres debutalbum Sensorama har lidt af en kultstatus hos kendere. Jeg kender godt bandet og noget af deres musik, men kun perifert. Lyden er stor og voldsom, men også stille og blid med store skift i rytme, stemning og kraft. Sangeren Bjørn Fjæstad er det sceniske midtpunkt med sin nærmest teatralske performance, medens keyboardspilleren Henrik Steen Melander lægger den melodiske tone, en særdeles velspillende Troels Skærbæk på bas, en solid Kenny Andy Jørgensen på trommer og en guitarist i skikkelse af Morten Lundsgaard, som mestrer at spille følt såvel som storladent, så tankerne går til Queen eller David Bowie. Lundsgaard ligner en rødhåret udgave af Tintin, som han står der og smiler og vrider smukke eller rå toner ud af den 6-strengede.
Vi er blandt kendere denne aften på Skråen - det er tydeligt, at mange blandt publikum aften var unge omkring årtusindeskiftet. Der er dog også helt unge, som må have stiftet bekendtskab med musikken på anden måde, og så er der Ib og mig, som må erkende, at vi denne aften er med til at trække aldersgennemsnittet i vejret.
Uanset tallene på vores dåbsattest får vi en forrygende aften i selskab med Baal, som i den grad leverer varen. Det er svært at sætte musikken i bås, men inspirationen fra Bowie er tydelig. Jeg hører også overtoner af Procol Harums symfoniske rock og som nævnt også en stor portion Queen.
Jeg har tidligere hørt Ball på Nibe festival’en, dengang med en hyldest til netop afdøde David Bowie i form af en Baal-version af “Life on Mars”. Den fik vi ikke i Aalborg - til gengæld var stemningen mere intens og publikum mere dedikeret end på Nibe.
Baal udgav i 2018 albummet “Time is old”, som kører på Spotify, medens disse linjer skrives. Det er bestemt anbefalelsesværdigt.
Årets julegave til hele familien var et brætspil: Ticket to ride - Europe”.
Det er et ganske underholdende strategispil, hvor det kort fortalt gælder om at bygge togstrækninger mellem europæiske byer.
Der spilles ved hjælp af brikker og forskellige kort. Man får point for at bygge en strækning mellem 2 byer f.eks. Wien og Munchen, og der er ekstra bonus at hente, hvis man i løbet af spillet kan etablere længe sammenhængende strækninger, f.eks. fra Cadiz til Stockholm.
Ticket to ride findes i forskellige udgaver - der er udviklet på spillet gennem årene, og kan klart anbefales til folk, som er glade for brætspil med lidt strategisk indhold. Et spil med 4 personer tager en lille times tid og er ganske underholdende.
Det nyeste spil i serien hedder vist nok “Ticket to ride - New York”, som er en neddroslet version, der kan gennemføres hurtigere. Her køres der med taxier i stedet for tog, men grundprincippet i spillet er det samme.
En af mine seneste blog handlede om koncerten på Train i Aarhus med Uriah Heep. Forud for dem spillede det engelske 60'er band The Zombies.
Mit kendskab til gruppen var forud for koncerten ret lille - jeg huskede svagt deres hit “She's Not There”, og så var keyboardspilleren Rod Argent med til at danne gruppen.
Argent var også med i Aarhus sammen med en anden af bandets stiftere, forsangeren Colin Blunstone. Et par ældre herrer, og da de entrede scenen kunne man have sin tvivl om, hvorvidt det ville blive en pinlig omgang retrorock.
Intet kunne være mere forkert.
Fra første tone stod det klart, at det ville blive en god oplevelse, og det viste sig jo, at jeg faktisk kunne huske flere af deres numre - ikke mindst “Time Of The Season”, som meget godt rammer den karakteristiske blanding af psykedelisk musik og pop, som også The Beatles og The Beach Boys var foregangsmænd for. Ja, faktisk stod gruppen for mig lidt som et klon af de på den tid største grupper fra hver sin side af Atlanten.
Colin Blunstones stemme er karakteristisk og smuk - og den lød faktisk frisk og flot, selv om manden har passeret det 70. Rod Argent tryllede på sit keyboard, og det blev også til et enkelt hit fra hans egen gruppe Argent: Den publikums- og klappevenlige “Hold Your Heads Up”.
Gruppen har siden februar 2018 haft et dansk islæt i skikkelse af Søren Koch på bas. Han er med i det danske band The Beatophonics, men trådte til med kort varsel, da Zombies-bassisten, ex-Kinks medlemmet Jim Rodford, døde efter et fald. Koch passer perfekt ind i gruppen, spiller en solid bas og kan synge de flotte vokalharmonier, som er vigtige for gruppens lyd.
Og netop lyden var noget af det, som gjorde, at Zombies denne aften på Train stod som det bedste oplevelse for mig. Den positive overraskelse over deres flotte numre sammen med den flotte og nuancerede lyd betød, at Uriah Heeps hårde rock og meget højere lydniveau blev lidt for unuanceret i forhold til opvarmningen.
Nok er jeg til vinyl og analog lyd, men Spotify er bestemt rart at have, når man lige skal dykke ned i Zombies bagkatalog, som bl.a. indbefatter albummet “Odyssé And Oracle”, som er udgivet i kølvandet på Sgt. Pepper og som er indstillet til at være mellem de 100 vigtigste albums nogensinde. Gruppen er indstillet til at komme med i Rock'n Roll Hall Of Fame.
De flotte fotos, som ledsager denne blog, stammer fra koncerten i Aarhus og er taget af Per Ryolf, som ud over foto og musik er optaget af brandbiler og livet i Aarhus generelt. Man kan se hans billeder HER
Sådan lyder det i en kendt julesang, og sådan blev min jul, hvor mine beskedne ønsker alle blev opfyldt: Bøger, bøger, bøger og sko, så er jeg klar til at gå det nye år i møde.
Juledagene er læsedage for mig - fordi der er ferie, mørke og hygge. Og fordi jeg som regel altid får en stak gode bøger i julegave.
Fra min arbejdsplads var det Michael Bundesen selvbiografi “Alting har en ende”, med referencer til teksten i sangen om hvalen Hvalborg og med reference til, at Bundesen aldrig kommer til at synge med Shu-Bi-Dua igen. En erkendelse, han selv kommer frem til i bogen, hvor han udover at beskrive tiden som kendt sanger også ganske stærkt beskriver, hvordan han blev ramt af blodpropper i hjernen, som har gjort ham lam i den ene side af kroppen.
Som teenager i 70'erne er Shu-Bi-Dua jo en del af mit lydtapet, og selv om jeg ikke købte deres plader dengang, hørte jeg dem naturligvis i radioen, og når diverse balorkestre spillede op på Hotel Farsø hver fredag og lørdag. Sidenhen har jeg købt deres plader fra 1'eren til 10'eren, som er deres bedste. Faktisk kører shubberne på min lille transportable, medens disse linjer tastes. Det er munter, glad musik med finurlige ordspil, som ikke havde til hensigt andet end at underholde og beskrive den danske hverdag. Det var ikke velset i de progressive dele af det danske rockmiljø dengang i 70'erne, og derfor blev Shu-Bi-Dua da heller aldrig en del af det miljø - de kørte deres helt eget løb og etablerede endda deres eget pladeselskab “Storkophon”.
Alt det og meget mere kan man læse om i den ganske velskrevne bog, hvor Bundesen også flere gange kommer ind på konkurrenceforholdet mellem Shu-Bi-Dua og Gasolin og hans eget noget krampagtige forhold til Kim Larsen - de to kom aldrig på talefod. Bogen, som er skrevet af Kaare Sørensen, er udgivet, før Kim Larsen død i september.
Efter et hurtigt mellemspil med en helt ny bog om vinylplader og den kultur, som igen er opstået omkring dette medie, er jeg i øvrigt nu gået i gang med Jens Andersens biografi om Kim Larsen. Grundet sangerens død i efteråret kommer den kun til at bestå af den første del, som indbefatter barndommen, skolegangen, højskoleophold på Askov og den spirende musikalske karriere, som opstod i miljøet på Christianshavn.
Efter biografierne ligge der en stak krimier og venter sammen med en bog om den danske modstandskamp under besættelsen.
Uriah Heep på scenen i Aarhus - til venstre Mick Box, som har været med bandet hele vejen fra 1969 og frem til i dag.
For en lille måneds tid siden var jeg på Train i Aarhus, hvor der var dobbeltkoncert med The Zombies og Uriah Heep. Førstnævnte stod før koncerten svagt i min erindring med nummeret “She’s Not There” og med keyboardspilleren Rod Argent i den oprindelige besætning. Uriah Heep derimod er jeg særdeles godt bekendt med - de fleste af deres albums fra perioden 1969 til 1980 står i min samling.
Eneste tilbageværende medlem i Uriah Heep er Mick Box på guitar - han var med til at danne bandet med navneinspiration fra en Charles Dickens figur, og kører i dag i en alder af 71 showet videre. Gruppen har netop afsluttet en europæisk turne med 42 koncerter i både Vest- og Østeuropa, og holder nu en lille pause, inden de næste år drager på turne i USA. I sandhed imponerende af et band, hvor flere af musikerne med god samvittighed kunne læne sig tilbage og nyde deres otium. Men scenen trækker, og det er åbenlyst, at de nyder at optræde.
Selv om den klassiske besætning med Mick Box på guitar, Ken Hensley på keyboards, David Byron vokal, Gery Thain bas og Lee Kerslake trommer for mange står som det rigtige Uriah Heep, skal man ikke kimse af bandet anno 2018 - det har netop udsendt et album, som trækker tråde tilbage til den absolutte storhedstid i 1970’erne. Af naturlige årsager kan hverken Byron eller Thain være med - de er begge døde for længst, og Lee Kerslake er uhelbredelig kræftsyg og har ikke langt igen.
Sammen med Mick Box har den nuværende sanger Bernie Shaw og keyboardplayer Phil Lanzon vist spillet længere i Uriah Heep end nogen andre - så bandet har sin berettigelse også i dag hvor Russell Gilbrook er med på trommer og Davey Rimmer har overtaget bassen.
Ved koncerten i Aarhus fik vi flere af de nye numre, men også ting fra det store bagkatalog - numre som publikum naturligvis er kommet for at høre: Easy Livin’, Gypsy, Rainbow Demon, Look At Yourself og den flotte July Morning.
Jeg hørte senest Uriah Heep i Hjørring for 7-8 år siden - og det må siges, at de stadig holder niveau såvel musikalsk som med hensyn til energi og udstråling. Dog er rytmegruppen efter min mening lige heavy nok, hvilket går ud over nuancerne i bandets numre, som modsat mange andre heavybands også byder på flotte vokalharmonier. Tidligere, da man havde Kerslake på trommer og ikke mindst nu afdøde Trevor Bolder på bas, var det anderledes melodiøse toner, som lagde bunden i musikken. Nu skal der mere tæskes hårdt på skindene af den gode Russell Gillbrook, som ligner en testoteronpumpet udgave af Stig Tøfting.
Men alt i alt en god og godkendt koncert af veteranerne, som i min optik ikke spiller heavyrock - nej de spiller betonrock, som vi kaldte det i mine teenageår.
Aftenens anden gruppe på scenen, The Zombies, leverede også en god koncert, som måske endda overstrålede hovednavnet. Mere om det i næste blog.
Hvis man vil høre en rigtig flot koncert med Uriah Heep, er dette et godt sted at starte:
Weekenden studietur til det sydøstjyske indbefattede også et besøg i Fængslet - det gamle forbedrings og tugthus i Horsens. Der har ikke været fængsel i bygningerne siden 2006, hvor man lukkede ned i Horsens og rykkede til et et nyt og topmoderne fængsel lidt øst for byen. Mange havde den mening, at de gamle bygninger skulle rives ned - et fængsel er sjældent nogen specielt god reklame for en by eller en egn. Men andre havde dog planer og visioner om, hvad det store bygningskompleks kunne bruges til.
I første omgang var det private investorer, som havde planer. Måske mere i den tivoliagtige stil med et forlystelses og oplevelsescenter. Krisen kom på tværs og andre interessenter kom på banen.
I dag er Fængslet en kulturinstitution, som ikke bare rummer et museum men også er et kursuscenter, koncertsted, restaurant og meget mere.
Vi havde booket en rundvisning i fængselsmuseet med fokus på de mange flugtforsøg, som gennem årene er gjort fra Horsens Statsfængsel - inklusive den berømte Lorentzen, som efter et års gravearbejde fik en uge i friheden, inden cellen bag murene igen kom til at danne rammen om hans liv.
Jeg har tidligere besøgt Alcatraz ud for San Francisco, hvor man har en prisbelønnet guidet tur med høretelefoner og nogle af de gamle fangers stemmer, som fortæller om livet i fængslet - suppleret med originale lyde af døre der smækker og fanger der røber eller snakker.
Nu havde vi en live-guide på - en dygtig herre, som kunne berette levende og godt om historierne. Men man kan også lave selvstændige cellestudier i stil med det, man har på Alcatraz. En række tidligere indsatte, hvoraf en enkelt nu er ansat, har indtalt deres historie, og man kan så vælge, hvem man vil følge. Undervejs er det hotspots, hvor fangerne fortæller historier, som er knyttet til det sted i fængslet. Spændende og god historieformidling, som helt sikkert skal prøves næste gang, jeg gæster Fængslet i Horsens.
Kedsomheden og hverdagens forudsigelighed har været noget af det værste ved at sidde indespærret. Nogle fanger har løst problemet ved at være kreative: male, skære figurer, synge, spille musik eller lignende. Der er mange flotte eksempler på, hvad fangerne har skabt i udstillingen, hvor man bl.a. kan se og læse om Ricky Iversen, som fik 16 år for drab. Han blev i fængslet en anerkendt håndværker og kunstner, som bl.a. også uddannede sig til at blive en dygtig instrumentmager - en violin, som han har bygget, er udstillet sammen med nogle af de mange tegninger og malerier som flugtkongen Lorentzen stod bag.
Lorentzens flugt gennem en tunnel, som han brugte det meste af et år på at grave er flot beskrevet, og man har nu genskabt den 18 meter lange tunnel og ved hjælp af moderne teknologi lavet flotte animationer, som viser Lorentzen grave sig gennem den snævre passage. Den blev understøttet med mursten og brædder, som den friheds og opmærksomhedshungrende fange hentede på fængslets loft om natten.
Akkurat som da Lorentzen flygtede en decembernat i 1949 hænger der nu en seddel ved indgangen til hans tunnel - “Hvor der er vilje, er der en vej” skrev han som en farvelhilsen til fængselsinspektøren og de ansatte.
Et farvel blev det ikke - men til gengæld et gensyn, da Lorentzen efter en uge i friheden atter kom bag lås og slå.
Lorentzen forsøgte i 1937 at bryde ind i boksen her i Farsø, hvor den lokale sparekasse var målet for hans kup, som dog mislykkedes fordi han brugte svejseudstyr i stedet for en skærebrænder. Da kupforsøget rygtedes i byen, fik ikke alle helt fat i sammenhængen. Sparekassens formand var kæmner C. L. Lorentzen, og folk i Farsø synes nok, det var lidt vildt, at den pæne mand kunne finde på sådan noget. Indtil de fik fortalt, hvilken Lorentzen, der var tale om…
Den farverige flugtkonge med speciale i at bryde ind i pengeskabe har helt sikkert været en stor inspiration for Erik Balling, da han skabte Egon Olsen og hans bande, som mange år senere blev Danmarks mest populære og elskede forbrydertrio.
Akkurat som med museet Trapholt er der basis for et nyt besøg senere - der er stadig meget at se i Fængslet.
Årets studietur med efterskolen gik til Kolding, hvor første punkt på dagsordenen var et besøg hos kollegerne på Koldingegnens Idrætsefterskole - KIES.
Efterskolen i Kolding ligner på mange områder HCI, hvor jeg har min daglige gang. Begge skoler er startet i 1980’erne, og begge har den brede idræt som fundament. KIES ligger meget smukt på en skråning ned til Kolding Fjord, og med direkte adgang til fjorden fra skolens matrikel er det naturligt, at man også har sejlsport på skemaet. Skolen har godt 100 elever - flest i 10. klasse, og gennem årene er der sket en knopskydning med ny undervisningsfløj og idrætshal. Der er elevværelser, administration og spisesal i den gamle hovedbygning, som tidligere rummede et børnehjem.
Vi fik en fin rundvisning af tre elever, som glade og åbne fortalte om deres hverdag, som i store træk ligner den, som vores elever har. Den efterfølgende information og snak med forstanderen bekræftede dette indtryk - også på den pædagogiske side gør vi mange ting ud fra de samme grundholdninger og værdier.
Trapholt Fra KIES gik turen videre til Trapholt - et museum for moderne kunst og arkitektur. Og også med en lille smule efterskole-relevans - mere om det senere.
Trapholt ligger akkurat som efterskolen smukt ned til fjorden, dog lidt tættere på Kolding. Et ægtepar med interesse for kunst købte i sin tid arealet, som senere med bistand fra Kolding Kunstforenings Samling blev til et moderne museum. Museet blev indviet i 1988 og er sidenhen udvidet flere gange. Foruden den faste samling af moderne kunst og møbeldesign arrangeres der løbende temaudstillinger. Netop nu er der således en udstilling med Kay Bojesens værker - såvel i sølv som i træ. Bojesen var nemlig uddannet købmand og senere sølvsmed hos Georg Jensen. Men det er træfigurerne og ikke mindst aben, som har gjort ham kendt og elsket over hele verden.
På udstillingen kan man følge udviklingen i Bojesens arbejde gennem tre temaer: leg, håndværk og innovation. Meget betegnende har udstillingen titlen “Humøret i dansk design”.
Det vil være for omfattende at beskrive hele udstillingen, men jeg vil dvæle lidt ved den populære abe. Vi fik nemlig en lille eksklusiv indføring i Bojesen-universet af museumsinspektør Kathrine Stenum Mortensen, som er datter af et par gamle HCI-kolleger. Jeg har ikke set Kathrine i mange år, men da hun som barn boede i Haverslev, var hun ikke i tvivl om, hvem der har opfundet det meste her i verden: mig. Og hun var da heller ikke sen til at svare, da jeg spurgte hende om, hvem der i virkeligheden har opfundet alle de herlige Bojesen-figurer: Det har du, du opfinder jo alting, smilede Kathrine.
I afdelingen for leg er der naturligvis en legeplads. Her kan man se kopier af aben. Flere montrer med hæklede aber - en trend som startede for nogle år siden. Mange har sendt hæklede aber ind, og rigtig mange af dem bliver efter udstillingen givet videre til børneafdelinger på hospitaler. Ved siden af de hæklede aber hænger en 3 meter høj abe - lavet i patchwork af frivillige i området.
En hollandsk kvinde har gjort aben til sit helt eget lille fotoprojekt på Instagram, hvor hun jævnligt lægger billeder op af sin træabe, Hr. Nilsson, som er med hende stort set overalt og vises i mange sjove situationer. Se Hr. Nilsson her.
Blandt museets nyeste attraktioner er Arne Jacobsens sommerhus, Kubeflex, som han tegnede i 1969-70, men som aldrig kom i produktion. Arne Jacobsen døde i 1971. Huset er opbygget af kubeformede moduler, som kan sættes sammen på mange forskellige måder, og man kan udbygge med nye moduler, når behovet opstår. Indenfor i huset er der indrettet med Arne Jacobsens stole, armaturer og sågar bestik.
Huset, som gennem mange år har stået ved Vordinborg, er nu kommet til Trapholt, hvor det er restaureret og opstillet ved museet. Man kan komme på rundvisninger i huset hver eftermiddag. Se mere om det spændende hus HER
Efter et par timer skulle vi videre, men der er meget mere at se, og jeg skal helt bestemt tilbage til Trapholt en anden gang.
Fredag aften var jeg på Værket i Randers - til koncert med amerikanske Peter Cetera - en stor stemme, som har stået for mange pompøse ballader såvel solo som i bandet Chicago.
Plakaten i foyeren gav et fingerpeg om, at det nok var amerikansk showmanship mere end en egentlig rockkoncert, vi stod over for: 73-årige Cetera fremstod i smoking og med en veltrimmet hårpragt.
Åbningen bekræftede mine formodninger, da det 7 mand store band entrede scenen og gik i gang, hvorefter aftenens hovedperson kunne slentre ind til publikums bifald. Håret sad, som på plakaten, ulasteligt, og der var heller ikke en pløk i det velplejede gebis, som vendte forkert. Man fik fornemmelsen af at se en kandidat til det amerikanske præsidentvalg - alderen og fremtoning var den samme! Og formentlig også antallet af ansigtsløftning og andre kosmetisk tiltag. Til gengæld fremstod Mr. Cetera også særdeles fit og veltrimmet - smokingen sad som støbt på stjernen.
Stemmen. Den sad lige i skabet. Fyldig og karakteristisk, som vi kender den fra de store hits fra 80'erne og 90'erne. Bandet leverede backingen flot, rent og med en rigtig god lyd - ikke for lavt og heller ikke højt og buldrende. To guitarister, to keyboardspillere, to percussionister og en bassist med det helt rigtige cool udseende der i baggrunden med de runde solbriller.
Mellem numrene blev der small talket, som man kan forvente det. De klassiske jokes om, at der er folk i salen, som ikke engang var født, sidst Cetera gæstende vores “beautiful country”, da han gav koncert på plænen i Tivoli for øjensynlig en del år siden. Vi hørte om tilblivelsen af nogle af de store hits, om grammy-uddelingen, hvor Cetera var nomineret for sangen “Glory Of Love” til Karate Kid 2, men tabte til Top Gun klassikeren "Take My Breathe Away", som bandet fint satte ind med, da Ceteras fortælling nåede klimaks.
Chicago startede i 1960'erne som et band, der formåede at kombinere den rytmiske rockmusik med blæsere og masser af inspiration fra jazzmusikken. Ofte lange numre med plads til improvisationer - måske var det derfor de første albums alle var dobbelt LP'er. Gradvis fik musikken en mere poppet drejning, og det slog for alvor igennem på “X” - alle deres album var navngivet med romertal - hvor Cetera-nummeret “If You Leave Me Now” blev deres første nummer 1 hit - og vandt ikke én men hele to Grammy'er. Her var der skruet ned for blæserne og op for strygerne - og man fornemmede, at Cetera havde fundet formlen til succes. Det havde han også, og han satte større og større præg på gruppens musik frem til album nummer 18 - nu var man gået bort fra romertallene, hvorefter han gik solo.
Vi fik naturligvis også “If You Leave Me Now”, som paradoksalt nok var et af aftenens svagere indslag. Svagt, men pænt, stod også Beatlesnummeret “Oh, darling”, som korsangerinden og percussionisten Tania Hancheroff leverede, da Cetera trak sig tilbage for få vejret og lade op til de sidste numre. Det blev til endnu et Beatlesnummer - “Come Together” - som til gengæld viste, at wingmanden på guitar og backing vocals, Chris Rodriguez, var en herre med noget på hjertet og strengene. Han voksede gennem hele koncerten, og var en sand nydelse at følge og høre.
Cetera returnerede til scenen - og til koncertens absolut bedste fase - den afsluttende del, som bød på flere af de lidt ældre Chicagonumre som “Dialougee”, “Feeling Better Every Day” og den afsluttende “25 or 6 to 4” krydret med storhittet “Hard To Say I'm Sorry” fra den poppede periode. Cetera trakterede nu også bassen, som han gjorde i det tidlige Chicago, og musikken fik lov at rocke og fylde meget mere - og det var fedt.
Alt i alt en god og flot musikalsk oplevelse, hvor rammerne er flotte, men også en smule rigide.
Det er sådan set OK, at personalet skrider ind overfor folks mobiltelefoner, som det ikke er tilladt at bruge under koncerten til at filme og fotografere, men når en moden dame på plus 40 spontant rejser sig for at danse til musikken, så straks bliver bedt om at sætte sig af den ulasteligt klædte kontrollør - så hopper kæden af. Ikke mindst fordi, man et par numre længere henne i koncerten skal rejse sig på bandets opfordring. Så bliver det lige en tak for strømlinet og pænt for mig.
Men nu er Peter Cetera jo også en pæn og nobel mand. Koncerten i Randers var i øvrigt den eneste, han giver i Skandinavien.
