I denne tid er der travlhed med gymnastikopvisninger rundt om i Danmark. Lokale foreninger og mange efterskoler runder af med at give prøver på, hvad der er arbejdet med i vinterens løb.
Også på min efterskole er der hektisk aktivitet i denne tid. I den kommende tid skal eleverne lave opvisning torsdag, fredag, lørdag, søndag og tirsdag - nogle af dagene endda flere opvisninger. Det er god reklame for skolen og for fællesskabet.
Forrige weekend var jeg med elevholdet rundt på en del af weekendturne, hvor de var i Farsø og Haverslev fredag, Brovst og Fjerritslev lørdag og Aalestrup og Østervrå søndag.
Hver gang giver eleverne den fuld gas, og alene deres opvarmning er en lille opvisning i sig selv. Den får hele armen med kampråb og energi, som sætter alle op til at yder deres bedste, når det går løs foran publikum.
Billederne, som ledsager denne blog stammer fra Farsø, Brovst og Fjerritslev.
Forleden tikkede der en trist besked ind i min mailbox: Forsangeren i hedengangne Blackbirds, Ole Høgh, døde den 3. marts. Han blev 64 år.
Ole kom med i Blackbirds i slutningen af 1960’erne og satte med sin karakteristiske lyse stemme et stærkt vokal præg på solsortene fra Vesthimmerland. Man kan heldigvis nyde hans flotte vokal på de singleplader, som gruppen nåede at indspille - debutsinglen “Hey Hey What A Wonderful World” viser ham fra den bløde side. Men han kunne også synge rock, som man kan høre på deres anden single “Going Home”, akkurat som han kunne gøre sig i country, som man kan høre på B-siden til den tredje single: “Clap My Hands”/”Country Girl”.
Som ung teenager snakkede jeg af og til med Ole og de andre i bandet, som vi naturligt nok så vildt meget op til. Efter at jeg gennem de senere år har gravet i gruppens fortid og fundet masser af fotos, har jeg også forsøgt at få kontakt til Ole. Han svarede dog ikke, hvilket jeg tog som et udtryk for, at han havde lagt den del af sit liv bag sig. Og det respekterede jeg naturligvis.
Jeg ved, at hunde gennem mange år var en store passion for Ole, som sammen sin ægtefælle drev en lille kennel i et naturskønt område ved Simested: “Kennel Culpeper” - måske med inspiration fra den danske beatgruppe Culpepers Orchard.
Med mine mange blogs og skriverier om Blackbirds, synes jeg, det er på sin plads at mindes Ole her på siden.
Mine tanker går til hans familie. Æret være hans minde - og tak for musikken!
Solsortens smukke stemme er forstummet - men heldigvis fortsat på vinyl og i cyberspace.
I min pladesamling fandt jeg en lidt sjov ting, som vist er udgivet i starten af 1980'erne: "Stars On 45". Som titlen antyder er det en hyldest til singlepladen, der jo roterer med 45 omgange i minuttet, og nogle af de navne, som op gennem specielt 60'erne hittede på alverdens radiostationer og hjemme på grammofonerne.
Hvordan jeg er kommet i besiddelse af dette eksemplar, ved jeg ikke, men det er egentlig ganske underholdende at lytte til. Den ene side er helliget Beatles-numre, så her kan man næsten få en komplet gennemgang af Liverpool-drengenes bagkatalog på under 20 minutter. Side 2 rummer en lang andre rock- og popklassikere, som allesammen, akkurat som Beatles på side 1, serveres i en diskostemning med hårdt dunkende bas og trommer som underlag til de mange flotte sange.
Så vidt jeg ved, er der udgivet flere i serien, men jeg har kun denne - til gengæld i 2 eksemplarer!
Overskriften kan måske antyde, at man kan få nogle knubs ved at spille håndbold. Det kan man sikkert også, men forkortelsen står nu for Østjyske Mesterskaber i håndbold, og det er efterskoler, vi taler om.
Gennem årene har jeg været til at hav af NM'er (Nordjyske Mesterskaber), mest i fodbold og volleyball men nu og da også i badminton, håndbold, floorball og basketball.
Onsdag skulle Thomas (foto herover), som går på Salling Efterskole, spille om ØM. Stævnet foregik i Viborg, hvor bl.a. Viborg Stadionhal lagde gulvbrædder til kampene. Selv om det er en anden region, var der dog mange skoler med, som jeg kender gennem mit arbejde med efterskolefodbold. Hou Maritime Efterskole, Vivild Efterskole, Gudenådalens Efterskole og Hald Ege Efterskole.
Thomas og hans holdkammerater kom rigtig skidt fra start i deres første kamp, hvor forsvaret var hullet som en si og angrebet næsten ikke eksisterende. Det betød et stort nederlag, og man kunne frygte kampen mod Vivild, som på forhånd så stærke ud. Men holdet reddede æren i land - ikke med en sejr, men med et knebent nederlag på 2 mål i en kamp, hvor de pressede Vivild til det sidste.
I en af kampene opstod en lidt pudsig episode, da en af dommeren løftede pegefingeren ind mod stregen, hvor en flok store drenge kæmpede om de bedste placeringer, hvorefter det lød: I skal holde op med at skubbe til hinanden! Den dommer ville vist ikke komme langt i en dansk serie- eller divisionskamp, hvor der da bliver skubbet og kæmpet en del på stregen - det er da vist en del af gamet, se f.eks. billedet herunder, hvor en Sallingspiller lige mister gulvkontakten med hjælp fra et par Vivildspillere. Og så kan jo godt blive lidt øm i håndbold!
Jeg havde naturligvis mit kamera med til Viborg og fik da også skud et par fotos fra de kampe, hvor Thomas og Salling var involveret.
Ingen kan vel være i tvivl om, at musik fylder en del i min tilværelse - ikke som aktiv udøvende men som lyttende.
Jeg er inde i en periode, hvor mine CD'er stort set får lov at samle støv. I stedet er det de gamle vinyler, som får lov at spinne på nogle af mine efterhånden mange pladespillere.
Af og til kigger jeg ind i diverse genbrugsforretninger for at se, om der skulle være noget, der kan supplere min samling på 7-800 LP'er. Somme tider finder man noget og andre gange lader man de tyske schlager-skiver stå i fred.
Selv om det mest er rock fra 60'erne og 70'erne, jeg kigger efter, så kan der ind imellem også forekomme køb af en lidt anden nostalgisk karakter. Når man gik i byen som ung teenager, var det jo ofte Smokie eller Boney M, som blev spilet på juke box'en eller af balorkestrene. Så falder jeg over en skive med sådanne navne, kan de sagtens komme med hjem i samlingen.
I går var jeg ude hos en, som havde en del plader stående i kasser i en lade. Der var gode ting imellem - ikke sjældenheder, men plader, som kunne fylde et hul hist og her og måske åbne nye døre. Jeg kom hjem med 10 skiver af meget forskellige karakter: Reggae med Bob Marley, rock med U2 og lidt af det hele på Clash tripple LP'en "Sandinista".
Så denne første weekend i min vinterferie går med at rense plader og lytte til dem.
Søndag eftermiddag var en tur i de lokale Dronning Ingrid Hallerne, som i weekenden lagde lokaler til et orkesterstævne for Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester. Det er et orkester, som er etableret i et samarbejde mellem de nordjyske musikskoler. Formålet er bl.a. at give de unge talenter mulighed for at prøve kræfter i lidt større musikalske sammenhænge som f.eks. strygerensembler og det helt store symfoniorkester med strygere, blæsere, piano og alskens trommeudstyr.
Hjemme på mine stereoanlæg, ja jeg har et par stykker rundt om i huset, er det for det meste rock, som lyder gennem højttalerne. Faktisk aldrig klassisk musik, selv om jeg da har et par skiver med den slags musik.
Men live, er jeg til det meste musik, når bare der er kvalitet og engagement. Og det var der bestemt denne søndag i Farsø. Nervøsiteten over at skulle spille foran godt 400 mennesker var til at tage at føle på, men man fornemmede også masser af ungdommeligt humør og gå på mod blandt de unge musikere.
Lokal folkemusik i form af den traditionelle "Polka fra Fandrup" blev leveret af en gruppe lokale musikskoleelever, som trakterede violinerne med koncentration - specielt da man jo spiller uden noder, som det hører sig til i den traditionelle folkemusik.
Gradvist blev der bygget op, således at det store ungdomssymfoniorkester til slut tog over med noget, som meget passende kan kaldes ungdommens nytårskoncert. Vi fik musik af Strauss - den yngre - af Carl Nielsen og til slut naturligvis H. C Lumbyes "Champagnegaloppen". Sidstnævnte med knaldende champagnepropper, som blev fremkaldt af borgmester Knud Kristensen fra Vesthimmerland og en håndfuld elever fra lokale 3. klasser. Instrumenterne, som kommunens førstemand trakterede sammen med børnene kan vist bedst beskrives som gamle cykelpumper, der var modificeret til at gøre det ud for champagneflasker - dog med den forskel, at pumperne kunne "genlades" og bruges flere gange i det festlige nummer.
Alt i alt en fornøjelig eftermiddag med ungdommelige musiktalenter, som unægtelig har noget mere substans og nærvær end hvad man uge efter uge kan sse i diverse talentprogrammer på forskellige TV-kanaler. Her gælder det øjensynligt først og fremmest om at udstille dem, der slet ikke har talent.
Fredag morgen var jeg på pendlertur med færgen Mary, som sejler mellem Hvalpsund og Sundsøre.
Årsagen var, at min bedre halvdel skulle jobbe på færgen, hvor man denne og næste fredag serverer kaffe og rundstykker for de faste morgenkunder. Det gør man bl.a. for at markere, at man nu har rundet 1000 brugere af færgens særlige rabatkort - et kort vi selv har anskaffet, da vi har Thomas på efterskole i Jebjerg 10 kilometer fra Sundsøre.
Jeg var med i embeds medfør for at lave en historie til netavisen Lokaltindblik.dk, som jeg freelancer for i ord og billeder.
Vi sejlede første tur fra Hvalpsund kl. 6.00 :-o og gik i land igen godt tre timer senere. På overfarterne mødte vi såvel passagerer og personale, som alle er meget glade for færgen Mary, der forkorter turen til Salling betydeligt i forhold til, hvis man skulle køre nedenom via Skive.
Passagererne var naturligvis også glade for sådan at blive budt på morgenkaffe og rundstykker. De faste pendlere og personalet kender naturligvis hinanden, og der var en ganske hyggelig stemning i pantriet, hvor mange kiggede ind til kaffe, medens andre fik serveret den gennem sideruden i bilerne.
Mogens Poulsen fra Vestrup er formentlig den, som lige nu har rekorden med hensyn til antal pendlerår: Gennem 18 år har han taget turen fra Himmerland til sit arbejde på Thise Mejeri. Tidligere har andre pendlet gennem endnu flere år, bl.a. en lokal fiskehandler, som døde for nogle år siden.
Morgenkunderne tæller også mange håndværkere, som skal over på den anden side og arbejde, og så er der hver dag en fast gruppe skolebørn, som skal til friskolen i Thise, hvilket må gøre Mary til en "skolefærge".
Maskinmester Ove Kaldahl gav en lille rundvisning under dækket, hvor han med stolthed viste frem og fortalte om motorer og teknik. Man fornemmede tydeligt, at man her stod overfor en mand, som sætter en ære i at passe sine maskiner med omhu. Skulle det lokale sygehus mangle en operationsstue, kan de såmænd godt genlægge den til bunden af Mary, så rent og pænt er der.
Jeg var noget overrasket over at se, at færgen drives af en Scania lastbilmotor på 450 hestekræfter. Der er en motor i hver ende af færgen, således at det er den bagerste motor, som skuber færgen frem. Der er desuden to hjælpemotorer, som bl.a. bruges til at generere strøm. Færgen styres ikke med et ror men udelukkende ved hjælp af skruerne, som kan dreje 360 grader om deres egen akse. De to hovedmotorer har hver arbejdet 50.000 timer i færgens tjeneste uden at give anledning til de store problemer.
I styrehuset finder man kaptajnen, som kan skubbe sit sæde fra den ene ende til den anden, afhængig af, hvilken vej der sejles. I den mørke og tågefulde morgenstund fredag blev der sejlet efter radar, men når der er lyst har kaptajnen et fint overblik over fjorden fra sin ophøjede position på færgens bro.
Når man opholder sig i mandskabsrummet eller maskinen, mister man hurtigt fornemmelsen af, hvilken vej man sejler, men de rutinerede kigger bare på uret for at fastslå det. På hel og halv sejles der nemlig fra Hvalpsund, medens der er afgang fra Sundsøre kvart over og kvart i.
Der hænder, at færgen ikke kan sejle, hvis f.eks. en storm som "Egon" lægger vejen forbi - det skyldes mest, at der bliver høj vandstand i færgelejerne og så naturligvis hensynet til den almindelige sikkerhed og risikoen for at påføre færgen skader, hvilket let kan ske ved anløb i havnene i hård søgang.
Normalt foregår overfarterne dog stille og roligt - og til tiden - akkurat som de gjorde det denne hyggelige fredag formiddag.
I efteråret fik jeg en ny kollega på efterskolen - Jacob Clemmensen. En ung gut fra Aalborg, som er vild med fodbold og musik, hvilket jo gør det rimelig let for lærerværelset grand old man at finde på emner at snakke om med den unge "Rookie".
På fodboldfronten har "Clemme" været lidt nede på grund af Liverpools noget svingende resultater op til jul - det er dog blevet lidt bedre på det seneste.
På den musikalske front er Jacob trommeslager, og hans store idol er Led Zeppelins John Bonham, så man må sige, at de musikalske rødder er i orden. Det er de også i Jacobs band, Mom Calls Me Thunder, som forleden gav en koncert for efterskolens elever. Bandet består af to danskere og to islændingene, og musikken er hård rock med inspiration fra den tunge rock og grunge.
Tydeligvis er der det ikke lige den musik, som størsteparten af efterskoleeleverne lytter til, men de rockede med og fik sig vist lidt af en øre- og øjenåbner i forhold til, at meget musik er godt, når det leveres live med sjæl og energi. Og det gjorde MCMT, som man jo i disse smartphonetider hurtigt forkorter bandets navn til.
Naturligvis rockede jeg også med, og naturligvis havde jeg mit kamera med, så der kunne komme lidt rockfotos på kortet. Bandet stod i samme nivau som publikum, og man kunne som fotograf bevæge sig rundt om musikerne, hvilket næsten fik mindelser frem om dengang, fotografer fik lov til at komme tæt på kunstnerne - hvilket langt fra er tilfældet i dag. Mange store bands tillader kun fotografering under de første 2-3 numre, så er det slut.
Sådan var det ikke torsdag aften, hvor man næsten kunne føle sig hensat til netop Led Zeppelins legendariske koncert hos Danmarks Radio, hvor publikum og kameraer også var helt tæt på bandet, som jo siden blev rigtig, rigtig store - og fik en ung Aalborgensisk trommeslager som fan....Så meget, at han har fået sig en tatovering med Led Zeppelin og John Bonham.
Jeg har redigeret billederne, så de står i sort-hvid med masser af kontrast og korn, hvilket passer meget godt til stemningen i musikken.
Sammen med min bedre halvdel og vores hund tager jeg gerne en travetur i den smukke vesthimmerlandske natur. Ofte er det ved Limfjordens bredder, gerne ved “Feddet” i Risgårde, i Trend, Louns eller ved Løgstør.
Ind imellem opsøger vi dog nye steder, som vi måske kender til af navn, men aldrig rigtig har brugt til en vandretur. Sidste nytår var det således de smulle Hverrestrup Bakker ved Simested, og i år gik turen så til Gedsted, hvor der ud mod fjorden ligger et område, som man lokalt har navngivet “Paradiset”.
Udgangspunktet er rastepladsen ved Løgstør-Viborg landevejen. Her er der også opsat en boks, hvor man kan finde en lille folder om ruterne og beskrivelser af, hvad der er at se og opleve. Man går først ned mod fjorden, men snart efter går det op af en bakke, hvorfra der er en fin udsigt mod Louns-halvøen, Lundø og Salling i det fjerne. Ruten går herefter gennem et område med lidt skov og marker, inden man igen drejer ned mod udgangspunktet. Det sidste stykker er gennem en lille skov med gamle hulveje, som blev brugt, da okser og gods skulle transporteres langs med fjorden og til eller fra Viborg, hvorfra Hærvejen strakte sig ned gennem det jyske landskab - det gør det jo for så vidt stadig bare på nye og asfalterede veje.
Foruden hulvejene rummer den lille skov også et kuriosum i form af skyttegrave oppe på kanten af bakken med udsigt over fjorden. De stammer fra anden verdenskrig, men har næppe haft nogen strategisk betydning. Ifølge folderen er de lavet i øvelsesøjemed af de tyske soldater, som var indkvarteret i Gedsted. Men skyttegravene er der stadig og er ganske interessante at se og gå rundt i.
Fra skoven er der kun en lille tur tilbage til rastepladsen - turen er i alt på 2,5 kilometer og kan varmt anbefales på alle årstider - foråret skulle byde på flotte anemoner i skoven.
Fra Thitind skal der lyde en rigtig glædelig jul og et godt nytår til dem, som stadig følger mine bloggerier - som desværre ikke er så regelmæssige. Men ind imellem kommer der noget på, og det vil der også gøre i det nye år.
På hjemmefronten var der især tre store begivenheder i 2014: Fruen rundede de 50 i januar, yngstemanden blev konfirmeret i maj og i juli drog vi alle fire på en fantastisk tur til USA: Mount Rushmore, Crazy Horse, Yellowstone, rodeo, Salt Lake City, Bryce- , Antelope- og Grand Canyon, Las Vegas, helikoptertur, Bodie og til slut familiebesøg i Sacramento og Watsonville ude ved Stillehavets kyst - hvaler, havoddere og delfiner.
