|
|
|
Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
-0- Mandeinfluenza15-11-2014 De seneste dage - jeg været ret så inaktiv. En fluenza har sendt mig på langs i flere dage - dog var jeg på job fredag og en en lille smule torsdag. Dog uden den store energi i kroppen. Må det gå lidt fremad, tak.
Jeg er ret sikker på, at jeg er ramt af den karakteristiske mandeinfluenza, hvor vi mænd jo bliver totalt hjælpeløse og får ondt af os selv. Jeg bruger det meste af tiden på at sove - læse og bruge PC kan jeg ikke. Til gengæld kan jeg finde på at smide en DVD med Matador i maskinen - den serie kender jeg så godt, at jeg sagtens kan falde ind og ude af søvnen, medens den kører, og alligevel følge med bare på lyden!
Torsdag havde jeg en aftale om at tage billeder af Peter Bastian, som holdt foredrag i Aars. Og så blev der også lidt tid til at kigge gamle billeder igennem på computeren - et sundhedstegn..
Så det er hvad bloggen kan komme op med i denne uge - et foto af den fysisk klejne men i alle andre sammenhænge store Bastian - og så lidt forskelligt fra arkivet.
Prosit..
Per
Thitind - nu mere mobilvenlig12-11-2014 Jeg har længe savnet muligheden for, at min hjemmeside kan tilpasse sig det medie, som den vises på. Det har dog ikke været teknisk muligt - før nu.
Bricksite, som jeg har lavet min side hos, er et system, hvor man som udgangspunkt køber og betaler de forskellige moduler en gang for alle. Lidt anderledes er det med mobilmodulet, som kræver, at der betales et beløb hver måned. Til gengæld får man så en lang andre services og moduler med i købet, så jeg prøver det.
Hvis du læser dette på din mobil eller din ipad, skulle du gerne opleve en mere læsevenlig oplevelse af siden/bloggen.
VH
Per Gensyn i Ranum1 Kommentarer 02-11-2014 Lørdag aften var jeg en tur i Ranum, hvor jeg skulle mødes med 15 gamle studiekammerater fra min tid som seminarist. Fremmødet kunne godt have været større, men os der kom fik en rigtig hyggelig aften med god mad, snak, grin og genopfriskning af sjove minder.
Min egen klasse, 80 B, var særdeles godt repræsenteret med ikke mindre end 7 deltagere. Flere af os havde ikke set hinanden de seneste 25-30 år. Men som altid ved sådanne arrangementer, rammer man hurtigt tonen og ved fælles hjælp fik vi hentet gode historier frem fra hjernerne bag det grånende hår og de høje tindinger.
I min klasse gik Dorthe og Lisbeth, som altid var god for en sang. Det var de åbenbart næsten lige fra starten af, for på en tur til Livø lavede de dette kvad om rektors noget spøjse velkomtsttale, hvor han stort set overså de 60-70 nye studerende i fællessalen.
Melodien er, naturligvis, Blæsten går frisk over Limfjordens Vande:
Blæsten går frisk gennem Eriks kaserne alle vi nye er mødt op. Rektor skal tale, det gør man jo gerne alle forventninger er i top. Men talen var ikke til dig og mig, var meningen mon, vi sku’ gå vor vej?
Først kom en velkomst til læren fra Jelling, det var vist talens store punkt. Stadig vi nye, vi vented en melding. Men en hilsen til os lå tungt, og hvorfor vi ikke i talen lå, det skyldes jo nok, at vi er så få.
Rektor har læst, at man strejker som brygger, men mon han egentlig har forstået. Han tror en tapper i lommen har knapper, og at ånden bli’r forsmået. Vor rektor må være en tapper lig, hvad angår både sjæl, ånd og økonomi.
Blæsten gik pludselig frisk gennem salen, alle vi nye fik et håb! Nu blev vi pludselig nævnt midt i talen: Årgang 80 sku’ ha’ sin dåb. Men velkomsten blev kun til flasker og skod, og træde og jokke på hinandens lod. Tips og chips til god lyd30-10-2014 Torsdag var jeg til reception i Musikkens Hus i Aalborg. Anledningen var, at Karl Pedersen markerede udgivelsen af sin nyeste bog “Lydstudie-håndbogen. Karl er tilknyttet Aalborg Universitet, hvor han med jævne mellemrum underviser de studerende på Populærmusik og Lydproduktion - altså de folk, som om få år skal ud og fungere som lydteknikere og producere.
 Mit kendskab til Karl P. har jeg gennem Lassen Stefansen, den gamle Blackbird, som efter at have forlade denne gruppe kom til at spille sammen med Karl i Randers-bandet Ozon. I dag hygger de sig stadig sammen med deres fritidsprojekt Pocobell, som for nogle år siden udsendte den fine men noget oversete CD “1969”. Karl har tidligere udsendt en bog om The Who, som bl.a. er blevet brugt i undervisningen på gymnasier. Bogen er udsolgt fra forlaget, men jeg var torsdag så heldig at få et af de få eksemplarer, som Karl havde liggende.

Receptionen var besøgt af nogle af Karls kolleger fra universitetet og så naturligvis en flok af de studerende, som ikke var sene til at investere i den nye bog, som helt sikkert vil være et godt redskab i deres studier og i deres praktiske virke. Bogen er nemlig ikke blot fyldt med teori men også masser af praktiske tips til, hvordan man indspiller, mixer og masterer lyd fra såvel elektriske som akustiske instrumenter. Og således fik de studerende ikke blot chips og drikkevarer men også tips og åndeligt føde denne torsdag eftermiddag i det smukke musikhus på Aalborgs havnefront.
Jeg kunne naturligvis ikke dy mig for at tage mit kamera med, så denne blog er ledsaget af et par fotos fra dagens uformelle og ganske hyggelige reception.
Fjordtur i oktober28-10-2014
Søndag eftermiddag tog vi en smut til Hvalpsund, hvor området ved Louns og Hessel altid er god for en rask gåtur med smuk udsigt over Limfjorden.
Vi valgte denne gang turen fra p-pladsen ved Skovbakker og ned over bakkerne mod fjorden, hvorfra vi satte kursen mod Hvalpsund. Her gik vi via en sti ved sommerhusområdet op til Hessel og retur til parkeringspladsen.
Hund, hustru og kamera var med, og der kom bl.a. disse billeder på kortet.
Jeg går til filmen..26-10-2014 Normalt er det faste billeder, jeg foreviger med mine digitale kameraer - selv om de også er i stand til at optage film i super kvalitet. Video og film er for tungt for mig, jeg vil hellere forsøge at fastholde øjeblikke. Har man været ude til begivenheder, hvor der er TV på, har man også oplevet, at det er et medie, som fylder meget. På alle måder.
I denne weekend gik jeg dog selv til filmen. Min ældste søn Thomas går på Salling Efterskole, som havde inviteret til forældreweekend. Noget, jeg kender særdeles godt til fra min egen skole. Nu skulle de blive sjovt at være gæst og ikke vært!
Blandt de tilbud, som vi kunne være med i, var et modul med animation - altså at lave små film ved at f.eks. at optage små sekvenser, hvor man hver gang ændrer lidt på de figurer man optager. Vi brugte en i-pad, som er genial til formålet. Den har indbygget kamera i en rimelig kvalitet, og så ligger programmerne i den, så man arbejder intuitivt i hele projektet. Det sværeste er sådan set at få den gode ide til, hvad man vil animere.
Sammen med min makker, som i øvrigt var far til Thomas' værelseskammerat, hvilket vi først fandt ud af til sidst, lavede vi en lille stop-motion film med Lego-figurer.
Vores mesterværk, som varer små 5 sekunder, kan ses her. Hollywood, here we come...
De to andre gruppers film følger lige efter vores - der bliver kamp om Oscar-statuetterne.
Efterår21-10-2014 Selv om det har været gråt, vådt og trist i den seneste tid, så skuffer naturen ikke med sit flotte farvespil i træernes døende blade:
Foto-aktivitet12-10-2014 De seneste dage har der været godt gang i mine kameraer.
Torsdag gjaldt det efterskolens Nordjyske Mesterskaber i halv- og kvartmarathon. Det foregik i Rold Skov med en rute, som også gik omkring Store Økssø. Vejret var flot og efterårsskoven stod i ganske flotte farver, selv om der vist går lidt tid endnu, inden det hele eksploderer i røde, gule og brune farver.
Fredag var der motionsdag på Farsø Skole. Her var man, som noget nyt, gået i samarbejde med flere lokale foreninger, som var med til at skabe en sjov og anderledes idrætsdag med mange og meget forskellige discipliner. Her var mountainbike, stafetlege, styrketræning, "farmerfitness" og fodboldgolf - for blot at nævne nogle af aktiviteterne.
Lørdag lagde jeg vejen forbi Vitskøl Kloster ved Limfjorden. Her var der for ottende år i træk Middelalderdage med alt hvad det indebærer af lansedyst til hest, skønsang, gøgl og meget andet. Et meget fotogent arrangement, som jeg flere gange har hjulpet med billeder til plakater og lignende.
Nordsjælland07-10-2014

Weekenden blev tilbragt i det nordsjællandske. Her var vi indkvarteret på vandrehjemmet i Fredensborg fra fredag til søndag. Turens formål var først og fremmest at indløse en gave, som vi gav Morten i forbindelse med konfirmationen i foråret.
Gaven bestod i, at Morten gennem en dag skulle være med i køkkenet på restaurant Den Røde Cottage i Klampenborg - en restaurant som er tildelt den eftertragtede Michelin-stjerne.
Vi afleverede Morten i det lille køkken ved 10-tiden om formiddagen, hvor han blev taget særdeles venligt imod af personalet, som han skulle være sammen med de næste 12 timer. Her skulle man primært forberede aftenens menu, som er fast gennem hele måneden, men hvor kunderne kan vælge at smage på 3-5 eller 8 af de lækre menupunkter.

Hedvig, Thomas og jeg kørte ud i det blå, medens Morten kom i sving i køkkenet. Efterfølgende har han begejstret fortalt om sine oplevelser med at skære grøntsager og rodfrugter og mindst at være med til at anrette de flotte tallerkener. Morten er god til at lære ved at se, og han fik efterfølgende ros for at være god til at sætte sig ind i tingene og løse de stillede opgaver - det er jo også sådan vi kender ham. At han også havde lært jargon’en, kunne vi konstatere, da han berettede om, at så “kørte” de lige første ret ind.
Som en ekstra lille oplevelse kom Morten med det øvrige personale på sen eftermiddagsvisit hos en stamkunde på Strandvejen, som et par gange om året inviterer på mad hjemme hos sig selv. Her stod den på grillet fisk og dådyr, som værten selv havde nedlagt.
Medens Morten således muntrede sig og sled mellem gryder, potter og pander drog vi på en lille tur rundt i det nordsjællandske. Vi var et sving omkring Dyrehavsbakken, hvor forlystelserne ganske vist var lukket ned for i år, men hvor det egentlig var ganske hyggeligt at se det hele uden et vrimlende virvar af mennesker. Man er netop nu ved at bygge et nyt “kvarter”, som kommer til at bestå af kendte huse fra TV-serien Matador.

Fra Dyrehavsbakken kørte vi til Eremitagen og gik en tur op til slottet. Vi var i selskab med mange andre, som nød det gode vejr på gåben, på cykel, på rulleski eller på en tur rundt med golfkøllerne. Vi kunne se, at man var ved at gøre klar til søndagens store eremitageløb med telte, borde og meget andet.

Videre gik det mod nord til færgebyen Helsingør, som denne lørdag var godt besøgt at vore svenske naboer. I det smukke vejr var der masser af liv på torve og stræder - akkurat som der var det på Kronborg. Havnefronten i Helsingør har taget en større forandring, siden jeg var der sidst. Der er indrettet kulturhus og museum i de gamle værftsbygninger og en tørdok. Meget spændende arkitektur, hvor den verdenskendte Bjarke Ingels har været inde over.

Fra Helsingør kørte vi via kystvejen til Hornbæk og herfra tilbage til Fredensborg, hvor der var tid til en lille gåtur i den smukke slotshave, inden vi tog en slapper. Klokken 22 hentede vi så Morten på Den Røde Cottage - træt men helt sikkert tilpas og en stor oplevelse rigere. Personalet fortsatte deres lange arbejdsdag, da der stadig var kunder, som skulle have “kørt” dessert in, hvorefter der skulle ryddes af og ryddes op. Et hårdt liv med arbejdsdage på 14-15 timer, men også spændende og på dette sted med en herlig tone, hvor sarkasme og humor sammen med stor velvilje til at stå sammen om projektet måske er med til at tage det værste stress.
Resten af weekenden blev brugt i Fredenborg og hos familie i et sommerhus på Nordsjælland, inden vi drog hjemover sidst på eftermiddagen.
En god weekend med gode oplevelser for os alle. Naturligvis blev kameraet brugt flittigt - en del af billederne er med i denne blog, hvor de kan klikkes op i et større og mere seværdigt format.
Fodbold, fodbold, fodbold28-09-2014
Fredag og lørdag stod i fodboldens tegn.
Det startede tidligt fredag, hvor jeg måtte op kl. 04.20, så jeg kunne være på skolen til morgenmad og madpakkesmøring kl. 5. Klokken 6 kørte busserne mod Hørby ved Frederikshavn, hvor vi fra HCI skulle deltage i det nordjyske mesterskab for efterskoler - 7 hold havde vi med fordelt på 4 drengehold og 3 pigehold.
Jeg havde fornøjelsen af at stå for vores andethold hos drengene, drenge B1. Og det var en sand fornøjelse: En flok glade og positive knægte, som også kan spille fodbold. Efter en sejr på 6-0 i vores første kamp, måtte vi nøjes med 0-0 i den anden, hvor der var chancer nok, men manglende skarphed i de afgørende situationer. Skarpheden var tilbage i tredje kamp, som blev vundet klart. Herefter var vi klar til puljefinalen mod Halvorsminde, som mødte op med lutter sejre. Kun en sejr talte for os, hvis vi ville videre til semifinalen. Og det ville vi! Vi kom flot fra start med to gode mål, men da modstanderne fik reduceret, opstod der igen en smule nervøsitet. Ubegrundet, skulle det vise sig. Vores angreb bølgede frem, og da kampen var slut var vi foran med 7-1. Overbevisende.
Semifinalen mod Ingstrup blev unødigt spændende. Vi var foran med 1-0 og havde styr på kampen, da de på deres første og eneste afslutning udlignede. Heldigvis var vi skarpe i straffespakrskonkurrencen, som vi vandt med 3-2. I finalen ventede Rebild, som vi besejrede med 1-0. Igen efter en kamp, som vi kontrollerede fra start til slut.
Fortjente medaljer til de 14 gutter på holdet, som nu er klar til det store finalestævne, hvor vi skal op mod de bedste hold fra vestkredsen. Vi glæder os.
Lørdag nappede jeg lige en fodboldkamp mere, da jeg i min egenskab af sportsreporter for lokaltindblik.dk dækkede lokalopgøret i serie 3 mellem Strandby og Hornum. Kampen sluttede 1-1 og jeg fik flere fine fotos i kassen.
Også den kommende uge byder på masser af bold: Mandag eftermiddag træning på efterskolen, tirsdag skal vi have to hold i kamp i Skals og onsdag skal et hold til Vivild.
<
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
>
|
|
|
|
|