Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om skuespillet “Den hæse drage”, som jeg opførte som en skolekomedie tilbage i folkeskoletiden.
Som stor fan af dansk beatmusik fra slut 60’erne og start 70’erne er jeg også begejstret for den danske gruppe The Beefeaters, som leverede noget flot musik med inspiration fra rock, pop, soul og blues. Jeg har et par gamle LP’er med gruppen. Jeg ved også, at gruppen i sin tid lavede en plade med musik til netop Benny Andersens populære komedie om den hæse drage.
Jeg har dog aldrig set pladen - selv om jeg har været til en del plademesser og rodet rundt i ret så mange pladekasser gennem tiden.
Men det har jeg nu. Faktisk står pladen nu i min reol. Forklaringen er, at en af mine gode venner en dag droppede et par kasser med gamle LP’er af i min kælder. Det meste af musikken var 80’er rock og pop og der var en del, som jeg ikke havde i forvejen. Den første hurtige gennemgang af kasser resulterede i, at Michael Jackson og Fleetwood Mac røg med op i stuen. Lidt senere fik jeg tid til en mere detaljeret gennemgang, og sad så pludselig med Beefeaters og “Den hæse drage” i hænderne! Sikke en overraskelse.
Pladen røg naturligvis på afspilleren med det samme og det viser sig at være en indspilning med Det Lille Teater og Beefeaters. Så nu kan jeg høre hele skuespillet - inklusive min egen replik, hvor jeg skulle sige: “Det hedder nu agurk”, medens min skolekammerat skulle påstå, at det hed “agork”.
Jeg har googlet lidt og fundet ud af, at pladen måske ikke er så sjælden, som jeg troede. Det er nu heller ikke det vigtigste, det er det til gengæld, at jeg nu kan høre det gamle skuespil og Beefeaters.
Torsdag aften tilbragte jeg i gode venners lag på Aalborgs hyggelige spillested med det EU-politiske ukorrekte navn “Skråen”. Her stillede Manfred Manns Earth Band op til koncert - og hvilken koncert!
Manfred Mann har huseret på hitlisterne siden 1960’erne, hvor den stod på klassisk engelsk popmusik. I 1970’erne blev stilen lagt om til mere hård rock med rå guitar moog og flotte vokaler. I første omgang videreførte Manfred Mann traditionen med at gøre Bob Dylan-numre til pophits, da Earth Band udgav albummet “Solar Fire” med det flotte Dylan-nummer “Father of Day - Father of Night”. Sidenhen kastede gruppen sin kærlighed på Springsteens numre og lavede hits ud af “Blinded By The Light”, “For You” og “Spirits In The Night”.
Sidstnævnte nummer indledte koncerten i Aalborg, hvor den altid hatteklædte Manfred Mann havde selskab af bandets faste guitarist Mick Rogers og en velspillende rytmegruppe plus en sanger i skikkelse af Robert Hart, hvis stemme lå perfekt til gruppens numre.
Mick Rogers har næsten er mere fremtrædende rolle end bandmesteren selv, som for det meste gemmer sig bag sine keyboards og lader andre om at komme i rampelyset. Men Rogers er også en kompetent guitarist, som desuden kan supplere på den vokale side. Han mestrer den rå lyd, men viste også spilleglæde og overskud, da vi fik det gamle hit “Doo Wah Diddy” i en nærmest Chet Atkins-agtig version, hvor der kun var guitar, trommer og Rogers vokal - sammen med vores! Flot, sjovt og anderledes.
Mann selv kom dog også frem med sit specielle keyboard over skulderen, så det nærmest kunne betjenes som en guitar. Der blev spillet soloer og rocket, så publikum måtte overgive sig. I første halvdel var der flere knap så kendte numre, medens vi til slut fik alle de store hits - inklusive “Mighty Quinn”, som næsten fik Skråen til at vælte.
Efter sådan en koncert forlader man lokalet med et tilfreds smil på læben - vel var det nostalgiske toner, men når de bliver leveret med så meget spilleglæde og overskud, som vi oplevede denne torsdag aften i Aalborg, er der ikke andet at sige end: Fremragende. Kommer Manfred og Co i nærheden af et spillested nær dig, så tøv ikke med at få købt billet - det er alle pengene værd.
Videoen her er fra en koncert i Tyskland i foråret.
Vi har prøvet det før, men torsdag prøvede vi det med en stopfuld færge, da vi var til solnedgangskoncert på MF Mary: En 360 graders drejning om færgens egen akse ude midt på Limfjorden mellem Himmerland og Salling.
Det lille stunt laver færgepersonalet ind imellem - så vidt jeg ved ikke kun for at underholde de forbavsede passagerer, men også for at blæse godt igennem i de dyser, som man, så vidt jeg ved, styrer færgen med. Færgen styres fra broen med et lille joystick, som i sin tid krævede lidt tilvænning, da man kom fra den gamle MF Hvalpsund, som blev styret med et klassisk ror.
I øvrigt bød overfarten på stemningsfuld musik leveret af Samuel Frederiksen, som sommeren igenem troligt har givet solnedgangskoncerter på lystbådehavnen i Hvalpsund - til stor glæde for mange.
Torsdagens koncert var den sidste i rækken, som næsten nåede op på 100 koncerter. For andet år i træk foregik det i samarbejde med det kommunale færgeselskab, som inviterede folk til en gratis sejltur med indlagt koncert på cornet.
I denne sidste blog fra Hamborg skal det dreje sig om tivoli, gayparade og en smuk park.
Mange forbinder Hamborg med HSV, når man snakker fodbold. Det er da også byens største og rigeste klub, men inde midt i byen ligger FC St. Pauli - arbejdernes klub med de engagerede fans, som kalder sig piraterne. Selv hjørneflagene på stadion er lavet som piratflag. Man skal købe billetter lang tid i forvejen, hvis man vil ind og se holdet, som for et par sæsoner siden var i Bundesligaen men som nu spiller i den næstbedste række.
Når sæsonen starter spiller St. Pauli som regel ikke på hjemmebane før i slutningen af august. Det skyldes at parkeringspladsen og det store grønne område ved siden af stadion fra midt i juli til midt i august er omdannet til en kæmpestor tivolipark: Hamburger Dom. Og ja, det er stort. Meget stort. Her finder man rutschebaner så store som i Københavns Tivoli, vandrutschebaner som man finder i Fårup Sommerland og bamsetombolaer så store som huse i flere etager.
Dom er et imponerende syn, specielt om aftenen hvor mørket falder på og de mange lys fra attraktionerne danner en flot kulisse mod aftenhimlen - om fredagen suppleres dette syn med et imponerende fyrværkeri. Man kan gå mere end 3 kilometer gennem tivoliet, hvor vognene med forlystelser og boder står tæt på begge sider!
Farverigt var det også lørdag, hvor den centrale del af byen var spærret af for at give plads til Christopher Street Parade - paraden, hvor bøsser og lesbiske drager gennem byen. Nogle i farvestrålende og imponerende udklædninger, andre er blot med på ladet af store lastbiler, hvor de har gang i en stor fest. Ganske befriende og livsbekræftende at overvære, og man kan ikke lade være med at tænke tilbage til nazityskland, hvor folk kunne komme i fængsel eller kz-lejr for at have afvigende seksualitet. Vi oplevde kun glæde, fest og farver både blandt deltagerne og blandt publikum, hvor en enkelt mand med et dommedagsbudskab ikke tiltrak sig meget opmærksomhed.
Storbyferie er ensbetydende med, at man går meget, og at man ofte er omgivet af mange mennesker - ikke mindst når der er parade. Så er det altid afslappende at finde ind i en grøn oase i form af de mange og flotte parker, som findes i Hamborg. Her er masser af græs, smukke planter og rislende vand, som giver fred i sjælen, medens man hviler benene på en bænk eller i en af de solide stole, som står overalt i parkerne.
Såvel i parkerne, som på de mange broer i havneområdet finder man et verdensomspændende fænomen, hvor forelskede unge par meget symbolsk placerer en hængelås med deres navne på broen. Nogle steder hænger der bare en enkelte, andre steder hænger der flere hundrede. En god forretning for låsesmeden, som sælger disse hængelåse, skulle man mene.
Efter 3-4 dage med masser af oplevelser gik turen atter mod nord, hvor der nu står arbejde på programmet. Vi voksne har været i gang i en uge, medens drengene starter i skole på mandag.
I øvrigt skal jeg på medarbejdertur med min efterskole senere på efteråret. Turen går til - Hamborg...
Når man er i en storby, hvor der er mulighed for en havnerundfart, så er det en mulighed, man bør udnytte. Ikke mindst, når temperaturene når de 40 grader, som de gjorde i Hamborg i sidste uge. Ikke at det hjalp vildt meget, men lidt kølig brise fik vi da ind imellem.
Havnen har altid været livsnerven i Hamborg. Her fra Elben har den nordtyske by haft forbindelse til hele verden, hvad man da også mærker på byen generelt, hvor der er mange forskellige nationaliteter og bydele med særlige præg. For eksempel er der gader, hvor der især er portugisiske og spanske restauranter - helt sikkert en udløber af, at søfolk fra disse egne på et tidspunkt har bosat sig i Hamborg.
Når man sejler rundt oplever man byen fra en ny side, og man bemærker, hvor mange kanaler og broer der er i byen, som vist må være Nordeuropas svar på Venedig. De store containerskibe dominerer, og man kan ikke undgå at lægge mærke til en kaj, hvor et 10-etagers containerskib er klar til at laste udrangerede europæiske biler, som åbenbart sagtens kan finde anvendelse i Afrika.
Da vi nærmer os den centrale del af havnen er det et stort krydstogtskib, som falder i øjnene. Flydende luksus i flere etager med svømmepøl og tennisbaner på øverste dæk.
Man kan også konstatere, at byen er ved at gøre havnen til noget mere mondænt. Overalt rives ned og bygges op - kontorer og lejligheder skyder op alle steder. Og centralt i havnen er man i gang med at bygge et musikhus - en markant og karakteristisk bygning, som placeres ovenpå et tidligere kakaolager på en ø i havnen. Som der er tradition for ved den slags prestigeprojekter, er det allerede blevet forsinket flere gange og det er allerede blevet meget dyrere end forventet. Men flot er det.
Ved Landgangsbrücke ligger de mange turbåde til, her ligger også flere museumsskibe, og det er også herfra, at man bliver sejlet over til Elbens sydside, hvis man skal i teateret og se musicalen Der Koenig der Loewen, som vist har spillet gennem en længere årrække.
Fra landgangsbroen kan man gå lidt længere hen til et stort hus med kuppelformet tag. Det er nedgangen til den gamle Elbtunnel. Uanset om man er i bil, på cykel eller til fods, tager man med elevator 24 meter ned, hvor man så kan tage turen gennem den 426 meter lange tunnel, som blev påbegyndt i 1907 og indviet i 1911.
En tur gennem den gamle tunnel er et must, når man er i Hamborg, og som tillægsgevinst får man et flot vue over byen, når man kommer op på den anden side.
I Hamborg finder man en helt fantastisk udstilling: Miniature Wunderland. Det er en hel verden i miniatureformat - opbygget om elektriske togbaner, som strækker sig over mere end 13 kilometer skinner - og det er vel at mærke 13 kilometer i virkelige mål. Til gengæld er det meste andet i miniformat, selv døgets rytme, som er kortet ned, så man undervejs gennem den store udstilling oplever indtil flere gange, hvor solen står op og går ned over de fantastiske landskaber.
Mere end 900 modeltog, 15.000 jernbanevogne, 335.000 lys, 215.000 indbyggere og næsten 9.000 biler er hvad man foreløbig finder i minilandet, som stadig udvides med nye lande og verdensdele. Man har netop færdiggjort en stor flyveplads med fly, som taxier ind og ud, letter og lander og køres ud af hangarer. Næste projekt er Italien med bl.a. Amalfikysten, Venedig og Rom, som forventes at stå færdig i 2015. Der er flere planer på bedding, hvor man har projekter, som rækker helt frem til 2020. Til den tid forventes det, at der er lagt 850.000 arbejdstimer på stedet, hvor man har mere end 200 ansatte og hvor man på det tidspunkt vil have investeret 20 mio. Euro i den populære turistattraktion.
Ud over at opleve kendte såvel som mindre kendte landskaber og bygningsværker fra det meste af verden, er Wunderlandet kendt for sin små humoristiske indslag, hvor modelbyggerne med en god portion humor har placeret nogle af de små mennesker i sjove situationer - et par munke, som lurer på en langbenet skønhed, som er bøjet over bagagerummet til en bil. Eller en munk, som må blotte sig foran en politimand i en politikontrol. Man skal have øje for detaljen, så er der meget at gå på opdagelse efter.
Som vesthimmerlænding var det ganske nostalgisk at betragte den flotte model af Lillebæltsbroen, hvor 2 lastvognstog fra det nu hedengangne vognmandsfirma PC Holm Pedersen er på vej over broen - begge biler med den karakteristiske orange bemaling, som man tidligere kunne opleve på landevejen rundt om i Europa.
Ved indgangen er der en lille specialudstlling, som viser en bys udvikling gennem flere tusinde år. Man kan se Berlin med et checkpoint under byens deling, medens et andet diorama viser den historiske dag, da folk strømmede til Vestberlin - enten ved at kravle over muren eller ved at køre igennem checkpointet i de karakteristiske østtyske “Trabier”.
Man kan let bruge et par timer i Miniature Wunderland og måske mere, hvis man ikke lige kommer i højsæsonen, hvor der er ganske tæt af mennesker på stedet.
De sidste feriedage blev brugt i Hamborg - en by man normalt drøner forbi på motorvejen og som man mest forbinder med havne og store kraner.
Men Hamborg er meget andet end det, kan vi konstatere efter 4 dage i den pulserende storby, som bestemt er præget af sit maritime miljø men bestemt også af så meget andet.
Det var her i den nordtyske by, at The Beatles for alvor udstod deres læretid, inden de drog hjem og blev berømte. De unge fyre fra Liverpool spillede i bl.a. Kaiser Keller og Star Club i det berygtede kvarter omkring St. Pauli. Et hårdt liv med lange spillejobs, byture og et ret så kummerligt levested i en biograf.
Bygningen, hvor Star Club lå, findes ikke længere - den blev ødelagt ved en brand i 1980’erne - men alligevel mærker man tilknytningen mellem Hamborg og Beatles, når man slentrer gennem den store by. Gademusikanterne har en forkærlighed for kendte Beatles-sange, uanset om det så er på xylofon, saxofon eller guitar. Der er anlagt en Beatles-plads til minde om de fire gutter, som blev født i Liverpool men blev voksne i Hamborg, som John Lennon beskrev det.
Det var dog ikke så meget Beatles, som stod på programmet for os. Til gengæld så vi så meget andet, som de kommende dages bloggerier også vil bære præg af.
Vores familiesommerhus gennem tre generationer ligger i Risgårde - en lille landsby 9 kilometer vest for Farsø. Byen ligger tæt på Limfjorden og består af spredte gårde og huse, som bebos af familier, som har boet her i flere generationer og så en del tilflyttere, som er tiltrukket af de rolige landsbyliv tæt ved fjorden.
Byen har en meget aktiv borgerforening, som bl.a. har taget initiativ til at istandsætte det gamle vandtårn, som på toppen byder på en flot udsigt over landskabet og Limfjorden, medens der i bunden er et lillebitte museum, som i ord og billeder bl.a. fortæller om Risgårdes epoke som et lille fiskersamfund. Cykelturister, som kører på Limfjordsruten, som passerer lige forbi, tager ofte et stop her ved vandtårnet, hvor der også er anlagt en petanquebane - mere om den senere..
Hvert år fejrer byen Sankt Hans med grillfest i en lade og et stort bål ved det gamle fiskerhus, som ligger på vejen ud mod vores sommerhus. Man fornemmer, at man står sammen og hygger sig i det lille samfund. Men der er også plads til venskabelig kappestrid og gensidig hån mellem byens østlige og vestlige del.
Det nyeste, som man kæmper om er, hvilken bydel, som kan prale af at have flest solceller på tagene. Gennem de seneste to år er der flittigt sat solceller op, og bortset fra den økonomiske gevinst ved dette tiltag har man også fornemmet en vis lyst til at overgå bybørnene i den modsatte bydel i Risgårde.
De to bydele tørner ofte sammen på petanquebanen, hvor de drabelige dyster som regel efterfølges af en svalende og forsonende øl. Sidenhen kan man på byens netavis læse om kampenes forløb - og her lægges der som regel ikke fingre imellem, når modstanderne skal hånes - i al godmodighed.
Netavisen - Oldermandens Avis - blev skabt af Poul Ginnerup, som desværre døde for nylig, og der er derfor lidt usikkerhed om dens fremtidige skæbne. Indtil nu har det været et ganske underholdende sted at kigge forbi og læse om stort og småt - ikke blot om Risgårde men også om verdenen omkring det lille samfund, som bestemt ikke har til agt at lukke sig inde i sig selv. Tingene beskrives som regel i et malende sprog og med masser af humor og selvironi. Tag selv et kig HER.
Den evige kamp mellem øst og vest fik vi et indtryk af forleden, da vi var i sommerhuset, som må ligge i det, som årets båltaler betegnede som en af de selvstyrende enklaver i området Storrisgårde. Et nyt skilt var dukket op lige før gadespejlet, og skiltet er åbenbart skellet mellem øst og vest, hvilket man kan konstatere, når man læser teksten.
Trods advarsler om ikke at stoppe i Østbyen, tog jeg chancen for at sikre mig disse billeder som dokumentation. Mon ikke skiltet er opsat af gæve borgere fra Vestbyen?
I Farsø kirke installerede man for nogle år siden TV-skærme flere steder. Skærmene bruges bl.a. til at vise salmenumre, og præsten kan lade billeder ledsage hans ord. Endelig kan man via et kamera vise livebilleder fra døbefonten, således at man også på de bagerste række kan følge med under en barnedåb. Ganske smart og moderne.
I Fanefjord kirke på Møn har man ikke den slags moderne elektronik. Til gengæld har man noget meget ældre og meget mere imponerende: Kalkmalerier.
Personligt har jeg det sådan, når jeg er i kirke, at uanset hvor meget, jeg anstrenger mig, så “falder jeg af”, når præsten prædiker. Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig og synes for det meste, at ordene går i ring og de samme ting bliver gentaget ufattelig mange gange.
Skulle jeg en dag opleve det i Fanefjord kirke, er det ikke noget problem. Man kan bare lægge nakken tilbage og se op på kirkens hvælvinger, hvor der “tegneserier” nok til en prædiken eller to. Og der er nok at se på i de meget detaljerede og flotte kalkmalerier, som for de fleste vedkommende hører til Elmelundmesterens hovedværk fra omkring år 1500. Man kender ikke navnet på kunstneren, som til gengæld er blev opkaldt efter en af de andre kirker, hvor man kan se hans værker.
Tidens tand har gennem årene sat sit præg på malerierne, som i en periode var kalket over, men som nu atter er fremme i dagens lys og senest er blevet restaureret i 2008, hvor man også har installeret klima-anlæg, som gerne skulle sikre dem mange år frem i tiden.
Til glæde for mønske kirkegængere, som måske også kan falde lidt hen ind imellem under en gudstjeneste - og så ikke mindst for de mange turister, som hvert år besøger den smukt beliggende kirke ved Fanefjord, som er en lille fjordmunding i sundet mellem Møn og Falster.
Denne blog skal ikke rumme mange ord - blot lidt flere fotos fra Møn. Eneste kommentar skal være, at det første billede er taget med min mobiltelefon, medens de øvrige er taget med mit Nikon spejlrefleks.
