For nogle år siden brugte jeg en weekendvagt på efterskolen til at udvikle et hyggeligt lille spil: minigolf i en idrætshal.
Ideen med spillet er, at man bruger “de for hånden værende redskabers princip” - altså at opbygge baner med det, der nu engang står i hallen og redskabsrummet. Plinte, måtter, bænke og bander bliver placeret, så de udgør forhindringer, og hullerne, hvor man normalt placerer stænger til badmintonnet o.l., benyttes som golfhuller. Golfkøllerne er erstattet af hockeystave, og tennisbolde gør det ud for golfbolde. Så er det ellers bare at lade fantasien få frit spil og udtænke sjove baner.
Spillet bliver brugt en gang imellem, når jeg har weekendvagt og hvor vi skal hygge os. Som regel synes eleverne det er sjovt, og i den forløbne weekend begyndte flere at snakke om, at de godt kunne tænke sig at udvikle et par baner. Det er allerede noteret som en mulighed i forbindelse med de mange aktivitetsdage vi skal have, når prøveperioden indfinder sig i slutningen af maj og begyndelsen af juni.
Et af de “huller”, som altid er et hit hos eleverne, er en bane, hvor man står på idrætshallens balkon og skyder bolden ud over kanten. Den skal så ramme en springtrampolin nede på gulvet og herfra gerne ryge direkte over i en vasketøjskurv, som er placeret ved siden af trampolinen. Det er sådan et hul, hvor det er enten eller. Rammer bolden ikke i kurven, må man prøve igen, indtil det lykkes!
Nu må foråret vise, om der bliver udviklet nye spændende baner. Vi får se.
I 1989 drog jeg ud på en halv jordomrejse med min gamle studiekammerat Tonny Struwe. En aften, da vi sad og delte et par øl, fandt vi ud af, at vi begge havde en drøm om at komme til Australien. Herfra var der ikke langt fra tanke til handling - vi gav hinanden håndslag på, at så var det bare med at komme af sted.
Vi fik afklaret orlovsordninger med vores respektive arbejdspladser, og snart var planlægningen i fuld gang. Vi valgte en lidt utraditionel løsning, idet vi besluttede at tage med den transsibiriske jernbane fra Moskva til Peking - den originale rute går til Vladivostok, men der er siden kommet en afstikker ned gennem Mongoliet til Kina.
Fra Kina gik turen videre til Hong Kong og herfra videre til den tropiske ø Bali, inden vi efter en måned undervejs endelig var i Australien. Her blev de sidste 5 måneder af rejsen tilbragt.
Jeg har siddet og sorteret nogle gamle dias, som jeg indscannede for flere år siden, og nu var det oplagt at lave en lille billedshow med nogle af de mange skud fra turen.
Første del viser fotos fra Moskva, togturen med den transsibiriske jernbane, Peking og Hong Kong. Moskva med den Røde Plads, Kreml og den smukke Vasijli-katedral. Seks døgn i tog med udsigt til træer i massevis i Rusland, smukke bjerge i Uralkæden og golde, øde sletter i Mongoliet, inden det hele blev mere frugtbart og tætbefolket i Kina.
Peking med Den Himmelske Freds Plads (den blev få måneder senere noget mindre fredelig), Den Forbudte By, Ming-gravene og den imponerende Kinesiske Mur, som nogle steder er restaureret, medens den andre steder forfalder. De mange cykler i Peking, folkene i parkerne og de mange forkælede enebørn, som blev nøje overvåget af bedsteforældre og mødre på legepladserne.
Hong Kong, som på det tidspunkt ikke var kommet tilbage til Kina - en pulserende forretningsby med en udpræget asiatisk del og en meget britisk del, hvor selv sporvognene var dobbeltdækkere.
Dette var et lille udpluk af de mange indtryk fra første del af rejsen. Senere følger sikkert en del 2 fra Bali og en del 3 fra Australien. Billederne er taget direkte fra dias og er ikke efterfølgende redigeret, så man må bære over med støv og udvaskede farver.
Du kan se billedshowet HER. Musikken er Pocobell: You Say Goodbye - det har da titelmæssigt noget med at rejse at gøre. Og så er det et flot nummer!
Om vinteren spiller jeg lidt motionsvolley i den lille og hyggelige Strandby Volleyball Klub. Vi er en 15-20 motionister i forskellige aldre og på forskellige niveauer rent volleyballmæssigt. Men vi hygger os og har det ganske sjovt et par timer mandag aften.
I år har vi så været til flere stævner rundt i det nordjyske. Det er mix-motions-stævner, hvor man kan tilmelde sig fra gang til gang. Der skal minimum være 2 kvinder på holdet, og så spiller man kampe på tid - 2 gange et kvarter.
Tirsdag var vi ude til årets sidste stævne, som fandt sted i Gistrup. Her viste volleysporten sin store charme og mangfoldighed, da man kunne opleve hold med spiller på +50 spille mod et lokalt hold bestående af helt unge spillere i 12-15 års alderen. Imponerende. Og hvor var det da rart at se disse unge gå på med mindst lige så krum hals, som os, der er NOGET mere rutinerede - rent aldersmæssigt. Mit eget hold havde ikke fornøjelsen af at møde det unge hold, men jeg kunne da ikke lade være med at skele over til deres baner ind imellem og glæde mig over, at se dem spille.
I øvrigt er volley en ganske stor sportsgren på de danske efterskoler, hvor mange elever for alvor stifter bekendtskab med spillet som et finurligt og sjovt spil, som virkelig er sjovt, når først man har lært de grundlæggende teknikker. Indenfor børnevolley er der i de senere år opstået noget, som hedder Kids Volley, og som med opbygning i forskellige levels giver børnene de helt optimale betingelser for at lære de teknisk lidt svære slag. Frugten af de arbejde vil hel sikkert begynde at vise sig i de kommende år.
Billederne, som ledsager denne blog, er fra tidligere stævner med efterskolen.
I midten af 1970’erne kom Hvanstrup nord for Farsø i mediernes søgelys, da DUC foretog en prøveboring efter olie på stedet.
Med baggrund i oliekrisen et par år tidligere var det vel blevet mere interessant at undersøge, om der var mulighed for selv at hente det sorte guld op fra den danske undergrund. Der var jo gjort fund i Nordsøen, og nu var turen så kommet til fastlandet.
Boringerne gav ikke noget resultat, der kunne bruges til noget, og dermed kom Farsø ikke i kategori med Saudi Arabien, Iran og Kuwait i denne omgang. Netop det var ellers emnet i en sang, som Niels Hausgaard skrev som en kommentar til olieeventyret i Vesthimmerland.
Hausgaard boede på det tidspunkt på en gård mellem Farsø og Strandby, og han ernærede sig bl.a. som huspoet på Nordjyllands Radio. Det var i et af deres programmer sangen blev fremført. Jeg havde den på spolebånd men kom vist desværre til at overspille båndet - det kunne ellers være sjovt at genhøre sangen i dag. Den var ganske atypisk på rigsdansk, hvor det ellers var vendelbomålet, som havde gjort Hausgaard kendt. Ikke mindst da han i foråret 1974 var på dansktoppen med “Først en halv time...”. Sangen var på listen i 8 uger med en 3. plads som det højeste.
Nogle år senere kom der atter boretårne op i omegnen af Farsø, da der blev lavet geotermiske undersøgelser for at finde forekomster af varmt vand i undergrunden. Man borede til omkring 3 kilometers dybde uden positivt resultat.
De gamle spolebånd i kælderen bliver lyttet igennem, når jeg går og rydder op dernede. Og sådan en kælder har det altså med at rode til efterhånden - det må være en af Murphys love, som træder i kraft.
Nogle af båndene indeholde hele LP'er - de er ikke så interessant, da jeg som regel ejer disse LP'er (eller CD'er). Noget sjovere er det at høre de miksede bånd, hvor man blandede en række numre fra forskellige plader. Og helt sjovt bliver det, når man kan genhøre gamle Tipparader eller andre radioprogrammer, som man i sin tid sad og tappede med hånden på pauseknappen, klar til at optage og evt. spole tilbage og starte forfra, hvis nummeret ikke lige var det, man håbede. Det var irriterende, når Mylle snakkede ind over numrene, men i dag opleves det mere som en charme, end det gjorde dengang.
Et af de bands, som er dukket frem af gemmerne via spolebåndene, er engelske Mud, som var en del af glamrockbølgen sammen med Sweet og Slade, hvad man da også tydeligt kan høre på nummeret nedenfor. Jeg havde på et tidspunkt et cassettebånd med gruppen - fremragende musik til at have i bilen. Der skal vist lige laves et par MP3'er, så man igen kan cruise til denne glade rock'n roll.
Retrokælderen rummer efterhånden alt det HiFi nostalgi, jeg har drømt om. Der er hen af vejen opbygget tre komplette retroanlæg, ét fra B&O, ét fra Philips og ét fra Japan!
Anlæggene spiller godt, og så er de ikke mindst en fryd for øjet, hvis man er til grej med masser af knapper og indstillingsmuligheder.
Senest er der kommet en spolebåndoptager til såvel B&O og Philips, og det betyder, at jeg i går kunne rydde op i kælderen til lyden af gamle Tipparader og lignende, som i sin tid blev optaget fra radioen.
Denne blog er forsynet med nærbilleder af de "nye" båndoptagere.
I denne tid er der travlhed med gymnastikopvisninger overalt i Danmark. Det gælder også for eleverne på efterskolen, som indenfor godt en måned skal lave 16-17 opvisninger rundt om i Nordjylland.
Jeg havde vagt i weekenden og havde dermed fornøjelsen af at være med elevholdt på en lille gymnastikturné. Fredag var de i Valsgård sammen med en række andre efterskoler, og lørdag gjaldt det så to opvisninger, en i Støvring og en i Bagterp, inden weekenden søndag blev rundet af med opvisning i Højene.
Lørdag havde jeg kamera og min søn Morten med. Vi nød at være sammen med positive og glade elever, som virkelig forstår at sælge varen sådan en dag. Med deres energi og udstråling er de gode ambassadører for skolen, og lur mig, om ikke vi får en ny elev eller to på den konto, når vi har været rundt i idrætshallerne.
Fællesskabet og stemningen er det, som eleverne selv fremhæver ved disse opvisninger - og så er de selv deres største kritikere. Når man roser dem for en god indsats, kan de som regel altid komme i tanke om en ting eller to, som de selv mener at kunne gøre bedre. Det er da ikke så ringe en indstilling at komme med.
Lørdagens mange skud på memorykortet har resulteret i et lille billedshow, hvortil jeg har lånt musik af den gamle Farsødreng Lassen Stefansen og hans ganske lille band Pocobell - glad og energisk guitarrock, som passer meget godt til elevernes indsats. Klik HER for at se billederne. Og klik HER for at besøge Pocobells hjemmeside.
Forleden var jeg i Ranum, hvor Thomas skulle spille håndbold i byens nye multikulturcenter. Det er et sports- og kulturcenter, som er bygget op omkring de to gamle idrætssale ved det tidligere seminarium.
Jeg gik på seminariet i Ranum fra 1980 til 1984 og opholdt mig en del i disse sale, da et af mine liniefag er idræt - det andet er historie. Nu er der bygget en idrætshal i forbindelse med lokalerne, og der er indrettet cafe og bogsamling. Desuden er den lokale idrætsklub rykket til samme sted efter i mange år at have haft til huse ved den gamle og nedslidte hal i den anden ende af byen. Tæt på Ludwig Chr. Müllers kollegie, hvor jeg boede.
Jeg benyttede lejligheden til at gå en lille nostalgisk tur i byen, som bestemt har ændret sig meget siden dengang. De mange små forretningr: købmænd, byens to slagtere, to bagere, boghandel og meget andet er nu borte, bl.a. også byens svømmehal. Bygningen er der, men den fungerer ikke længere som svømmehal. Brugsen og det lokale værthus, Rytterbaren, er der dog stadig. Seminariebygningerne står der også stadig - ganske velholdte, selv om det er mange år siden, der var seminarium og HF - og senere pædagogseminarium i lokalerne. I dag råder Ranum Efterskole over de ca. 14.000 kvadratmeter med undervisningslokaler, kantine, foredragssale og meget mere. Efterskolen holder også til på det gamle Kærvejskollegie, hvor jeg boede det første år af min seminarietid. For et par år siden var jeg matematikcensor på efterskolen i Ranum og skulle efterfølgende aflevere karakterne til viceforstanderen, som havde kontor i mit gamle værelse. Pudsigt at se det igen - skabene og håndvasken var der stadig.....
En del bygninger i byen er ved at forfalde, men heldigvis har Vesthimmerlands Kommune fået støtte, så man kan fjerne de værste eksemplarer af forfald, så byen ikke kommer til at ligne en spøgelsesby.
I kulturhuset fik jeg en sludder med en af de gamle lærere fra øvelsesskolen. Han kunne berette lidt om nogle af de lærere, jeg i sin tid havde på seminariet, og så kunne han anbefale en lokal hjemmeside fyldt med lokalhistorie og fotos fra den gamle seminarieby - man kan se siden HER.
Den lille serie herunder er fra nogle stickers, man lavede, da semiariet kæmpede for sit liv i midten af 1980'erne. En kamp seminariet og byen tabte!
Gennem de mange år, jeg har arbejdet på efterskolen i Haverslev, har begrebet “Brunch” altid haft den danske betegnelse “Mokost” - altså en blanding af morgenmad og frokost.
I dag overraskede Morten på 10 os alle ved at stå klar med Mokost, da vi krøb ud af sengene efter at have tilladt os at sove lidt længe.
Et overdådigt bord med hjemmelavede små pandekager, ristede pølsestykker, spejlæg, brød, kaffe, juice, frugt og alskens tilbehør. Mums, hvor det smagte. Og hvor var det hyggeligt at sidde over mokosten og snakke hyggeligt sammen, inden vi sidst på formiddagen drog til håndbold med storebor Thomas på 13. Vi skulle mødes 11.15 - eller som en af håndbolddrengene sagde tre kvarter i tolv! Ganske rigtigt, men en lidt anderledes på at angive et tidspunkt på.
Morgenmåltidet er altid vigtigt, hvilket viste sig, da Thomas sammen med sit hold spillede en god kamp og vandt med 18-15 i Ranum.
Netop i Ranum boede jeg i sin tid, da jeg læste til lærer. Besøget gav lejlighed til en lille nostalgisk gåtur i den gamle seminarieby - mere om det i en senere blog.
Torsdag aften mødte jeg Leo Lyons, Chick Churchill og Ric Lee i Silkeborg.Tre godt og vel midaldrende herrer, som med sig have en noget yngre Joe Gooch. Tilsammen bandet Ten Years After i næsten original besætning, idet Gooch dog har afløst den oprindelige guitarist Alvin Lee. Lee var med, da Ten Years After optrådte på den legendariske Woodstock-festival i 1969.
Nu kunne man frygte, at sådan en aften ville blive en skuffelse, da bandet jo havde sin absolutte storhedstid fra 1968 til 1973. Men sådan blev det ikke - vi mødte og hørte fire musikere, som åbenlyst nød at spille sammen, og som udstrålede energi og spilleglæde, som virkelig kom ud over rampen. Bandet spillede naturligvis de gamle klassikere, som folk forventede, men også flere nye numre, som bestemt passede godt ind i den bluesrock-stil, som de mestrer så flot. Lange numre med soli af såvel guitarist, bassist og keyboardspiller, men aldirg for lange og kedelige, som det f.eks. er tilfældet med gamle livenumre med Cream. Vi fik også den obligatoriske trommesolo, som blev leveret med masser af energi.
Det kan ikke være nemt at overtage guitaristens rolle efter legendariske Alvin Lee, men Gooch gjorde det med respekt for musikken og med en god del personlighed. En fin balance, hvor der blev leveret blues i Claptonstil vekslende med hårde rockrytmer inspireret af f.eks. Deep Purple - bl.a. et heftigt riff fra Smoke On The Water.
Efter koncerten stillede de fire bandmedlemmer op i foyeren og snakkede og skrev autografer. Igen vist ikke af pligt, men lige så meget af lyst. Fedt at opleve et band i så tæt kontakt med de mennesker, som elsker deres musik. Jeg har vist skrevet det før - her kunne en dansk trubadur med efternavnet Larsen lære en hel del...
Koncerten i Silkeborg var den eneste i Danmark, men kommer de på disse kanter igen, skal du ikke snyde dig selv for oplevelsen, hvis du er til bluesrock.
Denne Youtube-video viser meget godt, hvad bandet har at byde ind med.
