Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Gasolin

07-06-2011

Når man, som jeg, har været teenager og ung i 1970’erne, kan man ikke undgå at forholde sig til Gasolin - dansk rocks ubestridte største navn gennem tiden. “Langebro”, “På banen derudaf”, “Stakkels Jim”, “Kvinde Min” og “Rabalderstræde” ligge alle på erindringens lydspor fra den tid.

Jeg var mest optaget af gruppen i de første år - de første 3-4 LP’er blev spillet flittigt på pladespilleren, medens min interesse dalede fra 5’eren og efterfølgende. Måske fordi gruppen var gået fra at være undergrund til at være megastjerner - i Danmark og Skandinavien forstås. Deres forsøg på det store gennembrud i udlandet slog aldrig an - de var simpelthen for danske!

For nogle år siden købte jeg CD-boksen “The Black Box”, som rummer gruppens 7 officielle studiealbums samt “Live Sådan” og en bonus-CD med rariteter bl.a. fra ungdomsprogrammet P4, hvor de lavede en del kendingsmelodier omkring 1973-74.

For tiden er det så Gas der snurrer i CD-spilleren, og det er stadig de første 4 albums, som står stærkest hos mig. Og så har jeg fået ørene op for gruppens sidste skive “Gør Det Noget”, hvor de vendte tilbage til den rå og uforfalskede gaslyd. Ind imellem havde de lavet et par velproducerede, men måske også overproducerede, albums i form af “Gasolin (5)” og “Efter Endnu En Dag” - specielt den sidste har jeg aldrig brudt mig om - den stritter i alt for mange retninger med rock, viser og pop. Den står som en dansk pendant til “Sgt. Peppers” med The Beatles - men er som nævnt ikke min kop the.

Tilbage til “Gør Det Noget”, som rummer herlige numre som “Strengeleg”, “Det Bedste Til Mig Og Mine Venner” og “Get On The Train” - herlige numre med en dejlig lyd, som Gasolin selv har stået for, da de selv producerede deres svanesang.

Gasolin blev opløst i 1978 efter en koncert i Malmø, men de samledes igen for en kort bemærkning til "Gorilla Galla" i 1982, hvor dette nummer stammer fra.

 

 


Kategori: Juni 2011

Kommentarer

  • #1
  • Ulla
    07-06-2011 19:30
    Skønt med Clausens introduktion - ikke mindst Kim L. med eyeliner og øjenskygge. Per du kan bar det der!
    Var du i Strandby eller Ullits da Gasserne spillede der??


  • #2
  • Per Lyngby
    07-06-2011 22:18
    Tak for det Ulla. Har gasserne spillet i Strandby eller Ullits??? Hvorfor, hvor, hvornår?


  • #3
  • Jesper Hansen
    07-06-2011 22:24
    Jeg husker stadig, da Gasolin spillede til korpslejren i Hvalpsund i 1974 - det var stort og stemningsfyldt, da Franz Beckerlee intonerede Stakkels Jim....


1 

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby