BLOG / BLOGARKIV / Blogs 2009 - 104 blogs / December-blog 21 blogs

December-blog 21 blogs

Blackbirds-singler


I alt nåede Blackbirds at udgive 3 singleplader: 1.
Hey Hey What A Wonderfull World/Sunny Days. 2. Goin' Home/Make Me Feel Much Better og 3. Clap My Hands/Country Girl. Kun den første nåede ind på datidens hitlister, og det var formentlig også den, som solgte bedst.


Min gamle ven Herluf Høgh skrev til mig, at han for et års tid siden fandt den første single på nettet, hvor den net(!)op var solgt på en auktion for 20 kr! Jeg har selv forsøgt at søge efter gruppens udgivelser på nettet - her i slutningen af 2009 er det kun lykkedes mig at finde den sidste plade, som man i en engelsk antikvarforretning kan erhverve sig for små 300 kr!

Og så var det ikke kun politikeren Erhard Jacobsen, som kunne løbe tør for benzin i forbindelse med vigtige og afgørende sager (jordskredsvalget 1973). Tag nu f.eks. nedenstående lille historie, som Herluf Høgh har sendt til mig i anledning af mine bloggerier om The Blackbirds:


"Jeg kunne faktisk godt huske de blev nr. 3 på "listen". Den dag/aften var vi nogen stykker samlet hos Basse (husker ikke om du var i selskabet) . Musikken skulle indtages sammen med lidt øl og efter lodtrækning blev jeg på Jarrits knallert (Gilera), sendt til købmanden i Trend efter 15 stk. af slagsen. Efter investeringen hos Borup drog jeg atter mod Farsø, men skæbnen ville t knallerten løb tør for benzin på Gunderupgårds Mark og jeg nåede aldrig hjem og hørte Blackbirds i radioen, men øllet fik vi..senere-- "


Jeg husker heller ikke selv, om jeg var i selskabet, men det kan jeg sagtens have været. Tak til Luffe for den lille historie.


Nedenstående bringer jeg så min egen helt subjektive vurdering af de tre plader, som det blev til.


Den første single blev naturligvis imødeset med spænding, og den iørefaldende titelsang gik da også rent ind hos mange - også andre end os lokale. Som jeg tidligere har skrevet, synes jeg egentlig at B-siden er et mere helstøbt popnummer. Begge numre er i øvrigt forsynet med strygere og blæsere med Steen Holkenovs orkester. Disse arrangementer blev lagt på, efter at Blackbirds havde brugt en dag i studiet og var kørt hjem til det jyske igen.

Anden single er egentlig den, som rammer gruppens stil bedst. A-siden er en gedigen rocker, "Goin' Home", skrevet af engelske Dave Cousins. Og det var vel egentlig som hårdtspillende rockbands, de fleste af os kendte Blackbirds. De havde dog også en svaghed for flerstemmig vokal, og det demonstrerer deres anden singles B-side flot med den smukke "Make Me Feel Much Better". En sang med tydelig påvirkning fra vokalharmoniernes engelske mestre The Hollies.


Endelig er der gruppens tredje udspil, nu på et andet selskab Den består af en A-side med rendyrket pop og en B-side med rendyrket country. "Clap My Hands" har egentlig nogle flotte vers, men i mine ører er omkvædet simpelthen for poppet og ude af trit med min opfattelse af gruppen. Country er ikke min favorit, så banjoen og countrystilen på B-siden er bestemt heller ikke min "cup of tea", men dog en smule bedre end A-siden.


Sidste udspil var sikkert også et sidste forsøg på at vride citronen. Men tiden var imod Blackbirds, som ikke kunne hamle op med epokens helt store danske band, glamrockerne The Walkers, som tromlede ind på hitlisterne i disse år - akkurat som Gasolin, som dog sang på dansk og leverede musik i en noget anderledes stil. Tiden med flotte vokaler og arrangementer var ved at rinde ud - lige om hjørnet bankede punkmusikken på døren - for til slut at sparke den ind og vrænge af det foregående årtis musik- og livsstil. Men det er en helt anden historie, som jeg ikke er den rette til at fortælle.

Til gengæld er guitarist Lassen Stefansen den rette til at fortælle om Blackbirds' storhedstid i 70'erne. Han har nedskrevet erindringer fra denne periode - erindringer som bloggens læsere kan se frem til at læse i begyndelsen af det nye år.

 Godt nytår til alle!

 --0--

 29. december

 Strøm på guitaren...

 
 I forbindelse med mine skriverier om The Blackbirds har jeg over nettet været i kontakt med Niels Poulsen (foto herunder), som var guitarist i den første udgave af gruppen.

Niels kunne bidrage med en sjov lille anekdote fra Blackbirdstiden:

- Farsø havde jo haft jævnstrømsværk, så mange radioer og diverse maskiner var beregnet både til jævnstrøm og vekselstrøm. Det var såkaldte "universal-apparater". Det betød bl.a., at Lassen Stefansens radio, som han brugte til forstærker (det var muligvis hans farfaders), også var sådan en. Den havde så den svaghed, at når stikket blev sat i "omvendt", så gav den stød, så det var ubehageligt at stå og spille ved siden af ham. Især en tid, hvor han yndede at lade en del strenge rage ud fra forskruningen på guitaren. Så blev vi både stukket og fik stød på samme tid! Men forsigtige var vi jo! Så Lassen blev anbragt oppe på en gummimåtte, og der kunnen han få lov at stå i fred! Sådan vedblev det indtil "PopRasmussen fra Silkeborg" (en vikar som boede på Hotel Farsø), forskrækket forlangte, at vi dels fik sat jordledning på de radioer, og dels begyndte at bruge "sikkerhedsledninger, som kunne brænde over, hvis strømmen blev for stor".

Fra Blackbirdstiden erindrer Niels også, at han havde en rørforstærker, som bestemt ikke kunne lide kulde. Så gav den sig til at pibe. Dens klanganlæg var ægte japansk med en lille mikrofon nede i en aflang kasse og en grammonfon-pickup. Undertiden blev den rystet for meget under transport og så slog fjedrene i den sammen, så den måtte åbnes.

Niels kunne i øvrigt fortælle, at han lærte at spille af lærer Sejr, som han havde til engelsk- og fru Sejr til tysk. Deres søn Peter har jeg skrevet om i en blog den 15. november.
 
 

--0--

28. december

Klimatopmøde i børnehøjde..


Jeg har før blogget om min 11-årige søn, Thomas, som i perioder kan være ganske opslugt af at lege med Lego. Han kan også være opslugt af mange andre ting, suger til sig om historisk viden på TV, hvor han også lader sig opdatere med de vigtigtste nyheder herhjemme og ude i den store verden.


Til tider bliver tingene så kombineret - som f.eks. det store klimatopmøde, som blev fulgt med interesse - såvel på det politiske plan som på det "politi-stiske" plan. Thomas har selvfølgelig bemærket alt om klimademonstranter og det store opbud af politi i København. Det har resulteret i, at den permanent opbyggede Legoby på værelset igen igen er blevet byfornyet - nu til at forestille København med politi og demonstranter som står opmarcheret overfor hinanden.


På natborde ved siden af sengen fandt jeg så knægtens eget udspil til en klimaaftale:


1. Der skal årligt samles 100 mio. ind blandt de rige lande til de fattige til forbedringer.


2. CO2-udslippet skal være formindsket med 80 % inden år 2050.


3. Store - og små - lande skal !! spare på deres forbrug.


4. Alle kulværker skal lukkes.


5. Der skal indføres skatter på banker, skibe og flybrændstof til indsamling af de 100 mio.


6. Inden år 2020 skal alle biler være udskftet med elbiler.


Sådan tænker en snart 12-årig dreng om klima og storpolitiske aftaler.


Hvor svært kan det være...??
 
 

--0--

  26. december

 Foreningen af 26-12-1977...

2. juledag 1977 var vi en gruppe unge fyre, som ganske spontant stablede en julefrokost på benene i mine forældres hus på Lærkevej i Farsø. Der var naturligvis øl og snaps på bordet, samt en række juleretter inklusive sild og fiskefilet. Og så var der familiens favorit tunfisksalat, som jeg vender tilbage til. Frokosten var en herrefrokost - forbudt for tøser - men dog ikke mere end, at vi lod min mor hjælpe til med at lave maden....

Gennem årene blev vi flere og flere i foreningen, som flyttede med, da min mor efter min fars død flyttede til et mindre hus på Thorsvej. Ud over at spise og drikke var der traditioner såsom en rafleturnering med pokal, og vi skullle (dem er ikke sov) da også på hotellet til det store 2. juledags bal. Flere af os var flyttet fra byen, men mange var hjemme hos familie i Farsø i juledagene, så det lykkedes at holde gang i foreningen i mange år. Senere flyttede jeg tilbage til Farsø, og så var det i min lejlighed og senere mit hus, at frokosten blev holdt.

Efterhånden som mange stiftede familie, ble det sværere og sværere at samle tropperne, og de sidste frokoster kunne blot tælle 5-6 personer - ikke mange i forhold til storhedstiden med 16-18 deltagere. Derfor var det heller ikke nogen svær beslutning at tage, da jeg egenhændigt lukkede foreningen i 2002. Klik på avisen nedenunder for at læse om frokosten.

Nu sidder jeg så her 2. juledag om formiddagen og tænker tilbage på herlige og mindeværdige herrefrokoster - det var efter en sådan, at jeg traf min hustru i 1989! Til gengæld kan jeg i dag tage den med ro og slappe af, for jeg ved, at der ikke stempler 15 herrer ind kl. 13.27, som var det faste mødetidspunkt. Jeg skal ikke hente fadølsanlæg, lave mad og dække bord. Jeg skal bare drikke en kop kaffe - og skrive lidt på bloggen.

Og tunsalaten - den er ganske let at lave: Man tager 2 dåser tun i tomat (ikke makrel), hvis man ellers kan skaffe det, blander det med mayonaise og moser det godt med gaffel. Serveres på rugbrød eller et stykke ristet toastbrød med løgringe, purløg og et drys sort peber, Velbekomme!
 

  

--0--

 24. december

 God jul fra Thitind


Så kan julefreden så småt sænke sig over landet - og over thit-bloggen, som allerede her dagen før juleaften sætter ny besøgsrekord. Novembers 430 besøg er allerede overgået, da tælleren i dag viser 435. Så, hvis der er bloglæsere, som også læser med i juledagene, vil den sikkert runde de 500, inden kalenderen vipper over på 2010!


Nu er træet pyntet, de sidste gaver er i hus, og vi kan begynde at forberede os på juleaften, hvor familien kommer her på Brix Vej og fejrer julen.


Glædelig jul til alle, som læser med.


Per Lyngby
 

   --0--

23 . december

 Vinterbilleder


December har for en gang skyld budt på sne og kulde - herligt for både store og små. Og herligt for os, der er interesseret i at fotografere. Nu var der endelig mulighed for at komme ud og knipse lidt i snelandsksberne efter en lang periode med grå og triste regnvejrsdage.


Mandag den 21. december var årets korteste dag - men til gengæld var den tilsmilet af masser af sol og lys, som simpelthen måtte udnyttes til en lille fototur - ud i det blå og hvide.


Og tirsdag aften den 22. var vejret helt stille efter en dag med masser af sne. Det gav mulighed for et par flotte aftenbilleder fra Farsø.

 


--0--

22. december

 Musik jeg overså - Johnny Cash

 
 Kunstneren, som kommer på bloggen i dag, havde jeg egentlig ikke overset. Jeg brød mig bare ikke om Johnny Cash, dengang i 70'erne, hvor heavy var in og folkemusik med countryrødder var totalt "yt".

Til gengæld fik jeg mig en øjenåbner af dimensioner, da Cash begyndte at udgive sine "American Recordings". Ikke mindst nummer 3 og 4 i rækken "Solitay Man" og "The Man Comes Around" ramte et eller andet i mig. På førstnævnte er det bl.a. titelnummeret og Cash-versionen af U2's "One", som går rent ind. Den efterfølgende CD blev også sidste udgivelse fra Johnny Cash, som var tydeligt mærket af sygdom på dette tidspunkt. Det er med til at gøre pladen meget intens - en dødsmesse, hvor billeder og sange ikke lader nogen tvivl tilbage om, at her har vi med en mand at gøre, som ved, at han bogstaveligt talt synger på sine sidste vers.

Og hvilke vers. Med sine dybt personlige fortolkninger af sange som "In My Life" (Beatles 1965), "Bridge Over Troubled Water" (Simon & Garfunkel 1970), "Hurt" (Nine Inch Nails 1994) og "Desperado" (Eagles 1973) satte Cash lidt af en milepæl i samarbejde med produceren Rick Rubin.

 "American Recordings" blev efter Johnny Cash's død i 2003 fulgt op med et box-sæt "Unearthed" med alternative versioner og ikke udsendt materiale, her med flotte versioner af bl.a. "Heart Of Gold (Neil Young 1972), Redemption Song (Bob Marley 1980) og "Father & Son (Cat Stevens 1970). Et værdigt punktum for en fantastisk serie af albums med en meget personlig kunstner, som skulle langt hen i livet, før han åbnede mine øjne. Det behøver dog ikke være hans skyld!!
 
 --0--
 
20.december
 
Lovens lange arm!
 
Jeg skrev i sidste uge om min tur med en byggelift op over Farsø. Helt op i 80 meters højde med liften, som endda kan strække sig til imponerende 103 meter!
 
 Jeg skrev også om de forskellige anvendelsesmulighederne for en sådan lift, men holdt lidt igen med at fortælle om en af dem. Det kan jeg nu, hvor klimatopmødet i København er slut. Fra politiets side frygtede, eller forventede man, at aktivister ville markere sig med et spektakulært budskab - måske med et banner ophængt så højt, at det ville være svært at fjerne umiddelbart. Den hidtidl længste rækkevidde med en lift her i landet har været omkring 70 meter. Men politiets "hemmelige" våben i den kamp var altså den nye superlift, som er produceret i Tyskland, men leveret fra Danilift i Farsø, hvis der skulle vise sig uønskede budskaber i højderne.  
 
Liften kom så vidt vides ikke i brug, som lovens kraftigt forlængede arm, og er nu indgået i mere fredelig tjeneste i forbindelse med vinduespudsning og reparationsarbejde på vindmøller, skorstene o.l.
 
 Der blev dog brugt en lidt mindre lift i klimakampen, som dette klip fra Ekstra Bladet viser:
 
 
 
 
 --0--
 
18. december
 
 The Rumour Said Fire
 
Den tidligere Farsø-knægt Jesper Lidang har i øjeblikket stor succes med bandet The Rumour Said Fire - deres nummer "The Balcony" er blevet råspillet i radioen - ikke mindst i programmet "Brødrene" med Søren Rebbe og Alex Nyborg Madsen, som er højlydt imponerede over denne udgivelse.
 
 Netop nu er gruppen ude med deres første CD - en EP, som hidtil kun har kunnet downloades, men som nu også er tilgængelig i fysisk form. "The Life And Death Of A Male Body". EP'en er i Berlingske Tidende blev kåret til årets danske udgivelse.
 
 Jeg har tidligere skrevet om Jesper Lidang, som da han boede i Farsø var medlem af gruppen Avoiding Christopher. (Se evt. blog den 7. september).
 
 The Rumour Said Fire er af kendere indefor den genre sammenlignet med nyere indiebands. Det ligger udenfor min bedømmelsesevne, men jeg kan til gengæld høre overtoner af ikke mindst Simon & Garfunkel på dette nummer:

 

--0--

16. december

 Når viceren svinger penslen

 For nogle år siden var vi i medarbejdergruppen på en tur til Hornstrup ved Vejle. En tur som også rummede forskellige aktiviteter og samarbejdsøvelser, bl.a. blev vi sat sammen i grupper, som i fællesskab skulle lave et maleri på et kæmpe lærred. Det fik vi meget sjov ud af, og projektet satte sig efterfølgende spor hjemme i det himmerlandske.

 Et par af mine kolleger, Stig og Søren, blev så fascineret af at male, at de begge selv kastede sig ud i at prøve evnerne med pensel, lærred og staffeli i praksis. Ikke mindst Søren Troelsen, som siden er blevet viceforstander på skolen, har været ganske produktiv - og kreativ.

 Forleden var jeg på besøg hos Søren med det formål at tage billeder - af billeder! Søren er nemlig også blevet inspireret af min Bricksite-hjemmeside, og har nu oprettet sådan en, hvor han kan præsentere sin kunst for et større publikum. Så nu skulle de farvestrålende malerier affotograferes, så de kan præsenteres på hjemmesiden, som bl.a. har en sjov funktion, hvor man kan se dem i et stuemiljø. Se selv HER.

 

--0--

14. december

Se din by fra liftens top..

 Weekenden blev bl.a. brugt til at se mit hus fra godt 80 meters højde!

 I forbindelse med julearrangementer i byen havde det lokale firma Danilift opstillet en mobillift 50 meter fra vores hus. Liften kan nå op i en højde af 103 meter, og denne weekend inviterede man så folk til at få et kig på Farsø i fugleperspektiv. Af tidsmæssige hensyn nøjedes man med at strække den ud i 80 meter, så flere kunne nå at komme med. Lørdag var der lang kø, så jeg havde egentlig opgivet at få en lufttur, men søndag formiddag kom jeg forbi, netop som man var ved at sætte liften på plads. Ingen stod i kø, så jeg stillede mig klar med kameraet om halsen.

 5 minutter senere var jeg sammen med 5 andre på vej op i den frostklare luft over Farsø denne decembersøndag. På vej op kunne vi fornemme, at der var god sigt - og god udsigt. Efterhånden som vi kom op, kunne vi se ud over en stor del af Vesthimmerland - mod vest til Limfjorden, mod nord til Hornum, mod syd til Ullits og mod øst til Aars, som kunne anes i den svage dis, som hang i baggrunden. Et imponerende flot syn.

 
Og at se sin egen by her fra 80 meters højde - i et helt nyt perspektiv - var altså en fantastisk oplevelse. Det lange lige stræk på Nørregade, søanlægget med Højgårdskvarteret i baggrunden og mit eget hus og skolen lige neden under os. Næsten ingen vind, og en helt rolig fornemmelse her i liften, som stod stabil og klippefast uden rystelser eller vibrationer, som man ellers skulle forvente.

Søren Olesen, som er medejer af Danilift, stod selv som kranfører begge dage, hvor han vel nåede op 30-40 gange. Hver gang med liften fyldt med begejstrede børn og voksne.

Den store lift er solgt til udlejningsselskabet BMS i Københan, som bl.a. lejer den ud i forbindelse med vindmøllereperationer, vinduespudsning o.l. Og så til et formål, som jeg dog først kan afsløre for bloggens læsere i næste uge. Forklaring følger - men altså først om en uge.

 Indtil da, kan man nyde denne serie af fotos, som jeg nåede at tage på min 10 minutters lufttur over Farsø.

 

 

--0--

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

13. december

 

Blackbirds Mark I 

 

Det er ganske sjovt, som min Blackbirds-blog fortsat bliver ved med at kaste reaktioner af sig. Senest har jeg fået mail fra Tage Dalby Andersen (foto th), som i sin tid var med til at danne gruppen. Han skrev bl.a.: "Jeg var sammen med min fætter, Niels Poulsen, med i Farsøbandet "The Blackbirds". Det blev startet i 1963/64 af Lassen Stefansen, lead-guitar, Claus Lilholt, trommer, Niels Poulsen, Rhytm-guitar og jeg selv på bas-guitar. Vi spillede indtil 1967, hvor Lassen og Claus gik sammen med nye medlemmer fra et andet band."

 

I sin mail skrev Tage også, at jeg var velkommen til at ringe til ham, hvis jeg havde interesse i at høre mere om den første udgave af The Blackbirds.

 

Sådan en opfordring sidder jeg naturligvis ikke overhørig, og umiddelbart før jeg ringede, fik jeg en ny mail fra Tage, hvor der var vedhæftet en række herlige fotos fra gruppens første år, bl.a. dette fra søanlægget med det karakteristiske møllehus i baggrunden.

 

  

Tage Dalby boede i Øster Hornum, men havde tæt kontakt med sin fætter Niels Poulsen i Farsø. Derfor kom Tage med i gruppen, selv om det til tider kunne byde på lidt problemer med transport til og fra Farsø. Det foregik som regel når der var familiebesøg, eller med tog fra Nibe til Farsø. Transport rundt til spillestederne blev også klaret i forældrenes biler: betjentens Volvo eller uddelerens Opel Kaptajn (foto herover). Man spillede i Østrup, Farsø, Nørager, Hvalpsund, Strandby o.l men også en enkelt gang i Nibe, bl.a. sammen med The Bongoes, ligesom det blev til optrædender i Øster Hornum og Godthåb (ved Svenstrup).

 

I starten blev der brugt gamle radioer til at forstærke guitarerne - senere købte medlemmerne rigtige rørforstærkere af mærker som Teisco, Vox og Dynacord. Skulle der rigtig blæs på, lånte man et par kraftige højttalere af en fyr der hed Otto.

 

 

På et tidspunkt blev der holdt et arrangement på Hotel Farsø, hvor lokale kræfter optrådte i anledning af noget, som havde med forfatteren Johannes V. Jensen at gøre. Radioen sendte fra dette arrangement, så Tage Dalby havde taget fri fra skole og brugt hele dagen på lydprøver. Resultatet blev 9 sekunders (!) airplay - lidt lidt mente Tages skolekammerater i Nibe, som naturligvis havde lyttet spændt ved radioen. Men lidt havde også ret, og det var ganske prestigefyldt at spille i The Blackbirds. I øvrigt er Tage Dalby overbevist om, at han har de 9 sekunders radiooptagelse til at ligge på et spolebånd. Finder han det, vil det sikkert også blive præsenteret for læserne af denne blog, som derfor kan håbe på at lytte til "High Heal Sneakers" på et eller andet tidspunkt.

 

Navnet The Blackbird blev valgt blandt flere andre, men at gruppenavnet skulle starte med "The", var der aldrig tvivl om. Repetoiret bestod af kopinumre med Rolling Stones (A long long while), Searchers (Walk in The Room) , Defenders og Elvis. Sidste optræden med Mark ! var ifølge Niels Poulsen den 19. september 1967. Herefter gik Lassen og Claus sammen med Ole Høgh og Knud Søndergård fra et andet band.

 

 

Tage Dalby Andersen bor fortsat i Øster Hornum, hvor han er stærkt optaget af lokalhistorie, medens fætteren, Niels Poulsen, er lærer på teknisk gymnasium i Frederikshavn. Jeg har i øvrigt også været i kontakt med Niels - mere om det i næste Blackbirds-blog.

 

 

 

--0--

 

 

11. december

 

De første solsorte 

 

Dagens blog bliver ikke så lang, men den bliver fulgt op af en lidt længere i løbet af weekenden.

 

Forleden fik jeg nemlig en mail fra Tage Dalby Andersen i Øster Hornum. Han havde fundet vej til min blog og med interesse læst om The Blackbirds, som han faktisk selv var medlem af fra 1963 til 1967. Tages fætter, Niels Poulsen, var også med i gruppen, sammen med Lassen Stefansen og Claus Lilholt.

 

Tage og Niels har flere fotos fra den tid - her et par stykker som en lille "teaser" - mere følger, som skrevet, i løbet af weekenden. På billedet herover gøres der reklame for Blackbirds, som spiller til dans i teltet på dyrskuepladsen i Farsø og herunder ses gruppen ved soluret på den store plæne foran spejderhuset i søanlægget. Fra venstre mod højre er det Lassen Stefansen, Tage Dalby Andersen, Claus Lilholt og Niels Poulsen.
 

 

 

 

 

--0--

 

9. december

 

John Winston Lennon 1940-1980

 

Det er i år 29 år siden, at John Lennon blev skudt og dræbt af en sindsforvirret fan foran Dakotabygningen i New York, hvor John Lennon boede sammen med Yoko Ono.

 

Nu ved jeg jo godt, at John Lennon døde den 8. december, og jeg sådan set er en dag bagefter. Men på grund af tidsforskellen mellem Danmark og USA, var det faktisk blevet den 9. december herhjemme, da Mark Chapmann affyrede de fatale skud den sene decemberaften i 1980.

 

At det netop er den 9. december, jeg skriver denne blog har også en anden årsag. I 1980 boede jeg på Kærvejskollegiet i Ranum - i en lillebitte hybel på små 9 kvadratmeter, hvor der naturligvis SKULLE være plads til det store stereoanlæg med forstærker, kassettebåndoptager, spolebåndoptager og pladespiller. Aftenen før havde jeg lånt et par John Lennon LP'er af en anden beboer på kollegiet, og jeg brugte en del af aftenen, og vist også natten, til at lytte til musikken - og fordybe mig lidt i teksterne. Det havde jeg aldrig rigtig gjort, så de bidende angreb på Paul McCartney i "How Do You Sleep?" fra "Imagine", kom lidt bag på mig. Nok havde de været uenige, men så uenige!! Det overraskede mig. I det hele taget blev det en aften, hvor mine øjne blev åbnet for Lennons univers.

 

På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad jeg skulle høre som det første, da min clockradio vækkede mig næste morgen! Så det blev en surrealistisk og uvirkelig oplevelse, da det første radioavisen berettede op, var mordet på John Lennon i New York. Lidt af et chock og resten af dagen var jeg i en helt anden verden, medens medierne fyldte på historien om den myrdede eks-beatle.

 

Få dage efter udsendte musikbladet MM en mindeavis om John Lennon. Den har jeg stadig, og kigger ind imellem i den, og tænker tilbage på den mærkelige morgenstund for 29 år siden.

 

Denne blog skrives, medens jeg lytter til John Lennons 1972-koncert fra Madison Square Garden på Wolfgangs Vault.

 

"The day, the music died" (Skrevet af Don McLean i sangen American Pie, om tre andre rockmusikeres død, men sørgelig aktuel den 8.-9. december 1980.)

 

 

 

 
 

--0--

 

8. december

 

Every picture tells a story..

 

Overskriften er tyvstjålet fra Rod Stewart, som lavede et album med den titel i 1971 - bl.a. med hans store hit Maggie May.

 

I forbindelse med oprydning i kælderen, hvor jeg er ved at indrette min egen private "hule", dukkede der en række ting op. Jeg har taget billeder af nogle af disse ting, som hermed skal få lov til at fortælle "deres historie".

 

Telefonen med drejeskiven stammer fra mit barndomshjem. Vi havde først en sort bordmodel med drejehåndtag, så man kunne kalde centralen og bede om det ønskede nummer. Siden blev centraldamerne afløst af automatik, så det var muligt at dreje det ønskede nummer. Det var nogenlunde på den tid, at vi hjemme i Købmandsgården gik fra at have Farsø 10 til det moderne 08 63 10 10, som senere blev til 98 63 10 10. Min mor beholdt nummeret, indtil hun flyttede fra Farsø til Nibe for en snes år siden. Desværre tænkte jeg ikke dengang på at få det, og nu er der en anden, som har overtaget det. Den grå model her, produceret af Kirk på licens fra svenske LM Ericsson med modelbetegnelsen F68, blev senere afløst af en model med trykknapper (Comet Basic).

 

Næste billede viser mit første spejlreflekskamera - et Olympus OM20 påmonteret en blitz af mærket Starblitz. Kameraet blev købt umiddelbart efter afsluttet lærereksamen fra Ranum Statsseminarium, og det var med mig, da jeg i foråret 1984 tog på et 4 måneders højskoleophold i Uldum. Naturligvis med foto som et af de mange fag, jeg valgte. Her var der god lejlighed til at få genopfrisket teknikken, som jeg tidligere havde lært i folkeskolen og i den kommunale ungdomsskole. Kameraet blev løbende udbygget med flere objektiver, og senere også endnu et kamerahus, et lille lækker OM 2 med noget så avanceret som spotmåling.

 

Tredje foto viser en Super 8 smalfilmfremviser. Den har jeg nu ikke ejet så længe. Den blev købt for et par år siden, da jeg skulle overspille nogle smalfilm til DVD for en af min mors veninder. Filmen blev projiceret op på en hvid skærm og optaget direkte ind i et videokamera og så sidenhen brændt over på DVD-skiver. Ikke den teknisk mest optimale løsning, men dog med et godkendt resultat af en række sjove film fra en rundrejse i USA.

 
 Det fjerde og sidste foto, i denne omgang, viser min gamle Beogram pladespiller. Dette er en Beogram TX (6002), som afløste min udtjente Beogram 4000, den første model med tangentialarm, som B&O sendte på markedet som lidt af en verdenssensation i 1973. Den første købte jeg af min storebror, medens jeg ikke erindrer, hvor jeg har købt det eksemplar, som se på billedet. Den er købt brugt - formentlig i en forretning i Aalborg.

 

Og skulle vi så ikke slutte, som vi startede. Med Rod Stewart - Every Picture Tells A Story:

 

 

 

 

 

--0--

 

 

6. december

 

Early Blackbirds

 

Jeg er kommet i besiddelse af et par gamle fotos af Blackbirds i en meget tidlig udgave.

 

De to fotos tilhører gruppens trommeslager, Claus Lilholt, som dog her spiller guitar (fyren til venstre) på det ene billede - i øvrigt samen med Niels Poulsen, søn af den lokale brugsuddeler her i Farsø. Om gruppen har noget navn på dette tidspunkt vides ikke. At dømme efter billedet er det en gammel radio, der fungerer som forstærker.

 

På det andet billede er Claus kommet i sit rette element - bag trommerne - og som man kan se, står der nu The Blackbirds på stortrommen. Alle grupper skulle naturligvis hedde "The" til "fornavn" akkurat som de store idoler fra The Beatles. Denne gruppe har vist også inspireret til håret og fisuren på denne ungdommelige udgave af trommeslageren i The Blackbirds.

 

Den opmærksomme bloglæser vil måske have bemærket, ar Blackbirds har fået deres egen menu i oversigten ude til venstre. Her samler jeg denne og andre blogs med relation til gruppen, som på sin vis var med til at slå dette blogprojekt i gang for alvor i begyndelsen af august.

 

 

--0--

 

5. december

 

Pakkekalenderen

 

I mange hjem er der tradition for, at børnene har en pakkekalender i december. Vi har også haft dem her i huset, de er dog afløst af adventskalendere. En lettere løsning for os som forældre og med mulighed for at bruge pengene på lidt mere kvalitet frem for kvantitet.

 

Også da jeg var barn, var mine forældre søde til at lave pakkekalender. Jeg husker meget tydeligt kalenderen, hvor man i 24 ringe kunne hænge en pakke til hver dag. Og spændingen kan jeg faktisk også tydeligt mærke i kroppen, når jeg tænker tilbage. Herligt, og tak for det til mine forældre.

 

I år er der så "pay-back". Hedvig og drengene har købt og indpakket 24 ting, som er placeret i en stor balje og afleveret til min gamle mor, som runder de 80 næste år. Gennem årene har hun som mor og farmor/mormor stået for at forkæle børn og børnebørn i stor stil - nu er det hendes tur. Drengene synes naturligvis det er stort, og mener bestemt også, at deres farmor har fortjent sådan en kalender.

 

Eneste problem: Vi kender farmors nysgerrighed, så vi har varslet indtil flere kontrolbesøg for at tjekke, om pakkerne nu åbnes på de rigtige dage - og da slet ikke før tid!

 

 

--0--

 

4. december

 

Thunderbirds

 

Som dreng var jeg dybt fascineret af en engelsk (dukke) TV-serie, Thunderbirds, hvor man fulgte en international redningsorganisation, som sendte fantasifulde fartøjer på en række dramatiske aktioner. Raketter blev fløjet af astronauter, og teamets undervandsbåd blev ført af en "aquanaut". Fartøjerne kunne også købes som legetøjsmodeller, bl.a. fra Matchbox og Dinky. I dag er det særdeles værdifulde samleobjekter.

 

I disse YouTube tider er det jo blot at indtaste søgeordet "Thunderbirds" og straks er man tilbage til de glade 60'ere, hvor man sad klinet til den sort-hvid TV-skærm og fulgte heltenes aktioner. Nu får man så serveret det i farver - flot, men man skal da lige vænne sig til det, når ens hukommelse erindrer disse ting i sort-hvid. Og lydsiden, ja den er bare så tidstypisk.

 

Foruden klip fra de originale serier kan man finde et utal af fanvideoer på You Tube.

 

Thunderbird 2 is in on its way to rescue.....

 

  

 

--0--

 

3. december

 

Mortens julekoncert

 

Forleden var der julekoncert i den lokale musikskole, hvor eleverne havde lejlighed til at vise, hvad de har lært i efterårets musiktimer.

 

Morten på 9 har de seneste par måneder modtaget klaverundervising, og han var ikke i tvivl, da muligheden for at optræde bød sig til. Naturligvis skulle han også være med. Musiklæreren mente måske, det var lidt tidligt efter så kort tid. Men den unge kunstner insisterede, og gennem den seneste uge har vi så lagt ører til "Et barn er født....", som er blevet øvet igen og igen. Når Morten sætter sig noget i hovedet, skal der nemlig meget til at stoppe ham!

 
 

Tirsdag var så den store aften. Morten skulle først på efter pausen, så der var god tid til at få fyldt maven godt og grundigt op med sommerfugle. Måske var der flere i forældrenes maver end i Mortens - han virkede cool og lyttede pænt og tålmodigt til de andre elevers optræden, indtil han selv skulle sætte sig til tangenterne. Det gjorde han så, og efter en forsigtig start, hvor lærer Carsten lige skulle hjælpe med at få fingrene placeret rigtigt, tonede den smukke julesalme så ud i fællessalen på Farsø Skole. Koncentreret og målrettet gik han til opgaven, medens vi som stolte forældre smilende lyttede på, fotograferede og efterfølgende gav bifald sammen med det øvrige publikum.

 

Aftenen bød på mange gode præstationer. Ikke mindst da Nikolaj på 6-7 år, som er totalt blind, spillede på klaver, medens storebror Michael (12 år) slog på trommer til ABBA-klassikeren "Mamma Mia". Der var også eksotiske sambarytmer og et lille band, som fortolkede Kim Larsen og Tim Christensen.

 

Jo, i sandhed en fin aften med musik. Måske er kimen lagt til fremtidige blogindlæg med indspillende kunstnere fra Farsø.

 

 

--0--

 

 

2. december

Ny rekord på bloggen

Siden denne blog gik i luften i juni har den ikke blot været en lille skrive- og fotooase for mig selv. En mere eller mindre fast skare af læsere følger også med, og sender ind imellem kommentarer og søde ord. Tak for det!

November satte ny rekord for bloggen, hvor den nåede op på 430 besøg. Dette tal dækker over 15-30 unikke besøg om dagen. Google Analytics fortæller, at der er ca. 130 unikke besøgende på en måned, og det dækker efter min vurdering over 25-40 faste læsere, og så en del, som af mere eller mindre uransagelige årsager kommer forbi. De fleste besøgende kommer fra Danmark, men der er også gæster fra det store udland, bl.a. Norge, Schweiz og Australien.

Den positive respons giver mig naturliugvis lyst til at fortsætte med at blogge, så selv om aktivitetsniveauet måske daler en smule her i december, så kan man roligt regne med, at der også kommer ord på bloggen i 2010. Sjovt er det, og det er da bare ekstra sjovt, hvis der også er folk, som fornøjes ved mine ydmyge bloggerier.

 

Og så må mine læsere affinde sig med, at jeg i et øjebliks tilstand af juleforvirring har ændret på designet i denne måned - og kun i denne måned..

 

 

--00--

 

1. december

 

Isbjørnen

 

I det tidlige forår var jeg med et hold fotoelever fra efterskolen på "safari" til Aalborg Zoo - en lille og meget hyggelig Zoo, hvor mange af dyrene færdes i meget naturtro omgivelser.

 

Ikke mindst isbjørneanlægget er imponerende flot med mulighed for at følge de store og graciøse dyr udfolde sig såvel over som under vandet.

 

Nu har efterskoleelever ikke den største tålmodighed i verden, så på et tidspunkt blev de sluppet fri, hvorefter jeg tog opstilling ved isbjørneanlægget. Her var jeg vidne til et herligt show med polarkongen, som muntrede sig i det våde element, medens mit Nikon lagrede skud på skud på hukommelseskortet. Det er jo en af de oplagte fordele ved digital fotografering, at man bare kan knipse løs, og så sortere, når man kommer hjem.

 

Vedhæftede lille serie var de bedste skud, jeg fik ud af den dag - i tilgift for en hyggelig halv time med isbjørnen. I betragtning af, at der er skudt gennem en ikke helt ren, tyk glasplade, må jeg imponeres over den skarphed der alligevel er kommet ud af det.

 

I øvrigt er der lige født isbjørnetvillinger i Aalborg Zoo. Man kan følge dem via kameraer i anlægget HER.
 

 

 
 
Per Lyngby