For anden gang indenfor de seneste 10 måneder er efterskolen lukket ned, og undervisningen foregår hjemmefra - via computer. Erfaringerne fra foråret kommer mig og sikkert mange andre til gode, men det er nu engang sjovere at være efterskolelærer på skolen og ikke hjemmefra.

Vi prøver alle, at gøre det så godt og levende, som det er muligt, og jeg håber da, at eleverne derhjemme bag skærmene gør, hvad de kan. Denne form for undervisning kan godt gå hen og blive en større del af deres fremtidige studieliv, så der er ingen vej udenom at lære det og disciplinere sig selv.

Når man sidder der bag skærmen i mange timer, forberedelse til digital undervisning kan godt tage længere tid end selve lektionen varer - der er meget at tænke på og mange ting, der skal være på plads, hvis det skal give mening for eleven på den anden side af skærmen.

I sådan en situation, som vi er i, er det med at udnytte mulighederne til adspredelse fra alt det digitale: At komme ud og gå en tur, at tage kameraet med et sted hen og bare fotografere. Eller at gå ud og skovle sne, hvis der skulle falde noget af det på matriklen.

Og det er netop, hvad jeg har gjort de seneste uger.

Snefaldet i forrige uge blev udnyttet, da jeg havde en halv times undervisningsfri en formiddag. Ud med skovlen og få lidt motion - det er faktisk ganske afstressende og rart, at gå derude. Jeg blev grebet af stemningen og fjernede lige sne på fortovet hos to naboer. De ringede senere og skulle lige høre, om det var mig, der havde været i gang.. :-) Og noget tyder på, at der er mere sne på vej, så skovlen står klar derude.

 

På Facebook så jeg en fodbold- og fotoven, som skrev om en vandstær, der holder til på naturområdet Tvebjerg i Aars. Et par frie timer blev udnyttet til en tur til Aars, hvor den lille og charmerende vintergæst viste sig som en særdeles samarbejdsvillig model for mine knipserier. Den skal jeg besøge en dag, hvor vejret er lidt bedre, end det var forleden, hvor det krævede lidt høje ISO-tal at få fornuftige billeder på kortet.

En weekend drog familien med hund på oplevelse i Højriis ved Vegger. Her kan man også se isfugl, vandstær og bæver - det gjorde vi nu ikke, men vi opdagede en meget flot og kuperet tur rundt i krattet omkring ådalen. Et sted, som helt sikkert skal genbesøges til foråret.

Denne blog er ledsaget af fotos fra anden lockdown-periode.

 

2020 blev året, hvor det forladte og faldefærdige mejeri i Farsø endelig faldt. Gennem flere år havde de ældste bygninger ud til hovedgaden stået tomme - og forfaldet var til at tage at føle på. En af byens tidligere så flotte og karakteristiske bygninger, var gået hen og blevet en skamplet. Desværre.

Det er Vesthimmerlands Kommune, som har købt mejeriet, som nu er revet ned til fordel for nye parkeringspladser, som især er tiltænkt det nærliggende forfattermuseum for Johannes V. og Thit Jensen. De har formentlig set mejeriet blive bygget i 1888, da de var store børn (Han er født i 1873, hun i 1876). Og de har sikkert vendt sig i deres respektive grave over, at bygningen fik lov til at forfalde - og også over, at de nu er havnet under samme museumstag i fødehjemmet. Det huer næppe de to ærkesøskendefjender, hvor Johannes var misundelig på, at søsteren også gjorde forfatterkarrie, og hvor Thit gjorde hvad hun kunne for at genere sin storebror med sit selvstændige Valkyrie-liv.

 

En del af det gamle mejeri har gennem en lang årrække fungeret som opskæringsenhed for kreaturslagteriet i Aalestrup. Det fortsætter, og ikke nok med det, slagteriet udvider med endnu en linje i Farsø, hvor der også bygges velfærdsfaciliteter til de omkring 75 medarbejdere, som forarbejder kvalitetsmærket Himmerlandskød. Det nye byggeri kommer til at ligge ud til den nye p-plads, hvor det gamle mejeri lå, og forskønner dermed også den rå mur, som står lige nu.

Køerne er næppe så glade for transformationen, hvor de nu skal lægge krop til produkterne fra Farsø i stedet for mælk….