|
|
|
Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
-0- Storm T4 Kommentarer 06-01-2011
Min lille miniserie om lokale værtshuse i Farsø fortsætter i denne blog, hvor jeg sætter fokus på Storm T, som lå i Nørregade. Lige ved siden af kirken!
Værtshuset blev indrettet i en tidligere tæppe- og gardinforrretning. Bag Storm T stod Poul og Anni Haman (billedet til højre, som kan klikkes større), som i forvejen drev den grillbar, der lå i nordenden af bygningen - Grill Snack. Arbejdet med at indrette Storm T stod på i efteråret 1973 og den nye bodega åbnede, så vidt jeg husker, inden jul samme år. Der var indgang fra hovedgaden, og fra gangen kunne man dreje til højre ind i den lille krostue, hvor baren også var placeret. Til venstre var der et større lokale med solide egetræsborde, rustikke lamper og på et tidspunkt også en jukebox.
Da stedet åbnede, var jeg lige ung nok til at komme der, men 1-2 år senere fik jeg adgang til det forjættede land, hvor mine to større søskende var kommet fra starten. Et rigtig hyggelig og meget traditionelt værtshus, som var et godt supplement til den lidt mere etablerede Tordenkalven nede i Søndergade. Som jeg husker det, var det især det unge publikum, som kom på “Stormen”, medens de lidt ældre gik på “Kal’en”. Med den tilknyttede grillbar var det let at få sig lidt at spise, hvis man kom til at hænge ud lidt for længe....
Efter Poul og Anni kom der ny ejer, Søren, en mand fra Viborg, som i første omgang førte Storm T videre i samme ånd, men som hen ad vejen lavede fornyelser, bl.a. blev det store lokale udvidet og omdannet til diskotek, hvor der var gang i den fredag og lørdag. Ovenpå kom der en billardstue, men den lille krostue stod ganske uændret i flere år.
Efter Søren kom der nye ejere - her er jeg dog ikke så godt inde i tingene, da det var i den periode, hvor jeg ikke længere boede i byen. Det gik dog gradvis tilbage for stedet, som til slut blev lukket ned. Menighedsrådet købte bygning og grund med henblik på at rive huset ned og lave et grønt område på arealet foran kirklen og kirkegården.
Og sådan gik det. Storm T er væk, men står helt sikkert som et godt minde for mange, som har mange glade aftener på byens nordlige værtshus.
Karrusellen...05-01-2011
Forleden faldt jeg over endnu en lille ting til min retrokælder. Denne gang var det en ting, jeg har kigget efter i nogen tid: En karrusel i plastik til opbevaring af cassettebånd.
Prisen for den lille klassiker var den beskedne sum af en flad 20’er - og så var karrusellen endda fyldt op med bånd, hvoraf de fleste var færdigindspillede bånd bl.a. fra det lokale selskab Tewa i Fandrup.

Jeg ejede også en cassettebåndoptager i 1980’erne, en avanceret Apollon 850 fra Audioscan, men det var kun et supplement til mine plader og til dels mine spolebånd. Optageren blev for det meste brugt til at lave sine egne bånd, som man så kunne høre i bilen. Det kan vist tælles på én hånd, de gange jeg har købt et færdigindspillet cassettebånd. Trods Dolbysystem og chrombånd var kvaliteten ikke den samme som på en LP!
Båndene i den nyerhvervede karrusel passer ikke rigtig ind i min normale musiksamling, men set i lokalt perspektiv er det da meget sjovt at have et par bånd stående med Tewa og Birge Lønquist (Jodle Birge) og Jørgen Post fra Nibe. De passer perfekt ind ved siden af Ib Sahl, som også er udgivet på Tewa). Så disse bånd får den ene side i karrusellen, medens nogle få af mine egne gamle favoritbånd kommer til at optage resten af pladsen. Blandt dem er et bånd med optagelser fra radioprogrammet “Spadestik”, hvor Erik Kramshøj bruger en del tid på at besvare en mail, jeg i sin tid sendte til ham.

--0--
Vintertur med kamera03-01-2011
Søndag eftermiddag drog jeg på en lille fototur med Thomas på 12. Målet var Vitskøl Kloster ved Limfjorden, hvor vi regnede med at kunne finde nogle gode motiver i den gamle kirkeruin og den gamle kirkegård, som ligger umiddelbart ved ruinen.
Vejret var flot med skarp vintersol og med let frost, som gjorde det muligt at betjene vores kameraer uden at få forfrysninger i fingrene.
Desværre lå selve kirkeruinen i skygge af klosteret, men til gengæld kunne den lavthængende sols stråler trænge ind over kirkegården, hvilket gav et specielt lys. Så det var her, de bedste motiver bød sig til.
Thomas var bevæbnet med min gamle, trofaste Nikon D70 med en zoom, medens jeg selv bruge D300’eren med en vidvinkelzoom, som kan give helt specielle perspektiver.
Billederne i denne blog er vi fælles om - Thomas har taget det øverst til højre, medens jeg har taget det herover til venstre. Billedet herunder er taget af Thomas.

--0--
Nytårsmarch02-01-2011
Efter en uge med god mad og almindelig afslapning skulle der motion til på årets første dag.
Vi drog til Lounshalvøen ved Hvalpsund, hvor Hjerteforeningen og den lokale Lions Club i Farsø hvert år arrangerer nytårsmarch i naturskønne omgivelser.
Også i år gjorde landskabet sig utrolig smukt i skarp vintersol og med en vinterdækket Limfjord som kulisse. Dog var stierne lumske at bevæge sig rundt på efter nytårsnattens regn og tø. Sneen var væk, men mellem græstuerne gemte der sig frosne vandpytter, som især på op- og nedturene i det kuperede terræn gjorde turen lidt besværlig - og farlig: Det måtte en kvinde konstatere på den hårde måde, da hun desværre faldt og kom så meget til skade, at hun måtte hentes af Falck. Og her har der ventet redderne en større opgave, da kvinden lå på et sted, hvor man ikke bare lige kunne komme frem med en bil. Vi så ikke, hvordan de klarede opgaven, men håber da, at alt gik godt.
Efter halvanden times god motion ventede de lokale Lionsfolk ved startstedet med dejlig varm suppe, som vi nød, inden turen gik forbi færgehavnen og hjem mod Farsø.
Godt nytår til alle bloggens læsere.

Tordenkalven01-01-2011
På årets sidste dag brugte jeg et par timer på det lokale værtshus “Tordenkalven” - ikke et sted, jeg kommer så ofte mere, men absolut et sted, jeg har frekventeret en del gennem årene.
“Tordenkalven” eller “Kal’en”, som den også kaldes, er et traditionelt værtshus med rustikt interiør en lang bar og et ganske stort stampublikum. Sådan har det været, siden værtshuset blev startet først i 1970’erne. Dengang i en pavillon bag Farsø Hotel, den rigtige “Tordenkalv”. I dag ligger værtshuset i hotellets hovedbygning ud mod hovedgaden.
Navnet stammer naturligvis fra Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier, hvor historien om krøblingen “Tordenkalven” er en af de mest populære. Som ung var Christen Christian Larsen en stærk mand, som forstod sig på at tøjle store heste. En dag gik det dog galt på herregården Lundbæk ved Nibe med det resultat, at han blev stærk forkrøblet og sidenhen måtte ernære sig som skrothandler, visesanger og lokal historiefortæller på egnen.
Mit ærinde på den lokale bodega var i øvrigt at møde gamle herboende Farsø-drenge, som har gjort det til en tradition at mødes og får en nytårsøl sammen over et slag terninger. Også her efter den traditionelle Farsø-model, hvor der rafles tænkeboks i første halvleg og 7’ere i anden halvleg og en evt. tredje halvleg: Viborgturen. Lige præcis den kombination af flere spil og de særlige regler, der spilles efter, har jeg kun oplevet i Farsø.
Efter et par times hyggelig raslen med bægrene og en par kolde pils, var det tid atter at finde hjemover og gøre klar til aftenens nytårsmiddag. Det skal dog pointeres, at det var fruen, som insisterede på, at jeg burde runde Tordenkalven igen i år.....
Og lur mig om ikke en kommende blog vil beskæftige sig med byens andet klassiske værtshus: Storm T, som ikke findes mere.
--0--
Glemte perler30-12-2010  Jeg skrev forleden om bokssættene med Dansk Rock Historie. Nu har jeg været omkring det elektroniske bibliotek for at låne nogle af de numre, som ikke er at finde på de fysiske CD'er.
Og der er altså et par glemte perler i blandt - såvel hele albums som enkelte numre. Der er to noget oversete albums med duoen Stig & Sten, Stig Kreutzfeldt fik senere succes i Rugsted & kreutzfeldt, medens Sten Toft Andersen bl.a. var med i Ache. De to albums "Da solen kom" og "Forchromede dage" kan klart anbefales, hvis man er til melodisk rock. Og så er det på dansk.
Blandt enkeltnumrene finder man Michael Elo med "Why Don't We Fly" - et rigtig flot popnummer med internationalt snit.
--0-- Ny blogteknik19-12-2010 I forbindelse med årsskiftet har jeg også lavet en ændring i mit blogsystem. Ændringen er måske mere af teknisk karakter, men læserne vil dog kunne opleve enkle ændringer i forhold til den gamle metode. bl.a. kan længere blogs blive vist i uddrag, hvor man så skal klikke på "læs mere" for at læse resten.
Min hjemmeside har et blog/nyhedsmodul, som jeg aldrig har brugt. Det prøver jeg så nu - det betyder bl.a., at man kommer direkte frem til et blogindlæg, hvis man f.eks. har googlet et emne. Tidligere kom man kun til toppen af siden, hvor man så skulle rulle ned på siden og lede efter det, man har søgt på.
Nyt er det også, at man kan se overskriften til de 2-3 seneste blogindlæg i menuen ude til venstre.
Læserne kan også kommentere på den enkelte blog. Man klikker på overskriften og så vil der dukke et kommentarfelt op under indlægget, hvor man så kan skrive sin kommentar.
Der er stadig en del at lære - nu må vi se, hvordan det kommer til at fungere. Er jeg ikke selv tilfreds, går jeg sikkert tilbage til den gamle metode, hvor én måneds blogindlæg er samlet på én side.
<
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
56
57
58
|
|
|
|
|