I de analoge fototider, hvor man selv fremkaldte sine negativer og fotos, var man afhængig af et mørkekammer - eller i det mindste et mørkt rum. Som regel blev der lavet mørkekamre i kældre eller der blev lavet intermistiske anordninger i køkkener eller bryggers.
En gammel joke i den anledning var, når nogen lige lukkede døren op for at give en besked, altimens man stod med filmen rullet ud i total mørke, da den jo ikke tålte dagens lys, før den var fremkaldt og fikseret via diverse kemiske bade. Fik filmen lys før processen var færdig, stod man som regel med en filmstrimmel uden brugbare billeder....
Nu er det jo digitale tider, så den slags kan ikke ske - tror man. Noget lignende var alligevel ved at ske, da jeg forleden kom hjem fra et fodboldstævne, hvor efterskoleeleverne havde vundet en del medaljer. De var naturligvis fotograferet og lagret på memorykortet. Kortet lagde jeg på køkkenbordet ved siden af min computer, så jeg senere kunne lægge dem på hjemmeside og Facebook. Men her skete den klassiske katastrofe så (næsten). En person i husstanden - jeg skriver ikke hvem - havde fjernet kortet. Ikke blot fjernet det, men også smidt det i skraldeposen! Heldigvis spurgte jeg, om nogen havde set mit kort, og heldigvis kunne "synderen" huske det. Kortet blev fisket op og lagt til tørre - og billederne blev reddet.
Helt så heldig var jeg ikke tilbage i de analoge dage, da jeg skulle fotografere en lokal virksomhed i Aars, som var kunde nummer et eller andet hos Diners Club. Der skulle tages billede til Diners Clubs medlemsblad. Jeg troppede op i restaurant "Den græske bonde" med mit udstyr - fotograferede og drog hjem for at fremkalde. Allerede da jeg skulle spole filmen tilbage i kameraet, fornemmede jeg katastrofen. Jeg kunne mærke, at kameraet ikke havde ført filmen frem. Var det tilfældet, var der heller ingen billeder. Jeg var nødt til at gøre processen færdig, før jeg fik vished.
Det var, som jeg frygtede: En ueksponeret film uden et eneste billede. Katastrofe! Folkene fra Diners Club var for længst fløjet tilbage til København....
Vi fik arrangeret en ny fotosession - alt blev dobbelttjekket, og billederne kom i kassen.
Negativerne har jeg stadig - de er arkiveret under teksten: Den græske tragedie.
Det gamle negativ er scannet ind på min billige scanner lagt på et memorykort og nu på denne blog.
Basketball er et af de fag, som eleverne på min efterskole virkelig tager til sig. Hvert år er det et fag, som tiltrækker mange elever, ikke mindst fordi min gode kollega og viceforstander Søren Troelsen, formår at fange eleverne.
Det har altsammen betydet, at vi er den efterskole i Nordjylland, som har markeret sig mest, når det gælder om at hjemtage titler og medaljer ved de Nordjyske Mesterskaber, som Søren selv tog initiativ til at arrangere på HCI - og som vi stadig arrangerer.
Forleden blev der så igen gået til sagen med driblinger, fast-breaks, rebounds og hvad det nu ellers altsammen hedder i denne meget amerikansk prægede sport. HCI havde i alt 6 hold med - ligeligt fordelt mellem drenge og piger - og da stævnet var slut, kunne to HCI-hold løfte NM-pokalen i vejret. I pigerækken mødtes to HCI-hold i semifinalen: HCI 1 vandt og sikrede sig også guld, medens 2'erne vandt broncekampen.
Jeg smutter altid forbi hallen med mit kamera, når NM-stævnet spilles. Det er er en ganske sjov sport at fotografere, fordi der ofte er masser af aktion og nærkampe under kurven. Til gengæld er man lidt låst af at skulle stå på sidelinien, fordi der simpelthen ikke er plads bag baglinien, når der spilles på kurvene ude i siden af hallen.
Årets første rigtige blog skal handle om en fast tradition her i familien: Årets nytårsmarch på Lounshalvøen, som er en lille unik naturperle her i Vesthimmerland. Efterhånden er drengene blevet så store, at det kun er fruen, undertegnede og hunden, som deltager her fra familien!
Efter et år med "Ugens foto" har jeg tænkt mig, at fotoprojektet i 2013 skal være lidt anderledes, nemlig små fotoserier, ofte med redigerede fotos, med tilhørende tekst én til to gange om måneden. Nytårsmotionen får dermed æren af at være første del i det projekt.
Louns Halvøen besår af såvel offentligt som privatejet jord - en stor del er fredet, og i området er der anlagt mere end 20 kilometer vandrestier, som fører gennem særdeles smukt og varieret landskab. Her er tæt enebærkrat, smuk kroget egeskov, strandenge, dybe slugter og imponerende lodrette skrænter, hvoraf flere er op mod 40 meter høje. Ind imellem kommer man gennem landbrugsjord med græssende kvæg eller marker med forskellige afgrøder.
Ved stranden kan man, som mange andre steder ved Limfjorden, finde forstenede søpindsvin eller ledeblokke, som er stenarter, som forskellige istider har ført til området, hvor de er indlejret i klinterne. Fjordens bølger skyller ofte ind over stranden og vasker sådanne sten ud af klinterne.
Det er ikke blot fortiden, som sætter sig spor på stranden her. Nutiden gør det også, omend på en mere negativ facon, når man finder plastik, øldåser og andet ikke nedbrydeligt på stranden. Man kan også finde gamle bildæk og teglrør, som heller ikke hører til det naturlige miljø, men som engang var ganske almindelige som fiskeredskaber i Limfjorden, når der skulle fanges ål. I dag er det ikke tilladt at bruge den slags fiskeredskaber, og ålen er efterhånden også en sjælden fisk i Limfjorden.
Limfjorden er altid et besøg værd sommer som vinter i storm og stille. Vores lille Springer Spaniel, Nemo, elsker at kommer til fjorden, hvor den kan strække ud - og bade! Ikke mindst sådan en nytårsdag efter en forfærdelig angstfyldt aften med fyrværkeri og brag i gaden.
Så blev årets store fotoprojekt afsluttet. Det skete meget naturligt ved at fotografere fyrværkeri nytårsaften.
Egentlig havde jeg kun tænkt på at gøre det, men ikke rigtig forberedt mig. Det lille Olympus lå dog skudklar i reolen, og så kom jeg i tanke om, at jeg har en "Gorilla-Pad" til at ligge - det er et lille fleksibelt kamerastativ, som kan stilles eller bøjes fast på mere eller mindre umulige steder. Jeg skruede kameraet på stativet og satte det på et velux-vindue, som var parkeret i nogenlunde vandret position.
ISO er sat lavt (100) for ikke at få billedstøj i form af grums og korn på billederne. Der er valgt en lang lukketid på 10-15 sekunder (derfor stativ), hvorved det er muligt at fange flere raketter på samme eksponering, da kameraet jo står åbent og er modtagelig for lys i lang tid. Fokuseringen var den sværeste del med dette kamera, da man ikke rigtig kan bruge autofokus i mørke - og der skal jo fokuseres, før raketterne eksploderer. Så kan man gøre det manuelt, hvilket er lidt sværere på den lille Olympus end på et større spejlrefleks, hvor der er indbygget en lille afstandsskala i objektivet - den sætter man bare tæt på uendelig og vælger en blænde omkring de 10, så er man sikret god skarphed. Med Olympusen måtte jeg prøve mig lidt frem, og det lykkedes da at få flere skarpe mellem en del uskarpe.
Med årets sidste skud skal der lyde et godt nytår til bloggens læsere- tak fordi I har kigget med og ind imellem kommenteret på skriblerierne. Med hensyn til "Ugens foto", så kan man se dem alle i bedre kvalitet i et album, som jeg har sat sammen. Klik på linket herunder, for at lukke albummet op.
Næstsidste foto i mit årsprojekt er ikke den store fotokunst - til gengæld er det et billede af et af de vigtige instrumenter i projektet: Et digitalt kamera.
Billedet her viser mit lille Olympus, som ikke er et kompaktkamera med fast objektiv men et lille systemkamera, som man kan sætte andre objektiver på og faktisk også sætte en søger på, så man kigger ind i det som på et traditionelt spejlrefleks, hvor man sætter øjet op til kameraet. Det er en noget bedre teknik end den, hvor man holder kameraet ud fra sig og bruger skærmen som søger. Med kameraet oppe ved øjet får man bedre støtte og dermed mindsker man risikoen for at lave rystede billeder.
Olympus'en her er brugt til en del af årets billeder sideløbende med det traditionelle spejlrefleks fra Nikon og det lille kompaktkamera fra Canon - ingen skal beskylde mig for at lefle for et bestemt kameramærke. Jeg ejer også et par gamle små Sony-kameraer....
Nu må vi så se, hvilket kamera, som skal have æren af at tage årets sidste foto til "Ugens foto 2012".
Før jul købte jeg en billig diasscanner i Aldi, vel vidende, at man ikke får superkvalitet for 150 kr, når en rigtig scanner let koster op mod 5000 kr.
Men nu er mit behov ikke så stort - egentlig havde jeg bare lyst til at se, om man kunne scanne nogle af de gamle negativer og dias ind i en fornuftig kvalitet, så man kunne gemme dem digitalt. Og det kan man, altså gemme i en fornuftig kvalitet, som er OK, hvis ikke billederne skal blæses op i stort format.
Når man så sidder og bladrer i de gamle mapper med negativer, falder man over lidt af hvert. Mine dias og negativer er for de flestes vedkommende fra 1980'erne - nogle fra mit højskoleophold i Uldum i foråret 1984, hvor jeg genoptog interessen for at fotografere og også investerede i mit første spejlreflekskamera, et Olympus OM 20, som senere blev suppleret med et OM 2 med spotmåling. Da jeg fik job på en lokalavis i Aars, skiftede jeg over til Nikon i form af det fremragende Nikon FA, som suppllerede en F3 og et FM, som man havde på avisen.
Men tilbage til negativerne, hvor jeg faldt over billeder af et lokalt band, som kaldte sig "Hvalpene" - vel sagtens fordi de havde deres rødder i Hvalpsund. Gruppen spillede viser og populære sange i forbindelse med torvedage og lignende. Jeg kan ikke huske alle medlemmernes navne, men nogle kan jeg da: Carsten Nørby på guitar og sang, Hans Søgaard på harmonika og Samuel Frederiksen på diverse messingblæsere. Fyren ude på venstre fløj er vist hollænder, men jeg husker ikke navnet.
Nu er "Hvalpene" fundet frem af gemmerne, og de skal naturligvis ind i mit lille musikleksikon, som man finder HER.
Og her nedenfor et foto af gruppen, som er scannet ind fra negativet på min billige scanner.
Lillejuleaften stod jord og himmel nærmest i eet - himmel og rendfog, som man vist siger her i Vesthimmerland.
Ugens foto er taget hjemme i køkkenet, hvor familien hyggede sig med at lave julegodter, medens elementerne rasede udenfor. Jeg har benyttet mit Olympus med fast objektiv og valgt at fokusere på lysene og lade haven i baggrunden stå sløret, hvilket den i forvejen var af sneen, som hvirvlede rundt.
Julen nærmer sig med hastige skridt - de sidste forberedelser skal klares. Træet er købt, nu skal det bare på fod og pyntes.
Her fra Thitind skal der ønskes glædelig jul til jer, som har fulgt bloggerierne gennem det seneste år - og naturligvis ingen julehilsen uden lidt fotos. Denne gang med det fortsatte samarbejde med Lassen Stefansen i Kgs. Lyngby. Lassen har komponeret og indspillet en julemelodi, som så er sat sammen med nogle af mine vinterfotos - nogle fra arkivet men også en del fra de seneste uger med sne over Himmerland.
Synes man om sangen, kan man ganske frit få den tilsendt som mp3, hvis man lægger vejen forbi Lassens hjemmeside, hvor man også kan lytte til en række andre flotte numre. Man finder Lassens side ved at klikke på billedet til højre.
I overmorgen er det "Another Christmas Day" - glædelig jul:
De seneste ugers vintervejr har naturligvis sat deres præg på motivvalget. Også i denne uge, hvor jeg nåede at fange dette motiv ved søanlægget i Farsø, inden tøvejret satte ind. Med på turen havde jeg hunden Nemo og mit kompakte Olympus-kamera med en fast optik på 35 mm.
Vi nærmer os julen - det kan ikke skjules, hvilket ugens motiv da også viser.
En snefyldt søndag formiddag havde jeg mit spejlrefleks og min bedste zoom med til byens søanlæg, hvor selveste julemanden agtede at vise, at han følger med tiden. Rensdyrene var ladt tilbage i stalden og i stedet begav den rødklædte gammelfar sig ud over den isdækkede sø på en "Hoovercraft" - en luftpudebåd, som det lokale beredskab bruger til aktioner på lavt vand.
Det var svært at fokusere og få spræl i billederne i det tykke snefald, men med lidt billedbehandling er der kommet et OK julefoto ud af anstrengelserne.