|
|
|
Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
-0- Gutterne på kutterne11-07-2019
Thorupstrand eller Thorup Strand - det staves lidt forskelligt på vejskiltene heroppe. Jeg hælder dog mest til den sammensætte version af bynavnet.
Mit første bekendtskab med området stammer helt tilbage fra 1979-80, hvor jeg sammen med min studiegruppe fra AUC var på feltarbejde. Vi skulle arbejde med at planlægge et feriecenter i området og skulle bl.a. lave jordbundsprøver ved hjælp af elektriske målinger. Projektet omfattede en række feriehuse og en centerbygning, og vi arbejdede ud fra en plan, hvor der skulle anvendes sivedræn. Langt fra vore dages kloakplaner med tostrengede systemer.
Det hele var jo teori, men det var spændende og interessant. Vi boede i et lejet sommerhus i nogenlunde samme område, som vi har været i de seneste dage, men jeg har dog ikke kunne spotte huset - det er jo også længe siden. I øvrigt var det en vildt hyggelig tur med nogle meget rare mennesker - de fleste endte vist som landinspektører, medens jeg altså skiftede spor og gik lærervejen.
Er der noget, som kan gøre folk og steder kendte, så er det TV-serier. Således også med smukke Thorupstrand, som da altid har tiltrukket turister, der gerne vil se, når havbådene trækkes op på stranden. Men efter at de lokale fiskere medvirkede i TV-serien “Gutterne på kutterne”, kom der da for alvor fokus på stedet. Og de nye kendisser udnyttede det naturligvis til at drage ud til torvedag og indkøbscentre for at sælge fisk under deres kendte brand.
Fiskerne i Thorupstrand har formået at klare sig i den hårde konkurrence, hvor ord som “kvotekonger” og fiskefabrikker er blevet hverdag. Thorupstrand-fiskerne er på bedste andelbevægelsesvis gået sammen om kvoter, og det har været med til at give dem mulighed for at fortsætte deres hverv i konkurrence med kæmpekutterne fra Hirtshals, Hanstholm og Thyborøn - for ikke at tale om de forhadte hollændere, som med deres bomtrawl vist fisker uden moral eller hensyntagen til andre end sig selv. Det er i sandhed store kræfter, gutterne på kutterne er oppe i mod…
Men de ligger der stadig, havbådene, og de er på fiskeri, når vejret tillader det. Strømmen af fotograferende turister til stranden er stadig stor, og der er indtil flere fiskebutikker i området. Ved solnedgang er der flotte motiver på stranden - ikke mindst, når solen leger med og dumper i havet som en rund ildkugle ude i horisonten.
Ferie ved Vejle(rne)10-07-2019
Sommerferien er indtil nu blevet brugt i et lejet hus i Han Herred - nærmere bestemt i Thorup Strand.
Området her ligger mellem Limfjorden mod syd og Vesterhavet/Jammerbugten mod nord. Dermed er der lagt op til naturoplevelser i stor stil, fra det frådende hav til de smukke sivskove ind i naturreservatet Vejlerne. Her er der, ikke mindst takket være Aage V. Jensen Fond, etableret fugletårne og træbroer ud gennem sivskoven, så man kan komme helt tæt på fugle- og dyrelivet.
Umiddelbart var der ikke så langt fra vores sommerhus til Han Vejle, som jeg aldrig har besøgt. Men da jeg nærmede mig området, var vejen spærret, da man har fjernet den gamle bro - og en ny er endnu ikke opført - heller ikke en nødbro til fodgængere. Så her stod jeg kun 10 meter fra området med gangbroer og fugletårne - uden at kunne komme derover. Jo, det kunne jeg jo, men først efter en længere omvej i bilen rundt om Lund Fjord.
Det var dog besværet værd, for der var nok at se på og fotografere fra gangbroerne og fugletårnene: Rørhøgene svævede over sivskoven på jagt efter føde, fiske- og sølvhejrer fouragerede nede i vandet sammen med et par skestorke, som slet ikke er storke! Og småfuglene gjorde sig til som modeller på sivene. Jeg fik også en snak med lokale folk, som var ude med kamera og kikkert. De var vist på jagt efter den hvide vipstjert, som jeg dog ikke så noget til denne flotte morgen. Alt i alt en rigtig god start på ferien.
10 år med hovedet på bloggen21-06-2019 I den kommende uge kan min blog her på thit-siden fejre 10 års jubilæum. Jeg skrev min første blog den 25. juni 2009.
Sådan et jubilæum kalder jo på en bogudgivelse. Og det er så det jeg har lavet i form af denne elektroniske bog med et tilbageblik på 10 år med hovedet på bloggen.
Næste uge bliver præget af travlhed med efterskoleafslutning og studenterfestivitas, så vi iler med at offentliggøre bogen allerede nu. Klig på den, og et udsnit af mine bloggerier vil dukke op.
God fornøjelse.
Per
Forår 2019 set gennem kameraobjektivet15-06-2019 Nu skal min blog jo ikke ruste helt til, fordi jeg ikke får taget mig sammen til at skrive så tit.
Derfor kommer her en billedblog med fotos fra foråret 2019. Det er naturfotos, sport og musik. Jeg har desuden også været til konfirmation og bryllup, men de billeder viser jeg ikke - de er videregivet til de pågældende mennesker, som heldigvis blev glade for resultatet.
Jazz, klassisk, pop og Les Lanciers05-03-2019
Lørdagen blev en af de mere kulturelle dage her i det vesthimmerlandske.
For andet år i træk inviterer Vesthimmerlands Kommune til AHA Kulturuge - en uge med et væld af kulturelle oplevelser med musik, sang og teater for alle aldersgrupper. Her er glade amatører på slap line kombineret med professionelle og kendte kunstnere.
Fruen og jeg deltog i åbningsarrangementet, som bogstavelig talt udspillede sig på tre af Farsøs industrivirksomheder. På den store vinduesfabrik Outline oplevede vi dansk jazz i verdensklasse med mundharpespilleren Mathias Heises kvartet, som leverede flotte numre med plads til masser af soli og improvisationer i en fabrikshal fyldt med velduftende træ.
En af vores søn Thomas’ gamle klassekammerater fra gymnasiet, Ebbe Michelsen, er en meget dygtig pianist, hvilket vi og alle andre kunne konstatere, da vi smagte på kulinariske lækkerier fra Kanalfogedens Køkken i Løgstør, som havde lavet en tallerken med lokale råvarer. Diner-musikken var international, men altså leveret af lokale hænder, som bevægede sig behændigt hen over de sort-hvide tangenter.
Internationalt men stadig dansk musik var der også hos Danilift, hvor to tredjedele af Outlandish underholdt med deres multietniske popmusik, som indbefatter hits som Guantanamo og Aicha.
Fra Farsø gik det videre til gallafest på Vesthimmerlands Gymnasium, hvor yngstesønnen Morten går i 3. g og derfor skulle træde ud i den klassiske dans Les Lanciers. Inden da skulle farmand lige tage fotos af sønnen med gallapartner og af hele den festklædte klasse. Flot om imponerende og en voldsom kontrast til, da man selv stod der i 70’erne og udførte dansen i T-shirt og kondisko…
Gallafesten er stort sat op med tema, som denne gang var En aften i den fortryllede skov. Der var gjort meget ud af at pynte en ellers kedelig idrætshal op til fest - og jeg skal love for, at det fungerede og var flot. Som aftenen skred frem blev de flotte rober skiftet ud hos nogle, og flade sko og bare tæer vandt over høje hæle og stiletter, medens der blev danset og festet i en herlig atmosfære, hvor elever og medarbejdere hyggede sig sammen med forældrene. Igen lidt af en kontrast til min gymnasietid, hvor mine forældre vist kun var på skolen, den dag, jeg blev student. Og netop student, er næste mål for de mange VHG’ere, nu hvor festen i den fortryllede skov afløses af nogle hårde med forberedelser til de afsluttende prøver. Når de er afsluttet, skal der så festes videre…. Pladespiller frem i lyset23-02-2019 Da fruen foreslog, at vi skulle holde maleferie i vinterferien, forestillede jeg mig et højskoleophold blandt kreative mennesker med en pensel bag øret og masser af blanke flader, som bare ventede på at blive fyldt med fest og farver.
Jeg blev klogere, gjorde jeg!
Ferien blev i stedet brugt på at male herhjemme. Det var dog også ved at trænge, og når først man kommer i gang, er det nu meget hyggeligt at male - også på vægge, lister og vinduer.
Da møbler og andet løsøre skal flyttes, når man går i gang med sådan et projekt, gav det anledning til at rokere lidt rundt på nogle af mine pladespillere og anlæg. Her på kontorarbejdspladsen nede i stuen kom de store Jamo-højttalere væk og blev erstattet af et par mindre reolhøjttalere fra Dali - de spiller forbavsende godt og har gjort det længe ved fotocomputeren oppe på repos’et. Her skal jeg nu se, om jeg kan få plads til de store Jamo’er.
Samtidig fik jeg fjernet en adskillelse i rumdeleren, så min pladespiller har fået en mere central og naturlig placering i forhold til før, hvor den stod ovenpå rumdeleren med en lidt akavet betjening til følge. Pladsen er nu overtaget af den gamle Philips, som kommer ned og spiller singler af og til.
Nu er set up’et klar, som det hedder i hi-fi fagsproget, og der spinnes løs, fortrinsvis med kunstnere og grupper, som begynder med A og B, da det er denne del af samlingen, som i øjeblikket er nede i “stadsstuen”, hvor de har afløst de danske plader.
Pladespilleren er en Beogram 5000, som skal skiftes til at udfylde pladsen sammen med en stor Technics, som lige nu er på værksted.
Baal var on fire på Skråen19-02-2019
Søndag aften var jeg på Skråen i Aalborg med min gode ven Ib, som havde vundet to billetter til en koncert med den københavnske gruppe Baal (udtales baaal og ikke bål). Gruppen havde sin storhedstid sidst sidst i 1990'erne og deres debutalbum Sensorama har lidt af en kultstatus hos kendere. Jeg kender godt bandet og noget af deres musik, men kun perifert. Lyden er stor og voldsom, men også stille og blid med store skift i rytme, stemning og kraft. Sangeren Bjørn Fjæstad er det sceniske midtpunkt med sin nærmest teatralske performance, medens keyboardspilleren Henrik Steen Melander lægger den melodiske tone, en særdeles velspillende Troels Skærbæk på bas, en solid Kenny Andy Jørgensen på trommer og en guitarist i skikkelse af Morten Lundsgaard, som mestrer at spille følt såvel som storladent, så tankerne går til Queen eller David Bowie. Lundsgaard ligner en rødhåret udgave af Tintin, som han står der og smiler og vrider smukke eller rå toner ud af den 6-strengede. Vi er blandt kendere denne aften på Skråen - det er tydeligt, at mange blandt publikum aften var unge omkring årtusindeskiftet. Der er dog også helt unge, som må have stiftet bekendtskab med musikken på anden måde, og så er der Ib og mig, som må erkende, at vi denne aften er med til at trække aldersgennemsnittet i vejret. Uanset tallene på vores dåbsattest får vi en forrygende aften i selskab med Baal, som i den grad leverer varen. Det er svært at sætte musikken i bås, men inspirationen fra Bowie er tydelig. Jeg hører også overtoner af Procol Harums symfoniske rock og som nævnt også en stor portion Queen. Jeg har tidligere hørt Ball på Nibe festival’en, dengang med en hyldest til netop afdøde David Bowie i form af en Baal-version af “Life on Mars”. Den fik vi ikke i Aalborg - til gengæld var stemningen mere intens og publikum mere dedikeret end på Nibe. Baal udgav i 2018 albummet “Time is old”, som kører på Spotify, medens disse linjer skrives. Det er bestemt anbefalelsesværdigt. Ticket to ride28-12-2018 Årets julegave til hele familien var et brætspil: Ticket to ride - Europe”. Det er et ganske underholdende strategispil, hvor det kort fortalt gælder om at bygge togstrækninger mellem europæiske byer. Der spilles ved hjælp af brikker og forskellige kort. Man får point for at bygge en strækning mellem 2 byer f.eks. Wien og Munchen, og der er ekstra bonus at hente, hvis man i løbet af spillet kan etablere længe sammenhængende strækninger, f.eks. fra Cadiz til Stockholm. Ticket to ride findes i forskellige udgaver - der er udviklet på spillet gennem årene, og kan klart anbefales til folk, som er glade for brætspil med lidt strategisk indhold. Et spil med 4 personer tager en lille times tid og er ganske underholdende. Det nyeste spil i serien hedder vist nok “Ticket to ride - New York”, som er en neddroslet version, der kan gennemføres hurtigere. Her køres der med taxier i stedet for tog, men grundprincippet i spillet er det samme.
The Zombies27-12-2018 En af mine seneste blog handlede om koncerten på Train i Aarhus med Uriah Heep. Forud for dem spillede det engelske 60'er band The Zombies.
Mit kendskab til gruppen var forud for koncerten ret lille - jeg huskede svagt deres hit “She's Not There”, og så var keyboardspilleren Rod Argent med til at danne gruppen. Argent var også med i Aarhus sammen med en anden af bandets stiftere, forsangeren Colin Blunstone. Et par ældre herrer, og da de entrede scenen kunne man have sin tvivl om, hvorvidt det ville blive en pinlig omgang retrorock. Intet kunne være mere forkert. Fra første tone stod det klart, at det ville blive en god oplevelse, og det viste sig jo, at jeg faktisk kunne huske flere af deres numre - ikke mindst “Time Of The Season”, som meget godt rammer den karakteristiske blanding af psykedelisk musik og pop, som også The Beatles og The Beach Boys var foregangsmænd for. Ja, faktisk stod gruppen for mig lidt som et klon af de på den tid største grupper fra hver sin side af Atlanten.
Colin Blunstones stemme er karakteristisk og smuk - og den lød faktisk frisk og flot, selv om manden har passeret det 70. Rod Argent tryllede på sit keyboard, og det blev også til et enkelt hit fra hans egen gruppe Argent: Den publikums- og klappevenlige “Hold Your Heads Up”. Gruppen har siden februar 2018 haft et dansk islæt i skikkelse af Søren Koch på bas. Han er med i det danske band The Beatophonics, men trådte til med kort varsel, da Zombies-bassisten, ex-Kinks medlemmet Jim Rodford, døde efter et fald. Koch passer perfekt ind i gruppen, spiller en solid bas og kan synge de flotte vokalharmonier, som er vigtige for gruppens lyd. Og netop lyden var noget af det, som gjorde, at Zombies denne aften på Train stod som det bedste oplevelse for mig. Den positive overraskelse over deres flotte numre sammen med den flotte og nuancerede lyd betød, at Uriah Heeps hårde rock og meget højere lydniveau blev lidt for unuanceret i forhold til opvarmningen. Nok er jeg til vinyl og analog lyd, men Spotify er bestemt rart at have, når man lige skal dykke ned i Zombies bagkatalog, som bl.a. indbefatter albummet “Odyssé And Oracle”, som er udgivet i kølvandet på Sgt. Pepper og som er indstillet til at være mellem de 100 vigtigste albums nogensinde. Gruppen er indstillet til at komme med i Rock'n Roll Hall Of Fame.
De flotte fotos, som ledsager denne blog, stammer fra koncerten i Aarhus og er taget af Per Ryolf, som ud over foto og musik er optaget af brandbiler og livet i Aarhus generelt. Man kan se hans billeder HER
Gode gaver til jul26-12-2018 Hvad du ønsker, skal du få.
Sådan lyder det i en kendt julesang, og sådan blev min jul, hvor mine beskedne ønsker alle blev opfyldt: Bøger, bøger, bøger og sko, så er jeg klar til at gå det nye år i møde.
Juledagene er læsedage for mig - fordi der er ferie, mørke og hygge. Og fordi jeg som regel altid får en stak gode bøger i julegave.
Fra min arbejdsplads var det Michael Bundesen selvbiografi “Alting har en ende”, med referencer til teksten i sangen om hvalen Hvalborg og med reference til, at Bundesen aldrig kommer til at synge med Shu-Bi-Dua igen. En erkendelse, han selv kommer frem til i bogen, hvor han udover at beskrive tiden som kendt sanger også ganske stærkt beskriver, hvordan han blev ramt af blodpropper i hjernen, som har gjort ham lam i den ene side af kroppen.
Som teenager i 70'erne er Shu-Bi-Dua jo en del af mit lydtapet, og selv om jeg ikke købte deres plader dengang, hørte jeg dem naturligvis i radioen, og når diverse balorkestre spillede op på Hotel Farsø hver fredag og lørdag. Sidenhen har jeg købt deres plader fra 1'eren til 10'eren, som er deres bedste. Faktisk kører shubberne på min lille transportable, medens disse linjer tastes. Det er munter, glad musik med finurlige ordspil, som ikke havde til hensigt andet end at underholde og beskrive den danske hverdag. Det var ikke velset i de progressive dele af det danske rockmiljø dengang i 70'erne, og derfor blev Shu-Bi-Dua da heller aldrig en del af det miljø - de kørte deres helt eget løb og etablerede endda deres eget pladeselskab “Storkophon”.
Alt det og meget mere kan man læse om i den ganske velskrevne bog, hvor Bundesen også flere gange kommer ind på konkurrenceforholdet mellem Shu-Bi-Dua og Gasolin og hans eget noget krampagtige forhold til Kim Larsen - de to kom aldrig på talefod. Bogen, som er skrevet af Kaare Sørensen, er udgivet, før Kim Larsen død i september.
Efter et hurtigt mellemspil med en helt ny bog om vinylplader og den kultur, som igen er opstået omkring dette medie, er jeg i øvrigt nu gået i gang med Jens Andersens biografi om Kim Larsen. Grundet sangerens død i efteråret kommer den kun til at bestå af den første del, som indbefatter barndommen, skolegangen, højskoleophold på Askov og den spirende musikalske karriere, som opstod i miljøet på Christianshavn.
Efter biografierne ligge der en stak krimier og venter sammen med en bog om den danske modstandskamp under besættelsen.
<
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
56
57
58
>
|
|
|
|
|