Uriah Heep

 

 

For en lille måneds tid siden var jeg på Train i Aarhus, hvor der var dobbeltkoncert med The Zombies og Uriah Heep. Førstnævnte stod før koncerten svagt i min erindring med nummeret “She’s Not There” og med keyboardspilleren Rod Argent i den oprindelige besætning. Uriah Heep derimod er jeg særdeles godt bekendt med - de fleste af deres albums fra perioden 1969 til 1980 står i min samling.

Eneste tilbageværende medlem i Uriah Heep er Mick Box på guitar - han var med til at danne bandet med navneinspiration fra en Charles Dickens figur, og kører i dag i en alder af 71 showet videre. Gruppen har netop afsluttet en europæisk turne med 42 koncerter i både Vest- og Østeuropa, og holder nu en lille pause, inden de næste år drager på turne i USA. I sandhed imponerende af et band, hvor flere af musikerne med god samvittighed kunne læne sig tilbage og nyde deres otium. Men scenen trækker, og det er åbenlyst, at de nyder at optræde.

Selv om den klassiske besætning med Mick Box på guitar, Ken Hensley på keyboards, David Byron vokal, Gery Thain bas og Lee Kerslake trommer for mange står som det rigtige Uriah Heep, skal man ikke kimse af bandet anno 2018 - det har netop udsendt et album, som trækker tråde tilbage til den absolutte storhedstid i 1970’erne. Af naturlige årsager kan hverken Byron eller Thain være med - de er begge døde for længst, og Lee Kerslake er uhelbredelig kræftsyg og har ikke langt igen.

Sammen med Mick Box har den nuværende sanger Bernie Shaw og keyboardplayer Phil Lanzon vist spillet længere i Uriah Heep end nogen andre - så bandet har sin berettigelse også i dag hvor Russell Gilbrook er med på trommer og Davey Rimmer har overtaget bassen.

Ved koncerten i Aarhus fik vi flere af de nye numre, men også ting fra det store bagkatalog - numre som publikum naturligvis er kommet for at høre: Easy Livin’, Gypsy, Rainbow Demon, Look At Yourself og den flotte July Morning.

Jeg hørte senest Uriah Heep i Hjørring for 7-8 år siden - og det må siges, at de stadig holder niveau såvel musikalsk som med hensyn til energi og udstråling. Dog er rytmegruppen efter min mening lige heavy nok, hvilket går ud over nuancerne i bandets numre, som modsat mange andre heavybands også byder på flotte vokalharmonier. Tidligere, da man havde Kerslake på trommer og ikke mindst nu afdøde Trevor Bolder på bas, var det anderledes melodiøse toner, som lagde bunden i musikken. Nu skal der mere tæskes hårdt på skindene af den gode Russell Gillbrook, som ligner en testoteronpumpet udgave af Stig Tøfting.

Men alt i alt en god og godkendt koncert af veteranerne, som i min optik ikke spiller heavyrock - nej de spiller betonrock, som vi kaldte det i mine teenageår.

Aftenens anden gruppe på scenen, The Zombies, leverede også en god koncert, som måske endda overstrålede hovednavnet. Mere om det i næste blog.

 

Hvis man vil høre en rigtig flot koncert med Uriah Heep, er dette et godt sted at starte: