Forleden var jeg i Støvring, hvor min gamle skolekammerat Jesper Hansen skulle holde foredrag om Grønland, hvor han har boet og arbejdet i 14 år. I den anledning havde han bedt mig om tage et par billeder af ham som foredragsholder - billeder han bl.a. skal bruge på sin hjemmeside www.dovregubben.dk.
Medens jeg tog billeder kunne jeg jo passende lytte til Jesper underholdende og spændende foredrag om et storslået land med en helt fantastisk natur, kultur og befolkning.
Desværre kunne jeg kun være med til første halvdel af foredraget, da jeg skulle tilbage til efterskolen til et møde. Men ud fra, hvad jeg hørte og så, kan jeg da kun anbefale Jesper som foredragsholder. Så står bloggens læsere og mangler et underholdende og oplysende indslag, bringer jeg hermed min anbefaling. Tjek Jespers hjemmeside for mere info, da han har flere forskellige foredrag at byde ind med.
I dag var Jesper så forbi for at hente billederne, og i den forbindelse havde han en lille gave med som tak for ulejligheden: En gammel singleplade fra 1968 med den engelske gruppe Status Quo og deres lettere psykedeliske “Pictures Of Matchstick Men”, som ligger milevidt fra den boogierock, de senere slog igennem med.
Singlen skal naturligvis indgå i samlingen nede i retrokælderen. Og bloglæserne kan høre den her på Youtube:
Det flotte påskevejr lokkede hele familien til “feddet” i Risgårde Langfredag. Her nød vi det gode vejr, slappede af i sommerhuset og gik en tur langs fjorden med vores hund Nemo.
Hunden er i sit es i disse omgivelser, et frirum at løbe i, en tennisbold at løbe efter og noget vand at svømme i. Hertil et par drenge, som gider at lege. Det er da et hundeliv, som er værd at leve.
Jeg har som regel altid mit kamera med, når vi er på sådan en tur. Denne dag mit efterhånden bedagede Nikon D70, som dog stadig tager rigtig gode billeder - ikke mindst i kombination med Nikon 70-300 telen, som jeg byttede mig til for et par år siden.
På efterskolen er det en gammel tradition, at lærerne skriver og spiller en revy op til påskeferien. I alt er der to en halv dag til rådighed, hvor der skal skrives tekster, øves og gøres klar til den store premiere, som er både første og sidste gang, revyen spilles.
Indholdet i revyen er kærlige spark til eleverne, som spiddes med kærlig ironi i sange og sketches. Forældrene overværer også løjerne og forstår sikkert kun det halve - men reaktionerne efter sådan en revy er altid, at alle har moret sig over vores mere eller minde sjove udskejelser på de skrå brædder.
Nogen egentlig generalprøve er der ikke tid til, så vi springer lige ud i det, og så må publikum leve med, at vi har teksthæfterne med på scenen....
Ud over at være en sjov oplevelse for elever og forældre er revydagene også en god lejlighed til os lærere til at være sammen om et projekt.
Medens lærerne laver revy er der i øvrigt alternativt program for eleverne med foredrag, workshops i hallen, arbejdsprojekter og gymnastikopvisning i Gigantium.
I øvrigt er vi nok en af de eneste revyer med garanti: Hvis ikke publikum har moret sig, får de entreen tilbage. Og så er det forresten gratis at komme ind!
Her i Farsø bor jeg nabo til skolen, hvor mine to drenge også er elever. Gennem årene har jeg været til en del møder og arrangementer, hvor jeg har konstateret, at mange ting på skolen så ud akkurat, som da jeg var elev på den fra 1965 til 1975. De samme gulve, de samme landkort (!) og de samme gardiner og gardinsnore...
Heldigvis er skolen i gang med en gennemgående renovering, hvor stort set alt bliver fornyet. Forleden var vi til åbent hus på den gamle 50’er fløj, som tidligere rummede lærerværelse og kontor på øverste etage og skolekøkken og sløjd nedenunder. I dag er der mediatek i den nederste etage, hvorfra man via en stor dobbelttrappe kan bevæge sig op på en ny klassegang med flotte nye klasselokaler, der alle er forsynet med nye og moderne interaktive tavler.
Lige nu er det så den ældste fløj, man er i gang med at renovere sammen med en 70’er fløj ud mod Skolegade. Det var i den gamle fløj jeg i sin tid startede i skolen. Også her tager man grundigt fat - vægge rives ned, nye bygges op, og om et halvt års tid står det hele forhåbentlig helt færdigt. Fra min have kan jeg følge denne del af byggeriet på nærmeste hold.
I den gamle skolegård er der fyldt med byggemateriel. Vandkummen, som stod der i min skoletid, er for længst væk. Om den husker jeg blandt andet, at et par af mine klassekammerater havde givet pigerne vand i et frikvarter. Det kom inspektør Tom Kristensen for øre, og straffen blev, at de formastelige herrer SKULLE slås med vand i en hel time, medens de blev overvåget af inspektøren, som havde fin udsigt over skolegården fra sit kontor.
For anden weekend i træk havde jeg vagt på efterskolen. Denne gang gjaldt det en hyttetur med små 50 elever, idet skolen blev brugt til fest for tidligere elever. En festlig aften med mange glade HCI’ere, men hvor de nuværende ikke kan være med, da der bliver udskænket alkohol.
Sammen med min gode kollega Dorte, havde jeg planlagt en lille tematur, hvor eleverne skulle på “plejehjem”. Det betød, at hytteturens aktiviteter blev tilrettelagt ud fra dette tema.
Den medbragte boomblaster udspyede ikke technorytme denne weekend, næh den stod på god gammel dansktop, som man kender den fra Giro 413. Gustav Winckler, Rachel Rastenni, Keld & The Donkeys og Peter Belli drønede ud af højtallerne konstant, medens der lå ugeblade og motorblade fremme, så de “gamle” havde lidt at fornøje sig med. De kunne også kaste sig over to puslespil, hver med 1000 brikker... Det var der faktisk en del, som gjorde, og det lykkedes at få det ene samlet (der manglede naturligvis de obligatoriske 4-5 brikker).
En gang stolegymnastik blev eleverne heller ikke snydt for, og aftenens store hit var bankospil efterfulgt af bål og fællessang i den smukke forårsnat.
De medbragte sukkerknalder gav anledning til en lille “knaldtår”, inden der skulle gøres rent og turen gik hjem til efterskolen.
En rigtig god tur med en masse gode og sjove elever, som gør arbejdet til en fornøjelse.
Jeg har altid været begejstret for opgaver, hvor der indgik ord. I mine gemmer fra min tid som medarbejder på en avis, har jeg fundet et ark med e lille sjov bogstavleg.
Nedenfor har jeg lavet en lille formular med et udvalg af opgaverne. Man kan løse dem og sende dem til mig. Er der respons, følger resen af arket nok senere.
For nogle år siden brugte jeg en weekendvagt på efterskolen til at udvikle et hyggeligt lille spil: minigolf i en idrætshal.
Ideen med spillet er, at man bruger “de for hånden værende redskabers princip” - altså at opbygge baner med det, der nu engang står i hallen og redskabsrummet. Plinte, måtter, bænke og bander bliver placeret, så de udgør forhindringer, og hullerne, hvor man normalt placerer stænger til badmintonnet o.l., benyttes som golfhuller. Golfkøllerne er erstattet af hockeystave, og tennisbolde gør det ud for golfbolde. Så er det ellers bare at lade fantasien få frit spil og udtænke sjove baner.
Spillet bliver brugt en gang imellem, når jeg har weekendvagt og hvor vi skal hygge os. Som regel synes eleverne det er sjovt, og i den forløbne weekend begyndte flere at snakke om, at de godt kunne tænke sig at udvikle et par baner. Det er allerede noteret som en mulighed i forbindelse med de mange aktivitetsdage vi skal have, når prøveperioden indfinder sig i slutningen af maj og begyndelsen af juni.
Et af de “huller”, som altid er et hit hos eleverne, er en bane, hvor man står på idrætshallens balkon og skyder bolden ud over kanten. Den skal så ramme en springtrampolin nede på gulvet og herfra gerne ryge direkte over i en vasketøjskurv, som er placeret ved siden af trampolinen. Det er sådan et hul, hvor det er enten eller. Rammer bolden ikke i kurven, må man prøve igen, indtil det lykkes!
Nu må foråret vise, om der bliver udviklet nye spændende baner. Vi får se.
I 1989 drog jeg ud på en halv jordomrejse med min gamle studiekammerat Tonny Struwe. En aften, da vi sad og delte et par øl, fandt vi ud af, at vi begge havde en drøm om at komme til Australien. Herfra var der ikke langt fra tanke til handling - vi gav hinanden håndslag på, at så var det bare med at komme af sted.
Vi fik afklaret orlovsordninger med vores respektive arbejdspladser, og snart var planlægningen i fuld gang. Vi valgte en lidt utraditionel løsning, idet vi besluttede at tage med den transsibiriske jernbane fra Moskva til Peking - den originale rute går til Vladivostok, men der er siden kommet en afstikker ned gennem Mongoliet til Kina.
Fra Kina gik turen videre til Hong Kong og herfra videre til den tropiske ø Bali, inden vi efter en måned undervejs endelig var i Australien. Her blev de sidste 5 måneder af rejsen tilbragt.
Jeg har siddet og sorteret nogle gamle dias, som jeg indscannede for flere år siden, og nu var det oplagt at lave en lille billedshow med nogle af de mange skud fra turen.
Første del viser fotos fra Moskva, togturen med den transsibiriske jernbane, Peking og Hong Kong. Moskva med den Røde Plads, Kreml og den smukke Vasijli-katedral. Seks døgn i tog med udsigt til træer i massevis i Rusland, smukke bjerge i Uralkæden og golde, øde sletter i Mongoliet, inden det hele blev mere frugtbart og tætbefolket i Kina.
Peking med Den Himmelske Freds Plads (den blev få måneder senere noget mindre fredelig), Den Forbudte By, Ming-gravene og den imponerende Kinesiske Mur, som nogle steder er restaureret, medens den andre steder forfalder. De mange cykler i Peking, folkene i parkerne og de mange forkælede enebørn, som blev nøje overvåget af bedsteforældre og mødre på legepladserne.
Hong Kong, som på det tidspunkt ikke var kommet tilbage til Kina - en pulserende forretningsby med en udpræget asiatisk del og en meget britisk del, hvor selv sporvognene var dobbeltdækkere.
Dette var et lille udpluk af de mange indtryk fra første del af rejsen. Senere følger sikkert en del 2 fra Bali og en del 3 fra Australien. Billederne er taget direkte fra dias og er ikke efterfølgende redigeret, så man må bære over med støv og udvaskede farver.
Du kan se billedshowet HER. Musikken er Pocobell: You Say Goodbye - det har da titelmæssigt noget med at rejse at gøre. Og så er det et flot nummer!
Om vinteren spiller jeg lidt motionsvolley i den lille og hyggelige Strandby Volleyball Klub. Vi er en 15-20 motionister i forskellige aldre og på forskellige niveauer rent volleyballmæssigt. Men vi hygger os og har det ganske sjovt et par timer mandag aften.
I år har vi så været til flere stævner rundt i det nordjyske. Det er mix-motions-stævner, hvor man kan tilmelde sig fra gang til gang. Der skal minimum være 2 kvinder på holdet, og så spiller man kampe på tid - 2 gange et kvarter.
Tirsdag var vi ude til årets sidste stævne, som fandt sted i Gistrup. Her viste volleysporten sin store charme og mangfoldighed, da man kunne opleve hold med spiller på +50 spille mod et lokalt hold bestående af helt unge spillere i 12-15 års alderen. Imponerende. Og hvor var det da rart at se disse unge gå på med mindst lige så krum hals, som os, der er NOGET mere rutinerede - rent aldersmæssigt. Mit eget hold havde ikke fornøjelsen af at møde det unge hold, men jeg kunne da ikke lade være med at skele over til deres baner ind imellem og glæde mig over, at se dem spille.
I øvrigt er volley en ganske stor sportsgren på de danske efterskoler, hvor mange elever for alvor stifter bekendtskab med spillet som et finurligt og sjovt spil, som virkelig er sjovt, når først man har lært de grundlæggende teknikker. Indenfor børnevolley er der i de senere år opstået noget, som hedder Kids Volley, og som med opbygning i forskellige levels giver børnene de helt optimale betingelser for at lære de teknisk lidt svære slag. Frugten af de arbejde vil hel sikkert begynde at vise sig i de kommende år.
Billederne, som ledsager denne blog, er fra tidligere stævner med efterskolen.
