Stevns er et af de hjørner, som med rette kan kaldes en grå plet på mit Danmarkskort. Jeg tror aldrig, jeg har været i den del af Danmark, så da vi i sidste uge drog til Møn og var i god tid, slog vi et smut omkring.
Koldkrigsmuseet i Stevnsfortet har jeg blogget om, men stedet er måske mere kendt for den geologiske struktur i form af Stevns Klint. Et fantastisk flot område, som dog nok ligger lidt i skyggen af Møns Klint, som man i øvrigt kan se, når man står på toppen af Stevns.
Et af de billeder, som jeg havde på nethinden, før vi drog til Stevns var Højerup Kirke, som bogstaveligt talt ligger på kanten af den 40 meter høje klint. Sagnet fortæller, at kirken hver julenat foretager et hanefjed ind i landet for at undvige havets ubønhørlige slid på klinten. Helt nok har et hanefjed dog ikke været, for i 1928 styrtede kirkens kor i havet, medens resten af kirken stod uskadt tilbage. Man sikrede kirken ved at bygge bølgebrydere ud for klinten og ved at fundere kirken med beton og jernarmering.
I dag er der en lille udsigtsterrasse, hvor koret tidligere var. Herfra er der en flot udsigt over klinten og et sugende kig direkte ned i bølgerne.
Højerup Kirke er ikke længere i brug - der er i stedet opført en ny, som er placeret en del hanefjed længere inde i landet, hvor den forhåbentlig ligger sikkert og godt i mange år.
Og en lille sjov historie, som måske kan forklare, hvorfor Stevns ikke rigtig er på mit Danmarkskort: Da vi stod på klinten, fortalte min telefon mig nemlig, at jeg var i Sverige....
Min generation er jo vokset op med den kolde krig, som vi som sådan ikke mærkede det store til. Meget naturligt, da krigen jo netop var en kold krig, som mest blev udkæmpet med oprustning, spionage og meget andet, der for det meste foregik udenfor offentlighedens rampelys. Cubakrisen var dog en påmindelse om, hvad der foregik i magtens korridorer. Og ja, så var der de stedet, hvor krigen blev mere varm men udkæmpet fjerne stedet som i Korea eller Vietnam. Øst og vest mødtes måske ikke direkte på slagmarken - men det gjorde deres våben, som vel meget passende kunne prøves af sådanne steder, når man nu alligevel var ude på ideologiske korstog.
På en lille miniferie til Sydsjælland og Møn fik vi indblik i en del af den kolde krig, da vi besøgte Stevnsfortet. Et over- og i særdeleshed underjordisk fort, som blev anlagt i 1952-54, da den kolde krig stadig var i sin indledende fase. Her, 18 meter nede i klinten, blev der lavet underjordiske gange og kommandorum, hvorfra man kunne operere, hvis "ballonen gik op", som vist var et af tidens mest anvendte udtryk for den frygtede altødelæggende atomkrig.
På Stevnsfortet kan man få en rundvisning i det underjordiske anlæg med en guide, som ikke blot fortæller om det militære isenkram men også sætter det ind i det politiske perspektiv, som det jo var en del af. Fortet kunne bemandes med op mod 250 personer, som kunne opholde sig uafbrudt 3 måneder i anlægget, hvis det blev nødvendigt. Ikke, at der var noget stort køkken og lignende - faktisk bare et stålkøkkenbord med en kogeplade, hvor man kunne opvarme feltrationerne.
Der kunne laves et konstant overtryk i fortet, som derved ville være beskyttet mod indsivning af biologisk og radioaktiv luft, hvis sådanne våben kom i anvendelse.
I 1980erne blev der etableret et højteknologisk overvågningssystem med brug af bl.a. internettet, som på det tidspunkt ikke for alvor var frigivet at det amerikanske militær til civile formål. Via skærme kunne man overvåge farvandene omkring Danmark, primært Øresund, og herfra også styre forsvaret, som var opbygget om de amerikanske Hawkmisiler, der kunne operere mobilt på landjorden.
Vi fik den skræmmende historie om, hvor tæt man var på katastrofen i 1983, da både Nato og Warszawapagten var i højeste beredskab og tæt på at udløse en krig, som angiveligt blev forhindret da en dobbeltagent fik informeret Moskva om, at den hektiske Nato-aktivitet var en øvelse!
Som en lidt sjov kontrast til den moderne teknologi kan det nævnes, at selve forsvaret af Øresund var lagt i løbene på 2 store dobbeltløbede 155 mm kanoner, som stammer helt fra før 2. Verdenskrig. De sad oprindeligt på et tysk krigsskib, som blev bombet i stykker i dok i Kiel, hvorefter de uskadte kanoner blev opstillet af tyskerne på Fanø. Efter krigen blev de transporteret til Stevns og opstillet som en del af forsvarsanlægget og stod faktisk stort set uændrede frem til lukningen af selve kanonstillingen i 1981, hvorefter fortet overgik til at være en elektronisk overvågningscentral.
En lille anekdote om bygningen af anlægget, som foregik så hemmeligt, som man nu kunne, når der skal graves store mængder kridt ud af klinten, går på, at arbejderne hver morgen fandt en flaske (russisk) vodka ved indgangen til anlægget! Sikkert er det, at russerne kendte til anlægget og ofte har haft mere eller mindre synlige spioner på stedet for at kigge det nærmere an.
Foruden koldkrigshistorien fik vi også indblik i den geologiske historie på stedet, hvor man ganske præcist kan udpege det lag i undergrunden, hvor der for 65 millioner år siden indtraf en katastrofe, som udryddede en stor del af de forhistoriske dinosaurer. Formentlig fordi en asteroide ramte jorden og skabte en stor støvsky omkring jordkloden. Tankevækkende i lyset af den totale ødelæggelse, som en atomkrig kan føre til…
Efter et par timers interessant rundvisning var vi tilbage på jordoverfladen, hvor vi gik lidt rundt på egen hånd og kiggede på gamle militærkøretøjer og radaranlæg, inden vi fortsatte vores tur til Højerup Kirke, som bogstavelig talt ligger på kanten af Stevns Klint.
Jeg er begyndt at bruge en funktion i mit blogprogram, hvor det er muligt at lave en funktion, så man kan klikke billederne op i stor størrelse. Det vil jeg gøre fremover - og måske også en smule bagudrettet ved enkelte blogs.
Håber det falder i bloglæsernes smag.
Som en lille test bringer jeg her noget meget sjældent: Et foto af mig selv fra vores lille tur til Klitmøller, hvor jeg poserer sammen med Morten og Nemo. (Foto: Hedvig Lyngby).
For mange år siden besøgte jeg i Australien en by, som hedder Surfers Paradise. Efter et par småture rundt i det nordjyske i denne uge, kan vores landsdel vist godt få samme betegnelse.
Ved Trend kan man således på dage med god vind se og opleve kitesurfere i action på Limfjordens bølger. Her surfer man på et meget lille board, som ikke har påmonteret et traditionelt sejl. I stedet består sejlet af en slags drage, som hænger højt i luften og giver masser af fart og muligheder for at lave tricks. Det er således ikke ualmindelig at se surferen blive hævet 5-6 meter op over vandet, hvor der så kan laves forskellige småtricks på og med boardet.
Kører man lidt længere væk, til Klitmøller ved den nordvestjyske kyst, kan man også se masser af surfere. Rigtig mange, faktisk. Stedet har fået navnet “Cold Hawaii” og er i surferkredse kendt for rigtig gode bølger, som på en god dag godt kan lede tankerne hen på Californiens eller Hawaiis legendariske brændinger med perfekte surfbølger. Helt så vildt var det ikke, da vi onsdag lagde vejen forbi, men man fornemmede klar at surfmiløjet har fat i Klitmøller. Surfskoler, autocampere med surfboards på taget og folk, som er på vej til eller fra “The Bay” med et surfboard under armen.
Ude i brændingen kan man se surfere på alle niveauer muntre sig - alle kæmper for at ramme den rigtige bølge, så man kan komme op på boardet og surfe over vandet. Uden at være ekspert kunne jeg se forskellige typer af boards og teknikker - fra de klassiske med mand og board til mere sofistikerede med meget store boards og en slags pagaj eller padle, som både bruges på vej ud og på vej ind - så det ud til.
Kitesurfere så vi ikke meget til denne dag i Klitmøller, kun en enkelt, som var ved at lære at styre sejlet i vandkanten. Men her er skam også kite’re, de skal sikkert bare have mere vind end den forholdsvis lette brise, som luftede ind over Klitmøller denne sommerdag.
Det blev naturligvis til en række billeder fra “Surfers Paradise” i det danske.
I forbindelse med min blog om Nibe Festival var jeg ude med riven efter de udenlandske kunstnere. Specielt på grund af deres sceneshows, som totalt tog fokus væk fra musikken. En af mine fotovenner er enig med mig, men har dog fundet denne video med Cee Lo fra hans tid i Gnarls Barkly - havde vi dog bare fået mere af den slags....
Bare nu ikke jeg får et hav af amerikanske advokater på nakken for at lægge videoen på min blog! Jeg skylder dog manden at vise, at han faktisk kan lave flot musik - minimalistisk og flot.
Nedenunder får I så lige som bonus en soulklassiker....
Torsdag aften smuttede vi en tur til Hvalpsund, hvor man tog hul på fire dage med by- og havnefest. Samme aften indledte Hvalpsund Færgekro de traditionelle jazz-aftener, hvor der fire torsdage i træk bydes på glad jazz i et telt ved færgehavnen.
På denne smukke sommeraften var der virkelig liv i den lille og hyggelige færgeby - ikke mindst fordi man også havde gang i et motionsløb med næsten 200 deltagere. Ved færgekiosken var der lange køer ved alle lugerne, hvor folk skulle have pølser, sodavand og ikke mindst is.
Efter at have nydt vores soft ice lagde vi vejen forbi marinaen, hvor der hver aften samles mange mennesker, som kommer for at nyde stemningsfulde toner, når den lokale musiker og tidligere skoleinspektør Samuel Frederiksen lader sin cornets sprøde toner ledsage solen ned med Limfjorden som smuk kulisse. En tradition, som Samuel Frederiksen selv har skabt, og som han gør ganske gratis og for sin fornøjelses skyld de fleste aftener i perioden mellem maj og august. Repertoriet består af smukke aftensange og danske sommersange, men Samuel er nu heller ikke bleg for at lade nationalhymnen lyde ud over fjorden.
Det bliver til mere end 90 af den slags små koncerter på en sommer, og den helt store finale finder sted i august, hvor Samuel Frederiksen spiller solen ned fra dækket på færgen Mary. Da han gjorde det i fjor var færgen stuvende fuld, og hvis solen ellers vil lege med, kan man forvente et lignende tilløbsstykke i år.
Med de smukke toner i ørerne og flotte billeder af solen på vej ned, satte vi atter kursen mod Farsø efter en hyggelig aften i Hvalpsund.
Den forløbne weekend blev bl.a. brugt på Nibe Festival, som jeg gæstede fredag og lørdag. Mest for hyggens skyld, da der ret beset ikke var nogen af de musikalske navne, der om sådan kunne trække mig til Nibe. Det er klassisk sommerfestival med stort set alle de danske bands og solister, man kan støve op - i år dog uden et par af veteranerne DAD og Johnny Madsen.
På den store scene fik jeg hørt Kashmir, som med Kasper Eistrup i front forstår at sende noget god rock ud over scenekanten, omend det i dele af koncerten bliver lidt indadvendt og ligegyldigt. Men overordnet en rigtig god koncert, hvor ikke mindst “Rocket Brothers” gik rent ind. Dúné med rødder i Skive formåede at sparke gang i tingene lørdag eftermiddag, hvor de med energi og spilleglæde kom helt ud over scenekanten - U2 har bestemt ikke levet forgæves, kan man konstatere, når man ser forsanger Matt Kolstrup i fuld vigør på scenen med sit meget fotogene viltre hår.
De to store udenlandske navne, som sikkert var tænkt skulle trække folk til Nibe, skuffede i mine ører - og ikke mindst mine øjne: Show og ligegyldig performance kommer totalt til at overskygge musikken. Ce Loo Green bød såmænd ind med funky soulagtig musik med et stænk af blues, men mandens optræden på scenen var da til at græmmes over. Og at han så skal medbringe 4 kvindelige dansere, som bestemt ikke sprænger truppens tøjbudget, gjorde bare det hele en smule grinagtigt. Som vi med en stænk af mandehørm konstaterede: Det er den bedste koncert, vi har set... Men nej, det var det bestemt ikke.
Skulle man tro, det ikke kunne blive værre, så kunne man møde op foran stor scene lørdag, hvor en sangerinde ved navn Kesha optrådte (vist nok med dollartegn midt i navnet!!). Lolittapop af værste skuffe og med et sceneshow med oppustelig dyr og dansere i dyrekostumer - tåkrummende pinligt - men desværre nok til en alt for høj hyre til en dame med et ego større end Eiffeltårnet. Fotografer blev smidt ud af fotograven og en enkelt blev hevet backstage for at slette billeder af divaen, som ellers ikke holder sig tilbage for at eksponere sig selv på alverdens medier.
Som en modvægt til denne visuelle tortur og musikalske fallit må jeg erkende, at jeg fredag nat overværede noget, som var meget mere ægte og ærligt, da Frede Fup spillede på den lille scene i Reservatet. Ikke at den gode Frede Fup nogensinde har været min kop te med sin lidt lalleglade poprock. Men denne fredag leverede han simpelthen varen, og han burde have haft den store scene, medens Ce Loo og Kesha kunne strippe om kamp om, hvem der kunne få den lille scene....
Nu er det jo sådan med festivaler, at der er masser af tilbud - et musikalsk kræmmermarked, hvor man bare kan gå derhen, hvor der er musik, som falder i ens smag. Det gjorde vi også, så mit opstød mod hovednavnene går mere på, at man må formode, at en stor del af billetprisen går til dem - og det var de bestemt ikke værd i år. Efter min, og at dømmes efter festivalens Facebookside, heller ikke publikums mening.
Det er bestemt ikke utænkeligt, at jeg også gæster Nibe næste år. Ikke mindst fordi der er en hyggelig stemning og fordi man jo møder gamle elever konstant - og det er bestemt også hyggeligt, selv om turen fra indgangen til skoven godt kan tage lang tid, når man skal stoppe for hver 20-30 meter for lige at hilse på. Men det gør jeg nu gerne.
Dette er anden del af beretningen om min lille rundtur i København.
Fra Slotskirken bevægede jeg mig tilbage mod Rådhuspladsen, hvor jeg lige nåede at få et glimt af en efterskole, som varmede op til Landsstævnet i Esbjerg med en gymnastikopvisning midt i København. God reklame for efterskolerne.
Jeg har aldrig besøgt Nationalmuseet, men nu var chancen der. Der er meget at se, så man må vælge, hvor man vil lægge sit fokus. Jeg valgte at tage de vesthimmerlandske briller på og fik således set skaller fra Ertebøllekulturen, det smukke kar fra Skarpsalling ved Løgstør og den mystiske og gådefulde Gundestrupkedel, som er fundet i Rævemosen øst for Aars - en mose, som jeg hver dag passerer på vej til arbejde.
Da man i sin tid skulle afsløre en mindesten i mosen, havde man fået den berømte himmerlænding Johannes V. Jensen til at stå for inskriptionen, som sikkert til stor skuffelse for mange ganske lakonisk kom til at lyde: “Her udgravedes Gundestrupkedlen”. Her var ikke meget poesi, myter eller historisk vingesus, som nogle måske havde forventet.
Lidt skuffende var der meget lidt information om kedlen/karret på Nationalmuseet, bl.a. nævnes det ikke, at der kun er fundet 13 af de oprindelige 14 sølvplader, som man mener at karret bestod af. Gennem årene har der været mange rygter og historier om, at den sidste faktisk blev fundet og måske den dag i dag ligger et eller andet sted i Himmerland....
Fra gammel dansk historie gik det direkte over til moderne kulturhistorie, da jeg kom ud i den store forhal, hvor Grand Prix vinderen Emmilie De Forest var til stede for at åbne en lille udstilling med genstande fra årets internationale melodi grand prix, bl.a. hendes kjole og selve trofæet. Og da hun jo optræder i bedste Annisette-stil i bare tæer havde man valgt at lave en gipsafstøbning af sangerindens fødder. Afstøbningen blev lavet netop denne dag, hvor jeg sammen med mange andre overværede denne lille kulturhistoriske happening. Fra galleriet på anden sal havde jeg et godt overblik over begivenheden.
Og så sluttede det hele med lidt musikalsk kulturhistorie, da jeg lagde vejen forbi Accord, som sælger brugte LP’er og CD’er. Jeg investerede bl.a.i tung blues i form af Free’s første album, som er en lille perle med musik, som ligger milevidt fra den mere strømlinede pop, som frøken Forest erobrede Europa med.
Dagens sidste billeder blev taget i den ganske flotte bygnings, som forbinder indenrigsterminalen med udenrigsterminalen i Københavns Lufthavn - som Thomas sagde, da vi gik der: Det er godt nok flottere indefra end den er udefra.
Onsdag var jeg en tur i København for at aflevere Thomas, som skal på sprogskole i England i tre uger. Efter at der var krammet farvel til sønnike, havde jeg nogle timer i København, inden jeg skulle flyve retur.
Jeg havde ingen konkrete planer for mine lille Københavnertur men valgte at lade tilfældighederne råde på en gåtur rundt i byen - det eneste jeg på forhånd vidste var, at jeg ville holde mig væk fra Strøget. Så hellere de små gader som løber parallelt med dette helvede af mennesker og kædebutikker.
I Nyhavn indtog jeg min medbragte sandwich og Cola siddende på en pullert, hvorfra jeg kunne følge cafélivet på den modsatte side og betragte turbådene, som lagde fra kaj til deres populære ture rundt i Københavns Havn - jeg har tidligere været på sådanne ture og synes faktisk de er ganske afslappende og spændende. I dag valgte jeg dog blot at se byen fra landsiden. Videre gik det langs havnen forbi den gamle toldbygning i Havnegade - en særpræget bygning, som i folkemunde fik tilnavnet Penalhuset (se mere om topografisk Københavnerslang HER).
Ved siden af toldbygningen er der i år sandskulpturfestival, hvor mere end 3000 tons sand er kørt ind, så en række sandkunstnere har kunnet forme og skabe nogle særdeles imponerende og flotte værker - man bør smide den halvtredser, det koster, og se disse i sandhed forgængelige men i forhold til det danske vejr dog robuste værker, som forsvinder, når sommeren går på hæld. Jeg gjorde det, og fortrød ikke. Det er flot, og så kan man nyde sin kaffe i fred og ro på havnekanten med smukke skulpturer i baggrunden og det pulserende havneliv foran sig.
Videre gik turen hen mod Knippelsbro, hvor jeg i forbifarten nåede at undre mig over det paradoksale i, at Vejdirektoratet har adresse på Havnegade.
Ved Christiansborg kiggede jeg indenfor i Slotskirken, som i 1992 blev ramt af en ødelæggende brand, da en raket fra pinsekarnevallet satte ild i tagkonstruktionen. Den flotte kuppel styrtede ned i kirkerummet men blev siden genopbygget bl.a. ved hjælp af en tysk stukatør. Et imponerende arbejde, hvor man ikke havde nogen originale tegninger at gå ud fra men nærmest måtte starte forfra med at rekonstruere på baggrund af de nedstyrtede bygningsgenstande. Kirken blev genindviet i 1997 i forbindelse med dronningens 25 års regeringsjubilæum.
Og her slutter så første del af min lille rundtur - anden del følger i næste blog.
