Lørdag havde jeg vagt på efterskolen - sådan en vagt strækker sig fra kl. 9.30, hvor man møder ind på skolen til brunch og frem til kl. 00.30, hvor man kan rulle hjem efter at have sagt godnat og låst skolen af.
Normalt skal som vagtlærer tilrettelægge et weekendprogram sammen med eleverne, men denne lørdag giver det næsten sig selv, da vi skal ud af huset for at give gymnastikopvisning. Efter mokost, som det hedder hos os, pakkes redskaber og andet i trailer og kl. 11.30 ruller vi mod Storvorde med en flok positive og glade elever i de to busser.
Nogle gange byder sådan en lørdag på 2-3 opvisninger i forskellige haller, men i dag er der kun en enkelt på programmet. Til gengæld er vi med allerede fra indmarch og til slut. Derved får eleverne også en fornemmelse af det arbejde, som udføres i en lokal gymnastikforening, som denne dag har alle sine hold i aktion på gulvet - plus altså det store gæstehold fra HCI.
Efter fredagens DGI-opvisning i Farsø, hvor der er masser af plads på gulvet og med publikum på tilskuerpladser langs den ene side, er det lidt andre forhold i Storvorde. Her er folk bænket ved kaffeborde rundt om opvisningsarealet, som er noget reduceret. Det kan give visse problemer, når den store airtrack skal på plads og når eleverne skal lave tilløb til deres spring. Men sådan er det, vi må indrette os efter forholdene og får det bedste ud af det.
Opvisningen forløber fint, omend gymnastiklærerne efterfølgedne har lidt ris, hvor de peger på manglende koncentration hos flere - specielt i springserierne. Der er dog også ros, og publikums reaktion var begejstret, så bestemt en godkendt indsats.
Hjemme på skolen går jeg sammen med en kollega i gang med at klargøre aftensmaden til de sultne elever, og ellers forløber aftenen med hygge på lærerværelset og i spisesalen. Enkelte elever går i hallen for lige at pudse et par ting af - der er jo opvisning igen i morgen!
Ved 21-tiden får vi gæster. Gudenådalens Ungdomsskole ruller ind med 3 busser og 150 elever. De er på turné, hvor de skal rundt til forskellige steder. Traditionen tro lægger de en overnatning ind i vores hal, så de er klar til at køre til Jetsmark søndag morgen. Det bliver til en hyggelig sludder med de 5 lærere fra GU - og et herligt gensyn med Sarah, som var elev hos os sidste år og som nu er på Gudenådalens.
Kl. halvtolv skal eleverne være på deres værelser, og sammen med min kollega går jeg rundt og “putter” eleverne - på nogle værelser er der ro, andre steder bliver der spillet computer og andre steder igen skal der lige sludres om dagens hændelser. Hyggeligt og en god afrunding på en god dag i selskab med positive, glade og motiverede elever.
Den kommende uge byder på flere af den slags dage - såvel mandag som torsdag er der tidlig morgenmad (06.00) forud for ture til Vendsyssel, hvor vi skal til NM-stævner i floorball og volleyball.
Onsdag blev Skt. Peters store husorkester i himlen en guitarist rigere - Alvin Lee, frontmand i engelske Ten Years After - døde som følge af komplikationer i forbindelse med en operation. Til gengæld blev vi andre en karismatisk musiker fattigere, men kan dog glæde os over, at musikken stadig lever.
Det var ikke mindst den legendariske optræden på Woodstock med nummeret "I'm Going Home", som satte gruppen og Lee på det musikalske verdenskort - et heftigt rocknummer med et rock-medley og et samspil i verdensklasse. Gruppen var dog så meget andet - ikke mindst rocket blues, som man kan høre på de mange albums, det blev til frem til opløsningen i 1974.
Jeg havde selv fornøjelsen af at opleve Alvin Lee på Skanderbog Festival for en del år siden, og i 2011 hørte jeg Ten Years After i Silkeborg - uden Lee men stadig med den rigtige lyd og spilleglæde.
De seneste år boede Alvin Lee i Spanien hvor han døde onsdag - i 2012 udgav han "Still On The Road To Freedom". Mange føler sikkert The Bluest Blue i disse dage. Undtagen Skt. Peter, Gary More, Hendrix, Harrison, Lynott og mange andre, som har fået en ny jam-makker.
Sidste dag i februar bød på flot vejr fra morgenstunden, så det var en oplagt mulighed for at komme ud med kameraet, da jeg også havde friuge!
Et af mine absolute favoristeder her i det vesthimmerlandske er Frederik den 7.'s Kanal i Løgstør, som altid byder sig til med gode motiver. Her på vinterens sidste dag, var der ikke mange både i vandet, men mange andre havde som mig fundet vej til kanalen for at få lidt frisk luft og lidt motion.
Om sommeren er området omkring kanalen et myldrende liv af lokale og turister, som nyder det maritime miljø. Der er flere restauranter i kanalområdet, og flere gange i løbet af foråret og sommeren er der aktiviteter i form af muslingedage eller musikalske dage med f.eks. jazz på programmet.
I det hele taget er det lykkedes den gamle købstad ved Limfjorden at skabe sig et brand omkring muslinger. Der er i sandhed sket en del siden min semiarietid i begyndelsen af 80'erne, hvor Løgstør havde et lidt kedeligt og slidt image - syntes jeg og mange andre.
Efter en lille times tid i det stemningsfulde havnemiljø skulle vinteren lige sende en sidste hilsen med på vejen - solen og det smukke lys forsvandt bag skyerne og en bidende vind satte ind. Så blev kameraet pakket i tasken, og turen gik hjem til computeren, hvor billederne er nænsomt efterbehandlet med en varm kop kaffe indenfor rækkevidde.
Og på denne vis nåede jeg så også at få lavet et lille fotoprojekt her til bloggen i februar måned. Hvad marts byder på, ved jeg ikke endnu, men et oplagt emne kunne være nogle af denne måneds mange idrætsaktiviteter på efterskolen.
De seneste par dage har jeg været i gang med et maleprojekt oppe på førstesalen. I den forbindelse er det oplagt med lidt god musik til arbejdet. Da jeg er ved at læse Torben Billes seneste biografi om sangeren Sebastian med det borgerlige navn Knud Torben Christensen, var det oplagt at finde en boks med hans 10 første albums frem og smide dem i afspilleren i kronologisk rækkefølge.
Faktisk er det begrænset, hvor mange plader jeg i sin tid købte med Sebastian. Den første "Den store flugt" købte jeg ret tidligt, men ellers blev det vist kun til yderligere en LP "Tiderne Skifter" med danske tekster til sange af Bertol Brecht.
Gennemlytningen er en god oplevelse og viser en sanger i udvikling - fra den spæde start som en dansk Donovan frem over mere modne albums, hvor man fornemmer de kommende musicals fra Sebastians hånd.
Op gennem 80'erne blev Sebastian for alvor stor og anerkendt - ikke mindst efter pladen "Stjerne til Støv", hvor han har et gedigent band bag sig.
Den plade er i boks nummer 2, som jeg ikke ejer. Endnu!
Her fra en reunion tour i 2009 megahittet "Romeo og julie":
I min pladesamling står der 5-6 skiver med den amerikanske singer-songwriter Jim Croce, som døde på tærskelen til en stor karriere i september 1973.
Croce begyndte at spille på klubber og universiteter allerede i 1966, men han slog aldrig for alvor igennem og faldt tilbage på mere ordinære jobs som bl.a. lastbilchauffør. Han slap dog aldrig musikken helt, og med inspiration fra bl.a. truckstops og lignende steder fandt han inspiration til tekster på en række flotte albums fra begyndelsen af 1970'erne.
Croce kom ind som nummer 1 på den amerikanske hitliste med "Bad bad Leroy Brown" og han havde netop færdigindspillet albummet "I Got A Name", som han var ude at promovere ved koncerter, da han blev dræbt ved et flystyrt. Fem andre omkom ved ulykken heriblandt guitaristen Maury Muelheisen, som havde været med til at tilføre Croces musik den sprøde guitarlyd, som sammen med Croces sangstemme var varemærket for deres musik.
Som så mange gange før og siden i populærmusikkens historie opnåede Croce størst succes og anerkendelse efter sin død. Posthumt opnåede han således hits med ældre materiale, som fik fornyet interesse efter den tragiske flyulykke.
I vores have står et æbletræ, som formentlig er mere end 50 år gammelt.
Sådan et træ er meget flot, men da det står næsten midt på græsplænen er der også visse ulemper forbundet med det. Store dele af græsplænen ligger i skygge om sommeren, og de seneste år har træet smidt frugt fra midten af juli til helt hen i november. Om sommeren er det et problem, fordi jeg skal fjerne nedfaldne æbler, før græsset kan blive slået. Og om efteråret bliver der også kørt en del trailerfulde æbler på genbrugspladsen.
Men lørdag blev det altafgørende våben taget i brug i "æblekrigen" - effektive motorsave, den ene på et langt skaft, som kunne føre krigen helt ud i de fjerneste afkroge af det krogede træ.
Som disse to billeder viser, er det en markant ændring i havebilledet. Men træet skal nok skyde igen, og efter sigende skulle vi få bedre frugt ud af en sådan beskæring.
Jeg ser med glæde frem til et par år, hvor det er mig, som har førertrøjen på i den vedvarende krig mod nedfaldsfrugt.
Nu venter der lige en dags arbejde med at få savet grenene op og sorteret i brænde og affald, hvorefter der nok skal køres et par ture på genrbugspladsen.
Tirsdag aften tilbragte jeg med min gode ven Ib i skøjtearenaen ved Gigantium i Aalborg. Et imponerende isstadion med plads til omkring 5.000 tilskuere - og unægtelig noget af en kontrast til den gamle skøjtehal i Aalborg, hvor man skulle være mere end heldig for at kunne se bare lidt af banen, når der blev spillet hockey.
Det er godt nok mange år siden, jeg sidst har været til hockey. Gensynet blev en god oplevelse, ikke kun på grund af de flotte rammer, men også på grund af godt spil fra de rødklædte lokale helte, som i dag går under navnet Aalborg Pirates. Piraterne var i den grad på togt mod de stakkels “Mighty Bulls” fra Rødovre, som nærmere lignede slagtekvæg i en kamp, hvor de led et nederlag på ikke mindre end 10-1 efter periodecifrene 4-0, 5-0 og 1-1. Kun i tredje og sidste periode fik gæsterne lov at komme ind i kampen, som til slut udviklede sig til mere slagsmål end hockey. Næverne fik lov at tale mere end skøjterne og de 4 dommere havde mere end travlt med at skille kombatanter og uddele diverse straffe for “Slashing”, “Tripping”, “Cross Checking” og almindelig dårlig opførsel, som får danske gymnasieelever på tur til Prag til at ligne engle.
Blandt publikum kunne man også spotte og høre folk med en lavere tilgang til tingene, end vi kom med. Skældsordene flød i en lind strøm ned mod dommerne - uagtet at ens favorithold var foran med 10-0, og her som hos visse fodboldtilskuere går det mere op i at håne og svine modstanderne end i at hylde ens egne helte.
Nå, langt størsteparten af de små 4000 tilskuere nød nu en god kamp og alle forlod hallen i god ro og orden - man kan dog godt forestille sig, hvordan stemningen er, når det er ærkerivalerne og hadeklubben fra Frederikshavn, som gæster Gigantium. Sidst det skete, blev borgmester Henning G. Jensen sendt i gulvet af en tilskuer.
Jo, der er gang i den, når der spilles hockey. Måske går der ikke helt så lang tid, inden jeg igen finder vej til en kamp i Aalborg.
Billedkvaliteten på billederne her er bestemt ikke i top - selv om lyset i skøjtehallen er rigtig godt, så er en lille mobiltelefon bare ikke god nok til at fange en hurtig sport som ishockey. Men de giver da en OK fornemmelse af den flotte isarena.
Lørdag aften så jeg sammen med min ældste søn Thomas en DVD med The Who-filmen Quadrophinia - en film fra 1979, som bygger på gruppens anden “rock-opera” med samme titel fra 1973. Dobbeltalbummet var en opfølger på deres store succes med “Tommy”, som også blev filmatiseret.
Filmen fik mig til at mindes en episode, hvor gruppen optrådte med numrene fra Quadrophinia i USA. Ved en koncert på Cow Palace i San Francisco bliver der traditionen tro givet gas af alle gruppens medlemmer - ikke mindst vildmanden bag trommerne, Keith Moon, som var notorisk kendt for et liv, hvor sprut og stoffer gjorde ham utilregnelig både på og udenfor scenen. En god time inde i koncerten kollapser han simpelthen bag trommerne, hvorefter han bliver båret ud og smidt under den kolde bruser og behandlet med en indsprøjtning. Med en halv times forsinkelse kommer han igen på scenen, men kun for kort efter igen at falde sammen bag trommesættet. denne gang kommer han under behandling og kommer ikke tilbage til scenen.
I første omgang spiller bandet et nummer uden trommer, men guitarist Pete Townshend spørger så publikum, om der er nogen, som kan spille trommer - og gøre det godt. På en af de forreste rækker sidder 19-årige Scott Halpin, som med tilskyndelse af venner melder sig - og kort efter sidder han på scenen bag Keith Moons trommer!
Bandet vælger at spille “Smokestack Lightning”, som ikke er så kompliceret, så den unge trommeslager har en chance for at falde ind (i rytmen :-)...). I alt bliver det til tre numre med Scott Halpin som trommeslager i et af verdens største rockbands. Unægtelig en historie at tage med hjem og fortælle venner og familie. Og mindre historisk bliver det ikke af, at det hele faktisk blev optaget på film, hvilken man kan opleve flere steder på You Tube.
Keith Moons livsførelse endte tragisk men forudsigeligt, da han døde af en overdosis af piller den 6. september 1978.
Scott Halpin døde som følge af en svulst i hjernen den 9. februar 2008.
Videoen herunder fortæller i komprimeret form om hændelsen i Cow Palace denne aften i 1973.
Da min gamle stationære PC brød ned for et par år siden, røg der også et par programmer til at optage og redigere lyd på computeren. Nu har jeg fået geninstalleret det på en gammel PC, som var kasseret på efterskolen.
Med dette set-up kan jeg igen kaste mig over en hyggelig hobby, hvor jeg digitaliserer nogle af mine gamle LP’er. Ikke fordi, jeg ikke kan spille dem på anlægget herhjemme - det kan jeg fint, da jeg altid har en pladespiller koblet til anlægget, men mere fordi jeg så kan lægge dem på CD’er og lytte til dem i bilen. Og bilen er jo ret beset et af de bedste lytterum, man har. Ikke mindst når man kører alene på arbejde og ikke rigtig gider høre de kedelige radioprogrammer.
Rent teknisk foregår overspilningen ved, at jeg på en opstilling nede i kælderen fører musikken fra pladespilleren via en gammel forstærker til en PC, som er forsynet med et program, som kan optage lyd. Når indspilningen er færdig, gemmes den som én stor fil på en USB-nøgle. Oppe i stuen kan jeg så redigere og finpudse indspilningen på min bærbare computer. Det foregår altsammen let og smertefrit i programmet Audio Cleaning Lab. Man kan gå ind og foretage justeringer, hvor skrat og støj reduceres, men det er nu sjældent en teknik, jeg bruger. Jeg opdeler til gengæld den lange fil i forhold til det antal numre, som er på den originale LP. Til slut brænder jeg musikken på en CD, så jeg får stort set den samme lyd, som fra pladespilleren. Ikke noget med at komprimere til MP3 eller andre formater, som reducerer filstørrelsen men også fjerner noget af musikkens originale dynamik. Det er ikke mindst hørbart, hvis man lytter til musikken på det store anlæg, hvor jeg aldrig hører MP3-musik, hvorimod det er knap så kritisk på den bærbare computer, hvor højttalerne alligevel ikke yder musikken og lyden retfærdighed.
Et af de albums, som jeg netop har overført fra LP til CD er det flotte "Mott" med gruppen Mott The Hoople. Blandt numrene er denne flotte hymne:
Gennem de seneste par år har jeg assisteret den lokalhistoriske forening her i Farsø med at indscanne fotos, ligesom jeg har oprettet en hjemmeside for foreningen.
Heldigvis er der flere med interesse for det lokalhistoriske, og det er stille og roligt lykkedes at oprette et lille korps af folk, som scanner og registrerer med henblik på at lægge billederne i arkivprogrammet Arkibas.
Arbejdet skrider godt frem, og vi er nu oppe på mere end 2000 registreringer i Arkibas. Man kan selv gå ind og se, hvad vi har og evt. søge efter bestemte personer eller emner via søgefunktionen på arkivets hjemmeside.
Via Facebook har jeg haft kontakt til en tidligere Farsø-pige, Ulla Bach, som lige skulle bekræfte navnene på et motiv. Hun blev glad for at se billedet af sig selv og en model af Tordenkalven, som hun lavede sammen med nogle klassekammerater - fra venstre ses Jette Havemose, Mette Jensen, Tordenkalven, Ulla Bach og Birthe Dalsgård Nielsen.
Tag et kik, men vær advaret, man kan godt falde hen og komme til at bruge en del tid, når først tankerne vandrer på mindernes boulevard!
