Onsdag aften skulle jeg køre fra mit arbejde på efterskolen og hjem til et arrangement i Farsø. Tidsmæssigt passede det akkurat med, at jeg kørte, medens Danmark spille anden halvleg af kvartfinalen i VM-håndbold mod Angola.
Normalt er der ikke meget brok her på bloggen, men DR's måde at sende håndbold på er da helt latterlig. Man sender to mand til Brasilien for at kommentere - og så lader man dem kommentere i 2-3 minutter for så at spille musik fra studiet hjemme i Danmark. Mellem musiknumrene stiller man så tilbage til håndboldhallen. Helt ærligt! Håndbold er da et spil, hvor tingene udvikler sig hurtigt, så man skal da sende live hele tiden - så kan man sende musik på alle mulige andre kanaler. Det er helt til grin at have kommentatorer på en livekamp, og man så ikke udnytter det.
Det er en ommer DR - i fremtiden skal livekampe dækkes fuldt og helt - ellers bliver det uden mig på en lytter...
Forleden kørte jeg en tur til udkanten af Aars sammen med min ældste søn Thomas og vores hund Nemo.
Målet for vores lille udflugt var “Hundeskoven”, som er et stort indhegnet skovområde med løvtræer og en masse stier og veje på kryds og tværs. Her kan man slippe sin hund løs og lade den snuse og lege, så tosset den vil. Altså såfremt man har nogenlunde kontrol over sin hund, så den ikke farer i flæsket på andre hunde eller på mennesker for den sags skyld.
En halv time i hundesskoven er sagen for en aktiv hund som Nemo. Den elsker at snuse og løbe rundet - dog aldrig mere end 20-30 meter væk fra os, som den hele tiden sørger for at have kontakt til. Vi mødte også andre hunde, efter lidt gensidig snusen, var der ud over stepperne igen.
Normalt kører jeg til “Feddet”, vores sommerhus ved Limfjorden, når hunden skal have lov at strække igennem. Men på en rå og blæsende dag, er det nu ganske hyggeligt at gå i en skov og have muligheden for at lade hunden løbe frit - noget man jo ikke kan gøre i almindelige skove.
Så mon ikke det bliver til et par ture mere til “Hundeskoven” i den kommende tid. Nemo er i alle tilfælde klar....
En af de juleklassikere, som flere har nævnt manglede på min hitliste er “Søren Banjomus” med Otto Brandenburg. Helt glemt den havde jeg nu ikke, jeg har den bare i kategorien for børnesange, og derfor kom den ikke med blandt de mere rytmiske sange, som var på min liste.
Otto Brandenburg Skrev denne klassiker i 1968, natten før han skulle optræde i et børneprogram på TV. Han har anført sig selv som komponist, men oprindeligt er det en amerikansk melodi med ukendt komponist. Året efter blev nummeret indspillet på en singleplade. Om det og meget mere kan man læse på denne hjemmeside, hvor forskningsbibliotekar i Musik- og teaterafdelingen, Henrik Smith-Sivertsen på det Kongelige Bibliotek, hver uge skriver om “ugens hit”.
Jeg var selv ejer af singlepladen på et tidspunkt sidst i 70’erne, hvor jeg dog forærede den til den lokale ejer af Storm T i Farsø, han hed nemlig Søren, og jeg syntes han skulle have denne skive til samlingen i diskoteket. Pladen blev også spillet flittigt i julemåneden, og jeg reddede mig lidt goodwill og et par gratis øl på den konto...
Og skulle vi så ikke lige lytte til Otto og musene:
Der er dømt dødt løb mellem Gnags og MC Einar i min lille juleafstemnimng om det største danske julehit:
Også på de følgende pladser er der remis, idet Gasolin og Anne Linnet deles om 3. pladsen, medens Shu Bi Dua ikke har fået nogen stemmer. Til gengæld er der flere, som peger på Otto Brandenburg og Søren Banjomus som en glemt klassiker på min liste, hvor der også er et bud på Jul I Angora.
15 bloglæsere har stemt om det største udenlandske julehit - Slade sneg sig lige akkurat ind som nummer 1 - bl.a. i kraft af min stemme!
Foruden mine forslag, kom to andre julehits på banen: White Chritsmas og Rockin' Around The Chritsmas Tree. Og nå ja også et tredje, min gamle skolekammerat Jesper Dovregubben Hansen bød ind med Højt fra træets grønne top - sunget af ham selv! "Rædselsfuldt, men et rigtigt julehit", som Jesper selv skriver.
Nu er tiden kommet til de danske julehits, som er udvalgt suverænt af denne blogger:
Så er det blevet december, og radioen har allerede i nogen tid genlydt af julesange i alle afskygninger.
Her på Thitind vil jeg da ikke tøve med at lave en lille forbrugerundersøgelse om, hvilket julehit, der er det største. Udfyld formularen herunder, så vil jeg bringe resultatet her på bloggen senere i december. Kommer der god respons, vil der sikkert også komme en undersøgelse over danske julehits.
Søndagens storm ramte også Farsø. Her på Brix Vej gik det ud over flagstangen, som lagde sig pænt ned over hækken og ind i naboens have.
Egentlig var jeg lidt forberedt på at det kunne ske: Da jeg tidligere på dagen vil spænde flagstangen fast til birkestammen, som den stod op af, bemærkede jeg at stubben fra det gamle birketræ var ved at være lidt mørnet. Jeg kunne dog ikke lægge flagstangen ned i den stærke blæst. Det klarede blæsten så til gengæld selv senere på dagen....
Nu er flagstangen trukket ind i haven og så må den vente til foråret på at komme på plads igen. Inden da, er der jo osse en postkasse, som skal på plads nede vej vejen.....
På billedet herunder vi man også kunne se, at stormen stort set fik rystet de sidste æbler af det store æbletræ. Det kommer fuglene sikkert til at sætte pris på i den kommende tid.
Med næsten 17 år bag mig som efterskolelærer på en idrætsefterskole er det efterhånden en del tidligere elever, jeg har gående rundt om. Facebook gør det muligt at følge dem, også efter at de har forladt skolen. Men jeg har nu altid fulgt lidt med i deres gøren og laden, hvis det har været muligt.
Specielt indenfor sportens verden har jeg haft mulighed for at følge mange tidligere elever, fra fodbold i serie 6 til divisionshåndbold - eller -volley. Enkelte har også markeret sig på danske landshold: Louise Mortensen og Christina Bille på det danske håndboldlandshold, Camilla Sand på kvindelandsholdet i fodbold, Jonas Søndergaard i volley og Mette Jensen i floorball.
På Farsø Stadion har jeg set en del tidligere fodbolddrenge, når de har været i dyst enten for hjemmeholdet eller for det gæstende hold på serie 1 eller 2.
Ligeledes er det gennem tiden blevet til en del glædelige gensyn med gamle elever, som spiller håndbold. På det lokale 1. divisionshold fra Team Vesthimmerland finder man således målmand Michael Svenstrup, som jeg for omkring 15 år siden havde som elev på HCI, hvor han også var en fremragende fodboldmålmand.
Forleden fangede jeg så Michael i flot stil, da han vogtede målet i hjemmesejren over Ølstykke/Jyllinge.
I sidste uge spillede Jørgen De Mylius “Hey Hey What A Wonderful World” med Blackbirds i programmet Eldorado, hvor en lytter havde skrevet ind og spurgt til det.
Sådan en radioafspilning kan straks aflæses her på thitind.dk, hvor der i dagene efter programmet kan ses en del trafik afledt af søgeord som Blackbirds og Hey Hey What A Wonderful World. På mit analyseværktøj kan jeg også se, at de besøgende bliver hængende et stykke tid, så der er ingen tvivl om, at de sætter sig ind i gruppes fortid.
En af dem, der fandt min side, var en mand, som driver hjemmesiden http://www.musiccollector.dk/. Han havde fået et forespørgsel på den første Blackbirds-single og var blevet nysgerrig efter at vide mere om gruppen. Han fandt info på min side og kvitterede med en sød mail, hvor han også fortæller, at der nu er lagt et link ind på hans side, så Blackbirds-interesserede kan læse videre på thitind.dk.
Det er da en herlig historie, synes jeg. Og så viser den også, at der fortsat er en del, som husker det gamle sommerhit fra Blackbirds.
Ja, ynglinge kan man vel næppe kalde selskabets deltagere, som alle har en alder omkring de 50 - nogen til den gode side, og så er vi nogen til den mindre gode side af det halve århundrede. Men ynglinge, det var vi engang - i fodboldmæssig henseende, hvor vi var en flok, som spillede sammen i Farsø-Ullits IK.
Og for 35 år siden tog en af holdets spillere, Polle, initiativ til at markere sin 18 års fødselsdag med en fest for fodboldholdet. Det har siden været en tradition hvert år den tredje lørdag i november. Gennem årene har festen flyttet sig fra Ullits til Århus og senest til Aalborg, hvor Polle bor i dag. Fodboldholdets spillere er suppleret op med nogle af dem, vi kom til at spille seniorbold sammen med, og andre tilløbere er kommet til. Men stammen og ryggraden er stadig det gamle ynglingehold.
Festerne har været vildere, end de er i dag, hvor de er mere hyggelige end vilde.Til gengæld kan vi jo så hvert år underholde hinanden med anekdoterne fra fordums mindeværdige fester, f.eks. om det år, da vi gav værten en “bordkantskåner” i gave. Så kunne han bare lægge panden ned på bordet, hvis indtagelsen af x-mas’er og lignende skulle have gjort ham træt. Bordkantskåneren, med broderet navnetræk, reddede ham vist fra udsmidning fra et diskotek i Århus, hvor kontrolløren lod sig overbevise af vores argumenter om, at vores ven jo ikke ødelagde inventaret med den fine bordkantskåner på hovedet.
Ved festen forleden kunne Polle så hive den legendariske gave frem fra gemmerne til et festligt gensyn - der blev ikke brug for den, men bloggens læsere skal da ikke snydes for et par billeder. På det ene er det min gamle skolekammerat Søren Kristensen, som demonstrerer, hvordan sådan en ting skal bæres.
