I år blev det til 2 dage på den lille, hyggelige Nibe Festival. En hel festival er simpelthen for meget til mig. Desværre fik jeg ikke billet til den forrygende onsdag med både Magtens Korridorer og Volbeat. Det blev i stedet til torsdag og fredag, som da også havde gode ting at byde på.
Torsdag eftermiddag spillede Mads Langer på den store scene- han havde nok passet bedre på Blå Scene, hvor teltets intime rammer kunne gøre hans musik større fyldest. Jeg hæftede mig mest ved bandet, som helt sikkert bestod af dygtige musikere, men også musikere uden den store udstråling.
Udstråling var der til gengæld masser af, da kopibandet Queen Machine entrede den Blå Scene. Hold da op for en fest! Et sandt orgie af kendte Queen-klassikere blev fyret af med en spilleglæde og begejstring fra et særdeles velspillende band, som blev belønnet af et begejstret publikum bestående af alle aldersgruppe med det til fælles, at de vist alle kunne Queens tekster udenad. Der blev sunget med, så det var en lyst. Og så kan man jo mene om kopiband, hvad man vil, men jeg tror ikke, der findes et Mads Langer tribute band om 20-25 år….
Kim Larsen har sit eget store bagkatalog at tage af, og det serverede han med håndværksmæssig soliditet på den store scene. Han formår altid at tage et par numre med, som man ikke lige havde ventet, uden at undlade de store hits, som folk er kommet for at høre.
Torsdag aften lukker og slukker med dansk rock i den gode ende - Dizzy Mizz Lizzy og en veloplagt Tim Christensen fyrede den af, så der næppe var mange folk, fugle eller andre dyr i Skal Skoven som kunne undgå at høre det.
Fredag blev der lyttet til en lille smule Lars Lilholt, som stadig kan give en god koncert men nu er henvist til at optræde sidst på eftermiddagen, så de store navne kan komme på scenen senere. Den gamle Dalton-ven Johnny Madsen gav senere koncert i teltet på Blå Scene lidt senere - og det gjorde han med en forrygende koncert, hvor fedtet hår, tørre bemærkning og spillelyst indgik som naturlige elementer. Naturligvis gav vi ikke slip, før vi havde fået Johnny B Goode med to af verdens bedste guitarister i samme band….lærlingen Møller og mesteren Johnny. Dagen bød også på Gnags, som overraskede positivt ved sidste års festival og fortsatte i samme spor i år, hvor de fejrer 50 års jubilæum som band. Man kunne måske ønske sig, at de turde gå helt tilbage i bagkataloget og spille et enkelt nummer fra deres fremragende hippiedebutskive “På Vej”. Men gruppen og AG er gået nye veje - og valgte de sikre stier gennem Skal Skoven denne aften, hvor vi heller ikke - modsat sidste år - fik den herlige “Rockband på landevejen”. Og det var ærgerligt.
Fredagens store positive overraskelse blev leveret af den københavnske gruppe Baal, som med deres storladne og nærmest symfoniske rock kalder minder frem om Genesis, Marillion - ja selv de gale brødre fra Sparks lod til at have inspireret gruppen. Forsanger Bjørn Fjæstad fortalte om, hvordan han som dreng købte en single med David Bowie - og var solgt. Senere mødte en lidt ældre dreng så Bowie i Tivoli, hvor der blev til en autograf. Og så mødtes de også senere, da Bjørn og Baal var på samme plademærke som Bowie og derfor kom tæt på ham i forbindelse med en koncert i København. Som en hyldest til den musikalske kamæleon, som døde tidligere på året, spillede Baal så en flot udgave af “Life On Mars”.
Jeg havde for en gang skyld ikke noget kamera med mig - et enkelt billede med mobilen blev dog til, da Queen Machine væltede den Blå Scene.
Det hele begyndte med gåsegribbe en søndag formiddag. En ganske unik uge med fuglefoto her i det vesthimmerlandske.
Gribbene gav mig mod på mere, så da jeg en dag var i Haverslev for at aflevere Morten fra morgenstunden (han skulle på arbejde), var der ikke langt fra tanke til handling. Lille Vildmose er et populært og godt sted at fotografere fugle - så jeg kørte en tur i mosen. Det sker af kringlede veje, når man kommer på den anden side af Terndrup, men det er hele turen værd.
I vildmosen er der et net af veje, som går på kryds og tværs - et par er asfalterede, men ellers foregår det på grusveje. Fra vejene er der et godt udsyn over mosen, og man skal ikke køre langt, før de første fugle viser sig. Og da bilen samtidig er et godt fotoskjul, ikke mindst i vildmosen, hvor de øjensynligt har vænnet sig til de firehjulede, giver det gode muligheder for at komme så tæt på, at man kan få gode billeder.
På min tur gennem vildmosen så og fotograferede jeg rørhøg, traner og tårnfalk samt rådyr.
Det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal på fototur i mosen. Næste gang skal det helt sikkert være ved morgen- eller aftentid, hvor lyset er rigtig godt og hvor der måske er endnu flere dyr og fugle at se. I tillæg kan man måske også få en elg i søgeren, som min gamle skole- og fotoven Jesper Dovregubben Hansen gjorde det forleden.
Ugen sluttede næsten som den begyndte, for søndag eftermiddag var vi en tur på “Feddet” i Risgårde, hvor det lykkedes mig at fange en skestork i flugt. Jeg har længe observeret den smukke fugle i det fjerne ude på engene, men nu lykkedes det endelig at fange den tæt på.
Efter sådan en uge med mere eller mindre sjældne fugle, skal man naturligvis lytte til et gammelt favoritband fra 70’erne: Rare Bird...
Søndag bød på en af de lidt anderledes og ganske imponerende oplevelser i den danske natur.
En flok gåsegribbe, som normalt holder til under sydligere himmelstrøg, har forvildet sig til Danmark, og søndag var de ganske nærværende i det vesthimmerlandske. Fruen nævnte, at den lokale naturvejleder havde skrevet, at de fra morgenstunden var at se i Vesterris ved Aalestrup.
Jeg tog et kamera og en god zoom med til lokaliteten, hvor der var en del flere fotogribbe end der var gåsegribbe. Et par hundrede mennesker med små og store objektiver på kameraer i prisklasse med en god mellemklassebil stod på en smal vej og spottede de store fugle hen over en mark. Jeg tog et par billeder af de mange mennesker, og et par stykker af gribbene, som dog var for langt væk til, at der kom noget seværdigt ud af det.
Jeg valgte at køre en anden vej hjem og fulgte så at sige gribbene, som trak østover i en stor gruppe. Ved Østrup samledes de ved en gård, hvor der var fest på møddingen. En enkelt bil var kommet før mig, men ellers var vi alene med de mange gåsegribbe - i en afstand af 5-10 meter. Der blev fotograferet på livet løs, og de bedste skud kan ses i forbindelse med denne blog.
Jeg vidste jo godt, at jeg ikke ville have fuglene for mig selv hele dagen - kort efter kom de første biler, og allerede da jeg kørte hjemover, var der parkeret en 6-7 biler på Svoldrupvej. Jeg erfarede senere, at bondemanden smed yderligere et par grisekadavere ud til fuglene, og så var der fest!
Nu er det søndag aften, og hvorvidt fuglene stadig er i det vesthimmerlandske skal være usagt, men den forplejning i Østrup, har de jo ingen grund til at flyve andre steder hen.
Traditionen tro gik årets afslutningstur med efterskolen til lejrskolen "Over Koen" ved Hvalpsund - i øvrigt emnet for min første blog for år tilbage.
Intens hygge, spil, mindebøger og badeture er vigtige ingredienser i sådan en tur. I år peppede vi den op med en fælles gåtur til den nærliggende lystbådehavn, hvor musikeren Samuel Frederiksen gav en af sine mange solnedgangskoncerter.
Solen spillede med ved at vise sig efter en dag med meget regn, og eleverne sang også med af karsken bælg, da kendte melodier som "Linedanser" og "Livstræet" lød fra den lille cornet, som Samuel håndterede på smukkeste vis.
I weekenden blev der afholdt Nordiske og Danske Mesterskaber i forskellige former for vandsport ved og omkring Rønbjerg Feriecenter.
Jeg var på pletten lørdag eftermiddag, hvor der blev dystet på wakeboard, som er en slags skateboard - bare på vand. Deltagerne bliver trukket hen over vandet af en kabelbane, og undervejs kan de lave forskellige tricks, slides og hop.
Skaterstilen lader sig ikke skjule, når man ser deltagerne og høre musikken og jargonen - rigtig hyggeligt.
Denne blog er ledsaget af nogle af de skud jeg fik lørdag.
Titlen til denne blog er i øvrigt hentet fra et album med surfmusikkens fædre, The Beach Boys.
Det har været et travlt forår, men heldigvis også et forår, hvor der blev tid til en uges ferie. Den skulle gå til det solrige Spanien, ja sågar til solkysten, Costa Del Sol. Det viste sig dog at være vildledende markedsføring, for medens solen strålede over lille Danmark strålede regnen ned over Andalusien…
Nu er der jo ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vores gode venner, Ib og Anette, som havde inviteret os ned i deres lejlighed i Los Boliches, er garvede og rutinerede Spanien-farere. Så da vejret så ud til at arte sig fra den mindre solrige side, blev det hurtigt besluttet, at vi skulle leje en bil. Med en pris på 90 Euro for tre dage var det også til at overkomme.
Med fire hjul under fødderne var vi mere mobile, og det blev til nogle herlige ture til bl.a. Puerto Banus, som er en havn vest for Marbella, hvor der ligger store og luksuriøse lystyachter. Vi var også på besøg i typiske spanske landsbyer inde i baglandet - flotte hvide byer, som er bygget på skråningerne, så man må bevæge sig af trapper og stejle gader og gyder.
Ronda blev besøgt i silende regn, men heldigvis kom der opklaring, så vi kunne nyde den smukke by, som ligger på begge sider af en 80 meter dyb kløft. På kløftens dybeste sted er der der en smuk bro, som forbinder de to bydele. Nede i broen er der fængsel, og under borgerkrigen i 30’erne blev nationalisterne smidt ud fra broens top, hvad de næppe har overlevet. Rundt om byen ligger et smukt landskab med grønne marker og små vingårde - og her var regnen til det gode, da landskabet tog sig flot ud i de grønne og mættede farver.
Ikke så langt fra Ronda finder man den lille by Setenil, hvor husene bogstaveligt talt er bygget ind i klipperne. Her nød vi en lokal specialitet i form af en grilltallerken med svinekød til fire personer - det meste spiste vi, men de sorte pølser lod vi dog ligge.
Øst for Malaga finder man Nejas med imponerende flotte huler. De er svære at gengive på fotos, man skal stå i dem for at fornemme, hvor store de er. Lidt inde i landet ligger Figrilana - en smuk by i kategorien “de hvide byer”.
Sidste dag på solkysten brugte på at gå en tur langs strandpromenaden - vi nåede akkurat hen til Jacks Chicken Shack, som er blevet kendt efter at have spillet en mindre flatterende rolle i et TV-program med kokken Gordon Ramsay. Da vi fik vores øl på terassen foran, var der en del som tydede på, at reklamen måske har skabt interesse, men ikke mange kunder..
Forleden var jeg til økodag på gården Hvanstrup, som ligger ved Vester Hornum.
På denne dag, hvor økologiske landmænd landet over holder åbent hus og charmeoffensiv, bliver køerne lukket på græs efter en lang vinter i staldene. Arrangementet er et tilløbsstykke, som på jyske gårde trækker fra nogle hundrede til tusinder af gæster. På Sjælland er det et endu større tilløbsstykke med gårde, hvor op mod 7000 gæster tager opstilling for at se køerne strække lemmerne i kåde bevægelser, som i markedsføringen kaldes dans.
Køerne på Hanstrup går i løsdriftstalde, så de er vant til at røre sig, men lidt spjæt til ære for fotograferne blev det da til.
Mine indlæg om Ozon giver mig også lejlighed til at sætte fokus på den musik, som Lassen Stefansen laver i dag - som et fritidsprojekt ved siden af jobbet som arkitekt.
Lassen har en lille virtuel garage, hvor han arbejder med tekst og musik. Det er efterhånden fire år siden (!) jeg bloggede om garagen, som netop har fået et grafisk make-over.
Garage-rock kan man næppe kalde det, men det er flotte melodier og sange, som kommer ud af Lassens lille værksted - kig forbi og gi' det et lyt:
Min blog om Ozon og pladen "Smag & Behag" kastede en reaktion af sig fra gruppens guitarist, Lassen Stefansen, som bestemt heller ikke er stolt af den skive. Han står dog ved. hvad han har lavet, og har sendt lidt uddybning af projektet.
Da Lassen kom ind i gruppen var det på vej fra at være e syrerockgruppe til en gruppe, som sigtede lidt bredere. Manageren ville have noget mere i stil med Bamses Venner, som han også havde i stalden, og så havde han i øvrigt lige en pladekontrakt klar med Lotus Records.
Pladen blev indspillet i et studie ved Skive, og på et tidspunkt kunne gruppen godt se, hvor det bar hen ad. Man forsøgte af få Ivan Pedersen fra McKinleys ind over, men det lykkedes ikke. Og så var løbet kørt. Det skal dog siges, at pladen kom i en ganske flot indpakning med gatefold cover, fotos og tekster. Måske blev det meste af budgettet brugt på det.
Resultatet blev rent musikalsk, som jeg har beskrevet i den tidligere blog. Min skånselsløse hårde dom over skiven afviger ikke fra det, som den blev udsat for dengang. Folk købte den ikke, og hvis de gjorde, blev de skuffede.
Stemningen i gruppen var heller ikke god efter det mislykkede pladeprojekt - faktisk spillede gruppen ikke pladens numre live, og i stedet bevægede man sig over i konceptet med et forrygende 50'er rock show, som efterfølgerne tog op og perfektionerede.
Lassen har selv pladen, men den står i en kasse i kælderen, og lysten til at hive den frem og lade den spinne er vidst yderst begrænset.
Det blev vel ikke engang en parantes i pohistorien, konstaterer guitaristen lakonisk omend han selv mener at kunne finde et par positive ting ved projektet. Om ikke andet, fik de sat gang i gruppen som et rock'roll band - og det er vel også det, vi husker dem for. Heldigvis da!
Gennem de seneste år har min interesse for Blackbirds og hvad deraf fulgte fyldt en del på min blog og hjemmeside.
Guitarist Lassen Stefansen gik efter Blackbirds ind i Randersgruppen Ozon. De optrådte med et vanvittigt rockshow, som jeg flere gange har oplevet på den lokale kro her i Farsø og også ved et arrangement i Aalestrup Hallen.
Ozon udgav faktisk en LP, "Smag og behag", i 1977 - jeg husker udmærket det hvide cover med de fire bandmedlemmer på forsiden. Men jeg har faktisk aldrig hørt musikken, som efter sigende skulle være mere i retning af dansktop…
Forleden stod pladen der så i en rodekasse i en genbrugsforretning, og til den famøse sum af en 10'er skulle den naturligvis med hjem og have et spin på min pladespiller.
Nu har jeg så selv hørt det - ja, faktisk hører jeg det i skrivende stund. Og i forhold til min musikalske smag er det bestemt ikke noget at skrive hjem om (selvom det vel er det, jeg gør!). Uden at fornærme Lassen eller de øvrige medlemmer må jeg sige, at skiven er et særdeles mislykket forsøg på at lave noget, som bedst kan betegnes som en blanding af dansktop og ShuBiDua. Dertil prøver man at lave en lille afstikker til Gasolin og Stakkels Jim med nummeret "I Sherwood Skovens Ro", hvor den danske sang "I skovens dybe stille ro" bliver udsat for guitar med masser af forvrængning.
At pladen så også er elendigt produceret (undskyld Lassen og Carl) gør ikke sagen bedre. Trommerne lyder som papkasser hentet hos købmanden og der er slet ingen dynamik og drive i musikken, som da også floppede fælt - så vidt jeg erindrer.
Teksterne er ikke stor lyrik, men til gengæld lægger gruppen ikke skjul på intentionerne:
Vi har slæbt og vi har slidt Vi har gjort det alt for tit Sunget engelsk den var altid fin Men nu gi'r vi den på dansk Ikke mere udenlandsk Tænk på gas- shubiduah - benzin Men nu si'r vi stop Aldrig mere et flop Vi ve' op på den danske top.
Det siger vist, alt. Med lidt selvironi hedder sangen "Det værste band"… ! I en anden tekst lykkes det at nævne såvel Dallas og Hvalpsund!!
Heldigvis er det blevet bedre siden da, hvor guitaristerne Lassen og Carl har fritidsprojektet Pocobell, som til overflod har gode melodier og lækker lyd. Og så kan jeg anbefale Carl Pedersens bog "Når klovnen græder", som beskriver livet på landevejen for en musiker med store ambitioner om det vilde gennembrud. Bogen kan købes på nettet via denne side:
Man kan høre Ozon som rock'roll band her - godt nok med en anden besætning end på LP'en - men dette nummer er ganske karakteristisk for det, jeg forbinder dem med.
