I denne sidste blog fra Hamborg skal det dreje sig om tivoli, gayparade og en smuk park.
Mange forbinder Hamborg med HSV, når man snakker fodbold. Det er da også byens største og rigeste klub, men inde midt i byen ligger FC St. Pauli - arbejdernes klub med de engagerede fans, som kalder sig piraterne. Selv hjørneflagene på stadion er lavet som piratflag. Man skal købe billetter lang tid i forvejen, hvis man vil ind og se holdet, som for et par sæsoner siden var i Bundesligaen men som nu spiller i den næstbedste række.
Når sæsonen starter spiller St. Pauli som regel ikke på hjemmebane før i slutningen af august. Det skyldes at parkeringspladsen og det store grønne område ved siden af stadion fra midt i juli til midt i august er omdannet til en kæmpestor tivolipark: Hamburger Dom. Og ja, det er stort. Meget stort. Her finder man rutschebaner så store som i Københavns Tivoli, vandrutschebaner som man finder i Fårup Sommerland og bamsetombolaer så store som huse i flere etager.
Dom er et imponerende syn, specielt om aftenen hvor mørket falder på og de mange lys fra attraktionerne danner en flot kulisse mod aftenhimlen - om fredagen suppleres dette syn med et imponerende fyrværkeri. Man kan gå mere end 3 kilometer gennem tivoliet, hvor vognene med forlystelser og boder står tæt på begge sider!
Farverigt var det også lørdag, hvor den centrale del af byen var spærret af for at give plads til Christopher Street Parade - paraden, hvor bøsser og lesbiske drager gennem byen. Nogle i farvestrålende og imponerende udklædninger, andre er blot med på ladet af store lastbiler, hvor de har gang i en stor fest. Ganske befriende og livsbekræftende at overvære, og man kan ikke lade være med at tænke tilbage til nazityskland, hvor folk kunne komme i fængsel eller kz-lejr for at have afvigende seksualitet. Vi oplevde kun glæde, fest og farver både blandt deltagerne og blandt publikum, hvor en enkelt mand med et dommedagsbudskab ikke tiltrak sig meget opmærksomhed.
Storbyferie er ensbetydende med, at man går meget, og at man ofte er omgivet af mange mennesker - ikke mindst når der er parade. Så er det altid afslappende at finde ind i en grøn oase i form af de mange og flotte parker, som findes i Hamborg. Her er masser af græs, smukke planter og rislende vand, som giver fred i sjælen, medens man hviler benene på en bænk eller i en af de solide stole, som står overalt i parkerne.
Såvel i parkerne, som på de mange broer i havneområdet finder man et verdensomspændende fænomen, hvor forelskede unge par meget symbolsk placerer en hængelås med deres navne på broen. Nogle steder hænger der bare en enkelte, andre steder hænger der flere hundrede. En god forretning for låsesmeden, som sælger disse hængelåse, skulle man mene.
Efter 3-4 dage med masser af oplevelser gik turen atter mod nord, hvor der nu står arbejde på programmet. Vi voksne har været i gang i en uge, medens drengene starter i skole på mandag.
I øvrigt skal jeg på medarbejdertur med min efterskole senere på efteråret. Turen går til - Hamborg...
Når man er i en storby, hvor der er mulighed for en havnerundfart, så er det en mulighed, man bør udnytte. Ikke mindst, når temperaturene når de 40 grader, som de gjorde i Hamborg i sidste uge. Ikke at det hjalp vildt meget, men lidt kølig brise fik vi da ind imellem.
Havnen har altid været livsnerven i Hamborg. Her fra Elben har den nordtyske by haft forbindelse til hele verden, hvad man da også mærker på byen generelt, hvor der er mange forskellige nationaliteter og bydele med særlige præg. For eksempel er der gader, hvor der især er portugisiske og spanske restauranter - helt sikkert en udløber af, at søfolk fra disse egne på et tidspunkt har bosat sig i Hamborg.
Når man sejler rundt oplever man byen fra en ny side, og man bemærker, hvor mange kanaler og broer der er i byen, som vist må være Nordeuropas svar på Venedig. De store containerskibe dominerer, og man kan ikke undgå at lægge mærke til en kaj, hvor et 10-etagers containerskib er klar til at laste udrangerede europæiske biler, som åbenbart sagtens kan finde anvendelse i Afrika.
Da vi nærmer os den centrale del af havnen er det et stort krydstogtskib, som falder i øjnene. Flydende luksus i flere etager med svømmepøl og tennisbaner på øverste dæk.
Man kan også konstatere, at byen er ved at gøre havnen til noget mere mondænt. Overalt rives ned og bygges op - kontorer og lejligheder skyder op alle steder. Og centralt i havnen er man i gang med at bygge et musikhus - en markant og karakteristisk bygning, som placeres ovenpå et tidligere kakaolager på en ø i havnen. Som der er tradition for ved den slags prestigeprojekter, er det allerede blevet forsinket flere gange og det er allerede blevet meget dyrere end forventet. Men flot er det.
Ved Landgangsbrücke ligger de mange turbåde til, her ligger også flere museumsskibe, og det er også herfra, at man bliver sejlet over til Elbens sydside, hvis man skal i teateret og se musicalen Der Koenig der Loewen, som vist har spillet gennem en længere årrække.
Fra landgangsbroen kan man gå lidt længere hen til et stort hus med kuppelformet tag. Det er nedgangen til den gamle Elbtunnel. Uanset om man er i bil, på cykel eller til fods, tager man med elevator 24 meter ned, hvor man så kan tage turen gennem den 426 meter lange tunnel, som blev påbegyndt i 1907 og indviet i 1911.
En tur gennem den gamle tunnel er et must, når man er i Hamborg, og som tillægsgevinst får man et flot vue over byen, når man kommer op på den anden side.
I Hamborg finder man en helt fantastisk udstilling: Miniature Wunderland. Det er en hel verden i miniatureformat - opbygget om elektriske togbaner, som strækker sig over mere end 13 kilometer skinner - og det er vel at mærke 13 kilometer i virkelige mål. Til gengæld er det meste andet i miniformat, selv døgets rytme, som er kortet ned, så man undervejs gennem den store udstilling oplever indtil flere gange, hvor solen står op og går ned over de fantastiske landskaber.
Mere end 900 modeltog, 15.000 jernbanevogne, 335.000 lys, 215.000 indbyggere og næsten 9.000 biler er hvad man foreløbig finder i minilandet, som stadig udvides med nye lande og verdensdele. Man har netop færdiggjort en stor flyveplads med fly, som taxier ind og ud, letter og lander og køres ud af hangarer. Næste projekt er Italien med bl.a. Amalfikysten, Venedig og Rom, som forventes at stå færdig i 2015. Der er flere planer på bedding, hvor man har projekter, som rækker helt frem til 2020. Til den tid forventes det, at der er lagt 850.000 arbejdstimer på stedet, hvor man har mere end 200 ansatte og hvor man på det tidspunkt vil have investeret 20 mio. Euro i den populære turistattraktion.
Ud over at opleve kendte såvel som mindre kendte landskaber og bygningsværker fra det meste af verden, er Wunderlandet kendt for sin små humoristiske indslag, hvor modelbyggerne med en god portion humor har placeret nogle af de små mennesker i sjove situationer - et par munke, som lurer på en langbenet skønhed, som er bøjet over bagagerummet til en bil. Eller en munk, som må blotte sig foran en politimand i en politikontrol. Man skal have øje for detaljen, så er der meget at gå på opdagelse efter.
Som vesthimmerlænding var det ganske nostalgisk at betragte den flotte model af Lillebæltsbroen, hvor 2 lastvognstog fra det nu hedengangne vognmandsfirma PC Holm Pedersen er på vej over broen - begge biler med den karakteristiske orange bemaling, som man tidligere kunne opleve på landevejen rundt om i Europa.
Ved indgangen er der en lille specialudstlling, som viser en bys udvikling gennem flere tusinde år. Man kan se Berlin med et checkpoint under byens deling, medens et andet diorama viser den historiske dag, da folk strømmede til Vestberlin - enten ved at kravle over muren eller ved at køre igennem checkpointet i de karakteristiske østtyske “Trabier”.
Man kan let bruge et par timer i Miniature Wunderland og måske mere, hvis man ikke lige kommer i højsæsonen, hvor der er ganske tæt af mennesker på stedet.
De sidste feriedage blev brugt i Hamborg - en by man normalt drøner forbi på motorvejen og som man mest forbinder med havne og store kraner.
Men Hamborg er meget andet end det, kan vi konstatere efter 4 dage i den pulserende storby, som bestemt er præget af sit maritime miljø men bestemt også af så meget andet.
Det var her i den nordtyske by, at The Beatles for alvor udstod deres læretid, inden de drog hjem og blev berømte. De unge fyre fra Liverpool spillede i bl.a. Kaiser Keller og Star Club i det berygtede kvarter omkring St. Pauli. Et hårdt liv med lange spillejobs, byture og et ret så kummerligt levested i en biograf.
Bygningen, hvor Star Club lå, findes ikke længere - den blev ødelagt ved en brand i 1980’erne - men alligevel mærker man tilknytningen mellem Hamborg og Beatles, når man slentrer gennem den store by. Gademusikanterne har en forkærlighed for kendte Beatles-sange, uanset om det så er på xylofon, saxofon eller guitar. Der er anlagt en Beatles-plads til minde om de fire gutter, som blev født i Liverpool men blev voksne i Hamborg, som John Lennon beskrev det.
Det var dog ikke så meget Beatles, som stod på programmet for os. Til gengæld så vi så meget andet, som de kommende dages bloggerier også vil bære præg af.
Vores familiesommerhus gennem tre generationer ligger i Risgårde - en lille landsby 9 kilometer vest for Farsø. Byen ligger tæt på Limfjorden og består af spredte gårde og huse, som bebos af familier, som har boet her i flere generationer og så en del tilflyttere, som er tiltrukket af de rolige landsbyliv tæt ved fjorden.
Byen har en meget aktiv borgerforening, som bl.a. har taget initiativ til at istandsætte det gamle vandtårn, som på toppen byder på en flot udsigt over landskabet og Limfjorden, medens der i bunden er et lillebitte museum, som i ord og billeder bl.a. fortæller om Risgårdes epoke som et lille fiskersamfund. Cykelturister, som kører på Limfjordsruten, som passerer lige forbi, tager ofte et stop her ved vandtårnet, hvor der også er anlagt en petanquebane - mere om den senere..
Hvert år fejrer byen Sankt Hans med grillfest i en lade og et stort bål ved det gamle fiskerhus, som ligger på vejen ud mod vores sommerhus. Man fornemmer, at man står sammen og hygger sig i det lille samfund. Men der er også plads til venskabelig kappestrid og gensidig hån mellem byens østlige og vestlige del.
Det nyeste, som man kæmper om er, hvilken bydel, som kan prale af at have flest solceller på tagene. Gennem de seneste to år er der flittigt sat solceller op, og bortset fra den økonomiske gevinst ved dette tiltag har man også fornemmet en vis lyst til at overgå bybørnene i den modsatte bydel i Risgårde.
De to bydele tørner ofte sammen på petanquebanen, hvor de drabelige dyster som regel efterfølges af en svalende og forsonende øl. Sidenhen kan man på byens netavis læse om kampenes forløb - og her lægges der som regel ikke fingre imellem, når modstanderne skal hånes - i al godmodighed.
Netavisen - Oldermandens Avis - blev skabt af Poul Ginnerup, som desværre døde for nylig, og der er derfor lidt usikkerhed om dens fremtidige skæbne. Indtil nu har det været et ganske underholdende sted at kigge forbi og læse om stort og småt - ikke blot om Risgårde men også om verdenen omkring det lille samfund, som bestemt ikke har til agt at lukke sig inde i sig selv. Tingene beskrives som regel i et malende sprog og med masser af humor og selvironi. Tag selv et kig HER.
Den evige kamp mellem øst og vest fik vi et indtryk af forleden, da vi var i sommerhuset, som må ligge i det, som årets båltaler betegnede som en af de selvstyrende enklaver i området Storrisgårde. Et nyt skilt var dukket op lige før gadespejlet, og skiltet er åbenbart skellet mellem øst og vest, hvilket man kan konstatere, når man læser teksten.
Trods advarsler om ikke at stoppe i Østbyen, tog jeg chancen for at sikre mig disse billeder som dokumentation. Mon ikke skiltet er opsat af gæve borgere fra Vestbyen?
I Farsø kirke installerede man for nogle år siden TV-skærme flere steder. Skærmene bruges bl.a. til at vise salmenumre, og præsten kan lade billeder ledsage hans ord. Endelig kan man via et kamera vise livebilleder fra døbefonten, således at man også på de bagerste række kan følge med under en barnedåb. Ganske smart og moderne.
I Fanefjord kirke på Møn har man ikke den slags moderne elektronik. Til gengæld har man noget meget ældre og meget mere imponerende: Kalkmalerier.
Personligt har jeg det sådan, når jeg er i kirke, at uanset hvor meget, jeg anstrenger mig, så “falder jeg af”, når præsten prædiker. Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig og synes for det meste, at ordene går i ring og de samme ting bliver gentaget ufattelig mange gange.
Skulle jeg en dag opleve det i Fanefjord kirke, er det ikke noget problem. Man kan bare lægge nakken tilbage og se op på kirkens hvælvinger, hvor der “tegneserier” nok til en prædiken eller to. Og der er nok at se på i de meget detaljerede og flotte kalkmalerier, som for de fleste vedkommende hører til Elmelundmesterens hovedværk fra omkring år 1500. Man kender ikke navnet på kunstneren, som til gengæld er blev opkaldt efter en af de andre kirker, hvor man kan se hans værker.
Tidens tand har gennem årene sat sit præg på malerierne, som i en periode var kalket over, men som nu atter er fremme i dagens lys og senest er blevet restaureret i 2008, hvor man også har installeret klima-anlæg, som gerne skulle sikre dem mange år frem i tiden.
Til glæde for mønske kirkegængere, som måske også kan falde lidt hen ind imellem under en gudstjeneste - og så ikke mindst for de mange turister, som hvert år besøger den smukt beliggende kirke ved Fanefjord, som er en lille fjordmunding i sundet mellem Møn og Falster.
Denne blog skal ikke rumme mange ord - blot lidt flere fotos fra Møn. Eneste kommentar skal være, at det første billede er taget med min mobiltelefon, medens de øvrige er taget med mit Nikon spejlrefleks.
Vores ferie på Møn bestod bl.a. i besøg hos forskellige familiemedlemmer på Hedvigs side. Hyggelige og gæstfrie mennesker, som altid er glade for at se familie fra Jylland.
Der blev naturligvis også tid til et besøg på “klinten”, som altid er et imponerende syn. Vi tog derud fra morgenstunden og spiste vores morgenmad på toppen, inden vi begav os de næsten 500 trin ned til havoverfladen, hvor man har kan se de imponerende skrænter til begge sider. Vi tog turen til højre og fandt en anden trappe, hvor vi kunne tage turen op igen og nyde udsigten fra forskellige udsigtspunkter.
I Stege, som er øens hovedby og gamle administrative centrum indtil man blev en del af Vordinborg Kommune, var der netop åbnet et “samlermuseum”. En lokal mand har gennem årene opkøbt alt muligt, og nu er der i en gammel tørmælksfabrik indrettet små butikker og værksteder, som de så ud for 50-60 år siden. Mange af forretningerne er lokale butikker fra Møn. Min interesse samlede sig mest om radioforretningen og fotoforretningen, men for en gammel biografoperatør som mig var det også sjovt at se den gamle filmfremviser, filmskabene og billetlugen med en stak gamle filmprogrammer.
Og nå ja, så stod der jo også en gamel jukebox, som jeg selv drømmer om at få fat i til min retrokælder en gang - et herligt stykke mekanik, som kan afspille singleplader og som jeg især husker fra det gamle cafeteria her i Farsø og så fra værtshuset Tordenkalven, hvor der er spenderet en del 5’ere på at høre bl.a. “Hey Hey What A Wonderful World” med Blackbirds og “Send Me A Postcard” med hollandske Shocking Blue.
Den mønske samlermuseum har i øvrigt en vesthimmerlandsk pendant, idet man i mange år har haft et “nutidsmuseum” i Aars, hvor man fremviser genstande fra de seneste hundrede år - altså et museum, hvor man kan se masser af ting, som man kan nikke genkendende til fra sin egen barndom.
For nu at slutte med et sommerpostkort har jeg droppet en mønt i jukeboxen og trykket A-7:
Stevns er et af de hjørner, som med rette kan kaldes en grå plet på mit Danmarkskort. Jeg tror aldrig, jeg har været i den del af Danmark, så da vi i sidste uge drog til Møn og var i god tid, slog vi et smut omkring.
Koldkrigsmuseet i Stevnsfortet har jeg blogget om, men stedet er måske mere kendt for den geologiske struktur i form af Stevns Klint. Et fantastisk flot område, som dog nok ligger lidt i skyggen af Møns Klint, som man i øvrigt kan se, når man står på toppen af Stevns.
Et af de billeder, som jeg havde på nethinden, før vi drog til Stevns var Højerup Kirke, som bogstaveligt talt ligger på kanten af den 40 meter høje klint. Sagnet fortæller, at kirken hver julenat foretager et hanefjed ind i landet for at undvige havets ubønhørlige slid på klinten. Helt nok har et hanefjed dog ikke været, for i 1928 styrtede kirkens kor i havet, medens resten af kirken stod uskadt tilbage. Man sikrede kirken ved at bygge bølgebrydere ud for klinten og ved at fundere kirken med beton og jernarmering.
I dag er der en lille udsigtsterrasse, hvor koret tidligere var. Herfra er der en flot udsigt over klinten og et sugende kig direkte ned i bølgerne.
Højerup Kirke er ikke længere i brug - der er i stedet opført en ny, som er placeret en del hanefjed længere inde i landet, hvor den forhåbentlig ligger sikkert og godt i mange år.
Og en lille sjov historie, som måske kan forklare, hvorfor Stevns ikke rigtig er på mit Danmarkskort: Da vi stod på klinten, fortalte min telefon mig nemlig, at jeg var i Sverige....
Min generation er jo vokset op med den kolde krig, som vi som sådan ikke mærkede det store til. Meget naturligt, da krigen jo netop var en kold krig, som mest blev udkæmpet med oprustning, spionage og meget andet, der for det meste foregik udenfor offentlighedens rampelys. Cubakrisen var dog en påmindelse om, hvad der foregik i magtens korridorer. Og ja, så var der de stedet, hvor krigen blev mere varm men udkæmpet fjerne stedet som i Korea eller Vietnam. Øst og vest mødtes måske ikke direkte på slagmarken - men det gjorde deres våben, som vel meget passende kunne prøves af sådanne steder, når man nu alligevel var ude på ideologiske korstog.
På en lille miniferie til Sydsjælland og Møn fik vi indblik i en del af den kolde krig, da vi besøgte Stevnsfortet. Et over- og i særdeleshed underjordisk fort, som blev anlagt i 1952-54, da den kolde krig stadig var i sin indledende fase. Her, 18 meter nede i klinten, blev der lavet underjordiske gange og kommandorum, hvorfra man kunne operere, hvis "ballonen gik op", som vist var et af tidens mest anvendte udtryk for den frygtede altødelæggende atomkrig.
På Stevnsfortet kan man få en rundvisning i det underjordiske anlæg med en guide, som ikke blot fortæller om det militære isenkram men også sætter det ind i det politiske perspektiv, som det jo var en del af. Fortet kunne bemandes med op mod 250 personer, som kunne opholde sig uafbrudt 3 måneder i anlægget, hvis det blev nødvendigt. Ikke, at der var noget stort køkken og lignende - faktisk bare et stålkøkkenbord med en kogeplade, hvor man kunne opvarme feltrationerne.
Der kunne laves et konstant overtryk i fortet, som derved ville være beskyttet mod indsivning af biologisk og radioaktiv luft, hvis sådanne våben kom i anvendelse.
I 1980erne blev der etableret et højteknologisk overvågningssystem med brug af bl.a. internettet, som på det tidspunkt ikke for alvor var frigivet at det amerikanske militær til civile formål. Via skærme kunne man overvåge farvandene omkring Danmark, primært Øresund, og herfra også styre forsvaret, som var opbygget om de amerikanske Hawkmisiler, der kunne operere mobilt på landjorden.
Vi fik den skræmmende historie om, hvor tæt man var på katastrofen i 1983, da både Nato og Warszawapagten var i højeste beredskab og tæt på at udløse en krig, som angiveligt blev forhindret da en dobbeltagent fik informeret Moskva om, at den hektiske Nato-aktivitet var en øvelse!
Som en lidt sjov kontrast til den moderne teknologi kan det nævnes, at selve forsvaret af Øresund var lagt i løbene på 2 store dobbeltløbede 155 mm kanoner, som stammer helt fra før 2. Verdenskrig. De sad oprindeligt på et tysk krigsskib, som blev bombet i stykker i dok i Kiel, hvorefter de uskadte kanoner blev opstillet af tyskerne på Fanø. Efter krigen blev de transporteret til Stevns og opstillet som en del af forsvarsanlægget og stod faktisk stort set uændrede frem til lukningen af selve kanonstillingen i 1981, hvorefter fortet overgik til at være en elektronisk overvågningscentral.
En lille anekdote om bygningen af anlægget, som foregik så hemmeligt, som man nu kunne, når der skal graves store mængder kridt ud af klinten, går på, at arbejderne hver morgen fandt en flaske (russisk) vodka ved indgangen til anlægget! Sikkert er det, at russerne kendte til anlægget og ofte har haft mere eller mindre synlige spioner på stedet for at kigge det nærmere an.
Foruden koldkrigshistorien fik vi også indblik i den geologiske historie på stedet, hvor man ganske præcist kan udpege det lag i undergrunden, hvor der for 65 millioner år siden indtraf en katastrofe, som udryddede en stor del af de forhistoriske dinosaurer. Formentlig fordi en asteroide ramte jorden og skabte en stor støvsky omkring jordkloden. Tankevækkende i lyset af den totale ødelæggelse, som en atomkrig kan føre til…
Efter et par timers interessant rundvisning var vi tilbage på jordoverfladen, hvor vi gik lidt rundt på egen hånd og kiggede på gamle militærkøretøjer og radaranlæg, inden vi fortsatte vores tur til Højerup Kirke, som bogstavelig talt ligger på kanten af Stevns Klint.
