Lørdag tilbragte jeg i drømmeland sammen med en gruppe fotonørder på forskellige niveauer. Vi var alle til demo-dag med Nikonudstyr, hvor Japan-Photo i Aalborg i samarbejde med Nikon Danmark præsenterede nogle af de helt store - og helt dyre - objektiver fra deres store program.
Arrangementet fandt sted i Vildmosecenteret i Lille Vildmose ved Dokkedal. I centeret hørte vi bl.a. foredrag af naturfotografen Lars Villadsen og den kendte fotograf og Nikon-ambassadør Casper Tybjerg, som man bl.a. kan opleve på DR TV med jævne mellemrum. To spændende og engagerede foredrag med passionerede fotografer, som gerne ligger i flere timer på en kold isflage for at få det rigtige billede af en fugl. Det er ikke altid, man ser det store forabejde, som ligger bag flotte dyre- eller fuglefotos. Casper Tybjerg fortalte også om sit fotografiske arbejde for UNESCO, hvor han senest har været i Egypten for at fotografere hvalskeletter i Wadi Al-Hitan.
Om eftermiddagen var vi ved Tofte Sø, hvor der er et fugletårn. Her var opstillet forskelligt lækkert Nikon-grej og med det udstyr i form af kameraer o.l., som folk selv havde med, tror jeg, at der på den 30 kvadratmeter store platform var fotoudstyr for op mod 1 million kr.
Vi havde alle mulighed for at sætte vores kameraer på de store teler og skyde løs - nu er der ikke mange fugle tæt på, når så mange mennesker står og taler begejstret om foto i tårnet, men så skød vi efter grene og stubbe - bare for at prøve autofokus og se, hvor skarpt objektiverne tegner. En lille fugl kom dog forbi og satte sig dekorativt i en træstamme lige foran mig. Jeg forevigede den med en 500 mm 4,0, som er en stor sag til den nette udsalgspris af 60.000 kr. På den anden side af platformen var der stor interesse for den nye 800 mm, som koster godt 120.000 kr! Ellers var her 300 mm, 400 mm og et par zoomobjektiver 200-400 (40.000 kr) og den nye 80-400 til ca. 17.000 kr. Det sidste lyder måske også dyrt, men vel er det eneste objektiv, som jeg har en realistisk mulighed for at komme til at eje - engang! Som en af foredragsholderne sagde: Foto er ikke dyrt, men det koster mange penge...
Ved Tofte Sø er der et rigt dyreliv - også denne dag, hvor det bare opholdt sig på den anden side af søen - bl.a. kronhjorte og skarver, og ikke at forglemme Havørnen, som sad i et grantræ, hvor den blev chikaneret af et par krager. Den var for langt væk til, at den kunne fotograferes, men Nikon laver også kraftige kikkerter (Scopes), hvor vi kunne se den imponerende fugl på nærmeste hold.
En rigtig fin dag i mosen, hvor jeg sluttede af med at køre en tur langs de vidstrakte grusveje, hvor der med jævne mellemrum holder en bil med en lang tele stikkende ud af vinduet: Fugle- og fotonørder på jagt.
Onsdag bød på en forfriskende og tiltrængt tur til Vesterhavet med elevholdet på efterskolen.
Busserne droppede os af ved stranden i Lønstrup, hvorfra det til fods gik mod Mårup Kirke, eller resterne af den, og videre på skænterne mod Rubjerg Knude, hvor sandet fyger om ørerne og det gamle fyr, som ikke længere er i drift.
Fra knuden gik vi lidt i læ gennem en plantage, hvorefter vi gik mod Nørre Lyngby, hvor flere huse allerede er faldet for havets evindelige påvirkning af skrænterne. Vi gik ned på stranden, som vi fulgte det sidste stykke vej til Løkken, hvor der var tid til at nyde en is, inden vi igen kørte hjemover.
En fantastisk dag i noget fantastisk nordjysk natur, som kameraet da også fik lov til at forevige.
Der har været lidt stille på bloggen på det seneste. Det skyldes almindelig travlhed i en periode, hvor de fleste af efterskolens lærere er lock outet i den igangværende konflikt.
Efterskolen kører videre, og der skal tænkes kreativt for at få hverdagen til at fungere for 123 teenagere, som ikke kan få helt normalt skema. Derfor veksler boglige fag med masser af idrætsaktiviteter og andre aktiviteter i form af ture, foredrag og koncerter. Indtil videre har det fungeret OK, men naturligvis og heldigvis, savner eleverne en normal hverdag sammen med deres lærere. Os, der er på skolen hver dag, savner også vores sjove og dygtige kolleger. En skole uden børn kunne sikkert være rigtig dejlig, men en skole uden lærere, duer ikke rigtig!
Vi er nu på vej ind i konfliktens tredje uge - forhåbentlig finder parterne snart en løsning - og gerne en løsning, som alle parter kan blive enige om - selv om fronterne unægteligt er trukket hårdt op. Lige nu og her er det eleverne, som er taberne. Desværre.
Mange ting er eller bliver nemlig aflyst under konflikten. På HCI skulle vi lørdag have haft vores store elevstævne med aftenfest for gamle elever. Vi måtte reducere arrangementet til kun at omfatte jubilarfrokoster i tidsrummet formiddag eftermiddag, da der simpelthen manglede lærerkræfter til at gennemføre hele arrangementet, som kræver noget i retning af 300 mande- (og kvinde-) timer.
Heldigvis blev jubilararrangementet en rigtig god dag, hvor jeg traditionen tro var rundt og fotografere de fremmødte, som gik på skolen for henholdsvis 5-10-15-20-25 og 30 år siden. Nedenfor ses et jublende jubilarfoto af 5-års jubilarerne, som nød gensynet med skolen og hinanden.
For mange, mange år siden, nærmere bestemt i 1989, var jeg i et halvt år på rejse med min gamle seminariekammerat Tonny. Vi kørte bl.a. transsibirisk jernbane til Kina, var i Hong Kong på Bali og til slut 5 måneder i Australien.
I Australien kørte vi rundt i en Holden Kingswood, som gjorde det ud for vores rullende hjem - sammen med et lille spidstelt. I det gode klima benyttede vi os især af udekøkken, enten i form af vores medbragte Trangiasæt eller ved at benytte de mange udendørs barberque-steder, som findes overalt i det store land.
En ingrediens, som vi brugte meget og som vi i den grad fik smag for var Hot English Mustard - en dejlig stærk og velsmagende sennep. Vi købte lidt med hjem og efterfølgende har vi ved lejlighed fået venner og bekendte til at medbringe et par af de de små sennepsglas, hvis de har været Down Under.
Det er dog ved at være mange år siden, at jeg sidst har haft den på hylden, så stor var min misundelse, da Tonny for nylig fik et par glas hjem, som er købt i Filipinerne.
Nu er den gode Tonny jo en rar mand, så da jeg i påsken lagde vejen forbi hans dejlige sommerhus i Hvalpsund fik jeg stukket et glas i hånden, da jeg sagde farvel. Hvilken stærk og behagelig overraskelse. Tak Tonny.
Og stærk det er den, hvilket vi ved flere lejligheder har moret os over, når gæster har smurt tykt på og med kenderminde sagt, at de da før har smagt stærk sennep. Ansigtet plejer dog hurtigt at falde i andre folder, når først den krydrede sennep gør sin virkning, åbner porrerne og lader sveden pible - det er i sandhed Hot.
Marts har bestemt ikke levet op til sit navn som årets første forårsmåned - kulde og frost har haft overtaget, Det er ikke bleet til mange lune solskinstimer i en krog, hvor der er læ for vinden.
Men på månedens sidste dag kom foråret, og det skulle selvfølgelig fejres med en tur til Lounshalvøen med familie, hund, en termokande og fotoudstyret på nakken. Hedvig og Morten var med på halvdelen af turen, hvorefter de drejede af og gik tilbage til bilen, medens jeg tog turen hele vejen rundt om halvøen langs vandet. En imponerende flot tur, som veksler mellem strandenge og flotte skrænter, som rejser sig op fra stranden i gule og sorte farver.
Et fast indslag i efterskoleåret på HCI er det store gymnastikstævne - Aalborgstævnet - som altid ligger tirsdag før påske.
Aalborgstævnet samler mere end 2000 gymnaster fra 16 efterskoler i Nord- og Midtjylland. Min egen skole var i sin tid med til at starte dette stævne, som er inspireret af store gymnastikstævner på bl.a. Vejlekanten. De deltagende skoler er meget forskellige, spændende fra deciderede gymnastikefterskoler over idrætsefterskoler til almene efterskoler. Fælles for dem alle er, at de bruger gymnastikken aktivt i deres arbejde med at skabe et unikt fællesskab om et fælles projekt kombineret med fysisk udfoldelse i form af rytmiske serier og mere eller mindre akrobatiske spring.
Dagen byder foruden opvisninger også på forskellige konkurrencer i bl.a. sjippetov og bukspring, hvor man tydeligt fornemmer at gymnastik også kan appellere til konkurrencegenet hos eleverne.
På HCI laver eleverne her i foråret (!) i omegnen af 15 opvisninger, som afvikles under meget forskellige forhold. Det kan være i en lille hal hos en lokalforening, hvor der er opstillet kaffeborde rundt om opvisningsarealet, som dermed bliver en smule indskrænket med deraf følgende udfordringer til eleverne. De fylder nemlig ganske pænt, når de alle 123 er på gulvet - eller når springerne skal have plads til alt deres udstyr. Men det kan også være under nærmest optimale forhold som i Gigantium i Aalborg, hvor der er masser af plads til gymnastik - og til heppende tilskuere på lægterne. Stemningen koger sådan en dag, hvor alle skoler har fået tildelt en venskabsskole, som de skal heppe ekstra meget på. Og der bliver heppet, så hele hallen gynger. En fantastisk oplevelse for eleverne, som går på gulvet med sommerfugle i maven, men som også bruger situationen til at sætte sig op til at yde det ypperste, som gymnastiklærerne til gengæld belønner med 10 rungende fællesklap, da det hele er overstået.
De store smil er på sådan en dag i Gigantium - også hos p-vagten, som havde kronede dage udenfor, hvor der ikke var helt så meget orden i geledderne som på halgulvet indenfor....
I sidste uge tog jeg mit fotohold på efterskolen med på en lille eskursion til Aars. Målet var musikhuset Alfa, hvor vi overværede - og fotograferede - generalprøven på dette års Cabaret Alfa.
Sådan en øvelse er god for eleverne. Dels fordi, de kommer til at fotografere andre end dem selv og deres kammerater, som jo ofte må stå for skud hjemme på efterskolen. Dels fordi sådan en forestilling giver store udfordringer med hensyn til lys og med hensyn til at overskride sin blufærdighed ved at fotografere andre mennesker. Samtidig skal man, efter min mening, agere diskret og stilfærdigt, så man forstyrrer aktører og publikum mindst muligt. Det beytyder naturligvis, at det er bandlyst at anvende blitz sådan en aften!
Der kommer flere gode skud ud af anstrengelserne, og jeg må erkende, at moderne spejlreflekskameraer klarer sig rigtig godt, når der skrues op for ISO, som er en nødvendighed, når lyset er sparsomt. De fleste billeder denne aften blev skudt på ISO 1600 og 3200 - noget som før i tiden ville give grynede og uskarpe billeder, men som nu giver ganske fornuftige billeder.
Vi sendte naturligvis billederne til cabaretfolkene, som var rigtig glade for dem. Faktisk er der allerede lagt op til et fremtidigt samarbejde, hvor vi kan hjælpe Cabaret Alfa med fotos, medens de kan lægge scene og optræden til en god fotoøvelse - de kommende HCI-elever kan godt begynde at glæde sig!
Jeg havde naturligvis også selv mit udstyr med til generalprøven, da jeg simpelthen ikke kan lade være med at fotografere, specielt ikke, når det er under udfordrende lysforhold, som sætter fotograf og kameraudstyr på prøve.
Efter at have læst min forrige blog spurgte min hustru noget undrende om, hvad titlen "In Held 'Twas In I" betyder. Jeg havde en svag ide om at det havde noget med de enkelte numre i denne sammensatte suite at gøre. Et opslag på nettet bekræftede mine tanker.
Den 20 minutter lange suite er sat sammen af enkelte numre, som er elegant kædet sammen, så man får fornemmelsen af eet sammenhængende nummer. Hvert af de numre, som har en tekst, bidrager til titlen med det første ord fra hver sang/tekst:
In-In the darkness of the night..., Held-Held close by that which some despise..., 'Twas-'Twas Teatime at the circus., In-In the autumn of my madness..., I-I know if I'd been wiser...
Skænk en kop kaffe og hør det pompøse og også melodiøse nummer i sin fulde længde her:
For et par år siden bloggede jeg begejstret om Procols Harums nytårskoncert med radiounderhldsningsorkestret og DR’s kor i Aalborg Kongres- og Kulturcenter. I samme forbindelse skrev jeg, at kom bandet igen på de her kanter, ville jeg nok være at finde blandt publikum igen.
Fredag stod Procol Harum så igen på scenen i Aalborg og igen med kor og orkester til at give den storladne musik den rette lyd. Jeg var naturligvis på plads igen, og denne gang er min begejstring ikke mindre - tværtimod.
Samspillet mellem gruppe, orkester og kor sad lige i skabet - denne gang uden alt nytårshalløjet, hvilket bekom mig fint. Det betød måske også, at det var et mere dedikeret Procol Harum publikum, som havde indfundet sig. Og så var der to numre på repetoiret denne gang, som vi ikke fik sidst: “Whailing Stories” fra albummet “Home” og “In Held 'Twas In I” fra “Shine On Brightly” - begge numre er også med på “Live In Edmonton” fra 1972. Og begge numre med en dramatisk opbygning, hvor den store orkesterlyd og det flotte kor virkelig kommer til deres ret.
Blandt andre højdepunkter fra denne fine aften i Aalborg var “Broken Barricades”, “Homburg”, “Simple Sister”, “Grand Hotel” og “Fires Which Burn Brightly”.
Som modvægt til denne storladne musik burde man jo finde en punkkoncert, som gjorde oprør mod den slags og søgte tilbage til de mere primitive musikalske rødder. Begge har sin berettigelse og charme, men der er ikke så mange punkere, som har holdt musikken gående....
Der har været lidt ro på bloggen på det seneste, hvor begrebet heldagsskole ikke helt slår til for mit vedkommende - 4 af de seneste 6 dage har arbejdet kaldt i minimum 14 timer pr. dag. Men det har været gode dage med supersøde, glade og motiverede efterskoleelever og med herlige kolleger. Så ingen beklagelser her, bare en smule almindelig træthed.
Men i dag er fredag og fridag, og så kan bloggen jo med rette få lidt opmærksomhed.
Mandag var jeg sammen med min gode kollega Jens til Nordjyske Mesterskaber i floorball for efterskoler. Floorball er et spil, som har godt fat i det nordjyske, hvor der er klubber i bl.a. Frederikshavn, Brønderslev, Aalborg og Hjørring. Vi mærker det også og får hvert år et par elever, som har dyrket sporten i klub.
Nogen tænker måske hockey med plaststave, som vi spillede det i folkeskolen. Helt sådan er det ikke - stavene er noget kraftigere, hvilket giver øget skudkraft. Som følge deraf er målmændene også udstyret med kraftige dragter og fullfacehjelme, så de ikke får skader, når de står for skud. Faktisk ligner floorball mere ishockey, polo eller bandy. Man spiller i en hal, der er bander rundt om banen og det er tilladt at gå til den rent fysisk - til en vis grænse. Skulderskub er tilladt, hvilket af og til giver drabelige nærkampe, hvor spillere og stave vælter rundt på banen eller ud over de lave bander.
Fart og tempo er nøgleord for spillet, som veksler hurtigt mellem forsvar og angreb, så akkurat som i ishockey skal der skiftes tit, så der kan komme friske kræfter på banen.
I tilfælde af uafgjort i finalekampene går man til straffeslag, som er efter samme model som i ishockey. Spilleren starter med bolden fra midten og skal bevæge sig ned mod målet og afslutte uden på noget tidspunkt at stoppe op eller løbe baglæns. En intens duel mellem spiller og målmand!
Ved stævnet i mandags kom både drengene og pigerne helt frem til finalerne, hvor de dog måtte stække stave i kamp mod hjemmeholdet Hørby, som med sin nære placering ved Frederikshavn og Brønderslev har godt fat i floorballspillerne. Vi kunne dog matche dem, pigerne tabte første efter straffe og drengene måtte se sig slået på et mål 7 sekunder før tid.
Pigernes præstation skal ses i relation til, at de slet ikke har det som valgfag. De havde en enkelt træning ugen før stævnet og skulle lige starte dagen med at få repeteret reglerne!
