Tirsdag aften tilbragte jeg med min gode ven Ib i skøjtearenaen ved Gigantium i Aalborg. Et imponerende isstadion med plads til omkring 5.000 tilskuere - og unægtelig noget af en kontrast til den gamle skøjtehal i Aalborg, hvor man skulle være mere end heldig for at kunne se bare lidt af banen, når der blev spillet hockey.
Det er godt nok mange år siden, jeg sidst har været til hockey. Gensynet blev en god oplevelse, ikke kun på grund af de flotte rammer, men også på grund af godt spil fra de rødklædte lokale helte, som i dag går under navnet Aalborg Pirates. Piraterne var i den grad på togt mod de stakkels “Mighty Bulls” fra Rødovre, som nærmere lignede slagtekvæg i en kamp, hvor de led et nederlag på ikke mindre end 10-1 efter periodecifrene 4-0, 5-0 og 1-1. Kun i tredje og sidste periode fik gæsterne lov at komme ind i kampen, som til slut udviklede sig til mere slagsmål end hockey. Næverne fik lov at tale mere end skøjterne og de 4 dommere havde mere end travlt med at skille kombatanter og uddele diverse straffe for “Slashing”, “Tripping”, “Cross Checking” og almindelig dårlig opførsel, som får danske gymnasieelever på tur til Prag til at ligne engle.
Blandt publikum kunne man også spotte og høre folk med en lavere tilgang til tingene, end vi kom med. Skældsordene flød i en lind strøm ned mod dommerne - uagtet at ens favorithold var foran med 10-0, og her som hos visse fodboldtilskuere går det mere op i at håne og svine modstanderne end i at hylde ens egne helte.
Nå, langt størsteparten af de små 4000 tilskuere nød nu en god kamp og alle forlod hallen i god ro og orden - man kan dog godt forestille sig, hvordan stemningen er, når det er ærkerivalerne og hadeklubben fra Frederikshavn, som gæster Gigantium. Sidst det skete, blev borgmester Henning G. Jensen sendt i gulvet af en tilskuer.
Jo, der er gang i den, når der spilles hockey. Måske går der ikke helt så lang tid, inden jeg igen finder vej til en kamp i Aalborg.
Billedkvaliteten på billederne her er bestemt ikke i top - selv om lyset i skøjtehallen er rigtig godt, så er en lille mobiltelefon bare ikke god nok til at fange en hurtig sport som ishockey. Men de giver da en OK fornemmelse af den flotte isarena.
Lørdag aften så jeg sammen med min ældste søn Thomas en DVD med The Who-filmen Quadrophinia - en film fra 1979, som bygger på gruppens anden “rock-opera” med samme titel fra 1973. Dobbeltalbummet var en opfølger på deres store succes med “Tommy”, som også blev filmatiseret.
Filmen fik mig til at mindes en episode, hvor gruppen optrådte med numrene fra Quadrophinia i USA. Ved en koncert på Cow Palace i San Francisco bliver der traditionen tro givet gas af alle gruppens medlemmer - ikke mindst vildmanden bag trommerne, Keith Moon, som var notorisk kendt for et liv, hvor sprut og stoffer gjorde ham utilregnelig både på og udenfor scenen. En god time inde i koncerten kollapser han simpelthen bag trommerne, hvorefter han bliver båret ud og smidt under den kolde bruser og behandlet med en indsprøjtning. Med en halv times forsinkelse kommer han igen på scenen, men kun for kort efter igen at falde sammen bag trommesættet. denne gang kommer han under behandling og kommer ikke tilbage til scenen.
I første omgang spiller bandet et nummer uden trommer, men guitarist Pete Townshend spørger så publikum, om der er nogen, som kan spille trommer - og gøre det godt. På en af de forreste rækker sidder 19-årige Scott Halpin, som med tilskyndelse af venner melder sig - og kort efter sidder han på scenen bag Keith Moons trommer!
Bandet vælger at spille “Smokestack Lightning”, som ikke er så kompliceret, så den unge trommeslager har en chance for at falde ind (i rytmen :-)...). I alt bliver det til tre numre med Scott Halpin som trommeslager i et af verdens største rockbands. Unægtelig en historie at tage med hjem og fortælle venner og familie. Og mindre historisk bliver det ikke af, at det hele faktisk blev optaget på film, hvilken man kan opleve flere steder på You Tube.
Keith Moons livsførelse endte tragisk men forudsigeligt, da han døde af en overdosis af piller den 6. september 1978.
Scott Halpin døde som følge af en svulst i hjernen den 9. februar 2008.
Videoen herunder fortæller i komprimeret form om hændelsen i Cow Palace denne aften i 1973.
Da min gamle stationære PC brød ned for et par år siden, røg der også et par programmer til at optage og redigere lyd på computeren. Nu har jeg fået geninstalleret det på en gammel PC, som var kasseret på efterskolen.
Med dette set-up kan jeg igen kaste mig over en hyggelig hobby, hvor jeg digitaliserer nogle af mine gamle LP’er. Ikke fordi, jeg ikke kan spille dem på anlægget herhjemme - det kan jeg fint, da jeg altid har en pladespiller koblet til anlægget, men mere fordi jeg så kan lægge dem på CD’er og lytte til dem i bilen. Og bilen er jo ret beset et af de bedste lytterum, man har. Ikke mindst når man kører alene på arbejde og ikke rigtig gider høre de kedelige radioprogrammer.
Rent teknisk foregår overspilningen ved, at jeg på en opstilling nede i kælderen fører musikken fra pladespilleren via en gammel forstærker til en PC, som er forsynet med et program, som kan optage lyd. Når indspilningen er færdig, gemmes den som én stor fil på en USB-nøgle. Oppe i stuen kan jeg så redigere og finpudse indspilningen på min bærbare computer. Det foregår altsammen let og smertefrit i programmet Audio Cleaning Lab. Man kan gå ind og foretage justeringer, hvor skrat og støj reduceres, men det er nu sjældent en teknik, jeg bruger. Jeg opdeler til gengæld den lange fil i forhold til det antal numre, som er på den originale LP. Til slut brænder jeg musikken på en CD, så jeg får stort set den samme lyd, som fra pladespilleren. Ikke noget med at komprimere til MP3 eller andre formater, som reducerer filstørrelsen men også fjerner noget af musikkens originale dynamik. Det er ikke mindst hørbart, hvis man lytter til musikken på det store anlæg, hvor jeg aldrig hører MP3-musik, hvorimod det er knap så kritisk på den bærbare computer, hvor højttalerne alligevel ikke yder musikken og lyden retfærdighed.
Et af de albums, som jeg netop har overført fra LP til CD er det flotte "Mott" med gruppen Mott The Hoople. Blandt numrene er denne flotte hymne:
Gennem de seneste par år har jeg assisteret den lokalhistoriske forening her i Farsø med at indscanne fotos, ligesom jeg har oprettet en hjemmeside for foreningen.
Heldigvis er der flere med interesse for det lokalhistoriske, og det er stille og roligt lykkedes at oprette et lille korps af folk, som scanner og registrerer med henblik på at lægge billederne i arkivprogrammet Arkibas.
Arbejdet skrider godt frem, og vi er nu oppe på mere end 2000 registreringer i Arkibas. Man kan selv gå ind og se, hvad vi har og evt. søge efter bestemte personer eller emner via søgefunktionen på arkivets hjemmeside.
Via Facebook har jeg haft kontakt til en tidligere Farsø-pige, Ulla Bach, som lige skulle bekræfte navnene på et motiv. Hun blev glad for at se billedet af sig selv og en model af Tordenkalven, som hun lavede sammen med nogle klassekammerater - fra venstre ses Jette Havemose, Mette Jensen, Tordenkalven, Ulla Bach og Birthe Dalsgård Nielsen.
Tag et kik, men vær advaret, man kan godt falde hen og komme til at bruge en del tid, når først tankerne vandrer på mindernes boulevard!
I min LP-samling har jeg en del skiver stående med den amerikanske gruppe Love, som kom frem i slutningen af 60’erne og lavede en række albums op gennem 70’erne. Gruppen hittede, men blev aldrig rigtig store.
Frontmanden i Love var guitarist og sanger Arthur Lee, som sammen med gruppen formåede at skabe en ganske unik sound og stil, som er svær at sætte i bås - ikke mindst på gruppens tre første albums, som blander rock, pop, psykedelisk musik, folk og garage-rock med lidt spansk-mexikansk stemning. Hovedværket for mange er det smukke album “Forever Changes”, som af flere rockkritikere er fremhævet som et af alle tiders bedste rockalbums - en westcoast udgave af Sgt. Peppers!
På de senere albums blev stilen mere rock’et, hvilket ikke faldt i alles smag - dog synes jeg, at disse plader rummer god energi og gode sange, bl.a. Everlasting First fra False Start-albummet, hvor Lee får assistance af Jimmi Hendrix på guitar. Rygter ville vide, at de to indspillede et helt album sammen, men det blev vist til det ene plus lidt løs jam.
I midten af 90’erne blev Arthur Lee idømt 12 års fængsel for ulovlig omgang med våben. Dommen var en følge af "3-strikes" politikken i Californien, hvor tredje dom udløser en fængselsstraf. Da Lee havde forskelligt i bagagen vedrørende bl.a. stoffer, måtte han i fængsel. Efter godt 5 år blev dommen omstødt og Lee slap igen ud i friheden. Han gendannede Love under navnet Arthur Lee & Love, og spillede bl.a. på et ydmygt sted i Randes - Tante Olga. Desværre opdagede jeg det først, efter at koncerten havde fundet sted!!
Nu er der desværre ikke længere mulighed for at genhøre den originale kunstner, da Lee døde i 1996 efter en længerevarende periode, hvor han kæmpede mod en kræftsygdom.
Musikken lever dog stadig - denne sjældne video rummer interviews, musik og en live-optræden fra København i 1970:
Jeg har i mange år haft en lille drøm om at få mig en rigtig Juke Box til singleplader. Sådanne gamle retroklenodier er dog ikke til at komme i nærheden for penge, så jeg holder mig til at drømme.
Men i dag fik jeg mulighed for at erhverve en discount Juke Box. Den lokale genbrugsforretning havde en fin gammel Eltra-pladespiller stående. Et nærmere kig afslørede, at den var forsynet med en pladeskifter, således at man kan lægge en singleplader i en stak, og så sørger mekanikken for, at de bliver spillet én efter én - dog kun den side, som vender opad!!
Jeg prøvede at få apparatet til at køre i forretningen, men der var ikke meget liv i drevet, som skal drive pladetallerken og øvrig mekanik. Jeg lod dog hønen hoppe - lagde 40 kr. for klenodiet ud fra den betragtning, at virkede den ikke, havde jeg i det mindste støttet en god sag.
Hjemme på køkkenbordet var der fortsat ikke meget, som snurrede, men jeg løsnede tre skruer og rensede lidt med en klud - satte stikket i igen, og vupti, plattenslageren var kørende. Herefter blev der fundet en stak af de mest slidte og knap så kostbare singleplader, som blev lagt på skifteren, og det virkede. Når tonearmen kommer til udløbsrillen, returnerer den til udgangspositionen, en ny plade falder ned, og armen kører tilbage og starter afspilningen. Fantastisk - nyd det selv på denne lille håndholdte optagelse:
I dag, lørdag, blev en god tradition hold i hævd, da jeg arrangerede gensynsvolley for de gamle elever på efterskolen. Eleverne kan tilmelde hold årgangsvis, og så bliver der ellers spillet volley på livet løs lørdag eftermiddag.
Facebook er i sandhed et fantastisk medie, når man skal have annonceret sådan et arrangement. Alle hold er tilmeldt via Facebook og har også fået tilbagemeldinger om spilletidspunkt og kampprogram via dette medie. Lettere bliver det næsten ikke!
Med 15 tilmeldte hold tangerede vi den hidtidige deltagerrekord, og dette antal er faktisk det perfekte, hvis ikke vi skal sprænge tidsrammen. Alle mødte op med godt humør og den rette HCI-ånd til at få tingene til at fungere i en konkurrencepræget men fair stemning. Sådan skal det bare være.
Ældste årgang var endnu en gang drengene fra 2000-01, som møder op hver år og spiller en god gang volley - så god, at de har vundet stævnet de seneste to år og nu gerne vil skænke en vandrepokal, som man kan indgravere vindernes navne i. Det lyder som en god ide, og vi glæder os allerede til at se "pokalen med de store ører"!
Hos såvel drengene som pigerne er der masser af gengangere fra år til år, og jeg hører hvert år meldinger om, at det er alletiders arrangement, som eleverne gerne møder op til og støtter op om. Med sådanne meldinger har man jo bare lyst til at arrangere gensynsvolley igen i 2014.
Onsdag havde jeg en flok elever med på den lokale folkeskole i Haverslev. Her skulle de deltage som holdledere, coaches og dommere ved et stævne i Kids Volley for elever fra 3. klasser i området.
Kids Volley er et meget poulært spil i folkeskolen - ideen er vist hollandsk og bygger på det princip, at det er delt op i forskellige levels, niveauer, som er tilpassset spillernes motoriske formåen. I starten kaster og griber man bolden, og via de forskellige levels sættes der efterhånden flere og flere rigtige volleyslag ind i spillet. Det gør, at børn kan spille volley helt nede fra 6- års alderen - og få udbytte af det.
Normalt spilles der på en badmintonbane med nettet sat i 2 meters højde. På level 2, som var det level, vi spillede på forleden, skal man kaste bolden over nettet med underhåndskast, overhåndskast med 2 hænder eller smashkast, som er med een hånd. Alle kastene ligner bevægelsesmæssigt det man gør, når man laver baggerslag, fingerslag og smash i volley. Målet er at få bolden til at ramme gulvet på modstandernes side - sker det, "dør" den spiller, som skulle have grebet bolden i området. Man fortsætter indtil et hold har ryddet modstandernes banehavldel, hvilket giver et point, og så starter man på et nyt sæt. På level 2 kan man befrie døde spiller ved at modtage bolden med et baggerslag, som efterfølgende gribes af en medspiller. Det ligner jo rigtig volley, og belønnes altså med en befrier.
Mine 17 elever gjorde det aldeles fremragende forleden. De var super gode til at vejlede og hjælpe børnene, og forstod også at tage det nødvendige ansvar, når der skulles dømmes i kampene. Det var også helt klart, at 3. klasse eleverne så op til "de store" over fra efterskolen, selv om et hold bestående af 4 drenge bestemt ikke var helt tilfredse med at få 2 store piger som holdledere. Det gik nu meget godt - både drengene og de store piger var rigtige gode og gik vist ubesejrerede gennem dagen.
Efter 5 timer i en hal med ganske larmende 9-årige var det en flok trætte men også glade HCI-elever, som kunne drage hjem til roen på deres egen skole med masser af ros i bagagen.
Årets skitur med efterskolen gik til Østrig, hvor de olympiske pister ved Axamer Lizum lagde sne til skiløb - og kælketure.
Der er masser af muligheder for at køre på "Rodel-bahn" i Østrig - ofte med ture på 5-10 kilometers længde. Sammen med drengene lejede jeg kælk, hvorefter vi drønede ned ad en ca. 4 kilometer lang rute gennem skoven. Ved bunden af banen kan man stige på bussen, som kører hver halve time, og så er det bare op og køre en ny tur. For hver tur bliver man mere modig, og der kan komme god fart på - nogle af eleverne målte deres tophastighed til mere end 55 km/t.
Efter sådan en kælketur bliver det ligesom aldrig helt det samme at køre på kælk ned på kirkebakken ved søen her i Farsø...
Billedet herunder er fra en lokal hjemmeside i området:
I de analoge fototider, hvor man selv fremkaldte sine negativer og fotos, var man afhængig af et mørkekammer - eller i det mindste et mørkt rum. Som regel blev der lavet mørkekamre i kældre eller der blev lavet intermistiske anordninger i køkkener eller bryggers.
En gammel joke i den anledning var, når nogen lige lukkede døren op for at give en besked, altimens man stod med filmen rullet ud i total mørke, da den jo ikke tålte dagens lys, før den var fremkaldt og fikseret via diverse kemiske bade. Fik filmen lys før processen var færdig, stod man som regel med en filmstrimmel uden brugbare billeder....
Nu er det jo digitale tider, så den slags kan ikke ske - tror man. Noget lignende var alligevel ved at ske, da jeg forleden kom hjem fra et fodboldstævne, hvor efterskoleeleverne havde vundet en del medaljer. De var naturligvis fotograferet og lagret på memorykortet. Kortet lagde jeg på køkkenbordet ved siden af min computer, så jeg senere kunne lægge dem på hjemmeside og Facebook. Men her skete den klassiske katastrofe så (næsten). En person i husstanden - jeg skriver ikke hvem - havde fjernet kortet. Ikke blot fjernet det, men også smidt det i skraldeposen! Heldigvis spurgte jeg, om nogen havde set mit kort, og heldigvis kunne "synderen" huske det. Kortet blev fisket op og lagt til tørre - og billederne blev reddet.
Helt så heldig var jeg ikke tilbage i de analoge dage, da jeg skulle fotografere en lokal virksomhed i Aars, som var kunde nummer et eller andet hos Diners Club. Der skulle tages billede til Diners Clubs medlemsblad. Jeg troppede op i restaurant "Den græske bonde" med mit udstyr - fotograferede og drog hjem for at fremkalde. Allerede da jeg skulle spole filmen tilbage i kameraet, fornemmede jeg katastrofen. Jeg kunne mærke, at kameraet ikke havde ført filmen frem. Var det tilfældet, var der heller ingen billeder. Jeg var nødt til at gøre processen færdig, før jeg fik vished.
Det var, som jeg frygtede: En ueksponeret film uden et eneste billede. Katastrofe! Folkene fra Diners Club var for længst fløjet tilbage til København....
Vi fik arrangeret en ny fotosession - alt blev dobbelttjekket, og billederne kom i kassen.
Negativerne har jeg stadig - de er arkiveret under teksten: Den græske tragedie.
Det gamle negativ er scannet ind på min billige scanner lagt på et memorykort og nu på denne blog.
