I min LP-samling har jeg en del skiver stående med den amerikanske gruppe Love, som kom frem i slutningen af 60’erne og lavede en række albums op gennem 70’erne. Gruppen hittede, men blev aldrig rigtig store.
Frontmanden i Love var guitarist og sanger Arthur Lee, som sammen med gruppen formåede at skabe en ganske unik sound og stil, som er svær at sætte i bås - ikke mindst på gruppens tre første albums, som blander rock, pop, psykedelisk musik, folk og garage-rock med lidt spansk-mexikansk stemning. Hovedværket for mange er det smukke album “Forever Changes”, som af flere rockkritikere er fremhævet som et af alle tiders bedste rockalbums - en westcoast udgave af Sgt. Peppers!
På de senere albums blev stilen mere rock’et, hvilket ikke faldt i alles smag - dog synes jeg, at disse plader rummer god energi og gode sange, bl.a. Everlasting First fra False Start-albummet, hvor Lee får assistance af Jimmi Hendrix på guitar. Rygter ville vide, at de to indspillede et helt album sammen, men det blev vist til det ene plus lidt løs jam.
I midten af 90’erne blev Arthur Lee idømt 12 års fængsel for ulovlig omgang med våben. Dommen var en følge af "3-strikes" politikken i Californien, hvor tredje dom udløser en fængselsstraf. Da Lee havde forskelligt i bagagen vedrørende bl.a. stoffer, måtte han i fængsel. Efter godt 5 år blev dommen omstødt og Lee slap igen ud i friheden. Han gendannede Love under navnet Arthur Lee & Love, og spillede bl.a. på et ydmygt sted i Randes - Tante Olga. Desværre opdagede jeg det først, efter at koncerten havde fundet sted!!
Nu er der desværre ikke længere mulighed for at genhøre den originale kunstner, da Lee døde i 1996 efter en længerevarende periode, hvor han kæmpede mod en kræftsygdom.
Musikken lever dog stadig - denne sjældne video rummer interviews, musik og en live-optræden fra København i 1970:
Jeg har i mange år haft en lille drøm om at få mig en rigtig Juke Box til singleplader. Sådanne gamle retroklenodier er dog ikke til at komme i nærheden for penge, så jeg holder mig til at drømme.
Men i dag fik jeg mulighed for at erhverve en discount Juke Box. Den lokale genbrugsforretning havde en fin gammel Eltra-pladespiller stående. Et nærmere kig afslørede, at den var forsynet med en pladeskifter, således at man kan lægge en singleplader i en stak, og så sørger mekanikken for, at de bliver spillet én efter én - dog kun den side, som vender opad!!
Jeg prøvede at få apparatet til at køre i forretningen, men der var ikke meget liv i drevet, som skal drive pladetallerken og øvrig mekanik. Jeg lod dog hønen hoppe - lagde 40 kr. for klenodiet ud fra den betragtning, at virkede den ikke, havde jeg i det mindste støttet en god sag.
Hjemme på køkkenbordet var der fortsat ikke meget, som snurrede, men jeg løsnede tre skruer og rensede lidt med en klud - satte stikket i igen, og vupti, plattenslageren var kørende. Herefter blev der fundet en stak af de mest slidte og knap så kostbare singleplader, som blev lagt på skifteren, og det virkede. Når tonearmen kommer til udløbsrillen, returnerer den til udgangspositionen, en ny plade falder ned, og armen kører tilbage og starter afspilningen. Fantastisk - nyd det selv på denne lille håndholdte optagelse:
I dag, lørdag, blev en god tradition hold i hævd, da jeg arrangerede gensynsvolley for de gamle elever på efterskolen. Eleverne kan tilmelde hold årgangsvis, og så bliver der ellers spillet volley på livet løs lørdag eftermiddag.
Facebook er i sandhed et fantastisk medie, når man skal have annonceret sådan et arrangement. Alle hold er tilmeldt via Facebook og har også fået tilbagemeldinger om spilletidspunkt og kampprogram via dette medie. Lettere bliver det næsten ikke!
Med 15 tilmeldte hold tangerede vi den hidtidige deltagerrekord, og dette antal er faktisk det perfekte, hvis ikke vi skal sprænge tidsrammen. Alle mødte op med godt humør og den rette HCI-ånd til at få tingene til at fungere i en konkurrencepræget men fair stemning. Sådan skal det bare være.
Ældste årgang var endnu en gang drengene fra 2000-01, som møder op hver år og spiller en god gang volley - så god, at de har vundet stævnet de seneste to år og nu gerne vil skænke en vandrepokal, som man kan indgravere vindernes navne i. Det lyder som en god ide, og vi glæder os allerede til at se "pokalen med de store ører"!
Hos såvel drengene som pigerne er der masser af gengangere fra år til år, og jeg hører hvert år meldinger om, at det er alletiders arrangement, som eleverne gerne møder op til og støtter op om. Med sådanne meldinger har man jo bare lyst til at arrangere gensynsvolley igen i 2014.
Onsdag havde jeg en flok elever med på den lokale folkeskole i Haverslev. Her skulle de deltage som holdledere, coaches og dommere ved et stævne i Kids Volley for elever fra 3. klasser i området.
Kids Volley er et meget poulært spil i folkeskolen - ideen er vist hollandsk og bygger på det princip, at det er delt op i forskellige levels, niveauer, som er tilpassset spillernes motoriske formåen. I starten kaster og griber man bolden, og via de forskellige levels sættes der efterhånden flere og flere rigtige volleyslag ind i spillet. Det gør, at børn kan spille volley helt nede fra 6- års alderen - og få udbytte af det.
Normalt spilles der på en badmintonbane med nettet sat i 2 meters højde. På level 2, som var det level, vi spillede på forleden, skal man kaste bolden over nettet med underhåndskast, overhåndskast med 2 hænder eller smashkast, som er med een hånd. Alle kastene ligner bevægelsesmæssigt det man gør, når man laver baggerslag, fingerslag og smash i volley. Målet er at få bolden til at ramme gulvet på modstandernes side - sker det, "dør" den spiller, som skulle have grebet bolden i området. Man fortsætter indtil et hold har ryddet modstandernes banehavldel, hvilket giver et point, og så starter man på et nyt sæt. På level 2 kan man befrie døde spiller ved at modtage bolden med et baggerslag, som efterfølgende gribes af en medspiller. Det ligner jo rigtig volley, og belønnes altså med en befrier.
Mine 17 elever gjorde det aldeles fremragende forleden. De var super gode til at vejlede og hjælpe børnene, og forstod også at tage det nødvendige ansvar, når der skulles dømmes i kampene. Det var også helt klart, at 3. klasse eleverne så op til "de store" over fra efterskolen, selv om et hold bestående af 4 drenge bestemt ikke var helt tilfredse med at få 2 store piger som holdledere. Det gik nu meget godt - både drengene og de store piger var rigtige gode og gik vist ubesejrerede gennem dagen.
Efter 5 timer i en hal med ganske larmende 9-årige var det en flok trætte men også glade HCI-elever, som kunne drage hjem til roen på deres egen skole med masser af ros i bagagen.
Årets skitur med efterskolen gik til Østrig, hvor de olympiske pister ved Axamer Lizum lagde sne til skiløb - og kælketure.
Der er masser af muligheder for at køre på "Rodel-bahn" i Østrig - ofte med ture på 5-10 kilometers længde. Sammen med drengene lejede jeg kælk, hvorefter vi drønede ned ad en ca. 4 kilometer lang rute gennem skoven. Ved bunden af banen kan man stige på bussen, som kører hver halve time, og så er det bare op og køre en ny tur. For hver tur bliver man mere modig, og der kan komme god fart på - nogle af eleverne målte deres tophastighed til mere end 55 km/t.
Efter sådan en kælketur bliver det ligesom aldrig helt det samme at køre på kælk ned på kirkebakken ved søen her i Farsø...
Billedet herunder er fra en lokal hjemmeside i området:
I de analoge fototider, hvor man selv fremkaldte sine negativer og fotos, var man afhængig af et mørkekammer - eller i det mindste et mørkt rum. Som regel blev der lavet mørkekamre i kældre eller der blev lavet intermistiske anordninger i køkkener eller bryggers.
En gammel joke i den anledning var, når nogen lige lukkede døren op for at give en besked, altimens man stod med filmen rullet ud i total mørke, da den jo ikke tålte dagens lys, før den var fremkaldt og fikseret via diverse kemiske bade. Fik filmen lys før processen var færdig, stod man som regel med en filmstrimmel uden brugbare billeder....
Nu er det jo digitale tider, så den slags kan ikke ske - tror man. Noget lignende var alligevel ved at ske, da jeg forleden kom hjem fra et fodboldstævne, hvor efterskoleeleverne havde vundet en del medaljer. De var naturligvis fotograferet og lagret på memorykortet. Kortet lagde jeg på køkkenbordet ved siden af min computer, så jeg senere kunne lægge dem på hjemmeside og Facebook. Men her skete den klassiske katastrofe så (næsten). En person i husstanden - jeg skriver ikke hvem - havde fjernet kortet. Ikke blot fjernet det, men også smidt det i skraldeposen! Heldigvis spurgte jeg, om nogen havde set mit kort, og heldigvis kunne "synderen" huske det. Kortet blev fisket op og lagt til tørre - og billederne blev reddet.
Helt så heldig var jeg ikke tilbage i de analoge dage, da jeg skulle fotografere en lokal virksomhed i Aars, som var kunde nummer et eller andet hos Diners Club. Der skulle tages billede til Diners Clubs medlemsblad. Jeg troppede op i restaurant "Den græske bonde" med mit udstyr - fotograferede og drog hjem for at fremkalde. Allerede da jeg skulle spole filmen tilbage i kameraet, fornemmede jeg katastrofen. Jeg kunne mærke, at kameraet ikke havde ført filmen frem. Var det tilfældet, var der heller ingen billeder. Jeg var nødt til at gøre processen færdig, før jeg fik vished.
Det var, som jeg frygtede: En ueksponeret film uden et eneste billede. Katastrofe! Folkene fra Diners Club var for længst fløjet tilbage til København....
Vi fik arrangeret en ny fotosession - alt blev dobbelttjekket, og billederne kom i kassen.
Negativerne har jeg stadig - de er arkiveret under teksten: Den græske tragedie.
Det gamle negativ er scannet ind på min billige scanner lagt på et memorykort og nu på denne blog.
Basketball er et af de fag, som eleverne på min efterskole virkelig tager til sig. Hvert år er det et fag, som tiltrækker mange elever, ikke mindst fordi min gode kollega og viceforstander Søren Troelsen, formår at fange eleverne.
Det har altsammen betydet, at vi er den efterskole i Nordjylland, som har markeret sig mest, når det gælder om at hjemtage titler og medaljer ved de Nordjyske Mesterskaber, som Søren selv tog initiativ til at arrangere på HCI - og som vi stadig arrangerer.
Forleden blev der så igen gået til sagen med driblinger, fast-breaks, rebounds og hvad det nu ellers altsammen hedder i denne meget amerikansk prægede sport. HCI havde i alt 6 hold med - ligeligt fordelt mellem drenge og piger - og da stævnet var slut, kunne to HCI-hold løfte NM-pokalen i vejret. I pigerækken mødtes to HCI-hold i semifinalen: HCI 1 vandt og sikrede sig også guld, medens 2'erne vandt broncekampen.
Jeg smutter altid forbi hallen med mit kamera, når NM-stævnet spilles. Det er er en ganske sjov sport at fotografere, fordi der ofte er masser af aktion og nærkampe under kurven. Til gengæld er man lidt låst af at skulle stå på sidelinien, fordi der simpelthen ikke er plads bag baglinien, når der spilles på kurvene ude i siden af hallen.
Årets første rigtige blog skal handle om en fast tradition her i familien: Årets nytårsmarch på Lounshalvøen, som er en lille unik naturperle her i Vesthimmerland. Efterhånden er drengene blevet så store, at det kun er fruen, undertegnede og hunden, som deltager her fra familien!
Efter et år med "Ugens foto" har jeg tænkt mig, at fotoprojektet i 2013 skal være lidt anderledes, nemlig små fotoserier, ofte med redigerede fotos, med tilhørende tekst én til to gange om måneden. Nytårsmotionen får dermed æren af at være første del i det projekt.
Louns Halvøen besår af såvel offentligt som privatejet jord - en stor del er fredet, og i området er der anlagt mere end 20 kilometer vandrestier, som fører gennem særdeles smukt og varieret landskab. Her er tæt enebærkrat, smuk kroget egeskov, strandenge, dybe slugter og imponerende lodrette skrænter, hvoraf flere er op mod 40 meter høje. Ind imellem kommer man gennem landbrugsjord med græssende kvæg eller marker med forskellige afgrøder.
Ved stranden kan man, som mange andre steder ved Limfjorden, finde forstenede søpindsvin eller ledeblokke, som er stenarter, som forskellige istider har ført til området, hvor de er indlejret i klinterne. Fjordens bølger skyller ofte ind over stranden og vasker sådanne sten ud af klinterne.
Det er ikke blot fortiden, som sætter sig spor på stranden her. Nutiden gør det også, omend på en mere negativ facon, når man finder plastik, øldåser og andet ikke nedbrydeligt på stranden. Man kan også finde gamle bildæk og teglrør, som heller ikke hører til det naturlige miljø, men som engang var ganske almindelige som fiskeredskaber i Limfjorden, når der skulle fanges ål. I dag er det ikke tilladt at bruge den slags fiskeredskaber, og ålen er efterhånden også en sjælden fisk i Limfjorden.
Limfjorden er altid et besøg værd sommer som vinter i storm og stille. Vores lille Springer Spaniel, Nemo, elsker at kommer til fjorden, hvor den kan strække ud - og bade! Ikke mindst sådan en nytårsdag efter en forfærdelig angstfyldt aften med fyrværkeri og brag i gaden.
Så blev årets store fotoprojekt afsluttet. Det skete meget naturligt ved at fotografere fyrværkeri nytårsaften.
Egentlig havde jeg kun tænkt på at gøre det, men ikke rigtig forberedt mig. Det lille Olympus lå dog skudklar i reolen, og så kom jeg i tanke om, at jeg har en "Gorilla-Pad" til at ligge - det er et lille fleksibelt kamerastativ, som kan stilles eller bøjes fast på mere eller mindre umulige steder. Jeg skruede kameraet på stativet og satte det på et velux-vindue, som var parkeret i nogenlunde vandret position.
ISO er sat lavt (100) for ikke at få billedstøj i form af grums og korn på billederne. Der er valgt en lang lukketid på 10-15 sekunder (derfor stativ), hvorved det er muligt at fange flere raketter på samme eksponering, da kameraet jo står åbent og er modtagelig for lys i lang tid. Fokuseringen var den sværeste del med dette kamera, da man ikke rigtig kan bruge autofokus i mørke - og der skal jo fokuseres, før raketterne eksploderer. Så kan man gøre det manuelt, hvilket er lidt sværere på den lille Olympus end på et større spejlrefleks, hvor der er indbygget en lille afstandsskala i objektivet - den sætter man bare tæt på uendelig og vælger en blænde omkring de 10, så er man sikret god skarphed. Med Olympusen måtte jeg prøve mig lidt frem, og det lykkedes da at få flere skarpe mellem en del uskarpe.
Med årets sidste skud skal der lyde et godt nytår til bloggens læsere- tak fordi I har kigget med og ind imellem kommenteret på skriblerierne. Med hensyn til "Ugens foto", så kan man se dem alle i bedre kvalitet i et album, som jeg har sat sammen. Klik på linket herunder, for at lukke albummet op.
Næstsidste foto i mit årsprojekt er ikke den store fotokunst - til gengæld er det et billede af et af de vigtige instrumenter i projektet: Et digitalt kamera.
Billedet her viser mit lille Olympus, som ikke er et kompaktkamera med fast objektiv men et lille systemkamera, som man kan sætte andre objektiver på og faktisk også sætte en søger på, så man kigger ind i det som på et traditionelt spejlrefleks, hvor man sætter øjet op til kameraet. Det er en noget bedre teknik end den, hvor man holder kameraet ud fra sig og bruger skærmen som søger. Med kameraet oppe ved øjet får man bedre støtte og dermed mindsker man risikoen for at lave rystede billeder.
Olympus'en her er brugt til en del af årets billeder sideløbende med det traditionelle spejlrefleks fra Nikon og det lille kompaktkamera fra Canon - ingen skal beskylde mig for at lefle for et bestemt kameramærke. Jeg ejer også et par gamle små Sony-kameraer....
Nu må vi så se, hvilket kamera, som skal have æren af at tage årets sidste foto til "Ugens foto 2012".
