Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Søndagsvagt og djævleræs...

27-05-2013
 
Søndag bød på årets sidste weekendvagt på efterskolen for mit vedkommende. Og det blev en af de mindeværdige, hyggelige og sjove vagter. Ikke mindst fordi de 13 elever, som var på skolen i weekenden bare havde ja-hatten på.
 
Efter to dage på Sjælland med basket-DM i bagagen var det naturligvis trætte elever - men ikke mere trætte, end at de havde overskud til at få klaret lidt synopseskrivning til deres mundtlige danskprøve. Så en lille tur på rulleskøjter i det smukke vejr, hyggelig beachvolley på skolens bane og afslutningsvis en cykeltur på 10 kilometer til Nysum Banen, hvor der denne sene søndag eftermiddag blev kørt Zulu Djævleræs med liveoptagelse til TV.
 
Nu har jeg altid syntes, at TV-mediet er noget tungt noget at danse med. Mine fordomme blev indfriet denne søndag i grusgraven i Nysum, hvor de 800 publikummer ikke blev orienteret om noget som helst i forbindelse med løbene. Det var jo TV-optagelser, så derfor var der ikke speak via anlægget men kun til de opstillede kameraer og mikrofoner. Mine gode kollega Tina Boye havde telefonisk kontakt til en, som så med på TV, så af den vej kunne vi holde os orienteret.
 
Djævleræset er en TV-udgave med kendisser i den populære sport "Folkerace", som alle der er fyldt 14, kan være med i. Man skal gennem et aftenkursus og en teoriprøve, og så er man ellers klar. Banen er indrettet, så tophastigheden ikke kommer over 80, og der er masser af sikkerhed i såvel de gamle biler som på og omkring banen. Heldigvis da, for det er ganske almindeligt, at bilerne kører sammen og ruller rundt, når der kæmpes om placeringerne i svingene.
 
 
Vi nappede ikke alle 4 timer i Nysum, men fik da set 3-4 heats og fik da også set masser af ræs, kolbøtter og udskridninger.
 
Hjemme på skolen begyndte de øvrige elever at indfinde sig, og så sluttede denne søndag ellers med en hyggelig godnatrunde og en midnatshyggesludder med vagtkollega Jens P, som var mødt ind til godnatrunden.
 
Forude ligger masser af intenst efterskoleliv i endnu en måned, hvor der også står mundtlige prøver på skoleskemaet.
 

Kategori: Maj 2013

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby