Traditionen tro gik årets afslutningstur med efterskolen til lejrskolen "Over Koen" ved Hvalpsund - i øvrigt emnet for min første blog for år tilbage.
Intens hygge, spil, mindebøger og badeture er vigtige ingredienser i sådan en tur. I år peppede vi den op med en fælles gåtur til den nærliggende lystbådehavn, hvor musikeren Samuel Frederiksen gav en af sine mange solnedgangskoncerter.
Solen spillede med ved at vise sig efter en dag med meget regn, og eleverne sang også med af karsken bælg, da kendte melodier som "Linedanser" og "Livstræet" lød fra den lille cornet, som Samuel håndterede på smukkeste vis.
I weekenden blev der afholdt Nordiske og Danske Mesterskaber i forskellige former for vandsport ved og omkring Rønbjerg Feriecenter.
Jeg var på pletten lørdag eftermiddag, hvor der blev dystet på wakeboard, som er en slags skateboard - bare på vand. Deltagerne bliver trukket hen over vandet af en kabelbane, og undervejs kan de lave forskellige tricks, slides og hop.
Skaterstilen lader sig ikke skjule, når man ser deltagerne og høre musikken og jargonen - rigtig hyggeligt.
Denne blog er ledsaget af nogle af de skud jeg fik lørdag.
Titlen til denne blog er i øvrigt hentet fra et album med surfmusikkens fædre, The Beach Boys.
Det har været et travlt forår, men heldigvis også et forår, hvor der blev tid til en uges ferie. Den skulle gå til det solrige Spanien, ja sågar til solkysten, Costa Del Sol. Det viste sig dog at være vildledende markedsføring, for medens solen strålede over lille Danmark strålede regnen ned over Andalusien…
Nu er der jo ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vores gode venner, Ib og Anette, som havde inviteret os ned i deres lejlighed i Los Boliches, er garvede og rutinerede Spanien-farere. Så da vejret så ud til at arte sig fra den mindre solrige side, blev det hurtigt besluttet, at vi skulle leje en bil. Med en pris på 90 Euro for tre dage var det også til at overkomme.
Med fire hjul under fødderne var vi mere mobile, og det blev til nogle herlige ture til bl.a. Puerto Banus, som er en havn vest for Marbella, hvor der ligger store og luksuriøse lystyachter. Vi var også på besøg i typiske spanske landsbyer inde i baglandet - flotte hvide byer, som er bygget på skråningerne, så man må bevæge sig af trapper og stejle gader og gyder.
Ronda blev besøgt i silende regn, men heldigvis kom der opklaring, så vi kunne nyde den smukke by, som ligger på begge sider af en 80 meter dyb kløft. På kløftens dybeste sted er der der en smuk bro, som forbinder de to bydele. Nede i broen er der fængsel, og under borgerkrigen i 30’erne blev nationalisterne smidt ud fra broens top, hvad de næppe har overlevet. Rundt om byen ligger et smukt landskab med grønne marker og små vingårde - og her var regnen til det gode, da landskabet tog sig flot ud i de grønne og mættede farver.
Ikke så langt fra Ronda finder man den lille by Setenil, hvor husene bogstaveligt talt er bygget ind i klipperne. Her nød vi en lokal specialitet i form af en grilltallerken med svinekød til fire personer - det meste spiste vi, men de sorte pølser lod vi dog ligge.
Øst for Malaga finder man Nejas med imponerende flotte huler. De er svære at gengive på fotos, man skal stå i dem for at fornemme, hvor store de er. Lidt inde i landet ligger Figrilana - en smuk by i kategorien “de hvide byer”.
Sidste dag på solkysten brugte på at gå en tur langs strandpromenaden - vi nåede akkurat hen til Jacks Chicken Shack, som er blevet kendt efter at have spillet en mindre flatterende rolle i et TV-program med kokken Gordon Ramsay. Da vi fik vores øl på terassen foran, var der en del som tydede på, at reklamen måske har skabt interesse, men ikke mange kunder..
Forleden var jeg til økodag på gården Hvanstrup, som ligger ved Vester Hornum.
På denne dag, hvor økologiske landmænd landet over holder åbent hus og charmeoffensiv, bliver køerne lukket på græs efter en lang vinter i staldene. Arrangementet er et tilløbsstykke, som på jyske gårde trækker fra nogle hundrede til tusinder af gæster. På Sjælland er det et endu større tilløbsstykke med gårde, hvor op mod 7000 gæster tager opstilling for at se køerne strække lemmerne i kåde bevægelser, som i markedsføringen kaldes dans.
Køerne på Hanstrup går i løsdriftstalde, så de er vant til at røre sig, men lidt spjæt til ære for fotograferne blev det da til.
Mine indlæg om Ozon giver mig også lejlighed til at sætte fokus på den musik, som Lassen Stefansen laver i dag - som et fritidsprojekt ved siden af jobbet som arkitekt.
Lassen har en lille virtuel garage, hvor han arbejder med tekst og musik. Det er efterhånden fire år siden (!) jeg bloggede om garagen, som netop har fået et grafisk make-over.
Garage-rock kan man næppe kalde det, men det er flotte melodier og sange, som kommer ud af Lassens lille værksted - kig forbi og gi' det et lyt:
Min blog om Ozon og pladen "Smag & Behag" kastede en reaktion af sig fra gruppens guitarist, Lassen Stefansen, som bestemt heller ikke er stolt af den skive. Han står dog ved. hvad han har lavet, og har sendt lidt uddybning af projektet.
Da Lassen kom ind i gruppen var det på vej fra at være e syrerockgruppe til en gruppe, som sigtede lidt bredere. Manageren ville have noget mere i stil med Bamses Venner, som han også havde i stalden, og så havde han i øvrigt lige en pladekontrakt klar med Lotus Records.
Pladen blev indspillet i et studie ved Skive, og på et tidspunkt kunne gruppen godt se, hvor det bar hen ad. Man forsøgte af få Ivan Pedersen fra McKinleys ind over, men det lykkedes ikke. Og så var løbet kørt. Det skal dog siges, at pladen kom i en ganske flot indpakning med gatefold cover, fotos og tekster. Måske blev det meste af budgettet brugt på det.
Resultatet blev rent musikalsk, som jeg har beskrevet i den tidligere blog. Min skånselsløse hårde dom over skiven afviger ikke fra det, som den blev udsat for dengang. Folk købte den ikke, og hvis de gjorde, blev de skuffede.
Stemningen i gruppen var heller ikke god efter det mislykkede pladeprojekt - faktisk spillede gruppen ikke pladens numre live, og i stedet bevægede man sig over i konceptet med et forrygende 50'er rock show, som efterfølgerne tog op og perfektionerede.
Lassen har selv pladen, men den står i en kasse i kælderen, og lysten til at hive den frem og lade den spinne er vidst yderst begrænset.
Det blev vel ikke engang en parantes i pohistorien, konstaterer guitaristen lakonisk omend han selv mener at kunne finde et par positive ting ved projektet. Om ikke andet, fik de sat gang i gruppen som et rock'roll band - og det er vel også det, vi husker dem for. Heldigvis da!
Gennem de seneste år har min interesse for Blackbirds og hvad deraf fulgte fyldt en del på min blog og hjemmeside.
Guitarist Lassen Stefansen gik efter Blackbirds ind i Randersgruppen Ozon. De optrådte med et vanvittigt rockshow, som jeg flere gange har oplevet på den lokale kro her i Farsø og også ved et arrangement i Aalestrup Hallen.
Ozon udgav faktisk en LP, "Smag og behag", i 1977 - jeg husker udmærket det hvide cover med de fire bandmedlemmer på forsiden. Men jeg har faktisk aldrig hørt musikken, som efter sigende skulle være mere i retning af dansktop…
Forleden stod pladen der så i en rodekasse i en genbrugsforretning, og til den famøse sum af en 10'er skulle den naturligvis med hjem og have et spin på min pladespiller.
Nu har jeg så selv hørt det - ja, faktisk hører jeg det i skrivende stund. Og i forhold til min musikalske smag er det bestemt ikke noget at skrive hjem om (selvom det vel er det, jeg gør!). Uden at fornærme Lassen eller de øvrige medlemmer må jeg sige, at skiven er et særdeles mislykket forsøg på at lave noget, som bedst kan betegnes som en blanding af dansktop og ShuBiDua. Dertil prøver man at lave en lille afstikker til Gasolin og Stakkels Jim med nummeret "I Sherwood Skovens Ro", hvor den danske sang "I skovens dybe stille ro" bliver udsat for guitar med masser af forvrængning.
At pladen så også er elendigt produceret (undskyld Lassen og Carl) gør ikke sagen bedre. Trommerne lyder som papkasser hentet hos købmanden og der er slet ingen dynamik og drive i musikken, som da også floppede fælt - så vidt jeg erindrer.
Teksterne er ikke stor lyrik, men til gengæld lægger gruppen ikke skjul på intentionerne:
Vi har slæbt og vi har slidt Vi har gjort det alt for tit Sunget engelsk den var altid fin Men nu gi'r vi den på dansk Ikke mere udenlandsk Tænk på gas- shubiduah - benzin Men nu si'r vi stop Aldrig mere et flop Vi ve' op på den danske top.
Det siger vist, alt. Med lidt selvironi hedder sangen "Det værste band"… ! I en anden tekst lykkes det at nævne såvel Dallas og Hvalpsund!!
Heldigvis er det blevet bedre siden da, hvor guitaristerne Lassen og Carl har fritidsprojektet Pocobell, som til overflod har gode melodier og lækker lyd. Og så kan jeg anbefale Carl Pedersens bog "Når klovnen græder", som beskriver livet på landevejen for en musiker med store ambitioner om det vilde gennembrud. Bogen kan købes på nettet via denne side:
Man kan høre Ozon som rock'roll band her - godt nok med en anden besætning end på LP'en - men dette nummer er ganske karakteristisk for det, jeg forbinder dem med.
Overskriften til denne blog er hentet fra et nummer med den engelske gruppe 10CC, som havde det med på deres album "How Dare You?".
Det er nu ikke 10CC, som dette indslæg skal handle om. Derimod skal det handle om Art Garfunkel - den ene halvdel af den legendariske vokalduo, Simon & Garfunkel, som i øvrigt startede ud som Tom & Jerry!
Onsdag aften gav 74-årige Art Garfunkel koncert i det smukke Musikkens Hus i Aalborg. For fuldt hus - eller næsten, for selv om alle biletter var solgt, stod der tomme stole hist og her i salen. Forstå det, hvem som kan.
Med sig på scenen havde Garfunkel en guitarist, Tab Laven, som trakterede den akkustiske guitart på formidabel vis. Repertoiret var fortrinsvis de kendte hits fra Simon & Garfunkel tiden samt et par stykker fra Garfunkels solokarriere. ind imellem blev der læst lyriske fortællinger fra forskellige perioder i Garfunkels efterhånden lange liv.
Når man går ind til sådan en koncert, synes jeg, at man skal være bevidst om, at man ikke får den vare, som man oplevede i 60'erne og 70'erne i Garfunkels vokale storhedstid. Han er kendt for sin høje, lyse stemme, og det er jo et forhold, som alderen sætter en vis begrænsning på.
Nu kan man jo opleve en koncert på mange måder: Rent teknisk med ørerne eller følelsesmæssigt med hjertet. Gør man det første, kan man helt sikkert sætter en finger på en del ting ved aftenens show, og lytter man kun med hjertet, er der næppe noget, som kan skuffe. Med mindre, der slet ikker er noget at komme efter.
Jeg synes, at der var noget at komme efter. Sangene blev leveret på en anden måde, helt naturligt, men stadig med en del af magien intakt - specielt i numre som "April - come she will", "Bright Eyes", "Scarborough Fair" og ikke mindst min personlige favorit "Kathys Song", som jeg vist aldrig bliver træt af. Svagest stod "Sound Of Silence" - måske fordi Garfunkel forsøgte at levere den med ekstra blus på guitaren og indlagte forudindspillede trommer.
Efter mindre end en halvanden times skønsang var det hele slut - stemmen kan næppe holde til mere. Og de fleste forlod salen med en god oplevelse i ørerne - og i hjertet.
Nordjyskes anmelder er noget mere kritisk i dagens avis, og kalder Garfunkel for en falmet stjerne. Det er han måske i forhold til udgangspunktet - men igen, må man forholde sig til, hvad man har købt billet til - og det var altså ikke Simon & Garfunkel i Central Park anno 1982.
At anmelderen kalder Garfunkel for patetisk og en krukke, må stå for hans (anmelderens) regning. Har man ikke lov at være lidt krukket, når man har henrykket millioner af mennesker med sange som "Bridge Over Troubled Water", "The Boxer", "America", "Homeward Bound" og mange andre?
Det synes jeg, og jeg følte mig godt underholdt af "Krukken" fra New York. Nedenstående video er fra efteråret 2015, og så kan du jo selv bedømme, om stjernen er falmet - eller måske helt slukket.
Lørdag var jeg på en foto- og skriveopgave i Aars, hvor jeg bl.a. skulle dække en Model- og Hobbymesse i Messecenter Vesthimmerland.
Messen udspringer af et arrangement for et par år siden, hvor to lokale gutter gik sammen om at lave en udstillings- og salgsmesse om deres store passion: Modeltraktorer.
Den messe blev en ganske pæn succes med omkring 1500 betalende gæster indenfor dørene, så den er blevet gentaget. I denne weekend finder den sted for tredje gang.
Det er sjovt at gå rundt og se de mange stande, som kan få julelys i øjnene hos enhver dreng, uanset alder, og dollartegn i øjnenen på sælgerne, som godt kan se, når de har et bytte på krogen!
Foruden salgsudstillerne er der også mange, som bare ønsker at fremvise deres flotte samling af modelkøretøjer: Lastbiler, traktorer, tog, skibe og fly. I en sandkasse kører en gummiged rundt og læsser sand på grabben for så at smide det et andet sted - altsammen styret med kyndig hånd af Kaj fra Als, som har en stand sammen med vennen Aage. Ingen er i tvivl om, hvem der er hvem, for de fregår af deres T-shirts med påtrykte navne og naturligvis billeder af modelbiler.
Ved det 30.000 liter store vandbassin er der mange mennesker, som beundrer de store og små både, som sejler ud og ind af havnen. Fiskekuttere tøffer sindigt afsted og bliver ind imellem overhalet, eller hedder det kølhalet, af en speedbåd.
Ved bassinnet finder man også Martin Holst fra Thyborøn. Han stiller op med en stor trawler i skala 1:25. Skibet sejler flot, og alle detaljer fungerer - således også trawlet, som sågar bliver brugt til at fiske med, når Martin sætter skibet i en sø nær Thyborøn. Han fremviser stolt et billede på telefonen, hvor man kan se nettet fyldt op med 10 kg fisk. Trawleren Sarah Holst kan fyldes op med 47 liter vand i lastrummet, så den ligge i vandet og opfører sig nøjagtigt som, hvis den var fuldt lastet med fisk. Skibet er bygget af glasfiber, plastik og plexiglas, og det drives frem af en gammel scootermotor.
Martin fortæller, at der er brugt i omegnen af 2000 timer på at bygge skibet, som er skabt helt ud fra Martins egne tanker og ideer. Det er således et helt unikt modelskib, som i materialer står ham i ca. 50.000 kr.
Man kan se nogle af Martin egne videoer med Sarah Holst på YouTube.
Model- og Hobbymessen i Aars forventes at blive gentaget i 2017.
Jeg kan godt lide at fotografere fuglene på foderbrættet i min have. Det sker ikke iført camouflagetøj og fotoskjul med frosne fingre på udløseren, medens jeg venter på, at fuglene skal stille sig op til fotografering.
Jeg må indrømme, at jeg er lidt mere luksuriøs indrettet. Kameraet ligger på skænken og klar, medens jeg kan foretage mig andre nyttige gøremål: drikke kaffe, se TV eller rette et sæt matematikopgaver fra efterskolen. Når der så skal holdes en pause, er det bare at rette telen mod fuglene ud i haven og skyde løs. Ganske vist gennem et lag dobbelt termoglas - men det lever jeg med.
Fuglene ænser mig ikke - men det gør de, når hunden glad kommer logrende for at se, hvad dens herre og mester nu har gang i. Det plejer jo at være den, som er foran kameraet. Resultatet er næsten altid det samme: fuglene letter, når de ser hunden bag ruderne. Men der går ikke mange minutter, før de gratis solsikkekerner igen lokker dem til foderpladsen.
Og så er jeg igen på plads i mit luksuriøse fotoskjul i min varme stue! Bloggen her er ledsaget af nogle af den seneste tids bedste skud.
