Dette års sommerferie gik til Agger, som var udgangspunktet for en række herlige dage i det nordvestjyske og Nationalpark Thy. Et fantastisk område, hvor der er nok at se på og lave.
Allerede ved ankomsten kunne jeg konstatere, at Agger har noget at byde på. Lige over for købmanden, som drives af de lokale beboere i en forening, finder man Heavy Agger - en pladebutik, som har taget navn efter Anders Aggers herlige TV-dokumentarer om unge med hang til Heavy i et indremissionsk fiskersamfund i midtfirserne. Programmet er siden fulgt op af to mere. En af de mere perifere deltagere er Pede Olsen, som i dag driver sin pladeforretning med weekendåbning i Agger - og i ferien også på hverdage et par timer. Sortimentet er andet og mere end heavy, hvilket efterfølgende kunne ses på mit kontoudtog….
Heavy Agger er også en musikfestival, som siden 2009 hvert år har fundet sted i De sorte huse i Agger - gamle træhuse, som i sin tid blev brugt til indkvartering af de arbejdere, som anlagde kystbeskyttelse i området. Husene kom senere med i Olsens Banden i Jylland og er i dag hjemsted for forskellige lokale foreninger.
Ferien blev også brugt til at deltage i et dansk-færøsk bryllup med 170 deltagere. Jeg var med til festen og havde desuden lovet færgemanden Steyni at tage billeder af brylluppet, hvor han sagde ja til danske Bodil. Et bevægende bryllup i Hørdum Kirke, hvor brudens 86-årige far og pastor emeritus stod for vielsen, som blev afsluttet med at de mange fremmødte sang den færøske nationalsang. Imponerende flot.
Det her er ikke fra i søndags, men det giver en god fornemmelse af stemningen:
Da Steyni før han kom til at sejle med det gode færgeskib Mary på Limfjorden har sejlet på verdenshavene, var det oplagt at tage bryllupsbillede på stranden i Nr. Vorupør, hvilket dog gav lidt logistiske problemer, da mange andre var på stranden denne flotte sommersøndag - måske også det norske kronprinsepar, som angiveligt var på de kanter i netop de dage. Vi så dem ikke men fik til gengæld fundet et fint sted med bådene og havet i baggrunden. Vi mødte dog kendte mennesker, for pudsigt nok var Jørgen og Kirsten på en af de både, som kom ind på stranden efter en fisketur. Deres bryllup fotograferede jeg for et års tid siden i Løgstør.
Det blev også til et besøg i Cold Hawaii - Klitmøller, som danner udgangspunkt for en række gode surfsteder langs kysten. Byen emmer af surf - der er surfskoler og masser af surf på vandet, såvel de klassiske surfboards som windsurfere med sejl eller kite.
I Hanstholm besøgte vi bunkermuseet, der er indrettet i et stort gammelt anlæg. Sammen med et tilsvarende i Kristianssand i Norge kunne kanonerne næsten dække Skagerak og således beskytte de danske sunde og bælter mod allieret indtrængen under Anden Verdenskrig.
Mere om Thy-turen i næste blog - indtil da kan man fornøje sig med denne udsendelse, som er Anders Aggers tredje besøg hos heavy-kliken fra Agger.
I Kristi Himmelfartsferien gik turen til Møn sammen med et par gode venner. Vi havde lånt et sommerhus i Hårbølle, og skulle fungere som turistguider for vennerne, som aldrig havde været på øen i Østersøen.
Solnedgang ved Hårbølle Havn.
Der er tre klassiske ting, man ikke bør snyde sig selv for når man er på Møn: Et besøg i Stege, gerne på en markedsdag, en tur til den lille ø Nyord og så naturligvis et besøg på Møns Klint, hvor det også er et must, at man tager de knap 500 trin ned, og op, så man ser de flotte kalkformationer fra alle vinkler.
Nyord er et lille øsamfund med ca. 40 fastboende, som dog er landfaste, da der er bygget en dæmning, som man kan køre over. Til gengæld må man pænt parkere bilen udenfor det lille bysamfund, hvor det kun er de lokale, som må køre ind. Det er nu heller ikke noget problem, da byen er lille og meget overskuelig - og samtidig meget hyggelig med sin smalle og krogede gader. Man kan gå en tur ned til den lille havn og op til Danmarks vel nok mindste museum, som findes i det lille lodshus, hvor øens beboere tidligere holdt udkig efter skibe, som skulle guides gennem det smalle sund. Lodsningen var en vigtig indtægtskilde for øens beboere, og til tider også anledning til intern ballade, da reglen var den, at den som kom først til skibet fik lodstjansen - og dermed den største del af indtægten!
Lodsmuseet på Nyord.
Stege er Møns hovedby - dog ikke længere det administrative centrum, som med kommunalreformen blev rykket til Vordingborg, som Møn blev en del af. Byen har et særdeles aktivt handelsliv, og ikke mindst sommerens tirsdagsmarkeder, trækker folk til, så man går som sild i en tønde. I øvrigt var sild tidligere en del af grundlaget for, at der var handel på øen. Vi var heldige, at der var aktiviteter med musik og underholdning fredag, hvor der var pænt mange mennesker i byen på en varm forsommerdag. Der blev kigget på kunst, genbrug med gamle plader og meget andet. Kaffen købte vi, men småkagerne var gratis, da Biscas, som har fabrik i byen, delte gavmildt ud af hele sortimentet.
Den gamle sukkerfabrik ved Stege er ikke længere i drift.
Vi var taktiske og drog til Møns klint tidligt på formiddagen i overbevisning om, at der ville komme flere mennesker lidt senere på dagen. Godt tænkt - synes vi selv. Og vi fik ret. der var ikke mange biler på betalingsparkeringspladsen ved Geocenter Møn, og der var heller ikke den store trafik på de 496 trin ned til foden af klinten. Vi tog nordturen, som byder på 1 kilometer på den stenfyldte strand med fantastiske panoramaer ud over og op over den hvide klint med ca. 70 mio. år på bagen. Ib og Jeg gik i forvejen med vores kameraer, medens pigerne havde næsen rettet ned i stenene i jagt på vættelys og andre fossiler. Vores gennemsnitsfart på turen lå under 1 km i timen…
Turen op var ikke så hård, som man kunne frygte, og på tilbageturen blev vi budt på smukke udsigter over klint og hav med en grøn bøgeskov som en del af scenariet.
Lørdag aften ville vi have spist aftensmad i den hyggelig skovpavillion i Fanefjord Skov, men her var selskab, så vi måtte finde et alternativ. det fandt vi i Damme Kro - udtales “dame” - hvor der blev serveret en særdeles lækker mørbradgryde i autentiske omgivelser.
Søndag gik det atter hjemover, men snart går turen igen til Møn :-)
Lørdag drog jeg til Livø - en lille perle i Limfjorden. Formålet var at deltage i en kombineret foto- og naturtur arrangeret af Naturstyrelsen, som stillede med Lars Wachmann, medens fotograf Kjeld Thomsen stod for det fototekniske i forbindelse med natur- og landskabsfoto.
Det er efterhånden nogle år siden, jeg sidst har været på øen, og det var vist første gang i omkring 50 år (!) at jeg havde et kamera med. Senest var på en spejderlejr i begyndelsen af 1970’erne - tror jeg.
Vi startede ud i strandengene på den nordlige side af havnen, hvor der under græsset ligger et lag af sten - området er gammel fjordbund, som har hævet sig og nu udgør et fladt stykke op mod byen, hvor landskabet hæver sig op. De mange tuer på engen er myretuer, som for nogles vedkommende kan være mere end 100 år gamle - beboerne er gule engmyrer, som lever det meste af deres tid under jorden. Selv om området bliver oversvømmet kan myrerne overleve i deres tuer, som er små selvstændige samfund.
Vores professionelle fotograf var fagligt ganske dygtig, men ikke nogen stor pædagog. Han startede nærmest med at svine og latterliggøre de deltagere, som var mødt op med teler på deres kameraer, da den slags ifølge hans mening var totalt umulige til dagens fotografiske opgaver. Måske skulle den gode mand i beskrivelsen af indholdet have skrevet, hvad han anbefalede, at man havde med...Jeg havde selv sat et makroobjektiv på bajonetten og havde vidvinkel og tele (!!) i min rygsæk. Der blev snakket eksponering efter højlys og om at lave panorama-fotos, som vores ven normalt altid selv laver i højformat og så sætter sammen efterfølgende - det giver faktisk mening og jeg afprøvede teknikken både i marken og efterfølgende i fotoprogrammet, da jeg kom hjem.
Der var mange gode motiver ved den gamle avlsgård.
På avlsgården blev der lavet et lille stop, hvor der på den hyggelige lille gårdsplads blev snakket lidt om blænde og lukketid - det mener jeg nok at have styr på, så jeg gik på motivjagt på gårdspladsen med gamle mælkejunger, døre og vinduer.
Den gamle egeskov emmer af stemning og motiver.
Fra gården gik det op over mod egeskoven, som er en flot og stemningsfuld skov med mange flotte motiver. Sådan en forårsdag er alting næsten for grønt, så mon ikke stedet skal opsøges en efterårsdag eller en vinterdag, hvor farverne er helt anderledes og hvor træernes skulpturelle form træder tydeligere frem. Det tror jeg.
I skoven kan man se specielle træstubbe, som er nedgravede egestammer, der er sat ned i jorden. Tanken var, at de skulle være hjemsted for eghjorten, en bille som for flere år siden uddøde i Danmark, men som man begyndte at genudsætte. Det nåede man ikke på Livø, inden projektet blev stoppet, og nu står der flere hjem og venter på de eghjorte, som ikke kom. Eghjorten er Europas største bille og den kan for hannernes vedkommende komme op på en længde på små 10 cm.
Frokosten blev indtaget ved Louisehøj, hvorfra der er en smuk udsigt ind til fastlandet med Rønbjerg, Næsbydale og Løgstør inde i Himmerland og mod Mors i nord.
Livø er kendetegnet ved at have de fleste danske naturtyper på et forholdsvist lille areal. Fra udsigtstårnet gik vi ned over et flot hedeareal til en stor mindesten, som lægen Christian Keller lod opstille for sig selv. Han var manden, som udviklede Livø til en anstalt for såkaldte åndssvage og andre, som ikke passede ind i samfundet. De blev deporteret til Livø, hvor de boede og arbejdede - ville de tilbage til det almindelige samfund, var prisen ofte kastration, så deres “sygdom” ikke blev videreført. det groteske her er, at mange af de anbragte bare var småkriminelle eller unge, som måske ikke var specielt bogligt begavede, men dog næppe i vore dage ville betragtes som syge.
Vi sluttede på stranden på øens nordside, hvor der i sin tid var stenhuggeri. Her har de franske stenhuggere siddet og hugget i de store sten, som er blevet brugt til at bygge gårde med - den store avlsgård inde i Livø by er et smukt eksempel på det.
På stranden ligger store sten, som isen i sin tid har flyttet rundt med. På Livø var det franske stenghuggere, som omdannede de store sten til byggematerialer.
Jeg sluttede af inde i byen, hvor der i denne weekend var Livø Jazz - det har der været tidligere, men nu har den nye forpagter på øen taget ideen op igen og lagt arrangementet i maj, så det ikke kolliderer med jazzfestivalen i Løgstør i sensommeren - en festival, som udspringer af den oprindelige Livø Jazzfestival.
Der lyde muntre jazztoner fra teltet, og udenfor sad folk og nød musikken og vejret, som var gået hen og blevet helt godt efter en lidt grå start med lidt regn ved middagstid. Det blev også til en sludder med gamle naboer fra Brix Vej, som var med gode venner til jazz.
Det gode skib Mini II fragtede os tilbage til fastlandet, og så gik turen ellers hjem, hvor hukommelseskortene skulle tømmes og billederne fra dagen tjekkes igennem. Nogle af dem er bragt sammen med denne blog.
For at min blogside ikke skal støve helt til, må jeg hellere lægge lidt tekst og fotos op. Billederne kan klikkes op i stor størrelse.
For et par uger siden fik jeg muligheden for at komme med færgen Mary på langfart - i alle tilfælde i forhold til den normale sejlrute mellem Hvalpsund og Sundsøre. Mary skulle på værft i Thyborøn, hvor man sidste år fik en tørdok, og med den mulighed er man fri for at skulle ud i åbent hav med det gode skib, som er konstrueret til fjordsejlads.
Turen foregik på en smuk forårsdag med masser af sol og næsten ingen vind. Fra Sundsøre sejlede vi mod Fur, og på vejen var der mulighed for lige at få et kig ind til sommerhuset på Feddet. Når man står inde på land virker sundet over til Salling forholdsvist smalt, men set her fra færgen, er der nu et pænt stykke fra Himmerland til Salling ved Risgårde.
Vi gik indenom ved Fur, hvor den lokale færge mellem Salling og Fur tøffer frem og tilbage. Mjølner hedder den, og da den besejler en ø, skal den også have en reserve - det har den i Sleipner, som dog får lov at vikariere for Mary, medens hun får sit på det tørre i Thyborøn.
Fra Fur gik det ned mod Sallingsundbroen med Salling til bagbord og Mors til styrbord. Kendt land, som jeg dog aldrig har set fra søsiden før. Vi gik under Sallingsundbroen uden problemer, og kort efter blev vi overfløjet af et par danske F16-jagere - det lykkedes mig at fange den ene med kameraet.
Ved Oddesund holdt vi pause, medens vi ventede på en lods, som skulle gelejde os gennem bropassagen. Man skal sejle gennem broen 5-6 gange om året med skibe af en vis størrelse, hvis man skal gøre det uden lods. Men i dag var Mary jo lidt på afveje, så vi fik lodsen ombord, og han fortalte om strømforholdene ved broen, hvorefter klappen gik op, og vi gled flot igennem, medens lystfiskerne på bro og bred fik set den velholdte færge på tæt hold.
Ude i Nissum bredding kunne vi skimte de store møller ved Thyborøn ude mod vest, og så blev kursen ellers sat mod endemålet. Forbi tidligere så forhadte Cheminova, som var skyld i fiske- og fugledød i området, indetil der kom kontrol og skik på tingene. I dag bliver der ikke ledt rent gift ud i fjord og hav længere, men der kommer til at gå nogle år endnu, før fortidens skader er helt afhjulpet...
På rønnerne ud for Thyborøn lå sælerne og solede sig . De kunne da lige løfte et øje for at se, hvad det nu var for et skib, som passerede i deres hood.
Inde i havnebassinnet blev Marys broklap lagt ned på kajen, og så kunne vi ellers køre vores biler i land. En garvet gut på havnen havde ikke set noget lignende i de 30 år, han har boet i fiskerbyen ude mod vest!
Mary blev lagt til kaj og gjort klar til det efterfølgende eftersyn i tørdokken, medens jeg rullede mod øst - via Rom og Paris. Forinden havde jeg dog nået at få min aftensmad på færgen - maskinmesterens lækre hakkebøffer, som blev nydt med udsigt direkte til havnen - flottere bliver det ikke på nogen af byens restauranter.
Indenfor foto findes der et begreb, som hedder HDR, hvilket står for High Dynamic Range. Altså stort dynamisk område.
Et almindeligt kamera kan slet ikke opfatte lys på samme måde, som vores øjne kan. Vi kan med vores øjne opfatte et større dynamisk område. Et motiv med stor forskel på mørke og lyse områder, vil derfor blive et kompromis, når man bruger sit kamera. Man kan gå efter de lyse områder, hvilket medfører, at de mørke ikke bliver mørke nok, eller modsat kan man gå efter de mørke - på bekostning af de lyse. Man kan også gå efter noget lige midt imellem, hvilket er det de fleste kameraer gør - og ofte slipper godt fra.
Man kan gøre noget i efterbehandingen i sit billedbehandlingsprogram, men skal det være rigtig godt, skal man bruge en speciel teknik, hvor der tages flere skud af samme motiv men med forskellige indstillinger af kameraet. På den måde får man fotos, som tilgodeser såvel de lyse, de mørke og mellemtonerne. Efterfølgende skal de tre billeder så kopieres sammen i et særligt program.
Jeg har aldrig rigtig prøvet teknikken, men forleden fik jeg ideen til at prøve, da jeg var ude med hunden på vores sædvanlige lille aftentur i nærområdet. Der var mørkt, men månen skinnede flot gennem et spredt skydække og gav en helt speciel stemning. Oplagt til at prøve HDR.
Kamera og stativ blev hentet, og der blev taget fotos med kameraets indbyggede bracket-funktion, hvor der helt af sig selv tager tre billeder med forskellig eksponering lige efter hinanden. Lange lukketider på 15-20 sekunder, lille blænde på 10, som giver de stjerneformede effekter i lamperne.
Inde ved computeren blev billederne hentet ind i mit program, Lightroom, som selv sørger for at sætte billederne sammen. Efterfølgende kan man så arbejde videre med det HDR-foto, som programmet har lavet. Man kan dæmpe lyset i udvalgte områder, reducere billedstøj mm.
Billedet ved denne blog er hvad, der kom ud af anstrengelserne. Det skal prøves igen, men alting med måde. Visse HDR-fotos bliver i mine øjne lidt for overdrevne i deres voldsomme dynamik.
Billedet herover er klikbart, så man kan se det i stor udgave.
Som lærer på en idrætsefterskole gennem mere end 22 år, har jeg stiftet bekendtskab med en del idræt - og en del idrætsglade unge mennesker, som netop søger vores skole på grund af de mange idrætstilbud.
I disse moderne elektroniske tider bliver den traditionelle idræt udfordret af en ny sport, e-sport, som bestemt ikke bare dyrkes bag nedrullede gardiner på dunstende teenageværelser. E-sport er seriøst, og rundt om i verden afvikles der store turneringer i f.eks. skyde- og strategispillet Counterstrike, hvor man dyster hold mod hold, som regel 5 mod 5. Pengepræmierne er enorme, og spillerne er professionelle med årsgager på flere millioner, hvis de er blandt de bedste.
Flere efterskoler er begyndt at tilbyde e-sport som fag, her er det bl.a. teambulding, strategi og samarbejde, som er i fokus.
Lørdag besøgte jeg The Party Next Generation, som er et LAN-party i Aars, der netop i år er genopstået efter 14 år i mølposen. I år med små 400 deltagere, så der er et stykke vej til 1999, hvor 4500 blege spilnørder samledes i messehallerne, som flød med chips og cola.
I den nye version er der mere styr på logistikken, og selv om der konsumeres chips, cola og pizza, var det ikke i de mængder, som jeg oplevede tilbage i 90'erne. Bl.a. også fordi, deltagerne skal købe deres fornødenheder i centerets restaurant, og så sætter prisniveauet jo sin begrænsning. Til gengæld havde arrangørerne sørget for, at der alle tre dage var fri frugt til alle.
Det sidste er med til at understrege, at e-sport er blevet mere seriøs. Der kommer naturligvis også spillere, som bare vile hygge og spille computer til langt ud på natten. Men de seriøse hold går tidligt i seng, så de er veludhvilede til næste dags vigtige kampe.
The Party Next Generation havde lørdag besøg af Andreas Højsleth fra Aars, som i dag lever en professionel tilværelse som computerspiller med en ganske stor månedsløn. Han bliver da også betraget som en stjerne på linie med sportsfolk og rockmusikere, når han viser sig blandt e-sportsentusiaster.
Arrangørerne har allerede lejet sig ind i messehallerne de kommende tre år, så man kan se frem til computerparty den første weekend i januar fremover.
For første gang i umidelige tider fik jeg en LP-plade i julegave - to faktisk, da der er tale om et dobbeltalbum med den danske gruppe Fleur De Lis. Oversat til dansk betyder det lilje.
Vinylmediet oplever en opblomstring, således også for liljerne fra Skive, som var et band, der huserede i og omkring Skive i starten af 1970'erne. Musikken var hippiemusik inspireret af de amerikanske vestkystgrupper som f.eks. Jefferson Airplane.
Med hjemmerigget udstyr indspillede gruppen i lokaler på Skive Gymnasium på en Akai spolebåndoptager, og det lykkedes også at få udsendt en LP. Den solgte desværre ikke videre godt - efter sigende røg der kun 135 over disken hos pladeforhandlerne.
Sidenhen er netop den plade gået hen og blevet kult blandt vinylsamlere i hele verden. Vi taler om priser på omkring de 30.000 kr. for den originale plade, hvis man har den i et eksemplar, som er "mint", det vil sige stort set som nyt.
Den store interesse for pladen betød, at den blev genudgivet af et alternativt selskab starten af 0'erne. I 2016 bestemt gruppens medlemmer sig så for, at de selv ville genudgive den eftertragtede LP. Det blev ikke bare til én men to, da man samlede gammelt materiale, som var indspillet med henblik på deres anden udgivelse, som altså aldrig kom - før nu.
Mange pladeforhandlere ønskede ikke at garantere at ville købe et vist antal af den nye udgivelse, så den endte med, at ejeren af Læsehesten i Aalborg invilgede i at aftage 800 eksempkarer af de i alt 1000, som er produceret. Dermed er Læsehesten formetlig det eneste sted, man kan købe pladen.
Jeg var altså så heldig at få den, og så er det jo interessant at høre, om musikken også holder, eller om det bare er den store affektionsværdi, som har gjort pladen så eftertragtet.
Og jo, det holder i al sin uskyldige idealisme, som prægede tingene dengang, før musikkøbmændene for alvor kom på banen og gjorde sig til herre over musikken - og musikerne. Det for den tid så karakteristiske orgel og vokalerne er det bærende, men der er også lækkert guitarspil på de to plader, som selvfølgelig har været i spin nogle gange allerede.
I disse streamingtider er det også en sand fornøjelse at folde det store LP-cover ud og nyde de gamle sort-hvide fotos af gruppens medlemmer i "øveren" og til koncerter. Desuden er der en stor bog, som fortæller gruppens historie med medlemmernes egne ord. En fornøjelse at læse, også om Georg Gearløs-lydmanden, som selv lavede meget af det udstyr, der blev brugt til optagelserne, som i parentes bemærket er særdeles vellydende.
Mit eskemplar bliver næppe 30.000 kr. værd i min levetid, men det er heller ikke det vigtigste. Det er musikken og så det faktum, at vinylmediet bare kan noget andet end endeløse playlister på Spotify.
Der har været stille på bloggen længe, men helt død er den dog ikke. Og så kan jeg mærke, at min hjemmeside fortsat kaster reaktioner af sig, når folk skriver til mig om vesthimmerlandske orkestre, lokalhistorie generelt, musik og gammelt hi-fi. Det er sjovt og spændende.
Facebook skal have en del af skylden for de manglende opdateringer på bloggen - det er hurtigt og let at dele et foto eller en musikvideo, og der er umiddelbar respons.
Men det skal da ikke afholde mig fra fortsat at skrive lidt på bloggen eller lægge lidt billeder op. Og hvem ved, måske skal hele siden have et make-over - når der bliver tid og overskud.
Har man set den seneste James Bond film, “Spectre”, vil man helt sikkert huske den fantastiske åbningsscene. Den foregår i Mexico på den store festdag, De Dødes Dag, en dag hvor man fester og fejrer afdøde familiemedlemmer.
På Moesgaard Museum ved Aarhus har man i denne tid (sommeren 2016) en etnografisk særudstilling med døden som tema. Udstillingen beskriver i ord, lyd og billeder, hvordan forskellige kulturer forholder sig til døden. Der er dødemasker fra Asien og Afrika, og der er fire beskrivelser af, hvordan danskere har forvaltet ting, som de har arvet fra afdøde familiemedlemmer. Og så er der en afdeling om De Dødes Dag i Mexico. Oprindelsen kan føres tilbage til før conquistadorerne fra Spanien gjorde deres indtog. Den fandt tidligere sted om sommeren, men er nu flyttet, så den falder nogenlunde sammen med “Alle sjæles dag” og “Allehelgensdag”.
I den mexicanske fejring af de døde, ikke fejring af døden, indgår kranier og skeletter, som bl.a. er med i de store optog. Nok så makabert er kranier lavet af sukkermasse, så de er lige til at spise! Det hele ende ud i enstor fest, hvor de døde kommer på besøg - men kun denne ene dag, så man skal være opmærksommme på også at få dem sendt af sted igen!
Udstillingen om de dødes liv kan bestemt anbefales.
Døden er også delvist temaet for museets særudstilling om de romerske gladiatorer, som måtte kæmpe mod hinanden eller mod vilde dyr i kampen for at overleve og skabe sig en "karriere". I sagens natur døde de fleste i dette noget risikable job, som man ikke selv valgte. Man endte som gladiator som straf eller fordi man var taget som krigsfange.
Og så er døden jo også et tema for museets store klenodie, Grauballemanden, som slet ikke blev fundet i Grauballe. Professor PV Glob havde dog sans for markedsføring, og kunne godt se og høre, at Grauballemanden havde noget bedre klang end Nebel Mose Manden. Og sådan blev det, og konservatorerne havde mere end nok at gøre, fordi Glob ønskede moseliget udstillet så hurtigt så muligt, så alle kunne se det. Efter et par uger blev han dog taget ud af udstillingen igen og lagt i en kunstig mose, så man kunne fremskynde den hærdning, der har givet huden det læderagtige skær og som betyder, at moseliget nu er bevaret for eftertiden.
I det hele taget er Moesgaard et besøg værd, også på grund af det flotte byggeri, som er tegnet af Henning Larsen Architects.
Fårene bræger og fårehyrden gjalder sine kommandoer til den ivrige fårehund, som er en hund efter at vise sin ejer, hvad den duer til.
En hyggelig aften i sommerhuset på Feddet i Risgårde bliver ikke mindre hyggelig af at se på, hvorledes fårene ude i engen samles ved hjælp af mennesker og en enkelt hunds samlede indsats. I første omgang går det ganske fint med at få fårene til i samlet flok at bevæge sig ud mod fjorden, hvor de skal ledes videre af en markvej til et nyt græsningsområde.
Men et par af de lidt større lam forstår åbenbart ikke helt spillereglerne - eller også synes de, at græsset er grønnere, der hvor de kom fra. Modsat resten af den 40-50 får store flok vælger de nemlig at begive sig tilbage mod kendt land. Fårehunden ser en opgave at udføre og farer hurtigt forbi lammene i et forsøg på at få dem til at ændre beslutning - og retning. Det lykkes kun delvist, og så må menneskene træde hjælpende til - det sorteste får i familien bliver simpelthen båret på plads!
Efterhånden kommer der samling på tropperne, og alle kan komme på nyt græs lidt længere ude i engene.
Det var vist derude, at en ulv for et par år siden, nakkede et af fårene.
Måske er det derfor, der er nogle, som ikke vil med.
Under alle omstændigheder en herlig oplevelse at få med, medens kødet (kylling - ikke får) steger på grillen ved sommerhuset.
