Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Peter etcetera

03-11-2018
Fredag aften var jeg på Værket i Randers - til koncert med amerikanske Peter Cetera - en stor stemme, som har stået for mange pompøse ballader såvel solo som i bandet Chicago.

Plakaten i foyeren gav et fingerpeg om, at det nok var amerikansk showmanship mere end en egentlig rockkoncert, vi stod over for: 73-årige Cetera fremstod i smoking og med en veltrimmet hårpragt.

Åbningen bekræftede mine formodninger, da det 7 mand store band entrede scenen og gik i gang, hvorefter aftenens hovedperson kunne slentre ind til publikums bifald. Håret sad, som på plakaten, ulasteligt, og der var heller ikke en pløk i det velplejede gebis, som vendte forkert. Man fik fornemmelsen af at se en kandidat til det amerikanske præsidentvalg - alderen og fremtoning var den samme! Og formentlig også antallet af ansigtsløftning og andre kosmetisk tiltag. Til gengæld fremstod Mr. Cetera også særdeles fit og veltrimmet - smokingen sad som støbt på stjernen.

Stemmen. Den sad lige i skabet. Fyldig og karakteristisk, som vi kender den fra de store hits fra 80'erne og 90'erne. Bandet leverede backingen flot, rent og med en rigtig god lyd - ikke for lavt og heller ikke højt og buldrende. To guitarister, to keyboardspillere, to percussionister og en bassist med det helt rigtige cool udseende der i baggrunden med de runde solbriller.

Mellem numrene blev der small talket, som man kan forvente det. De klassiske jokes om, at der er folk i salen, som ikke engang var født, sidst Cetera gæstende vores “beautiful country”, da han gav koncert på plænen i Tivoli for øjensynlig en del år siden. Vi hørte om tilblivelsen af nogle af de store hits, om grammy-uddelingen, hvor Cetera var nomineret for sangen “Glory Of Love” til Karate Kid 2, men tabte til Top Gun klassikeren "Take My Breathe Away", som bandet fint satte ind med, da Ceteras fortælling nåede klimaks.

Chicago startede i 1960'erne som et band, der formåede at kombinere den rytmiske rockmusik med blæsere og masser af inspiration fra jazzmusikken. Ofte lange numre med plads til improvisationer - måske var det derfor de første albums alle var dobbelt LP'er. Gradvis fik musikken en mere poppet drejning, og det slog for alvor igennem på “X” - alle deres album var navngivet med romertal - hvor Cetera-nummeret “If You Leave Me Now” blev deres første nummer 1 hit - og vandt ikke én men hele to Grammy'er. Her var der skruet ned for blæserne og op for strygerne - og man fornemmede, at Cetera havde fundet formlen til succes. Det havde han også, og han satte større og større præg på gruppens musik frem til album nummer 18 - nu var man gået bort fra romertallene, hvorefter han gik solo.

Vi fik naturligvis også “If You Leave Me Now”, som paradoksalt nok var et af aftenens svagere indslag. Svagt, men pænt, stod også Beatlesnummeret “Oh, darling”, som korsangerinden og percussionisten Tania Hancheroff leverede, da Cetera trak sig tilbage for få vejret og lade op til de sidste numre. Det blev til endnu et Beatlesnummer - “Come Together” - som til gengæld viste, at wingmanden på guitar og backing vocals, Chris Rodriguez, var en herre med noget på hjertet og strengene. Han voksede gennem hele koncerten, og var en sand nydelse at følge og høre.

Cetera returnerede til scenen - og til koncertens absolut bedste fase - den afsluttende del, som bød på flere af de lidt ældre Chicagonumre som “Dialougee”, “Feeling Better Every Day” og den afsluttende “25 or 6 to 4” krydret med storhittet “Hard To Say I'm Sorry” fra den poppede periode. Cetera trakterede nu også bassen, som han gjorde i det tidlige Chicago, og musikken fik lov at rocke og fylde meget mere - og det var fedt.

Alt i alt en god og flot musikalsk oplevelse, hvor rammerne er flotte, men også en smule rigide.

Det er sådan set OK, at personalet skrider ind overfor folks mobiltelefoner, som det ikke er tilladt at bruge under koncerten til at filme og fotografere, men når en moden dame på plus 40 spontant rejser sig for at danse til musikken, så straks bliver bedt om at sætte sig af den ulasteligt klædte kontrollør - så hopper kæden af. Ikke mindst fordi, man et par numre længere henne i koncerten skal rejse sig på bandets opfordring. Så bliver det lige en tak for strømlinet og pænt for mig.

Men nu er Peter Cetera jo også en pæn og nobel mand. Koncerten i Randers var i øvrigt den eneste, han giver i Skandinavien.
 

Kategori: 2018

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby