I 1898 skrev forfatteren H. G. Wells science fiction romanen “War Of The Worlds” - på dansk “Klodernes Kamp”. En historie om, hvordan jorden bliver angrebet af fremmede væsener fra Mars, som bestemt ikke er venligtsindede overfor jordboerne.
Romanen blev i 1938 omsat til et radiohørespil instrueret af Orson Welles. Trods indledende advarsler og forsikringer om, at der var tale om et hørespil, var der mange lyttere i USA som rent faktisk troede, at der var tale om en virkelig invasion. Der førte til trafikkaos og paniske scener. Man anslår, at omkring 6 millioner mennesker hørte hørespillet, og at op mod en trediedel af dem troede, at en invasion var i gang. Mange andre var oprigtigt bange!
Romanen er også indspillet som film, første gang i 1953 og senest i 2005.
I 1978 udgav Jeff Wayne en musikalsk udgave af den berømte roman. På dobbel-LP’en medvirkede nogle af tidens store sangere og musikere bl.a. Justin Hayward fra Moody Blues, Phil Lynott fra Thin Lizzy og Chris Thompson fra Manfred Manns Earth Band. Som den gennemgående fortæller havde man valgt Richard Burton, hvilket må siges at være det helt rigtige valg. Hør selv på nedenstående video og vurder, om ikke den mand bare har en fantastisk stemme....
Da jeg boede på kollegium i Ranum i 1980 var der en af de andre, som havde pladen. Siden gik den lidt i glemmebogen hos mig, men med moderne medier kan man i dag finde den på You Tube og på Spotify, hvor den ligger i flere forskellige udgaver. Fremragende.
Det er ganske fornøjeligt at høre dette disco-pop-rock- projekt, som byder på mange flotte sange, hvor ikke mindst “Forever Autumn” er blevet en klassiker.
Tag et lyt til “War Of The Worlds” på videoen herunder - og husk: Det er kun en historie, så don’t panic!!!
Denne uges foto er naturligvis præget af, at vinteren i weekenden gjorde sit indtog. En herlig 1. december med dryssende sne og en hund, som bare var klar til at spille bold i det hvide pulver.
Projektet med ugens foto nærmer sig afslutningen, man kan næsten fornemme, at ringen er ved at slutte ved at sammenligne Ugens Foto i uge 5 og så i denne uge.
Om det tekniske er der at fortælle, at der er brugt spejrefleks, som er indstillet på +2 i lysmålingen for at kompensere for det hvide sne, der ellers snyder lysmåleren og giver et kedeligt gråt resultat. En vigtig ting at huske, når man fotograferer motiver med overvægt at lyse toner - lige så vigtigt er det, at man får stillet tilbage til 0 igen, når man er færdig....
Lørdag var hele familien i det lokale forretningscenter, hvor man i hele december kan se en lille udstilling: "Steder med sjæl".
Det er Kulturstyrelsen og Realdania, som har lavet udstillingen, der i plancher og computershows viser og fortæller om fredning og bevaring af bygninger med kultur - og sjæl. Lokalt er det Vesthimmerlands Kommune, som har stået for at opbygge udstillingen, som man også har suppleret med en del af en gammel indgangsportal fra Farsø Station - en bygning med sjæl, som desværre blev revet ned i 1977.
Skæbnens ironi vil desuden, at udstillingen næsten på meteren er placeret på det sted, hvor en anden af byens flotte gamle bygninger var placeret. Her lå nemlig den flotte gamle præstegård, som blev revet ned i 1974. Jo, 1970'erne var i sandhed et årti, hvor udvikling var vigtigere end bygninger med sjæl i den daværende Strandby-Farsø Kommune.
På udstillingen kan man se og stemme på 10 udvalgte lokaliteter i Vesthimmerlands Kommune, som passer ind i temaet. Man kan i øvrigt også se stederne og stemme på dem ved at klikke på billedet herunder:
Sidste weekends tur til København kastede ikke det store af sig rent fotomæssigt, men jeg havde dog det lille Canon med i lommen. Og op kom det da også på en regnfuld søndag i Tivoli, hvor dette motiv er fanget.
Så bastant var spørgsmålet, da Thin Lizzy gik på scenen på Skråen i Aalborg søndag aften. Og det var vi, mange herrer på min alder, hvoraf flere havde taget deres sønner med til en rigtig rockkoncert.
Thin Lizzy anno 2012 er naturligvis ikke samme Thin Lizzy, som hittede stort i senhalvfjerdserne og startfirserne - alene af den grund, at gruppens markante frontfigur Phil Lynott døde i 1986. Guitaristen Gary More var inde over gruppen i flere sammenhænge, mest live, men også på LP’en “Black Rose” - Gary More døde i 2011 og jammer formentlig med Phil i rockhimlen sammen med mange andre legender.
Fra Lizzys originale besætning er guitaristen Scott Gorham og trommeslageren Brian Downey stadig med sammen med keyboardspilleren Darren Wharton. i Aalborg havde man desuden Marco Mendoza (Ex-Whitesnake) på bas, Damon Johnson guitar og Ricky Warwick på guitar og sang.
Man kunne frygte, at sådan en koncert ville blive et tomt plagiat - et Lynott tribute band. Sådan var det bestemt ikke - numrene blev leveret med den rigtige Lizzy-sound og i den rigtige ånd, og bandmedlemmerne var tydligt dedikerede til musikken - ikke mindst på den vigtige post som forsanger formåede Ricky Warwick at være sig selv og ikke en Lynott-klon. Warwick har en god rockstemme og så har han rock’n roll attitude, der vil noget.
Med tre Gibsonguitarer i sving, trommer, bas og keyboard manglede der ikke noget i lydbillledet, som var højt uden dog at blive for højt. Bevares, man kan undre sig over, at Warwick håndterer en akustisk guitar i nogle numre - den guitar kunne denne blogskriver ikke høre noget til....
Sound’en var klassisk Lizzy - ikke mindst den karakteristiske lyd af to leadguitarer, som giver de rå rocknumre masser af nuancer og melodi. Damon Johnson formåede fint at gå ind i samspillet med rutinerede Scott Gorham, og showmanden Marco Mendoza spillede op på fløjen - næsten for meget, men meget amerikansk - lidt a la Steve Morse, som spiller guitar i Deep Purple.
Vi fik et godt udpluk af bagkataloget af flotte sange fra Thin Lizzy - også “Whiskey In The Jar” i en partyrockende udgave med fællessang og det hele - det nummer var Lynott i sin tid ikke så stolt af, men det var dog det, der førte gruppen fra glemsel til berømmelse. Og publikum vil åbenbart have det. Hos mig var det mere numre som “Angels of Death”, “Cowboy Song” og “Jailbreak”, som hittede denne herlige aften på Nordkraft, hvor bandets energi sagtens kunne have dækket et helt døgns elproduktion på det gamle kraftværk, som i dag er et fantastisk kulturhus i Aalborg.
Lørdag aftens koncert med Ian Anderson og Jethro Tull i København blev en speciel oplevelse. Gruppen er på turne med den 40 år gamle Thick As A Brick, som i sin tid udkom på LP-plade og fyldte begge pladesider med en samlet spilletid på 43 minutter. Med pladen fulgte et omslag udformet som en 16 siders avis med historier, kryds og tværs og sågar en anmeldelse af pladen.
Efter den stille akustiske start med Ian Anderson på guitar og vokal tog det komplekst opbyggede værk sin begyndelse med masser af lyd på orglet og med et velspillende band, som var særdeles tro mod den originale lyd fra pladen. Man bemærkede dog hurtigt, at der var hjælp på den vokale side, hvor Ian Andersons blev suppleret af unge Ryan O’Donnell, som tidligere har gjort sig som Shakespeare-skuespiller. Et fornuftigt valg, da det var ganske tydeligt, at Andersons stemme efter mange års brug, og vist også en operation for en del år siden, er ved at være væk. Til gengæld kunne vi så få passager med såvel fløjte som vokal, når Ian Anderson ikke skulle synge nogle af stykkerne i sættet.
Teatralsk show har altid været en del af Tull-koncerterne. Således også her, hvor mimik og optræden på scenen blev suppleret med videofilm, som med jævne mellemrum kom frem på storskærmen bag gruppen. Sekvenserne relaterede bl.a. til den tidligere omtalte avis, St. Cleve Chronicle”, som nu var blevet til en lille lokal TV-station. Man skal nok kende lidt til det oprindelige cover, for at få fuldt udbytte af dette show, som formentlig ganske bevidst var produceret i en lidt primitiv form for at illudere en lille tv-station. Til gengæld var der en fantastisk timing, når man viste forindspillere klip med musikerne i aktion - nærmest synkront med musikerne på scenen!
Punktet, hvor man i LP-versionen skal vende pladen blev udnyttet til at give musikerne et kort break, medens der blev lavet lidt show på scenen. Et show med alvorligt budskab om at lade sig kontrollere for kræftsygdomme før det er for sent.
Andet sæt bestod af Ian Andersons seneste udspil Thick As A Brick II, som udkom tidligere på året. Et forsøg på at følge op på historierne fra den 40 år gamle udgivelse. Hvordan ville livet se ud for den nu 50-årige (fiktive) Gerald Bostock, som på det oprindelige cover var krediteret som forfatter til det digt musikken er skrevet omkring. Kendere var helt sikkert klar over, at det var sådan koncerten var opbygget, hvorimod der sikkert sad en del og ventede på Tull-klassikere fra andre albums - Aqualung, Heavy Horses, Budapest og lignende. De kom naturligvis ikke - kun Locomotive Breath som ekstranummer. På rækken bag os, sad der en flok, som troede de skulle til rockkoncert, at dømme efter deres konstante sludren og grinen under det meste af koncerten.
Alt i alt synes jeg, det var en god koncert - men jeg vidste jo også, hvad jeg gik ind til. Jeg vidste ikke, at der var ny sanger med, men under omstændighederne var det godt, og det virkede fint. Om det holder til fremtidige Tull-koncerter med numre fra hele bagkataloget, har jeg min tvivl om. Men til netop denne komplekse koncert virkede det.
Med hensyn til snakkehovederne kunne jeg i Gaffa læse en anmeldelse fra Struer, hvor det også havde været et problem. Jeg har tidligere oplevet koncerter, hvor en del af publikummet er sponsorer eller honoratiores, som kommer, fordi der er en event i byen, men som ikke har sat sig ind, hvad det er. Sådanne mennesker kan totalt ødelægge en oplevelse for andre, hvis de ikke koncentrerer sig om at være publikum men i stedet smalltalker, griner og forstyrrer- specielt til koncerter med stille og akustiske numre. Er det rå rock, bliver sådanne typer overdøvet og ofte forlader de stedet, fordi de bliver blæst ud. Det seneste oplevede jeg til en Toto-koncert i Frederikshavn, hvor de fine fruer hurtigt var ude i forhallen, da der blev skruet op for lyden....
Jeg har været til en del Tull-koncerter gennem de senere år. Alle har været gode oplevelser - også den sidste, som jeg også tror blev den sidste. Inderst inde har jeg en fornemmelse af, at 65-årige Ian Anderson tager konsekvensen og stopper det krævende turnéliv, når den igangværende tour er slut. Han har næppe brug for pengene, medmindre hans skotske gener vil det. I stedet kan han hygge sig med at lave albums, hvor han kan indspille sange, som passer til stemmens niveau.
Den progressive rockkoncert med overtoner af folkemusik og klassik musik lørdag blev søndag afløst af svedig rock med irske rødder, da vi nappede Thin Lizzy på Skråen i Aalborg.
Musik var en god del af indholdet i den forløbne weekend. En stor del af weekenden blev brugt i København sammen med min hustru og et par af vores gode venner fra Nibe, Ib og Anette. En del af turen var vores bryllupsgave til dem i sommer - en billet til Jethro Tulls Thick As Brick koncert i Falkonér Centeret.
En lørdag i København en måned før jul er naturligvis præget af den tilstundende jul. Der er sikkert altid vrimmel på Strøget, men mon ikke vrimlen var taget en smul til denne dag, hvor der bl.a. også var juleåbning i Tivoli, hvilket vi kunne konstaterer ved at se den lange kø udenfor den gamle park midt i byen.
Pigerne blev sluppet løs i diverse tøjbutikken, medens Ib og jeg listede i brugtpladeforreningen Accord og et par andre forretninger med musik på hylderne. Der blev investeret i lidt (gammel) nyt, inden vi sneglede os en tur op i Rundetårn og nød udsigten over hovedstaden med de mange smukke kirketårne, som rager op overalt i bybilledet. Vi kunne også skimte Falkoner Centeret i det fjerne, hvor vi senere skulle til koncert. En besked på telefonen afgjorde, hvor vi skulle spise vores frokost:
Den tidligere Blackbirds-trommeslager, Claus Lilholt, har boet i København siden han forlod gruppen i slutningen af 1973, og jeg har jævnligt været i kontakt med ham via mail eller Facebook. Nu var muligheden der for at få en sludder face to face over en kop kaffe. Claus bor og arbejder midt i København, så han skrev på telefonen, at vi evt. kunne mødes i cafeen Dalle Valle i det tidligere Daells Varehus.
Som skrevet, så gjort, og efter en udmærket buffet til yderst rimelige penge sendte vi igen pigerne på shopping, medens Ib og jeg fik os en god snak med Claus om stort og småt fra fortid og nutid. Rigtig hyggeligt!
Fra det centrale København gik turen til vores hotel på Frederiksberg, hvor vi tog en slapper forud for aftenens koncert. Aftensmaden nød vis hos “Fabbio” tæt på koncertstedet. I Falkonér blev der så hilst på endnu en gammel Blackbird, Lassen Stefansen, som jeg jævnligt skriver med på mail. De seneste par år har vi udvekslet lidt musik og fotos og der er blevet skrevet en del historie om Blackbirds fra start til slut.
Det blev til endnu en hyggelig snak, bl.a. om Lassens eventyr som arkitekt på Bermuda i 80’erne - et eventyr, som startede i Brønderslev og altså førte vejen videre til Bermuda. Jeg kender ikke så meget til den atlantiske østat, men blev lidt klogere. Lassen kunne fortælle, at det er en meget lille og tætbefolket ø, hvor det kun er landets indbyggere, som må eje en bil. Og vejene er smalle, så der er restriktioner på, hvor brede biler må være. Det har i mange år betydet, at det kun er visse bilmodeller, som er blevet importeret til Bermuda. Driftige forretningsfolk har dog haft fantasi til at modificere mere eftertragtede biler med for stor bredde, så der er kommet ned på det tilladte...I dag har guvenøren og premierministeren dispensation til større biler, men Lassen kunne huske, at premierministeren tidligere kørte rundt i en Morris 1000 med nummerpladen "M1" (redigeret og rettet 8. dec/PL)!
Sådan gik snakken - det blev også hilst på Lassens gode ven Helmut, som er Hi-Fi entusiast og selv bygger højttalere, som selvfølgelig skal anvendes i forbindelse med de klassiske rørforstærkere, som ellers forsvandt da transistorerne kom frem og vandt indpas i musikgrejet i 1960’erne.
Og for at det ikke skal være løgn mødte vi også en anden tidligere Farsø-dreng, Carsten Nøhr, som vi spillede en del fodbold med og hørte musik sammen med tilbage i slut 70'erne. Han er i dag indenfor politiet i København men er blandt den flok, som af og til mødes ved forskellige lejligheder. Alt i alt en rigtig sjov og hyggelig lørdag, som Ian Anderson og Jethro Tull rundede af på fornem vis med deres tour de force af et show, hvor de gennemførte to hele albums på hver sin side af pausen i koncerten.
Efterårets temafest på efterskolen stod i campinglivets tegn. Eleverne var på forhånd blevet bedt om at finde campinghabitterne frem, så vi kunne få den helt rigtige stemning.
Mange fantasifulde campister troppede op på pladsen, som vi havde indrettet i hallen med iglootelt, petanquebane, minigolf og en bod med slushice og popcorn. Undervejs var der underholdning med musikholdet, som gav klassikere i form af "Himmelhunden" og "I en lille båd der gynger". Karaokeeanlægget stod ikke stille, og slush-ice maskinen kæmpede hårdt for at køle læskedrikkene ned til de tørstige elever, som sluttede aftenen af med en gang linedance.
Alt i alt en hyggelig campingtur med en herlig flok teeangere.
Fredag havde jeg mit fotohold med på en lille opgave. Jeg skulle tage et pressebillede for en af medarbejderne på skolen, som har en hjortefarm. Da jeg alligevel skulle have foto fredag formiddag, kunne eleverne jo lige så godt komme med på en "hjortesafari".
Der blev fotograferet mange dyr denne formiddag, som var lidt grå og trist og derfor krævede høs ISO på kameraerne. Mest fremme i klovene var flokkens dominerende han, som dog ikke var helt tryg ved os. Men stod vi stille eller bevægede vi os forsigigt uden de store bevægelser, blev han hængende ved de gulerødder, vi smed ud til ham. Langsom kom også de andre dy tættere på, så vi kunne knipse løs.
Jeg har brugt mit D300 spejlreflekskamera med en standardzoom på 18-70. ISO er skruet op til 400 og der er skudt med stor blændeåbning for at få hurtigst mulige lukketider. Efterfølgende er der beskåret og justeret lys, farver og skarphed i Lightroom 3.
Den mørke og lidt triste tid, rent vejrmæssigt, har ikke budt på lyst til for alvor at komme ud med kameraet i den forløbne uge. Faktisk var det meget tæt på, at jeg ikke kunne leve op til min egen udfordring om at bidrage med et foto fra hver uge i 2012.
Men billedet kom i kassen - i sidste sekund bogstavelig talt.
Søndag havde jeg vagt på efterskolen - en lang dag, hvor jeg kørte mod Farsø hen mod midnat. Her kom jeg i tanke om, at jeg faktisk ikke havde noget reelt bud på ugens foto til denne uge. I lyskrydset ved sparekassen fiskede jeg mobilen frem og tog dette aftenbillede direkte ud gennem ruden, medens jeg ventede på grønt lys til at komme hjem i seng.
Således lykkedes det mig at nå projektet i yderste øjeblik.
