Baal var on fire på Skråen

 

Søndag aften var jeg på Skråen i Aalborg med min gode ven Ib, som havde vundet to billetter til en koncert med den københavnske gruppe Baal (udtales baaal og ikke bål).

Gruppen havde sin storhedstid sidst sidst i 1990'erne og deres debutalbum Sensorama har lidt af en kultstatus hos kendere. Jeg kender godt bandet og noget af deres musik, men kun perifert. Lyden er stor og voldsom, men også stille og blid med store skift i rytme, stemning og kraft. Sangeren Bjørn Fjæstad er det sceniske midtpunkt med sin nærmest teatralske performance, medens keyboardspilleren Henrik Steen Melander lægger den melodiske tone, en særdeles velspillende Troels Skærbæk på bas, en solid Kenny Andy Jørgensen på trommer og en guitarist i skikkelse af Morten Lundsgaard, som mestrer at spille følt såvel som storladent, så tankerne går til Queen eller David Bowie. Lundsgaard ligner en rødhåret udgave af Tintin, som han står der og smiler og vrider smukke eller rå toner ud af den 6-strengede.

Vi er blandt kendere denne aften på Skråen - det er tydeligt, at mange blandt publikum aften var unge omkring årtusindeskiftet. Der er dog også helt unge, som må have stiftet bekendtskab med musikken på anden måde, og så er der Ib og mig, som må erkende, at vi denne aften er med til at trække aldersgennemsnittet i vejret.

Uanset tallene på vores dåbsattest får vi en forrygende aften i selskab med Baal, som i den grad leverer varen. Det er svært at sætte musikken i bås, men inspirationen fra Bowie er tydelig. Jeg hører også overtoner af Procol Harums symfoniske rock og som nævnt også en stor portion Queen.

Jeg har tidligere hørt Ball på Nibe festival’en, dengang med en hyldest til netop afdøde David Bowie i form af en Baal-version af “Life on Mars”. Den fik vi ikke i Aalborg - til gengæld var stemningen mere intens og publikum mere dedikeret end på Nibe.

Baal udgav i 2018 albummet “Time is old”, som kører på Spotify, medens disse linjer skrives. Det er bestemt anbefalelsesværdigt.