Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Lou Reed

28-10-2013

Det var en af rockens mest indflydelsesrige personligheder, som døde søndag i New York, den by som Lou Reed boede i gennem hele sit liv og som han ofte brugte i sine tekster.

Forunderligt nok sad jeg søndag morgen ved morgenkaffen og lyttede til netop albummet “New York” fra 1989 - lykkeligt uvidende om, at jeg senere på dagen skulle se utallige opdateringer på Facebook, som fortalte, at Lou Reed var død i en alder af 71. En tilsvarende oplevelse havde jeg i 1980, hvor jeg en hel nat havde lyttet til John Lennons soloplader for så, som det første om morgenen på min clockradio at høre, at Lennon var blevet myrdet - i New York…

Lou Reed er ikke en mand, som fylder vildt meget i min plade- og CD-samling. Det betyder dog ikke, at jeg aldrig har lyttet til ham eller Velvet Undergorund for den sags skyld. Det har jeg, men min interesse kom først senere - i 1970’erne var det mere betonrock og progrock, som snurrede på min pladespiller. Undergrund og punk var ikke lige mig - på det tidspunkt.

Heldigvis udvider man sin horisont, og selv om Reed ikke var så meget for det, havde han en stor indflydelse på punk og ikke mindst de bands, som lå i periferien af denne genre - navne som Patti Smith og Television kan ikke benægte deres indflydelse fra New York’eren, som mente, at musik med mere end tre akkorder var at regne for jazz….

Hos mig er det især 70’er og nogle af 80’er tingene, som lyder gennem højttalerne - den rå og primitive rock med skarpe tekster i modsætning til den noget mere ekspirementerende Reed.

Jeg nåede aldrig at høre Lou Reed live men fik dog en smag af Velvet Underground æraen, da Nico gav koncert med sin lille trækharmonika og et væld af syrede effekter på skråen i Aalborg en gang i 80’erne. Det var bestemt mere specielt end vellydende - f.eks. da hun satte mikrofoner i svingninger hen over en række højttalere med et hylende inferno som resultat..

Endnu et medlem er stemplet ind i Sankt Peters rockhimmel.

 


Kategori: Oktober 2013

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby