Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Kolding

18-07-2022
Kolding er Danmarks 7. Største by med sine mere end 61.000 indbyggere - i øvrigt i stærk konkurrence med Vejle og Horsens som følger lige efter med bare nogle få hundrede indbyggere færre. Udviklingen i de senere år kan tyde på, at Vejle måske overhaler naboen mod syd på et tidspunkt.
 


Koldinghus er naturligvis byens store attraktion - det gamle kongeslot fra slutningen af 1200-tallet byder på masser af Danmarkshistorie. Slottet brændte i 1808, da spanske lejetropper fyrede lidt for hårdt i kaminerne. Derefter stod slottet og forfaldt, og dele af det blev brugt i lokale byggeprojekter, som man også kender det fra andre egne af landet, f.eks. Vitskøl Kloster. I 1930'erne blev det karakteristiske tårn genopbygget, og op til 1975 gennemgik slottet en større renovering og genopbygning under ledelse af arkitektægteparret Exner. I dag er slottet museum med fokus rettet på de danske konger og dronninger.
 


Ved siden af slottet ligger Staldgården, som gennem tiderne har været benyttet til opstaldning og træning af heste. I dag er der bl.a. et besættelsesmuseum, som fortæller om den danske frihedskamp på egnen. Gestapo havde hovedkvarter på gården fra 1943-45, og fra den tid er den berygtede celle II bevaret. Her vises i dag et filmshow om perioden. På cellens vægge har de indsatte ridset navne og digte - en stærk oplevelse at står i denne "Helvedes forgård".

Kolding bys opbygning er præget af, at jernbanen og en å skærer tværs gennem centrum. Området omkring jernbanestationen er lidt kedeligt og trist, men i den gamle bydel nedenfor Koldinghus er der et hyggeligt gågademiljø med gader på kryds og tværs. Det strækker sig over til åen, hvor også jernbanen fører ud af byen på højtliggende skinner, som gør togene meget synlige og hørbare, når de ruller ind og ud fra stationen.
 


Ved en gammel bro over åen er der restauranter og cafeer helt ned til åen, som man også kender det fra Aarhus - og ikke langt derfra finder man Junglerecords, som handler med nye og brugte plader. Der blev købt et par stykker, en med Neil Young og en med danske Secret Oyster.

Lidt mere om Kolding i næste blog.

Kategori: 2022

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby