Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Fregat og fede biler

12-07-2012

Første uge af sommerferien blev brugt på Djursland. Vejret var med os, heldigvis, da vi boede i campingvogn.

Det er ved at være mange år siden, at vi sidst har besøgt fregatten Jylland, så naturligvis skulle vi bese det gode skib, som nu ligger i tørdok og er blevet flot restaureret. I det hele taget er der sket meget siden sidst, hvor der er bygget udstillingshaller og meget andet, som gør skibet til en rigtig flot turistattraktion med gode guider og en masse aktiviteter i form af kanonaffyring, rebslagning, mastekravling og meget andet. I udstillingsbygningen var der lavet et stort scenarie, hvor man kunne gå aktivt ind i et digitalt søslag - ideen er god men i praksis virkede det ikke optimalt - enten fordi der manglede ordentlig instruktion, eller også fordi teknikken ikke helt virkede efter hensigten.

Lidt længere vest for Ebeltoft finder man Kalø Vig, som man når til via en smuk tur gennem nationalparken Mols Bjerge. Ved parkeringspladsen, hvorfra man kan gå ud til Kalø slotsruin, er der hver tirsdag træf for gamle biler. Vi var heldige at komme sidst på eftermiddagen, hvor de første biler så småt begyndte at rulle ind på pladsen. Efter et besøg på borgruinen vendte vi tilbage, og nu var der for alvor kommet mennesker - og biler og motorcykler. Disse gamle køretøjer er et sandt trækplaster. Og her er både gamle og rigtig gamle biler. For mig var det sjovt at gense velholdte eksemplarer af en Opel Rekord med nogenlunde samme år som mig på registreringsattesten (1958). Her var også flotte gamle VW busser, “rugbrød”, en Ford Anglia, en NSU og flere gamle Fiat 500’ere. Jo, her var nok at se på for nostalginørder, og mon ikke kioskejeren på den anden side af vejen griner hele vejen hen til banken, når han tænker på dette tirsdagstræf i Kalø?

Fra Kalø gik turen op gennem Djursland til den nordlige del, hvor vi boede ved Bønnerup Strand.

Sidste del af ferieodysseen bringes i morgen.


Kategori: Juli 2012

Kommentarer

  • #1
  • Destination Djursland
    19-07-2012 13:19
    Tak for et par fremragende blogindlæg om livet som turist på Djursland.

    Veteranbiltræffet om tirsdagen er i sig selv bemærkelsesværdigt, da det blot startede for få år siden med, at et par venner med oldtimere satte hinanden i stævne en tilfældig aften for at spise en is ved Kalø Slotsruinen. Derfra har det udviklet sig til at være den en af de største uorganiserede turistattraktioner på Djursland.


  • #2
  • Per Lyngby
    22-07-2012 08:06
    Selv tak Destination Djursland - og tak fordi I kiggede forbi min blog.


1 

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby