Lørdag eftermiddag var jeg en tur til amerikansk fodbold i Dall Villaby syd for Aalborg. Her holder det lokale hold Aalborg 89ers til i hyggelige rammer på byens fodboldstadion efter tidligere at have haft til huse hos AaB i den østlige del af Aalborg.
Aalborg 89ers spiller med i den bedste danske række, som består af 5 hold: Towers Copenhagen og Søllerød Gold Diggers fra det sjællandske og Triangle Razorbacks fra Vejle, Aarhus Tigers og Aalborg 89ers fra det jyske.
Anledningen var den, at jeg har en gammel kollega, hvis søn spiller for Aalborg. Vi har før snakket om sporten, og nu passede det lige med tiden og vejret, som viste sig fra den smukkeste side på den sidste dag i august. Samtidig kunne jeg så også tage mit kamera med og prøve at fotografere en sportsgren, som jeg ikke har fotograferet før.
Der spilles 11 mod 11 på banen, når kampen er i gang, men begge hold har et hav af udskiftere, så det ser voldsomt ud, når man ankommer til stadion og ser spillerne varme op med forskellige kast og øvelser. Der kan være op til 45 spillere på et hold. Fysisk er der stor forskel på spillerne, fra de forholdsvis spinkle og løbestærke til de store og stærke gutter, som skal holde modstanderne fra fadet og forsvare bolden, når holdet har den i besiddelse.
I bund og grund handler spillet om at drive bolden frem på banen og til slut havne i endzone. Sker det, har man en scoring. Vejen dertil er imidlertid fyldt med forhindringer i form af store stærke gutter, som går til stålet, når der skal tackles, så man skal ikke være bange af sig i den her sport. Kan man ikke drive bolden 10 yards frem på 4 forsøg, overtager modstanderne bolden, akkurat som de også gør, hvis de “stjæler” den ved f.eks. at gribe en aflevering. Bolden må kastes og sparkes - i øvrigt et paradoks at kalde det fodbold, for bolden er faktisk mere i hænderne end på fødderne…Det er også tilladt at løbe så langt man kan med bolden - gerne helt ned til endzone, så man kan lave en touchdown - en scoring. Man kan også score ved at sparke bolden op mellem de to høje stolper i målet.
Spillet sættes i gang ved at det ene hold sparker bolden langt ned på modstandernes banehalvdel. Herfra skal mostanderholdet så forsøge at drive bolden fremad, mens det forsvarende hold skal forhindre dem i det. Hver enkelt spiller har sit speciale, og det er ikke ualmindeligt, at alle 11 spillere skiftes ud, når der skiftes fra forsvar til angreb. Selv om det ofte er griberen og runneren, som får opmærksomheden, er de øvrige spillere mindst lige så vigtige, da de med deres tacklinger og screeninger skaber rammerne for deres angribere.
Der spilles 4 quarters a 12 minutter effektiv spilletid. Efter hver quarter bytter holdene banehalvdel, og mellem 2. og 3. quarter er der en pause på 20 minutter. Der er masser af pauser og time outs, hvor taktikken hele tiden bliver snakket igennem. En kamp i Danmark tager 2-3 timer - i USA noget længere. Men i TV-reklamernes hjemland er det vigtigt med pauser, så derfor er den effektive spilletid mindre end en tredjedel af den tid, en kamp varer.
Det er faktisk en svær sport at fotografere, for du skal have en fornemmelse af, hvem der modtager bolden, og hvad han agter at gøre med den. Mange gange ender det hele i en stor klump af spillere, der kæmper om bolden og om positioner. Nogle gange kan være heldig at fange en spiller, som slipper fri af klumpen og har nogenlunde frit løb med bolden - som regel med modstandere, der jagter ham. Det giver de bedste billeder. Jeg fangede heldigvis sådan et par situationer, også af min kollegas søn, Jeppe, som er det der hedder en “wide receiver"- altså en spiller, som man forsøger at aflevere bolden til, så han kan vinde meter ved at løbe med den.
Publikum denne lørdag i Dall Villaby er kendere - når hjemmeholdet skal forsvare råbes der “defence, defence”, og små detaljer, som jeg ikke lige ser, bliver behørigt rost og kommenteret med tilråb og jubel. Det er også tydeligt, at de mange udskiftere og staben ude på sidelinjen er en del af kampen - der bliver jublet som efter en scoring, når der sættes en god tackling og når man forhindrer modstanderne i at vinde meter.
Towers Copenhagen er Danmarks bedste hold, og det stod klart allerede fra første angreb, hvor Aalborg blev trykket godt og grundigt tilbage på egen banehalvdel, hvor de stort set forblev hele første quarter, som vist endte 23-0 til københavnerne. Dominansen fortsatte i de næste quarters, således at stillingen i fjerde var 40-0, men herefter lykkedes det for hjemmeholdet at reducere til slutresultatet 8-40, til stor jubel for spillerne og publikum.
Middagsmaden blev også indtaget på stadion, og den var selvfølgelig amerikansk: En burger med pommes. Dog med den tvist, at drikkelsen var en Sports Cola fra Hancock i Skive - gå hjem og vug Coca Cola…Efter lørdagens fine oplevelse i Dall står det fast, at det ikke er sidste gang, jeg drager til amerikansk fodbold - på dansk.
Torsdag blev brugt til at lege turister i vores egen baghave. Vi har været i sommerhuset på Feddet, og da vejret ikke just lokkede til at slå græs og klippe hæk, besluttede vi at tage på bustur i Vesthimmerland.
På Limfjordsmuseet i Løgstør har de for et par år siden købt en gammel Bedford bus årgang 1954. Frivillige har brugt mange timer på at restaurere bussen, som dog havde været igennem en større renovering tidligere. Men der er kommet nye gulve og nyt loft - og man har forsøgt at holde det hele så originalt som muligt. Således er det de originale sæder, som er i bussen, der er blevet malet i flotte gule og røde farver. Karrosseriet er bygget i Aabenraa, og der er kælet for detaljerne med runde ovenlysvinduer og flotte hattehylder.
Det er den sidste bus af sin art i Danmark, hvor de tidligere kørte i hundredevis rundt på vejene. En del af dem blev opkøbt af den Rejsende Højskole i Tvind og endte deres busliv i de fjerne østen.
Vi havde museumsdirektør Anders Bloksgaard som guide på turen, og bag rattet sad Ronald, som er en af de mange frivillige, som hjælper museet med f.eks. buskørsel, snapselaug, vægtere , bådførere og brodrejere på den gamle bro over kanalen ved museet.
Og Ronald var kommet på arbejde i den gamle bus, som ikke er forsynet med moderne stads som servostyring og synkroniseret kobling. Så der skal gode armkræfter til at få bussen rundt i svingene, og der skal arbejdes med dobbelt udkobling, når der skiftes gear på den 6-cylindrede benzinmotor, som yder godt 100 heste og kan bringe bussen op på vilde 75 kilometer i timen. I parantes bemærket yder en moderne elbil mere end 200 hestekræfter - gearskift klares med een finger, og der er ingen kobling….
Vi startede med at køre langs med Frederik den VII’s kanal, som tidligere var en livlig trafikeret rute, når skibene skulle forbi de lave Løgstør Grunde. Da man senere kunne grave sejlrender i fjorden, blev kanalen overflødig og den forfaldt. I dag er den en turistmagnet og et pulserende centrum for de maritime aktiviteter i Løgstør, der har formået at brande sig som “Muslingebyen” - uagtet, at der vist ikke landes så mange muslinger i byen i vore dage. Men brandet fungerer, og de driftige folk i den gamle købstad har virkelig formået at sætte gang i mange ting, der har givet byen et helt andet image end det lidt kedelige, den havde, da jeg i 80’erne gik på seminariet i Ranum.
Vi hørte om færgeriet over Limfjorden før broen ved Aggersund kom i 1941. Løgstør Bredning er det bredeste sted i Limfjorden, og Aggersund er det smalleste. Broen blev anlagt som et beskæftigelsesprojekt, og under besættelsen var den særdeles velbevogtet af tyskerne, som også havde mineret den, så den kunne spænges i luften i tilfælde af en allieret invasion i Danmark.
Vi fik også historien om de russiske soldater, som indgik i bemandingen af bunkerne. Soldater som valgte at gå i tysk tjeneste fremfor at ende i koncentrationslejre. Tyskerne ville naturligvis ikke bruge dem på østfronten, så de kom bl.a. i tjeneste i Danmark.
Første stop var ved vikingeborgen Aggersborg, som netop er kommet på UNESCO’s liste over verdensarv. Det betyder, at der i Vesthimmerlands Kommune er sat et arbejde i gang for at gøre stedet mere publikumsvenligt. Det der er, er nu venligt nok i skikkelse af medarbejdere fra Vesthimmerlands Museum, som beredvilligt og ivrigt fortæller om de mytiske og mystiske ringborge, som kun var i anvendelse i ganske få år.
På turen tilbage over Aggersundbroen fik vi fortalt om flystyrt i Vesthimmerland under besættelsen, bl.a. om tyske Messerschmidt jagere, som fejlagtigt troede, de var ved Aalborg, da de så broen, som de tog landkending på. Efter at have kredset over området måtte de til slut nødlande på isen ved Løgstør - det gik godt for de to, men den sidste tippede rundt, og piloten mistede livet.
Fra den højtliggende Næsborg Kirke er der en smuk udsigt over Aggersundbroen og Limfjorden. På vej mod Brøndum er der opsat en mindesten over en amerikansk pilot, som sprang ud med faldskærm over området, desværre landede han fatalt og brækkede nakken. Han blev begravet i Danmark af tyskerne, men efter befrielsen genbegravet på en kirkegård i Belgien. Året efter ønskede hans familie ham hjem, og han blev derfor begravet for tredje og sidste gang i hjemstaten Ohio.
Bussen holdt en lille pause i Vilsted, hvor vi kunne købe forfriskninger på kanten af den genskabte sø, inden det atter gik mod Løgstør via Vitskøl og Rønbjerg.
Turen sluttede i Snapseriet, som holder til et af de gamle kanalhuse. He blev vi introduceret til de snapse, man laver på museet, som henter planter og bær til produktionen langs kanalen. Med til snapsen hører en haps, og dermed sluttede en fin dag som turist i egen kommune på bedste vis.
Museet tilbyder også ture på kanalen i båden Grevinde Danner, og man kan også komme med ud på fjorden i nogle af museets andre både.
Det eneste kamera, jeg havde med på turen, var min mobiltelefon, som dermed levede op til de vise ord om, at det bedste kamera er det, man har med sig.
Den seneste uge er blevet brugt i Støvlelandet, Italien, hvor vi har tilbragt nogle herlige dage ved den smukke Amalfikyst. En tur, som vi allerede bestilte sidste år sammen med vores gode venner Ib og Anette.
Vi har sjældent været på gruppeture, når vi har været ude at rejse. Det var vi denne gang med rejseselskabet Vitus, og vi var et godt lille selskab på 23 mennesker. Mange havde forladt arbejdsmarkedet, men der var da også en ung pige på 19 og et par andre, der ligesom Hedvig holder tingene i gang ved at gå på arbejde.
Programmæssigt var der bestemt ikke tale om en pensionistrejse - der var nok at se til, og vi fik meget at se og havde en god guide i Tina, som flyttede til Italien, da hun var 18 - og blev hængende de næste 35 år eller deromkring. Og det er da helt klart en fordel at have en guide, som begår sig i såvel dansk som italiensk kultur - ikke mindst den italienske, hvor hun nøjagtig vidste, hvornår der skulle charmeres og hvornår bissen skulle skrues på, hvis det var nødvendigt….
Amalfikysten Vi fik set den smukke kyst, som ofte indgår i film optaget i det sydlige Italien. Byerne ligger som perler på en snor, og de er alle meget karakteristiske og smukke opbygget omkring en havn og en kirke. Hovedbyen Amalfi, som har givet navn til strækningen, er en pulserende turistby - smuk men måske også lige lovlig turistet. Det var et af de få steder, hvor man oplevede, at tjenerne var ude og lokke folk ind i restauranterne, og så var det her, vi fik vores livs dyreste is - en citronsorbet serveret i en mega stor udhulet citron. Med en pris på 15 Euro nærmer vi os noget i retning af 112 danske kroner. Men frisk og dejlig, det var den - og det skulle naturligvis prøves, nu hvor vi var i “citronland”.
En sejltur til Capri blev det også til - nu har vi været der og set øen, som nok skuffede en smule. Igen masser af by og turistforretninger, men ikke så meget natur ud over de smukke udsigter, man kunne se flere steder fra byen. Vil man have mere med, f.eks. en sejltur til den blå grotte, koster det kassen,
Pompej Hovedattraktionen for os var helt sikkert turen til Pomej - eller Pompeii, som den hedder på italiensk. Byen som i år 79 druknede i vulkansk aske fra Vesuv er ikonisk og er helt naturligt på UNESCO’s liste over verdensarv. Byen havde omkring 16.000 indbyggere i sin storhedstid, og der var tale om et velorganiseret romersk samfund med torv, templer, butikker, boliger, teatre og helt naturligt bordeller. Fire femtedele af byen er i dag udgravet, og noget af det, som har gjort byen så kendt og interessant er, at man i forbindelse med udgravningerne brugte en teknik, hvor man fyldte gips ind i asken, således at mennesker og dyr kan ses i de positioner, som de døde i, da de giftige gasser og asken kvalte dem. Var byen blevet dækket af lava, havde der ikke været meget at grave ud for arkæologerne.
Som det hører sig til i en romersk by er der også et amfiteater, som blev brugt til bl.a. gladiatorkampe. Ib og jeg har naturligvis set den kendte koncertfilm Live at Pompej, som Pink Floyd optog i dette teater i 1971. En stemningsfuld film, som modsat mange andre af tidens koncertfilm var uden publikum - bortset fra et par drenge som nysgerrigt kiggede på og lyttede med under optagelserne, som varede en uges tid. Her blev amfiteateret fyldt med Pink Floyds efter den tid imponerende mængde af lyd- og lysudstyr.
Guidesystemet tillod ikke Tina at være guide i Pompej, så akkurat som på Capri var det ligeledes dansk-italienske Stine, som guidede os rundt - og det gjorde hun rigtig godt. Der udspandt sig dog en mindre krise, da hun efter et par timer satte kurs mod udgangen - uden at vi havde været forbi amfiteateret. Det fik Ib til at reagere med et udbrud i næsten samme voldsomhed, som da Vesuv i sin tid udslettede byen: Nu havde han i 50 år ventet på at se det teater, hvor Pink Floyd spillede - og det agtede han at gøre. Vore to guider fornemmede nok, at her skulle de ikke lade deres italienske temperament råde, så de gav os modvilligt lov til at gå på egen hånd i halvanden time. Det var der en flok mere i gruppen, som også ville - og så gik det ellers over stok og sten - mest sten - ned til det velbevarede amfiteater i den anden ende af byen. Her var der faktisk line op til en koncert samme aften og i hvælvingerne under tilskuerpladserne var der en udstilling om Pink Floyds koncert på stedet.
Så fik vi også det med - og naturligvis nåede vi tilbage til mødestedet til tiden! Men i vores øjne lidt underligt, at man fortæller, at man kan bruge flere dage på at udforske Pompej, og så ikke giver mulighed for tid på egen hånd. Også set i lyset af de øvrige steder vi besøgte, hvor vi fik tid på egen hånd i udprægede turistbyer.
Citronstien Hjemme i Maiori, som byen vi boede i hedder, tog vi en gåtur til nabobyen Minori. Det foregik af den gamle “Citronsti”, som slynger sig oppe i landskabet og gennem tiden har været forbindelsesvejen mellem byerne - en vej man er gået eller hvor man har brugt æsler til transport - det gør man stadig den dag i dag, for der bor stadig mennesker på cirtrongårdene oppe i bjergene. Selve turen er til at klare - trods de mere end 500 trappetrin op og ned igen, men det er bedst at starte tidligt, da varmen ellers kan blive et problem. På turen får man smukke udsigter over Amalfikysten, og et besøg på en citrongård, hvor der kunne købes læskende citrondrikke var bestemt også værd at tage med.
Den sidste dag blev brugt på lidt lokal sightseeing og ved stranden og poolen, inden det fredag gik hjem mod kølige og regnfulde Danmark. En lidt sej hjemtur for os jyder. Afgang fra hotellet kl. 8.00 og 16 timer senere kunne vi så lægge os til at sove i vore egne senge efter stop i Frankfurt og København, inden den sidste tur med fly til Aalborg.
Når jeg rejser medbringer jeg ofte mit Olympus OMD 5 med en 24-300 zoom. Den kombination gør det fremragende og giver bl.a. mulighed for lidt streetfoto, hvor man ret så ubemærket kan tage billeder i bylivet.
Ud over Pink Floyd har også et andet rocknavn beskæftiget sig med Amalfi. Steve Harley, som døde tidligere på året, har skrevet denne flotte sang:
For mange år siden arbejdede jeg i 7 år på den lokale ugeavis Aars Avis. Det gav mig et kendskab til Vesthimmerlands hovedstad, som bl.a. i den periode formåede at få tilladelse til ved særlige lejligheder at spærre hovedgaden, Himmerlandsgade, af for kørende trafik. Derved kunne man have en flot gågade med masser af stemning og mange mennesker.
Med sit skrånende forløb ned gennem byen talte man ofte om den nederste eller den øverste del af Himmerlandsgade, som var begunstiget af en række flotte bygninger i 2-3 etager. Gamle bygninger fra stationsbyens spæde start, som ofte havde et forretningslokale i stueplan og lejligheder på de andre etager.
På et tidspunkt inviterede man journalisten Peter Olesen til byen. Han var kendt for sine holdninger til arkitektur i de danske byer. Man fik ham til at tage en tur gennem Himmerlandsgade og komme med sin uforbeholdne mening om, hvad han så. Der var meget, han kunne lide, og så var der naturligvis også nogle ting, som skar i hans kritiske øje - bl.a. et hus med en kakkelfacade. Der var også pæne huse, som bare skreg på at blive vedligeholdt. Men alt i alt kunne Peter Olesen lide, hvad han så i Aars: En kommentar var vist noget i retning af, at byen lugtede af penge og velstand.
Siden da, er der kørt mange biler gennem Himmerlandsgade - og der er sket en del på den bygningsmæssige front. Jeg tror næppe, Peter Olsen vil synes om den forandring, der er sket.
Forleden gik jeg en tur op gennem Himmerlandsgade, og jeg må erkende, at byens førhen så smukke hovedgade har mistet noget af glansen.
På pladsen, hvor det hedengangne Hotel Himmerland lå, er der i dag bygget nyt - og højt. Hotellet var forfaldent, og så er der desværre bedre økonomi i at rive ned og bygge nyt. Desværre, for det, der er kommet i stedet er næsten lige så skæmmende for bybilledet, som det forfaldne gule hotel. 5 etager har man formået at stable ovenpå hinanden i noget, der næppe vinder en arkitektkonkurrence. Porten til Himmerlandsgade er blevet et stort og grimt skrummel i mine øjne. Skoæske-arkitektur vil jeg kalde det.
Bedre bliver det ikke, når man kommer rundt i svinget. Her lå tidligere en bager og en slagter - begge forretninger lukkede og bygningerne forfaldt. Også her blev der bygget nyt - en stor klods, som rummer det tyske supermarked Lidl. Der er indgang fra parkeringspladsen, så den 2 -3 etager høje facade ud mod Himmerlandsgade medvirker ikke til at forskønne den nederste del, som i sin tid var gadens nervecenter med Kvickly som magneten blandt de øvrige detailhandelsforretninger.
Centralt i gaden ligger Kimbrertorvet. Tidligere et stort åbent torv med en pølsevogn og med indkig til Per Kirkebys bymur, som har været i vælten, fordi man formastede sig til at sætte julebelysning på den. Men et stykke brugskunst skal vel indpasse sig i det miljø, det er placeret. Og lur mig, om ikke der en en Aars-borger eller to, som har formastet sig til at pisse en en tår op ad de røde mursten gennem tiden! Det blev til en gang kultursnobberi uden lige med Kirkebys arvinger som flittige medspillere.
Hvis man hører til den gruppe, som ikke finder Kirkebys værker særligt kønne, kan man glæde sig over, at indkigget i dag er skærmet af en stor træbygning, som i sig selv egentlig er OK, men som i mine øjne virker helt fejlplaceret mellem de gamle bygninger i den gamle stationsbys hovedgade. Den ville passe fint på en stor åben plads, men er her presset ind på alt for lidt plads, hvilket ikke mindst går ud over nabobygningen, som tidligere rummede Giversens Bageri og nu har banklokaler med begrænset åbningstid i stueplan.
I toppen af Himmerlandsgade kan man ikke undgå at bemærke Aars C - navnet på Aars Boligforenings store byggeri på et område, som i sin tid skreg på byfornyelse. Det fik man, og man fik et imponerende funkisbyggeri med runde former. Desværre er der også her bygget mindst halvanden etage for højt, hvis man spørger mig. Når man kommer nede fra byen og kigger op mod den store bygning, falder ikke mindst de store kasser ovenpå i øjnene - jeg troede først, at der var tekniske installationer, men noget af det er det er vist ekstra kvadratmeter, som lige er kommet på det ellers så stilrene byggeri.
Søndergade, som er en parallelgade til Himmerlandsgade, er også blevet “forskønnet” med en rød kasse i 4-5 etager ved siden af biblioteket. Sikkert for at gøre det rentabelt, men med et visuelt indtryk til dumpekarakter.
Der er stadig et godt forretningsmiljø i Aars og en dygtig handelsstandsforening. De kæmper hver dag for at få kunderne til at handle lokale fremfor på nettet. Men det er en hård kamp, og de fleste nye forretninger, som etablerer sig i Aars gør det i byens pereferi, hvor der er plads til byggeri og biler.
En lidt hvas blok fra mig denne gang, men jeg tror faktisk, at Peter Olesen vil give mig ret, hvis han tog turen igen.
Et must, når man er på Læsø, er et besøg ved saltsydecenteret og en udflugt herfra og ud på Rønnerne på øens sydlige del.
Da jeg senest var på øen i starten af 90’erne, var det med at syde salt noget helt nyt. Ja, det vil sige nyt og nyt, man har fakstisk gjort det på øen siden 1100-tallet, hvor saltproduktionen var sat i system af domkirken i Viborg. Produktionen blev startet igen i 1991 af en ildsjæl, som på øen ikke hedder andet end “Syde-Poul”. Han stod i spidsen for et projekt, hvor den lokale produktionsskole lavede et center til saltproduktion baseret på arkæologiske fund, man havde gjort på øen.
Det blev så stor en succes, at saltcenteret i 2004 kom til at stå på egne ben, og det er i dag en lokal virksomhed med en halv snes ansatte, som dels syder salt på den gamle måde, dels viser rundt og fortæller og dels passer centerets butik og pandekagebod.
Læsø Salt er blevet et brand, som sælger godt. Det hvide guld koster 250 kr. for 1 kg på centeret, og tager du en tur til Skagen, kan du købe det for 355 kr…..Hos købmanden i Østerby kan det erhverves for 199 kr.
Med udgangspunkt i saltcenteret kan man komme ud på en traktortur til Rønnerne, som er det flade, vidtstrakte område syd for øen, hvor vandet, som saltet udvindes af bliver hentet. Det hentes op fra brønde, og det særlige er, at vandet i området har et højere saltindhold end normalt havvand, som kun har et indhold på godt 2 procent. Dermed er det muligt at syde vandet i store kar over ild, hvor vandet fordamper og efterlader det hvide guld på panden.
Thomas, hedder gutten, som driver Rønnerbussen, og han er godt selskab med sin store viden om øen, naturen og saltsyderiet. Han fortæller via højttalere, så alle i vognen kan følge med, og undervejs gøres der også stop, så man kan komme ud i den storslåede og særprægede natur, som bl.a. domineres af de mange store sten, som isen har bragt hertil fra Norge og Sverige.
Der er et rigt fugleliv på Rønnerne, som er rasteplads for trækfugle på deres ruter fra nord til syd og omvendt. Her er også ræve og rådyr, men de holder dog fortrinsvis til længere inde på øen i nærheden af landbrugsjorden. Arealerne på Rønnerne afgræsses om sommeren af kvæg og heste.
Når det stormer og vinden er i bestemte retninger, oversvømmes Rønnerne, som kun ligger få centimeter over havoverfladen - så kryber den gule engmyre ned i sit bo, forskanser sig i lufttætte lommer og lever af den opsparede ilt, indtil det igen er muligt at få sit på det tørre. Nogle af myrerne vil så blot konstatere, at de her møder en turist, som putter dem i munden for at få den syrlige smag, som myrerne er kendt for og har gjort det lille dyr til en del af menukortet på Noma.
Vi var med på en af de første ture i sæsonen, og vejret var godt, så vi fik lidt ekstra for pengene end de to timer, en tur normalt varer. Det betød, at vi kørte igennem det lavvandede område mellem Læsø og Hornfiskerøn og helt ud til den vestlige del af denne røn, hvor der er en boring, som saltcenteret henter vand fra. Vi fik også set et par dådyr, som skulle til at krydse “floden”, som man kalder vandområdet, så de kunne komme tilbage på fastlandet. Desuden kunne vi ude mod øst se en af Danmarks mest ensomme kæmpesten, “Øglestenen” eller “Uglestenen”, som på grund af det lave vand og spejlinger i luften ser ud til at være meget større end de godt halvanden meter, den i virkeligheden er.
Som så mange andre steder, hvor man finder store sten, er der masser af sagn og myter forbundet med stenene på Rønnerne - det er bl.a. de kendte sagn om trolde, som har kastet stenene mod kirker - uden at kunne ramme.
I forhold til min seneste blog om tangtagene på Læsø, skrev jeg, at ålegræsset kommer fra Møn. Det gør det også, men også fra andre steder såsom Gøl i det nordjyske, hvor et par tidligere minkavlere har fundet beskæftigelse med at høste ålegræs fra Limfjorden. Det har min gamle skolekammerat Jesper Hansen gjort mig opmærksom på, og han har også skrevet en artikel om det, som man kan læse HER.
Kristi himmelfartsugen blev brugt på Kattegatøen Læsø. Her har jeg vist ikke været siden en gang først i 90’erne, så det var på tide.
Salt og tang er nogle af de ting, som har gjort øen kendt og populær.
De helt unikke tangtage, som der heldigvis stadig findes mere end 30 af, er et stykke dansk kulturhistorie. I de seneste år har der været gang i et stort projekt, hvor de særprægede hustage, som er lavet af ålegræs, bliver restaureret. Staten ejer enkelte af husene, men de fleste er i privat eje og bruges om sommerhuse - også til udlejning.
Som et udpræget fiskersamfund, hvor mændene levede, og ofte døde, på havet, var det kvinderne, som havde styr på det derhjemme. Det gjaldt også, når der skulle lægges tag på husene, og her brugte man de forhåndenværende materialer. Tagkonstruktionen blev udført af skibstømmer og andet vraggods, og selve taget blev lavet af tonsvis af ålegræs, som blev lagt i et tykt lag på husene.
Gennem årene blev der udviklet en helt særlig teknik, som er gået tabt i takt med, at mere moderne og lette tagløsninger er kommet til. Øens tækkemand har dog lært sig selv faget, og ham kan man møde hver sommer, når han er i færd med at “tænge” de flotte gamle huse på Læsø.
Renoveringen af tagene og husene er en bekostelig affære, alene de to første etaper, hvor 20 huse er renoveret, har beløbet sig til 74 millioner kroner.
I denne sommer er det Hedvigs Hus, som får den store tur. Vi gik en tur på “Tangruten”, hvor vi kom forbi den gamle gård, som tækkemanden var i gang med. I denne fase skulle det gamle tag fjernes fra bygningnen, så vi fik et fint indblik i, hvordan tagkonstruktionen var bygget med mange forskellige slags træ. Tængemanden have også tid til en lille snak og kunne fortælle, at alle husene på øen havde navn efter de kvinder, som boede i dem - en naturlig følge af, at det var dem, som passede hus og hjem, mens mændene var på havet efter hummere.
En sjov lille detalje er, at ålegræsset til de nye tage hentes helt på Møn, hvor man har vedligeholdt en gammel tradition med at hente ålegræs, som herefter tørres og presses.
Forleden var jeg en tur i Skandinavisk Dyrepark på Djursland. Her gjaldt det morgenfotos af isbjørne og brune bjørne ved et særligt arrangement for fotografer.
På hjemturen slog jeg et slag indenom Thorsager - her findes Jyllands eneste rundkirke. Der er desuden en på Fyn, Horne, en på Sjælland, Bjernede, og så naturligvis de kendte 4 bornholmske rundkirker i Østerlars, Nylars, Olsker og Nyker.
Rundkirkerne har helt sikkert været bygget som en kombination af kirke og forsvarsværk - det er nok mest tydeligt på de bornholmske. Runde kirker kendes langt tilbage i tiden, hvor man byggede runde gravmæler f.eks. Gravkirken i Jerusalem, som måske har været inspiration for tempelriddere og pilgrimme, der er draget hjem og har ladet lignende gravmæler og kirker opføre på deres hjemegne.
De bornholmske kirker er bygget over en kraftig midtersøjle, mens rundkirkerne i resten af landet adskiller sig herfra ved at være bygget over 4 søjler inde midt i det runde kirkeskib. Disse kirker kaldes også Absalon-rundkirkerne.
Thorsager rundkirke ligger flot på en bakketop, og den har formentlig ligget meget strategisk, da den blev bygget omkring år 1200. Dengang var der et andet landskab omkring kirken, som lå omgivet af et stort vådområde, som gjorde det let at beskytte kirken.
Med en placering midt i byen Thorsager, sikkert et navn med relation til den gamle nordiske gud, har det været nødvendigt at anlægge en annekskirkegård et stykke fra kirken. Der er dog en lille kirkegård ved kirken, og det er nok ikke helt tilfældigt, at den nærliggende parkeringsplads er cirkelformet..
Med mit besøg i Thorsager mangler jeg nu kun at besøge Bjernede på Sjælland, så har jeg vist været omkring de syv danske rundkirker. Faktisk er der også en ottende, Østervankirken i Glostrup, men da det er en moderne kirke bygget i 1967, medregnes den normalt ikke til de danske rundkirker. Der findes andre kirker, som måske også har været rundkirker og dertil nogle, som er revet ned.
I øvrigt er rundkirke ikke altid det rigtige ordvalg, da man ofte ser, at kirkerne er “mangekantede”, hvilket stemmer godt overens med den generelle matematiske opfattelse af en cirkel som en mangekant med uendelig mange kanter. Rent byggeteknisk giver det også mening, da man ikke har haft buede teglsten til opbygningen af rundkirkerne. Rent praktisk må man derfor også kunne sige, hvor mange kanter de enkelte rundkirker består af ved at tælle stenene i grundplanen.
Da jeg sidste år gennemtravede de vesthimmerlandske byer med mere end 200 indbyggere fik jeg meget positiv respons. Og det er jo altid dejligt.
Nu må det være tiden, at vandrebloggen komme på benene igen. Denne gang har jeg udset mig de små landsbyer i kommunen, som jeg vil gå i, hvis der vel at mærke er lidt at komme efter med hensyn til både at få lidt kilometer i benene - og noget at skrive hjem om. Denne gang bliver det uden min trofaste følgesvend, Nemo, desværre.
Torsdag blev det til en dobbelt- eller måske nærmere trippletur til Næsborg, Brønnum og Skarp Salling plus alt det løse.
Næsborg og Tolstrup Højt over Limfjorden ligger landsbyen Næsborg. Jeg parkerede ved kirken, som ligger 58 meter over fjorden, og nød det smukke syn ud mod de hvide kalkgrave i Aggersund til den ene side, Aggersundbroen midtfor og Nørrekær enge med vindmøllerne mod højre.
Næsborg Kirke er en typisk romansk kirke fra 11-1200 tallet. Kvadersten og hvidkalkede mure og tårnet mod vest. Kirken var åben, så jeg kiggede indenfor og bemærkede især de specielle mindetavler fra 1800-tallet, som hang inde ved orglet i bunden af tårnet. På pladerne er der tekster, som mindes brave mænd og kvinder fra egnen, f.eks. “Den hæderlige ungkarl og soldat” Jens Christensen Malle, som faldt i slaget ved Kolding i 1849.
Ellers er Næsborg en ganske almindelig landsby, hvor den tidligere købmandsbutik er under nedrivning. I mere end 50 år har der været afholdt fælles høstfest i Næsborg og nabobyen Tolstrup neden for bakken. I starten blev festen holdt på de lokale gårde, men nu er det forsamlingshuset i Tolstrup, som lægger lokaler til festlighederne.
Forsamlingshuset kommer også til at danne rammen om en del af det folkemøde, som man i Næsborg har taget initiativ til at arrangere i sommeren 2024. Folkemødet skal sætte fokus på landdistrikterne, og den 8. juni kommer Klima- og ligestillingsminister til byen sammen med det lokale folketingsmedlem Theresa Berg Andersen, borgmester Per Bach Laursen og formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgård. Debatten vil blive ledet af en erfaren herre i skikkelse af den lokale tidligere folketingsformand Christian Mejdahl.
Midt i Næsborg er der en lille plads med madpakkehus og et grønt område med legeredskaber - et samlingssted for de lokale, som har et godt sammenhold.
Sammenholdet er kommet til udtryk ved, at borgere er gået sammen om at købe faldefærdige huse for at få dem revet ned. Det var tilfældet med det hus, der lå, hvor fællesarealet nu ligger, og der er planer om et nyt fællesareal med overnatningsmulighed for autocampere, når den gamle købmandsbutik er revet ned.
Brønnum og Bakkeskolen Øst for Næsborg på vejen mod Brønnum finder man en mindesten i vejsiden. Den er opsat til minde om en allieret pilot, som mistede livet på stedet i 1944.
Brønnum er en langstrakt by, som ligger lige op ad landevejen til Aggersund. Der er stadig en tankstation i byen, som har delt skole sammen med Næsborg og Skarp Salling gennem mange år. Det er en saga blot i dag, hvor Bakkeskolen, som senest har heddet Toppedalskolen, ligger tom og trist tilbage på vejen op mod Skarp Salling. Det er vemodigt og trist at gå rundt om sådan en skole en torsdag formiddag og tænke på, hvordan her engang har summet af latter, leg og læring. Nu er skolen lukket og eleverne flyttet til Toppedalskolen, som ligger mellem Vindblæs og Vilsted.
Som nabo til den gamle skole ligger Bakkeskolehallen, der naturligvis kommer til at lide under, at der ikke længere er en skole til at leje timer til sportsaktiviteter. Der er med hjælp fra kommunen sat initiativer i gang for at øge aktivitetstilbuddene i hallen.
Teksten på skiltet er næsten symbolsk: "Udskoling".....
Skarp Salling Fra skolen og hallen er der ikke langt til Skarp Salling, som især er kendt for to ting: Skarp Salling Karret og den lokale landsbykirke.
At Skarp Salling Karret har fået sit navn efter byen er måske en smule besynderligt, da byerne Vindblæs og Gatten umiddelbart ligger nærmere findestedet end den by, der har givet navn til den danske nationalklenodie, som endda kom på 50 kr. sedlen. Det rigt dekorerede kar er lavet i tiden omkring 3200 f.Kr. og kan i dag ses på Nationalmuseet. En kopi af karret er udstillet på Vesthimmerlands Museum i Aars.
Skarp Salling Kirke minder ikke om de øvrige kirker i Vesthimmerland - den ligner mere en miniudgave af en domkirke med sine sideskibe og apsis for enden af koret. Kirken forfaldt i 1700-tallet, hvor det oprindelige tårn blev nedrevet. I slutningen af 1800-tallet stod arkitekt H. B. Storck for en omfattende restaurering af kirken - efter nogles opfattelse en lidt kedelig og stringent renovering, som kun delvis har givet kirken sit oprindelige udtryk.
Fra kirkegården kan man se ned til Bakkeskolen og ud til Næsborg Kirke mod nord.
I Skarp Salling finder man en lokal brugs, som vist er mere veldrevet end den store Coop-koncern, som den er en del af. Brugsen ligger også godt og centralt med et stort opland - og så kan man tanke både benzin og el i Skarp Salling.
Som enhver god landsby har byen også et forsamlingshus, hvor lokale og andre samles til fest og lignende. Der er ligeledes en legeplads med fællesfaciliteter midt i byen.
Med nogle gode kilometer i benene og lidt indblik i landsbyer i den nordvestlige del af kommunen kunne jeg sætte kursen hjemover.
I den seneste tid har jeg taget en del billeder af lærken, som er en fugl, man kan se både på Feddet og ved Vilsted. Den lille sanger svæver ofte højt og lader sine triller lyde, eller den flyver rundt i uforudsigelige bevægelser, så det kræver held og tålmodighed at få den på kamerakortet.
Hver gang, jeg ser den elegante lille flyver, kommer jeg til at tænke på sangen “Jeg ved en lærkerede”. Den har vi vist alle sunget i skolen sammen med “Hør den lille stær” og “Solen er så rød mor”.
Der ligger faktisk en lidt trist historie blandt de kendte sange. Forfatteren Harald Bergstedt, som skrev sangene, blev under besættelsen inkarneret nazist, og det betød, at han efter befrielsen blem idømt 2 års fængsel. Ikke nok med det, så blev han også idømt 5 års ærestab og eksklusion af Forfatterforbundet, og hans sange blev bandlyst i Danmarks Radio helt frem til 1963.
Bergstedt var ellers en flittig skribent og debattør indenfor den socialdemokratiske bevægelse, men en rejse til Tyskland i 1941 førte til en rækker kronikker, hvor han i rosende vendinger omtalte det tyske styre. Det førte til en kritik fra Socialdemokratiets top, og kort efter meldte han sig ind i det danske nazistparti og blev samtidig skribent for det nazistiske blad Fædrelandet. Bergstedt blev løsladt fra fængslet den 11. september 1947, kort tid efter at han havde rundet de 70 år. Han levede sine sidste år udstødt og tilbagetrukket og døde upåagtet og glemt som 88-årig i juli 1965. I sine erindringer fastholdt han og forsvarede sine synspunkter, som han mente stemte overens med det, som den danske statsminister Thorvald Stauning opfordrede til, nemlig samarbejde med den tyske besættelsesmagt.
Skulle du have glemt den populære børnesang, så er testen, af Harald Bergstedt, her:
1. Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mer; den findes på en hede, et sted som ingen ser.
2. I reden er der unger, og ungerne har dun. De pipper de har tunger, og reden er så lun.
3. Og de to gamle lærker, de flyver tæt omkring. Jeg tænker nok de mærker, jeg gør dem ingenting.
4. Jeg lurer bag en slåen. Der står jeg ganske nær. Jeg rækker mig på tåen og holder på mit vejr.
5. For ræven han vil bide og drengen samle bær. men ingen skal få vide, hvor lærkereden er.
Fredag og lørdag blev brugt til nogle fantastiske gensyn i det østjyske.
Netop i disse dage er det 40 år siden, at jeg stemplede ind på Uldum Højskole for første gang. Jeg var netop blevet færdig som lærer på seminariet i Ranum (Læs professionsbachelor på VIA University College, Ranum). Det var lidt overraskende for mig, da jeg ikke havde forventet at bestået de tre prøver, historie, samfundsfag og pædagogisk speciale, til jul, men jeg tilmeldte mig for sjov, så måtte vi se, hvordan det gik. Jeg forventede faktisk, at jeg skulle gemme et fag og så hygge mig med det i foråret, som mange af mine medstuderende.
Men der stod jeg så som færdiguddannet lærer. Jeg søgte jobs på flere efterskoler, men dengang var der mange ansøgere, så det blev til afslag. Så faldt tanken om et højskoleophold mig ind - der kunne jeg gå og oppebære understøttelse. Jeg søgte ind på Uge Højskole ved Kalundborg, men der var fyldt op. Der var der også på Uldum Højskole mellem Horsens og Vejle, men midt i februar fik jeg besked om, at der var en ledig plads med start i begyndelsen af marts.
Så en søndag i marts blev kursen sat mod Uldum - en flot hvid skole på toppen af en bakke. Med et tårn i hjørnet mellem to bygninger - et genforeningstårn fra 1920 med flagstang, hvor flaget naturligvis var sendt til tops, da forårsholdet 1984 gjorde deres indtog.
Det blev 4 fantastiske måneder, hvor man kunne dyrke en række forskellige fag, som journalistik, idræt, svømning i skolens egen svømmehal, hærvejsvandringer, arkæologi mm. Og jeg kunne genoptage min fotointeresse fra folkeskolen.
Det blev efterfølgende også til nogle uger som ansat på skolen, hvor jeg bl.a. var med til at arrangere børnehøjskole i forbindelse med sommerens ugekurser, som også indbefattede familiehøjskole. Jeg hjalp også til på hærvejskurser og andre ting og kom også tilbage til skolen som vikar på det lange kursus i efteråret, som blev ret turbulent på skolen, hvor den dygtige og inspirerende forstander, Poul Erik Søe, forlod skolen efter en periode med intern uro i medarbejderstaben - og måske også med elevhold, hvor ikke alle havde forståelse for højskoletanken. Og selv om Poul Erik Søe var manden bag skolens motto “Frihed til forskellighed” blev det vist mere til mere frihed end forskellighed, så han drog mod vest og startede sin egen private højskole i Lønne, som henvendte sig til et mere modent publikum.
Opholdet på Uldum satte helt sikkert kursen for min fremtid, som kom til at foregå i de frie skolers verden afbrudt af en periode som journalist og fotograf, bl.a. med stor inspiration fra Poul Erik Søe, som selv var uddannet journalist og en mand, som i den grad beherskede sproget i såvel skrift som tale.
Lørdag var der så højskoledag på Uldum, hvor man bl.a. inviterer jubilæumsårgangene. Vi var kun en håndfuld fra min årgang, men vi hyggede, snakkede, sang, drak kaffe i spandevis og så på gamle fotos, højskoleblade, som vi selv havde lavet, og meget andet. Desuden var der et meget interessant foredrag med forfatteren Dy Plambeck, som har været med til at redigere den nye udgave af Højskolesangbogen, som vi naturligvis sang fra - bl.a. Folkeklubbens “Danmarksfilm” og et par flotte sange ad Dy Plambeck.
I år markerer skolen sit 175 års jubilæum med en stor fest i september - tanken er, at vi vil lægge os i selen for at samle lidt flere til en gensyn med Uldum.
Turen til Uldum blev i øvrigt kombineret med et besøg hos gamle HCI-kolleger, Eva og Lars i Jelling. De er gået på pension efter en lang årrække som forstandere på VandetlEfterskole. Det blev til en super hyggelig fredag med snak og minder, golf, god mad og vin og et ophold på “værelse 301” med eget bad i gæsteafdelingen..
Hjemturen lørdag gik så lige forbi Nørre Snede, hvor en anden gammel efterskolekollega, Poul, bor. Han var på HCI, da jeg i sin tid var i praktik på skolen, som var i gang med sit første år. Her blev kimen lagt til arbejdet i efterskolen. Jeg blev senere kollega med Poul på Horne Ungdomsskole i et år og kom så selv til HCI, hvor jeg arbejdede i 28 år, indtil jeg stoppede i sommeren 2022.
Det blev i sandhed en tur ned af A13 og mindernes allé.
