På rønnerne

Et must, når man er på Læsø, er et besøg ved saltsydecenteret og en udflugt herfra og ud på Rønnerne på øens sydlige del.

Da jeg senest var på øen i starten af 90’erne, var det med at syde salt noget helt nyt. Ja, det vil sige nyt og nyt, man har fakstisk gjort det på øen siden 1100-tallet, hvor saltproduktionen var sat i system af domkirken i Viborg. Produktionen blev startet igen i 1991 af en ildsjæl, som på øen ikke hedder andet end “Syde-Poul”. Han stod i spidsen for et projekt, hvor den lokale produktionsskole lavede et center til saltproduktion baseret på arkæologiske fund, man havde gjort på øen.

 

Det blev så stor en succes, at saltcenteret i 2004 kom til at stå på egne ben, og det er i dag en lokal virksomhed med en halv snes ansatte, som dels syder salt på den gamle måde, dels viser rundt og fortæller og dels passer centerets butik og pandekagebod.

Læsø Salt er blevet et brand, som sælger godt. Det hvide guld koster 250 kr. for 1 kg på centeret, og tager du en tur til Skagen, kan du købe det for 355 kr…..Hos købmanden i Østerby kan det erhverves for 199 kr.

 

Med udgangspunkt i saltcenteret kan man komme ud på en traktortur til Rønnerne, som er det flade, vidtstrakte område syd for øen, hvor vandet, som saltet udvindes af bliver hentet. Det hentes op fra brønde, og det særlige er, at vandet i området har et højere saltindhold end normalt havvand, som kun har et indhold på godt 2 procent. Dermed er det muligt at syde vandet i store kar over ild, hvor vandet fordamper og efterlader det hvide guld på panden.

Thomas, hedder gutten, som driver Rønnerbussen, og han er godt selskab med sin store viden om øen, naturen og saltsyderiet. Han fortæller via højttalere, så alle i vognen kan følge med, og undervejs gøres der også stop, så man kan komme ud i den storslåede og særprægede natur, som bl.a. domineres af de mange store sten, som isen har bragt hertil fra Norge og Sverige.

 

Der er et rigt fugleliv på Rønnerne, som er rasteplads for trækfugle på deres ruter fra nord til syd og omvendt. Her er også ræve og rådyr, men de holder dog fortrinsvis til længere inde på øen i nærheden af landbrugsjorden. Arealerne på Rønnerne afgræsses om sommeren af kvæg og heste.

Når det stormer og vinden er i bestemte retninger, oversvømmes Rønnerne, som kun ligger få centimeter over havoverfladen - så kryber den gule engmyre ned i sit bo, forskanser sig i lufttætte lommer og lever af den opsparede ilt, indtil det igen er muligt at få sit på det tørre. Nogle af myrerne vil så blot konstatere, at de her møder en turist, som putter dem i munden for at få den syrlige smag, som myrerne er kendt for og har gjort det lille dyr til en del af menukortet på Noma.

 

Vi var med på en af de første ture i sæsonen, og vejret var godt, så vi fik lidt ekstra for pengene end de to timer, en tur normalt varer. Det betød, at vi kørte igennem det lavvandede område mellem Læsø og Hornfiskerøn og helt ud til den vestlige del af denne røn, hvor der er en boring, som saltcenteret henter vand fra. Vi fik også set et par dådyr, som skulle til at krydse “floden”, som man kalder vandområdet, så de kunne komme tilbage på fastlandet. Desuden kunne vi ude mod øst se en af Danmarks mest ensomme kæmpesten, “Øglestenen” eller “Uglestenen”, som på grund af det lave vand og spejlinger i luften ser ud til at være meget større end de godt halvanden meter, den i virkeligheden er.

Som så mange andre steder, hvor man finder store sten, er der masser af sagn og myter forbundet med stenene på Rønnerne - det er bl.a. de kendte sagn om trolde, som har kastet stenene mod kirker - uden at kunne ramme.

I forhold til min seneste blog om tangtagene på Læsø, skrev jeg, at ålegræsset kommer fra Møn. Det gør det også, men også fra andre steder såsom Gøl i det nordjyske, hvor et par tidligere minkavlere har fundet beskæftigelse med at høste ålegræs fra Limfjorden. Det har min gamle skolekammerat Jesper Hansen gjort mig opmærksom på, og han har også skrevet en artikel om det, som man kan læse HER.