Oktober-bloggen rummer 16 blogs. Rul på siden for at læse dem alle.
29. oktober
Verdensmusik i Ranum
Begrebet verdensmusik er nok ikke anvendt i den gængse form i denne blog. Men ordet dækker nu meget godt, det jeg vil fortælle om.
Torsdag aften var hele familien i festsalen på min gamle læreranstalt på seminariet i Ranum, der nu rummer en efterskole. Anledningen var Vesthimmerlands Kommunes årlige uddeling af hæderspriser til folk fra idræts- og kulturlivet. Fruen sidder i forvaltningen, drengene var indforskrevet til iført rollespilstøj at føre gæsterne fra parkeringspladsen til festsalen - og jeg var beordret til at tage kameraet med. Ja, faktisk manglede vi bare hunden for at være der allesammen!
De 200 fremmødte markerede "syng dansk dagen" med fællessang - "Visen om de 18 svaner" - godt nok en svensk vise af Abba-folkene Ulvæus og Andersson, men dog oversat til dansk! Herefter overtog et lokalt ungdomsband scenen: Marmelade Makers fra Aalestrup har tidligere optrådt ved Rock For Sjov, og fik nu lejlighed til at trykke den af overfor et særdeles sammensat publikum rent aldersmæssigt. Men de gjorde det godt, trods kummerlige lydforhold og et elendigt scenelys. Egne kompositioner og sange, heraf et par stykker på dansk. Det var jo, som skrevet, dagen hvor der skulle synges på dansk.
Et gospelkor med fire medlemmer - alle bosiddende i Farsø - overtog underholdningen lige efter pausen. De fire congolesiske flygtninge imponerede med stor musikalitet, som udelukkende var båret oppe af deres stemmer og et sæt congo (!) trommer. Sangene var på swahili, som vi ikke forstod så meget af, men heldigvis kunne et af gruppens medlemmer - på flot dansk - forklare, at sangene var religiøse sange med emner fra bibelhistorien.
Aftenen sluttede med endnu en fællessang - Erik Lindbjergs "Livstræet", som er mig særdeles bekendt fra efterskolelivet.
Efter således at have været omkring svensk visesang, dansk ungdomsrock afrikansk gospel og en dansk nyklassiker kunne vi køre hjemover med vores egen verdensmusik i ørene.
--0--
28. oktober
Svanensøen
Tidligere havde vi her i Farsø altid et svanepar, som residerede på den lille ø i søanlægget. Her boede svanerne, her havde de deres rede og her udklækkede de deres unger, som udviklede sig fra "grimme ællinger" til smukke svaner.
Gennem en lang årrække har der ikke været svaner i søanlægget. Hvad der i sin tid fik svanerne til at forsvinde, ved jeg ikke, men fakta er, at det ikke siden har været muligt at se nationalfuglen, når man har travet sig en tur rundt om søen.
Måske var det derfor, jeg helt impulsivt stoppede op, da jeg på vej hjem fra arbejde passerede Lerkenfeldt gods forleden. I åen, som løber lige forbi godset, svømmede et svanepar, som tiltrak min fotografiske nysgerrighed. Og da jeg havde hele spejlrefleksudrustningen i bilen, var det bare med at komme ud og knipse løs. Hvilket jeg så gjorde. Svanerne var naturligvis vagtsomme, men skræmte var de ikke, så jeg kunne komme ganske tæt på og få nogle gode skud.
Efter et kvarters tid i selskab med de flotte fugle, gik turen videre til Farsø, hvor søen fortsat er uden svaner. Desværre!
--0--
27. oktober
Freddie Lennon
Jeg er i øjeblikket ved at genlæse Karsten Jørgensens bog om John Lennon. En bog, som giver et godt indblik i Lennons opvækst og karriere frem til hans alt for tidlige død i december 1980.
Bogen tager naturligvis sit udgangspunkt i Liverpool, hvor Lennon bestemt ikke var noget ønskebarn. Hans mor Julia og hans far, Alfred, levede en sorgløs tilværelse, som ikke blev stoppet, da lille John kom til verden. De giftede sig, hvilket ikke var velset i Julias familie, som ikke fandt, at Alfred var noget godt parti.
Johns tante, Mimmi, tog over, da forældrene, efter hendes mening, ikke magtede opgaven. Hun var en direkte modsætning til Johns mor. Mimmi havde styr på sin tilværelse, var vel en smule småborgerlig, og ville gerne drive nevøen i samme retning. Hans musikalske udskejelser var heller ikke hendes "cup of tea", og de konstant dårlige meldinger fra diverse skoler verørende Johns mangel på indsats og hans generelt flabede attitude bekom hende ikke vel.
Alfred, eller Alf eller Freddie, som Johns far også blev kaldt, forsvandt hurtigt ud af både Julias og Johns liv. Han valgte søen, sejlede under anden verdenskrig på de store have. Julia fandt sig en anden mand, blev gravid igen, og afslog Freddie, da han tilbød at vende tilbage.
Det sjove ved at læse bogen i dag, i forhold til første gennemlæsning, er, at man i dag kan supplere med internettet, hvor ikke mindst Youtube kan sætte billede og lyd på nogle af de ting, som beskrives i bogen.
Tag nu f.eks. den gode Freddie Lennon, som ikke havde vist den store interesse for sin søn. Men da The Beatles blev store, kom han på banen igen - søgte kontakt til John, som umiddelbart ikke havde lyst til at genskabe kontakten til den far, som han følte havde forladt og svigtet ham. Alligevel blev der dog skabt en form for kontakt, ikke nær, men dog, en vis form for gensidig accept. Den fik imidlertid et voldsomt skud for boven, da Freddie åbenlyst forsøgte at spinde guld på sin berømte søn, da han, Freddie, i 1965 udgav en singleplade. Musikalsk ikke det helt store, men i lyset af Beatles-historien ganske interessant og i dag et sandt klenodie for samlere.
Og takket være Youtube kan vi så alle "nyde" Lennon-senior på denne video, som rummer både A- og B-siden på den single, som udkom i 1965.
--0--
25. oktober
F16 - i øjenhøjde
I det tidlige forår var vi sammen med et par gode venner på weekendtur til Vestjylland. Turen gik til Harborøre, hvor vi boede i et dejligt sommerhus med adgang til det buldrende Vesterhav lige bag klitterne - og med gode udflugtsture til bl.a. Thyborøn, med VLTJ, og til "Lidenlund" i form af den charmerende by Lemvig.
En af vore små udflugter gik til Bovbjerg Fyr, som ligger smukt på den 40 meter høje Bovbjerg Klint. Fyret i sig selv er 26 meter højt og er åbent for publikum, som foruden det flotte fyr også kan se vekslende udstillinger i bygningerne.
Netop som vi var ankommet til fyret og var på vej derop fra parkeringspladsen, råbte Hedvig til mig. Jeg vendte mig om, og så bogstavelig talt en F16-pilot direkte ind i øjnene. Som et lyn fra en klar himmel var flyet dukket op i syd, hvor det fløj nord over i højde med klinten, som den altså drønede forbi. Naturligvis til stor overraskelse for turister og andet godtfolk. Jeg havde mit kamera på mig, men inden det var kommet i øjenhøjde og havde fokuseret, var flyet allerede forbi. Dette foto fortæller dog udmærket, hvor lavt denne fartdjævel kom.
Over åbent land er laveste flyvehøjde vist omkring 200 meter (500 fod). Ham her var vel delvist over vand. Om der så er andre regler for det, ved jeg ikke. Hvor lavt han var, er svær at sige. Fart og afstand spiller naturligvis en rolle, når man skal vurdere så hurtigt. Men lavt, det fløj han, og han har sikkert siddet og grinet over alle de mennesker, som han har overrasket på sin vej.
Inklusive os.
--0--
24. oktober
Grave New World
I 1972 udsendte den engelske gruppe The Strawbs et flot album: Grave New World. Ikke blot den nærmest symfoniske folkemusik er flot. Det samme er indpakningen i form af det LP-cover, som pladen var lagt i. Et ikke mindre end trefløjet (!) opslag med imponerende farvetryk. Hertil et lækkert hæfte med alle tekster og yderligere en lang række flotte billeder. Det er bestemt ikke uden grund, at denne klassiker er blevet betegnet som folkrockens svar på det banebrydende Beatles-album Sgt. Peppers Lonley Hearts Club Band.
Musikalsk gør Strawbs på denne plade stor brug af mellotronen, som er et keyboard, der ved hjælp af båndsløjfer kan efterligne lyden af symfoniske strygere. Blandt andre bands er Moody Blues kendt for brugen af dette instrument. Men også de akustiske guitarer og superflotte vokalharmonier og en fantastisk sound er med til at gøre denne plade til en af mine absolutte favoritter i samlingen. Det er en plade, jeg hører tit, og det er en plade, jeg aldrig bliver træt af at høre. Numre som "Benedictus", "Grave New World", "The Flower And The Young Man" og "Tommorow" er symfonisk folkrock, når der er bedst. Hertil et par akustiske perler i "Hey Little Man.." og "On Growing Older" samt den musichall-agtige "Ah Me, Ah My" og "Is It Today, Lord?" med brug af citar. Også her med tydelig inspiration fra The Beatles, som jo tidligt bragte dette atypiske instrument ind i rockens verden.
Frontfiguren i Strawbs var og er Dave Cousins, som har skrevet mange flotte sange. Tonny Hooper, John Ford, Richard Hudson og Blue Weaver bidrager dog alle med hver deres, og de har vel været med til at bevæge Cousins i en mere rocket retning på denne plade.
Næste udspil fra Strawbs var storsælgeren "Bursting At The Seams", og herefterfulgte "Hero & Heroine", som i parentes bemærket blev optaget i Rosenberg Studierne i København med Freddy Hansson som lydteknikker. Samme studie og samme lydteknikker havde kort forinden lavet "Hey Hey What A Wonderfull World" med Blackbirds fra Farsø. Om dette sammenfald var det, der førte til, at Blackbirds senere indspillede Strawbs/Dave Cousins-nummeret "I'm Going Home" vides ikke, men det er da en mulighed.
The Strawbs har en trofast fanskare rundt om i verden, og de dyrker bl.a. deres passion for gruppen HER.
--0--
22. oktober
Two more years!!
For godt tre år siden købte vi som bil nummer to en ældre Renault Megane Scenic. En rød en af slagsen, som fruen skulle bruge til at køre på arbejde i Løgstør. Vi havde netop set Pixar-filmen "Biler", så naturligvis blev den lille røde døbt "Lynet McQueen" efter en af bilerne i filmen.
Forleden gjaldt det så det obligatoriske syn. For to år siden gik McQueen glat igennem, men siden da er der jo løbet et par ekstra kilometer på tælleren, som i denne uge vil runde de 400.000 kilometer.
Det er altid forbundet med en vis spænding, når sådan en autoritet som en synsmand skal godkende en bil. Og specielt da, når man er ejer af bilen! Og det har ikke ændret sig, selv om det ikke længere er Statens Bilinspektion, men i dag private firmaer, som står for synet. Jeg må tage mig selv i at tale jovialt med den gode mand, medens han går rundt med sin lygte og den lille hammer, som ubønhørligt vil afsløre, hvis dytten har taget tæring efter næring (af vejsalt forstås). Sådan smalltalk får formentlig ikke manden til at overse noget somhelst, og det får ham sikkert heller ikke til at godkende bilen, hvis ikke den er i orden. Men måske får det mig til at slappe mere af, medens bilen er til den traditionelle eksamen.
Heldigvis bestod den trofaste McQueen, som dermed er klar til endnu et par år i familiens tjeneste. Den lille franskmand er nemlig vores favorit, når familien skal på tur. Man sidder højt, der er masser af komfort og køreglæde og der er borde til drengene i bag, så den trofaste køremaskine i vores Toyota Carina E må pænt blive hjemme, "når familien skal i skoven".
I øvrigt bestod Toyota'en sin eksamen for to måneder siden, så vi er kørende!
--0--
20. oktober
Et glemt parti jubilerer
Thit-bloggen her vil naturligvis gerne være politisk korrekt - derfor tilstræber bloggen at være ganske fri for enhver form for politik! Alligevel skal dagens blog handle om et politisk parti, nemlig Retsforbundet, som onsdag den 21. oktober, kan fejre 90 års jubilæum.
Retsforbundet! Sådan vil yngre bloglæsere, hvis disse findes, sikkert tænke. Dem har vi da aldrig hørt om. Og sandt er det da, at dette lille parti aldrig for alvor er slået igennem i danskernes bevidsthed. Os, der svagt husker partiet fra 60'erne og 70'erne erindrer noget om grundskyld, som partiets store mærkesag. I den almindelige bevidsthed fremstod partiet vist med et mix af holdninger, som var hentet fra såvel venstre- som højrefløjen i dansk politik.
Om partiets ideologi skriver formand Ib Christensen på partiets hjemmeside op til jubilæet:
"Partiets ejendomsretsbegreb adskiller sig både fra det borgerlige og det socialistiske: Jorden, havet og luften med alle naturgivne ressourcer er menneskenes fælles livsgrundlag og ureproducerbare goder. Derfor bør vi alle have ejendomsretten til disse goder og til den merværdi, de repræsenterer, fordi de kun eksisterer i begrænset omfang. Derimod bør det enkelte menneske have ejendomsretten til udbyttet af sit eget arbejde, når det har betalt sin andel af retsstatens fællesudgifter. Der sættes altså grænser for statsmagten: Kun de opgaver, alle har lige interesse i, bør løses af fællesskabet. Det kaldes retsliberalismen, mens fællesskabets ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier kaldes georgeismen, opkaldt efter filosoffen og samfundsøkonomen Henry George. Inddragelsen af de fælles værdier kan ske gennem grundskyld, udvindings-, koncessions- og miljøafgifter etc. Og må naturligvis i nødvendigt omfang suppleres med andre skatter."
Som historielærer har jeg læst en del om dansk politik, og er her stødt på, så vidt vides, de eneste ministre, som Retsforbundet har haft. Viggo Starcke var i 1957 til 1960 "minister uden portefølje". Det er vist den titel, man giver en minister, når man har måttet handle sig frem til et regeringsgrundlag mellem flere partier og er blevet afhængig af nogle få mandater fra små partier. I samme regering havde partiet også ministerposter til Søren Olesen (indenrigsminister) og Oluf Pedersen (fiskeriminister).
Viggo Starcke var en fremragende oratorisk begavelse. Han var én af de første politikere, der til fulde forstod at benytte sig af radioen som et medium, der kunne formidle en nær kontakt til lytterne. Især huskes en valgkampudsendelse fra 1950, hvor Starcke indledte sin tale for Retsforbundet med at takke for, at han måtte komme ind i lytterens stue. Partiet fordoblede sit mandattal.
Siden da må det siges, at politikere, og deres spindoktorer, i den grad har fået øjnene op for mediets magt.
Og så er der da også en smule lokal vesthimmerlands relation til denne blog: Viggo Starckes bror var billedhuggeren Henrik Starcke, som har skabt stenrelieffet i Mindelunden foran spejderhuset i søanlægget her i Farsø.
--0--
Canada Maskinstation
Min lille serie om mærkelige stednavne har kastet en mail af sig fra min gamle ven, Dovregubben, Jesper Hansen. Weekenddansker med bopæl i Østerby nær Øland ved Limfjorden men ellers ansat ved Arktisk Råd i Tromsø langt mod nord i Norge.
- Billedet er faktisk taget af min canadiske kollega Tana, da hun besøgte os for godt en måned siden. Stednavnet Canada findes flere steder i landet. På Øland dækker det over et område, hvor der i begyndelsen af århundredet blev bygget statshusmandsbrug, som i henhold til en særlig lovgivning var lempeligt finansieret. Loven om statshusmandssbrugene var egentlig en helt lille socialreform og er en historie i sig selv, som har haft perspektiver helt frem til vore dage. For mange blev statshusmandsbrugene et brugbart og fornuftigt alternativ til at emigrere til Canada, som ellers ofte var den eneste chance for at blive uafhængig på det tidspunkt - og derfor er lokaliteten på Øland omtalt som Canada. Der har vel også været lidt nybyggertilværelse over det sådan ude i den store vilde prærie, som Attrup-Ølandområdet er, skriver Jesper blandt andet i sin mail, som naturligvis har et vedhæftet foto med vejskiltet.
Skulle man få brug for en maskinstation, har de også sådan en i den danske version af Canada, se HER.
Med hensyn til statshusmandsbrugene kan jeg tilføje, at i Haverslev, hvor jeg arbejder har vi en vej, som hedder Strandvejen. Og det selv om der er noget i retning af 40-50 kilometer til den nærmeste strand. Fra de lokale har jeg fået at vide, at vejen fik sit navn, da der i sin tid blev lagt statshusmandsbrug ved vejen lidt udenfor byen, og den generelle holdning var, at så strander de nok derude. Deraf navnet, ifølge de lokale kilder.
Tak til Jesper for det candadiske indspark. Jeg hører gerne fra andre, hvis man skulle falde over underlige stednavne.
Og så skal der lige et lille efterskrift til, for min blog om Lars Peter Stubkjær (16. oktober) fik også Jesper til at reagere. Jesper var i en lang årrække informationschef i Nuuk kommune, hvor man i flere år havde en lokale duo til at spille ved byrådets julefrokost. Halvdelen af denne duo blev udgjort af: Lars Peter Stubkjær. Sådan er der så meget.
--0--
17. oktober
55 millioner og 40 år
Lørdag eftermiddag brugte vi på en lille tidsrejse - sådan rundt regnet 55 millioner år tilbage. Til dengang isen dannede det vesthimmerlandske landskab og blandt andet skabte skrænterne ved Ertebølle.
Et par ferieplagede drenge og en legekammerat var simplethen så tilpas uudholdelige, at vi bare måtte have dem ud i noget frisk luft. Og så er Ertebølle Hoved et godt sted. Flot udsigt over Limfjorden i den klare efterårsluft fra toppen af skrænten. Efterfulgt af en gåtur langs stranden, hvor vi igen og igen bed i hårde sten i jagten på Limfjordens guld: Rav. Vi fandt nu ikke noget, hvilket vi vist i øvrigt aldrig har gjort. Men måske er vi heldige en dag!
Moleret og asken fra fortidens vulkanudbrud aftegner sig i flotte lag i skrænten, hvor der også er mulighed for at finde fossiler, hvis man er tålmodig og dygtig. Vi brugte nu mere energi på at kaste de sten, som ikke var rav, i vandet og bare nyde den friske gåtur tilbage til parkeringspladsen lige ovenfor badebroen.
Og badebroen sendte også tankerne tilbage i tiden - ikke millioner af år, men sølle 40 af slagsen. Tilbage til dengang vi var herude med skolen for at modtage svømmeundervisning, som altså foregik i Limfjordens salte bølger. Der var endnu ikke tænkt på en svømmehal i Farsø. Omklædningen foregik i en gammel hvid bygning for foden af bakken, og bygningen står der faktisk endnu. I dag er de kolde omklædningsrum afløst af en flot lille udstilling, som fortæller om den vesthimmerlandske natur og geologi. Ganske spændende og oplysende med gode billeder og korte letforståelige tekster.
Efter den dobbelte tidsrejse kørte vi langs Limfjorden via Trend og Vitskøl tilbage til Farsø. Behøver jeg at skrive, at der var mere ro på bagsædet hjemover, end da vi kørte ud?
--0--
16. oktober
Fra Blackbirds til Lucky Lips
(Lettere korrigeret 17. oktober efter oplysninger fra Lassen. Per)
Mine bloggerier om den lokale gruppe Blackbirds har ført til endnu en henvendelse.
Forleden ringede telefonen, og i den anden ende var Lars Peter Stubkjær fra Struer. Han havde fundet min side og med stor interesse læst mine musikblogs - ikke mindst dem, der handlede om Blackbirds.
Lars Peter Stubkjær var selv aktiv musiker i 70'erne i forskellige bands. På et tidspunkt omdannede han sin gruppe Lucky Lips, som foruden ham selv kom til at bestå af Jan Kristensen (ex Nippy) samt de to tidligere Blackbirds Jens Richard Pedersen og Ulrik Nordam. De to sidstnævnte kom i sin tid med i Blackbirds. Jens Richard afløste Knud Søndergård på bassen, og Ulrik Nordam på trommer afløste "Buster", som tidligere havde afløst Claus Lilholt i det oprindelige Blackbirds.
- Vi spillede hård rock i stil med Blackbirds, så jeg kan godt se, at popnavnet Lucky Lips måske var lidt malplaceret. Med vores musikstil og med Jens Richard og Ulrik Nordam i gruppen kom jeg på den ide, at vi da bare kunne gendanne Blackbirds. Jeg ringede også til Ole Høgh (tidligere forsanger i Blackbirds) og foreslog det, men desværre kom der ikke mere ud af de planer, fortæller Lars Peter Stubkjær.
På billedet ses gruppen, som den så ud i 1978. Fra venstre mod højre er det: Lars Peter Stubkjær: Hammond B3. Yamha Cp 70. Hohner C7. Arp Syntz. lead vokal, Jens Richard Pedersen: bas sang, Jan Kristesen: guitar sang og Ulrik Nordam:trommer sang.
Tak til Lars Peter Stubkjær for oplysningerne. Jeg hører gerne fra alle, som har historier om Blackbirds.
Tidligere blogs om Blackbirds: 2. august, 4. august, 5. august og 1. september. Se menuerne ude til venstre og rul ned på siden til den ønskede dato.
--0--
14. oktober
Dansk rocks guldalder
Jeg sad netop og ryddede op i gamle billedfiler, da jeg faldt over dette hjemmelavede omslag til en CD, som jeg på et tidspunkt lavede med forskellige danske grupper. Alle sammen med deres storhedstid i perioden fra 1967 til 1973 - en sand guldalder for progressiv dansk rock.
På omslaget finder man bl.a. Steppeulvenes eneste udgivelse "Hip", som var det første, hvor det for alvor var accepteret at synge rock på dansk. Senere fulgte andre efter, bl.a. Skousen & Ingemann, Gnags, Sebastian, Alrune Rod og naturligvis Gasolin. Alle er de med på denne collage.
Fra den engelsksyngende del af den danske rockscene finder vi Beefeaters med Peter Thorup som en af de bærende kræfter, Ache med deres symfoniske rock a la Procol Harum og Young Flowers med deres Cream-inspirerede triorock, hvor lange soli med bas, guitar og trommer var det dominerende træk. Midnight Sun, Day Of Phoenix og Savage Rose sang også på engelsk og hos flere af disse grupper var der også påvirkning fra jazz. Et af de helt store navne, som også gjorde sig i udlandet, var Burnin Red Ivanhoe med Karsten Vogel som ordekvilibrist på teksterne og med en avantgardistisk jazztilgang til musikken, som vekslede mellem de helt syrede og det flotte og melodiøse.
Jeg har tidligere blogget om mine LP-plader, og det er ikke mindst de danske, som kommer på spilleren, når jeg med jævne mellemrum får lyst til at høre dansk rock, når det er allerbedst.
Nedenstående lille klip giver en ultrakort gennemgang af nogle af de danske bands fra den periode.
--0--
13. oktober
Kan man bo i Blære?
I min lille serie om særegne bynavne er skal vi beskæftige os med en lille vesthimmerlandsk landsby: Blære!
For os, der har boet på egnen i mange år, er navnet naturligt, og vi ved alle, at det er en lille landsby med skole og kirke på vejen mellem Nibe og Hvalpsund. Faktisk er byen todelt, idet kirken og skolen ligger umiddelbart op ad hinanden tæt ved Hvalpsundvejen, medens man længere mod øst finder stationsbyen Blære. Som navnet antyder, er byen vokset op omkring jernbanen, der i 1899 blev anlagt som Svendstrup-Nibe-Aars Jernbane. I 1910 blev den forlænget, så den fik endestation i Hvalpsund og blev til Aalborg-Hvalpsund Privatbane.
I dag kører der ikke længere tog gennem Blære. Privatbanen blev nedlagt i 1969. Heldigvis var man fornuftige nok til at anlægge en cykelsti på sporet, så man i dag kan cykle på strækningen fra Aars til Nibe. I den daværende Strandby-Farsø Kommune var man desværre ikke med på den fremragende ide, så her er der i dag kun cykelsti på nogle få kilometer gennem sommerhusområdet ved Illeris og Hvalpsund.
Jeg har ikke kunnet opsnuse noget om bynavnt Blæres oprindelse, så hvor det noget specielle navn stammer fra må indtil videre stå som et åbent spørgsmål. Måske er der blandt bloggens læsere nogen, som har et bud.
Skulle Blære i øvrigt have en venskabsby må det oplagte emne være: Tarm!
--0--
11. oktober
8 kg netundertrøje
Thomas på 11 har de seneste 2-3 år været med til rollespil i Uhrehøje Plantage ved Farsø. Her samles melem 50 og 100 unge i alderen 6 til 16 år for at bruge en søndag i fantasiriget Etonia, hvor orker, krigere, healere og mange andre skikkelser bevæger sig rundt mellem grantræerne.
I starten klarer mange sig med hjemmelavet udstyr, men efterhånden opstår ønsket om at få suppleret med noget nyt. For Thomas' vedkommende har en ringbrynje længe stået højt på ønskelisten - og der har været lagt sparepenge til side. I sidste uge lykkedes det så via Gul&Gratis at finde et eksemplar, som vi også fik handlet ned i en fornuftig pris. Jeg skulle hente den fredag eftermiddag i Aalborg, og sønnikes spænding beskrives vist bedst ved, at han nåede at ringe til mig 4-5 gange i løbet af dagen, for nu lige at høre, om jeg havde hentet brynjen.
Det var således en spændt og forventningsfuld dreng, som stormede mig i møde i indkørslen, da jeg sent fredag eftermiddag var hjemme. Og naturligvis skulle brynjen prøves med det samme - det gav lidt problemer for den forholdsvis spinkle 11-årige, som ikke er vant til at skulle have en "netundertrøje" på godt 8 kilo over hovedet. Men på kom den, og så var den stolte kriger klædt på til at være med i efterårets sidste rollespil, som fandt sted i stemningsfulde omgivelser på Vitskøl Kloster. Her indgik rollespilsgruppen i det store program for middelalderdagene, der efterhånden er blevet en fast efterårsbegivenhed her ved Limfjordens bredder.
Nu er jeg ikke ekspert indenfor rollespillets mange regler, men jeg kan forstå på Thomas, at man har mere livskraft under slagene, når man er iført en ringbrynje. Sagt med andre ord, man skal rammes flere gange, inden man dejser om på valen.
Foruden rollespillerne bød markedet på masser af autentisk stemning med lansedyst mellem flotte riddere, musikalsk underholdning med toner fra særegne middelalderinstrumenter og sang på latin samt et væld af boder, som lokkede med mange kulinariske fristelser.
--0--
8. oktober
10 teenagere i huset
Overskriften må kunne få enhver forældre til at ryste som et espeløv. Men ikke her. Onsdag aften havde vi besøg af kontaktgruppen fra efterskolen.
Allerede i døren fornemmer man, at de normalt så bramfrie elever, i aften er kommet på "udebane". Der bliver sagt pænt goddag, der gives hånd, og eleverne kommer med søde kommentarer til børnene og konstaterer, at "Her bor i da bare hyggeligt". Lidt generte er de, da de klumper sammen i hjørnesofaen og stuens stole. Snart går snakken dog lystigt, og da vi får tændt for drengenes Playstation, kommer der for alvor liv i de store teenagedrenge. Pigerne kigger på, men sætter sig snart efter op til det store bord, hvor vi har rettet an med et kortspil, som hurtigt kalder grinene frem. Også Morten på 9 har sat sig ved bordet, hvor han åbenlyst nyder at være med samme med de store.
Traditionen med at invitere eleverne hjem i vore stuer er efterhånden ved at have nogle år på bagen. Vi gør det bl.a. for at få en hyggelig stund med kontaktgruppen i andre omgivelser - og for at vise dem, at vi faktisk også lever et familieliv med kone, hund og børn. Ind imellem kan man nemlig godt få opfattelsen af, at eleverne tror vi er på arbejde altid og altid er til rådighed. F.eks. når de midt på en aftenvagt ved 21-tiden spørger, hvor er pedellen, hvis det lige er ham de står og har brug for?
Gårsdagens besøg skulle også have indbefattet de legendariske kontaktgruppemesterskaber i raflespillet "Meyer", men det nåede vi simpelthen ikke. Så har vi til gengæld en aktivitet i reserve til et aftenarrangement med gruppen på en mørk vinteraften på skolen.
En rigtig hyggelig aften for alle - også hunden, som blev kælet og nusset. Til gengæld var det ikke sjov for Thomas på 11, som var syg og måtte nøjes med at være med på en lytter oppe på værelset. Øv!
--0--
4. oktober
Ved hav og fjord
Den forgangne weekend var henlagt til Han Herred. Nærmere bestemt Feriecenter Slettestrand, som lagde lokaler og faciliteter til efterskolens årlige personaletur. 3 skønne dage uden elever!
Området omkring Slettestrand byder på masser af flot natur og gode muligheder for at få frisk luft i lungerne, uanset om man er til en slentretur på stranden eller man kaster sig over mere adventureagtige tiltag som en tur på moutainbike. 19 kilometer gennem skoven i et kuperet og varieret terræn. En helt fantastiske oplevelse, som yderligere krydres med smukke udsigter over Jammerbugten, når ruten slår vejen forbi de stejle skrænter, som bl.a. tæller de kendte "klove" ved Svinkløv. De unge og vilde tog også de udfordrende sorte sløjfer, hvor der er gode muligheder for også at lave stunts, når man styrter. Vi andre valgte den ordinære rute, som skam også bød på udfordringer og oplevelser - og et par mindre styrt.
Bloggens læsere må undvære fotos fra den herlige tur - jeg havde ganske vist mit spejlreflekskamera med til Slettestrand - men ikke med ud på mountainbike. I stedet må man nyde synet af de karakteristiske både, som trækkes op på stranden med wire. I dag ligger fiskernes både ved Thorup Strand, medens bådene her ved Slettestrand hører til det kulturhistoriske projekt Han Herred Havbåde, som har værft i den gamle rednings-station. Et helt nyt bådværft er under opførelse, bl.a. med støtte fra Mærsk, som trådte til da Egnsbank Han Herred og den tilhørende fond kuldsejlede i et voldsomt økonomisk uvejr.
Turen til Han Herred bød også på golf på banen i Fjerritslev, og så nåede jeg også ind på den anden side - ind til Limfjorden. Nærmere bestemt til Østerby. Her bor min gamle skolekammerat og blogven Jesper Hansen sammen med sin grønlandske kone Dina i et herligt landsbymiljø. Tæt på Ulvedybet og den smalle dæmning, som fører til Gjøl. Naturligvis skulle jeg lige en tur over dæmningen, der er så smal, at to biler ikke kan passere hinanden. Heldigvis er der små lommer, så man undgår at skulle bakke langt på den smalle vej.
Hjemturen til Slettestrand gik via Oksholm med den karakteristiske mølle, som er opført i en ikke-funktionsdygtig kopi, efter at en pyroman satte ild til den gamle stråtækte mølle i 2004. Fra mølle gik turen forbi Oksholm slot og videre gennem Brovst til Tranum og den smukke Fosdal.
Sidste dag i Slettestrand bød på storm og kuling, som fik havet til at vise sig fra en anden og noget mere bidsk side end da vi cyklede rundt fredag formiddag.
Efter tre herlige dage er jeg atter klar til at bruge energi på eleverne - og på bloggen.
--0--
1. oktober
The Beatles - en gruppe
ingen overså...
Med udgivelsen af de remasterede CD'er med alle gruppens albums fortsætter Beatles med at leve. Det på trods af, at gruppen blev opløst i 1970 og på trods af, at to af gruppens medlemmer er døde.
Mediedækningen af de "nye" udgivelser fik mig til at tænke på, hvordan der med jævne mellemrum kommer udgivelser med denne gruppe, som af nogen satte standarden på 60'ernes musikscene. I de analoge tider kom der først to dobbel-LP'er, det røde og det blå, som samlede gruppens største hits.
Senere gik vi over i CD-alderen og her var det bl.a. de aldrig før (officielt) udgivne BBC-sessions, som skabte fornyet interesse og "Beatlemania". Så husker jeg Anthology-serien, som bestod af en række TV-programmer og videoer samt tre dobbelt-CD'er med masser af alternative optagelser og råmateriale fra studierne. Fremragende udgivelser, hvor man virkelig kommer bag om gruppen og hører, hvordan de har arbejdet fra første ide til færdigt nummer. Senere kom Let It Be - Naked - Let It Be albummet i nogenlunde den version, som det var tænkt, før Phil Spector satte sit umiskendelige præg på det. Senere kom så alle gruppens nummer 1 hits og nu altså toptunede CD-udgivelser af alle de oprindelige albums.
Især et nummer har brændt sig fast. På det hvide album finder man Harrisons "While My Guitar Gently Weeps", hvor leadguitaren spilles af tidens største guitarikon, Eric Clapton. Et flot nummer med god lyd. Den første indspilning af nummeret lavede Harrison helt alene med sin akustiske guitar, som akkompagnement til den spinkle lyse stemme og en version af sangen, som rummer et vers mere end på den endelige version. Som en musikskribent noterede sig: Man burde have udgivet begge versioner på det hvide album! Jeg kan ikke være mere enig. Desværre var der en overflod af numre og egoer i gruppen på det tidspunkt, så det skete ikke.
Jeg har de tre Antholgy-CD'er og ynder især at lytte til de to sidste, som virkelig viser en gruppe, der konstant formåede at sætte nye standarder. Bl.a. også med deres sidste koncert, da de pludselig stod på taget af Applebygningen midt i London og spillede en vis legemsdel ud af bukserne. Til stor undren for folk på gaden og i de omliggende kontorbygninger, og heldigvis med rullende kameraer, så man i dag kan opleve det på YouTube.
Begrebet verdensmusik er nok ikke anvendt i den gængse form i denne blog. Men ordet dækker nu meget godt, det jeg vil fortælle om.
Tidligere havde vi her i Farsø altid et svanepar, som residerede på den lille ø i søanlægget. Her boede svanerne, her havde de deres rede og her udklækkede de deres unger, som udviklede sig fra "grimme ællinger" til smukke svaner.
Jeg er i øjeblikket ved at genlæse Karsten Jørgensens bog om John Lennon. En bog, som giver et godt indblik i Lennons opvækst og karriere frem til hans alt for tidlige død i december 1980.
Johns tante, Mimmi, tog over, da forældrene, efter hendes mening, ikke magtede opgaven. Hun var en direkte modsætning til Johns mor. Mimmi havde styr på sin tilværelse, var vel en smule småborgerlig, og ville gerne drive nevøen i samme retning. Hans musikalske udskejelser var heller ikke hendes "cup of tea", og de konstant dårlige meldinger fra diverse skoler verørende Johns mangel på indsats og hans generelt flabede attitude bekom hende ikke vel.
I 1972 udsendte den engelske gruppe The Strawbs et flot album: Grave New World. Ikke blot den nærmest symfoniske folkemusik er flot. Det samme er indpakningen i form af det LP-cover, som pladen var lagt i. Et ikke mindre end trefløjet (!) opslag med imponerende farvetryk. Hertil et lækkert hæfte med alle tekster og yderligere en lang række flotte billeder. Det er bestemt ikke uden grund, at denne klassiker er blevet betegnet som folkrockens svar på det banebrydende Beatles-album Sgt. Peppers Lonley Hearts Club Band.
Musikalsk gør Strawbs på denne plade stor brug af mellotronen, som er et keyboard, der ved hjælp af båndsløjfer kan efterligne lyden af symfoniske strygere. Blandt andre bands er Moody Blues kendt for brugen af dette instrument. Men også de akustiske guitarer og superflotte vokalharmonier og en fantastisk sound er med til at gøre denne plade til en af mine absolutte favoritter i samlingen. Det er en plade, jeg hører tit, og det er en plade, jeg aldrig bliver træt af at høre. Numre som "Benedictus", "Grave New World", "The Flower And The Young Man" og "Tommorow" er symfonisk folkrock, når der er bedst. Hertil et par akustiske perler i "Hey Little Man.." og "On Growing Older" samt den musichall-agtige "Ah Me, Ah My" og "Is It Today, Lord?" med brug af citar. Også her med tydelig inspiration fra The Beatles, som jo tidligt bragte dette atypiske instrument ind i rockens verden.
For godt tre år siden købte vi som bil nummer to en ældre Renault Megane Scenic. En rød en af slagsen, som fruen skulle bruge til at køre på arbejde i Løgstør. Vi havde netop set Pixar-filmen "Biler", så naturligvis blev den lille røde døbt "Lynet McQueen" efter en af bilerne i filmen.
Som historielærer har jeg læst en del om dansk politik, og er her stødt på, så vidt vides, de eneste ministre, som Retsforbundet har haft. Viggo Starcke var i 1957 til 1960 
Min lille serie om mærkelige stednavne har kastet en mail af sig fra min gamle ven, 
Lørdag eftermiddag brugte vi på en lille tidsrejse - sådan rundt regnet 55 millioner år tilbage. Til dengang isen dannede det vesthimmerlandske landskab og blandt andet skabte skrænterne ved Ertebølle.
(Lettere korrigeret 17. oktober efter oplysninger fra Lassen. Per)
Thomas på 11 har de seneste 2-3 år været med til rollespil i Uhrehøje Plantage ved Farsø. Her samles melem 50 og 100 unge i alderen 6 til 16 år for at bruge en søndag i fantasiriget Etonia, hvor orker, krigere, healere og mange andre skikkelser bevæger sig rundt mellem grantræerne.
Det var således en spændt og forventningsfuld dreng, som stormede mig i møde i indkørslen, da jeg sent fredag eftermiddag var hjemme. Og naturligvis skulle brynjen prøves med det samme - det gav lidt problemer for den forholdsvis spinkle 11-årige, som ikke er vant til at skulle have en "netundertrøje" på godt 8 kilo over hovedet. Men på kom den, og så var den stolte kriger klædt på til at være med i efterårets sidste rollespil, som fandt sted i stemningsfulde omgivelser på Vitskøl Kloster. Her indgik rollespilsgruppen i det store program for 
Overskriften må kunne få enhver forældre til at ryste som et espeløv. Men ikke her. Onsdag aften havde vi besøg af kontaktgruppen fra efterskolen.
Traditionen med at invitere eleverne hjem i vore stuer er efterhånden ved at have nogle år på bagen. Vi gør det bl.a. for at få en hyggelig stund med kontaktgruppen i andre omgivelser - og for at vise dem, at vi faktisk også lever et familieliv med kone, hund og børn. Ind imellem kan man nemlig godt få opfattelsen af, at eleverne tror vi er på arbejde altid og altid er til rådighed. F.eks. når de midt på en aftenvagt ved 21-tiden spørger, hvor er pedellen, hvis det lige er ham de står og har brug for?
Den forgangne weekend var henlagt til Han Herred. Nærmere bestemt Feriecenter Slettestrand, som lagde lokaler og faciliteter til efterskolens årlige personaletur. 3 skønne dage uden elever!
Bloggens læsere må undvære fotos fra den herlige tur - jeg havde ganske vist mit spejlreflekskamera med til Slettestrand - men ikke med ud på mountainbike. I stedet må man nyde synet af de karakteristiske både, som trækkes op på stranden med wire. I dag ligger fiskernes både ved Thorup Strand, medens bådene her ved Slettestrand hører til det kulturhistoriske projekt 
Turen til Han Herred bød også på golf på banen i Fjerritslev, og så nåede jeg også ind på den anden side - ind til Limfjorden. Nærmere bestemt til Østerby. Her bor min gamle skolekammerat og blogven Jesper Hansen sammen med sin grønlandske kone Dina i et herligt landsbymiljø. Tæt på Ulvedybet og den smalle dæmning, som fører til Gjøl. Naturligvis skulle jeg lige en tur over dæmningen, der er så smal, at to biler ikke kan passere hinanden. Heldigvis er der små lommer, så man undgår at skulle bakke langt på den smalle vej.
Med udgivelsen af de remasterede CD'er med alle gruppens albums fortsætter Beatles med at leve. Det på trods af, at gruppen blev opløst i 1970 og på trods af, at to af gruppens medlemmer er døde.
Senere gik vi over i CD-alderen og her var det bl.a. de aldrig før (officielt) udgivne BBC-sessions, som skabte fornyet interesse og "Beatlemania". Så husker jeg Anthology-serien, som bestod af en række TV-programmer og videoer samt tre dobbelt-CD'er med masser af alternative optagelser og råmateriale fra studierne. Fremragende udgivelser, hvor man virkelig kommer bag om gruppen og hører, hvordan de har arbejdet fra første ide til færdigt nummer. Senere kom Let It Be - Naked - Let It Be albummet i nogenlunde den version, som det var tænkt, før Phil Spector satte sit umiskendelige præg på det. Senere kom så alle gruppens nummer 1 hits og nu altså toptunede CD-udgivelser af alle de oprindelige albums.