September-bloggen indeholder 19 blogs. Rul på siden for at læse dem.
30. september
Når 10.000 liter ikke er nok...
Jeg skrev i juni om vores enorme pool, som efter hårdt pres fra drengene blev indkøbt til haven. Poolen er for længst pakket ned i vinterhi - så må vi se, om den kommer frem igen næste sommer.
For et par år siden var vi på 5 ugers rundrejse i Californien, hvor vi bl.a. stødte ind i en pool, som får vores bassin til at blegne og tage sig ud som et lille fuglebad til sammenligning.
På den smukke Highway 1 mellem Los Angeles og San Fransisco finder man det imponerende Hearst Castle - en ufattelig sommerresidens for den amerikanske milliardær og aviskonge William Randolph Hearst, som levede fra 1863 til 1951. På dette europæisk inspirerede slot vrimler det med kunstskatte fra hele verden og her er to fantastiske swimming pools, som er noget ud over det sædvanlige: Et stort bassin udendørs, The Neptune Pool, og et næste lige så imponerende indendørs, The Roman Pool.
The Neptune Pool er 32 meter lang og næsten 18 meter bred og den rummer 1,3 millioner liter vand! Rundt om poolen er der søjlegange og marmor i massevis. Her er store skulpturer et par mindre pools og masser af terasser, hvor Hearst-familien og de mange prominente gæster, som besøgte stedet, har kunnet nyde den bagende californiske sol. Skulle det blive for kedeligt, kunne de spille tennis på en af de to baner eller de kunne kigge til dyrene i den store Zoo med eksotiske dyr fra hele verden!
I storhedstiden i 1930'erne var stedet samlingspunkt for bl.a. store Hollywood-navne som Charles Chaplin, ligesom her er kommet et væld af kendte politikere, bl.a. Winston Churchill. Det fortælles, at nogle af de store Hollywoodfilm kunnes ses i stedets egen biograf før de fik premiere andre steder. Når Hearst selv var på sit drømmeslot fik han aviser fra hele landet fløjet ind, så han kunne læse korrektur, skrive sine kommentarer og sende dem med fly tilbage til redaktionere rundt om i de amerikanske storbyer.
Hearst Castle ejes ikke længere af Hearst-familien, som vist nok mod til gengæld for skattelettelser overdrog det til staten, der i dag driver stedet som et museum. Hver år besøger millioner af menesker stedet, som er en af USA's top 10 attraktioner. Læs mere om Hearst Castle.
--0--
29 september
På plakaten
De seneste to år har jeg haft fornøjelsen af at have et eller flere billeder på plakaten, som skal reklamere for Middelalderdagene på Vitskøl Kloster.
Billederne er ikke taget på bestilling - de er taget i forbindelse med, at jeg har været på middelaldermarkedet med min familie. Faktisk er det sådan, at de bedste billeder netop kommer, når der ikke er tale om bestillingsarbejde.
I fjor var det "Ridderen af Ildhesten", som måtte stå for skud. Et oplagt motiv, hvor der rent teknisk er foretaget lidt manipulation, da jeg har fjernet nogle forstyrrende elledninger i baggrunden - de er ligesom ikke så middelalderagtige! I øvrigt er billedet taget med mine gode gamle Nikon D70 med en billig Sigma 70-300 tele på bajonetten. Så i midt i pixelræset er det en fornøjelse at konstatere, at et 6 MP kamera vist rækker så rigeligt til det meste - selv en plakatopgave.
Dette års plakat gør også brug af et par af mine billeder - i øvrigt taget ved samme marked som ovenstående. Det drejer sig om de to små billeder øverst på plakaten, medens det store billede nederst er taget af Leif Myrup, Løgstør.
Som man, måske, kan se på plakaten, finder dette års middelaldermarked sted den første weekend i skolernes efterårsferie - lørdag-søndag den 10.-11. oktober.
Jeg har også flere fotos på middelaldermarkedets hjemmeside, som kan ses HER.
--0--
27. september
Yes - det er gratis! Internettet byder på mange gratis glæder - og jeg skal indrømme, at jeg er en af dem, som benytter mig kraftig af det. Ikke mindst i forbindelse med min fotohobby.
Til billedbehandling og arkivering findes der mange løsninger, både gratis og betalingsversioner. Man kommer næppe udenom Photoshop eller lignende programmer, hvis man vil lege lidt kreativt med sine billeder - altså manipulere mere eller mindre kraftigt. Her er det muligt at kopiere elementer ind fra andre billeder (manipulation) eller man kan indstille lys, skarphed og farve (justering). Jeg benytter en ældre version af Photoshop Elements, nemlig nummer 4. I dag er man fremme ved version 7, men jeg føler ikke, jeg har behov for alle de nye funktioner, da jeg primært bruger programmet til enkle justeringer.
En af mine favoritter, når det gælder simpel billedbehandling og organisering er Googles Picasa, som nu er kommet i en version 3. Jeg synes dog 2'eren fungerer bedre og mere stabilt. Til lidt mere krævende opgaver med at ændre størrelse, navne og opløsning på en større gruppe billeder bruger jeg gerne Fast Stone Image Viewer, som er fremragende, når først man har lært det at kende. Med en fornuftig inddeling og navngivning af sine billedmaper, kan man fint bruge begge programmer til arkivering af billeder. Jeg laven mappe for hvert år, og laver så nummererede undermapper med sigende titler - f.eks. Blå Sommer 09 eller Sommerferie 09.
På betalingssiden har jeg, som tidligere nævnt, en version 4 af Photoshop Elements samt det lidt dyrere Adobe Lightroom 2, som jeg benytter en gang imellem. Mange priser prgrammet i høje toner - personligt synes jeg, det er lidt tungt at danse med. Specielt hvis man også bruger andre programmer. For det meste justerer jeg i Nikons eget program Capture NX, som andre synes er tungt, men som jeg synes virker helt fremragende til mit behov - oftest justering af lys, kontrast og skarphed samt beskæring.
Når billederne skal offentliggøres er der også mange gratis muligheder. Min hjemmeside her er lavet i Bricksite, som er delvis gratis. Man kan starte en side helt gratis, men får man brug for mere plads eller ekstra funktioner, skal man betale. Dog kun et engangsbeløb, hvilket er en fremragende ide. Min side er opgraderet med mere plads, postkortfunktion, lidt ekstra sider og lidt gejl med slideshowfunktioner på forsiden.
Har man en google-mail kan man også oprette et websted med alle sine billeder, som man kan gemme i offentlige eller ikke offentlige albums, som man så kan dele med hvem man vil. Der er rejst en del kritik af Google, som påberåber sig ret til frit at anvende de billeder man lægger ud. Den risiko må man så opveje med de oplagte fordele, tjenesten byder på. Jeg tror næppe, at nogle af mine fotos kommer til at pryde store billboards eller helsider i USA!
En anden tjeneste, som også er gratis er Jalbum, hvor man kan vise sine billeder i forskellige "skins". Det er meget smart og elegant, men kræver dog lidt interesse og tid til at sætte sig ind i tingene, hvis det skal fungere. Der er en smule serverplads med, vil man have mere koster det et årligt gebyr på omkring 100 kr.
I dag skal vi have fat i endnu et af de bands, som aldrig rigtig slog igennem: Beggars Opera.
Den skotske gruppe slog sig ellers op på stort anlagt musik i progrockgenren - og med en sound, som i mine ører minder om cirkus og gøgl - specielt på det første album - "Act One". Akkurat som Rare Bird er det orgellyden, som dominerer, men her er dog også masser af rockguitar. Der er også masser af inspiration fra klassisk musik, og i de henseende minder Beggars Opera en del om Emmerson Lake & Palmer. Flere af deres numre har indlagt kortere eller længere passager med klassiske temaer hentet fra mestre som Bach og Mozart. Orgel og mellotron var de bærende elementer på det andet album "Waters Of Change" med en mere drømmende og meditativ lyd end på første skive.
Besætningen i Beggars Opera bestod oprindeligt afMartin Griffiths (vokal), Rick Gardiner (guitar og vokal), Alan Park (keyboards), Gordon Sellar (bas, akustisk guitar og vokal), Virginia Scott (Mellotron og vokal) og Raymond Wilson (trommer og percussion).
Beggars Opera lavee en del plader, men koncertmæssig var det begrænset, hvad man hørte til dem, og det brede publikum nåede de aldrig. En af deres største succes'er var en version af Jimmy Webbs "Mac Arthur Park". Det nummer havde i 1968 været et stort hit for Richard Harris og gjorde sig bl.a. bemærket ved at have en længde på mere end 7 minuttter (7:21) - noget på det tidspunkt ganske uhørt for en singleplade! I forbindelse med de seneste Beatles-udgivelser læste jeg, at gruppen angiveligt bevidst lavede Hey Jude et sekund længere for at slå den rekord. Opslag på nettet angiver dog singleversionen med den lange udfadning til at være 7:11 og albumversionen til 7:05. Begge altså kortere end Richard Harris. Den version, som Beggars Opera lavde på albummet "Pathfinder" er angivet til 8:20 - nummeret var dog så vidt jeg ved ikke ude på single. For lige at runde Mac Arthur Park af, så er den indspillet af mindst et halvt hundrede forskellige kunstnere, inklusive Donna Summer og danske Gitte Hænning.
Fjerde udspil fra Beggars Opera var "Get Your Dog Off Me", hvor numrene er kortere og mindre progressive. Det klassiske element finder man dog i den sjove lille "Classical Gaz". Så vil man kaste sig over den oversete skotske gruppe, mår det være de tre første albums, som skal anbefales.
Dette Youtube-klip viser gruppen "live", hvilket er lidt af en sjældenhed. Nummeret "Raymonds Road" er at finde på "Act One".
God fornøjelse i tiggeroperaen.
--0--
24. september
Sjove minder i sort-hvid
Forrige uge var jeg sengeliggende i flere dage. Uden lyst til at se TV og også uden den store lyst eller energi til at læse. I stedet tog jeg at par kasser frem fra kontoret - kasser fyldt med fotos, som aldrig for alvor er blevet sorteret. Nu var det vist på tide.
Det farlige ved sådan noget er, at man bliver optaget af se på de gamle billeder, så tankerne flyver til fordums dage, da de blev foreviget på filmstrimler og fotopapir. De fleste billeder sætter heldigvis gode og varme tanker i gang, men der kan dog også dukke ting op, som forbindes med vemod og smerte. Og så dukker der ting op, som man fuldstændig havde glemt alt om - indtil det fastfrosne øjeblik igen sætter sig på nethimden.
Billederne i dagens blog stammer fra det fotohold, jeg tidligere har skrevet om. Jesper Hansen, Gert Simoni Simonsen og undertegnede udgjorde en lille fotointeresseret trio, som fotograferede Farsø på kryds og tværs dengang først i 70'erne. Bunken af billeder viser hovedgaden, som den så ud dengang og mig selv, som jeg så ud dengang!! Der er billeder fra dengang boligblokkene på Skovbakke Allé blev bygget og der er også motiver fra Farsø Hallen, som blev bygget på det tidspunkt.
Billedet af Jesper og mig i en gammel lastbil er vist inspireret af, hvordan man optog fotos af rock- og popgrupper dengang. Så er der et billede af Jesper, som fra skolens grønnegård (som jeg i dag er nabo til) er på vej op i det daværende formningslokale - han skal ifølge teksten bag på billedet vist ind og snakke med Karen Sonne...
--0--
23. september
Grav ned i rock-arkiverne
På nettet vrimler det med masser af nyttige, sjove - og til tider ganske ligegyldige - oplysninger. Er man interesseret i musik, er der nok at komme efter, skulle jeg hilse og sige.
En af de sider, jeg jævnligt frekventerer er progarchives.com, som rummer et væld af oplysninger billeder og musikeksempler fra et utal af grupper, som kan puttes ned i kassen, hvor der står progressiv rock. Blandt de mere kendte er Genesis, Marillion, Wishbone Ash, Pink Floyd og Jethro Tull. Der er mange flere kendte, og et væld af for mig totalt ukendte bands på denne side. Fra den danske musikscene finder man bl.a. Burnin Red Ivanhoe og Day Of Phoenix fra de "gode gamle dage" men også aalborgensiske Oh No Ono fra dagens musikscene.
På siden kan man, hvis man er registreret, gå ind og skrive om sine favoritalbums og siden er bygget op med alfabetisk søgning efter grupper samt en masse underkategorier til progrock'en.
Har man interesse for denne type musik, som havde sin storhedstid i 70'erne, men stadig lever i mange bands, bør man lægge vejen forbi. Det kan man gøre HER.
--0--
21. september
Bands - andre overså....
Jeg har her på bloggen været inde på bands, som jeg selv overså, og siden fik øjnene op for.
I dag skal det handle om et 70'er band, som aldrig slog helt igennem. Forstå det, hvem der kan.
Rare Bird hedder gruppen, som nåede at udgive 6 plader op gennem 70'erne. Det nærmeste gruppen kommer et hit er den smukke "Sympathy" fra deres første LP. Lyden er domineret af orgel og piano, akkurat som Procol Harum. Til gengæld er teksterne og musikken knap så dyster, som Procol Harum ofte kunne være.
Gruppen bestod i første omgang af Steve Gould, bas, vokal og guitar, Dave Kaffinetti, keyboards, Graham Field, orgel og Mark Ashton, trommer. Senere blev der skiftet en del ud i Rare Bird, som for det store publikum forblev en "sjælden fugl" - ikke mindst i hjemlandet England, medens de havde lidt større succes i det centrale Europa. Udskiftningerne førte også til, at orgellyden blev suppleret med guitar - specielt på deres tredje udspil, som foruden en LP også indeholdt en single med 3 numre.
Jeg havde for nogle år siden fornøjelsen af at høre bassisten Steve Gould, som var med i Alvin Lee's band, da han optrådte på Skanderborg Festivalen. Koncerten bød naturligvis på masser af Ten Years After men desværre ikke på numre fra Rare Bird...
Gruppens albums i kronologisk orden: "Rare Bird", "As Your Mind Flies By", "Epic Forest", "Somebody's Watching", "Born Again" og "Rare Bird (1975)".
Nedenfor har jeg fundet tre forskellige eksempler på flotte, smukke og meget forskellige numre med Rare Bird. God fornøjelse!
--0--
20. september
Bo godt - på klods....
I forbindelse med en rund fødselsdag skulle vi fredag-lørdag til omegnen af Billund.
Overnatningen henlagde vi til Hotel Legoland, som kører specielle tilbud med overnatning og adgang til Legoland. Så der var dømt kvalitetstid med familien.
Atmosfæren på Hotel Legoland er særdeles børnevenlig med venligt personale og masser af aktiviteter for børnene. Og at man så kan gå fra hotellet og lige ud i Legoland, gør jo ikke fornøjelsen mindre. På værelserne er der billeder af legoklodser på væggene, sengetøjet er udsmykket med Lego, og der ligger små stykker legetøj til børnene. I receptionen og legeområdet er der masser af legofigurer - og klodser så man kan bygge sine egne ting. En daglig konkurrence går ud på, at man skal bygge sin egen figur af maksimalt 30 klodser. Næste morgen kan man så se på opslagstavlen, om man er blandt de heldige vindere. Det var Morten på 9, som indkasserede en kæmpe æske Lego som præmie for en lille andedam med and, andehus og springvand.
Vi har tidligere i år været i Legoland, så vi havde ikke så travlt med at komme rundt. I stedet var der tid til at dvæle ved det imponerende flotte miniland, hvor tyske havnebyer, danske slotte og mange andre scenarier er opbygget af de populære klodser. Det må være en helt særlig tilfredsstillelse, at sætte sidste klods på værket, når man har lavet en gigantisk relief med mere end 2 millioner klodser, som viser amerikanske indianere på bisonjagt.
Så mange klodser havde vi nu ikke med hjem, men med den flotte præmie og endnu en æske, som vi selv købte, var der tid til et par timers byggeri, da vi lørdag aften var tilbage i Farsø.
Leg Godt - og Bo Godt.
--0--
17. september
Fodbold nok - for i dag...
Fodbold fylder en del i min tilværelse i øjeblikket - dels fordi jeg er fodboldlærer på min efterskole med fodbold 5-6 timer om ugen. Og dels fordi jeg også træner en flok 11-12-årige drenge her i Farsø.
I dag var så store fodbolddag. Vi kørte fra HCI til Viborg ved nitiden. Herefter stod den på fire kampe i rap med vores A- og B-hold. Tre uafgjorte og en sejr som resultat. Hjem med bus til skolen, hvor jeg lige nåede at tage 5 kvarters træning med de elever, som ikke havde været ude at spille kamp. Bolde, trøjer og kegler på plads, ind i bilen og hjem til Farsø, hvor der lige blev tid til dagens femte fodboldkamp, da drenge U-12 hjemme tabte 3-7 til Hobro.
Efter sådan en dag er man vel en smule fodboldmæt. Nu har jeg kun de to danske kanaler, men ellers havde jeg måske lige taget en Champions Leauge kamp i fjerneren, inden jeg tørner ind.
Og i morgen aften skal U-12'erne så ud at spille igen.
Weekenden bliver til gengæld ganske fodboldfri. Familien skal også have noget kvalitetstid.
--0--
15. september
"Mit" første pressefoto...
Overskriften er sat i gåseøjne, for det er en ære, jeg må dele med to andre. Mine klassekammerater Jesper Hansen (Dovregubben, som tidligere er nævnt her på bloggen) og Gert Simoni var nemlig også med dengang, disse billeder blev taget. Hvem der havde kameraet i hånden, husker jeg faktisk ikke, så vi må lade det stå som en co-produktion.
Historien er den, at vi tre sammen havde foto som valgfag på Farsø Skole, da vi gik i 1. real. Vores fototimer på skolen vekslede mellem arbejde i mørkekammeret, og så ture rundt i byen for at finde motiver at knipse på vores sort-hvide Ilford-film. På en af disse ture havde vi bevæget os op i den nordlige ende af Nørregade, hvor vi pludselig stod over for en, synes vi, dramatisk ulykke, hvor to biler var kørt sammen. Ambulancen var på stedet, og de friske fotografer tog billeder af dette drama. Om vi skyndte os tilbage og fik fremkaldt, eller der gik et par dage, erindrer jeg ikke. Men jeg husker, at vores fotolærer, Knud Erik Christensen, sendte billedet ind til Aalborg Stiftstidende, som bragte det på lokalsiderne. Overskriften var noget i retning af: "Unge fotografer på pletten", og ud over æren af at få et billede i avisen, blev vi senere hen kontant aflønnet med et honorar!
Ulykken var vist ikke så alvorlig. Heldigvis.
Fotointeressen har holdt sig ved lige, såvel hos mig som hos Jesper. Om Gert også har bevaret denne interesse, vides ikke - jeg må spørge ham, næste gang der er klassejubilæum.
Jeg vil i en kommende blog vise eksempler på andre motiver, som vi faldt over i de glade fotodage.
--0--
Farvefoto - uden farvefilm...
For et par år siden sad jeg og indscannede gamle familiebilleder. Et af dem viste min farfar, Theodor, som sidder i en stol omgivet af mig og mine to søskende, Niels og Susanne. Billedet stammer formentlig fra en rund fødselsdag eller et forretningsjubilæum i Theodors møbelforretning.
Når man ser billedet, virker det umiddelbart som et farvefoto. Men det er det kun delvist. Det er nemlig et sort-hvid foto, som fotografen har fremkaldt og efterfølgende håndcoloreret. Det var en meget brugt teknik tidligere, hvor farvefilm var forholdsvis dyre, og hvor farveforstørrelser var meget dyre og vist heller ikke særligt holdbare i farverne.
Teknikken går ud på, at man for det første kopierer sit foto på kraftigt fotopapir, gerne på fiberpapir som har mulighed for at absorbere farver. Med fine pensler og farver dupper man derefter farverne på sit foto, som ved en umiddelbar betragtning kommer til at ligne et farvefoto.
Kigger man lidt nærmere på detaljerne vil man dog kunne se, at der er tale om håndcolorering, bl.a. vil der ofte være mindre vigtige detaljer, som ikke er farvelagt. Og så er hele familien temmelig blåøjet, inklusive mig selv, hvad jeg nu aldrig har været. Men når det er sagt, må man også give de dygtige fotografer kredit for et stykke meget smukt håndarbejde.
Hvem der står bag mit familiefoto, ved jeg ikke med bestemthed. En mulighed kunne være den lokale fotograf, nu afdøde Orla Jensen, som drev forretning først på Nørregade og senere på Kærgårdsvej her i Farsø. For nogle år siden havde jeg en snak med Orla om hans tid i Farsø, da der skulle skrives jubilæumsbog i anledningen af fodboldklubbens 100 års jubilæum. Vi talte bl.a. om den digitale udvikling indenfor fotografi, og Orla erindrede i den forbindelse, hvordan han i sin tid selv farvelagde sine billeder. Han var ud over at være en dygtig fotograf også en dygtig fodboldspiller, og kunne bl.a. berette om, hvorledes han i forbindelse med hjemmekampe på banen ved søen akkurat kunne nå hjem til atelieret i pausen og tage bryllupsbilleder, for så at haste tilbage til fodboldbanen og spille anden halvleg. Det skete dog, at han nåede lidt forsinket til boldbanen, hvilket så gav en påtale fra dommeren...
Med hensyn til de håndcolorerede fotos, har vi også et stående i spejderhuset, hvor motivet er en flok spejdere foran Mindelunden og spejderhuset.
--0--
12. september
Den syngende bager
Seneste skud på stammen af lokale kunstnere er Talent 2008-deltageren Thomas Pedersen. Han stillede op, da Talent 2008 arrangerede audition på Store Torv i Farsø - gik videre og nåede frem til finalefeltet, inden han røg ud som den sidste inden den endelige finale.
Thomas Pedersen havde inden sin TV-optræden været et kendt navn lokalt, hvor han spillede i mange forskellige sammenhænge. Eksponeringen på landsdækkende TV gjorde ham kendt i et bredere forum, og det kastede naturligvis også en CD-udgivelse af sig - dog ikke på et af de større selskaber, men derimod på lokale Tewa. Pladen rummer kopinumre af kendte rock- og popklassikere som bl.a. Halleluja (Leonard Cohen), This Is My Life (Gasolin) og Angels (Robbie Williams).
Egentlig er Thomas slet ikke bager. Derimod hjælper han til i den lokale bagerforretning i Nørregade, hvor han ekspederer. Men naturligvis greb Talent 2008 muligheden for at give ham et navn, der fængede. Så nu må Thomas sikkert leve med bagertilnavnet resten af sin musikalske karriere.
--0--
Den syngende kludekræmmer...
Jeg har her på bloggen tidligere nævnt det lokale selskab Tewa, som i sin tid specialiserede sig i kassetteudgivelser med lokale kunstnere. Intet er for småt, kunne godt have været firmaets motto dengang. Man kunne f.eks. finde bånd med "Posten fra Ranum" eller med "Den Syngende Klovbeskærer". Meget folkeligt og meget nede på jorden.
Her i Farsø boede på det tidspunkt en handelsrejsende i tøj. Ib Sahl, hed han, og hans kone drev tøjforretning i Nørregade, hvor de i starten selv boede i lejligheden over butikken. De havde sønnerne Bjørn og Michael - sidstnævnte var en af mine legekammerater, da vi var børn.
Ib Sahl kastede sig også ud i at realisere drømmen om at udgive musik. Hvor han indspillede, ved jeg ikke, men fakta er, at Tewa en gang i halvfjerdserne sendte et bånd på markedet "Syng, dans og slap a'", hvor Ib Sahl fortolkede danske klassikere, bl.a. "Du skal ikke gi' mig roser".
Klik på playeren for at lytte til Ib Sahl!
Nu skal man jo ikke stikke snuden for langt frem i en by som Farsø, før man risikerer at få nogle slag over den (snuden). Der blev helt sikkert grinet og snakket rundt om i de små hjem om ham der kludekræmmeren, som nu var gået til musikken. Men lur mig om ikke de fleste i byen købte båndet....
I mit hjem havde vi Ib Sahl på bånd - og det blev da også spillet af og til. Senere blev det en fast bestanddel i vores årlige mandetur til et sommerhus i Ertebølle. Men først forsvandt et bånd ud i lyngen, og det sidste eksemplar vi havde, blev vist kogt sammen med æggene til morgenmaden....
Jeg havde således ikke set eller hørt det bånd i mange år, indtil i fjor, hvor jeg fandt det i Aars i en genbrugsforretning blandt tøj og bøger. Prisen var 3 kr., men jeg flottede mig og lod en rund femmer falde i bytte for dette eksemplar af lokal musikudfoldelse. Tidsmæssigt er båndet udgivet meget tæt på Blackbirds' første single, men det er dog genremæssigt noget anderledes. Båndet er nu digitaliseret og lagt på CD, og min gamle mor vil blive særdeles glad for at modtage en kopi.
Da jeg kom hos Michael husker jeg også, at jeg hørte optagelser, hvor Ib Sahl gjorde sig i den jazzprægede stil, men om det nogensinde er udgivet på bånd, plade, cd eller andet, ved jeg ikke.
--0--
7. september
Avoiding Christopher
Så er vi sprunget frem til 1998 i historien om lokale vesthimmerlandske grupper og navne, som har udsendt musik på CD, bånd eller plade.
Med CD-mediets fremkomst og ikke mindst computerens mangfoldige muligheder for at behandle musik, blev det også muligt for stort set alle at indspille og udgive musik. Man var ikke længere afhængige af et pladeselskab.
I Farsø etablerede gruppen Avoiding Christopher sig i midten af 90'erne med musik stærkt inspireret af grungebands som Nirvarna og Pearl Jam. Medlemmerne var Jesper Lidang på guitar, sang og piano, Reno Skov Pedersen, bas og vokal samt Rasmus Kvist på trommer.
Bandet indspillede i december 1998 et album "Winterseason" med Thomas Becker Lassen som producer og mixer i Dreamland studiet i Nibe. Avoiding Christopher stod selv for at lave booklet til CD'en, i øvrigt en booklet med tekster og flotte grafiske tegninger udført af trommeslager Rasmus Kvist. Musikken havde gruppen også selv komponeret. Teksterne var skrevet af Jesper Lidang.
Som en kuriøs lille hale til bandet skal nævnes, at guitarist Jesper Lidang boede i Skolegade her i Farsø - i det hus, hvor Blackbirds' trommeslager Claus Lilholt i sin tid boede. Der må være noget med det hus og musik!
I dag er Jesper Lidang bosat i København, hvor han spiller i det folkprægede band The Rumour Said Fire. Pudsigt nok hedder bassisten i det band Søren Lilholt. Der er dog så vidt vides ikke familiemæssige bånd til Claus Lilholt.
--0--
5. september
Mindst 4
Rent musikalsk skifter vi denne gang retning, når det kommer til bands med lokale rødder, som har udgivet musik.
Vi skal have fat i folkemusikbandet Mindst 4, som i grundbesætningen tæller Niels Binderup (guitar, sang), Steen Kosack (bas, sang), Hans Jacob Hansen (tværfløjte, sang) og Agneta Ed (violin og sang). Desuden medvirker Bent Rasmussen (harmonika og guitar) med jævne mellemrum. De to førstnævnte har deres rødder i Vesthimmerland. Steen Kosack er fra Farsø, hvor hans far, Tom Christensen, var skoleinspektør i en lang årrække. Steen bor i dag i Silkeborg. Niels Binderup er fra Jelstrup ved Aars og er i parentes bemærket gift med min søster Susanne. De er i dag bosiddende i Nibe.
Mindst 4 er et fritidsband, som mest af alt spiller for at hygge sig sammen og dyrke den fælles interesse for folkemusik. De tager dog også ud og spiller i forskellige sammenhænge, bl.a. ved fester o.l. I mange år har medlemmerne været faste gæster på Tønder Fetivalen, hvor der naturligvis er blevet spillet på campingpladsen og på amatørscenerne rundt om i byen.
For nogle år siden (2001) indspillede gruppen en CD, som rummer traditionelle folkemusiknumre krydret med numre af bl.a. Bjørn Afzelius. CD'en blev optaget i Viggo Steinckes studie og mangfoldiggjort hos firmaet Tewa, beliggende i Fandrup ved Farsø. Tewa er kendt for sine udgivelser af lokale kunstnere i som især gør sig i dansktopgenren, men også andre genrer er repræsenteret bl.a. harmonikamusik og folke/spillemandsmusik. De mest kendte kunstnere fra Tewa er vel Jodle Birge og Dræsinebanden. I dag beskæftiger Tewa sig også med massekopiering af CD'er og DVD'er.
Mindst 4 har egen hjemmeside, som man kan besøge HER
--0--
4. september
Boggaver - som satte spor
På min reol står to bøger, som jeg fik i gave i midten af 70'erne. Begge bøger rummer masser af gode minder - og så er det to bøger, som virkelig har sat sig spor i mit liv.
Den ene bog er "Jeg fotograferer", som jeg i 1975 fik i forbindelse med afslutningen på Farsø Skole. Hvem der have besluttet, at jeg skulle have en gave for godt kammeratskab, eleverne i 3. real B eller lærerne, husker jeg ikke. Men man bliver naturligvis stolt og beæret over en sådan gestus. Formentlig har min daværende fotolærer, Knud Erik Christensen, været inde over, da man skulle købe gaven. Og heldigvis for det. Siden da har foto nemlig været en stor hobby i mit liv, ja jeg har endda haft foto som en del af mit arbejde i en periode som lokal journalist og fotograf på Aars Avis. Og også i dag er foto en del af mit arbejde, hvor jeg dels underviser i foto på efterskolen og dels står for at tage et hav af billeder i forbindelse med arrangementer på skolen. Billeder, som naturligvis lægges ud på skolens hjemmeside.
Den anden bog er "Rock", som er Politikens første leksikon udelukkende med rockmusik som emne. Bogen udkom i 1974, og jeg er ret sikker på, at den lå under juletræet det år. Også den har sat sig spor. Min interesse for rockmusik fornægter sig jo ikke, og der er brugt timer på at læse om kendte såvel som mindre kendte grupper i det leksikon. At det er godt brugt, og dårligt indbundet, vidner et laset og slidt eksemplar om i dag, hvor en stor del af bogen er omdannet til løsbladesystem! Men jeg bruger den stadig, da den rummer en række grupper og kunstnere, som er udgået i senere udgaver af disse "rockbibler".
Reolerne er siden fyldt godt op med mere litteratur om de to emner, som stadig har min store interesse, hvad læserne af denne blog vel også har konstateret.
--0--
3.september
Kør ind til centrum af Centrum...
Når jeg kører rundt i landet, kan jeg ikke lade være med at bemærke de mange sjove og anderledes bynavne, som man passerer. En interesse, som måske stammer fra min barndom, hvor jeg husker, at et eller andet ugeblad bragte fotos med sjove og anderledes vej- og byskilte.
Jeg har ofte overvejet at fotografere skiltene og opbygge en lille samling. Det er dog aldrig blevet til noget. Før nu!
Forleden blev det første billede nemlig taget til det projekt. Det skete på en familieudflugt til Limfjordsøen Mors, hvor vi pludselig rullede ind i en by med det særprægede navn "Centrum"!. By og by er måske så meget sagt, for det er reelt en samling huse omkring et vejkryds, og det er ikke en by, som man finder på gængse vej- og landkort, som for eksempel Google Maps. Får man fat i et meget detaljeret kort, vil man dog kunne se, at Centrum rent faktisk eksisterer, Formentlig er landsbyen også under den grænse, man i Danmarks Statistik sætter, for at en by kan kaldes en by!! Her er grænsen nemlig 200 indbyggere.
Nu er projektet sat i gang, og der er ingen vej tilbage. Læserne af denne blog kan derfor se frem til en gang imellem at blive præsenteret for danske byer og steder med "mærksynderlige" navne.
Skulle der være bloglæsere, som falder over steder i den kategori, er man velkommen til at sende en mail med behørig billeddokumentation.
--0--
2. september
Farvel til en klassiker
Jeg har tidligere blogget om digital og analog lyd. I dag skal det dreje sig om digitale og ikke mindst analoge billeder.
Kodak, som givetvis har mærket de digitale kvantespring på fotomarkedet hårdest af alle, har nu produceret sidste rulle af en klassisk film: Dias-filmen Kodachrome, som gennem næsten trekvart århundrede har været den foretrukne blandt mange fotografer. Ikke mindst Kodachrome 25 og 64 har været de film, som amatører såvel som professionelle har sværget til. Den lidt hurtigere Kodachrome 200 fra midtfirserne blev aldrig helt den samme succes.
Farverne og ikke mindst skarpheden har været de to afgørende faktorer for filmens popularitet. Så vidt jeg ved, skyldes den gode skarphed, at filmen var opbygget på tyndere lag emulsion, modsat gængse typer, hvor der er flere og tykkere lag, bl.a. til de tre grundfarver. Prisen for den høje skarphed var til gengæld, at man skulle gennem en kompliceret kemisk fremkaldeproces på speciallaboratorier. Fra rejser (her Kenya til højre og nedenfor Australien) mindes jeg således, hvordan man for det første skulle opbevare sine film køligt i varme lande, samt at man skulle putte dem i de vedlagte gule kodakposer og sende dem til speciallabaratorier. Efter et par uger modtog man strimler eller paprammer med sine skud, som så kunne blæses op på det store lærred. En fascinerende oplevelse.
Den besværlige fremkaldeproces betød, at Fujis Velvia efterhånden blev den foretrukne diasfilm, selv om Kodak forsøgte sig med Echtachrome, som dog ikke levede op til Kodachromens høje kvalitet. Og sidenhen er den digtiale revolution så rullet frem også på fotoområdet.
For mit eget vedkommende må jeg sige, at min tålmodighed er bedst stillet med det digtitale medie, som til mit behov også opfylder kvalitetekravene i rigt mål.
Folk, som kender mig, vil sikkert forvente, at jeg også kombinerer denne blog med musik. Hvilket jeg så gør med Poul Simons hyldest til den nu "afdøde" filmklassiker:
--0--
1. september
Blackbirds - reaktioner
I begyndelsen af august skrev jeg her på bloggen om Blackbirds. Det har givet en del reaktioner fra det ganske danske - og norske - land. Nedenfor kan du se et udpluk af, hvad folk har skrevet om deres oplevelser med Blackbirds:
Lassen Stefansen, guitarist i gruppen:
Din erindring om Blackbirds, som du beskriver i din blog er nu forbavsende god, og din beskrivelse af vores musikalske udfoldelser mht repertoire og musikstil er ret præcis fanget. Vi havde vel det uafklarede forhold til musikken, at vi både gerne ville spille hård rock og synge 4-stemmig!
--
Claus Lilholt, trommeslager i Blackbirds:
Jeg flyttede til København (Den Grafiske Højskole) mens pladen lå på Top 30, og fløj flere gange om ugen til i nærheden af den by, hvor vi skulle spille, og tog så nattoget tilbage til København, hvor jeg så sad og sov i timen om dagen.
-
Poul Rasmussen, keyboardspiller i Blackbirds:
Det blev en lang aften for mig i går efter jeg var gået ind på din thitind-side. Det er sgu flot det du har lavet, og jeg er ikke færdig med at læse den endnu, jeg røg ud på så mange sideveje, bla. Lassens web. Det er jo utrolig spændende læsning, så bliv endelig ved. Jeg har en masse billeder liggende fra Blackbirds-tiden, og jeg tror faktisk også jeg har den plakat som du og Lassen efterlyser.
--
Jesper Hansen, min gamle skole- og legekammerat:
Du rykker virkelig - det er et par fede indlæg, du har lavet om Blackbirds. Jeg må indrømme, at jeg helt havde glemt, at Poul Rasmussen kom med til sidst.
Og så findes Hey Hey... nu på YouTube. Mens jeg sad i Grønland, prøvede jeg i de lange vinterdepressioner flere gange at google sangen uden at finde den. Jeg vil sådan forsigtigt gætte på, at jeg ikke har hørt den siden 1976... Fedt!
--
Kirsten, tidligere efterskolekollega:
Jo, jeg var også en af dem, der sendte et postkort ind, men havde dog selv frankeret det... og spændt sad og ventede på placeringen. Men jeg kan også huske skuffelsen over og konstateringen af, at jeg nok var nødt til at investere flere frimærker, hvis de skulle holde placeringen. Hvilket jeg så ikke gjorde, som de fleste andre. Jeg husker dem, men jeg kan faktisk ikke huske nogen af deres numre. Ikke engang det de røg på hitlisten med.
--
Sam, gammel klasse- og fodboldkammerat. Fin fyr, selv om han var tilflytter fra Aars...:
Ja det er godt nok mange år siden man sad ved vinduet uden for Blackbirds øvelokale og lyttede på god musik, men billedet står helt klar for mig, selv om det er mange år siden.
--
Ulla Rosengreen Bak, født og opvokset i Farsø, hvor forældrene drev bagerforretning i Nørregade:
Husker den godt - Erling (Ullas storebror, red) vil elske det! Også jeg altså!
Jeg skrev i juni om vores enorme pool, som efter hårdt pres fra drengene blev indkøbt til haven. Poolen er for længst pakket ned i vinterhi - så må vi se, om den kommer frem igen næste sommer. 
The Neptune Pool er 32 meter lang og næsten 18 meter bred og den rummer 1,3 millioner liter vand! Rundt om poolen er der søjlegange og marmor i massevis. Her er store skulpturer et par mindre pools og masser af terasser, hvor Hearst-familien og de mange prominente gæster, som besøgte stedet, har kunnet nyde den bagende californiske sol. Skulle det blive for kedeligt, kunne de spille tennis på en af de to baner eller de kunne kigge til dyrene i den store Zoo med eksotiske dyr fra hele verden!
De seneste to år har jeg haft fornøjelsen af at have et eller flere billeder på plakaten, som skal reklamere for Middelalderdagene på Vitskøl Kloster.
Dette års plakat gør også brug af et par af mine billeder - i øvrigt taget ved samme marked som ovenstående. Det drejer sig om de to små billeder øverst på plakaten, medens det store billede nederst er taget af Leif Myrup, Løgstør.
I dag skal vi have fat i endnu et af de bands, som aldrig rigtig slog igennem: Beggars Opera.
Besætningen i Beggars Opera bestod oprindeligt afMartin Griffiths (vokal), Rick Gardiner (guitar og vokal), Alan Park (keyboards), Gordon Sellar (bas, akustisk guitar og vokal), Virginia Scott (Mellotron og vokal) og Raymond Wilson (trommer og percussion).
Forrige uge var jeg sengeliggende i flere dage. Uden lyst til at se TV og også uden den store lyst eller energi til at læse. I stedet tog jeg at par kasser frem fra kontoret - kasser fyldt med fotos, som aldrig for alvor er blevet sorteret. Nu var det vist på tide.
noget er, at man bliver optaget af se på de gamle billeder, så tankerne flyver til fordums dage, da de blev foreviget på filmstrimler og fotopapir. De fleste billeder sætter heldigvis gode og varme tanker i gang, men der kan dog også dukke ting op, som forbindes med vemod og smerte. Og så dukker der ting op, som man fuldstændig havde glemt alt om - indtil det fastfrosne øjeblik igen sætter sig på nethimden.
Billederne i dagens blog stammer fra det fotohold, jeg tidligere har skrevet om. Jesper Hansen, Gert Simoni Simonsen og undertegnede udgjorde en lille fotointeresseret trio, som fotograferede Farsø på kryds og tværs dengang først i 70'erne. Bunken af billeder viser hovedgaden, som den så ud dengang og mig selv, som jeg så ud dengang!! Der er billeder fra dengang boligblokkene på Skovbakke Allé blev bygget og der er også motiver fra Farsø Hallen, som blev bygget på det tidspunkt.
I forbindelse med en rund fødselsdag skulle vi fredag-lørdag til omegnen af Billund.
Vi har tidligere i år været i Legoland, så vi havde ikke så travlt med at komme rundt. I stedet var der tid til at dvæle ved det imponerende flotte miniland, hvor tyske havnebyer, danske slotte og mange andre scenarier er opbygget af de populære klodser. Det må være en helt særlig tilfredsstillelse, at sætte sidste klods på værket, når man har lavet en gigantisk relief med mere end 2 millioner klodser, som viser amerikanske indianere på bisonjagt. 
Fodbold fylder en del i min tilværelse i øjeblikket - dels fordi jeg er fodboldlærer på min efterskole med fodbold 5-6 timer om ugen. Og dels fordi jeg også træner en flok 11-12-årige drenge her i Farsø.
Overskriften er sat i gåseøjne, for det er en ære, jeg må dele med to andre. Mine klassekammerater Jesper Hansen (
For et par år siden sad jeg og indscannede gamle familiebilleder. Et af dem viste min farfar, Theodor, som sidder i en stol omgivet af mig og mine to søskende, Niels og Susanne. Billedet stammer formentlig fra en rund fødselsdag eller et forretningsjubilæum i Theodors møbelforretning.
det er det kun delvist. Det er nemlig et sort-hvid foto, som fotografen har fremkaldt og efterfølgende håndcoloreret. Det var en meget brugt teknik tidligere, hvor farvefilm var forholdsvis dyre, og hvor farveforstørrelser var meget dyre og vist heller ikke særligt holdbare i farverne.
Seneste skud på stammen af lokale kunstnere er Talent 2008-deltageren Thomas Pedersen. Han stillede op, da Talent 2008 arrangerede audition på Store Torv i Farsø - gik videre og nåede frem til finalefeltet, inden han røg ud som den sidste inden den endelige finale.
Jeg har her på bloggen tidligere nævnt det lokale selskab Tewa, som i sin tid specialiserede sig i kassetteudgivelser med lokale kunstnere. Intet er for småt, kunne godt have været firmaets motto dengang. Man kunne f.eks. finde bånd med "Posten fra Ranum" eller med "Den Syngende Klovbeskærer". Meget folkeligt og meget nede på jorden.
Så er vi sprunget frem til 1998 i historien om lokale vesthimmerlandske grupper og navne, som har udsendt musik på CD, bånd eller plade.
I Farsø etablerede gruppen Avoiding Christopher sig i midten af 90'erne med musik stærkt inspireret af grungebands som Nirvarna og Pearl Jam. Medlemmerne var Jesper Lidang på guitar, sang og piano, Reno Skov Pedersen, bas og vokal samt Rasmus Kvist på trommer.
Som en kuriøs lille hale til bandet skal nævnes, at guitarist Jesper Lidang boede i Skolegade her i Farsø - i det hus, hvor Blackbirds' trommeslager Claus Lilholt i sin tid boede. Der må være noget med det hus og musik!
Rent musikalsk skifter vi denne gang retning, når det kommer til bands med lokale rødder, som har udgivet musik.
For nogle år siden (2001) indspillede gruppen en CD, som rummer traditionelle folkemusiknumre krydret med numre af bl.a. Bjørn Afzelius. CD'en blev optaget i Viggo Steinckes studie og mangfoldiggjort hos firmaet Tewa, beliggende i Fandrup ved Farsø. Tewa er kendt for sine udgivelser af lokale kunstnere i som især gør sig i dansktopgenren, men også andre genrer er repræsenteret bl.a. harmonikamusik og folke/spillemandsmusik. De mest kendte kunstnere fra Tewa er vel Jodle Birge og Dræsinebanden. I dag beskæftiger Tewa sig også med massekopiering af CD'er og DVD'er.
Den anden bog er "Rock", som er Politikens første leksikon udelukkende med rockmusik som emne. Bogen udkom i 1974, og jeg er ret sikker på, at den lå under juletræet det år. Også den har sat sig spor. Min interesse for rockmusik fornægter sig jo ikke, og der er brugt timer på at læse om kendte såvel som mindre kendte grupper i det leksikon. At det er godt brugt, og dårligt indbundet, vidner et laset og slidt eksemplar om i dag, hvor en stor del af bogen er omdannet til løsbladesystem! Men jeg bruger den stadig, da den rummer en række grupper og kunstnere, som er udgået i senere udgaver af disse "rockbibler". 
Når jeg kører rundt i landet, kan jeg ikke lade være med at bemærke de mange sjove og anderledes bynavne, som man passerer. En interesse, som måske stammer fra min barndom, hvor jeg husker, at et eller andet ugeblad bragte fotos med sjove og anderledes vej- og byskilte.
Forleden blev det første billede nemlig taget til det projekt. Det skete på en familieudflugt til Limfjordsøen Mors, hvor vi pludselig rullede ind i en by med det særprægede navn "Centrum"!. By og by er måske så meget sagt, for det er reelt en samling huse omkring et vejkryds, og det er ikke en by, som man finder på gængse vej- og landkort, som for eksempel Google Maps. Får man fat i et meget detaljeret kort, vil man dog kunne se, at Centrum rent faktisk eksisterer, Formentlig er landsbyen også under den grænse, man i Danmarks Statistik sætter, for at en by kan kaldes en by!! Her er grænsen nemlig 200 indbyggere.
Jeg har tidligere blogget om digital og analog lyd. I dag skal det dreje sig om digitale og ikke mindst analoge billeder.
Farverne og ikke mindst skarpheden har været de to afgørende faktorer for filmens popularitet. Så vidt jeg ved, skyldes den gode skarphed, at filmen var opbygget på tyndere lag emulsion, modsat gængse typer, hvor der er flere og tykkere lag, bl.a. til de tre grundfarver. Prisen for den høje skarphed var til gengæld, at man skulle gennem en kompliceret kemisk fremkaldeproces på speciallaboratorier. Fra rejser (her Kenya til højre og nedenfor Australien) mindes jeg således, hvordan man for det første skulle opbevare sine film køligt i varme lande, samt at man skulle putte dem i de vedlagte gule kodakposer og sende dem til speciallabaratorier. Efter et par uger modtog man strimler eller paprammer med sine skud, som så kunne blæses op på det store lærred. En fascinerende oplevelse.
Den besværlige fremkaldeproces betød, at Fujis Velvia efterhånden blev den foretrukne diasfilm, selv om Kodak forsøgte sig med Echtachrome, som dog ikke levede op til Kodachromens høje kvalitet. Og sidenhen er den digtiale revolution så rullet frem også på fotoområdet. 
I begyndelsen af august skrev jeg her på bloggen om Blackbirds. Det har givet en del reaktioner fra det ganske danske - og norske - land. Nedenfor kan du se et udpluk af, hvad folk har skrevet om deres oplevelser med Blackbirds: