The coast of Amalfi

 

Den seneste uge er blevet brugt i Støvlelandet, Italien, hvor vi har tilbragt nogle herlige dage ved den smukke Amalfikyst. En tur, som vi allerede bestilte sidste år sammen med vores gode venner Ib og Anette.

Vi har sjældent været på gruppeture, når vi har været ude at rejse. Det var vi denne gang med rejseselskabet Vitus, og vi var et godt lille selskab på 23 mennesker. Mange havde forladt arbejdsmarkedet, men der var da også en ung pige på 19 og et par andre, der ligesom Hedvig holder tingene i gang ved at gå på arbejde.

 

Programmæssigt var der bestemt ikke tale om en pensionistrejse - der var nok at se til, og vi fik meget at se og havde en god guide i Tina, som flyttede til Italien, da hun var 18 - og blev hængende de næste 35 år eller deromkring. Og det er da helt klart en fordel at have en guide, som begår sig i såvel dansk som italiensk kultur - ikke mindst den italienske, hvor hun nøjagtig vidste, hvornår der skulle charmeres og hvornår bissen skulle skrues på, hvis det var nødvendigt….

Amalfikysten
Vi fik set den smukke kyst, som ofte indgår i film optaget i det sydlige Italien. Byerne ligger som perler på en snor, og de er alle meget karakteristiske og smukke opbygget omkring en havn og en kirke. Hovedbyen Amalfi, som har givet navn til strækningen, er en pulserende turistby - smuk men måske også lige lovlig turistet. Det var et af de få steder, hvor man oplevede, at tjenerne var ude og lokke folk ind i restauranterne, og så var det her, vi fik vores livs dyreste is - en citronsorbet serveret i en mega stor udhulet citron. Med en pris på 15 Euro nærmer vi os noget i retning af 112 danske kroner. Men frisk og dejlig, det var den - og det skulle naturligvis prøves, nu hvor vi var i “citronland”.

 

En sejltur til Capri blev det også til - nu har vi været der og set øen, som nok skuffede en smule. Igen masser af by og turistforretninger, men ikke så meget natur ud over de smukke udsigter, man kunne se flere steder fra byen. Vil man have mere med, f.eks. en sejltur til den blå grotte, koster det kassen,

Pompej
Hovedattraktionen for os var helt sikkert turen til Pomej - eller Pompeii, som den hedder på italiensk. Byen som i år 79 druknede i vulkansk aske fra Vesuv er ikonisk og er helt naturligt på UNESCO’s liste over verdensarv. Byen havde omkring 16.000 indbyggere i sin storhedstid, og der var tale om et velorganiseret romersk samfund med torv, templer, butikker, boliger, teatre og helt naturligt bordeller. Fire femtedele af byen er i dag udgravet, og noget af det, som har gjort byen så kendt og interessant er, at man i forbindelse med udgravningerne brugte en teknik, hvor man fyldte gips ind i asken, således at mennesker og dyr kan ses i de positioner, som de døde i, da de giftige gasser og asken kvalte dem. Var byen blevet dækket af lava, havde der ikke været meget at grave ud for arkæologerne.

 

Som det hører sig til i en romersk by er der også et amfiteater, som blev brugt til bl.a. gladiatorkampe. Ib og jeg har naturligvis set den kendte koncertfilm Live at Pompej, som Pink Floyd optog i dette teater i 1971. En stemningsfuld film, som modsat mange andre af tidens koncertfilm var uden publikum - bortset fra et par drenge som nysgerrigt kiggede på og lyttede med under optagelserne, som varede en uges tid. Her blev amfiteateret fyldt med Pink Floyds efter den tid imponerende mængde af lyd- og lysudstyr.

Guidesystemet tillod ikke Tina at være guide i Pompej, så akkurat som på Capri var det ligeledes dansk-italienske Stine, som guidede os rundt - og det gjorde hun rigtig godt. Der udspandt sig dog en mindre krise, da hun efter et par timer satte kurs mod udgangen - uden at vi havde været forbi amfiteateret. Det fik Ib til at reagere med et udbrud i næsten samme voldsomhed, som da Vesuv i sin tid udslettede byen: Nu havde han i 50 år ventet på at se det teater, hvor Pink Floyd spillede - og det agtede han at gøre. Vore to guider fornemmede nok, at her skulle de ikke lade deres italienske temperament råde, så de gav os modvilligt lov til at gå på egen hånd i halvanden time. Det var der en flok mere i gruppen, som også ville - og så gik det ellers over stok og sten - mest sten - ned til det velbevarede amfiteater i den anden ende af byen. Her var der faktisk line op til en koncert samme aften og i hvælvingerne under tilskuerpladserne var der en udstilling om Pink Floyds koncert på stedet.

 

Så fik vi også det med - og naturligvis nåede vi tilbage til mødestedet til tiden! Men i vores øjne lidt underligt, at man fortæller, at man kan bruge flere dage på at udforske Pompej, og så ikke giver mulighed for tid på egen hånd. Også set i lyset af de øvrige steder vi besøgte, hvor vi fik tid på egen hånd i udprægede turistbyer.

 

Citronstien
Hjemme i Maiori, som byen vi boede i hedder, tog vi en gåtur til nabobyen Minori. Det foregik af den gamle “Citronsti”, som slynger sig oppe i landskabet og gennem tiden har været forbindelsesvejen mellem byerne - en vej man er gået eller hvor man har brugt æsler til transport - det gør man stadig den dag i dag, for der bor stadig mennesker på cirtrongårdene oppe i bjergene. Selve turen er til at klare - trods de mere end 500 trappetrin op og ned igen, men det er bedst at starte tidligt, da varmen ellers kan blive et problem. På turen får man smukke udsigter over Amalfikysten, og et besøg på en citrongård, hvor der kunne købes læskende citrondrikke var bestemt også værd at tage med.

 

Den sidste dag blev brugt på lidt lokal sightseeing og ved stranden og poolen, inden det fredag gik hjem mod kølige og regnfulde Danmark. En lidt sej hjemtur for os jyder. Afgang fra hotellet kl. 8.00 og 16 timer senere kunne vi så lægge os til at sove i vore egne senge efter stop i Frankfurt og København, inden den sidste tur med fly til Aalborg.

 

Når jeg rejser medbringer jeg ofte mit Olympus OMD 5 med en 24-300 zoom. Den kombination gør det fremragende og giver bl.a. mulighed for lidt streetfoto, hvor man ret så ubemærket kan tage billeder i bylivet.

 

 

 

Ud over Pink Floyd har også et andet rocknavn beskæftiget sig med Amalfi. Steve Harley, som døde tidligere på året, har skrevet denne flotte sang: