Foto: Marie Verdelin
Illustrationer: Elever fra VHG i Aars.
Overskriften kan nærmest lyde religiøs, men sådan er den nu ikke ment. David Bowie døde i januar 2016, og han er ikke genopstået.
Men Bowies musik lever!
Det fik jeg at høre og føle fredag aften, da jeg sammen med fruen drog til teaterkoncert i Vesthimmerlands musikhus ALFA, hvor elever fra Vesthimmerlands Gymnasium havde opsat en forestilling bygget op omkring kendte numre af David Bowie.

Ved indgangen forkyndte et skilt, at “ Gamle og tidligere VHG-elever havde gratis adgang”. Jeg opfylder vist begge kriterier, men valgte nu alligevel at spytte de 50 kr i kassen, som det kostede at komme ind!
Programmet fortalte, at forestillingen var opbygget som en cirkusforestilling, hvor forskellige karakterer indtog manegen og fortolkede Bowies sange.

Der blev lagt ud med Hello Spacecowboy, nok den mindst kendte af de sange, der var med. Men den blev leveret flot både musikalsk og vokalt, hvor pigen, som sang, havde den rigtige snert af Bowies intonation. Hun var alene på scenen klædt som en cirkusdirektør og fremførte sangen flot og havde en cool og stærk udstråling - en super start.
I næste nummer var stort set alle medvirkende på scenen. Under Pressure, som Bowie hittede med sammen med Queen var et orgie i moves og dans på scenen til tonerne af den klassiske basgang, som man har diskuteret, hvem der egentlig stod bag. I filmen om Queen er det bassist John Deacon, men andre mener, heriblandt Deacon selv, at det var Bowies ide. Der er nok i virkeligheden tale om, at de har udviklet det sammen på baggrund af en ide af Deacon.
Herfra gik turen til Mars i en forrygende version af det store hit. Den gamle (VHG’er) måtte vist tørre en tåre væk fra det ene øje under den fremførelse, som blev leveret spot on med en meget personlig fortolkning, som bestemt gjorde både Bowie, bandet og den unge sangerinde i divakostume ære.

Ensemblets eneste mandlige islæt fik lov til at have den vokale hovedrolle i China Girl, hvor han indtog scenen som en anden Alladin med en flok eksotiske dansere og korsangere omkring sig. Farverigt og energisk.

Intet cirkus uden klovne, og den hvide klovn entrede manegen i Changes. Måske aftenens mest komplette nummer med hensyn til lys og lyd. En flot fremførelse, ikke blot vokalt, men også koreografisk, hvor den syngende klovn elegant jagtede projektørlysets kegler rundt på scenen - ikke hurtigt, men langsomt og yndefuldt. Et stærkt nummer, som dog blev fulgt op af et, der var lige så stærkt.

Lazarus er Bowies dødsepos. Nummeret findes på den plade, der udkom to dage før han døde, og den tilhørende video lader ingen i tvivl om, at Bowie havde forudset sin egen død. Med sin titel efter den bibelske Lazarus, er det manges opfattelse, at Bowie forudså, at han ville leve videre gennem sin musik, efter døden. Det var fredagens koncert så et lysende eksempel på. Denne aften blev nummeret leveret flot - og uhyggeligt med en syngende heks, som fremførte sangen over sine boblende gryder. Mystikken, som Bowie var så kendt for, lever videre.

Mere muntert blev det i storhittet og titelnummeret fra Bowies discoudspil, Let’s Dance. Mange fans hader det album - jeg elsker det. Det viser bare, at Bowie også kunne skrue et mere end solidt popalbum sammen. Igen var scenen fyldt med sangere - og naturligvis dansere.

Fra discokuglerne og dansegulvet kom vi så en tur ud i rummet med Major Tom, som strander i universet i sin “tin can”. Et af Bowies tidlige numre fra 1969, en periode fyldt med interesse for rumfart og året, hvor det første menneske satte sin fod på månen. Armstrong, Baldwin og Collins kom dog hjem igen - modsat Major Tom, som blev ude i rummet, men levede videre som en figur, Bowie flere gange refererede til, bl.a. i indledningsnummeret Hello Spaceboy i en version sammen med Pet Shop Boys. Her i Aars var Major Tom erstattet af en engel, som ankommer til cirkus og modtages af klovnen og ballerinaen. En stærk version af en Bowie-klassiker.
Det store ensemble er tilbage i Heroes, hvor flere sangere tager den ledende rolle. Igen en stærk flot musikalsk og visuel udgave af et af Bowies mest populære numre.
Det hele slutter med endnu en rumreference i Starman fra Bowies Ziggy Stardust album. Her fungerer nummeret som et afslutningsnummer, hvor alle er på scenen - med undtagelse af bandet, som står gemt lidt væk på et repos oppe til højre for publikum. Sådan må det være, når det er en teaterkoncert, men synd, at musikerne ikke kom lidt mere frem i rampelyset - for det gjorde det fremragende.

Og således sluttede en fantastisk aften i ALFA. Jeg fortrød lidt, at jeg ikke havde mit kamera med, for der var suverænt mange gode billeder i den forestilling. Til gengæld kunne jeg læne mig tilbage og nyde et brag af en koncert, som varmede mit gamle musikhjerte.
Behøver jeg at sige, at Bowie snurrer på pladespilleren i baggrunden, mens disse linjer skrives.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg