Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Kampen om Munkemølle

30-11-2024
Musical på HCI, 29. november 2024
Manuskript og instruktion: Tina Boye
Anmeldt af Per Lyngby



Fredag var jeg traditionen tro til premiere på musical på min gamle efterskole, HCI i Haverslev.
 


I år er musicalen flyttet tre uger frem, så den ikke spilles den sidste dag, inden eleverne drager hjem på juleferie. Dermed er man også lidt mere frit stillet, så det ikke nødvendigvis behøver at handle om jul og nisser. Det har det nu heller ikke altid gjort tidligere, hvor der også har været ganske alvorlige ting på scenen som f.eks. den tragiske "Drengen i den stribede pyjamas” eller klassikeren “Midt om natten”.

En anden markant ændring er, at det ikke er den mangeårige instruktør- og manuskriptforfatter Stig Ottesen, som står med tøjlerne. Han har søgt nye græsgange, så i stedet er det en anden gammel kollega, Tina Boye, som har skrevet og instrueret.

Stig, som var inkarneret nisse- og julehader, fik flere gange flettet jul ind i sine historier alligevel. Det er derfor lidt paradoksalt, at Tina er gået den helt anden vej og helt har undladt at lade den kommende højtid være en del af fortællingen. Hun har i stedet fundet inspiration i gode gamle Morten Korch og hans dramaer, hvor alt ender i fryd og gammen.
 


Scenen er sat i byen Munkemølle, hvor en borgmester ikke har helt rent mel i posen, da et supermarked vil bygge lige der, hvor byens grønne park ligger. Lidt penge under bordet - bogstavelig talt, for de bliver gemt under sofabordet, gør den gode borgmester særdeles samarbejdsvillig, mens viceborgmestereren har moralske skrupler, på trods af, at han også kan få del i bestikkelseskagen. Dog en mindre del, end borgmesteren selv agter at tage, men det nævner han naturligvis ikke for sin vicer.
 


Borgerne protesterer, men bliver naturligvis ikke hørt, og så må kærligheden træde til. Borgmestersønnen Peter, som har bakket sin far op, og mistet sin kæreste, gennemskuer rænkespillet, og involverer byens stærke kvinder i sagen. Det samme gør viceborgmesteren, som har fået kolde fødder, så snart sidder borgmesteren og pengemændene bag tremmer, mens Peter får sin kæreste tilbage. Han går på knæ, og det hele slutter i en gigantisk brudevals.
 


Undervejs i stykket veksles der med sange leveret af kor og band, der er fantasifuld skyggespil og performanceholdet leverer spring og dans, så ikke et øje er tørt. Scenefolkene har lavet mange og flotte kulisser, der er styr på tech (!) og kostume- og sminke folkene har gjort et godt stykke arbejde, mens “Holdet i ryggen” har sørget for bagværk, underholdning og anden adspredelse for de mange involverede.
 


Er det så lykkedes med de mange fornyelser? Ja, det må anmelderen her konstatere. Rammerne er stort set de samme, og de bliver igen fint udfyldt. Historien er logisk og forståelig, og bortset fra lidt problemer med lyd og timing ved den første forestilling, forløb det fint, og mon ikke premieren senere på eftermiddagen for forældre og søskende og søndagens forestilling for bedsteforældre har siddet lige i skabet.

Bestået!!
 

Kategori: Efteraar2024

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby