|
|
|
Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
-0- Da ældstenissen forsvandt….20-12-2023 Julemusical på HCI, december 2023
Manuskript: Stig Ottesen
Anmeldt af Per Lyngby
Onsdag eftermiddag sneg jeg mig endnu en gang ind på min gamle arbejdsplads, HCI i Haverslev. Her var der nemlig traditionen tro inviteret til julemusical, som skolens medarbejdere og elever har brugt de seneste 5 dage på at sætte op.
Jeg har selv været en del af disse musicals gennem flere år, så det er sjovt at møde ind som gæst uden ansvar og så se, hvordan de klarer skærene.
Det er min gamle kollega Stig Ottesen, som har skrevet og instrueret årets stykke, “Da ældstenissen forsvandt", som naturligt nok har julen som tema. Og ganske stærkt gået af den gode Stig, som ellers er erklæret julehader…
Ved min ankomst kunne jeg konstatere, at der ikke er ændret i det grundlæggende koncept, siden jeg var med, indtil for to år siden. Tilskuerne føres gennem redskabsrummene, hvor der er opbygget og bemandet forskellige tableauer med relation til årets skuespil - naturligt nok var der mange nisser i år, og ved indgangen til hallen, hvor slaget skulle slås, blev man tilbudt gløgg og pebernødder. Lækkert.
Scenen er som altid et udstyrsstykke i bredformat, hvor der skal være plads til skyggespil i den ene side, skuespiller på den store centrale scene og til højre et podie med plads til musikerne og det store kor. Dertil en storskærm over scenen - en skærm jeg naturligvis holdt skarpe øje med, da den i sin tid var mit ansvarsområde sammen med en god håndfuld elever. På skærmen vises der slides og film med relation til handlingen i stykket, og desuden skal Tech-folkene sørge for passende lydeffekter på udvalgte steder.
Efter den indledende sang gik stykket i gang - det skete med en fortæller, som ridsede tingenes tilstand op i Nisseboet, hvor det er vigtigt at være i besiddelse af ejerskabdokumentet for at håndhæve retten til at bo der. Herefter gik tingene sin klassiske gang med en flok nisser, som skal forsøge at redde julen og deres hjem i kampen mod grånisserne som angiveligt er deres traditionelle fjender - uden at nogen kan huske hvorfor.
Skuespillerne klarede deres opgave flot, tydelige og velartikulerede - noget som også lydfolkene er en del af. Musikken spillede - og det gjorde den godt. En cool pige på bas, som blev spillet med en finger. En keyboardspiller på akkord, en guitarist, som brillerede med en solo, det tror jeg ikke vi havde, da jeg var der. En rytmebevidst trommeslager, som havde overskud til at jonglere med stikkerne, når der ikke skulle bankes på de digitale trommeskind, og endelig kapelmester Clemme, som også er en rigtig god gammel kollega. Han er vild med den afdøde Led Zeppelin trommeslager, John Bonham, så derfor kører LZ naturligvis på pladespilleren, mens disse linjer skrives.
Til nogle af sangene blev der vist skyggespil, hvor eleverne agerer bag en hvid skærm. Det gjorde de med stor fantasi og ynde - og her fik de også lagt nogle flotte baggrunde, som fik skyggespillerne placeret i et gademiljø. Endelig var der også performanceholdet, som leverede spring og rytmiske serie på airtracken foran scenen. Og så alle de usynlige, som havde stået for sminke, kulisser, rekvisitter, scene og meget andet, som man ikke lige tænker på også er en del af sådan et projekt. Alle blev dog præsenteret til slut, inden eleverne til slut meget stemningsfuldt sang “Dejlig er jorden”.
Og storkærmen? De overlevede den gamles kritiske blik og skal have ros for deres indsats - ikke mindst den lille film, som blev vist midt i forestillingen og hvor man bemærkede god brug af kameravinkler og klipning.
Fik de gode nisser med de røde huer så reddet julen og Nisseboet? Ja, det gjorde de, og de blev endda gode venner med de tidligere ærkefjender, Grånisserne. Og mon ikke historien gentager sig netop, mens disse linjer skrives, for her spilles dagens tredje og sidste forestillinger, hvor det er forældrene, som sidder og overværer løjerne, inden der skal ryddes op og juleferien kan begynde.
Tak til min gamle arbejdsplads og elevhold 2023-24 for en god oplevelse og nyd så ellers resten af jeres efterskoleår, hvor I stadig kan se frem til bl.a. skitur, gymnastikopvisninger og en lang række boldspilsarrangementer, hvor jeg nok ikke kan dy mig for mindst at kigge forbi, når der er NM i volleyball.
Larsen i krig med Ekstra Bladet03-12-2023 Forleden anskaffede jeg mig en stak brugte LP’er. Det er der såmænd ikke noget nyt i, det sker af og til. Denne gang lå der en Kim Larsen plade i samlingen, som også omfattede plader med Røde Mor og Neil Young.
“Wisdom is sexy” hedder Kim Larsen pladen, hvor han bakkes op af Bellami. Det er af mange opfattet som trubadurens lavpunkt i en karriere, som har budt på mange opture, såvel med Gasolin som i solistrollen. Men det var vist et af de albums, jeg manglede med ham, og jeg har i øvrigt aldrig hørt det i sammenhæng, kun enkelte numre i radioen og til koncerter. Faktisk er jeg mere til ShuBiDua end til Larsen, men jeg må erkende, at han kunne noget med tekst og musik. Mange opfattede ham som en krukke - mig selv inklusive, men manden satte nok bare et filter mellem sit privatliv og offentligheden. Min opfattelse af krukkeriet hænger mest sammen med Larsens højlydte opgør med alt, hvad der hed reklame. Han gik ikke på scenen, hvis der hang en Tuborg-reklame foran, og han skulle ikke have noget med en TV-julekalender at gøre, da Fætter BR skulle være sponsor. Så langt så godt, men kæden hopper af hos mig, når samme mand stillede sig frem i medierne og promoverede tobaksindustrien i hans kamp for at bevare retten til at ryge hvor han havde lyst… Han var da også klar til at lave lidt reklame for sig selv og mod Ekstra Bladet, da “Wisdom is sexy” udkom. Kim Larsen var i forvejen i krig med medierne, som han ikke havde noget godt forhold i denne periode. Derfor måtte ingen medier modtage et eksemplar af den nye plade, som blev produceret under stort hemmelighedskræmmeri i en villa nord for København. Naturligvis opsnappede Ekstra Bladet et kassettebånd med 5 numre - måske demoer. Og så fik den ellers ikke for lidt på de gule spisesedler, som det store dagblad i øvrigt har lagt i graven her i efteråret. “Rocksjask” var dommen fra tabloidgiganten, og så var der for alvor krig. Sammen med sit pladeselskab lavede Kim Larsen to helsidesannoncer i Politiken og Jyllands Posten, hvor chefredaktør og anmeldere på EB blev udstillet som drikfældige rotter i en amatøragtigt opsat annonce, som også reklamerede for videoen til “Danas have” - et af numrene fra det nye album. Senere blev striden bilagt, og Kim Larsen kom tilbage på sporet med sit fynske band Kjukken, der lavede en række roste albums. Tilbage til “Wisom is Sexy”, som jeg netop har haft i rotation på pladespilleren - det er umiskendeligt Larsen, måske med en lidt mere rå lyd, men egentlig synes jeg, at den på den lange baner vinder og at den hårde kritik ved udgivelsen måske var en del af mediekampen - selv om publikum også svigtede den tidligere gasser i den periode - det handler pladens første nummer om, “Mig og mit publikum”. Jeg kan da huske, at vi havde ham til forholdsvis billige penge til nogle koncerter nede ved søen. I øvrigt også noget, hvor Larsen skulle have klinket nogle skår efter en aflysning af en stort anlagt koncert i Aars nogle år tidligere. Men det er en anden historie, som jeg måske vender tilbage til på et andet tidspunkt… Vinter i Mariager1 Kommentarer 01-12-2023
Det er ved at være på tide, at jeg får genoptaget mine gåture i forskellige byer med mit kamera. Min tanke har bl.a. været, at det skulle være de små landsbyer med under 200 indbyggere i Vesthimmerland, men den er jeg gået lidt fra. Der mangler fortove og oplagte gåmuligheder i mange af disse byer, så det må i stedet blive til nogle udvalgte, der lever op til mine krav om motion - og noget at skrive om.
Jeg har også tænkt mig at kigge lidt ud over Vesthimmerlands Kommune, så nu er det alle byer i Himmerland, som er i spil.
Torsdag gjaldt det således Mariager, som har lagt navn til det, som mange betegner som Danmarks smukkeste fjord. Denne sidste dag i november var byen klædt i sne - noget som bestemt klædte den. Byen har små 2700 indbyggere og er en del af Mariagerfjord Kommune, som også indbefatter byer som Hobro, Hadsund og Arden.
Jeg tog udgangspunkt ved kirken, en stor og højt beliggende klosterkirke, som trods den imponerende størrelse faktisk kun er en lille kirke i forhold til den, der blev bygget midt i 1400-tallet, som er klosterkirke under Birgittiner-ordenen. Funktionen som klosterkirke blev forholdsvis kort, da det sluttede med reformationen i 1536. Klostret blev ret hurtigt overtaget af kongen, som omdannede det til landbrugsbedrift, medens Mariager by overtog kirken. Det var dog en stor mundfuld at vedligeholde den store kirke, og store dele af kirken blev nedrevet, så det kun er den nuværende del, der er tilbage af en kirke, som i storhedstiden var 4 gange større. I dag er der sognehus i det, der er tilbage af klosteret, som ligger lige ved siden af kirken.
Kirken og kirkegården tog sig smukt ud i det hvide vinterlandskab, hvor solen var med til at forstærke det smukke syn.
Fra kirken gik jeg ned i den gamle del af købstaden, hvor der stadig er godt gang i forretningslivet, som er meget koncentreret om den centrale del af byen. Her er også flere restauranter, og nogle af dem så også ud til at være åbne i vinterhalvåret.
Jeg fortsatte til havnen, hvor sulten blev holdt fra døren med en ganske fortrinlig flæskestegssandwich i grillbaren.
Der pågår et større arbejde på havnen, hvor der renoveres og klimasikres. Allerede oppe ved kirken kunne jeg høre de dumpe lyde af maskinen, der hugger løs i de gamle betonkajer - og her nede på havnen kunne jeg så se arbejdet på nærmeste hold.
Ved havnen ligger også et saltcenter med udstillinger og restaurant, og her står også en gammel svingkran. Længere mod nordvest er der bygget store ejendomme med velbeliggende lejligheder med fjordudsigt. Bag disse ligger Mariager-Handest Veteranjernbane, som har remise og værkstedet i Mariager. Gamle tog og vogne står rundt om på skinnerne, og der er en flot perron, som bruges, når de gamle tog kører med passagerer.
Jeg gik lige en tur op ad Havndalvej, hvor der bor et par gamle venner fra seminarietiden i Ranum. De var nu ikke hjemme, så visitten hos dem må blive en anden god gang.
Kunstgræsset er til træning - ikke til aftenkampe…15-10-2023 Gennem de seneste år har mange fodboldklubber fået kunstgræsbane, så det nu er muligt at træne og spille hele året. Så vidt så godt, men det betyder desværre også, at flere og flere klubber er begyndt at afvikle deres kampe som aftenkampe i led-lampernes skær.
Det er desværre en uheldig udvikling.
Personligt finder jeg det charmeforladt og kedeligt at stå en mørk og blæsende aften og se disse aftenkampe, så for det meste holder jeg mig væk.
Med al respekt for de moderne lysanlæg, så gør de ikke noget godt for en fodboldkamp. Anlæggene er designede til at kaste deres skær over banen, og det er for så vidt godt nok. Det betyder så, at tilskuerne står i mørke og ser på kampene, som alt andet lige heller ikke er den samme oplevelse, som når man ser dem i dagslys. Her er det lettere at overskue hele banen og hvad der foregår omkring den. Kunstlyset giver en form for tunnelsyn, hvor man kun registrerer det, der sker hvor bolden er.
Forleden var jeg til en sådan aftenkamp i Farsø, og det var ikke så meget det, at hjemmeholdet tabte stort, som irriterede mig. Det var den totale mangel på atmosfære omkring kampen. Jeg dækker fodbold i hele Vesthimmerland for det lokale medie Lokaltindblik.dk, og desværre kan jeg se, at en interessant og spændende slutkamp mellem Aars og Løgstør sidst i oktober også er lagt som en aftenkamp en fredag. Ganske vist har hjemmeholdet Aars ikke det store at spille for relation til slutstillingen - de er allerede rykket ned - men et lokalbrag har altid en særlig nerve, ikke mindst hvis Aars kan drille naboerne ved at fratage dem vigtige point, der kan koste en mulig oprykning. Så måske skal jeg af rent professionelle hensyn se kampen i Aars, men jeg kommer i givet fald til at gøre det uden den store glæde, hvorimod jeg altid drager til landsbyklubberne i f. eks. Strandby og Hornum med bevidstheden om, at her kommer jeg til gamle intime stadions med charme og sjæl, og naturligvis altid med kampe i dagslys.
Rent fototeknisk gider jeg slet ikke at tage mit kamera med til aftenkampene, da det giver nogle elendige billeder. Et andet problem med disse aftenkampe er, at der efterhånden ikke er noget mønster i de enkelte klubbers kampprogram, hvor man tidligere havde et nogenlunde fast spilletidspunkt for førsteholdet lørdag eller søndag. Fodboldkampe må gerne blive spillet på kunstgræsset, men spil dem dog i dagslys i weekenden. Billederne, som ledsager denne blog, er fra en efterårskamp i Hornum i oktober i år og fra en aftentræning med amerikansk fodbold i Farsø for nogle år siden. Måske giver de en antydning af, hvorfor jeg foretrækker kampe i dagslys. Dyrskue08-10-2023
Det er vist tid til at få gang i bloggen, som har ligget stille nogle måneder. Sygdom og golf har gjort bloggeren lidt ustabil. Men nu skal der skrives igen, måske også med gåture i det vesthimmerlandske, selv om min trofaste gåfælle Nemo ikke er her mere - det vil sige, det er han, men det vil se fjollet ud at gå med en urne i snor! Han skal nu også snart ud og ligge på Feddet, hvor familiens hunde plejer at blive begravet.
Da jeg var en lille knægt, blev der holdt dyrskuer i Farsø. Det foregik på skolens sportsplads i Vestbyen, hvor man kunne se såvel køer som heste og maskiner fra de mange maskinhandlere, som byen engang havde.
I dag er mange små dyrskuer nedlagt, men i Aars har man stadig dyrskue, og det foregår indendørs i Messecenter Vesthimmerland. Da jeg i slutfirserne arbejdede som journalist og fotograf på Aars Avis, var det stadig i udendørs, men det var i denne periode, at det flyttede til messehallerne, som blev udbygget i forbindelse med landbrugets indtog. Det var måske meget naturligt, for hallerne var egentlig tækt som sted, hvor landmændene kunne opbevare halm, når der ikke var udstillingssæson.
Opbevaring af halm i hallerne begrænser sig vist kun til de 2-3 arrangementer, hvor der kommer dyr tilmessecenteret, som udbyder en række vidt forskellige arrangementer fra specialmesser og loppemarkeder til koncerter og julefrokoster.
Lørdag benyttede jeg lejligheden til at få duften af savsmuld og dyr i næseborene, da jeg besøgte Kimbrerskuet 23.
I staldene blev der kigget på kødkvæget, som udstillerne har trænet og udvalgt til at komme på dyrskue. Det fordrer nemlig, at det er rolige dyr, man tager med, så de præsenterer sig godt i såvel stalden som i ringen, hvor der er mange lyde og synsindtryk at forholde sig til. Og det er nok bedst for alle parter, at en Blonde d'Aquitaine på halvandet ton ikke går grassat i ringen...
Børnene fra 4H-gården fik også lejlighed til at præsentere deres dyr i ringen, det gjorde de med stor stolthed.
I stalden mødte jeg i øvrigt en gammel efterskoleelev, som til daglig arbejder med landbrug og som har det som sin helt store fritidsinteresse at tage på dyrskuer og udstillinger. Det er racen Limousine, han arbejder med. Det blev i øvrigt til en ærespræmie og 23 point - tillykke Simon.
Eller giver sådan et dyrskue anledning til at kigge på store maskiner, og så var de største vist ikke engang med i Aars - pladsen sætter sine begræsninger. Ellers var det en stor fagudstiling med diverse "tilløbere" som lokalpolitikere og sælgere af massagestole og specialbyggede senge - uden sammenligning mellem disse i øvrigt og politikere i øvrigt.
Fotomæssigt er der mange gode motiver sådan en dag. Jeg går efter at fange situationer, men der findes også fotografer, som specialiserer sig i at fotografe dyr, så de fremstår i den rigtige positur. Jeg husker tilbage fra avistiden Jørgen Bak fra Hobro, som netop var sådan en fotograf. Han havde altid en plastikgulerod med i lommen, som han kunne hive frem og få køer og heste til at smile...Også mennesker, for han tog naturligvis også billeder til andre formål, og det virkede hver gang!
Tour de Vesthimmerland - Farsø6 Kommentarer 08-06-2023
Rundt i fødebyen
I denne uge blev det tid til sidste etape i min Tour de Vesthimmerland, som har bragt springer spanielen Nemo og mig selv rundt i 23 vesthimmerlandske byer - den sidste i rækken blev min føde- og hjemby, Farsø. Kommunens tredjestørste by med 3407 indbyggere med en langstrakt hovedgade, som går fra nord til syd.
Af hensyn til Nemos efterhånden skrøbelige bentøj, blev denne etape delt i to. Vi lagde ud i midtbyen, hvor man finder det gamle rådhus, Torvet 1, der i dag rummer Lokalhistorisk Forening for Farsø og Omegn, hvor jeg hjælper til som frivillig med registrering og arkivering. Overfor ligger Hotel Farsø, som i 1960’erne og 70’erne var et af de helt store balsteder i Vesthimmerland. I dag er der festlokaler og mad ud af huset på hotellet, hvor den lokale musikforening også holder koncerter ind imellem.
I sin tid gik jernbanen igennem byen, og delte den i en nord- og en syddel. Syd for den gamle bane lå den gamle præstegård, som blev revet ned for at give plads til nye butikker. I dag er der et stort indendørs indkøbscenter på området - et center, hvor man også begynder at mærke, at butikker lukker og der ikke kommer nye til. Desværre.
Vi krydsede op til Nørregade - her ligger den gamle sparekasse, i dag en filial af Vestjysk Bank. Forbi den gamle 1100-tals kirke, som bl.a. Johannes V. Jensen har skrevet om. Der er kirkegård ved kirken og på en nærliggende annekskirkegård. Jeg er selv døbt og konfirmeret i kirken.
Fra kirkegården er der et flot vue ud over byens søanlæg, som sidste år kunne fejre 100 års jubilæum som lystanlæg - her er der holdt mange folkefester, byfester, møder og koncerter gennem årene. I søanlægget ligger Mindelunden og de blå spejderes hus. Begge dele blev opført i årene efter befrielsen som et mindesmærke over de to lokale frihedskæmpere, og spejdere, Per Sonne og Christian Ulrik Hansen, som begge faldt for tyske kugler under besættelsen.
I den nordlige ende af byen ligger sygehuset, som i dag er en afdeling af Regionshospitalet i Aalborg, som sender operationshold til Farsø, hvor der opereres hofter, knæ og hænder i stor stil. Det gamle sygehus i Nørregade er i dag lejligheder drevet af et boligselskab.
Byens vartegn er vandtårnet, som knejser højt i den nordøstlige del på vejen mod Aars.
Vores anden afdeling af turen foregik i sydbyen, hvor vi først lagde vejen forbi stadionområdet med Dronning Ingrid Hallerne og idrætsanlæg. Her kunne den gamle efterskolelærer lige stå og nyde en flok folkeskoleelever, som spillede Ultimate - et forrygende godt spil, hvor man spiller med en frisbee. Jeg har selv haft det som et valgfag på efterskolen.
Rundt om idrætsanlægget er anlagt en asfaltsti, hvor man kan gå, løbe, cykle eller rulle på rulleskøjter, og der er også en skaterbane, som bliver brugt flittigt af børn og unge.
Vi gik gennem digterkvarteret, som er fra 1970’erne og til Søndergade, hvor man finder museet for de to forfatter Johannes V. Jensen og Thit Jensen. De var dødelige uvenner og talte ikke sammen, men i Farsø er de i dag forenet under samme tag - og det går vist fint….
Lidt længere oppe af gaden ligger mit fødehjem i en høj bygning, hvor min farfar Theodor drev møbelforretning, medens han og farmor Jenny boede på førstesalen og vi boede på andensalen, mor, far og tre børn. Badeværelset var i kælderen, og nogle gange skulle badekarret lige tømmes for farfars friskfangede ål, inden vi kunne blive vasket.
Overfor møbelforretningen lå Købmandsgården, som min far drev, indtil han gik ind i møbelforretningen i starten af 70’erne. Vi flyttede ind i Købmandsgården, som var et fantastisk sted at have sin barndom. I dag er bygningen væk, og der er parkeringsplads på stedet.
Turen sluttede med lidt væske til herre og hund hjemme på terrassen på Brix Vej, og dermed sluttede også vores vesthimmerlandske odyssé, hvor vi siden januar har gennemtravet 23 byer i kommunen. Kriteriet har været, at der skulle være mere end 200 indbyggere i byerne, og det har passet for det fleste med undtagelse af Blære, som dog kom med alligevel.
Herunder er der en oversigt med link til de byer, vi har gået i. I alt er det blevet til et sted mellem 125 og 150 kilometer med ture varierende fra 10 til 3 kilometer.
Tak til jer, der har læst med og til alle dem, jeg har mødt, som har kommenteret på vores skriblerier.
Per & Nemo
I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits, #Strandby, #Vester Hornum, #Hornum, #Overlade, # Ranum, # Blære, # Vegger, # Haubro, # Fjelsø, # Simested , # Fandrup, # Hvalpsund, # Østrup, #Vognsild, #Vindblæs, #Vilsted, #Aggersund, #Løgstør og Aars. Tour de Vesthimmerland - Aars1 Kommentarer 31-05-2023
En tur rundt i kimbrernes by
Torsdagens vandretur i det gode vejr gik til Aars, som dermed blev 22. og næstsidste etape af Tour de Vesthimmerland for herre og hund. Aars er hovedbyen i Vesthimmerlands Kommune og er med sine 8474 indbyggere mere end dobbelt så store som Løgstør, der er næststørst.
Byen udviklede sig som et jernbaneknudepunkt fra den første bane kom i 1893 med flere efterfølgende frem til 1910. I 1999 kørte det sidste tog gennem byen, Stationsbygningen er revet ned, men nabobygningen, som i sin tid rummede posthus står der stadig og i dag i privat eje.
Jeg har mange relationer til Aars - det var her jeg i årene 1975-78 gik på Vesthimmerlands Gymnasium, som jeg dimitterede fra med en matematisk-fysisk studentereksamen. I øvrigt var det tre ganske forrygende år, og jeg har været med til flere klassesammenkomster, siden det første store gensyn i 2003, hvor vi fejrede 25 års jubilæum.
Jeg har set det flere gange siden, da begge mine sønner har gået der. Så jeg har været til gallafester, som var noget anderledes end de flippede tider midt i 70’erne, hvor cowboybukser og en hvid t-shirt fint kunne gå, når den store skolefest fandt sted…..
I det hele taget er Aars en stor skoleby, som bl.a. rummer 2 folkeskoler, en specialskole, gymnasium og en stor erhvervsskole med en lang række forskellige uddannelser, bl.a. landbrugsmekanikeruddannelsen, som trækker elever fra hele landet.
Tæt på gymnasiet ligger svømmehallen og friluftsbadet. Svømmehallen er snart en saga blot, da der er ved at blive bygget et helt nyt svømmecenter med 50 meter bassin ude i den vestlige del af Aars. Om friluftsbadet får lov at overleve, kan nok være tvivlsomt. Uanset de stærke følelser for friluftsbadet i Aars, kan byrådet næppe tillade sig en sådan luksus, når man bygger nyt svømmecenter og lukker skoler andre steder i kommunen. Men lad os nu se, borgerne i Aars har ry for at få ting til at ske, så jeg skal ikke aflive friluftsbadet her på bloggen.
Overfor svømmehallen ligger Haveforeningen af 1915, som er en privat haveforening med godt 20 kolonihaver med tilhørende huse i forskellig stil. Jeg fik for et par år siden en snak med en mand, som havde en have og et hus derinde - en hyggelig snak over en øl med en mand, som jeg slet ikke kendte i forvejen. Gæstfrihed er nok kendetegnende for kolonihavefolket.
Himmerlandsgade er byens centrale handelsstrøg med mange detailbutikker, omend også Aars må erkende, at konkurrencen fra de brede handelsmotorveje i cyberspace er svære at hamle op med. Der er derfor også tomme butikslokaler i Himmerlandsgade, og mange tidligere forretninger rummer i dag ejendomsmæglere, cafeer og pizzariaer. Men de forretningsdrivende i Aars står sammen og er gode til at profilere sig med aktiviteter i centrum, hvor Himmerlandsgade ofte lukkes for biler og giver plads for de mange mennesker, som møder op til aktiviteterne.
Tæt på hovedstrøget ligger Aars Lystanlæg, som tidligere havde en pavillon, hvor der bl.a. var dansant søndag eftermiddag. Nu er der dansant, når den årlige Kimbrerfest løber af stabelen - den er tilbage i anlægget efter nogle år på en trøstesløs mark udenfor byen. Festen fortrak, da anlægget blev renoveret med nye legeredskaber mm. - og det skabte en del polemik. Men i dag er anlægget flot og funktionelt hele året - og man har formået at få festen tilbage og skabe den samme stemning som tidligere - man har bl.a. lavet en smart løsning, hvor bækken, som løber gennem anlægget, bliver overdækket og brugt som en slags promenade - genialt. I anlægget er der også kommet en friluftsscene og en bro med tydelig inspiration fra Den Uendelige Bro ved Aarhus. Aars Kirke er en stor og flot kirke fra 1200-tallet. Da Aars var blevet stationsby og begyndte at vokse, blev det nødvendigt at udvide kirken i 1921-22, hvor den også blev kalket hvid, som den er nu. Byen har desuden en evangelisk karismatisk frikirke, stiftet i 1989.
Centralt i byen ligger Kimbrertorvet, som har været genstand for mange diskussioner gennem årene. Ved torvet er der opført en murstensskulptur, som er tegnet af kunstneren Per Kirkeby, der han mange værker i Aars - flere ved gymnasiet, en udstillingsbygning ved museet, et musikhus og fire store tårne ved rundkørsler ved byens indfaldsveje. Muren blev genstand for debat, da handelsstandsforeningen satte julelys på den - ramaskrig, hvor også den afdøde kunstners familie var inde over. Nu er der så kommet en meget markant “staklade” på torvet - og den tager udsynet fra hovedgaden ind mod muren, ligesom den tager noget af udsynet til den lokale kunstner Peer Poulsens gavlmaleri med bysbarnet Per Pallesen i skikkelse af Matador-figuren Tjener Boldt. Han havde lidt af et lokalt forbillede i Vagn Pedersen, som var tjener flere steder i Aars og som også var en meget kendt og elsket lokal fodbolddommer.
Den markante bygning på Kimbrertorvet er for så vidt ikke grim, men i mine øjne virker den fejlplaceret så tæt på kunstværkerne og ikke mindst så tæt på den flotte gammel ejendom, som i sin tide rummede Giversens Bageri og senere Den Danske Bank. Debatten har raset, men nu står pavillonen til mere end 10 mio. kr. der, og så må man i Aars få det bedste ud af den. Nemo og jeg havde ikke lyst til at sidde inde i skyggen, så vi trak op til Kirketorvet, hvor vi delte en klapsammen med leverpostej og fik lidt væske i varmen.
Vi nåede ikke ud til den vestlige rundkørsel, hvor Aars Avis har til huse. Her arbejdede jeg i 7 år som lokaljournalist, inden jeg i 1994 gik tilbage til lærerjobbet og fik ansættelse på efterskolen i Haverslev.
I samme område ligger det store messecenter, hvor der holdes masser af udstillinger, koncerter, fester m.m. ligesom der er indendørs dyrskue et par gange om året. Netop nu er der tanker fremme om at opføre et hotel i tilknytning til centeret, hvis man kan finde investorer, som er med på ideen.
På tilbageturen fik vi et kig op mod byens gamle vandtårn, der i dag er i privat eje. Der er store planer om et stort boligbyggeri i 3-4 etager ved tårnet, men det har naturligvis skabt bekymringer hos naboerne med et så markant byggeri lige op af et parcelhuskvarter - og på byens højeste punkt.
På denne varme sommerdag holdt vi os til den centrale del af byen, hvor vi sluttede efter små to timers rundtur med indlagte pauser, så hund og herre kunne blive svalet lidt af.
Dermed er der kun en enkelt by tilbage på vores vandrekort - nemlig min føde- og hjemby Farsø, som bliver gennemtravet en af de kommende dage.
I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits, #Strandby, #Vester Hornum, #Hornum, #Overlade, # Ranum, # Blære, # Vegger, # Haubro, # Fjelsø, # Simested , # Fandrup, # Hvalpsund, # Østrup, #Vognsild, #Vindblæs, #Vilsted, #Aggersund og #Løgstør. Tour de Vesthimmerland - Løgstør25-05-2023
Stil nu ind på de danske kanaler….
Da jeg startede mit vesthimmerlandske vandreprojekt, skete det i Aalestrup - en af de tidligere hovedbyer i den nye kommune. Nu mangler jeg så blot de tre øvrige, Løgstør, Aars og Farsø, så er projektet nået til sin ende.
Efter en uge i den jyske hovedstad var herre og hund atter hjemme i Vesthimmerland, hvor turen torsdag gik til Løgstør, kommunens næststørste by med 3967 indbyggere beliggende i det nordvestlige hjørne af Vesthimerland. En gammel købstad, som i de senere år har formået at brande sig under navnet “Muslingebyen”. Akkurat som Nibe fik Løgstør ret sent status som købstad, angiveligt fordi storebror i Aalborg ikke brød sig om konkurrence fra de to Limfjordsbyer mod syd.
Den langstrakte havnefront breder sig over et par kilometer fra industriområdet i øst til lystbådehavnen og Frederik VII.’s Kanal mod vest. Midt imellem finder man kongekajen og den lille intime inderhavn ved dobbeltfyret. Ved kanalen ligger Limfjordsmuseet, og der er flere fine restauranter på havneområdet, hvor der også er kunstgallerier og et område med en hyggelig udendørs scene.
Året igennem danner havneområdet rammen om en lang række begivenheder, Muslingefestival, Kanal Jazz, maritim festival, Kanal Rally med gourmetoplevelser og meget mere.
Vi parkerede ved kirkegården, som ikke ligger i tilknytning til kirken, der ligger nede midt i byen. Forfatteren Johan Skjoldborg ligger begravet på kirkegården - han boede i en lang årrække i en æresbolig, som danske husmænd stillede til hans rådighed i taknemmelighed over forfatterskabet med fokus på netop husmændenes kår.
Fra kirkegården gik vi til et villakvarter, som ligger ovenfor den gamle købstad. Der er formentlig tale om parcelhuse, som er skudt op i 60’erne og 70’erne i byens udkant og med industri lidt længere ude i periferien. Blandt de helt store industrivirksomheder er det gamle Løgstør Rør, som i dag hedder LOGSTOR og dørfabrikken Jeld-Wen, som for nogle år siden opkøbte Vest Wood, der dermed kom med i en kæmpe organisation med mere end 20.000 ansatte over hele verden.
Fra villakvarteret gik vi til en sti, hvorfra der er en fin udsigt ned over byen. Vi gik til området omkring den gamle jernbane, hvor der i dag er supermarkeder og andre virksomheder. Hvor Løgstør Stadion i sin tid lå, er der i dag et byggemarked. Jeg spillede en enkelt sæson i Løgstør IF, hvor vi havde hjemmebane på dette stadion, som lå på gammel fjordbund. Banerne var derfor dejlig grønne og lækre i de tørre somre, men i forsæsonen og efteråret var der ganske vådt og mudret, så vidt jeg erindrer.
Jernbanen fra Hobro og Viborg til Løgstør er nedlagt - det sidste tog kørte med gods fra Løgstør til Viborg i 1999. I dag er der cykel- og vandresti på strækningen, som går gennem flere af de byer, jeg har skrevet om tidligere. Stationen er tegnet af arkitekt Thomas Arboe. Der er i dag boliger i bygningen, hvor man heldigvis har beholdt det gamle skilt på stationen.
Ved siden af stationen ligger det gamle posthus, som er tegnet af Hack Kampmann, som også er manden bag den imposante toldbygning på havnen i Aarhus, ligesom han har tegnet dele af Aarhus Teater. I en tilbygning til posthuset, Post Pagoden, er der i dag kunstgalleri.
På vores tur gennem den centrale del af byen kom vi forbi den gamle biograf, som ikke længere er i drift - den blev for nogle år siden flyttet ud til det nye kultur- og idrætscenter, Lanternen. EllerS må jeg sige, at bykernen rent arkitektonisk er lidt et sammensurium af flotte gamle bygninger og nyere, knap så flotte bygninger, for at sige det mildt. Det tager lidt af købstadscharmen, som man dog finder i de små gader tættere på havnen.
Et eksempel på den sære sammenblanding ser man i Jernbanegade, hvor det flotte gamle jernstøberi med tårn og takkede gavle er bygget sammen med et kedeligt brunstensrædsel, som nok er fra en gang i 1970’erne. Ellers har jeg i denne blog mest valgt at sætte fokus på de smukke bygninger, og så håbe, at de mindre smukke med tiden bliver fjernet eller forskønnet. For der er faktisk mange flotte bygninger i det gamle Løgstør.
At det kan lade sig gøre, at forene nyt og gammelt stil, ser man ved Løgstør Kirke, som er fra 1893 med en tilbygning fra 2018, som rummer kapel og sognehus tegnet af arkitektfirmaet Krogh-Madsen i Aars.
Fra byen nåede vi frem til havnen, som i store dele af året er købstadens puls med et væld af aktiviteter. Lystbådene ligger tæt i havnen og langt inde i kanalen, som fører helt til Lendrup, hvor den dog er lukket. Men der er store planer om en genåbning - et ikke helt billigt projekt.
På turen tilbage gennem byen blev det tid for herre og hund til at dele en kage fra den lokale bager. Her kunne vi fra vores bænk se et blomstrende forretningsliv med slagter, tøjforretninger, et par værtshuse (det ene drevet på lokale anparter), specialbutikker og ikke mindre end 4 ejendomsmæglere, så der må være gang i hussalget i området. Uden at have belæg for det, tror jeg, at mange seniorer flytter til Løgstør, medens børnetallet her som i de fleste andre steder i kommunen er faldende…
På tilbagevejen til bilen fik vi lige et glimt af Skjoldborgs hus, som i dag er i privat eje. Lige ved siden af ligger et markant byggeri med lejligheder i 4 etager. Her lå tidligere idrætshallerne i byen, men de er nu flyttet ud til Lanternen, hvor der er et væld af tilbud. Her er fodboldklubben også flyttet ud efter en mellemlanding på Frederik VII's Alle.
Således mættet af kage og oplevelser drog vi hjemover og forbereder os nu til næstsidste etape, som kommer til at fore-gå i Aars.
I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits, #Strandby, #Vester Hornum, #Hornum, #Overlade, # Ranum, # Blære, # Vegger, # Haubro, # Fjelsø, # Simested , # Fandrup, # Hvalpsund, # Østrup, #Vognsild, #Vindblæs, #Vilsted og #Aggersund.Tour de Vesthimmerland - Aggersund10-05-2023
Borg, bro, bunkers og bilvrag
Nemo og jeg markerede et lille jubilæum, da vi forleden gik i Aggersund - nummer 20 af byer, som vi gennemtraver i Vesthimmerland i foråret. Denne gang var vi geografisk ude af Vesthimmerland, da Aggersund ligger på den anden side af Limfjorden - i Han Herred. Men den lille enklave nordenfjords har traditionelt hørt til Vesthimmerland, senest i Løgstør Kommune og nu i Vesthimmerlands Kommune.
Travemæssigt er byen en lille udfordring med få men meget lange gader - nogle uden fortov, som f.eks. Aggersborgvej, som fører ud til kirken og ringborgen vest for byen.
Vi startede vores tur lige nord for broen, hvor der er en parkeringsplads med en fin udsigt over fjorden til Løgstør. Herfra begav vi os via Fjerritslevvej hen til det centrale kryds i Aggersund, som leder trafikken videre mod nord til Fjerritslev og ud af sidegader mod øst og vest til Aggersund. Byen ligger på begge sider af den meget trafikerede vej omkring broen. Lokalt hedder de to bydele Over Aggersund og Neder Aggersund.
Vi tog turen ud af Ullerupvej - helt ud til byens idrætsanlæg, hvor der er boldbaner, legeplads og aktivitetsområde. Legepladsen, Aggersund Multiborg, er opbygget som en kopi af Aggersborg komplet med stolpehus og veje, som krydser ind fra hver sit verdenshjørne og mødes midt på pladsen, hvor der er legeredskaber og multibane.
Klubhuset er et kapitel for sig, og er da også meget mere end det. Det er et meget stort hus, som foruden omklædningsrum også rummer et cafeteria og en stor festsal med scene, hvor aktørerne i Aggersund Revyen udfolder deres talenter. Klub- og aktivitetshuset er samlingsstedet i byen og her sker mange forskellige ting året rundt.
På vejen tilbage slår vi et smut ud af den lange Aggersborgvej for lige at få et billede af byens gamle frysehus, som vist ikke har nogen funktion længere. Længere hen ad gaden ligger en privatbolig, der er udformet som et helt lille slot. Jeg har engang læst om en mand, som boede i huset, men de nærmere detaljer kan jeg ikke huske. Måske er der bloglæsere, som kan gøre mig klogere.
Udenfor Aggersund ligger ringborgen Aggersborg og Aggersborg Kirke - de to ting er naturligt knyttet sammen. Den nuværende kirke kom efter ringborgen, som blev bygget i årene omkring 970 e. kr. af Harald Blåtand. Det er den største af de kendte danske ringborge, som man har flere teorier om anvendelsen af. Forsvarsværker eller udskibningssteder for vikingetogter? Fakta er, at ringborgene kun var i funktion i en kort periode. Senere blev der kongsgård på Aggersborg, og Aggersborggård ligger fortsat for bunden af ringborgen ned mod fjorden.
Tilbage i Aggersund går vi først en tur i Neder Aggersund, hvor en lokal skrothandler har gjort byen mere eller mindre berygtet. Bilerne hobede sig op flere steder i byen, og der blev gjort flere forsøg på at få styr på rodet. Nu er der faldet dom, som påbyder skrothandleren at rydde op, og umiddelbart ser det ikke så slemt ud med udslidte biler i Aggersund. De står ikke rundt om i byen, men på ejerens værksted er de dog stuvet godt sammen inde på pladsen - men som skrevet, skæmmer det ikke øjnene så meget, som det vist har gjort.
Vi tager en lille smut hen over broen, hvorfra vi kan se fiskere i aktion. Det er et godt sted at fange sild og hornfisk, og vi kan se såvel lystfiskere som sæler i gang med fiskeriet - lige nedenfor os, kaster en sæl sig op over vandoverfladen og vi kan se, at den har fået fangst.
På begge sider af broen ligger gamle tyske Regelbau-bunkers fra besættelsens tid. Broen blev bygget som et beskæftigelsesprojekt og stod færdig i 1942. Dermed blev den et vigtigt trafikknudepunkt, som besættelsesmagten naturligt nok havde interesse i at beskytte. Man kan komme ned i nogle af bunkerne. På sydsiden er en i privat eje, og ejeren har fundet fornøjelse i at udsmykke den som en gammel middelalderborg med tårne og vippebro.
Der er en lille havn her på sydsiden og lidt længere mod vest ligger en havn ved kalkværket. Ved nedkørslen til den står en mindesten over den konservative politikerJohn Christmas Møller, som under besættelsen blev den danske stemme i London. Før han kom til den engelske hovedstad, måtte han flygte fra Danmark til Sverige. Det foregik den 30. april 1942 med galeasen Argo, som sejlede kridt til Sverige. Nede i lastrummet var der bygget et rum, hvor Christmas Møller, hans kone og søn kunne skjule sig, til de var i sikkerhed. Den 14. maj holdt han sin første radiotale fra London.
Og her sluttede vores tur til Aggersund - vi sluttede trods alt på Vesthimmerlands-siden. Nu mangler vi kun 3 af de store byer, Aars, Løgstør og Farsø, før vi har fuldført projektet.
Næste tur bliver til Løgstør, men der går nok en uges tid, før vi får tid til det.
I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits, #Strandby, #Vester Hornum, #Hornum, #Overlade, # Ranum, # Blære, # Vegger, # Haubro, # Fjelsø, # Simested , # Fandrup, # Hvalpsund, # Østrup, #Vognsild, #Vindblæs og #Vilsted. Tour de Vesthimmerland - Vilsted1 Kommentarer 08-05-2023
Sø, stenhave og skydebane
Mandagens etape i Tour de Vesthimmerland for herre og hund blev det nittende i rækken - denne gang gik turen til Vilsted - en by med 210 indbyggere placeret lidt sydøst for Løgstør. Byen ligger, hvor Bjørnstrup Å løber ud i den nu genskabte Vilsted Sø.
I den tidlige middelalder lå der i udkanten af Vilsted by en befæstet gård, Vilsted Slot. Gården blev i 1407 opkøbt af dronning Margrethe I, der som led i sin systematiske nedlæggelse af adelens befæstede borge lod den nedrive.
Vi parkerede ved søbredden i udkanten af byen - et sted, hvor jeg tidligere har haft fornøjelsen af at se den smukke isfugl. På pladsen er der madpakkehus, toilet og en flot udsigt ud over Vilsted Sø helt til Vitskøl Kloster ovre ved Limfjordens bredder.
Første fikspunkt i byen er den gamle Vilsted Åkro, som i min barndom var et legendarisk sted, hvor man kunne spise stegte ål. Kroen er vist ikke i drift som sådan, men jeg mener at have læst, at der udlejes ferielejligheder på adressen. Bag kroen ligger det gamle frysehus, som så småt begynder at forfalde.
Vi drejede ud af vejen mod Vindblæs, hvor vi passerede den gamle købmandsforretning, som i sandhed har set bedre dage - forfalden må være det rette ord. En fotoven forsøgte sig vist med at drive forretningen for år tilbage, men det blev ikke nogen succes. Til gengæld er han en rigtig god natur- og alt mulig andet fotograf.
Byen har også haft en brugsforening, og i hovedgaden kan et kakkelklædt hus minde om noget, der engang har været slagterforretning. Ved siden af købmandsforretningen ligger Vilsted Skytteforening, hvor jeg kom i mine drengeår, da jeg var medlem af skytteforeningen i Farsø. I huset er der 15-meter baner, og jeg har læst, at klubben har succes med at tilbyde skydning for skoleelever, som kan deltage i stævner mod andre skoler. Det er en noget anderledes form for skoleskydning end den, der oftere og oftere praktiseres i USA!
Vi gik bag om kirken og forbi Vilsted Friskole, som er en gammel en af slagsen. Den blev stiftet i 1963, da den lokale folkeskole blev lagt sammen med Vindblæs og flyttet væk fra Vilsted. Det er en friskoles kår, at elevtallet svinger, men netop nu er skolen i god gænge - de seneste tal på friskolens hjemmeside melder om 122 elever og 15 ansatte på skolen, hvor der også er medborgerhus - “Byens hus”.
Vilsted Kirke er en traditionel kvaderstenskirke med et nyere våbenhus i rokokostil og et særpræget slankt tårn. Udenfor våbenhuset samt i tårnets murværk ses gravsten, der tidligere har ligget i kirkens gulv, og i sydmuren ses to kvadre med hver sin skaktavle. Vest for hovedindgangen, er det middelalderlige tingsted markeret.
Vi tog turen lidt ud af byen i retning mod Ranum - det var her ved byskiltet, jeg havde vendepunkt på mine løbeture, da jeg boede på det gamle kollegium i Ranum.
Udenfor byen ligger det gamle stadion med klubhus, tennisbaner, legeplads og shelters. Tennisbanerne er ikke i brug længere, men græsset på fodboldbanen var trimmet og slået. Der er ikke fodbold på programmet i Vilsted IF længere. Jeg spillede en enkelt kamp her på banen, da jeg i sin tid spillede en enkelt sæson i IK Vest, som er en fusionsklub mellem Ranum og Overlade. Idrætsforeningen har til gengæld gymnastik, badminton, cykling, kajak, linedance og hundetræning blandt sine aktiviteter. Langs stien tager vi turen tilbage mod byen. Vi kommer forbi det gamle voldsted, hvor Vilsted Slot engang lå.
Inde i byen kommer vi til Stenhaven - en have med sin helt egen historie. Den blev oprindelig skabt af Jens Christian Grønning Simonsen i haven ved hans hus på Vilstedvej. Efter stenkunstnerens død stod skulpturparken og forfaldt, men for en halv snes år siden overtog Vilsted Borgerforening samlingen i forbindelse med, at Simonsens hus blev solgt. En gruppe borgere satte sig for at restaurere de mange værker, og en del af dem er nu udstillet ikke langt fra deres oprindelige plads. Her er bl.a. en model af Vitskøl Klosterkirke, som den kunne have set ud, hvis den var blevet bygget færdig. Der er også stenmodeller af Frihedsstøtten og af en flok mænd samlet på Tingstedet.
Ved genindvielsen af stenparken overrakte et barnebarn til kunstneren en gæstebog fra den oprindelige have. Her fremgår det, at prinsesserne Margrethe og Benedicte besøgte stedet i 1946. Mandag var det så vandrebloggens ydmyge forfatter og springeren Nemo, som var på visit i stenhaven. Vi slutter vores tur ved bredden af Vilsted Sø, som blev genskabt i 2006. Den blev oprindelig afvandet i 1869, men efterhånden var der ikke meget brug for jorden til landbrugsformål, så den 26. august 2006 kunne daværende miljøminister Connie Hedegaard, amtsborgmester Orla Hav og borgmester Jens Lauritzen indvi den genskabte sø, som i dag rummer et rigt og varieret fugleliv - heriblandt et ynglende havørnepar. Næste by på touren bliver Aggersund.
I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits, #Strandby, #Vester Hornum, #Hornum, #Overlade, # Ranum, # Blære, # Vegger, # Haubro, # Fjelsø, # Simested , # Fandrup, # Hvalpsund, # Østrup, #Vognsild og #Vindblæs
<
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
56
57
>
|
|
|
|
|