Der har været lidt stille på bloggen på det seneste. Det skyldes almindelig travlhed i en periode, hvor de fleste af efterskolens lærere er lock outet i den igangværende konflikt.
Efterskolen kører videre, og der skal tænkes kreativt for at få hverdagen til at fungere for 123 teenagere, som ikke kan få helt normalt skema. Derfor veksler boglige fag med masser af idrætsaktiviteter og andre aktiviteter i form af ture, foredrag og koncerter. Indtil videre har det fungeret OK, men naturligvis og heldigvis, savner eleverne en normal hverdag sammen med deres lærere. Os, der er på skolen hver dag, savner også vores sjove og dygtige kolleger. En skole uden børn kunne sikkert være rigtig dejlig, men en skole uden lærere, duer ikke rigtig!
Vi er nu på vej ind i konfliktens tredje uge - forhåbentlig finder parterne snart en løsning - og gerne en løsning, som alle parter kan blive enige om - selv om fronterne unægteligt er trukket hårdt op. Lige nu og her er det eleverne, som er taberne. Desværre.
Mange ting er eller bliver nemlig aflyst under konflikten. På HCI skulle vi lørdag have haft vores store elevstævne med aftenfest for gamle elever. Vi måtte reducere arrangementet til kun at omfatte jubilarfrokoster i tidsrummet formiddag eftermiddag, da der simpelthen manglede lærerkræfter til at gennemføre hele arrangementet, som kræver noget i retning af 300 mande- (og kvinde-) timer.
Heldigvis blev jubilararrangementet en rigtig god dag, hvor jeg traditionen tro var rundt og fotografere de fremmødte, som gik på skolen for henholdsvis 5-10-15-20-25 og 30 år siden. Nedenfor ses et jublende jubilarfoto af 5-års jubilarerne, som nød gensynet med skolen og hinanden.
For mange, mange år siden, nærmere bestemt i 1989, var jeg i et halvt år på rejse med min gamle seminariekammerat Tonny. Vi kørte bl.a. transsibirisk jernbane til Kina, var i Hong Kong på Bali og til slut 5 måneder i Australien.
I Australien kørte vi rundt i en Holden Kingswood, som gjorde det ud for vores rullende hjem - sammen med et lille spidstelt. I det gode klima benyttede vi os især af udekøkken, enten i form af vores medbragte Trangiasæt eller ved at benytte de mange udendørs barberque-steder, som findes overalt i det store land.
En ingrediens, som vi brugte meget og som vi i den grad fik smag for var Hot English Mustard - en dejlig stærk og velsmagende sennep. Vi købte lidt med hjem og efterfølgende har vi ved lejlighed fået venner og bekendte til at medbringe et par af de de små sennepsglas, hvis de har været Down Under.
Det er dog ved at være mange år siden, at jeg sidst har haft den på hylden, så stor var min misundelse, da Tonny for nylig fik et par glas hjem, som er købt i Filipinerne.
Nu er den gode Tonny jo en rar mand, så da jeg i påsken lagde vejen forbi hans dejlige sommerhus i Hvalpsund fik jeg stukket et glas i hånden, da jeg sagde farvel. Hvilken stærk og behagelig overraskelse. Tak Tonny.
Og stærk det er den, hvilket vi ved flere lejligheder har moret os over, når gæster har smurt tykt på og med kenderminde sagt, at de da før har smagt stærk sennep. Ansigtet plejer dog hurtigt at falde i andre folder, når først den krydrede sennep gør sin virkning, åbner porrerne og lader sveden pible - det er i sandhed Hot.
Marts har bestemt ikke levet op til sit navn som årets første forårsmåned - kulde og frost har haft overtaget, Det er ikke bleet til mange lune solskinstimer i en krog, hvor der er læ for vinden.
Men på månedens sidste dag kom foråret, og det skulle selvfølgelig fejres med en tur til Lounshalvøen med familie, hund, en termokande og fotoudstyret på nakken. Hedvig og Morten var med på halvdelen af turen, hvorefter de drejede af og gik tilbage til bilen, medens jeg tog turen hele vejen rundt om halvøen langs vandet. En imponerende flot tur, som veksler mellem strandenge og flotte skrænter, som rejser sig op fra stranden i gule og sorte farver.
Et fast indslag i efterskoleåret på HCI er det store gymnastikstævne - Aalborgstævnet - som altid ligger tirsdag før påske.
Aalborgstævnet samler mere end 2000 gymnaster fra 16 efterskoler i Nord- og Midtjylland. Min egen skole var i sin tid med til at starte dette stævne, som er inspireret af store gymnastikstævner på bl.a. Vejlekanten. De deltagende skoler er meget forskellige, spændende fra deciderede gymnastikefterskoler over idrætsefterskoler til almene efterskoler. Fælles for dem alle er, at de bruger gymnastikken aktivt i deres arbejde med at skabe et unikt fællesskab om et fælles projekt kombineret med fysisk udfoldelse i form af rytmiske serier og mere eller mindre akrobatiske spring.
Dagen byder foruden opvisninger også på forskellige konkurrencer i bl.a. sjippetov og bukspring, hvor man tydeligt fornemmer at gymnastik også kan appellere til konkurrencegenet hos eleverne.
På HCI laver eleverne her i foråret (!) i omegnen af 15 opvisninger, som afvikles under meget forskellige forhold. Det kan være i en lille hal hos en lokalforening, hvor der er opstillet kaffeborde rundt om opvisningsarealet, som dermed bliver en smule indskrænket med deraf følgende udfordringer til eleverne. De fylder nemlig ganske pænt, når de alle 123 er på gulvet - eller når springerne skal have plads til alt deres udstyr. Men det kan også være under nærmest optimale forhold som i Gigantium i Aalborg, hvor der er masser af plads til gymnastik - og til heppende tilskuere på lægterne. Stemningen koger sådan en dag, hvor alle skoler har fået tildelt en venskabsskole, som de skal heppe ekstra meget på. Og der bliver heppet, så hele hallen gynger. En fantastisk oplevelse for eleverne, som går på gulvet med sommerfugle i maven, men som også bruger situationen til at sætte sig op til at yde det ypperste, som gymnastiklærerne til gengæld belønner med 10 rungende fællesklap, da det hele er overstået.
De store smil er på sådan en dag i Gigantium - også hos p-vagten, som havde kronede dage udenfor, hvor der ikke var helt så meget orden i geledderne som på halgulvet indenfor....
I sidste uge tog jeg mit fotohold på efterskolen med på en lille eskursion til Aars. Målet var musikhuset Alfa, hvor vi overværede - og fotograferede - generalprøven på dette års Cabaret Alfa.
Sådan en øvelse er god for eleverne. Dels fordi, de kommer til at fotografere andre end dem selv og deres kammerater, som jo ofte må stå for skud hjemme på efterskolen. Dels fordi sådan en forestilling giver store udfordringer med hensyn til lys og med hensyn til at overskride sin blufærdighed ved at fotografere andre mennesker. Samtidig skal man, efter min mening, agere diskret og stilfærdigt, så man forstyrrer aktører og publikum mindst muligt. Det beytyder naturligvis, at det er bandlyst at anvende blitz sådan en aften!
Der kommer flere gode skud ud af anstrengelserne, og jeg må erkende, at moderne spejlreflekskameraer klarer sig rigtig godt, når der skrues op for ISO, som er en nødvendighed, når lyset er sparsomt. De fleste billeder denne aften blev skudt på ISO 1600 og 3200 - noget som før i tiden ville give grynede og uskarpe billeder, men som nu giver ganske fornuftige billeder.
Vi sendte naturligvis billederne til cabaretfolkene, som var rigtig glade for dem. Faktisk er der allerede lagt op til et fremtidigt samarbejde, hvor vi kan hjælpe Cabaret Alfa med fotos, medens de kan lægge scene og optræden til en god fotoøvelse - de kommende HCI-elever kan godt begynde at glæde sig!
Jeg havde naturligvis også selv mit udstyr med til generalprøven, da jeg simpelthen ikke kan lade være med at fotografere, specielt ikke, når det er under udfordrende lysforhold, som sætter fotograf og kameraudstyr på prøve.
Efter at have læst min forrige blog spurgte min hustru noget undrende om, hvad titlen "In Held 'Twas In I" betyder. Jeg havde en svag ide om at det havde noget med de enkelte numre i denne sammensatte suite at gøre. Et opslag på nettet bekræftede mine tanker.
Den 20 minutter lange suite er sat sammen af enkelte numre, som er elegant kædet sammen, så man får fornemmelsen af eet sammenhængende nummer. Hvert af de numre, som har en tekst, bidrager til titlen med det første ord fra hver sang/tekst:
In-In the darkness of the night..., Held-Held close by that which some despise..., 'Twas-'Twas Teatime at the circus., In-In the autumn of my madness..., I-I know if I'd been wiser...
Skænk en kop kaffe og hør det pompøse og også melodiøse nummer i sin fulde længde her:
For et par år siden bloggede jeg begejstret om Procols Harums nytårskoncert med radiounderhldsningsorkestret og DR’s kor i Aalborg Kongres- og Kulturcenter. I samme forbindelse skrev jeg, at kom bandet igen på de her kanter, ville jeg nok være at finde blandt publikum igen.
Fredag stod Procol Harum så igen på scenen i Aalborg og igen med kor og orkester til at give den storladne musik den rette lyd. Jeg var naturligvis på plads igen, og denne gang er min begejstring ikke mindre - tværtimod.
Samspillet mellem gruppe, orkester og kor sad lige i skabet - denne gang uden alt nytårshalløjet, hvilket bekom mig fint. Det betød måske også, at det var et mere dedikeret Procol Harum publikum, som havde indfundet sig. Og så var der to numre på repetoiret denne gang, som vi ikke fik sidst: “Whailing Stories” fra albummet “Home” og “In Held 'Twas In I” fra “Shine On Brightly” - begge numre er også med på “Live In Edmonton” fra 1972. Og begge numre med en dramatisk opbygning, hvor den store orkesterlyd og det flotte kor virkelig kommer til deres ret.
Blandt andre højdepunkter fra denne fine aften i Aalborg var “Broken Barricades”, “Homburg”, “Simple Sister”, “Grand Hotel” og “Fires Which Burn Brightly”.
Som modvægt til denne storladne musik burde man jo finde en punkkoncert, som gjorde oprør mod den slags og søgte tilbage til de mere primitive musikalske rødder. Begge har sin berettigelse og charme, men der er ikke så mange punkere, som har holdt musikken gående....
Der har været lidt ro på bloggen på det seneste, hvor begrebet heldagsskole ikke helt slår til for mit vedkommende - 4 af de seneste 6 dage har arbejdet kaldt i minimum 14 timer pr. dag. Men det har været gode dage med supersøde, glade og motiverede efterskoleelever og med herlige kolleger. Så ingen beklagelser her, bare en smule almindelig træthed.
Men i dag er fredag og fridag, og så kan bloggen jo med rette få lidt opmærksomhed.
Mandag var jeg sammen med min gode kollega Jens til Nordjyske Mesterskaber i floorball for efterskoler. Floorball er et spil, som har godt fat i det nordjyske, hvor der er klubber i bl.a. Frederikshavn, Brønderslev, Aalborg og Hjørring. Vi mærker det også og får hvert år et par elever, som har dyrket sporten i klub.
Nogen tænker måske hockey med plaststave, som vi spillede det i folkeskolen. Helt sådan er det ikke - stavene er noget kraftigere, hvilket giver øget skudkraft. Som følge deraf er målmændene også udstyret med kraftige dragter og fullfacehjelme, så de ikke får skader, når de står for skud. Faktisk ligner floorball mere ishockey, polo eller bandy. Man spiller i en hal, der er bander rundt om banen og det er tilladt at gå til den rent fysisk - til en vis grænse. Skulderskub er tilladt, hvilket af og til giver drabelige nærkampe, hvor spillere og stave vælter rundt på banen eller ud over de lave bander.
Fart og tempo er nøgleord for spillet, som veksler hurtigt mellem forsvar og angreb, så akkurat som i ishockey skal der skiftes tit, så der kan komme friske kræfter på banen.
I tilfælde af uafgjort i finalekampene går man til straffeslag, som er efter samme model som i ishockey. Spilleren starter med bolden fra midten og skal bevæge sig ned mod målet og afslutte uden på noget tidspunkt at stoppe op eller løbe baglæns. En intens duel mellem spiller og målmand!
Ved stævnet i mandags kom både drengene og pigerne helt frem til finalerne, hvor de dog måtte stække stave i kamp mod hjemmeholdet Hørby, som med sin nære placering ved Frederikshavn og Brønderslev har godt fat i floorballspillerne. Vi kunne dog matche dem, pigerne tabte første efter straffe og drengene måtte se sig slået på et mål 7 sekunder før tid.
Pigernes præstation skal ses i relation til, at de slet ikke har det som valgfag. De havde en enkelt træning ugen før stævnet og skulle lige starte dagen med at få repeteret reglerne!
Lørdag havde jeg vagt på efterskolen - sådan en vagt strækker sig fra kl. 9.30, hvor man møder ind på skolen til brunch og frem til kl. 00.30, hvor man kan rulle hjem efter at have sagt godnat og låst skolen af.
Normalt skal som vagtlærer tilrettelægge et weekendprogram sammen med eleverne, men denne lørdag giver det næsten sig selv, da vi skal ud af huset for at give gymnastikopvisning. Efter mokost, som det hedder hos os, pakkes redskaber og andet i trailer og kl. 11.30 ruller vi mod Storvorde med en flok positive og glade elever i de to busser.
Nogle gange byder sådan en lørdag på 2-3 opvisninger i forskellige haller, men i dag er der kun en enkelt på programmet. Til gengæld er vi med allerede fra indmarch og til slut. Derved får eleverne også en fornemmelse af det arbejde, som udføres i en lokal gymnastikforening, som denne dag har alle sine hold i aktion på gulvet - plus altså det store gæstehold fra HCI.
Efter fredagens DGI-opvisning i Farsø, hvor der er masser af plads på gulvet og med publikum på tilskuerpladser langs den ene side, er det lidt andre forhold i Storvorde. Her er folk bænket ved kaffeborde rundt om opvisningsarealet, som er noget reduceret. Det kan give visse problemer, når den store airtrack skal på plads og når eleverne skal lave tilløb til deres spring. Men sådan er det, vi må indrette os efter forholdene og får det bedste ud af det.
Opvisningen forløber fint, omend gymnastiklærerne efterfølgedne har lidt ris, hvor de peger på manglende koncentration hos flere - specielt i springserierne. Der er dog også ros, og publikums reaktion var begejstret, så bestemt en godkendt indsats.
Hjemme på skolen går jeg sammen med en kollega i gang med at klargøre aftensmaden til de sultne elever, og ellers forløber aftenen med hygge på lærerværelset og i spisesalen. Enkelte elever går i hallen for lige at pudse et par ting af - der er jo opvisning igen i morgen!
Ved 21-tiden får vi gæster. Gudenådalens Ungdomsskole ruller ind med 3 busser og 150 elever. De er på turné, hvor de skal rundt til forskellige steder. Traditionen tro lægger de en overnatning ind i vores hal, så de er klar til at køre til Jetsmark søndag morgen. Det bliver til en hyggelig sludder med de 5 lærere fra GU - og et herligt gensyn med Sarah, som var elev hos os sidste år og som nu er på Gudenådalens.
Kl. halvtolv skal eleverne være på deres værelser, og sammen med min kollega går jeg rundt og “putter” eleverne - på nogle værelser er der ro, andre steder bliver der spillet computer og andre steder igen skal der lige sludres om dagens hændelser. Hyggeligt og en god afrunding på en god dag i selskab med positive, glade og motiverede elever.
Den kommende uge byder på flere af den slags dage - såvel mandag som torsdag er der tidlig morgenmad (06.00) forud for ture til Vendsyssel, hvor vi skal til NM-stævner i floorball og volleyball.
Onsdag blev Skt. Peters store husorkester i himlen en guitarist rigere - Alvin Lee, frontmand i engelske Ten Years After - døde som følge af komplikationer i forbindelse med en operation. Til gengæld blev vi andre en karismatisk musiker fattigere, men kan dog glæde os over, at musikken stadig lever.
Det var ikke mindst den legendariske optræden på Woodstock med nummeret "I'm Going Home", som satte gruppen og Lee på det musikalske verdenskort - et heftigt rocknummer med et rock-medley og et samspil i verdensklasse. Gruppen var dog så meget andet - ikke mindst rocket blues, som man kan høre på de mange albums, det blev til frem til opløsningen i 1974.
Jeg havde selv fornøjelsen af at opleve Alvin Lee på Skanderbog Festival for en del år siden, og i 2011 hørte jeg Ten Years After i Silkeborg - uden Lee men stadig med den rigtige lyd og spilleglæde.
De seneste år boede Alvin Lee i Spanien hvor han døde onsdag - i 2012 udgav han "Still On The Road To Freedom". Mange føler sikkert The Bluest Blue i disse dage. Undtagen Skt. Peter, Gary More, Hendrix, Harrison, Lynott og mange andre, som har fået en ny jam-makker.