Mit lille pop- og rockmuseum nede i retrokælderen er blevet et cassettebånd rigere. Denne gang med det vesthimmerlandske balorkester More, som huserede i slutningen af 70’erne og op gennem 80’erne.
Meget typisk for den tids cassetteudgivelser er det meget sparsomt, hvad der oplyses på omslaget. Her er et foto af gruppen, dens navn og en oversigt over, hvilke numre der er på de to båndsider. Ikke et ord om, hvem de fire musikere i gruppen er, og hvilke instrumenter de spiller på. Ved de enkelte numre er der ikke nødvendigvis opgivet komponist, men derimod navnet på den gruppe, som har spillet det. Her er nemlig tale om kopier af andres populære numre, sådan som ethvert balorkester med respekt for sig selv og deres publikum havde på repertoiret. At dømme efter de sparsomme “covernoter” har gruppen selv lavet tekst til et enkelt nummer, som vi lader bloggens læsere og lyttere lægge øre til her.
Blandt bandets første medlemmer var Orla Andersen på keyboard og Martin Gregersen på trommer. Senere blev gruppen reorganiseret, så fætrene Jan og Per Holm Pedersen kom med på guitar og bas.
Jeg arbejder i øjeblikket på at få lidt mere information om gruppen.
Min retrokælder med gamle båndoptagere, radioer, pladsespillere og kameraer er ikke kun til pynt. Faktisk kan den også gør lidt nytte og gavn.
Foruden alt det gamle elektronik rummer den også lidt nyere isenkram, som gør det muligt at digitalisere stort set hvad som helst af gammelt analogt stof. Jeg har således hjulpet familie og venner med at køre gamle smalfilm og videooptagelser over på DVD-skiver, så man kan nyde dem hjemme på fladskærmen. Kvaliteten bliver OK, men dog ikke bedre end originalen.
Det sidste er dog en sandhed med visse modifikationer: Der sker faktisk en kvalitetsmæssig forbedring af gamle smalfilm, idet kameraet retter op på hvidbalancen, når man optager. Det betyder som regel, at de gamle gule farver rettes op til mere kølige og korrekte.
På lydsiden kan jeg omdanne gamle plader, cassettebånd og spolebånd til f.eks. MP3-filer, så de kan afspilles på moderne afspillere. Jeg har selv overspillet en del af mine gamle LP-plader og lagt dem over på CD-skiver, som kan spilles på mit anlæg eller i bilen.
Endelig er der min scanner, som også kan tage dias og dermed lave disse om til digitale billeder med mulighed for at lægge dem i diasshows eller måske i en helt ny fotobog. En sådan bog lavede jeg forrige jul til mine søskende, så vi nu alle har et album med barndomsminder. Jeg bruger Cewe, som giver god kvalitet og mange muligheder for at sætte nogle flotte sider op.
I gåt kom min svigerinde med nogle gamle konfirmationsbånd, som skulle spilles over. Det skabte en ny udfordring, da nogle af båndene er video8, som vist var et system, som Sony brugte en overgang. Så nu skal jeg på jagt efter et cam, som kan afspilles sådanne bånd. Jeg hører gerne fra bloggens læsere, hvis nogen skulle ligge inde med sådan et.
Og så gav overspilningen anledning til et gensyn med Queen på Wembley ved Live Aid i 1985 - fantastisk stemning. Jeg fik helt gåsehud ved at se de gamle klip.
Her i Farsø hjælper jeg det lokalhistoriske arkiv med at indscanne billeder, og desuden er jeg webmaster på arkivets hjemmeside.
Jeg ved, at der her på bloggen er en del tidligere Farsøfolk, som ynder at læse om Farsø i såvel fortid som nutid. Derfor skal jeg anbefale et besøg på arkivets hjemmeside, hvor der nu er tilknyttet en funktion, så man kan søge i det materiale, vi har registreret i databaseprogrammet Arkibas. Det drejer sig indtil nu om godt 500 fotos, og der kommer løbende flere til i takt med, at vi får registreret og scannet det store materiale.
Jeg har forsøgt mig med en søgning på “Nørregade 41”, hvor jeg selv boede i en periode omkring min konfirmation. Foruden et foto af huset, kom der følgende oplysninger:
Nørregade 41. Huset blev bygget af skræddermester Knudsen ca. 1901. Han solgte til skomager I.P.Jensen, der senere afhændede det til Valsted Nielsen. Der blev indrettet Cafeteria. Huset blev solgt til V. Hougaard, der atter solgte til Richard og Benny Møller Nielsen (h.h.v. far og søn); de ejede det i 1968. Møllers "byttede" ejendom med Martin Pedersen og flyttede cafeteriet til den gamle købmandsgård i Søndergade 35. De seneste ejere er Gerd Marie og Tommy Poulsen, der dels oprettede frisørsalon og dels benyttede huset som privatbolig. Salonen blev flyttet til Rådhuscentret, så huset i dag kun tjener bolig. Bygningen er undergået mange ændringer. Personerne i døren er skræddermester Knudsens døtre, fra venstre: Marie, Frida og Dagmar.
Og jeg kan så supplere med et foto fra familiealbummet. Billedet er taget fra den anden side af huset, hvor der var en lille gårdhave med terrasse.
Her i huset er både drengene og jeg på Facebook. Eller det vil sige, vi var på Facebook. Det sociale netværk har imidlertid deaktiveret vores profiler, da efternavnet Lyngby i deres verden er falske navne....
Først tænkte vi noget med virus, men da vi ikke kunne komme på, selv om vi brugte forskellige computere, måtte det jo være noget andet. Jeg havde selv en anelse om, at bynavnet Lyngby og vores efternavn måske kunne være problemet. Det fik jeg så bekræftet via Ekstra Bladet i aften, hvor jeg kan se, at folk med efternavne som Lyngby, Herning og Jylland har fået deaktiveret deres profiler.
Jeg bruger bl.a. Facebook til at holde kontakt med gamle venner og som en god kanal, når de gamle elever på efterskolen skal have en besked om et eller andet. Hvis nogen af denne blogs læsere er venner med mig på Facebook, så har de her en forklaring på min manglende tilstedeværelse siden fredag.
Jeg har forsøgt at sende en mail til Facebook-teamet, men har ikke fået nogen respons.
Drengene har fået sommerferie fra skolen - det samme har jeg, medens fruen i huset stadig må knokle for føden.
Den første ferieuge har budt på nogle dage med godt vejr, og det har heldigvis fået den TV-kiggende og computerspillende teenager udenfor. De seneste to eftermiddage er blevet brugt på vandkamp på plænen her foran huset, medens jeg har haft nogenlunde fred til at klippe hæk i haven - og til at snuppe et par billeder her inde fra huset.
Selv om vanduret måske har snurret lidt vel lystigt for at skaffe ammunition til drengenes vandgeværer, så er det pengene værd, når man ser dem drøne rundt og være drenge - selv om de så småt begynder at gå ind i ungdommen med alt hvad det nu fører med sig! Efter sommerferien betyder det f.eks. nye klasser i skolen og konfirmationsforberedelse med efterfølgende konfirmation til foråret.
Tiden flyver, når man ser på sine børns udvikling.
I den forløbne weekend blev der taget afsked med elevholdet 10/11 på efterskolen.
Sådan en begivenhed er præget af smil, latter - og tårer. Følelserne får frit løb, når man skal tage afsked med en flok kammerater og en skole, som har været en stor del af ens liv de seneste 10 måneder.
Selv om jeg efterhånden har deltaget i en snes af den slags tårevædede arrangementer, kan man ikke sige sig fri for også selv at blive berørt af elevernes taler, deres sange og deres hulkende krammere til hinanden og lærerne. Så er det jo godt, man har sit kamera, at gemme sig lidt bag...
I år gik jeg målrettet efter at fotografere elevernes sidste døgn på skolen - startende med afslutningsmiddag fredag aften efterfulgt af underholdning i hallen, bål og til slut det tætte samvær om mindebøger og almindelig hygge den sidste nat, hvor man helst ikke vil sove. De fleste må dog overgive sig til sidst, men lørdag skal man på den igen. Hallen skal ryddes og gøres klar til den sidste gymnastikopvisning, inden den officielle afsked med tale ved forstanderen og uddeling af efterskolebeviser.
Jeg har sammensat et lille billedshow, som meget godt beskriver, hvordan det sidste døgn forløber på en efterskole. For sådan er det jo ikke bare på min skole - det samme sker stort set på alle landets omkring 300 efterskoler.
I dag er der fødselsdag her på bloggen. Det er nøjagtig 2 år siden, jeg bloggede for første gang på min hjemmeside, som har været i luften siden marts 2009. Der gik dog nogle måneder, før bloggen kom til.
Mine skriverier afføder mange søde og positive kommentarer, såvel via siden her, som via folk, jeg møder på min vej.
Med denne respons in mente og med min sædvanlige hang til at skrive og fotografere, kan bloglæserne forvente endnu et år med skriblerier i cyberspace.
Årets afslutningstur med efterskolen er traditionen tro gået til den fantastiske lejrskole “Over Koen”, som ligger ved Hvalpsund.
Eleverne er cyklet fra Haverslev til Hvalpsund - en tur på 36 kilometer, som på udturen foregik i en strid modvind. Det skabte nogle noget sammenbidte elever, som jeg mødte, da jeg koblede mig på i Farsø. Men vel ankommet steg humøret betydeligt, og snart var der gang i vikingespil, kroket, fodbold, volley og en masse brætspil, bl.a. hittet “Partners”.
Stemningen er god, og der er ikke behov for at arrangere det helt vilde - klassikeren “Byg et sandslot” skulle dog prøves, og det første igen til nogle flotte skulpturer på stranden nedenfor lejrskolen. En anden klassiker er gemmeleg, som vi også fik afviklet i en en lidt alternativ version, som fungerede fint. De fleste blev fundet - og båret tilbage til basen!
I dag er det torsdag, og eleverne skal ved middagstid trampe mod øst igen. Denne gang med vinden i ryggen og med udsigt til de sidste 2 intense døgn sammen på efterskolen. Lørdag lidt over middag er det slut. Der vil flyde tårer i stride strømme, men få dage senere er der glædeligt gensyn for det fleste, som mødes på Nibe Festivallen, der traditionelt er et hit blandt mange efterskoleelever - også dem fra HCI.
Årets søkoncert i Farsø blev en på alle måder våd og småtræls affære. Regnbyger gjorde deres til at gøre den våd, og småtræls da ShuBiDua måtte melde afbud på grund af Bundesens sygdom. Og mere småtræls, da det ungdommelige publikum måtte gå skuffede hjem - Medina kunne ikke få sit grej på scenen denne regnfulde aften i det ellers så smukke søanlæg i Farsø og måtte aflyse.
Aftenens første navn, Johnny Madsen med band, lagde ellers en flot grund med gyngende bluesorienteret rockpop, som satte stemningen i vejret under paraplyer og regnslag. Den seje vestjyde med et velspillende band bag sig trækker på en lang række hits, som vækker genklang hos tilhørerne. Afslutningsnummeret Johnny Be Goode er nærmest Madsens signatur og den blev leveret med 100 procent energi og en i øvrigt fremragende lyd. Højt uden at være for højt. Detaljerne stod klart - noget de ikke altid gør til rockkoncerter, hvor lydmanden har en tendens til at skrue mere og mere op, som aftenen skrider frem.
Andet band på scenen var Die Herren - dansk kopiband med U2 som speciale. Bevares det lyder som den ægte vare, men trods en ihærdig indsats fra forsangerens side var det tydeligt, at det ikke lige passede ind denne aften. Måske skulle herrerne have været på som første navn. Jeg kan bestemt godt lide U2, men der er noget forkert over det. Fint nok, at sangeren lyder som Bono, men han behøver da ikke kopiere Bonos sceneoptræden med at sidde på scenekanten og søge kontakt med publikum. Min favoritperiode med det irske rockfænomen ligger i deres tidlige periode - måske fordi jeg hørte en fantastisk koncert med dem i Roskilde tilbage i 1983, hvor de lige var ved at slå igennem.
Og efter 6 timers venten måtte den yngre del af publikum slukørede konstatere, at deres store idol, Medina, ikke kunne optræde, da hendes tunge gear ikke kunne flyttes på scenen! Konferencierparret “Klassens Tykke Dreng” havde på det tidspunkt gjort deres for at udfylde ventetiden med spas og musik - og de slap da også helt fint fra den svære opgave at skulle meddele aflysningen - simpelthen ved at invitere det unge publikum på scenen, hvor de dannede kor i klassikeren “We Are The World”. Det dæmpede skuffelsen og ikke mindst frustrationerne noget.
Billedet herunder er af Johnnys Madsens bassist, Niels Nello Mogensen, som er lige præcis så cool, som en bassist skal være!